fbpx
Wikipedia

Argentinas historie

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Argentinas historie falder i tre hovedperioder: tiden før europæernes ankomst, tiden som spansk koloni og tiden efter kolonivældets afslutning.

Indholdsfortegnelse

Området, der nu udgør Argentina, var temmelig sparsomt befolket før spaniernes ankomst. De tidligste spor af mennesker daterer sig tilbage til den ældste stenalder, og der er yderligere fund fra ældre og yngre stenalder. Imidlertid ser det ud til, at store områder af det indre af landet og nær isens rand var affolket i en meget tør periode mellem 4000 og 2000 f.v.t.

Den uruguayanske arkæolog Raúl Campá Soler delte Argentinas oprindelige folk op i tre hovedgrupper: primitive jægere og samlere uden kendskab til pottemagerkunsten; avancerede jægere og samlere; samt primitive jordbrugere med beherskelse af pottemagerkunsten. Den anden gruppe fandtes især på Pampas og det sydlige Patagonien, og den tredje inkluderede charrúa-, minuane- og guaraní-folkene.

De største etniske grupper omfattede selk'namIldlandet, yaghan i øhavet mellem Beaglekanalen og Kap Horn, tehuelche i Patagonien, mange folkeslag ved kysten samt guaycuru og wichí i Chaco. Guaraníerne havde ekspanderet til store dele af Sydamerika og bosatte sig i det nordøstlige Argentina. Toba- og diaguita levede i det nordlige af området, og comechingón-folke boede i nutidens Córdoba-provinsen. Charrúa (som også omfattede minuane), yaro, bohane og chaná levede i nutidens Entre Ríos, og querandí i Buenos Aires.

Argentina blev opdaget af den spanske rigspilot Juan Diaz de Solis, som var udsendt for at finde søvejen syd om Sydamerika. 1515 opdagede han La Plata-mundingen, men blev dræbt af indianerne på et strejftog i land. 1527 sejlede rigspiloten Sebastiano Caboto op ad Parana og anlagde et fort, men måtte opgive kolonisationen. 1535 anlagdes Buenos Aires af Pedro de Mendoza. Byen blev senere ødelagt af indianerne, men blev genopbygget 1580 af Juan de Garay. Det indre af Argentina blev erobret fra Peru, og først 1620 fik Argentina som Provinzia del Rio de la Plata sin egen guvernør i Buenos Aires. Kolonien led meget under et trykkende monopolsystem, som bevirkede en umådelig smughandel, der blev drevet af portugiserne fra den nordlige bred af Plata-mundingen. I 1776 fordrev spanierne imidlertid portugiserne fra landet nord for mundingen, og samme år blev der oprettet et vicekongerige af La Plata-landene, omfattende Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Løsrivelsen

Argentinas løsrivelse fra Spanien fandt sted i 1810. Vicekongen blev afsat, en provisorisk junta overtog styrelsen og fordrev spanierne. I 1813 blev juntaen opløst, og en konstituerende forsamling trådte sammen. Da spanske tropper imidlertid var landsat i Montevideo, valgte folket i Buenos Aires Antonio Posadas til diktator og satte San Martin i spidsen for hæren, Brown for flåden. I maj ødelagde Brown den spanske flåde, og i juni fordrev San Martin spanierne fra Montevideo, hvorpå han gik vest på for at fordrive spanierne fra Chile og Peru. Imidlertid var der opstået indre stridigheder, idet landbefolkningen ikke ville finde sig i hovedstadens dominerende stilling. En kongres i Tucuman (1816) vedtog endelig uafhængighed for de forenede stater ved La Plata, mens Uruguay og Paraguay blev udskilt og kom til at danne særskilte stater. Kongressen i Buenos Aires (1819) gav endelig landet en forfatning efter de nordamerikanske forenede staters mønster.

Borgerkrig

De følgende år optoges af stridigheder mellem unitarierne, som ville have en helstatsforfatning, og føderalisterne, som holdt på et statsforbund med vidtgående selvstændighed for enkeltstaterne. Forbundet blev en tid opløst og dannedes igen. Endelig blev gauchoen Juan Manuel Rosas guvernør i Buenos Aires (1829) og senere diktator. Han førte et rædselsregime med henrettelser, snigmord, konfiskationer og plyndringer. Flere provinser gjorde oprør, og efter at Rosas havde fornærmet England og Frankrig, slog en engelsk-fransk flåde den argentinske ved Montevideo, hvorefter den blokerede Buenos Aires. I 1850 affandt Rosas sig med England og Frankrig, men næste år sluttede staten Entre Rios et forbund med Brasilien og Uruguay mod Rosas. Guvernøren i Entre Rios, José de Urquiza gik i spidsen for en hær over Parana og sejrede ved Montelaceres, hvor efter Rosas måtte flygte til England. Urquiza fik nu magten, men så snart han havde forladt hovedstaden, fik unitarierne magten der og udnævnte general Pinto til præsident, mens de øvrige stater samlede en kongres i Santa Fé, som maj 1853 vedtog en forfatning for den argentinske republik og valgte Urquiza til præsident. Parana blev foreløbig hovedstad for Argentina. Der var nu i nogle år to republikker, Argentina og Buenos Aires. I 1859 blev Buenos Aires dog tvunget til at træde ind i forbundet og blev derpå (1860) regeringssæde. Allerede næste år fornyedes striden. Buenos Aires gjorde oprør under general Bartolomé Mitre, som overvandt Urquizas tropper og derpå selv blev præsident.

