fbpx
Wikipedia

Danmark-Norge

Danmark-Norge er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to kongeriger Danmark og Norge fra 1536 til 1814. Rigsfællesskabet havde sin oprindelse i Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523, da Sverige erklærede sig uafhængigt, men havde formelt først sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536, og varede indtil Norge blev afstået til kongen af Sverige. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller "Tvillingrigerne".

Danmark–Norge
Personalunion
1523–1814
Kort over Danmark–Norge, ca. 1780
Hovedstad København
Sprog Dansk og norsk, samt tysk, islandsk, færøsk, samisk, grønlandsk. Kun dansk og tysk var anvendt som skriftsprog.
Religion
Lutheranisme
Regeringsform Valgkongedømme til 1660, Enevælde fra 1660
Konge
• 1524–1533
Frederik 1. (første)
• 1808–1814
Frederik 6. (sidste)
Historisk periode Tidlig moderne Europe
6. juni 1523
Kalmarunionens sammenbrud
1523
Rigsrådet afskaffes
14. oktober 1660
Lex Regia stadfæster enevælden
14. november 1665
13. august 1645
26. februar 1658
14. januar 1814
September 18149. juni 1815
Indbyggertal og befolkning
• Anslået 1645
1.315.000³
• Anslået 1801
1.859.000³
Valuta Rigsdaler og skillinger
Efterfulgte
Efterfulgt af
¹ Frederik 6. var regent for sin far, og var de facto konge fra 14. april 1784; han forsatte med at regere Danmark efter freden i Kiel indtil sin død 3. december 1839.

² Danmark (43,094 km²), Slesvig-Holsten (15,763 km²), Norge (hovedland) (324,220 km²), Færøerne (1,399 km²), Island (103,000 km²). (Plus Grønland med 2,175,600 km².)
³ 1645: Estimeret 825.000 i Danmark, 440.000 i Norge og 50.000 på Island
1801: 929.000 i Danmark, 883.000 i Norge og 47.000 på Island

4 Kongeriget Norge (1814), som efterfulgte de norske dele, eksisterede kun nogle måneder og efterfulgtes af Den svensk-norske union.
For alternative betydninger, se Unionstiden.

Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to rigsdele Danmark og Norge, men omfattede også provinserne Slesvig og Holsten, der var særskilte administrative enheder, de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island, Færøerne, Shetland og Orkneyøerne som fra landnamstiden var underlagt den norske konge, samt efterhånden et antal oversøiske kolonibesiddelser. Ved rigsfællesskabets start var de nuværende svenske landskaber Skåne, Halland, Bohuslen, Herjedalen og Jämtland ligeledes en del af rigsfællesskabet, men de mistedes i 1658 til Sverige. Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med Lauenborg dannede helstaten indtil 1864, og de tidligere norske områder Færøerne, Island og Grønland som efter rigsopløsningen forblev danske besiddelser.

Danmark og Norge var på forskellig vis forenet i disse år. I 1380 arvede Oluf 2. Norge, da hans far, Håkon 6. af Norge, døde. Oluf var Håkons og Margretes eneste barn.

Indholdsfortegnelse

Danmark-Norge må først og fremmest forstås som en søfartsnation. Flere forhold gjorde sig gældende: Selve rigets udstrækning og form. Danmark-Norge var yderst langstrakt og med en forholdsvis lang kystlinje. Kun få steder var der mere end 50 km til kysten – i Danmark var det Jyllands indre hedeegne og Skånes nordøstlige skovegne, i Norge det bjergrige indland. Men det, der bandt riget sammen, var havet. Danmark var et udpræget ørige med talrige sejlbare sunde, bælter, fjorde, nor, vige og dyb; kun Jylland var en halvø forbundet med det mellemeuropæiske fastland, mens Skåne, Halland og Blekinge udgjorde den sydvestlige og sydlige kyst af den skandinaviske halvø. I Jylland skar fjorde sig ind på østkysten, Limfjorden endda nærmest tværs over halvøen, på Fyn Odense Fjord, på Sjælland Isefjorden og Roskilde Fjord.

Norge var et langstrakt kystområde med talrige dybe fjorde, der skar sig langt ind i bjerglandet. I begge kongeriger lå næsten al bymæssig bebyggelse ved (eller nær ved) kysten: købstæder, ladepladser og bondehavne.

Skibsfarten i datiden var mere veludviklet end vejfærdslen. Såvel rejser som varefragt skete så vidt muligt med skib. Det var ofte hurtigere (når vinden var gunstig), og de fragtede varemængder kunne være langt større end hestekærrer og andre vogne kunne bære. Vejfærdslen skete kun over kortere strækninger: med de 2 mil omkring købstæderne, hvor handel og håndværk som hovedregel ikke måtte udøves, og under hensyn til købstædernes særret til sejlads, var søgning fra indland til nærmeste kystkøbstad den mest udtalte form for vejfærdsel.

Det spillede en stor rolle, at Kattegat i lighed med Øresund og Bælterne i praksis længe udgjorde et indhav i den dansk-norske stat, som kontrollerede kysterne hele vejen rundt. Ganske vist lykkedes det i længden ikke tvillingriget at opretholde denne tilstand langs østkysten, men ikke desto mindre formåede Danmark-Norge i vid udstrækning at overvinde tabet af de østlige provinser, i det mindste i henseende til søfart og samhandel.

Endelig spillede det en afgørende rolle, at Danmark og Norge supplerede hinanden: Danmark var et lavland med gode jordbundsforhold til kornavl, mens Norge leverede fisk, træ og metaller til Danmark. Det gjorde, at der var behov for sejlads mellem rigerne, og det fremmede skibsfarten i begge riger. Med tiden skulle det blive en hjørnesten i Dobbeltrigets erhvervspolitik at sikre de to afsætningsmarkeder for hinanden. Skønt de søfarendes andel af befolkningen vel var begrænset, var betydningen af deres virke så meget større: de skabte afsætnings- og dermed indkomstgrundlaget for samfundsgrupper som landbrugere, fiskere, træfældere, bjergværksfolk, håndværkere og købmænd.

Det var således ikke uden grund, at Arent Berntsen kaldte sin skildring i 1656 af Dobbeltmonarkiet for "Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed".

Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Under Kalmarunionen mærkedes eftervirkningerne af Den Sorte Død og den medførte nedlæggelsen af landbrugsbedrifter i Norge og Hansaens kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom til at indtage norske embeder. Jordegods og bispesæder kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for en norsk selvhævdelse. 1450 blev rigsfællesskabet fastlagt i en traktat, der skulle sikre det norske rigsråd indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning.

Skulptur af Christian 2. 1530 i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Kalmarunionen ophørte i 1523, da Sverige valgte sin egen konge. Efter således at have mistet Sverige flygtede Christian 2., og det danske rigsråd valgte hertug Frederik af Holsten til konge som Frederik 1.. Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af fællesriget og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Det skulle vise sig, at Frederik 1. og hans afløser, Christian 3., evnede at løse dem alle.

Kampen om Norge

Akershus slot på Christian IV’s tid. Rekonstruktion.
Model af Båhus fæstning

Frederik 1.s første skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge. Han sendte derfor to udsendinge til Norge, Henrik Krummedige til Østlandet og Vincens Lunge til Vestlandet. Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen, mens Vincens Lunge søgte at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling sammen med ærkebiskop Olav Engelbrektsson og resterne af det norske rigsråd. For at blive hyldet som konge måtte Frederik 1. godkende en håndfæstning, der gjorde Vincens Lunge og rigsrådet til de egentlige magthavere i Norge. Men efter kongevalget følte Frederik 1. sig snart stærk nok til at udskifte de norske høvedsmænd på Akershus og Båhus med trofaste embedsmænd. Dertil kom at Vincens Lunge blev kompromitteret, og at han ragede uklar med ærkebispen på grund af sine lutherske sympatier. I 1529 kunne Frederik 1. uden vanskeligheder afsætte ham som lensmand på Bergenhus.

Frederik 1. havde brug for indkomster og kastede blikket på kirkens besiddelser, som blev inddraget en for en. Det medførte strid med ærkebispen, som forsøgte at skabe et modkup med den afsatte Christian 2., men da Christian ankom i 1531 med en i Nederlandene sammenskrabet hær, lykkedes det ham hverken at vinde Akerhus eller Båhus, og han måtte overgive sig. Ærkebispen og andre gejstlige måtte affinde sig med kong Frederiks styrkede stilling. Da Frederik 1. døde 1533, gjorde ærkebispen et sidste forsøg på at genvinde sin stilling, men de danske lensherrer på de vigtigste slotte sluttede op bag Christian 3.. I 1536 lod ærkebispen Vincens Lunge dræbe under et møde i Trondhjem og andre danske lensherrer fængsle og forsøgte at erobre Akershus og Bergenhus. Men Christian 3. kunne snart drive ærkebispen ud af Norge, og i 1537 var hele Norge ubestridt under den danske konges herredømme.

Reformationen 1536 indebar, at det meste kloster- og kirkegods kom under kronen, som derved blev landets største jordejer og fik øgede indtægter og magt. I stedet for en mere eller mindre selvstændig katolsk kirke stod nu en reformert kirke under den danske konges overhøjhed. Gejstligheden ophørte med at have politisk betydning, og også i forhold til bønderne svækkedes præsteskabet. Ved reformationen havde de gamle præster fortsat deres virke, men i de følgende årtier blev de afløst af præster, der var uddannet i Danmark.

Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde Christian 3. lovet det danske rigsråd, at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke: Danmark havde valgkongedømme, hvorfor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en håndfæstning. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge derimod var at arvekongedømme, og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en større grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone for medlemmer af kongehuset. Det norske rigsråd afskaffedes 1537, men ellers beholdt Norge de fleste institutioner. Til afløsning af rigsrådet oprettedes "herredage", der var møder mellem danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske adelsmænd og lagmændene. Disse "herredsdage" var dels rigets højeste domsmyndighed, dels lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser en fornyelse af norsk ret. Fra 1548 indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på Akershus fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de norske lensherrer.

De tidligere norske besiddelser Island, Grønland og Færøerne kom direkte under den danske krone.

Hansaforbundet stækkes

Samtidig indebar Grevens Fejde, at Hansaforbundets stilling blev alvorligt svækket. Hansaforbundet havde lige siden middelalderen haft et handelskontor i Bergen på den norske vestkyst. Bergen var udgangspunkt for al handel med Nordnorge. Den bestod i, at fisk fanget langs de nordnorske kyster, blev byttet mod korn fra Mellemeuropa. Hansaforbundet sad på hele denne handel og indtog i kraft heraf en magtstilling, som savner sidestykke. Set fra et dansk-norsk synspunkt måtte det være et stort ønske at bryde denne magtstilling.

En beskeden begyndelse var gjort allerede i 1507, da Amsterdam af Christian 2. havde fået rettigheder til at deltage i handelen, men disse rettigheder havde langt fra et omfang, der kunne true Hanseforbundets stilling. Truslen kom især internt i Hanseforbundet: Lübeck havde forsøgte at holde kornforsyningerne til Bergen og Norge under kontrol for at styre bytteforholdet mellem fisk og korn. Men andre østersøstæder viste ikke forståelse for Lybæks politik, og de begyndte at anløbe Bergen på "strandsiden" uden for staden og her afsætte korn til den befolkning af norske, danske, hollandske, tyske og skotske købmænd, som havde slået sig ned her, og de fik nu mulighed for og regeringens opbakning til at gå ind i den nordlandske handel med fisk. Det bidrog til at undergrave Hansaforbundets magtstilling i Bergen og Norge, og den nye udvikling tog fart under dyrtidsårene i 1540'erne. Nok bestod handelskontoret i Bergen, men hansakøbmændene måtte fra 1550'erne handle på lige vilkår med norske købmænd, hvorfor sidstnævnte vandt frem. Dermed toges de første skridt til at frigøre sig fra et ikke dansk-norsk herredømme i næringslivet. I den udstrækning, hvor købmændene havde tysk, nederlandsk og skotsk baggrund, blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfund. Denne udvikling skulle snart brede sig til andre næringsgrene.

Baggrunden for Hanseaorbundets svækkelse var dels, at Bremen og nederlandske stæder vandt frem i den norske fiskeeksport, dels den voldsomme vækst i den danske korneksport til Norge. Allerede i begyndelsen af det 16. århundrede havde Deventer (der var et nederlandsk medlem af Hansaforbundet) udviklet et betydeligt marked for fisk fra Bergen. Deventer og andre stæder kunne gennem de store floder sikre det tyske indland forsyninger af fisk på fuldt så gode konkurrencebetingelser som Lübeck og andre hansastæder ved Østersøens kyst og vandt gennem århundredet stadig frem. Denne udvikling i forsyningsforbindelserne var stort set bragt til ende omkring 1575. Toldregnskabet for Bergen 1577 viser, at kun 20% af fiskeeksporten gik til hansastæder ved Østersøen, 59% gik til Bremen og andre hansestæder ved Nordsøen, 19% til nederlandske stæder (blandt andet Deventer) og 2% til Oldenburg. Angivelserne vedrører kun fisk fragtet af fremmede, men den danske og norske fiskefragt var næppe særlig stor. Det hører imidlertid med til billedet, at hollænderne og Bremen ikke kun hentede sin fisk i Bergen og Norge men tillige forsynede sig fra Newfoundland. Dette bevirkede, at heller ikke hollænderne kom til at styre den samlede handel med fisk og korn på Norge. Her lå en mulighed for Danmark, og denne skulle ikke forblive uudnyttet.

Fiskemarkedet i Bergen

Dansk kornpolitik havde lige siden middelalderen været båret af hensynet til landets eget behov for korn, og denne politik blev i anden halvdel af 1500-tallet udvidet til at omfatte Norge. Medvirkende til fremgangen i den danske kornforsyning til Norge var et i 1573 udstedt udførselsforbud med undtagelse for netop Norge, og at da den danske regering i 1597 ved et udførselsforbud forsøgte at modvirke den voldsomme efterspørgsel i Vesteuropa efter korn, blev Norge atter udtrykkeligt undtaget. Det var tilladt danskere at fragte korn til Norge og tillige nordmændene selv at hente det i Danmark. I begyndelsen var de danske kornforsyninger til Norge vel nok beskedne, og deres betydning lå fortrinsvis deri, at nordmændene derved undgik de værste følger af de prisstigninger på korn, der ellers ramte Europa.

Som vigtige skridt til yderligere at stække Hansaforbundets indflydelse i Norge skal nævnes to: dels blev det ved forordning af 1553 forbudt de vendiske stæder (herunder Lübeck) at sejle gennem Storebælt med andre varer end vendisk gods. Derved mindskedes afgørende mulighederne for østersøstæderne for at udvikle fragtsejladsen til Danmark og Norge. Dels indsatte det danske styre kancellisekretær Kristoffer ValkendorfBergenhus som lensmand i 1556. Blandt hans opgaver synes at have været at stække Hansaforbundets magt i Bergen. I 1558 indledtes en aktion mod tyske håndværkere i byen, der i 1560 endte med en ny traktat, hvor deres særlige rettigheder var stort set indskrænket til intet. I praksis blev de gjort til ligestillede undersåtter underlagt den stedlige (norske) myndighed.

Dermed var Hansaforbundets magt i Norge endeligt knust, og rammerne var lagt for at udvikle den dansk-norske søfart og handel. Med tiden blev disse muligheder til fulde udnyttet til lige stor gavn for danskere og nordmænd.

Christian d. 4. på flagskibet Trefoldigheden.

Under de første dansk-norske konger havde den statslige politik været at styrke centralmagten (= kongemagten) mest muligt. Dette indebar, at der havde været meget lidt plads for tiltag til fremme af de enkelte rigers og landsdeles særlige fordele. Men under Christian 4. forandredes dette. Christian 4. var den første konge, der gjorde flerheden i riget til grundlag for sin politik; stærkt påvirket af tidens merkantilistiske tankegang. Dette gjaldt ikke mindst kongens norske politik.

På det tidspunkt Christian 4. kom til magten var Norge dårligt nok et samlet land, da det både savnede et politisk, administrativt og handelsmæssigt midtpunkt. Det var arven fra Hanseforbundets og den gamle adels misregimente, der endnu hærgede landet. Christian 4.s mål var at forvandle Norge fra en fjern og tilbagestående provins til et økonomisk blomstrende og administrativt velfungerende land. I modsætning til sine forgængere udviste han samme interesse for Norges ve og vel som for Danmarks. Christian 4. besøgte også Norge flere gange end samtlige andre dansk-norske konger tilsammen. Samlet set lykkedes det at reformere Norge i denne periode og sikre en opblomstring af handel og skibsfart.

Norges helhed og særstilling slås fast

To begivenheder kendetegnede blandt meget andet Christian 4.s levetid: sikringen af Finnmarken og ordning på de de administrative forhold.

Omkring år 1600 blev der fra svensk side gjort ihærdige tiltag for at erobre Finnmarken. Denne, noget nær dobbeltmonarkiets fjerneste provins, skulle erobres ved svensk kolonisation. Der skulle drives laksefiskeri og handel, bygges "boder og vaaninger paa adskillige beleilige steder". En svensk kirke skulle opføres i Tysfjord og i Alta oprettes skibsbyggeri. Flere steder ville den svenske konge lade opføre skanser og andre befæstningsanlæg. Der blev forberedt et svensk embedsværk med statholder og adskillige fogeder. Desuden forsøgte man at beskatte området, og den svenske konge gav i 1608 Gøteborg privilegium på fiskeriet langs kysten fra Tysfjord til Neiden, mens lübeckerne uden videre fik tildelt privilegium på fiskeri i de norske fjorde mod at betale tiende til Sverige. Næsten som en markering tog den svenske kong Karl 9. ved sin kroning titlen "de lappers i Nordlanden konung".

Men Christian 4. var ikke til sinds at lade svenskekongen få sin vilje. Modsætningerne udløstes i Kalmarkrigen 1611-1613, der endte med Christians fuldstændige sejr i spørgsmålet om Nordkalotten: ved freden i Knäred i 1613 opgav Sverige ethvert krav på nogen som helst overhøjhed og alle rettigheder i området fra Tysfjord til Varanger. Siden blev spørgsmålet aldrig aktuelt i kampen om magten mellem den danske og den svenske konge; Nordkalotten var og forblev en ubestridt del af Norge.

Christian lod foretage en nyoversættelse af Norges gamle lovgrundlag, Magnus Lagabøters Landslov (kort kaldet Landsloven) til samtidigt sprog indbefattende senere antagne retterbøter og recesser – alt under navnet Christian 4.s Norske Lov i 1604. Desuden lod han den danske kirkeordinans omskrive og tilpasse norske forhold som en særskilt norsk kirkeordinans i 1607. Desuden lod han – til dels af forsvarsmæssige hensyn – fæstningsværker opføre eller istandsætte, og han tog skridt til købstædernes fremme ved at samle omsætningen her. Endelig var han mere end nogen anden den, der fik sat gang i den norske bjergværksdrift.

