fbpx
Wikipedia

Et cembalo er et musikinstrument, som spilles vha. et klaviatur som sætter strenge i bevægelse ved at knipse dem.

Cembaloet var et almindeligt tasteinstrument fra 16. århundrede til 18. århundrede, og anvendes i dag hovedsageligt ved fremførelse af renæssance- og barokmusik. Desuden er der i det 20. århundrede skrevet en del kompositioner for instrumentet, ligesom det anvendes i andre musikgenrer, og forefindes – som klang – på elklaverer og synthesizere.

I modsætning til et klaver er et cembalo ikke anslagsfølsomt, da strengene ikke anslås med en hammer, men knipses med plektre af fjer. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesæt ("registre"). Cembaloet er kendt fra 1400-tallet og eksisterede side om side med hammerklaveret fra 1720 til ca. 1800, hvorefter musikken gradvis ændrede sig i klaverets favør.

Ordet "cembalo" kommer fra italiensk clavicembalo af latin claves (nøgler/taster) og cymbalum fra græsk "bækken"/"beholder."

En musiker, som spiller på et af cembalofamiliens instrumenter, kaldes en cembalist.

Indholdsfortegnelse

Et moderne cembalo i historisk stil efter Ruckers
Fransk cembalo af François Blanchet 1733 (Château de Thoiry)

Renæssance:

Barok:

clavecin brisé (sammenfoldeligt cembalo). Jean Marius, Frankrig 18. årh. (Musée de la Musique, Paris)

Cembalofamilien består af instrumenterne spinet, virginal, muselar, clavicyterium og cembalo. De er alle tasteinstrumenter og benytter samme mekanik, baseret på springeren, men varierer i størrelse og kompleksitet. Spinet, muselar og virginal er sædvanligvis små instrumenter, med kun ét register og ét manual. Et cembalo har som oftest flere 2 el. 3 registre, og kan også have to manualer. På spinet, muselar og virginal er strengene anbragt på tværs af tangenterne, mens de på et cembalo går på langs. Spinettets, muselarets og virginalets kompakte størrelse og lave vægt gjorde dem til husinstrumenter, mens cembaloet anvendtes både hjemme og til koncerter i større rum. Et clavicyterium er navnet på det forholdsvis sjældne opretstående cembalo. Ydermere findes instrumenter som ''clavecin brisé'' (sammenfoldigt cembalo), claviorganum (sammenbygget cembalo og orgel), lautenwerk (Lautenklavier) (cembalo med tarmstrenge) og instrumenter som både har hammerklaver- og cembalomekanik.

Uddybende artikel: Springer

Cembalofamiliens instrumenter anvender alle springeren til frembringelse af den særlige klang. Springeren er et stykke træ (ca 15mm x 3mm x 10–15 cm), hvor på der i en lille sprække sidder et plektrum. Springerne er anbragt lodret bagest på hver tangent. Når tangenten trykkes ned vil springeren hæves, og plektret vil knipse strengen, som bringes i svingninger. Strengens svingninger overføres via steget, og sætter hele klangbunden i svingninger, således at klangen forstærkes – samme princip som på en guitar. Når tangenten slippes, kan plektret passere forbi strengen, da den er monteret på en lille vippe, som holdes på plads af en fjeder. På springeren sidder også et lille stykke filt, som dæmper strengen, når tangenten ikke er trykket ned.

Denne simple præcisionsmekanisme er formodentlig udviklet sidst i 1400-tallet, og har ikke ændret sig væsentligt siden. Springeren er sædvanligvis lavet af en hård træsort, som er stabil (oftest af pæretræ eller bøgetræ). Til den lille vippe "tungen" anvendes træsorter, som kan holde plektret og akslen uden at revne, ofte kristtjørn. Til fjederen anvendes ofte en svinebørste eller et tyndt stykke messing. Plektret (ca. 8mm langt og 1-2mm bredt og 0,4-0,5mm tykt ved roden) kan skæres af fjer fra ravn (eller andre større fugle som grib eller kalkun) eller plastmaterialer som delrin og celcon, der i dag foretrækkes som følge af stablitet overfor udsving i fugtighed. For at plektrene giver den bedst mulige klang, og for at de ikke hænger fast i strengene når springeren falder på plads, skal de skæres meget omhyggeligt og tyndes ud mod spidsen. Denne proces kaldes intonation.

Snit gennem typisk etmanuals cembalo af flamsk type med to sæt strenge (2x8'). 1) tangent/tastatur, 2) navneplade, 3) navnebræt, 4) stemmenagler, 5) steg på stemmestok, 6) bro, 7) registerskinner, 8) strenge, 9) steg, 10) fastgøringsskinne, 11) klangbundsstøtte, 12) buet side og hale, 13) styring af tastaturets dybgang, 14) klangbund, 15) gab, 16) tværgående konstruktion, 17) springere, 18) tværgående konstruktion, 19) bund, 20) styreskinne til tastatur, 21) styrepinde, 22) nedre registerskinne, 23) stemmestok, 24) balancepind, 25) tastaturramme

Strenge

Strengene sætter klangbunden i bevægelse gennem kontakten med steget. Basstrengene anvender dobbelte stifter for at lette presset på klangbunden

Hver streng på et cembalo er fastgjort i den ene ende til et stift og i den anden ende til en stemmenagle, så strengens spænding kan varieres, og den dermed kan stemmes til en bestemt tone/frekvens. Fra fastgøringsstift til nagle passerer strengen omkring to stifter, som bestemmer strengens klingende længde. Sammenlignet med et klaver anvender cembaloet forholdsvis tyndere (men længere) strenge, og har dermed et lavere strengetræk. En strengs frekvens bestemmes af dens længde, dens vægt og dens opspænding. Ifølge matematikkens love klinger en streng med samme opspænding og vægt, men som er dobbelt så lang, en oktav dybere. Dette giver cembaloet den vingeagtige facon. Udgangspunktet "mensuren" er vanligvis længden for tonen svarende til c2 (det c som er umiddelbart over kammertonen). For et jernstrenget instrument vil mensuren være mellem 30 cm og 37 cm. For et messingstrenget instrument noget kortere, da messing er tungere end jern, mellem 25 cm og 28 cm. I praksis bliver instrumentet meget langt, hvis mensuren skal overholdes i bassen, derfor anvendes gradvise tykkere strenge mod bassen, mens det tilstræbes, at mensuren overholdes i diskanten. Der findes både cembaloer der kun er strenget op med jernstrenge eller kun med messingstrenge, men de fleste anvender en kombination med jernstrenge i diskanten og messingstrenge i bassen. Tykkeste streng er normalt ikke mere end 0.63 mm på cembaloets dybeste tone (F1), mens tyndeste streng er ned til 0,19 mm. Der anvendes ikke omspundne strenge som i klaveret, i stedet anvender cembaloet længere strenge i bassen, samtidig med at der ikke findes bastoner helt så dybe som på klaveret. På visse moderne cembaloer har man anvendt omspundne strenge for at kunne tilbyde et 16' register uden at kassens længde blev forøget. Ofte havde 16' registret da samme mensur som 8' registret, og delte samme steg på klangbunden. I de få eksempler, der er på 16' registre fra barokken, er instrumenterne tilsvarende længere (mere end 2,7m), og der anvendes ofte en særskilt steg (ofte også en særskilt klangbund) til 16' registret.

Registre

*1-bagende af tast; *2-filt; *3-springer; *4-fast registerskinne; *5-bevægelig registerskinne (skyder springer fra og til) *6-streng

Da tonen kun kan varieres minimalt, anvendes registre til at ændre klangtype og -styrke. Ligesom på orglet kaldes det almindelige register for 8'. På cembaloer findes ofte to 8' registre eller et 8'- og et 4' register. Hver register har sædvanligvis sit eget sæt strenge og sin egen række af springere, der kan skydes til og fra. Udover disse registre findes ofte også et lutregister, som er små stykker filt eller læder, der bringes til at dæmpe strengene. Andre registre er sæt af springere, som knipser strengene tættere på tastaturet, eller som er forsynet med bløde læderplektre ("peau de buffle"). Der findes også enkelte historiske eksempler på anvendelse af 16' register (som klinger en oktav lavere end 8') og 2' registre (som klinger to oktaver højere end 8'). Ligesom der også findes instrumenter med tre 8' registre. I praksis er cembaloets klangtype af en sådan beskaffenhed, at mange eller usædvanlige registre ikke giver væsentlige fordele for fortolkning af musikken, men gør instrumenterne unødigt komplicerede og vanskeligere at stemme og vedligeholde.

Toneomfang og manualer

Tangenter på cembalo af Pascal Taskin, Paris 1788. Undertangenter er belagt med ibenholt. Overtangenter er af farvet træ belagt med ben. (Museum für Kunst und Gewerbe, Hamborg)

Toneomfanget er gradvist blevet udvidet fra renæssancen til barokken. Derfor har cembaloets klaviatur ikke et standardiseret toneomfang, men er afhængig af instrumentets størrelse og det tidsrum og sted det blev bygget. Typisk toneomfang i renæssancen var C-c3 (49 toner – ofte med kort oktav eller brudt oktav). Senere finder vi omfang som C-d3, G1-c3 kulminerende med F1-f3 (61 toner) i det 18. årh. Musikken af fx J.S. Bach holder sig indenfor toneomfanget G1-d3 (56 toner), mens Domenico Scarlatti i visse sonater kræver F1-g3 (63 toner).

Tastaturets udseende, størrelse og udlæg har ændret sig gennem tiden. Se under klaviatur.