Landets opbygning og gældsætning

Efter Mitre fulgte (1868) Domingo Faustino Sarmiento, som gjorde meget for skolevæsenet, agerbruget og handelen og søgte at fremme indvandringen. Efter ham fulgte (1874) Nicolo Avellaneda, efter at en opstand anført af Mitre var underkuet. Da der efter hans afgang i 1880 skulle vælges en ny præsident, udbrød der atter uroligheder, som dog dæmpedes, og general Julio Roca blev valgt. Han havde som krigsminister under Avellaneda vundet popularitet ved indlemmelsen af det nordlige Patagonien i erobringen af ørkenen. Han udskilte hovedstaden fra provinsen Buenos Aires, som fik La Plata til provinshovedstad. Under hans regering gjorde landet store fremskridt, og i 1886 kunne hans efterfølger, Miguel Juarez Celman, tiltræde sit embede uden uroligheder. Under Celmans regering blev arbejdet med landets fremskridt i form af anlæg af jernbaner og andre foranstaltninger fortsat, men herved steg statsgælden foruroligende, og da staten udstedte udækkede papirspenge, faldt kursen af dem til en trediedel af deres pålydende værdi. Der opstod derved stor utilfredshed, som i 1890 brød ud i et oprør. Efter at Roca havde dæmpet dette, måtte Celman gå af, og vicepræsidenten, Carlos Pellegrini, overtog regeringen, indtil Luiz Sáenz Peña blev valgt til præsident i 1892. Hans regering søgte at afhjælpe finansnøden ved besparelser, men partistridighederne forhindrede alle forholdsregler. Et oprør brød ud og blev dæmpet, men Peña måtte alligevel gå af i 1895.

Grænseproblemerne løses

Fra 1893 blev grænsekonflikten med Chile skærpet, efter at Bolivia havde afstået en del af Puna de Atacama til Argentina – et område som havde været besat af Chile siden salpeterkrigen. Situationen udviklede sig til et våbenkapløb mellem Chile og Argentina. Den britiske konge Edvard 7. mæglede i 1902 i grænsestriden. Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt, og heraf tilfaldt 54.000 km² Chile og 40.000 km² Argentina.

Vicepræsident José Félix Uriburu blev nu præsident. I hans regeringstid blev striden med Chile om grænsen mellem landene gennem Patagonien akut, og en krig blev med nød og næppe undgået. Man blev til sidst enig om at underkaste sig den britiske regerings voldgift, ligesom en strid om grænsen mod nordvest blev underlagt en voldgift af en kommission med den amerikanske gesandt i Argentina som formand. Imidlertid blev Uriburu i 1898 afløst af Roca, som for anden gang blev præsident. Striden om nordvestgrænsen blev afgjort i 1899 til fordel for Argentina, og i 1902 faldt voldgiftsdommen om grænsen i Patagonien til begge parters tilfredsstillelse. Under Rocas regering blev der ført forhandlinger med Chile og Brasilien om at henvise alle fremtidige stridigheder til voldgift og at foretage en gradvis afrustning. Der blev lavet besparelser på forskellige områder og arbejdet på en forbedring af samfærdselsmidlerne. Roca blev i 1904 afløst af Manuel Quintana, som døde i 1906 og blev afløst af Figuero Alcorta. I 1910 kom det radikale parti i Argentina til magten med præsident Roque Sáenz Peña. De store jernbaneanlæg blev videreført, og i 1910 blev jernbaneforbindelsen over Andesbjergene til Chile gennemført. Der blev indført besparelser i administrationen og en effektiv jordbeskatning.

Indvandring og økonomiboom

Julio A. Rocas regeringstid blev betegnet som et "skindemokrati" og et oligarki.

Årene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere, som bosatte sig i byerne og i såkaldte "kolonier" på landet. Politisk betegnes denne tid som et "skindemokrati", hvor regeringsmagten lå hos Partido Autonomista Nacional (PAN) med Julio Argentino Roca med tilnavnet "Ræven" som central figur. Han havde held til at opbygge politiske alliancer og fik gennemført lovgivning, så størstedelen af befolkningen, herunder indvandrerne, ikke havde stemmeret.[kilde mangler] Perioden var dog samtidig kendetegnet ved et økonomisk opsving baseret et skift fra ekstensivt til intensivt landbrugsproduktion samt store udenlandske investeringer.