Christian 4., hvis interesse for retsstatslige forhold var og er legendarisk, deltog i lige stor grad i herredage i Danmark og Norge, og i Norge fik han indrettet et velordnet retssystem med bygdeting som en fundamental del af landets samfundsinstitutioner.

I Christian 4.s senere år, under hvilken statholder i Norge var Hannibal Sehested (norsk statholder 1642-1651), blev dennes embede udvidet til at omfatte hele det norske rige, og han lod foretage en grundig kontrol af virket blandt embedsmændene også uden for sit eget len. Desuden lod han oprette en norsk "Landkiste", der skaffede grundlag for et norsk finansvæsen. Et postvæsen blev oprettet. Tidligere tiders mere eller mindre opløste samfund blev knyttet sammen i et rigsfællesskab, hvorunder borgerstanden voksede under indtryk af blomstringen for handel og skibsfart.

Kornhandelen udvikles

Rammerne for den danske kornhandels fremgang var lagt allerede ved en forordning af 1573, og ved forordningen af 1597 lod Christian 4. afbøde, at en voldsom efterspørgsel efter rug med deraf følgende prisstigninger overalt i Nordeuropa skulle fremkalde brødmangel og opskruede priser ved på den ene side at forbyde almindelig udførsel, på den anden side udtrykkeligt at undtage Norge fra disse bestemmelser. Det blev tilladt danske købmænd såvel som nordmænd at fragte korn fra Danmark til Norge, hvilket vel var udtryk for et særhensyn taget til nordmændene på bekostning af (eventuelt også danske) kornhandelsspekulanter.

Skønt de danske kornforsendelser fra Danmark til Norge endnu i det 16. århundrede næppe var ret store, var der i begyndelsen af det 17. århundrede sket en vis udvikling i disse: I året fra 1. maj 1609 til 1. maj 1610 ankom 4 skibe fra Malmø (heraf 2 med 2 anløb), i året 1610/1611 7 (heraf 1 med 2 anløb) foruden et hollandsk skib befragtet af Malmøborgere fra Malmø til Bergen og et skib fra Bergen til Malmø. i året 1611/1612 gik omkring 167 skibslæst korn på 6 Malmøskibe (heraf 1 med 3 anløb, 1 med 2 anløb) fra Malmø til Bergen. Yderligere skete indladning på omkring 26½ skibslæst korn på et Bergenskib i Malmø. I året 1612/1613 indladede 4 Malmøskibe (heraf 1 med 3 anløb, 1 med 2 anløb) samt 1 skib fra København i alt henved 170 skibslæst korn i Malmø til Bergen, desuden 2 Malmøskibe med henved 23 læst kornvarer til Trondhjem. Først senere, i 1630-erne, skete voldsomme fald i eksporten fra Lübeck, Rostock og Stralsund til Norge, og dermed udvikledes den danske kornhandel yderligere. Det var således under Christian 4.s tid, at Danmark i det store og hele overtog kornforsyningerne til Norge. Fra anden halvdel af 1600-tallet antog de danske kornforsyninger til Norge et langt større omfang end tidligere.

Fra fisk til trælast

Kort over Sverige, Danmark og Norge fra 1645 på latin.

Under Kalmarunionen havde Hansaen fået et stærkt fodfæste i Norge: i Bergen fik man oprettet et handelskontor, som i henved to hundrede år fik afgørende indflydelse på Norges økonomiske forhold. Hansaen havde fortrinsvis interesser i handelen med fisk.

To forhold skulle medvirke til at ophæve den ulykkelige tilstand. Det ene var, at træ i takt med den stadige afskovning af Vesteuropa skulle få voksende betydning som fragtvare. Det andet var, at hollænderne trængte frem som handelsmagt. Allerede i 1443 havde købmænd fra Amsterdam fået ret til at købe trælast i Norge, og denne ret udvidedes med tiden til også at gælde for andre hollanske og frisiske byer; 1544 blev den nye tingenes tilstand stadfæstet i en traktat. Fra omkring 1520 begynder vandsaven at brede sig, og sammen med hollændernes voksende behov for træ var dermed forudsætningerne skabt for voksende omsætning med udlandet, dannelsen af en norsk handelsstand og købstædernes vækst. Virkningen var, at der skete en voldsom stigning i udførslen af træ, fra i 1528 at være 102 ladninger med skønsmæssigt 12.000 m³ til i 1560 673 ladninger med omkring 70.000 m³, i 1620 1.650 ladninger med omkring 200.000 m³ og 1664 endda 1 mio. m³. 1666 brændte London, og der blev her et stort træbehov til stadens genopbygning. Ved den engelske "Navigationsakt" af 1651 blev der åbnet mulighed for, at norske skibe kunne deltage i denne varefragt. Ved Forordning af 30. juli 1662 fik norske købstæder eneret til at drive trælastudførsel og oplevede som følge heraf en velstand og vækst i indbyggertal.

Bjergværksdriften oprettes

Uddybende artikel: Norsk bjergværksdrift

De tidligste tiltag til bjergværksdrift i Norge blev taget ved en forlening 1490 på malm i Sandsvær herred. Christian 3. interesserede sig meget for mulighederne for bjergværksdrift og indkaldte tyske bjergkyndige til at udføre undersøgelser af mulighederne herfor, og 1539 blev udstedt en bjerganordning. De tiltag, der gjordes til fremme af bjergværksdrift i det 15. og 16. århundrede, mislykkedes imidlertid.

Først Christian 4. fik sat gang i bjergværksdriften. Flere værker blev sat i drift:

samt (efter Christian 4.s død) Meldalen værk 1652.

Omkring midten af 1600-tallet igangsattes tillige flere jernværker: Bolvik, Bærum, Dikemark, Eidsfos, Eidsvoll, Fossum, Fritsø, Hakedal, Hassel, Lesja, Mostadmarken, Nes, Ulefoss. Bjergværksdriften blev begunstiget med kongelige privilegier.

Ladesteder oprettes

Uddybende artikler: Skudehandel og Ladested
Monument over Christian 4. (med kort) i Kristiansand (Christiansand), en af de byer i Norge han grundlagde

Et forhold, der skulle få betydning for den videre udvikling – især i det sydlige Norge – var, at flere norske steder stilling som priviligeret ladested.

Endnu i Christian 4.s Norske Lov af 1604, kjøbebolken § 10 var det blevet forbudt at udøve handel på landet og at sælge proviant til fremmede skibe, men til gengæld var trælasthandel fri indtil 1662. Dette år toges skridt til at samle handel i købstæderne: håndværkere på landet, som ikke anses nødvendige og ikke var tilladte efter Landsloven, skulle flytte til stæderne, trælasthandel skulle forbeholdes købstædernes borgere, forprang forbydes, fremmede købmænd forbydes at opholde sig i købstæderne længere, end deres skibe lå der. I et kongebrev af 1656 udvides forbuddet til at omfatte salg af fedevarer til skibsproviant, men bestemmelsen mildnedes snart derhen, at dette skulle være tilladt for de, som havde borgerskab i en købstad men boede på ladestederne. Men få årtier senere, i toldrullerne mellem 1672 og 1768 tillades det at losse, laste og fortolde varer fra Danmark-Norge med hertugdømmerne samt udskibe trælast – vel at bemærke for personer, der havde borgerskab i den købstad, som ladestedet hørte under.

I retslig henseende hørte ladestederne under landdistrikterne, både i henseende til tingsted og til lovbestemmelser. Således blev det bestemt, at der på ladestederne kun måtte udøves de håndværk, som tillige var tilladte i landdistrikterne og under forudsætning af, at håndværkerne ikke tog borgerskab.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ikke var muligt at begrænse skibsfart og handel til de gamle købstæder. Sideløbende uddeltes derfor rettigheder til steder, som ønskedes udviklet til handelsknudepunkter:

Savværkernes storhedstid

Bjergværkerene blomstrede, ladestederne blomstrede og savværkerne blomstrede i Norge. Norsk tømmer blev fældet og udskibet i store mængder. En vis rovdrift kunne ikke undgås. Om skovene i Romsdalen hed det i 1661, at de var "aldeles udhugget formedelst de mange save", tilsvarende lød det om Trøndelagen og Vestfold. Om Tønsberg hed det i 1666, at handelen "er ganske aftaget, formedelst skovenes udhugning". I 1664 fandtes søndenfjelds 814 save fordelt som følger:

Sted (len, fogderi) Antal save Rdl. i savskat Sted (len, fogderi) Antal save Rdl. i savskat Sted (len, fogderi) Antal save Rdl. i savskat
Egger og Lier fogderi 68 1334 Modums fogderi 32 1048½ Aggers fogderi 48 1127½
Neder Rommerigs fogderi 93 2192 Tønsberg len 154 912 Wernø klosters len 67 1151½
Ringeriges fogderi 55 4276 Idde og Marker len 43 866¾ Brunlaug len 73 661½
Sandswerde fogderi 22 601¾ Øvre Romeriges fogderi 22 483 Rackestad len 31 348
Folloug fogderi 52 392½ Husum og Røyens fogderi 24 186 Heggen og Frolands fogderi 12 170½
Onsøe len 15 68½ Hadelands fogderi 3 64 I alt 814 15.874

Oversigten afspejler den omfattende trælastvirksomhed som forud var udviklet i det sydlige Norge.