Tomanuals fransk cembalo af Joseph Colesse, Lyon 1775-77 (Musée de la Musique, Paris)

I instrumenter med 2 manualer (også kaldet tangentrækker eller klaviaturer) forefindes oftest 3 sæt strenge (2 x 8' og 1 x 4'), fordelt således at den kraftigst intonerede 8' spilles fra nederste manual sammen med 4'. Den svagere 8' spilles fra øverste manual, ofte også med mulighed for lut. Ved at skubbe øverste manual 1 cm ind kobles de to manualer sammen, således at alle 3 registre kan spilles fra nederste manual. Dette er den almindelige disposition for store cembaloer fra det 18. årh, med undtagelse af Spanien, Portugal og Italien, hvor der kun er bevaret ganske få tomanuals instrumenter og de derfor må betragtes som usædvanlige.

Der findes enkelte eksempler på 3 manuals instrumenter. De fleste af dem af falsknerier fra det 19. årh. Det eneste bevarede instrument er bygget af Hieronymus Albrecht Hass i 1740 (privateje). Se video under eksterne henvisninger.


Gustav Leonhart (1921-2012) var en hollandsk cembalist, organist og musikforsker, og en af de ledende figurer i bevægelsen for indførsel af historisk opførselspraksis på originalinstrumenter

Som alle andre strengeinstrumenter skal et cembalo stemmes, da ændringer i luftfugtighed bevirker, at klangbunden ændrer facon en lille smule og derved påvirker strengens længde. Det er nok til, at instrumentets stemning skal korrigeres. Et nyt instrument skal stemmes hyppigere, ofte ugentligt, mens et instrument, der er et par år gammelt, kan holde stemningen i længere tid. Før en koncert vil man altid stemme hele instrumentet. I en pause under koncerterten vil man tjekke stemningen og foretage små korrektioner. Stemningen foretages ved at dreje forsigtigt på stemmenaglerne med en stemmenøgle.

Alle cembalister må kunne stemme et cembalo, ikke kun pga. at det går ud af stemning, men fordi det skal stemmes på forskellig måde afhængig af det repertoire, der skal fremføres. Se uddybende artikel om temperament.

Undervisningsbøger i cembalospil indeholdt i det 17. og 18. årh. ofte metoder til stemning af instrumentet.

Kammertonen i rennæssancen og barokken var ikke standadiseret men som oftest lavere end i dag, hvor a1 normalt er 440Hz. Ved opførelse af tidlig musik anvender man i dag generelt en kammertone som er en ½ tone lavere, dvs. a1 = 415,3Hz. I visse tilfælde endda en hel tone lavere: 392Hz. Med den lavere kammertone klinger musikken ofte nærmere det leje den var skrevet for.

Moderne cembaloer bygges ofte således, at de både kan spille i moderne kammertone (a=440 Hz) og barokkammertone (a=415,3 Hz) - kaldet "transponering". Da det er et halvtonespring, kan klaviaturet skubbes ca 1 cm mod højre til høj stemning og tilsvarende mod venstre til lav stemning.

Cembaloets teknik er beskrevet af flere af de kendte komponister, der skrev for instrumentet. Teknikken har ændret sig gennem tiden, men det anses for vigtigt at anvende original fingersætning og artikulation, når man spiller cembalo.

Kroppens position

For at sidde i den rigtige højde må undersiden af armene, håndledene og fingrene være lige. Kroppens centrum og klaviaturets bør være den samme. Man bør vende sig lidt mod højre, knæene må ikke være presset sammen, men den højre fod bør være strakt frem. François Couperin, 1716.

Albuerne skal være lidt lavere end klaviaturets højde, så at håndledene er som limet til tastaturet, og fingrene har så god kontakt som muligt. Jean-Phillippe Rameau, 1725.

Fingrenes bevægelse

Håndledet og fingerene skal altid være afslappede. Fingrene skal alene bevæges fra, hvor de sidder på hånden – bevægelserne skal ikke være store, hvis små kan gøre det. Jean-Phillippe Rameau, 1725.

Bevægelsen af J.S. Bach's fingre var så lille, at det næsten ikke kunne ses. Kun det øverste led bevægede sig. Hans hånd beholdte sin afrundede form, også i det mest krævende passager Forkel, 1802.

Et blødt anslag kræver, at fingerene holdes så tæt på tangenterne som muligt. En hånd, der falder ned højt fra, giver en hårdere klang fra strengen. François Couperin, 1716.

Lad aldrig hænderne hvile på fingrene, omvendt skal hænderne støtte fingrene. Jean-Phillippe Rameau, 1725.

Ved hurtige løb, må fingrene ikke løftes hurtigt, men fingerspidserne skal trækkes tilbage til kanten og glide af på den. Dette vil give tydelige løb. J.J. Quantz, 1752, da han beskriver J.S. Bach's teknik.

Fingersætning

Fingersætning beskriver hvilke fingre, der bør anvendes på hvilke tangenter. Hvis man ønsker god kontakt med tangenterne, må man anvende den følsomme fingerspids. Dette betyder at tommelfingeren er mindre egnet. De tre midterste fingre er længere og derfor bedre egnet til at nå klaviaturets halvtoner.

Indtil omkring år 1700 tog man udgangspunkt i systemer med svage og stærke fingre og håndens form. Dvs. at man undgik at anvende tommelfingeren, og brugte ikke lillefingeren på halvtoner. For at kunne beskrive fingersætninger indførtes en nummerering af fingrene. Tommelfingeren har nummer 1, pegefingeren 2 og så fremdeles for begge hænder. En opadstigende skala ville med højre hånd være: 2-3-4-3-4, nedadgående 3-2-1-2-1 (senere 4-3-2-3-2). Man "kravlede" nærmest op og ned af klaviaturet. Fingersætning med minimal brug af tommelfingeren har været normalt i Frankrig og Tyskland indtil udgangen af det 18. århundrede.

Hvis man skal spille længere skalaer, kræver det, at man flytter hånden. Dette beskrives af en af Bach's sønner:

Fem fingre kan kun spille fem toner i række. For at udvide dette, er der to teknikker: at krydse tommelfingeren under hånden eller at krydse fingrene over hinanden. Begge skal udføres så at tonerne flyder jævnt. I tonearter med få eller ingen halvtoner, er det bedst at krydse 3. finger over 4. finger eller 2. finger over tommelfingeren, for at opnå ubrudt legato. C.P.E. Bach, 1753.

C.P.E. Bach beskriver da både den ældre og nyere teknik, og at han anvender begge, afhængig af halvtonerne.

Cembaloet antages at være udviklet i middelalderen. På samme måde som at en fløjte mekaniseredes til et lille orgel ("portativ" el. "organetto") i middelalderen, kan man forestille sig en mekanisering af en harpe. Drejeliren er et andet eksempel på middelalderlig anvendelse af taster på et strengeinstrument. Fordelen ved mekanisering er muligheden for at spille flere samtidige toner, men det kræver et større instrument og en kompliceret mekanik. Der findes et manuskript (Arnoult van Zwolle, ca 1450) som afbilder mekanikken i et middelalderligt cembalo. Af forskellige overleverede rester tyder det på, at de tidligste instrumenter var opretstående (kaldet clavicyterium) ligesom harpen. Clavicyteriet kræver dog en fjedermekanisme for at få springerne til at returnere – dette har muligvis gjort at instrumentet blev lagt ned, således at tyngdekraften kunne gøre dette arbejde. De ældste kendte instrumenter er fra 15. årh. og generelt korte instrumenter med tykke sider og anvendender en mere kompliceret mekanik end senere. De ældste overleverede instrumenter er næsten alle fra Italien fra starten af det 16. årh. De har ét manual, et sæt strenge og en kasse bygget af forholdsvis tyndt træ. Der har været bygget cembaloinstrumenter i alle vesteuropæiske lande, men de har udviklet sig i forskellig retning og har forskellig konstruktion, bestrengning, dekoration og klangideal. De vigtigste regionale skoler er: Italien, Iberiske halvø, Flandern, Frankrig, England samt nordtyskland/skandinavien og sydtyskland.

Italien

Italiensk barokcembalo, der er bygget så det ligner et cembalo i en separat ydre kasse - kaldet "false inner-outer" (Deutsches Museum, München)
Italiensk rennæsancecembalo bygget af Vito Trasuntino, Venedig 1560 (Musikinstrumentenmuseum, Berlin). Oprindelig var instrumentet bygget med registrene 8'+4', men i barokken blev klaviaturet udbygget, mensuren ændret til messingstrenge og registrene ombygget til 8'+8'

De italienske cembaloer varierer i bygningstradition fra egn til egn. Generelt har de i renæssancen tynde kasser (ca. 4mm) uden låg. De har enten et enkelt 8' register eller 8' og 4', og de var ført ud gennem siden af instrumentet, således at det var muligt at skifte register. Klaviaturomfanget var ofte C/E-c3 eller C/E-f3 (hvor C/E betegner "kort oktav" i bassen). Generelt anvendtes lang mensur og jernstrenge. Kassen var ofte ikke bemalet, men forsynet med byggerens karakteristiske træprofiler og evt intarsia. Da instrumentet var skrøbeligt, anbragtes det i en kraftigere ydre kasse, som også kunne bære et låg. Samtlige eller næsten samtlige italienske renæssanceinstrumenter har været bygget om i barokken eller udsat for en tvivlsom restaurering senere, hvorfor det i dag ofte er vanskeligt at finde frem til instrumentets originale design.