Det tyvende århundredes diktaturer

Under 1. verdenskrig var Argentina strengt neutral. I 1915 blev der sluttet en traktat med Chile og Brasilien, hvorefter der i tilfælde af stridigheder skulle nedsættes en kommission til at forsøge at afgøre dem ved voldgift. Argentina led betydeligt i økonomisk henseende under verdenskrigen. Kødeksportens stigning opvejede ikke nedgangen i uldeksporten. Arbejdsforholdene var urolige, og uroen kulminerede 1919 med en generalstrejke i Buenos Aires og andre byer; strejken endte først efter blodige kampe.

I 1912 blev der indført stemmeret for alle af lederen for den liberale fløj af PAN, Roque Sáenz Peña, og i kølvandet kom i 1916 et magtskifte, da partiet Unión Cívica Radical fra den borgerlige protestbevægelse vandt valget. Det regerede frem til 1930, hvor et militærkup genindførte et konservativt system. 1930'erne bliver i dag oftest omtalt som década infame, det skændige årti, hvor demokratiet kun eksisterede på papiret, og valgsvindel var dagligdag.[kilde mangler]

Juan Domingo Perón blev en folkehelt for Argentinas arbejderklasse.

I løbet af den første halvdel af 1940'erne opnåede den unge officer Juan Domingo Perón at manøvrere sig frem til magten i Argentina. Ved general Pedro Ramírez' kup blev Perón sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium,[kilde mangler] og han blev gennem vidtrækkende indrømmelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen. I 1946 blev han valgt som præsident.

Argentina var officielt neutralt under 2. verdenskrig. Landet sympatiserede i begyndelsen med aksemagterne, men støttede de allierede hen mod krigens slutning. Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa; efter krigen søgte nazister og fascister tilflugt i Argentina såvel som i resten af Latinamerika. Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere, der flygtede til Argentina, var Adolf Eichmann, som 23. maj 1960 blev bortført af Mossad og transporteret til Israel, hvor han blev idømt dødsstraf, Josef Mengele, som var en berygtet læge fra koncentrationslejren Auschwitz, samt Walter Rauff, som under krigen var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre, såkaldte gasvogne, som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre.

Under Perón, som sympatiserede med de fascistiske grundtanker, søgte Argentina at afværge kommunismen gennem flere indrømmelser overfor arbejderne. Fra hans første regeringstid blev industrialisieringen af landet, som var begyndt efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1930'erne, forstærket, og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik. I 1955 blev han afsat ved et kup og flygtede i eksil. Peróns tanker har efterfølgende lagt navn til ideologien peronisme.

Eva Perón

Argentina oplevede i den følgende tid skiftevis økonomisk succes og krise. Indtil 1983 var der en æra af ustabilitet, hvor landet havde forskellige civile og militærledede regeringer. Arturo Frondizis (1958–62) og Arturo Umberto Illias (1963–1966) demokratisk valgte regeringer blev væltet af det Perón-venlige militær. I perioden 1966 til 1973 var landet et højrekonservativt militærdiktatur under Juan Carlos Onganía og hans efterfølgere. Diktaturet blev ophævet i 1973 efter stærke protester fra befolkningen. Landet blev kortvarigt et demokrati igen, hvorefter den fortsat populære Perón fik tilladelse til at vende tilbage til landet og snart efter genvandt magten.

Peróns anden embedsperiode fra oktober 1973 til hans død 1. juli 1974 bragte kun en ubetydelig stabilisering af Argentinas politiske og økonomiske forhold. Efter hans død blev hans tredje hustru, Isabel Perón (kaldet "Isabelita"), som han havde udnævnt til vicepræsident, indsat som præsident. Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvældet af embedet og tjente udelukkende som marionet for højreorienterede peronister som José López Rega, der med AAA allerede under Perón havde indsat en paramilitær gruppe, som torturerede og myrdede modstandere af regimet. Desuden tog de økonomiske problemer til i styrke, og landet blev ramt af en stærk inflation. Kriminelle grupperinger (Guerilleros) udnyttede kaosset til at begå bortførelser og andre forbrydelser i egen interesse.[kilde mangler]

I 1976 kom et nyt kup, som afsatte Isabel Perón og installerede et militærdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som officielt fik navnet Proceso de Reorganización Nacional ("den nationale reorganiseringsproces") blev ledet af en tremands-junta, som forsøgte at løse situationen ved hjælp af åben statsterror i årene mellem 1976 og 1978 i det, som senere blev kendt som "den beskidte krig". I løbet af årene forsvandt anslået 30.000 modstandere af regimet, samt andre, samlet betegnet "Desaparecidos".

For at afslutte suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Beaglekonflikten blev afgjort i 1977 og gik på, at alle øer syd for Ildlandet skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig og forberedte sig på at indtage øerne militært ved operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave.[kilde mangler] Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten.