Østlige landskaber tabes

Danmark-Norge 1658 før Roskildefreden

Havde Christian 4. været Dobbeltmonarkiet en god konge, så var Frederik 3. det umiddelbart ikke. Blandt den nye konges første handlinger var afskedigelsen af Hannibal Sehested som norsk statholder og indskrænkelser i embedets virke og myndighed. Sehested blev anklaget for magtmisbrug og for underslæb og måtte for at undgå en rettergang afstå sit norske jordegods, savværker, bjergværker og anden ejendom til kronen. Den egentlige årsag til hans fald var imidlertid politisk: Sehested havde unddraget det danske rigsråd kontrollen med norske forhold – til gavn for Norge (senere blev han taget til nåde og endte som rigsskatmester – til gavn for den unge enevælde).

Under konflikterne mellem den danske og den svenske konge midt i 1600-tallet kom Norge til at lide: 1645 blev Jemtland og Herjedalen og de norsk administrerede Idre og Sarna herreder i Dalarne afstået til Sverige. Ved Roskildefreden i 1658 afstod Frederik 3. Båhuslen. Trondhjems len blev også afstået, hvilket afskar Nordnorge fra resten af landet, men området blev dog tilbagegivet Danmark-Norge i 1660. Danmark tabte Halland (for 30 år) i 1645 og Skåne, Halland (permanent), Blekinge og Bornholm i 1658. Kun Bornholm blev tilbagegivet (ved frikøb med skånsk jord) i 1660. Resultatet af tabet af Østdanmark og Bohuslen var, at den geografiske afstand mellem Danmark og Norge blev udvidet meget betydeligt, hvilket skabte en helt ny og mere ugunstig militær og transportmæssig situation.

Norge var en selvstændig stat i personalunion med Danmark. Derfor måtte de norske stænder i 1661 særskilt indføre enevælden i Norge.

I 1660 indførte kong Frederik 3. arvekongedømmet og året efter enevælde, ved at udnyttede uenigheder mellem adelige og borgerlige i den danske stænderforsamling. Enevældens indførelse blev godkendt af de norske stænder, men der var ikke tale om et reelt valg. Med enevælden genopstod Norge juridisk som selvstændigt kongerige, men samtidig centraliseredes administrationen i København. Den gamle danske adel mistede meget af sin indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. Fra 1671 og frem indførtes en række nye privilegier til en ny fælles adel af lensfriherrer og lensgrever (med mange tyske indvandrere), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system og formelt overdrog deres jordegods til kronen, som så forlenede dem med jorden. Dette system indførtes dog i begrænset omfang i Norge, og kun ganske få nordmænd adledes. Med den endelige opløsning af det danske rigsråd kom den politiske magt til at ligge hos embedsstanden, hvilket gav øgede karrieremuligheder for nordmænd og en hvis mulighed for norsk indflydelse på egne anliggender. Generelt blev embedsstanden i begge riger dog stærkt præget af indvandrede tyskere.

Købstædernes skibsfart fremmes

Eulogi for kong Frederik IV., 1719: "Så længe der er fire årstider i Norge, skal kongen af Sverige ikke have det"

Under enevælden blev der bevidst søgt ført en helstatspolitik, der skulle gøre Danmark og Norge til en økonomisk enhed, da Danmark og Norge var økonomisk ligeværdige. Ved byprivilegierne 1662 blev al trælasthandel samlet i byerne, borgerne fik eneret til at købe trælast af bønder og savværksejere. Efter enevældens indflydelse oplevede norsk skibsfart derfor en voldsom fremgang: handelsflåden i Norge voksede fra 10.586 læster i 1670 til 37.735 læster i 1699 mod i Danmark fra 7.521 læster i 1670 til 17.003 læster i 1699 og i Hertugdømmerne fra 4.027 læster i 1670 til 9.246 læster i 1699. Gennemgående var norske skibe større end i de andre dele af riget.

De norske købstæder og ladesteder nød godt af helstatspolitikken. Skibsfarten i de enkelte norske stæder viser tydelig fremgang fra enevældens indførelse, både målt i antal skibe og i læstetal: i Christiania voksede antallet af hjemmehørende skibe fra 15 i 1672 til 44 i 1695, i Arendal fra 27 i 1672 til 65 i 1699, i Christianssand fra 9 i 1669 til 30 i 1696, i Drammen fra 11 i 1671 til 24 i 1699, i Frederikshald fra 8 i 1672 til 23 i 1696, i Frederiksstad fra 6 i 1670 til 15 i 1698, i Holmestrand fra 3 i 1670 til 8 i 1696, i Kragerø fra 13 i 1667 til 20 i 1692, i Moss fra 0 i 1670 til 7 i 1698, i Sandefjord fra 3 i 1671 til 17 i 1699, i Tønsberg fra 8 i 1660 til 27 i 1694, mens fx Flekkefjord, Larvik og Mandal udviste stabile høje tal.

Den danske korneksport til Norge blev særligt udtalt i 1600-tallet. Den samlede indførsel af korn til Norge registreret i regnskaberne for Øresundstolden kan opgøres til 2.444,5 læst i 1685, hvoraf 1.479,5 læst blev fragtet på norske skibe, 520,5 læst på danske skibe, 171 læst på skibe fra Lübeck, 27 læst på skibe fra Rostock og resten på nederlandske skibe. Med hensyn til oprindelsesstedet udgjorde 1.256 læst korn fra Danzig, 389 læst korn fra Königsberg og 533 læst korn fra det østlige Danmark. Men allerede i 1650'erne udførtes 1.400 læst korn tilsammen fra Århus og Ålborg, hvorfor den vestlige del af Danmark må have spillet en hovedrolle i kornforsyningen til Norge allerede på daværende tidspunkt. Men det var kun begyndelsen: I årene fra 1681 til 1699 svingede kornudførslen alene fra Ålborg til Norge på mellem 20.000 og 58.000 tønder korn, og Norge tegnede sig alene for 62,1% af den samlede kornudførsel for disse år (458.720 tdr mod 96.903 tdr eller 13,1% til udlandet og 183.072 tdr eller 24,8% til andre dele af riget), omend der var store udsving fra år til år.

Ladesteder og købstæder oprettes

Et andet træk under enevælden er ophjælpningen af nye norske steder som ladested eller købstad:

Virkningen af dette var fremvæksten i byerne af en kapitalstærk borgerbefolkning, der efterfølgende udviklede en national bevidsthedsfølelse blandt andet i form af modstand mod at gøre København til handelsøkonomisk midtpunkt. Med tiden samlede trælastkøbmændene på Østlandet sig i kravet om at få en norsk bank, ligesom de støttede embedsmændenes krav om et norsk universitet. Disse ønsker blev ikke imødekommet, men dette fremelskede blot den norske nationalfølelse.

Skudehandelen udvikler sig

Uddybende artikler: Skudehandel og Ladested

Det var først og fremmest norske ladesteder, der nød godt af den voksende skibsfart rigerne imellem, mens man i Danmark, hvor handel på Norge før 1670 kun var sket i Klitmøller og på Hanstholm, oplevede fremkomsten af et antal skudehandelspladser i Vendsyssel: Blokhus, Kjul, Løkken, Lønstrup, Tornby, og i Hanherrederne: Slettestrand, Torup Strand og Tranum Strand.

Frederik d. 6.s fødsel

1720 afsluttedes Store Nordiske Krig, og derved indledtes en fredsperiode, som – med Slaget på Rheden som eneste undtagelse – skulle vare til 1807. En sådan fredstid skulle forventeligt være en tid med velstand og fremgang, men det skulle snart vise sig, at forudsætningerne herfor ikke var de bedste; nye næringsmæssige tiltag blev udfaldet heraf.

Landbrugskrisen og de nødvendige tiltag

Fra omkring 1700 til midten af 1740'erne var vanskelige tider for det danske landbrug. De europæiske kornpriser faldt år for år og nåede omkring 1730 et lavpunkt. I 1730 blev Christian 6. konge. Han overtog et dansk-norsk dobbeltmonarki i krise. For at afbøde på krisen satte styret ind på fire punkter:

  1. Skatterne blev nedsat med 11%, hvilket var det længste, styret kunne gå.
  2. Jordlovgivningen blev lempet i 1731, hvorved godsejerne fik lettere ved at nedlægge bondegårde (men på betingelsen, at godsejerne fortsat skulle svare kongen de skatter, som bonden tidligere havde måttet betale. Det svækkede godsejernes interesse, og lempelsen blev ophævet igen i 1740).
  3. Stavnsbåndet blev indført 1733, hvilket skulle sikre godsejerne sikker og billig arbejdskraft.
  4. Man fremmede vilkårene for samhandel mellem kongerigerne. Allerede 1730 havde norsk jern fået en begunstiget stilling på det danske marked, og 1735 udvidede man beskyttelsen for hjemligt korn på det hjemlige (fortrinsvis norske) marked i form af høje toldmure til et egentligt forbud mod at indføre korn til Danmark og de søndenfjeldske dele af Norge (den tættest befolkede del af landet). Formålet var at sikre dansk landbrug et sikkert afsætningsmarked med høje priser. I virkeligheden måtte der jævnligt gøres lempelser som følge af fejlslagen høst og dyrtid. Ikke desto mindre fastholdt staten sin politik i toldloven af 1762 og ved toldtariffen 1768.

Tiltagene lykkedes for så vidt, idet priserne på landbrugets varer og på landbrugsjord fra begyndelsen af 1740'erne igen begyndte at stige. Omkring 1740 og frem til 1752 bredte der sig en epidemi blandt landbrugets kvægbestande, der førte til, at skønsmæssigt mellem halvdelen og fire femtedele af kvæget døde. Kornhandelen fik en stadig mere central stilling i landets økonomi.