I barokken ombyggedes de fleste italienske cembaloer til to 8' registre – dvs. stegen til 4' fjernedes og 8'-stegen forsynedes med et ekstra sæt strenge. Samtidig ændredes bestrengningen til messing, som kræver en relativ kort mensur. Dermed ændredes klaviaturomfanget til det dybere G1-c3 (el. lign.) Årsagen til ombygningen skal formentlig findes i skiftende musikalsk smag: man ønskede instrumenter, som var kraftigere og dermed bedre til continuospil. En del af barokkens instrumenter byggedes som "false inner-outer", dvs. med en kasse af tykt træ (ca 12mm), som var bygget, så det lignede et tyndt instrument i en ydre kasse. Bemærkelsesværdige italienske cembalobyggere er Zenti, Ridolfi, og Giusti (Rom 17. årh.), Pisaurensis, Trasuntino og Baffo (Venedig, 16. årh.), Migliai (Firenze, 17. årh.), Guarracino (Napoli, 17. årh.) og Grimaldi (omkring 1700).

Flandern

Gerard ter Borch (1655). Flamsk cembalo som Ruckers byggede det

De flamske instrumenter domineres helt af Ruckers familien, som arbejdede i Antwerpen. Det var en konservativ familie af cembalobyggere, som fra omkring 1575 til 1650 byggede et stort antal instrumenter.

Flamsk cembalo af Ioannes Ruckers 1624 (Musée Unterlinden, Colmar)

Disse var kendt i samtiden (og senere i barokken) som særligt gode instrumenter, og de blev eksporteret til både England og Frankrig i særlige eksportversioner. De flamske instrumenter byggedes som små cembaloer med et manual (omfang: C/E-c3) og to registre (8' + 4'), eller som transponerende tomanuals instrumenter, hvor de to manualer var forskudt, således at instrumentet kunne anvendes i to tonehøjder, uden at cembalisten skulle kunne transponere. Instrumenterne dekoreredes ofte med trykt papir og marmorbemaling. Baroktidens byggere i Flanderen forbedrede på Ruckers' design, og byggede større instrumenter, der modsvarede tidens stigende musikalske krav. Arven efter Ruckers blev udviklet og videreført af byggere som J.D. Dulcken og Albertus Delin.

Frankrig

Mademoiselle Desgots med sin negertjener Laurent, Carmontelle 1766 (Musée Carnavalet, Paris). Cembaloet er et typisk tomanuals fransk cembalo fra anden halvdel af 18.årh. med "vernis matin" dekoration og Louis XV ben
Tidligt fransk cembalo af Vincent Tibaut, Toulouse 1679. Omfang G1/H1-c3, 2 x 8' + 4'. Kasse indlagt med intarsia (Musée de la Musique, Bruxelles)

Fransk cembalobygning i den tidlige barok (før 1700) har kun efterladt få, men meget specielle instrumenter. Tilsyneladende er de inspirerede af både italiensk og flamsk eller midteuropæisk cembalobygning, men franskmændene forsyner – formodentlig som de første – instrumenterne med to ens manualer og indfører skydekoblingen, der muliggør at spille alle registre fra nederste manual. Kassens konstruktion er en blanding af flamske og italienske elementer. Instrumenterne var kostbart dekorerede (i modsætning til de flamske instrumenters simple papir og marmorering), med anvendelse af de fineste teknikker fra møbelkunsten i det 17. årh., herunder både intarsia og kineserier. Byggere som Vincent Tibaud og Jean-Antoine Vaudry er blandt dem, hvis instrumenter findes i dag.

Den store import af Ruckers' instrumenter fra Flanderen satte præg på fransk cembalobygning i 1700-tallet. Fransmændene fandt Ruckers-instrumenterne utidsvarende musikalsk og udstyrsmæssigt set, men værdsatte dem højt for deres klang.

Fransk cembalo af Joseph Colesse, Lyon 1775-77 (Musée de la Musique, Paris)

Dette medførte en hel industri af ombygninger ("ravelement"). Små flamske instrumenter udbyggedes til store franske tomanuals instrumenter. Byggere som Pascal Taskin og Jean Claude Goujon har tilsyneladende levet af det og der er bevaret flere ombyggede end nybyggede instrumenter fra deres hånd. Dette førte også til en større produktion af forfalskede Ruckers-instrumenter, da de allerede i samtiden indbragte flere penge, end de bedste nybyggede instrumenter. Kulminationen på fransk cembalobygning anses for at være det store tomanuals instrument med fuldt omfang (F1-f3 / 61 taster) og tre registre (2 x 8 + 4).

Fransk cembalo signeret "Hans Ruckers Me Fecit 1590", men bygget som et falskneri af Jean Claude Goujon, Paris 1749 og udvidet af Joachim Swanen i 1784 med knækobler (Musée de la Musique, Paris)

Det ældst bevarede franske instrument med fuldt omfang er fra 1710, bygget af byggeren Donzelague i Lyon. Men franskmændene fortsatte med at eksperimentere med cembaloets muligheder. Man har således anvendt plektre af bisonlæder for at give en mindre overtonerig klang på hovedregistret eller endda som en særlig ekstra række af springere (kaldet "peau de buffle"). Pascal Taskin udviklede i 1770'erne et system af knækobler, som muliggjorde hurtige registerskift med knæene – endda samtidig med at man spillede. På denne måde kunne man lave et nærmest glidende crescendo, noget der ikke tidligere havde været muligt på et cembalo. De sidste franske cembaloer blev bygget i 1790'erne, oftest med omfanget E1-f3 / 62 taster. Af andre bemærkelsesværdige byggere skal nævnes Francois Blanchet (Taskin's læremester) samt Henri Hemsch.

Tyskland

Tysk cembalobygning er en blanding af flere forskellige stilarter. Der findes eksempler på instrumenter, som ligner italiensk cembalobyggeri på flere måder, bl.a. instrumentet af Hans Müller (1537).

Det ældst bevarede cembalo af tysk oprindelse, bygget af Hans Müller, 1537 (Collections Museo Nazionale degli Strumenti Musicali di Roma)

Overleverede instrumenter viser tydeligt 3 forskellige skoler: nordtysk, midttysk og sydtysk. De nordtyske instrumenter er især kendt fra byggerne J.A. Hass, H.A. Hass og Christian Zell. Det er store jernbestrengede instrumenter, i flere tilfælde med usædvanlige registerkombinationer: 3 x 8' + 1 x 4' (H.A. Hass 1723, Musikmuseet i København), 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16' (H.A. Hass 1734, Conservatoire Bruxelles) og 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16', 1 x 2' (H.A. Hass 1740, Privateje).

Tysk cembalo af H.A. Hass, 1734. Et af de eneste bevarede instrumenter med original 16' register. (Musée des instruments de musique de Bruxelles)

Sidstnævnte er også det eneste bevarede 3-manuals cembalo – se video med dette instrument under "eksterne links". Det nordtyske klaviaturomfang var typisk C-d3 eller F1-c3 indtil ca. 1730, hvorefter det udvidedes til F1-f3. Instrumenterne kendes ofte på at kassen buer i enden og at de er dekorede med kineserier og malet skildpadde, ligesom der til tastaturene er flere eksempler på anvendelsen af skildpadde til undertangenterne.

Dame spiller cembalo (Tyskland 18. årh.) Instrumentet minder om arbejde af Mietke el. Zell

Midttyske instrumenter er kendt fra instrumentbyggeren Michael Mietke, hvis navn er knyttet til Johann Sebastian Bach, da han af sin fyrste blev sendt til Berlin for at hente et instrument af Michael Mietke. Et signeret etmanuals instrument af Michael Mietke findes i dag på Hälsinglands Museum (Sverige). Det har omfanget G1-c3, kassen har buet ende og der anvendes messingbestrengning (som ellers hovedsagligt er kendt fra italienske barokinstrumenter). På Schloss Charlottenburg i Berlin findes ligeledes to usignerede instrumenter af Michael Mietke. Desværre har de været kraftigt ombyggede og den originale bestrengning lader sig ikke rekonstruere. Fejlagtigt restaurering af det ene instrument var årsagen til det moderne tyske cembalos (uhistoriske) anvendelse af 16'-registret og placeringen af 4'-registret på øverste manual. Instrumentet er i øvrigt et fint eksempel på tidligt tysk lakarbejde af Gérard Dagly.

Tysk cembalo tilskrevet Gottfried Silbermann, Freiberg ca. 1740 (Musikinstrumentenmuseum, Berlin)

Sydtysk cembalobyggeri er kendetegnet ved udekorerede kasser, messingbestrengning og et lidt anderledes koblingssystem. Den kendte orgelbygger Silberman skulle også have bygget cembaloer, men ingen insrtumenter er signeret med hans navn. Der findes dog et instrument i Musikinstrumentenmuseum (Berlin), som tilskrives hans værksted. Det er et stort enkelt instrument med omfanget F1-f3. Af andre sydtyske byggere kan nævnes H. Gräbner, af hvem der er overleveret flere meget store udekorerede instrumenter, bl.a. et med omfanget D1-d3 (5 oktaver).

Sverige

Svensk cembalobygning ser ud som om det er inspireret af den nordtyske skole. Instrumenterne er store, der anvendes jernstrenge og de er afrundede i enden. Det største cembalo, der er kendt, blev bygget af J.A. Bromann i Stockholm (1756). Det er 3,4m langt! og har 3 x 8' + 1 x 4'. Det er konstrueret som et eksperiment, anvendende omtrent samme tykkelse strenge på hele instrumentet for at stabilisere stemningen.