I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den såkaldte Falklandskrig. Konflikten begyndte, efter at Argentina havde invaderet Falklandsøerne, som ifølge Argentinas forfatning tilhørte Argentinas eget statsområde, men som dog blev administreret af Storbritannien. Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands, til vands og i luften. Argentina kapitulerede 14. juni samme år.

Raúl Alfonsín
Cristina og Néstor Kirchner

I 1983 vendte landet tilbage til demokrati. Den første demokratiske præsident i perioden var Raúl Alfonsín (UCR), som dog trådte tilbage før tid i 1989 som følge af en finanskrise. Partido Justicialista kom dermed igen til magten, med Carlos Menem i spidsen. Menems neoliberale finanspolitik og 1:1-bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans første regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet. I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige.[kilde mangler]

Mellem 1998 og 2002 faldt landet på ny ind i en stor finanskrise, hvor købekraften gik 20 % tilbage. I 1999 blev Menems regering afløst af en centrum-venstre-koalition med præsidentkandidaten Fernando de la Rúa. De la Rúa kunne dog ikke hurtigt og holdbart forbedre den finansielle situation, som hans forgænger havde efterladt.[kilde mangler] Præsidentens tøven med at handle, stridigheder internt i kolalitionen samt en stærk udenomsparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne, som traditionelt var peronister, svækkede i stigende grad De la Rúa.[kilde mangler] Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plydringer i, at præsident Fernando de la Rúa trådte tilbage.

Efterfølgende kom mere peronistiske præsidenter, først Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af håndteringen af krisen.[kilde mangler] I maj 2003 blev Néstor Kirchner, som tilhørte den socialdemokratiske fløj af Partido Justicialista, valgt som ny præsident efter et meget kaotisk valgforløb. På trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid, da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation.[kilde mangler] Økonomien begyndte en kraftig vækst: i 2003 rapporterede Argentina om en vækst i bruttonationalproduktet helt op til +8,7 % mod −10,9 % i 2002. Kirchner blev dog også udsat for kritik, specielt på grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels også på grund af hans samarbejde med Piquetero-protestbevægelsen, hvilket blev tolket som populisme.[kilde mangler]

Ved valget til det argentinske senat og til det argentinske repræsentantkammer i oktober 2005 gik Néstor Kirchners tilhængere frem med 40% af stemmerne. Ved valget til senatorposten for den vigtige provins Buenos Aires vandt Kirchners kone Cristina Fernández de Kirchner mod dens tidligere præsident Eduardo Duhaldes kone Hilda González de Duhalde, som også tilhørte det peronistiske Partido Justicialista. Præsidenten var dermed yderligere styrket, og kunne støtte sig til et bredt flertal i begge kamre.

Ved præsident- og parlamentsvalget 28. oktober 2007 vandt de regerende peronister, især Kirchners valgplatform, Frente para la Victoria, en overvældende sejr. Cristina Fernández de Kirchner sikrede sig i første valgrunde 45,3% af stemmerne og undgik dermed at skulle ud i anden valgrunde. Hun tiltrådte præsidentembedet 10. december 2007. Kirchnerismen blev også let styrket i parlamentet.

  1. Gil, A.; Zárate, M.; Neme, G. (2005). "Mid-Holocene paleoenvironments and the archeological record of southern Mendoza, Argentina". Quat. Intern. (132): 81-94.
  2. Santillán, Diego Abad de, (red.) (1965). Historia Argentina (spansk). Tipográfica Editora Argentina. s. 18-19.
  3. (PDF). FN. 2006. (PDF) fra originalen 19. maj 2011. Hentet 31. maj 2017.
  4. Reed, Robert (12. november 1999). . consortiumnews.com. Hentet 31. maj 2017.
  5. Weisbrot, Mark (27. oktober 2010). . The Guardian. Hentet 31. maj 2017.
  6. . elecciones.gob.ar. Hentet 31. maj 2017.