En anden virkning af den førte landbrugspolitik var skibsfartens blomstring. Fra Norge ankom til danske provinsbyer stadigt flere og større skibe: i 1733 i alt 1.081 fartøjer med 11.884 kml. (i gennemsnit 11 kml.) men i 1798 i alt 1.709 fartøjer med 30.634,5 kml. Et stadig mere sammensat vareudbud kom fra Norge til Danmark: tømmer, stangjern, kakkelovne og andre jernvarer (delvist som følge af det norske jernmonopol), desuden tobakspiber, kommen, stenkul og kalk. Nordpå var det fortsat korn, der fyldte lasten, men omfanget heraf har dog næppe oversteget halvdelen af skibenes fragtevne. Det må dog nævnes, at omfanget voksede fra henved 130.000 tdr. årligt omkring 1730 til 525.000 tdr. henimod århundredets slutning.

Medvirkende til skibsfartens blomstring var tillige statens politik med henblik på at fremme fjernsejladser på Middelhavet og til oversøiske områder. Danmarks neutrale stilling under tidens talrige krige gjorde, at dansk-norske skibe blev anvendt til fragter, der ellers ville være udsat for at blive bragt op, og dette indebar store opsving for dansk og norsk skibsfart.

Liberaliseringen og neutraliteten

Omkring 1788 var krisen forbi. Regeringen havde bragt næringslivet frelst igennem krisen og kunne nu tillade en liberalisering: I 1788 kunne regeringen ophæve kornmonopolet, 1789 blev handelen på Finnmarken og Island frigivet, 1793 indførtes en kreditoplagsinstitution, 1796 ophævedes indskrænkningerne i adgang til skovdrift og ved toldforordningen 1797 blev handelen givet helt fri. Tidens store krige og Danmarks fortsatte neutralitet skabte gyldne tider for handel og skibsfart: alene den norske handelsflåde, der 1792 talte omkring 860 skibe med i alt 110.000 t, var i 1806 vokset til henved 1.650 skibe med i alt 180.000 t.

Under hele krisen havde regeringen fortsat sin tidligere linje med ophjælpningen af norske ladesteder og købstæder: i de svære år blev listen over handelsberettigede steder udvidet med:

Fortsat vejede Sørlandet tungest, men det er værd at bemærke, at landets nordlige dele nu kom med i udviklingen (Hammerfest, Vardø, Tromsø). Et var imidlertid hvad, regeringen gjorde. Noget andet var den udstrækning, den norske befolkning evnede at udnytte de givne muligheder. Enkelte købstæder voksede sig forholdsvis store, men mange forblev små til langt op i 1800-tallet. Betydningen lå imidlertid ikke i deres størrelse men i selve det, at de blomstrede og medvirkede til trivslen overalt i kystegnene.

Helstatspolitikken

Det dansk-norske tvillingerige blev reguleret i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i 1773, idet storfyrst Paul gav afkald på rettighederne til de gottorpske dele af Slesvig og mageskiftede sine gottorpske dele af Holsten med grevskabet Oldenburg-Delmenhorst, hvilket sikrede den enevældige danske konges suverænitet over tvillingeriget og Holsten. Danmark-Norge indgik også en grænseaftale med Sverige i 1753, der sikrede herredømmet over Finnmark i Nordnorge. Samtidig var der ingen nævneværdig trussel mod Danmark-Norge efter 1720, det gjaldt helt op til slutningen af 1700-tallet. Enevældens bedste virkemiddel til bevarelse af tvillingriget lå i at skabe enighed og sammenslutning mellem de forskellige folk. Det var fortrinsvis nordmændene, danskerne og holstenerne. Andre folk inkluderede samerne i Nordnorge og de forskellige befolkningsgrupper i kolonierne.

På grund af tvillingerigets flerkulturelle sammensætning var det svært at finde et fælles fodfæste. Spørgsmålet var, om der var ét folk i tvillingeriget, eller om den var sammensat af flere folk og fædrelande. For de magthavende efter 1784, (J.H.E. Bernstorff, H.C. Schimmelmann samt Ditlev og C.D.F. Reventlow), var det afgørende, at ungdommen fik udviklet følelsen af fællesskab med andre sprog og kulturer i helstaten. Hovedsaglig i perioden fra 1784 til 1814 blev der gennemført dybtgående reformer, såsom Forordning om fæstebondens retsstilling i 1787, ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788; Trykkefriheden sikres i 1790, men skærpes igen med Trykkefrihedsforordningen af 1799.

Samfundsmæssige forhold i riget

I løbet af 1700-tallet blev de uddannelsesmæssige og kulturelle forbindelser mellem dobbeltmonarkiets to kongedømmer stadigt stærkere. Det skyldtes flere forhold. Hvis en nordmand ville gøre karriere og at opnå embede, så måtte han tage til København, hvor universitetet lå og et søkadetakademi, der uddannede flådens officerer. København satte sine spor på de nordmænd, der flyttede til Danmark, og det prægede norsk sprog. Dansk var det eneste brugbare skriftsprog til forskel fra det talte norske almuesprog, og mange af de veluddannede vendte ikke tilbage til Norge igen. Adskillige med norsk baggrund virkede for rigets vel: Anders Arrebo, Niels Krog Bredal, Christian Colbjørnsen, Hans Egede, Dorthe Engelbretsdatter, Ludvig Holberg, Niels Juel, Christen Pram, Peder Wessel (Tordenskjold), Johan Herman Wessel. Mange embedsmænd og næringsdrivende fra Danmark og Hertugdømmerne udvandrede til Norge og blev boende dér.

Kopi af kanonjoller som blev brugt under Napoleonskrigene

Efter krigsudbruddet i 1807 med Storbritannien og Sverige blev forbindelsen mellem Danmark og Norge afbrudt af engelsk besættelse af Kattegat. Der herskede hungersnød i Norge, og økonomien var brudt sammen. Men kong Frederik 6. vedholdt sin alliance med Frankrig. For at beholde Norges loyalitet i unionen, sendte kongen sin fætter Prins Christian Frederik (senere Christian 8.) til Norge som statholder. Prinsen nåede til Norge til trods for engelske krigsskibe – forklædt som fisker i en fiskerbåd. Midt under krigen, i 1811, bøjede Christian 6. sig for kravet om oprettelse af et norsk universitet.

Opløsning og norsk personalunion med Sverige

De tætte kulturelle og politiske bånd mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814 ved Freden i Kiel. De allierede ville ikke stille større krav til Danmark-Norge i forhold til rigets rolle i Napoleonskrigene. Sverige ville det dog anderledes, da man i århundreder havde søgt at erobre Norge, men specielt efter landets afståelse af Finland til Rusland i 1809. Som tak for den svenske deltagelse i krigen på allieret side blev Danmark tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige. Norges forhåbninger om selvstændighed blev ikke opfyldte.

Danmark fik, da Sverige ikke var interesseret, anerkendt overretten til Færøerne, Island og Grønland. Som kompensation for afståelsen af Norge til den svenske konge, fik Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland. Danmark lavede dog en byttehandel med Preussen, som overtog Svensk Pommern og Rügen mod overgivelse af Lauenburg tæt ved Holsten.

Da det ved Freden i Kiel 1814 blev bestemt, at Norge skulle overdrages til kongen af Sverige, mødte denne beslutning protester i både Danmark og Norge. Nordmændene søgte at skabe et uafhængigt Norge for at undgå en sammenslutning med Sverige. Prins Christian Frederik, tronarvingen til Norge, gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende RigsforsamlingEidsvoll. Prins Christian Frederik blev udråbt til norsk konge under navnet Christian Frederik på Eidsvoll den 17. maj 1814, og Eidsvollforsamlingen vedtog en norsk grundlov.

Norges uafhængighed blev imidlertid af kort varighed. Sveriges hær under ledelse af kronprins Carl Johan angreb i juli, og 14. august måtte Norge indgå våbenhvile ved konventionen i Moss. Christian Frederik gik med på at sammenkalde et ekstraordinært Storting og derefter frasige sig den norske trone. Stortinget skulle så gennemføre de forandringer i grundloven, som var påkrævet for at indgå i en personalunion med Sverige. Norge fik i hovedsagen lov til at beholde Eidsvoll-forfatningen, og Stortinget kunne 4. november vælge Sveriges konge til konge af Norge, tilsyneladende frivilligt. Unionen blev dog meget løs. Kun kongen og udenrigsstyrelsen var fælles for de to riger. Nogen virkelig folkelig, kulturel og økonomisk forening mellem de to riger som den, der havde været mellem Danmark og Norge, skete aldrig.

Moss-konventionen blev underskrevet i denne bygning.

Selvom Norge blev tvunget ind i en union med Sverige, blev mange kulturelle bånd mellem Danmark og Norge opretholdt. Det Kongelige Frederiks Universitet (Universitetet i Oslo), oprettet i 1811, sørgede for at nordmænd ikke længere tog til København for at uddanne sig. Det norske uddannelsessystem lignede dog stadigvæk det danske, og det norske skriftsprog (senere kaldet rigsmaal) var frem til begyndelsen af det 20. århundrede overvejende dansk præget. Dog udformedes af Ivar Aasen et nyt skriftsprog under navnet landsmaal (senere kaldet nynorsk) omkring midten af 1800-tallet, og riksmålet er efterhånden blevet fornorsket til det såkaldte bokmål.

Titelblad fra Kong Christian 5.s Norske Lov, eksemplar fra Stavern Kirke.