Danmark

At dømme efter antallet af bevarede instrumenter har det været meget mere populært at spille clavichord end cembalo i Danmark. Af danskbyggede cembaloinstrumenter er der således kun kendt et spinet og et cembalo. Bemærk at cembalo i Danmark i det 18. årh. ofte omtales som clavicimbel, clavicin, clavesin. I anden halvdel af det 18. årh. var følgende byggere af tasteinstrumenter (ekskl. egentlige orgelbyggere) aktive:

  • C.F. Speer (ca. 1726-1797) orgel-, cembalo- og clavichordbygger, ansat ved Det kgl. Teater. Der er bevaret et spinet (oktavinstrument) fra 1762 på De Danske Kongers Kronologiske Samling, Rosenborg.
Dansk cembalo af Moritz Georg Moshack, København 1770 (Museet Falsters Minder, Nykøbing F.)
  • Moritz Georg Moshack (ca. 1730-1772) orgelbygger og instrumentmager. Arbejdede for Det kgl. Teater. Der er bevaret to clavichorder (1768 og 1770) samt et cembalo (signeret 1770). Sidstnævnte blev fundet på loftet af Katedralskolen i Nykøbing F., og sidenhen rekonstrueret til et spillende instrument. Det er et stort instrument, dog kun med ét manual (F1-f3) og 2 x 8'. Det står i dag på Museum Lolland-Falster, Nykøbing F.
  • Otto Joachim Tieffenbrunn (ca. 1738-1797) instrumentmager. Der er bevaret tre clavichorder (1793, 1801 og 1786).
  • Johan Christian Gronenberg (ca. 1747-1826) orgelbygger og instrumentmager. Har bl.a. solgt et clavichord til Det kgl. Teater. Ingen bevarede instrumenter.

I øvrigt findes et tysk tomanuals cembalo, bygget af H.A. Hass (Hamborg 1723) på Musikhistorisk Museum i Købehavn. De danske instrumenter minder generelt om instrumentbyggertraditionen i nordtyskland, men der er også træk fra en mellemtysk tradition (som svenske instrumenter også delvist bygger på).

England

Renæssanceinstrumenter blev tilsyneladende importeret fra Italien. Senere blev instrumenter bygget af Ruckers familien i Antwerpen også importeret. Dette gav inspiration for engelske byggere, der før 1700 især byggede den mindre form af cembaloet, kaldet virginal og spinet. Der er skrevet en større mængde musik for disse instrumenter af komponister som William Byrd, Giles Farnaby og John Bull. I det 18. årh. udvikledes engelske instrumenter i egen retning, især af indvandrede byggere som Kirkman-familien fra Alsace og Burkat Shudi fra Schweiz. Disse instrumenter er tildels baseret på flamsk cembalobygning. De er karakteriserede ved finerede kasser og de mere originale ved mekaniserede registerskift ("machine stop", styret af pedal), venetiansk svelle (til at styre volumen med - også med pedal) samt fraværet af manualkobling og i stedet brug af springere som kan spilles fra begge manualer (kalde "dogleg").

Engelsk cembalo af Burkat Shudi, London 1773, med venetiansk svelle (Musée des Instruments de Musique, Bruxelles)

Der er bevaret et større antal instrumenter fra det 18. årh. Shudi lod sin svigersøn, John Broadwood overtage forretningen og han bidrog derefter til udvikling af hammerklaveret.

Med den gradvise ændring af den musikalske smag sidst i det 18. årh. blev der ikke længere brug for cembaloet. Det første instrument med hammermekanik blev bygget af den italienske cembalobygger Cristofori allerede i 1720. Det sidste cembalo blev bygget i England kort efter 1800. Herefter uddøde cembalobyggetraditionen fuldstændigt. Ved stigende interesse for historie og arkæologi begyndte man sidst i det 19. århundrede igen at opføre renæssance- og barokmusik, og fik dermed brug for cembaloet. En af foregangsmændene var den franske pianist Louis-Joseph Diémer (1843-1919), som vistnok spillede den "første" offentlige koncert på cembalo i 1888. Her anvendte han et historisk instrument bygget af Pascal Taskin, Paris 1769 – i dag på Raymond Russel Collection, Edinburgh. I forbindelse med verdensudstillingen i Paris, 1889 fremvistes 3 nybyggede cembaloer af klaverfabrikanterne Louis Tomassini, Erard og Pleyel.

Et af de tidligste moderne instrumenter bygget af Pleyel til verdensudstillingen i Paris, 1889 (Musikinstrumentenmuseum, Berlin)

Disse var delvist baseret på studier af historiske franske instrumenter, men der udvikledes hurtigt en moderne form for cembaloinstrument, som var baseret på alle de erfaringer man havde fra klaverproduktion.

Et moderne cembalo i klaverstil af Sperrhake, 1979

Designet af det "moderne" cembalo (på engelsk "revival harpsichord") indebar: kraftigere bestrengning og deraf tung konstruktion med tykke sider og jernramme, pedaler til hurtige registerskift, 16' register, talrige reguleringsskruer, ingen bund, fineret kasse og et klangideal plus en spillemåde, som oftest lå langt fra det historiske instrument. Disse instrumenter opnåede popularitet og blev bygget af en lang række byggere bl.a.: Neupert, Maendler, Wittmeyer, Sperrhake, Merzdorf, Lindholm og Sassmann (Tyskland), Pleyel og Gaveau (Frankrig), Arnold Dolmetsch og Goble (England), John Challis og Eric Herz (USA) og Jørgen Bengaard (Danmark). Til disse instrumenter er der skrevet en del musik i det 20 årh., bl.a. af Francis Poulenc og Manuel de Falla. Cembalisten Wanda Landowska spillede på Pleyel-instrumenter, og var med til at genopdage cembaloet, bl.a. med den første indspilning af Johann Sebastian Bach's Goldbergvariationer i 1931. Nogle af det moderne cembalos muligheder og dets klangideal kan høres her: . Bemærk de hyppige registerskift, som styredes ved hjælp af pedaler.

Disse instrumenter betragtedes dog af et stigende antal cembalister som utilstrækkelige til fremførelse af tidlig musik bl.a. på grund af: klangideal, volumen (de var generelt for svage og måtte ofte forstærkes elektrisk), disposition (de havde ofte en 16' + 8' på nederste manual og 8' + 4' på øverste manual, hvilket gav mange registerskift og en "mudret" klang på nederste manual) og vedligeholdelse (de anvendte mange specialdele og var komplicerede at stemme og vedligeholde). Dette førte til at byggere som Frank Hubbard og William Dowd i USA og Martin Skowroneck i Tyskland begyndte alene at bygge instrumenter baseret på historiske forbilleder. Denne bevægelse startede i 1950'erne, og har i dag helt fortrængt det "moderne" cembalo baseret på klaverbygning.

Kvaliteten af instrumentbygningen er steget i takt med forståelsen af de historiske instrumenter, samtidig med at der skulle opbygges en helt ny håndværkstradition. De nye instrumenter har til stadighed nærmet sig de historiske forbilleder, også hvad angår dekoration. Således dekoreres mange instrumenter i dag med renæssance- og barokdekorationer. Cembaloets popularitet og udbredelse er også i høj grad forøget ved indførelse af cembalobyggesæt af W.J. Zuckermann og Frank Hubbard i 1960'erne. Byggesættene er i dag af en sådan kvalitet, at de kan stå mål med professionelt byggede instrumenter.

Et moderne cembalo i historisk stil efter flamsk forbillede, baseret på et byggesæt af Zuckermann, USA

Moderne cembaloer bygges nu næsten udelukkende med historiske forbilleder for øje. Dette sker typisk med en tilpasning af originalinstrumenters ofte utilstrækkelige omfang. Således bygges de fleste moderne instrumenter i en historisk stil, men ikke som egentlige kopier. Cembalister forventer stort omfang og transponering samtidig med at instrumentet skal være pålideligt. Faktorer, som kræver store kompromiser, og som ikke findes i historiske instrumenter. Et godt eksempel på et moderne populært cembalo er et cembalo som benævnes af "flamsk type", som det instrumentet vist på billedet. Dekorationsmæssigt ligner det indvendigt et Ruckers-instrument (flamsk 17.årh.), men det har 2 x 8', transponering og et udvidet senere type tastatur (og dermed en udvidet kasse). Instrumentet er altså aldeles uhistorisk, men opfylder den moderne cembalists krav på fortrinlig vis. Senest – efter 2000 – har der dog vist sig en fornyet interesse for mere historiske instrumenter, hvor kompromiserne er færre.

Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • spiller prelude af François Couperin, fransk cembalo (video)
  • spiller sonate (K119) af D. Scarlatti, tysk tremanuals cembalo af H.A. Hass 1740 (video)
  • spiller sonate (K175) af D. Scarlatti, tysk tremanuals cembalo af H.A. Hass, 1740 (video)
  • spiller toccata af J.S.Bach, flamsk cembalo (video)
  • spiller Bach (1953) på et moderne cembalo af Pleyel (video)
  • demonstrerer et moderne cembalo af Pleyel, Paris (video, 1940)
  • (video)
  • (video)
  • Frank Hubbard: Three Centuries of Harpsichord Making, Harvard University Press, Cambridge MA, 1965.
  • John Koster: Keyboard Instruments in the Museum of Fine Arts, Boston, Museum of Fine Arts, Boston 1994.
  • E. Kottick & G. Lucktenberg: Early Keyboard Instruments in European Museums, Indiana University Press, Bloomington, 1997.
  • Dorthe Falcon Møller: Danske Instrumentbyggere 1770-1850, GAD, København 1983.
  • Claude Mericier-Ythier: Les Clavecins, Éditions Vecteurs, Paris 1990.
  • Martin Skowroneck: Cembalobau – Erfahrungen und Erkenntnisse aus Werkstattpraxis, Edition Bochinsky, Bergkirchen 2003.