Argentinas historie
argentinas, historie, sprog, overvåg, rediger, eller, ingen, kildehenvisninger, denne, artikel, hvilket, problem, hjælpe, angive, troværdige, kilder, påstande, fremføres, artiklen, falder, hovedperioder, tiden, før, europæernes, ankomst, tiden, spansk, koloni,. Argentinas historie Sprog Overvag Rediger Der er for fa eller ingen kildehenvisninger i denne artikel hvilket er et problem Du kan hjaelpe ved at angive trovaerdige kilder til de pastande som fremfores i artiklen Argentinas historie falder i tre hovedperioder tiden for europaeernes ankomst tiden som spansk koloni og tiden efter kolonivaeldets afslutning Indholdsfortegnelse 1 Praecolumbiansk tid 2 Argentina som spansk koloni 3 Selvstaendig nation 3 1 Losrivelsen 3 2 Borgerkrig 3 3 Landets opbygning og gaeldsaetning 3 4 Graenseproblemerne loses 3 5 Indvandring og okonomiboom 3 6 Det tyvende arhundredes diktaturer 4 Det demokratiske Argentina 5 Eksterne henvisninger 6 NoterPraecolumbiansk tid RedigerOmradet der nu udgor Argentina var temmelig sparsomt befolket for spaniernes ankomst De tidligste spor af mennesker daterer sig tilbage til den aeldste stenalder og der er yderligere fund fra aeldre og yngre stenalder Imidlertid ser det ud til at store omrader af det indre af landet og naer isens rand var affolket i en meget tor periode mellem 4000 og 2000 f v t 1 Den uruguayanske arkaeolog Raul Campa Soler delte Argentinas oprindelige folk op i tre hovedgrupper primitive jaegere og samlere uden kendskab til pottemagerkunsten avancerede jaegere og samlere samt primitive jordbrugere med beherskelse af pottemagerkunsten 2 Den anden gruppe fandtes isaer pa Pampas og det sydlige Patagonien og den tredje inkluderede charrua minuane og guarani folkene De storste etniske grupper omfattede selk nam pa Ildlandet yaghan i ohavet mellem Beaglekanalen og Kap Horn tehuelche i Patagonien mange folkeslag ved kysten samt guaycuru og wichi i Chaco Guaranierne havde ekspanderet til store dele af Sydamerika og bosatte sig i det nordostlige Argentina Toba og diaguita levede i det nordlige af omradet og comechingon folke boede i nutidens Cordoba provinsen Charrua som ogsa omfattede minuane yaro bohane og chana levede i nutidens Entre Rios og querandi i Buenos Aires Argentina som spansk koloni RedigerArgentina blev opdaget af den spanske rigspilot Juan Diaz de Solis som var udsendt for at finde sovejen syd om Sydamerika 1515 opdagede han La Plata mundingen men blev draebt af indianerne pa et strejftog i land 1527 sejlede rigspiloten Sebastiano Caboto op ad Parana og anlagde et fort men matte opgive kolonisationen 1535 anlagdes Buenos Aires af Pedro de Mendoza Byen blev senere odelagt af indianerne men blev genopbygget 1580 af Juan de Garay Det indre af Argentina blev erobret fra Peru og forst 1620 fik Argentina som Provinzia del Rio de la Plata sin egen guvernor i Buenos Aires Kolonien led meget under et trykkende monopolsystem som bevirkede en umadelig smughandel der blev drevet af portugiserne fra den nordlige bred af Plata mundingen I 1776 fordrev spanierne imidlertid portugiserne fra landet nord for mundingen og samme ar blev der oprettet et vicekongerige af La Plata landene omfattende Argentina Uruguay Paraguay og dele af Bolivia Selvstaendig nation RedigerLosrivelsen Rediger Argentinas losrivelse fra Spanien fandt sted i 1810 Vicekongen blev afsat en provisorisk junta overtog styrelsen og fordrev spanierne I 1813 blev juntaen oplost og en konstituerende forsamling tradte sammen Da spanske tropper imidlertid var landsat i Montevideo valgte folket i Buenos Aires Antonio Posadas til diktator og satte San Martin i spidsen for haeren Brown for fladen I maj odelagde Brown den spanske flade og i juni fordrev San Martin spanierne fra Montevideo hvorpa han gik vest pa for at fordrive spanierne fra Chile og Peru Imidlertid var der opstaet indre stridigheder idet landbefolkningen ikke ville finde sig i hovedstadens dominerende stilling En kongres i Tucuman 1816 vedtog endelig uafhaengighed for de forenede stater ved La Plata mens Uruguay og Paraguay blev udskilt og kom til at danne saerskilte stater Kongressen i Buenos Aires 1819 gav endelig landet en forfatning efter de nordamerikanske forenede staters monster Borgerkrig Rediger De folgende ar optoges af stridigheder mellem unitarierne som ville have en helstatsforfatning og foderalisterne som holdt pa et statsforbund med vidtgaende selvstaendighed for enkeltstaterne Forbundet blev en tid oplost og dannedes igen Endelig blev gauchoen Juan Manuel Rosas guvernor i Buenos Aires 1829 og senere diktator Han forte et raedselsregime med henrettelser snigmord konfiskationer og plyndringer Flere provinser gjorde opror og efter at Rosas havde fornaermet England og Frankrig slog en engelsk fransk flade den argentinske ved Montevideo hvorefter den blokerede Buenos Aires I 1850 affandt Rosas sig med England og Frankrig men naeste ar sluttede staten Entre