Norge var og forblev et selvstændigt rige gennem hele rigsfællesskabet med Danmark. Ganske vist havde Christian 3. lovet at inkorporere Norge som delområde i Danmark, men løftet blev ikke holdt. Norges ubestridte suverænitet var fastlagt ved den enkle kendsgerning, at landet havde sin egen grundlov, først Magnus Lagabøtes Landslov (kort kaldet Landsloven), så Christian 4.s Norske Lov i 1604 og endelig Christian 5.s Norske Lov af 15. april 1687 – et sidestykke til Danske Lov men med samme grundlovsfæstede retskraft. Forholdet kommer klart til udtryk i fortalen til Christian 5.s Norske Lov, der indeholder følgende begrundelse for lovens udarbejdelse og stadfæstelse af den unge enevælde:

"VI CHRISTIAN DEN FEMTE af Guds Naade, Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, giøre hermed for alle vitterligt, at saasom Guds Frygt og Retfærdighed ere de tvende fornemste Støtter og Hovedpillere, med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud allermægtigste til det første haver givet os en stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Evangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblant os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i en fornuftig og retsindig Guds Frygt og Dyrkelse: Saa er og til det andet, som er Ret og Retfærdighed i Lande og Riger at stadfæste højligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved Retfærdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskærmet; Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og vilde nøjis med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret, hand ville sig selv skulle vederfaris, da giordis ingen Lov fornøden, men derfor sættis Loven, at de Retvise og Fredsommelige maa nyde deris Ret og de Uretvise og Uretfærdige, som ikke ville giøre ret efter det, som i Loven skrevet er, kand vorde ved den Straf, som i Loven sat er, formeente at giøre uret."

Indledningen indeholder kongens fulde retsstilling, hvor Norge fremhæves ved siden af Danmark. Desuden fremsættes pædagogiske sidestillinger af tro og retsskaffenhed som grundlaget for rigets velstand. Videre hedder det:

"Dette have voris elskelige Forfædre, Højlovlige Konger i Danmark og Norge, meget vel og grundeligen overvejet og betænkt, som derfor, een efter anden, have til deris Undersaatters Tarv og Nytte sat Lov og Ret i Rigerne; Men eftersom Loverne i gamle Tider bestod mere i Undersaatternis Ihukommelse, end i nogen skriftlig forfattet Lovbog, da have de fordum høistberømmelige Konger udi Norge for nogle hundrede Aar siden først ladet forfærdige adskillige skrevne Lovbøger, hvorefter Dommerne skulde dømme, og Undersaatterne rettis. Men udi særdelished lod Kong Magnus Haagenssøn, som formedelst at hand mere end hans Forfædre Loven forbedrede, blev kaldet Lagebæter, med Flid samle alle skrevne Love, som da omstunder hver paa sit sær Retterting udi Norge brugelige vare, dog udi adskilligt uovereensstemmende, og paa det at Undersaatterne, som hafde een Gud, een Tro, een Konge udi eet Rige, ikke skulde være adskilte ved sære Lovbøger og Rettergang, tog deraf saa meget, som til Landets og Indbyggernis Tarv kunde tiene, og udi een sær Lovbog lod forfatte, hvilken og alle Norgis Indbyggere siden have fult, saa at det hele Rige derefter er bleven rettet og dømt. Endeligen, som ved Tidens Længde og Tungemaalets merkelig Forandring, Tid efter anden, meget derudi fantis, som bedre Oplysning behøvede, have efterfølgende Konger ofte været foraarsagede ved mange og adskillige Rettebøder og aabne Breve, samme Love at forandre og forklare, indtil at voris elskelige kiere Hr. Farfader, højloflig Ihukommelse, Kong Christian den Fierde, efter Norgis Rigis Indbyggeris allerunderdanigste ansøgning og Begæring, sig allernaadigst forretog Norgis Lov, som for hans Kongelige Regærings Tid hafde været saa tvilagtig og mørk, saaledis at forklare, forbedre og udi god Orden sætte, at den baade af Dommerne og Parterne letteligen kunde forstaais og følgis, hvilket og i saa maader er bleven fuldbyrdet, at Norgis Lov med alle gamle og ny Rettebøder, saa mange som efter Tidernis Tilstand tienlige vare, hver paa sin Stæd ere blevne indførte, og udi een Bog Aar 1604 til Trykken forfattede. Men som Vi allernaadigst vare komne udi Erfaring, at endnu adskilligt ydermere kunde tiene, og højligen behøvedis til samme Lovbogs videre Forbedring, Vi og allerede allernaadigst hafde givet voris Danske Lov menige Undersaatter i vort Rige Danmark til Gavn og Beste; Da, paa det at alle og en hver skulle kiende og fornemme, at Vi lige Kongelig Omsorg drage for vore kiere og tro Undersaatter udi alle vore Riger og Lande, og til den Ende udi særdelished, at Ret og Retfærdighed over alt kunde have lige Gænge, og det gemene Beste mueligst befordris, have Vi for got befundet, og fornøden eragtet, at den hid til dags brugelige Norske Lovbog, med forrige Recesser, saavelsom andre Kongelige Ordinantzer og Forordninger, Norge vedkommende, som udi højstbemælte vor Sl. Hr. Farfaders, og udi vor elskelige kiere Hr. Faders Sl. og højværdigst Ihukommelse Kong Friderik den Trediis, saavelsom voris egen Kongelige Regærings Tid vare udgangne, paa ny bleve efterseete, paa det at alt hvis derudi endnu befantis vanskeligt at forstaa, med tydeligere Ord kunde forklaris, enhver Materie ordentlig til sit beqvem Stæd henføris, og udi visse Bøger og Capitler saaledis fordelis, at denne Norske med voris tilforne given Danske Lovbog udi Orden, Mening og Ord det meste mueligt var, og hvor Norgis Beskaffenhed det ej anderledis fornødenlig udkrævede, kunde overeensstemme. Ti have Vi allernaadigst anbefalet nogle af vore tro Undersaatter og Betiente, som udi Norgis Lov, og om Landets Tilstand kyndige vare, dette Verk strax at forretage og fuldfærdige; Og da det saaledis forfattet var, have Vi det end ydermere ved andre af vore Raad og Betiente udi begge vore Riger, Danmark og Norge med Flid ladet oversee og grundeligen overveje, saa og endelig selv givet vor allernaadigste Slutning paa alt hvis, som for billigt, eller fornøden, kand have været eragtet derudi enten at tilsætte, forandre eller fratage."

I dette fortalens andet afsnit trækkes de norske historiske linjer op: de tidligere lovændringer og begrundelsen for hvorfor en ny lov nu udarbejdes. Danske Lov nævnes men kun for at understrege behovet for en egen norsk lov. Nu følger et teknisk afsnit om de foretagne forandringer:

"Og er særdelis udelat: Først alt hvis som ikke kunde beqvemme sig med vor Kongl. Souveraine Arve-Regærings Ret: Dernæst er og udelat hvis som hidindtil er befundet at have foraarsaget baade formedelst Meeneederi stor Guds Fortørnelse, saavelsom formedelst vitløftige og langvarige Processer stor Bekostning og Armod hos Undersaatterne, og dog hverken Sandhed ved de Midler, eller slig Lovens Maade at være kommen for Lyset langt mindre den Nødlidende til sin Ret. For det tredje er ogsaa af denne Lovbog udelat alt hvis Politien egenlig vedkommer, hvorom ingen saa stadige Love, eller Anordninger, kand giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een, eller anden, Forandring kunde behøve; Hvorfore Vi slige foranderlige Love og Anordninger, som ubrødeligen dog alligevel skal holdis, indtil anderledis allernaadigst vorder anordnet, i en sær Bog, Politi-Ordning kaldet, ville lade forfatte, og ikke ville have dennem indførte, eller beblandede, med denne Lov, som i vort Rige Norge udi stædsvarende Brug herefter skal forblive Endelig eftersom Loven bør at være skikket efter hver Mands Tarv, lige billig og lige taalig for alle, saa at ingen ved Loven enten nyder nogen Fordeel, eller tager Skaade frem for andre, saa er og udelat alt hvis i saa maader nogen frem for andre sig enten til Fordeel, eller Skade, hvad heller det maatte bestaa i blotte Ord, eller Gierningen selv, kunde tilegne."

Så følger atter et retspædagogisk afsnit, der tillige pålægger alle at rette sig efter loven samt et afsnit, der ophæver al tidligere og ikke på ny stadfæstede lovbestemmelser:

"Hvis ellers Privilegier og Friheder, som Loven, Recesserne og endeel Forordninger tilforn ikkun tilegnede dennem, hvis Forfædre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Fædernelandet dislige Privilegier hafde forhvervet, derom have Vi, for at opmuntre alle til Dyd paa sine Tider og Stæder, giort saadan allernaadigst Anordning, at forbemælte Privilegier og Friheder skal strække sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle føromrørte Privilegier, Friheder, Ære og Værdigheder nyde. Og er saaledis dette vigtige Verk ved Guds Naadis Bistand og efter lang Ynske nu fuldfærdiget og kommet til den Ende, at det efter vor allernaadigste Befaling er vorden trykt, hvorved Vi alle forrige Love, Ordinantzer, Recesser og Forordninger, saa vit de her ikke findis indførte, ville ganske have ophævede, og ej i nogen maade, tillade, at, saasom de til ævig Tid bør at være magtisløse, og uden nogen Brug, de da efter denne dag enten af Parterne i nogen Rettergang maa brugis, eller af Dommerne i forrefaldende Sager anseis; Ti byde Vi og alvorligen befale alle og enhver, ihvo de og ere, som bygge og boe udi vort Rige Norge, eller derudi noget Gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog, saa fremt de ville undgaa den Straf, som i den sat er, og ikke have forbrut al Kongl. Hyldest og Naade. Særdelis strengeligen befalis Dommerne og alle, som dømme skulde, at de udi alle Sager, som dennem forrekomme, denne Lov som en Rettesnor følge, og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold, Magt, Højhed, Frændskab, Venskab, Had, eller Avind, og hielpe hver mand til Rette, den Ringe og Fattige saavelsom den Høje og Rige, Indlændiske og Udlændiske, og med deris Domme frelse alle dennem, som med Vold tvingis, særdelis fattige Enker og faderløse Børn, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeris over voris Kongl. Arve-Huss, vore Arve-Riger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fødsel Et Tusinde Sex Hundrede Firesindstyve og Syv, voris Regærings Attende."