cembalo, musikinstrument, sprog, overvåg, rediger, cembalo, musikinstrument, spilles, klaviatur, sætter, strenge, bevægelse, knipse, cembaloklassifikationtasteinstrumentrelaterede, instrumenterspinet, virginal, clavicyterium, claviorganum, klavichord, hammerkl. Cembalo musikinstrument Sprog Overvag Rediger Et cembalo er et musikinstrument som spilles vha et klaviatur som saetter strenge i bevaegelse ved at knipse dem CembaloKlassifikationTasteinstrumentRelaterede instrumenterSpinet Virginal Clavicyterium Claviorganum Klavichord Hammerklaver Flygel og Klavervdr Cembaloet var et almindeligt tasteinstrument fra 16 arhundrede til 18 arhundrede og anvendes i dag hovedsageligt ved fremforelse af renaessance og barokmusik Desuden er der i det 20 arhundrede skrevet en del kompositioner for instrumentet ligesom det anvendes i andre musikgenrer og forefindes som klang pa elklaverer og synthesizere I modsaetning til et klaver er et cembalo ikke anslagsfolsomt da strengene ikke anslas med en hammer men knipses med plektre af fjer Klangen varieres i stedet som folge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesaet registre Cembaloet er kendt fra 1400 tallet og eksisterede side om side med hammerklaveret fra 1720 til ca 1800 hvorefter musikken gradvis aendrede sig i klaverets favor Ordet cembalo kommer fra italiensk clavicembalo af latin claves nogler taster og cymbalum fra graesk baekken beholder En musiker som spiller pa et af cembalofamiliens instrumenter kaldes en cembalist Indholdsfortegnelse 1 Musikeksempler 2 Cembalofamilien 3 Konstruktion 3 1 Strenge 3 2 Registre 3 3 Toneomfang og manualer 4 Stemning 5 Spilleteknik 5 1 Kroppens position 5 2 Fingrenes bevaegelse 5 3 Fingersaetning 6 Bygningshistorie 6 1 Italien 6 2 Flandern 6 3 Frankrig 6 4 Tyskland 6 5 Sverige 6 6 Danmark 6 7 England 7 Genopdagelse 8 Eksterne henvisninger 9 Litteratur 10 Andre artikler om cembalorelaterede emnerMusikeksempler Rediger Et moderne cembalo i historisk stil efter Ruckers Fransk cembalo af Francois Blanchet 1733 Chateau de Thoiry Renaessance source source af Antonio de Cabezon spillet pa cembalo af italiensk type Barok source source af Francois Couperin 1717 spillet pa et cembalo af fransk type source source af J S Bach spillet pa cembalo af flamsk type source source af Domenico Scarlatti spillet pa et cembalo af italiensk type Cembalofamilien Rediger clavecin brise sammenfoldeligt cembalo Jean Marius Frankrig 18 arh Musee de la Musique Paris Cembalofamilien bestar af instrumenterne spinet virginal muselar clavicyterium og cembalo De er alle tasteinstrumenter og benytter samme mekanik baseret pa springeren men varierer i storrelse og kompleksitet Spinet muselar og virginal er saedvanligvis sma instrumenter med kun et register og et manual Et cembalo har som oftest flere 2 el 3 registre og kan ogsa have to manualer Pa spinet muselar og virginal er strengene anbragt pa tvaers af tangenterne mens de pa et cembalo gar pa langs Spinettets muselarets og virginalets kompakte storrelse og lave vaegt gjorde dem til husinstrumenter mens cembaloet anvendtes bade hjemme og til koncerter i storre rum Et clavicyterium er navnet pa det forholdsvis sjaeldne opretstaende cembalo Ydermere findes instrumenter som clavecin brise sammenfoldigt cembalo claviorganum sammenbygget cembalo og orgel lautenwerk Lautenklavier cembalo med tarmstrenge og instrumenter som bade har hammerklaver og cembalomekanik Konstruktion Rediger Uddybende artikel Springer Cembalofamiliens instrumenter anvender alle springeren til frembringelse af den saerlige klang Springeren er et stykke trae ca 15mm x 3mm x 10 15 cm hvor pa der i en lille spraekke sidder et plektrum Springerne er anbragt lodret bagest pa hver tangent Nar tangenten trykkes ned vil springeren haeves og plektret vil knipse strengen som bringes i svingninger Strengens svingninger overfores via steget og saetter hele klangbunden i svingninger saledes at klangen forstaerkes samme princip som pa en guitar Nar tangenten slippes kan plektret passere forbi strengen da den er monteret pa en lille vippe som holdes pa plads af en fjeder Pa springeren sidder ogsa et lille stykke filt som daemper strengen nar tangenten ikke er trykket ned Denne simple praecisionsmekanisme er formodentlig udviklet sidst i 1400 tallet og har ikke aendret sig vaesentligt siden Springeren er saedvanligvis lavet af en hard traesort som er stabil oftest af paeretrae eller bogetrae Til den lille vippe tungen anvendes traesorter som kan holde plektret og akslen uden at revne ofte kristtjorn Til fjederen anvendes ofte en svineborste eller et tyndt stykke messing Plektret ca 8mm langt og 1 2mm bredt og 0 4 0 5mm tykt ved roden kan skaeres af fjer fra ravn eller andre storre fugle som grib eller kalkun eller plastmaterialer som delrin og celcon der i dag foretraekkes som folge af stablitet overfor udsving i fugtighed For at plektrene giver den bedst mulige klang og for at de ikke haenger fast i strengene nar springeren falder pa plads skal de skaeres meget omhyggeligt og tyndes ud mod spidsen Denne proces kaldes intonation Snit gennem typisk etmanuals cembalo af flamsk type med to saet strenge 2x8 1 tangent tastatur 2 navneplade 3 navnebraet 4 stemmenagler 5 steg pa stemmestok 6 bro 7 registerskinner 8 strenge 9 steg 10 fastgoringsskinne 11 klangbundsstotte 12 buet side og hale 13 styring af tastaturets dybgang 14 klangbund 15 gab 16 tvaergaende konstruktion 17 springere 18 tvaergaende konstruktion 19 bund 20 styreskinne til tastatur 21 styrepinde 22 nedre registerskinne 23 stemmestok 24 balancepind 25 tastaturramme Strenge Rediger Strengene saetter klangbunden i bevaegelse gennem kontakten med steget Basstrengene anvender dobbelte stifter for at lette presset pa klangbunden Hver streng pa et cembalo er fastgjort i den ene ende til et stift og i den anden ende til en stemmenagle sa strengens spaending kan varieres og den dermed kan stemmes til en bestemt tone frekvens Fra fastgoringsstift til nagle passerer strengen omkring to stifter som bestemmer strengens klingende laengde Sammenlignet med et klaver anvender cembaloet forholdsvis tyndere men laengere strenge og har dermed et lavere strengetraek En strengs frekvens bestemmes af dens laengde dens vaegt og dens opspaending Ifolge matematikkens love klinger en streng med samme opspaending og vaegt men som er dobbelt sa lang en oktav dybere Dette giver cembaloet den vingeagtige facon Udgangspunktet mensuren er vanligvis laengden for tonen svarende til c2 det c som er umiddelbart over kammertonen For et jernstrenget instrument vil mensuren vaere mellem 30 cm og 37 cm For et messingstrenget instrument noget kortere da messing er tungere end jern mellem 25 cm og 28 cm I praksis bliver instrumentet meget langt hvis mensuren skal overholdes i bassen derfor anvendes gradvise tykkere strenge mod bassen mens det tilstraebes at mensuren overholdes i diskanten Der findes bade cembaloer der kun er strenget op med jernstrenge eller kun med messingstrenge men de fleste anvender en kombination med jernstrenge i diskanten og messingstrenge i bassen Tykkeste streng er normalt ikke mere end 0 63 mm pa cembaloets dybeste tone F1 mens tyndeste streng er ned til 0 19 mm Der anvendes ikke omspundne strenge som i klaveret i stedet anvender cembaloet laengere strenge i bassen samtidig med at der ikke findes bastoner helt sa dybe som pa klaveret Pa visse moderne cembaloer har man anvendt omspundne strenge for at kunne tilbyde et 16 register uden at kassens laengde blev foroget Ofte havde 16 registret da samme mensur som 8 registret og delte samme steg pa klangbunden I de fa eksempler der er pa 16 registre fra barokken er instrumenterne tilsvarende laengere mere end 2 7m og der anvendes ofte en saerskilt steg ofte ogsa en saerskilt klangbund til 16 registret Registre Rediger 1 bagende af tast 2 filt 3 springer 4 fast registerskinne 5 bevaegelig registerskinne skyder springer fra og til 6 streng Da tonen kun kan varieres minimalt anvendes registre til at aendre klangtype og styrke Ligesom pa orglet kaldes det almindelige register for 8 Pa cembaloer findes ofte to 8 registre eller et 8 og et 4 register Hver register har saedvanligvis sit eget saet strenge og sin egen raekke af springere der kan skydes til og fra Udover disse registre findes ofte ogsa et lutregister som er sma stykker filt eller laeder der bringes til at daempe strengene Andre registre er saet af springere som knipser strengene taettere pa tastaturet eller som er forsynet med blode laederplektre peau de buffle Der findes ogsa enkelte historiske eksempler pa anvendelse af 16 register som klinger en oktav lavere end 8 og 2 registre som klinger to oktaver hojere end 8 Ligesom der ogsa findes instrumenter med tre 8 registre I praksis er cembaloets klangtype af en sadan beskaffenhed at mange eller usaedvanlige registre ikke giver vaesentlige fordele for fortolkning af musikken men gor instrumenterne unodigt komplicerede og vanskeligere at stemme og