Rios et forbund med Brasilien og Uruguay mod Rosas Guvernoren i Entre Rios Jose de Urquiza gik i spidsen for en haer over Parana og sejrede ved Montelaceres hvor efter Rosas matte flygte til England Urquiza fik nu magten men sa snart han havde forladt hovedstaden fik unitarierne magten der og udnaevnte general Pinto til praesident mens de ovrige stater samlede en kongres i Santa Fe som maj 1853 vedtog en forfatning for den argentinske republik og valgte Urquiza til praesident Parana blev forelobig hovedstad for Argentina Der var nu i nogle ar to republikker Argentina og Buenos Aires I 1859 blev Buenos Aires dog tvunget til at traede ind i forbundet og blev derpa 1860 regeringssaede Allerede naeste ar fornyedes striden Buenos Aires gjorde opror under general Bartolome Mitre som overvandt Urquizas tropper og derpa selv blev praesident Landets opbygning og gaeldsaetning Rediger Efter Mitre fulgte 1868 Domingo Faustino Sarmiento som gjorde meget for skolevaesenet agerbruget og handelen og sogte at fremme indvandringen Efter ham fulgte 1874 Nicolo Avellaneda efter at en opstand anfort af Mitre var underkuet Da der efter hans afgang i 1880 skulle vaelges en ny praesident udbrod der atter uroligheder som dog daempedes og general Julio Roca blev valgt Han havde som krigsminister under Avellaneda vundet popularitet ved indlemmelsen af det nordlige Patagonien i erobringen af orkenen Han udskilte hovedstaden fra provinsen Buenos Aires som fik La Plata til provinshovedstad Under hans regering gjorde landet store fremskridt og i 1886 kunne hans efterfolger Miguel Juarez Celman tiltraede sit embede uden uroligheder Under Celmans regering blev arbejdet med landets fremskridt i form af anlaeg af jernbaner og andre foranstaltninger fortsat men herved steg statsgaelden foruroligende og da staten udstedte udaekkede papirspenge faldt kursen af dem til en trediedel af deres palydende vaerdi Der opstod derved stor utilfredshed som i 1890 brod ud i et opror Efter at Roca havde daempet dette matte Celman ga af og vicepraesidenten Carlos Pellegrini overtog regeringen indtil Luiz Saenz Pena blev valgt til praesident i 1892 Hans regering sogte at afhjaelpe finansnoden ved besparelser men partistridighederne forhindrede alle forholdsregler Et opror brod ud og blev daempet men Pena matte alligevel ga af i 1895 Graenseproblemerne loses Rediger Fra 1893 blev graensekonflikten med Chile skaerpet efter at Bolivia havde afstaet en del af Puna de Atacama til Argentina et omrade som havde vaeret besat af Chile siden salpeterkrigen Situationen udviklede sig til et vabenkaplob mellem Chile og Argentina Den britiske konge Edvard 7 maeglede i 1902 i graensestriden Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt og heraf tilfaldt 54 000 km Chile og 40 000 km Argentina 3 Vicepraesident Jose Felix Uriburu blev nu praesident I hans regeringstid blev striden med Chile om graensen mellem landene gennem Patagonien akut og en krig blev med nod og naeppe undgaet Man blev til sidst enig om at underkaste sig den britiske regerings voldgift ligesom en strid om graensen mod nordvest blev underlagt en voldgift af en kommission med den amerikanske gesandt i Argentina som formand Imidlertid blev Uriburu i 1898 aflost af Roca som for anden gang blev praesident Striden om nordvestgraensen blev afgjort i 1899 til fordel for Argentina og i 1902 faldt voldgiftsdommen om graensen i Patagonien til begge parters tilfredsstillelse Under Rocas regering blev der fort forhandlinger med Chile og Brasilien om at henvise alle fremtidige stridigheder til voldgift og at foretage en gradvis afrustning Der blev lavet besparelser pa forskellige omrader og arbejdet pa en forbedring af samfaerdselsmidlerne Roca blev i 1904 aflost af Manuel Quintana som dode i 1906 og blev aflost af Figuero Alcorta I 1910 kom det radikale parti i Argentina til magten med praesident Roque Saenz Pena De store jernbaneanlaeg blev viderefort og i 1910 blev jernbaneforbindelsen over Andesbjergene til Chile gennemfort Der blev indfort besparelser i administrationen og en effektiv jordbeskatning Indvandring og okonomiboom Rediger Julio A Rocas regeringstid blev betegnet som et skindemokrati og et oligarki Arene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere som bosatte sig i byerne og i sakaldte kolonier pa landet Politisk betegnes denne tid som et skindemokrati hvor regeringsmagten la hos Partido Autonomista Nacional PAN med Julio Argentino Roca med tilnavnet Raeven som central figur Han havde held til at opbygge politiske alliancer og fik gennemfort lovgivning sa storstedelen af befolkningen herunder indvandrerne ikke havde stemmeret kilde mangler Perioden var dog samtidig kendetegnet ved et okonomisk opsving baseret et skift fra ekstensivt til intensivt landbrugsproduktion samt store udenlandske investeringer Det tyvende arhundredes diktaturer Rediger Under 1 verdenskrig var Argentina strengt neutral I 1915 blev