Udtrykket "vort rige Norge" lader ikke tvivl om, at Norge var et rige (ikke en provins). Ikke alene kunne datiden skrive fortaler, der forklarede og begrundede lovenes berettigelse og fornødenhed, det fremgår også med al tydelighed, at Norge ikke er en del af Danmark men et rige sidestillet med Danmark. Det forhold, at det norske rigsråd blev afskaffet 1536, betyder i denne sammenhæng intet. Norge var et arvekongedømme, hvorfor en stadfæstelse ved rigsrådet af en ny konge her ikke var fornøden. Det norske rigsråd havde i sin eksistensperiode udvist partikularistiske tendenser til rådsmedlemmernes egen fordel og rigets skade og dermed uværdiggjort sig selv. Norge blev, modsat de danske landsdele, hverken repræsenteret i det danske rigsråd eller på de danske valg-, hyldings- og stændermøder. Det blev således ikke fuldt ud "et ledemod af Danmarks Rige". Årsagen til, at ingen norsk adelsmand fandt optagelse i rådet, ligger lige for. Det var hverken i rådets eller kongens interesse at skabe spirer til en ny norsk høj adel. Afløseren for rigsrådet var "herredage", der var møder mellem kongelige kommissionærer i Norge, norske adelsmænd og lagmændene, med andre ord en mere bredt (om man vil: demokratisk) sammensat institution – men ligefuldt en norsk institution.

Norges særstilling som eget rige fremgår tillige ved enevældens indførelse. Stændermødet i Christiania 1661 aflagde ikke blot en arvehylding i lighed med den, der i København for hele Danmark var fundet sted og stadfæstede i en særlig suverænitetsakt den danske arve- og suverænitetsoverdragelse. Stænderne udtalte tillige i denne akt, at de for sig og deres efterkommere gav afkald på alt, hvad der i deres privilegier og i landsloven, recessen og ordinansen stred mod jura majestatis og mod arverettigheden, suveræniteten og den absolutte regering, de lovede at hævde og værne om den kongehuset ved ed overdragne magt og stillede — i lighed med den af det danske folks repræsentanter underskrevne Enevolds-arveregeringsakt — i kongens egen nådigste vilje, hvorledes regeringen herefter skulde anstilles og arvefølgen ordnes. En norsk stænderbeslutning ansås altså som nødvendig, for at statsforandringen kunne få fuld gyldighed for Norge.

Ludvig Holberg

Ej heller spørgsmålet om i hvilken udstrækning, norske embedsmænd var født i Norge eller Danmark, kan tages til udtryk for om Norge var underordnet Danmark. Det er velkendt, at store dele af den datidige danske embedsstand var født i Tyskland. Således var tiden. Glemmes bør det heller ikke, at Ludvig Holberg som baron og storgodsejer i Danmark var fuldt sammenlignelig med danske godsejere i Norge, ligesom norsk fødte Christian Colbjørnsen spillede en central rolle i de danske landboreformer. Indflydelsen gik i begge retninger. Endelig kan og bør man hæfte sig ved, at det var ingen ringere end prins Christian Frederik, tronarvingen til Norge, der gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende rigsforsamling på Eidsvoll. Arvekongedømmet bestod – retsligt og faktisk – lige til opløsningen af rigsfællesskabet fandt sted.

"Det var et førerløst, splittet og fattigt land, ude af stand til selvstændig statslig existens, som 1536 lagdes ind under dansk formynderskab. Det Norge, som 1814 af fremmede magter løsreves fra Danmark og derpaa formaaede at hævde sin ret til indre selvstyre overfor Sverige, havde vundet sin økonomiske og kulturelle fremgang og fasthed og orden i sin styrelse og samfundsbygning under og for en stor del takket være dette formynderskab".

  1. Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).
  2. Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed, 1656
  3. Friis, s. 537
  4. Friis, s. 537f
  5. Salmonsen "Norge" (opslag "Historie", s. 189)
  6. Friis, s. 538
  7. Friis, s. 540 med henvisning til Albert Olsen
  8. Friis, s. 541f
  9. Friis, s. 542
  10. Friis, s. 543
  11. Rian, s. 294
  12. Fladby, s. 67
  13. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 189f)
  14. Rian, s. 293
  15. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 190
  16. Friis. s. 543f
  17. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Historie", s. 189)
  18. Salmonsen: "Norge" (afsnittet "Handel og Skibsfart", s. 97)
  19. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Bjergværksdrift"), s. 92
  20. Sogner, s. 53
  21. Sogner, s. 56
  22. Sogner, s. 62
  23. Sogner, s. 52
  24. Sogner, s. 58
  25. Barfod, s. 124f
  26. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 191
  27. Scocozza, s. 191f
  28. Barfod, s. 87
  29. Barfod, tabel 17
  30. Friis, s. 541 og Fridericia, s. 217. Oplysningerne fra Århus stammer fra året 1655, hvor der udførtes 13.819 tdr. byg og malt, 5.769 tdr. rug, 296 tdr. havre og 635 tdr. mel, og fra Ålborg fra året 1652, hvor der udførtes 11.852 tdr. korn
  31. Blomberg, s. 130
  32. Klitgaard, s. 640
  33. Feldbæk, s. 148
  34. Feldbæk, s. 150
  35. Feldbæk, s. 157
  36. Salmonsen "Norge" (afsnittet "Handel og Skibsfart", s. 98)
  37. Møller, s. 145
  38. Møller, s. 146
  39. Feldbæk, s. 204
  40. C. O. Bøggild Andersen, s. 250
  41. C. O. Bøggild Andersen, s. 249
  42. C. O. Bøggild Andersen, s. 253
  • Esben Albrectsen, Øystein Rian, Ståle Dyrvik & Ole Feldbæk, Danmark-Norge – 1380-1814 (4 bind), Universitetsforlaget, Akademisk Forlag, 1997-1998. ISBN 87-500-3517-7.
  • Jørgen P. Barfod: "Danmark-Norges handelsflåde 1650-1700"; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søhistoriske Skrifter VI; 1967
  • Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed; Kiøbenhavn 1656 (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971). ISBN 87-7500-700-2
  • Rolf Fladby: Hvordan Nord-Norge ble styrt. Nordnorsk administrasjonshistorie fra 1530-åra til 1660; Universitetsforlaget, Tromsø – Oslo – Bergen 1978; ISBN 82-00-01792-3
  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Bind 9 i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie); 1990; ISBN 87-89068-11-4
  • Edvard Holm: Danmark-Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse (1891-1912)
  • Hans Chr. Johansen: "København-Norge en handels- og skibsfartsakse i slutningen af 1700-tallet" (Søfart. Politik. Identitet. Festskrift tilegnet Ole Feldbæk; Handels- & Søfartsmuseet på Kronborg, Søhistoriske Skrifter XIX; Falcon 1996; ISBN 87-88802-13-2; s. 295-303)
  • Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede. Fiskeri- og Søfartsmuseet – Saltvandsakvariet i Esbjerg 1981; ISBN 87-87453-48-7
  • Albert Olsen: Danmark-Norge i Det 18. Aarhundrede; Nyt Nordisk Forlag, København 1936
  • Øystein Rian: "Norsk utenrikshandel i krigenes Europa i 1600-årene" (Søfart. Politik. Identitet. Festskrift tilegnet Ole Feldbæk; Handels- & Søfartsmuseet på Kronborg, Søhistoriske Skrifter XIX; Falcon 1996; ISBN 87-88802-13-2; s. 117-126)
  • Benito Scocozza: "Ved afgrundens rand" (Bind 8 i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie); 1990; ISBN 87-89068-10-6
  • Mette Skougaard, Norgesbilleder – dansk-norske forbindelser 1700-1905, Gad, 2004. ISBN 87-12-04117-3.
  • Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700-tallet; Universitetsforlaget 1977; ISBN 82-00-01664-1
  • Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik, 1998.