vedligeholde Toneomfang og manualer Rediger Tangenter pa cembalo af Pascal Taskin Paris 1788 Undertangenter er belagt med ibenholt Overtangenter er af farvet trae belagt med ben Museum fur Kunst und Gewerbe Hamborg Toneomfanget er gradvist blevet udvidet fra renaessancen til barokken Derfor har cembaloets klaviatur ikke et standardiseret toneomfang men er afhaengig af instrumentets storrelse og det tidsrum og sted det blev bygget Typisk toneomfang i renaessancen var C c3 49 toner ofte med kort oktav eller brudt oktav Senere finder vi omfang som C d3 G1 c3 kulminerende med F1 f3 61 toner i det 18 arh Musikken af fx J S Bach holder sig indenfor toneomfanget G1 d3 56 toner mens Domenico Scarlatti i visse sonater kraever F1 g3 63 toner Tastaturets udseende storrelse og udlaeg har aendret sig gennem tiden Se under klaviatur Tomanuals fransk cembalo af Joseph Colesse Lyon 1775 77 Musee de la Musique Paris I instrumenter med 2 manualer ogsa kaldet tangentraekker eller klaviaturer forefindes oftest 3 saet strenge 2 x 8 og 1 x 4 fordelt saledes at den kraftigst intonerede 8 spilles fra nederste manual sammen med 4 Den svagere 8 spilles fra overste manual ofte ogsa med mulighed for lut Ved at skubbe overste manual 1 cm ind kobles de to manualer sammen saledes at alle 3 registre kan spilles fra nederste manual Dette er den almindelige disposition for store cembaloer fra det 18 arh med undtagelse af Spanien Portugal og Italien hvor der kun er bevaret ganske fa tomanuals instrumenter og de derfor ma betragtes som usaedvanlige Der findes enkelte eksempler pa 3 manuals instrumenter De fleste af dem af falsknerier fra det 19 arh Det eneste bevarede instrument er bygget af Hieronymus Albrecht Hass i 1740 privateje Se video under eksterne henvisninger Stemning Rediger Gustav Leonhart 1921 2012 var en hollandsk cembalist organist og musikforsker og en af de ledende figurer i bevaegelsen for indforsel af historisk opforselspraksis pa originalinstrumenter Som alle andre strengeinstrumenter skal et cembalo stemmes da aendringer i luftfugtighed bevirker at klangbunden aendrer facon en lille smule og derved pavirker strengens laengde Det er nok til at instrumentets stemning skal korrigeres Et nyt instrument skal stemmes hyppigere ofte ugentligt mens et instrument der er et par ar gammelt kan holde stemningen i laengere tid For en koncert vil man altid stemme hele instrumentet I en pause under koncerterten vil man tjekke stemningen og foretage sma korrektioner Stemningen foretages ved at dreje forsigtigt pa stemmenaglerne med en stemmenogle Alle cembalister ma kunne stemme et cembalo ikke kun pga at det gar ud af stemning men fordi det skal stemmes pa forskellig made afhaengig af det repertoire der skal fremfores Se uddybende artikel om temperament Undervisningsboger i cembalospil indeholdt i det 17 og 18 arh ofte metoder til stemning af instrumentet Kammertonen i rennaessancen og barokken var ikke standadiseret men som oftest lavere end i dag hvor a1 normalt er 440Hz Ved opforelse af tidlig musik anvender man i dag generelt en kammertone som er en tone lavere dvs a1 415 3Hz I visse tilfaelde endda en hel tone lavere 392Hz Med den lavere kammertone klinger musikken ofte naermere det leje den var skrevet for Moderne cembaloer bygges ofte saledes at de bade kan spille i moderne kammertone a 440 Hz og barokkammertone a 415 3 Hz kaldet transponering Da det er et halvtonespring kan klaviaturet skubbes ca 1 cm mod hojre til hoj stemning og tilsvarende mod venstre til lav stemning Spilleteknik RedigerCembaloets teknik er beskrevet af flere af de kendte komponister der skrev for instrumentet Teknikken har aendret sig gennem tiden men det anses for vigtigt at anvende original fingersaetning og artikulation nar man spiller cembalo Kroppens position Rediger For at sidde i den rigtige hojde ma undersiden af armene handledene og fingrene vaere lige Kroppens centrum og klaviaturets bor vaere den samme Man bor vende sig lidt mod hojre knaeene ma ikke vaere presset sammen men den hojre fod bor vaere strakt frem Francois Couperin 1716 Albuerne skal vaere lidt lavere end klaviaturets hojde sa at handledene er som limet til tastaturet og fingrene har sa god kontakt som muligt Jean Phillippe Rameau 1725 Fingrenes bevaegelse Rediger Handledet og fingerene skal altid vaere afslappede Fingrene skal alene bevaeges fra hvor de sidder pa handen bevaegelserne skal ikke vaere store hvis sma kan gore det Jean Phillippe Rameau 1725 Bevaegelsen af J S Bach s fingre var sa lille at det naesten ikke kunne ses Kun det overste led bevaegede sig Hans hand beholdte sin afrundede form ogsa i det mest kraevende passager Forkel 1802 Et blodt anslag kraever at fingerene holdes sa taet pa tangenterne som muligt En hand der falder ned hojt fra giver en hardere klang fra strengen Francois Couperin 1716 Lad aldrig haenderne hvile pa fingrene omvendt skal haenderne stotte fingrene Jean Phillippe Rameau 1725 Ved hurtige lob ma fingrene ikke loftes hurtigt men fingerspidserne skal traekkes tilbage til kanten og glide af pa den Dette vil give tydelige lob J J Quantz 1752 da han beskriver J S Bach s teknik Fingersaetning Rediger Fingersaetning beskriver hvilke fingre der bor anvendes pa hvilke tangenter Hvis man onsker god kontakt med tangenterne ma man anvende den folsomme fingerspids Dette betyder at tommelfingeren er mindre egnet De tre midterste fingre er laengere og derfor bedre egnet til at na klaviaturets halvtoner Indtil omkring ar 1700 tog man udgangspunkt i systemer med svage og staerke fingre og handens form Dvs at man undgik at anvende tommelfingeren og brugte ikke lillefingeren pa halvtoner For at kunne beskrive fingersaetninger indfortes en nummerering af fingrene Tommelfingeren har nummer 1 pegefingeren 2 og sa fremdeles for begge haender En opadstigende skala ville med hojre hand vaere 2 3 4 3 4 nedadgaende 3 2 1 2 1 senere 4 3 2 3 2 Man kravlede naermest op og ned af klaviaturet Fingersaetning med minimal brug af tommelfingeren har vaeret normalt i Frankrig og Tyskland indtil udgangen af det 18 arhundrede Hvis man skal spille laengere skalaer kraever det at man flytter handen Dette beskrives af en af Bach s sonner Fem fingre kan kun spille fem toner i raekke For at udvide dette er der to teknikker at krydse tommelfingeren under handen eller at krydse fingrene over hinanden Begge skal udfores sa at tonerne flyder jaevnt I tonearter med fa eller ingen halvtoner er det bedst at krydse 3 finger over 4 finger eller 2 finger over tommelfingeren for at opna ubrudt legato C P E Bach 1753 C P E Bach beskriver da bade den aeldre og nyere teknik og at han anvender begge afhaengig af halvtonerne Bygningshistorie RedigerCembaloet antages at vaere udviklet i middelalderen Pa samme made som at en flojte mekaniseredes til et lille orgel portativ el organetto i middelalderen kan man forestille sig en mekanisering af en harpe Drejeliren er et andet eksempel pa middelalderlig anvendelse af taster pa et strengeinstrument Fordelen ved mekanisering er muligheden for at spille flere samtidige toner men det kraever et storre instrument og en kompliceret mekanik Der findes et manuskript Arnoult van Zwolle ca 1450 som afbilder mekanikken i et middelalderligt cembalo Af forskellige overleverede rester tyder det pa at de tidligste instrumenter var opretstaende kaldet clavicyterium ligesom harpen Clavicyteriet kraever dog en fjedermekanisme for at fa springerne til at returnere dette har muligvis gjort at instrumentet blev lagt ned saledes at tyngdekraften kunne gore dette arbejde De aeldste kendte instrumenter er fra 15 arh og generelt korte instrumenter med tykke sider og anvendender en mere kompliceret mekanik end senere De aeldste overleverede instrumenter er naesten alle fra Italien fra starten af det 16 arh De har et manual et saet strenge og en kasse bygget af forholdsvis tyndt trae Der har vaeret bygget cembaloinstrumenter i alle vesteuropaeiske lande men de har udviklet sig i forskellig retning og har forskellig konstruktion bestrengning dekoration og klangideal De vigtigste regionale skoler er Italien Iberiske halvo Flandern Frankrig England samt nordtyskland skandinavien og sydtyskland Italien Rediger Italiensk barokcembalo der er bygget sa det ligner et cembalo i en separat ydre kasse kaldet false inner outer Deutsches Museum Munchen Italiensk rennaesancecembalo bygget af Vito Trasuntino Venedig 1560 Musikinstrumentenmuseum Berlin Oprindelig var instrumentet bygget med registrene 8 4 men i barokken blev klaviaturet udbygget mensuren aendret til messingstrenge og registrene ombygget til 8 8 De italienske cembaloer varierer i bygningstradition fra egn til egn Generelt har de i renaessancen tynde kasser ca 4mm uden lag De har enten et enkelt 8 register eller 8 og 4 og de var fort ud gennem siden af instrumentet saledes at det var muligt at skifte register Klaviaturomfanget var ofte C E c3 eller C E f3 hvor C E betegner kort oktav i bassen Generelt anvendtes lang mensur