der sluttet en traktat med Chile og Brasilien hvorefter der i tilfaelde af stridigheder skulle nedsaettes en kommission til at forsoge at afgore dem ved voldgift Argentina led betydeligt i okonomisk henseende under verdenskrigen Kodeksportens stigning opvejede ikke nedgangen i uldeksporten Arbejdsforholdene var urolige og uroen kulminerede 1919 med en generalstrejke i Buenos Aires og andre byer strejken endte forst efter blodige kampe I 1912 blev der indfort stemmeret for alle af lederen for den liberale floj af PAN Roque Saenz Pena og i kolvandet kom i 1916 et magtskifte da partiet Union Civica Radical fra den borgerlige protestbevaegelse vandt valget Det regerede frem til 1930 hvor et militaerkup genindforte et konservativt system 1930 erne bliver i dag oftest omtalt som decada infame det skaendige arti hvor demokratiet kun eksisterede pa papiret og valgsvindel var dagligdag kilde mangler Juan Domingo Peron blev en folkehelt for Argentinas arbejderklasse I lobet af den forste halvdel af 1940 erne opnaede den unge officer Juan Domingo Peron at manovrere sig frem til magten i Argentina Ved general Pedro Ramirez kup blev Peron sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium kilde mangler og han blev gennem vidtraekkende indrommelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen I 1946 blev han valgt som praesident Argentina var officielt neutralt under 2 verdenskrig Landet sympatiserede i begyndelsen med aksemagterne men stottede de allierede hen mod krigens slutning Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa efter krigen sogte nazister og fascister tilflugt i Argentina savel som i resten af Latinamerika Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere der flygtede til Argentina var Adolf Eichmann som 23 maj 1960 blev bortfort af Mossad og transporteret til Israel hvor han blev idomt dodsstraf Josef Mengele som var en berygtet laege fra koncentrationslejren Auschwitz samt Walter Rauff som under krigen var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre sakaldte gasvogne som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre Under Peron som sympatiserede med de fascistiske grundtanker sogte Argentina at afvaerge kommunismen gennem flere indrommelser overfor arbejderne Fra hans forste regeringstid blev industrialisieringen af landet som var begyndt efter den verdensomspaendende okonomiske krise i 1930 erne forstaerket og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik I 1955 blev han afsat ved et kup og flygtede i eksil Perons tanker har efterfolgende lagt navn til ideologien peronisme Eva Peron Argentina oplevede i den folgende tid skiftevis okonomisk succes og krise Indtil 1983 var der en aera af ustabilitet hvor landet havde forskellige civile og militaerledede regeringer Arturo Frondizis 1958 62 og Arturo Umberto Illias 1963 1966 demokratisk valgte regeringer blev vaeltet af det Peron venlige militaer I perioden 1966 til 1973 var landet et hojrekonservativt militaerdiktatur under Juan Carlos Ongania og hans efterfolgere Diktaturet blev ophaevet i 1973 efter staerke protester fra befolkningen Landet blev kortvarigt et demokrati igen hvorefter den fortsat populaere Peron fik tilladelse til at vende tilbage til landet og snart efter genvandt magten Perons anden embedsperiode fra oktober 1973 til hans dod 1 juli 1974 bragte kun en ubetydelig stabilisering af Argentinas politiske og okonomiske forhold Efter hans dod blev hans tredje hustru Isabel Peron kaldet Isabelita som han havde udnaevnt til vicepraesident indsat som praesident Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvaeldet af embedet og tjente udelukkende som marionet for hojreorienterede peronister som Jose Lopez Rega 4 der med AAA allerede under Peron havde indsat en paramilitaer gruppe som torturerede og myrdede modstandere af regimet Desuden tog de okonomiske problemer til i styrke og landet blev ramt af en staerk inflation Kriminelle grupperinger Guerilleros udnyttede kaosset til at bega bortforelser og andre forbrydelser i egen interesse kilde mangler I 1976 kom et nyt kup som afsatte Isabel Peron og installerede et militaerdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla Diktaturet som officielt fik navnet Proceso de Reorganizacion Nacional den nationale reorganiseringsproces blev ledet af en tremands junta som forsogte at lose situationen ved hjaelp af aben statsterror i arene mellem 1976 og 1978 i det som senere blev kendt som den beskidte krig I lobet af arene forsvandt anslaet 30 000 modstandere af regimet samt andre samlet betegnet Desaparecidos For at afslutte suveraenitetsstridighederne over oerne pa Amerikas sydlige spids oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal som skulle beslutte en endelig fortolkning af graenseaftalen fra 1881 Voldgiften i Beaglekonflikten blev afgjort i 1977 og gik pa at alle oer syd for Ildlandet skulle tilhore Chile I 1978 erklaerede Argentina voldgiften