og jernstrenge Kassen var ofte ikke bemalet men forsynet med byggerens karakteristiske traeprofiler og evt intarsia Da instrumentet var skrobeligt anbragtes det i en kraftigere ydre kasse som ogsa kunne baere et lag Samtlige eller naesten samtlige italienske renaessanceinstrumenter har vaeret bygget om i barokken eller udsat for en tvivlsom restaurering senere hvorfor det i dag ofte er vanskeligt at finde frem til instrumentets originale design I barokken ombyggedes de fleste italienske cembaloer til to 8 registre dvs stegen til 4 fjernedes og 8 stegen forsynedes med et ekstra saet strenge Samtidig aendredes bestrengningen til messing som kraever en relativ kort mensur Dermed aendredes klaviaturomfanget til det dybere G1 c3 el lign Arsagen til ombygningen skal formentlig findes i skiftende musikalsk smag man onskede instrumenter som var kraftigere og dermed bedre til continuospil En del af barokkens instrumenter byggedes som false inner outer dvs med en kasse af tykt trae ca 12mm som var bygget sa det lignede et tyndt instrument i en ydre kasse Bemaerkelsesvaerdige italienske cembalobyggere er Zenti Ridolfi og Giusti Rom 17 arh Pisaurensis Trasuntino og Baffo Venedig 16 arh Migliai Firenze 17 arh Guarracino Napoli 17 arh og Grimaldi omkring 1700 Flandern Rediger Gerard ter Borch 1655 Flamsk cembalo som Ruckers byggede det De flamske instrumenter domineres helt af Ruckers familien som arbejdede i Antwerpen Det var en konservativ familie af cembalobyggere som fra omkring 1575 til 1650 byggede et stort antal instrumenter Flamsk cembalo af Ioannes Ruckers 1624 Musee Unterlinden Colmar Disse var kendt i samtiden og senere i barokken som saerligt gode instrumenter og de blev eksporteret til bade England og Frankrig i saerlige eksportversioner De flamske instrumenter byggedes som sma cembaloer med et manual omfang C E c3 og to registre 8 4 eller som transponerende tomanuals instrumenter hvor de to manualer var forskudt saledes at instrumentet kunne anvendes i to tonehojder uden at cembalisten skulle kunne transponere Instrumenterne dekoreredes ofte med trykt papir og marmorbemaling Baroktidens byggere i Flanderen forbedrede pa Ruckers design og byggede storre instrumenter der modsvarede tidens stigende musikalske krav Arven efter Ruckers blev udviklet og viderefort af byggere som J D Dulcken og Albertus Delin Frankrig Rediger Mademoiselle Desgots med sin negertjener Laurent Carmontelle 1766 Musee Carnavalet Paris Cembaloet er et typisk tomanuals fransk cembalo fra anden halvdel af 18 arh med vernis matin dekoration og Louis XV ben Tidligt fransk cembalo af Vincent Tibaut Toulouse 1679 Omfang G1 H1 c3 2 x 8 4 Kasse indlagt med intarsia Musee de la Musique Bruxelles Fransk cembalobygning i den tidlige barok for 1700 har kun efterladt fa men meget specielle instrumenter Tilsyneladende er de inspirerede af bade italiensk og flamsk eller midteuropaeisk cembalobygning men franskmaendene forsyner formodentlig som de forste instrumenterne med to ens manualer og indforer skydekoblingen der muliggor at spille alle registre fra nederste manual Kassens konstruktion er en blanding af flamske og italienske elementer Instrumenterne var kostbart dekorerede i modsaetning til de flamske instrumenters simple papir og marmorering med anvendelse af de fineste teknikker fra mobelkunsten i det 17 arh herunder bade intarsia og kineserier Byggere som Vincent Tibaud og Jean Antoine Vaudry er blandt dem hvis instrumenter findes i dag Den store import af Ruckers instrumenter fra Flanderen satte praeg pa fransk cembalobygning i 1700 tallet Fransmaendene fandt Ruckers instrumenterne utidsvarende musikalsk og udstyrsmaessigt set men vaerdsatte dem hojt for deres klang Fransk cembalo af Joseph Colesse Lyon 1775 77 Musee de la Musique Paris Dette medforte en hel industri af ombygninger ravelement Sma flamske instrumenter udbyggedes til store franske tomanuals instrumenter Byggere som Pascal Taskin og Jean Claude Goujon har tilsyneladende levet af det og der er bevaret flere ombyggede end nybyggede instrumenter fra deres hand Dette forte ogsa til en storre produktion af forfalskede Ruckers instrumenter da de allerede i samtiden indbragte flere penge end de bedste nybyggede instrumenter Kulminationen pa fransk cembalobygning anses for at vaere det store tomanuals instrument med fuldt omfang F1 f3 61 taster og tre registre 2 x 8 4 Fransk cembalo signeret Hans Ruckers Me Fecit 1590 men bygget som et falskneri af Jean Claude Goujon Paris 1749 og udvidet af Joachim Swanen i 1784 med knaekobler Musee de la Musique Paris Det aeldst bevarede franske instrument med fuldt omfang er fra 1710 bygget af byggeren Donzelague i Lyon Men franskmaendene fortsatte med at eksperimentere med cembaloets muligheder Man har saledes anvendt plektre af bisonlaeder for at give en mindre overtonerig klang pa hovedregistret eller endda som en saerlig ekstra raekke af springere kaldet peau de buffle Pascal Taskin udviklede i 1770 erne et system af knaekobler som muliggjorde hurtige registerskift med knaeene endda samtidig med at man spillede Pa denne made kunne man lave et naermest glidende crescendo noget der ikke tidligere havde vaeret muligt pa et cembalo De sidste franske cembaloer blev bygget i 1790 erne oftest med omfanget E1 f3 62 taster Af andre bemaerkelsesvaerdige byggere skal naevnes Francois Blanchet Taskin s laeremester samt Henri Hemsch Tyskland Rediger Tysk cembalobygning er en blanding af flere forskellige stilarter Der findes eksempler pa instrumenter som ligner italiensk cembalobyggeri pa flere mader bl a instrumentet af Hans Muller 1537 Det aeldst bevarede cembalo af tysk oprindelse bygget af Hans Muller 1537 Collections Museo Nazionale degli Strumenti Musicali di Roma Overleverede instrumenter viser tydeligt 3 forskellige skoler nordtysk midttysk og sydtysk De nordtyske instrumenter er isaer kendt fra byggerne J A Hass H A Hass og Christian Zell Det er store jernbestrengede instrumenter i flere tilfaelde med usaedvanlige registerkombinationer 3 x 8 1 x 4 H A Hass 1723 Musikmuseet i Kobenhavn 2 x 8 1 x 4 1 x 16 H A Hass 1734 Conservatoire Bruxelles og 2 x 8 1 x 4 1 x 16 1 x 2 H A Hass 1740 Privateje Tysk cembalo af H A Hass 1734 Et af de eneste bevarede instrumenter med original 16 register Musee des instruments de musique de Bruxelles Sidstnaevnte er ogsa det eneste bevarede 3 manuals cembalo se video med dette instrument under eksterne links Det nordtyske klaviaturomfang var typisk C d3 eller F1 c3 indtil ca 1730 hvorefter det udvidedes til F1 f3 Instrumenterne kendes ofte pa at kassen buer i enden og at de er dekorede med kineserier og malet skildpadde ligesom der til tastaturene er flere eksempler pa anvendelsen af skildpadde til undertangenterne Dame spiller cembalo Tyskland 18 arh Instrumentet minder om arbejde af Mietke el Zell Midttyske instrumenter er kendt fra instrumentbyggeren Michael Mietke hvis navn er knyttet til Johann Sebastian Bach da han af sin fyrste blev sendt til Berlin for at hente et instrument af Michael Mietke Et signeret etmanuals instrument af Michael Mietke findes i dag pa Halsinglands Museum Sverige Det har omfanget G1 c3 kassen har buet ende og der anvendes messingbestrengning som ellers hovedsagligt er kendt fra italienske barokinstrumenter Pa Schloss Charlottenburg i Berlin findes ligeledes to usignerede instrumenter af Michael Mietke Desvaerre har de vaeret kraftigt ombyggede og den originale bestrengning lader sig ikke rekonstruere Fejlagtigt restaurering af det ene instrument var arsagen til det moderne tyske cembalos uhistoriske anvendelse af 16 registret og placeringen af 4 registret pa overste manual Instrumentet er i ovrigt et fint eksempel pa tidligt tysk lakarbejde af Gerard Dagly Tysk cembalo tilskrevet Gottfried Silbermann Freiberg ca 1740 Musikinstrumentenmuseum Berlin Sydtysk cembalobyggeri er kendetegnet ved udekorerede kasser messingbestrengning og et lidt anderledes koblingssystem Den kendte orgelbygger Silberman skulle ogsa have bygget cembaloer men ingen insrtumenter er signeret med hans navn Der findes dog et instrument i Musikinstrumentenmuseum Berlin som tilskrives hans vaerksted Det er et stort enkelt instrument med omfanget F1 f3 Af andre sydtyske byggere kan naevnes H Grabner af hvem der er overleveret flere meget store udekorerede instrumenter bl a et med omfanget D1 d3 5 oktaver Sverige Rediger Svensk cembalobygning ser ud som om det er inspireret af den nordtyske skole Instrumenterne er store der anvendes jernstrenge og de er afrundede i enden Det storste cembalo der er kendt blev bygget af J A Bromann i Stockholm 1756 Det er 3 4m langt og har 3 x 8 1 x 4 Det er konstrueret som et eksperiment anvendende omtrent samme tykkelse strenge pa hele instrumentet for at stabilisere stemningen Danmark Rediger At domme efter antallet af bevarede instrumenter har det vaeret meget mere populaert at spille clavichord end cembalo i Danmark Af danskbyggede cembaloinstrumenter er der saledes kun kendt