ugyldig og forberedte sig pa at indtage oerne militaert ved operation Soberania hvilket dog blev undgaet takket vaeret indgriben fra den davaerende pave kilde mangler Forst i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen efter diverse aendringer sasom en aendring i den maritime graense mod vest og underskrev Venskabs og frihedstraktaten I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den sakaldte Falklandskrig Konflikten begyndte efter at Argentina havde invaderet Falklandsoerne som ifolge Argentinas forfatning tilhorte Argentinas eget statsomrade men som dog blev administreret af Storbritannien Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands til vands og i luften Argentina kapitulerede 14 juni samme ar Det demokratiske Argentina Rediger Raul Alfonsin Cristina og Nestor Kirchner I 1983 vendte landet tilbage til demokrati Den forste demokratiske praesident i perioden var Raul Alfonsin UCR som dog tradte tilbage for tid i 1989 som folge af en finanskrise Partido Justicialista kom dermed igen til magten med Carlos Menem i spidsen Menems neoliberale finanspolitik og 1 1 bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans forste regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige kilde mangler Mellem 1998 og 2002 faldt landet pa ny ind i en stor finanskrise hvor kobekraften gik 20 tilbage I 1999 blev Menems regering aflost af en centrum venstre koalition med praesidentkandidaten Fernando de la Rua De la Rua kunne dog ikke hurtigt og holdbart forbedre den finansielle situation som hans forgaenger havde efterladt kilde mangler Praesidentens toven med at handle stridigheder internt i kolalitionen samt en staerk udenomsparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne som traditionelt var peronister svaekkede i stigende grad De la Rua kilde mangler Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plydringer i at praesident Fernando de la Rua tradte tilbage Efterfolgende kom mere peronistiske praesidenter forst Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af handteringen af krisen kilde mangler I maj 2003 blev Nestor Kirchner som tilhorte den socialdemokratiske floj af Partido Justicialista valgt som ny praesident efter et meget kaotisk valgforlob Pa trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation kilde mangler Okonomien begyndte en kraftig vaekst i 2003 rapporterede Argentina om en vaekst i bruttonationalproduktet helt op til 8 7 mod 10 9 i 2002 5 Kirchner blev dog ogsa udsat for kritik specielt pa grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels ogsa pa grund af hans samarbejde med Piquetero protestbevaegelsen hvilket blev tolket som populisme kilde mangler Ved valget til det argentinske senat og til det argentinske repraesentantkammer i oktober 2005 gik Nestor Kirchners tilhaengere frem med 40 af stemmerne Ved valget til senatorposten for den vigtige provins Buenos Aires vandt Kirchners kone Cristina Fernandez de Kirchner mod dens tidligere praesident Eduardo Duhaldes kone Hilda Gonzalez de Duhalde som ogsa tilhorte det peronistiske Partido Justicialista Praesidenten var dermed yderligere styrket og kunne stotte sig til et bredt flertal i begge kamre Ved praesident og parlamentsvalget 28 oktober 2007 vandt de regerende peronister isaer Kirchners valgplatform Frente para la Victoria en overvaeldende sejr Cristina Fernandez de Kirchner sikrede sig i forste valgrunde 45 3 af stemmerne og undgik dermed at skulle ud i anden valgrunde Hun tiltradte praesidentembedet 10 december 2007 Kirchnerismen blev ogsa let styrket i parlamentet 6 Eksterne henvisninger RedigerSalmonsens Konversationsleksikon 2 udgave bind II 1915 s 64 68 opslag Argentina Nordisk Familjebok Uggleupplagan bind 1 1904 sp 1435 1444 opslag Argentina Anonym Nogle Tal om Argentina Nationalokonomisk Tidsskrift Bind 3 raekke 18 1910 s 278 282 Aage Aagesen Industrialiseringen i Argentina Erhvervsokonomisk Tidsskrift bind 16 1952 s 22 41 Sophie Petersen Kunstig Vandingskultur i Argentina Geografisk Tidsskrift Bind 39 1936 s 1 10 P Vedel Krisen i Argentina Nationalokonomisk Tidsskrift Bind Ny raekke 9 1891 s 187 206 Noter Rediger Gil A Zarate M Neme G 2005 Mid Holocene paleoenvironments and the archeological record of southern Mendoza Argentina Quat Intern 132 81 94 Santillan Diego Abad de red 1965 Historia Argentina spansk Tipografica Editora Argentina s 18 19 Award by His Majesty King Edward VII in the Argentine Chile Boundary Case 20 November 1902 PDF FN 2006 Arkiveret PDF fra originalen 19 maj 2011 Hentet 31 maj 2017 Reed Robert 12 november 1999 Juan Peron amp Cocaine Politics consortiumnews com Hentet 31 maj 2017 Weisbrot Mark 27 oktober 2010 Nestor Kirchner Argentina s independence hero The Guardian Hentet 31 maj 2017 Total pais elecciones gob ar Hentet 31 maj 2017 Hentet fra https da wikipedia org w index php title Argentinas historie amp oldid 10741595, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.