et spinet og et cembalo Bemaerk at cembalo i Danmark i det 18 arh ofte omtales som clavicimbel clavicin clavesin I anden halvdel af det 18 arh var folgende byggere af tasteinstrumenter ekskl egentlige orgelbyggere aktive C F Speer ca 1726 1797 orgel cembalo og clavichordbygger ansat ved Det kgl Teater Der er bevaret et spinet oktavinstrument fra 1762 pa De Danske Kongers Kronologiske Samling Rosenborg Dansk cembalo af Moritz Georg Moshack Kobenhavn 1770 Museet Falsters Minder Nykobing F Moritz Georg Moshack ca 1730 1772 orgelbygger og instrumentmager Arbejdede for Det kgl Teater Der er bevaret to clavichorder 1768 og 1770 samt et cembalo signeret 1770 Sidstnaevnte blev fundet pa loftet af Katedralskolen i Nykobing F og sidenhen rekonstrueret til et spillende instrument Det er et stort instrument dog kun med et manual F1 f3 og 2 x 8 Det star i dag pa Museum Lolland Falster Nykobing F Otto Joachim Tieffenbrunn ca 1738 1797 instrumentmager Der er bevaret tre clavichorder 1793 1801 og 1786 Johan Christian Gronenberg ca 1747 1826 orgelbygger og instrumentmager Har bl a solgt et clavichord til Det kgl Teater Ingen bevarede instrumenter I ovrigt findes et tysk tomanuals cembalo bygget af H A Hass Hamborg 1723 pa Musikhistorisk Museum i Kobehavn De danske instrumenter minder generelt om instrumentbyggertraditionen i nordtyskland men der er ogsa traek fra en mellemtysk tradition som svenske instrumenter ogsa delvist bygger pa England Rediger Renaessanceinstrumenter blev tilsyneladende importeret fra Italien Senere blev instrumenter bygget af Ruckers familien i Antwerpen ogsa importeret Dette gav inspiration for engelske byggere der for 1700 isaer byggede den mindre form af cembaloet kaldet virginal og spinet Der er skrevet en storre maengde musik for disse instrumenter af komponister som William Byrd Giles Farnaby og John Bull I det 18 arh udvikledes engelske instrumenter i egen retning isaer af indvandrede byggere som Kirkman familien fra Alsace og Burkat Shudi fra Schweiz Disse instrumenter er tildels baseret pa flamsk cembalobygning De er karakteriserede ved finerede kasser og de mere originale ved mekaniserede registerskift machine stop styret af pedal venetiansk svelle til at styre volumen med ogsa med pedal samt fravaeret af manualkobling og i stedet brug af springere som kan spilles fra begge manualer kalde dogleg Engelsk cembalo af Burkat Shudi London 1773 med venetiansk svelle Musee des Instruments de Musique Bruxelles Der er bevaret et storre antal instrumenter fra det 18 arh Shudi lod sin svigerson John Broadwood overtage forretningen og han bidrog derefter til udvikling af hammerklaveret Genopdagelse RedigerMed den gradvise aendring af den musikalske smag sidst i det 18 arh blev der ikke laengere brug for cembaloet Det forste instrument med hammermekanik blev bygget af den italienske cembalobygger Cristofori allerede i 1720 Det sidste cembalo blev bygget i England kort efter 1800 Herefter uddode cembalobyggetraditionen fuldstaendigt Ved stigende interesse for historie og arkaeologi begyndte man sidst i det 19 arhundrede igen at opfore renaessance og barokmusik og fik dermed brug for cembaloet En af foregangsmaendene var den franske pianist Louis Joseph Diemer 1843 1919 som vistnok spillede den forste offentlige koncert pa cembalo i 1888 Her anvendte han et historisk instrument bygget af Pascal Taskin Paris 1769 i dag pa Raymond Russel Collection Edinburgh I forbindelse med verdensudstillingen i Paris 1889 fremvistes 3 nybyggede cembaloer af klaverfabrikanterne Louis Tomassini Erard og Pleyel Et af de tidligste moderne instrumenter bygget af Pleyel til verdensudstillingen i Paris 1889 Musikinstrumentenmuseum Berlin Disse var delvist baseret pa studier af historiske franske instrumenter men der udvikledes hurtigt en moderne form for cembaloinstrument som var baseret pa alle de erfaringer man havde fra klaverproduktion Et moderne cembalo i klaverstil af Sperrhake 1979 Designet af det moderne cembalo pa engelsk revival harpsichord indebar kraftigere bestrengning og deraf tung konstruktion med tykke sider og jernramme pedaler til hurtige registerskift 16 register talrige reguleringsskruer ingen bund fineret kasse og et klangideal plus en spillemade som oftest la langt fra det historiske instrument Disse instrumenter opnaede popularitet og blev bygget af en lang raekke byggere bl a Neupert Maendler Wittmeyer Sperrhake Merzdorf Lindholm og Sassmann Tyskland Pleyel og Gaveau Frankrig Arnold Dolmetsch og Goble England John Challis og Eric Herz USA og Jorgen Bengaard Danmark Til disse instrumenter er der skrevet en del musik i det 20 arh bl a af Francis Poulenc og Manuel de Falla Cembalisten Wanda Landowska spillede pa Pleyel instrumenter og var med til at genopdage cembaloet bl a med den forste indspilning af Johann Sebastian Bach s Goldbergvariationer i 1931 Nogle af det moderne cembalos muligheder og dets klangideal kan hores her Sylvia Kind 1908 2002 spiller Banchieri Bemaerk de hyppige registerskift som styredes ved hjaelp af pedaler Disse instrumenter betragtedes dog af et stigende antal cembalister som utilstraekkelige til fremforelse af tidlig musik bl a pa grund af klangideal volumen de var generelt for svage og matte ofte forstaerkes elektrisk disposition de havde ofte en 16 8 pa nederste manual og 8 4 pa overste manual hvilket gav mange registerskift og en mudret klang pa nederste manual og vedligeholdelse de anvendte mange specialdele og var komplicerede at stemme og vedligeholde Dette forte til at byggere som Frank Hubbard og William Dowd i USA og Martin Skowroneck i Tyskland begyndte alene at bygge instrumenter baseret pa historiske forbilleder Denne bevaegelse startede i 1950 erne og har i dag helt fortraengt det moderne cembalo baseret pa klaverbygning Kvaliteten af instrumentbygningen er steget i takt med forstaelsen af de historiske instrumenter samtidig med at der skulle opbygges en helt ny handvaerkstradition De nye instrumenter har til stadighed naermet sig de historiske forbilleder ogsa hvad angar dekoration Saledes dekoreres mange instrumenter i dag med renaessance og barokdekorationer Cembaloets popularitet og udbredelse er ogsa i hoj grad foroget ved indforelse af cembalobyggesaet af W J Zuckermann og Frank Hubbard i 1960 erne Byggesaettene er i dag af en sadan kvalitet at de kan sta mal med professionelt byggede instrumenter Et moderne cembalo i historisk stil efter flamsk forbillede baseret pa et byggesaet af Zuckermann USA Moderne cembaloer bygges nu naesten udelukkende med historiske forbilleder for oje Dette sker typisk med en tilpasning af originalinstrumenters ofte utilstraekkelige omfang Saledes bygges de fleste moderne instrumenter i en historisk stil men ikke som egentlige kopier Cembalister forventer stort omfang og transponering samtidig med at instrumentet skal vaere palideligt Faktorer som kraever store kompromiser og som ikke findes i historiske instrumenter Et godt eksempel pa et moderne populaert cembalo er et cembalo som benaevnes af flamsk type som det instrumentet vist pa billedet Dekorationsmaessigt ligner det indvendigt et Ruckers instrument flamsk 17 arh men det har 2 x 8 transponering og et udvidet senere type tastatur og dermed en udvidet kasse Instrumentet er altsa aldeles uhistorisk men opfylder den moderne cembalists krav pa fortrinlig vis Senest efter 2000 har der dog vist sig en fornyet interesse for mere historiske instrumenter hvor kompromiserne er faerre Eksterne henvisninger Rediger Wikimedia Commons har medier relateret til CembaloSkip Sempe spiller prelude af Francois Couperin fransk cembalo video Rafael Puyana 1931 spiller sonate K119 af D Scarlatti tysk tremanuals cembalo af H A Hass 1740 video Rafael Puyana spiller sonate K175 af D Scarlatti tysk tremanuals cembalo af H A Hass 1740 video Ton Koopman 1944 spiller toccata af J S Bach flamsk cembalo video Wanda Landowska 1879 1959 spiller Bach 1953 pa et moderne cembalo af Pleyel video Jose Iturbi 1895 1980 demonstrerer et moderne cembalo af Pleyel Paris video 1940 Naema spiller cembalo video Cembalobygning plukkeraekkefolge pa fransk cembalo video Litteratur RedigerFrank Hubbard Three Centuries of Harpsichord Making Harvard University Press Cambridge MA 1965 John Koster Keyboard Instruments in the Museum of Fine Arts Boston Museum of Fine Arts Boston 1994 E Kottick amp G Lucktenberg Early Keyboard Instruments in European Museums Indiana University Press Bloomington 1997 Dorthe Falcon Moller Danske Instrumentbyggere 1770 1850 GAD Kobenhavn 1983 Claude Mericier Ythier Les Clavecins Editions Vecteurs Paris 1990 Martin Skowroneck Cembalobau Erfahrungen und Erkenntnisse aus Werkstattpraxis Edition Bochinsky Bergkirchen 2003 Andre artikler om cembalorelaterede emner RedigerSpinet Virginal Claviorganum Klavichord Clavicyterium Springer Cembalist Klaviatur Temperament Hentet fra https da wikipedia org w index php title Cembalo amp oldid 10491580, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.