LA-ikon

Koordinater:55°40′N12°34′Ø /55.67°N 12.57°Ø /55.67; 12.57

Danmark-Norge
danmark, norge, sprog, overvåg, rediger, moderne, betegnelse, rigsfællesskabet, mellem, kongeriger, danmark, norge, 1536, 1814, rigsfællesskabet, havde, oprindelse, kalmarunionens, endelige, sammenbrud, 1523, sverige, erklærede, uafhængigt, havde, formelt, før. Danmark Norge Sprog Overvag Rediger Danmark Norge er den moderne betegnelse for rigsfaellesskabet mellem de to kongeriger Danmark og Norge fra 1536 til 1814 Rigsfaellesskabet havde sin oprindelse i Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523 da Sverige erklaerede sig uafhaengigt men havde formelt forst sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536 og varede indtil Norge blev afstaet til kongen af Sverige I samtiden anvendtes begrebet dog ikke og staten blev som regel omtalt som den danske krone kron zu Dennemarck eller Tvillingrigerne 3 Danmark NorgePersonalunion1523 1814Flag of Denmark Kong Frederik 4 s vabenskjoldKort over Danmark Norge ca 1780HovedstadKobenhavnSprogDansk og norsk samt tysk islandsk faerosk samisk gronlandsk Kun dansk og tysk var anvendt som skriftsprog ReligionLutheranismeRegeringsformValgkongedomme til 1660 Enevaelde fra 1660Konge 1524 1533Frederik 1 forste 1808 1814Frederik 6 sidste Historisk periodeTidlig moderne Europe Gustav Vasa vaelges som konge af Sverige6 juni 1523 Kalmarunionens sammenbrud1523 Rigsradet afskaffes14 oktober 1660 Lex Regia stadfaester enevaelden14 november 1665 Freden i Bromsebro13 august 1645 Roskildefreden26 februar 1658 Freden i Kiel14 januar 1814 WienerkongressenSeptember 1814 9 juni 1815Indbyggertal og befolkning Anslaet 16451 315 000 Anslaet 18011 859 000 ValutaRigsdaler og skillingerEfterfulgte Efterfulgt afKalmarunionen DanmarkKongeriget Norge 1814 Frederik 6 var regent for sin far og var de facto konge fra 14 april 1784 han forsatte med at regere Danmark efter freden i Kiel indtil sin dod 3 december 1839 Danmark 43 094 km Slesvig Holsten 15 763 km Norge hovedland 324 220 km Faeroerne 1 399 km Island 103 000 km Plus Gronland med 2 175 600 km 1645 Estimeret 825 000 i Danmark 440 000 i Norge og 50 000 pa Island 1 1801 929 000 i Danmark 883 000 i Norge og 47 000 pa Island 2 4 Kongeriget Norge 1814 som efterfulgte de norske dele eksisterede kun nogle maneder og efterfulgtes af Den svensk norske union For alternative betydninger se Unionstiden Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to rigsdele Danmark og Norge men omfattede ogsa provinserne Slesvig og Holsten der var saerskilte administrative enheder de oprindeligt norske skatlande Gronland Island Faeroerne Shetland og Orkneyoerne som fra landnamstiden var underlagt den norske konge samt efterhanden et antal oversoiske kolonibesiddelser Ved rigsfaellesskabets start var de nuvaerende svenske landskaber Skane Halland Bohuslen Herjedalen og Jamtland ligeledes en del af rigsfaellesskabet men de mistedes i 1658 til Sverige Oplosningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning pa forholdet mellem Danmark og hertugdommerne som derefter med Lauenborg dannede helstaten indtil 1864 og de tidligere norske omrader Faeroerne Island og Gronland som efter rigsoplosningen forblev danske besiddelser Danmark og Norge var pa forskellig vis forenet i disse ar I 1380 arvede Oluf 2 Norge da hans far Hakon 6 af Norge dode Oluf var Hakons og Margretes eneste barn Indholdsfortegnelse 1 Sofartsnationen 2 Efterdonninger af oplosningen af Kalmarunionen 1523 1588 2 1 Kampen om Norge 2 2 Hansaforbundet staekkes 3 Flerheden bliver statspolitik 1588 1648 3 1 Norges helhed og saerstilling slas fast 3 2 Kornhandelen udvikles 3 3 Fra fisk til traelast 3 4 Bjergvaerksdriften oprettes 3 5 Ladesteder oprettes 3 6 Savvaerkernes storhedstid 3 7 Ostlige landskaber tabes 4 Under den aeldre enevaelde 1660 1720 4 1 Kobstaedernes skibsfart fremmes 4 2 Ladesteder og kobstaeder oprettes 4 3 Skudehandelen udvikler sig 5 Riget svejses sammen 1720 1807 5 1 Landbrugskrisen og de nodvendige tiltag 5 2 Liberaliseringen og neutraliteten 5 3 Helstatspolitikken 5 4 Samfundsmaessige forhold i riget 6 Napoleonskrigene 1807 1814 6 1 Oplosning og norsk personalunion med Sverige 7 Norges stilling i rigsfaellesskabet 8 Noter 9 Litteratur 10 Eksterne henvisningerSofartsnationen Rediger Kirkeskibsmodel af Prinds Christian fra 1757 i Elling Kirke NV for Frederikshavn Danmark Norge ma forst og fremmest forstas som en sofartsnation Flere forhold gjorde sig gaeldende Selve rigets udstraekning og form Danmark Norge var yderst langstrakt og med en forholdsvis lang kystlinje Kun fa steder var der mere end 50 km til kysten i Danmark var det Jyllands indre hedeegne og Skanes nordostlige skovegne i Norge det bjergrige indland Men det der bandt riget sammen var havet Danmark var et udpraeget orige med talrige sejlbare sunde baelter fjorde nor vige og dyb kun Jylland var en halvo forbundet med det mellemeuropaeiske fastland mens Skane Halland og Blekinge udgjorde den sydvestlige og sydlige kyst af den skandinaviske halvo I Jylland skar fjorde sig ind pa ostkysten Limfjorden endda naermest tvaers over halvoen pa Fyn Odense Fjord pa Sjaelland Isefjorden og Roskilde Fjord Norge var et langstrakt kystomrade med talrige dybe fjorde der skar sig langt ind i bjerglandet I begge kongeriger la naesten al bymaessig bebyggelse ved eller naer ved kysten kobstaeder ladepladser og bondehavne Skibsfarten i datiden var mere veludviklet end vejfaerdslen Savel rejser som varefragt skete sa vidt muligt med skib Det var ofte hurtigere nar vinden var gunstig og de fragtede varemaengder kunne vaere langt storre end hestekaerrer og andre vogne kunne baere Vejfaerdslen skete kun over kortere straekninger med de 2 mil omkring kobstaederne hvor handel og handvaerk som hovedregel ikke matte udoves og under hensyn til kobstaedernes saerret til sejlads var sogning fra indland til naermeste kystkobstad den mest udtalte form for vejfaerdsel Det spillede en stor rolle at Kattegat i lighed med Oresund og Baelterne i praksis laenge udgjorde et indhav i den dansk norske stat som kontrollerede kysterne hele vejen rundt Ganske vist lykkedes det i laengden ikke tvillingriget at opretholde denne tilstand langs ostkysten men ikke desto mindre formaede Danmark Norge i vid udstraekning at overvinde tabet af de ostlige provinser i det mindste i henseende til sofart og samhandel Endelig spillede det en afgorende rolle at Danmark og Norge supplerede hinanden Danmark var et lavland med gode jordbundsforhold til kornavl mens Norge leverede fisk trae og metaller til Danmark Det gjorde at der var behov for sejlads mellem rigerne og det fremmede skibsfarten i begge riger Med tiden skulle det blive en hjornesten i Dobbeltrigets erhvervspolitik at sikre de to afsaetningsmarkeder for hinanden Skont de sofarendes andel af befolkningen vel var begraenset var betydningen af deres virke sa meget storre de skabte afsaetnings og dermed indkomstgrundlaget for samfundsgrupper som landbrugere fiskere traefaeldere bjergvaerksfolk handvaerkere og kobmaend Det var saledes ikke uden grund at Arent Berntsen kaldte sin skildring i 1656 af Dobbeltmonarkiet for Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed 4 Efterdonninger af oplosningen af Kalmarunionen 1523 1588 RedigerRigsfaellesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen Under Kalmarunionen maerkedes eftervirkningerne af Den Sorte Dod og den medforte nedlaeggelsen af landbrugsbedrifter i Norge og Hansaens kontrol med norsk handel Danske og tyske embedsmaend kom til at indtage norske embeder Jordegods og bispesaeder kom under fremmed kontrol Derved svaekkedes mulighederne for en norsk selvhaevdelse 1450 blev rigsfaellesskabet fastlagt i en traktat der skulle sikre det norske rigsrad indflydelse ved kongevalg men bestemmelsen fik ingen reel betydning Skulptur af Christian 2 1530 i Sankt Knuds Kirke i Odense Kalmarunionen ophorte i 1523 da Sverige valgte sin egen konge Efter saledes at have mistet Sverige flygtede Christian 2 og det danske rigsrad valgte hertug Frederik af Holsten til konge som Frederik 1 Frederik stod over for store problemer dels at holde sammen pa resterne af faellesriget og sikre kongens stilling deri dels at staekke Hansaens okonomiske magt i riget Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmaend Det skulle vise sig at Frederik 1 og hans afloser Christian 3 evnede at lose dem alle Kampen om Norge Rediger Akershus slot pa Christian IV s tid Rekonstruktion Model af Bahus faestning Frederik 1 s forste skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge Han sendte derfor to udsendinge til Norge Henrik Krummedige til Ostlandet og Vincens Lunge til Vestlandet Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen mens Vincens Lunge sogte at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling sammen med aerkebiskop Olav Engelbrektsson og resterne af det norske rigsrad For at blive hyldet som konge matte Frederik 1 godkende en handfaestning der gjorde Vincens Lunge og rigsradet til de egentlige magthavere i Norge Men efter kongevalget folte Frederik 1 sig snart staerk nok til at udskifte de norske hovedsmaend pa Akershus og Bahus med trofaste embedsmaend Dertil kom at Vincens Lunge blev kompromitteret og at han ragede uklar med aerkebispen pa grund af sine lutherske sympatier I 1529 kunne Frederik 1 uden vanskeligheder afsaette ham som lensmand pa Bergenhus Frederik 1 havde brug for indkomster og kastede blikket pa kirkens besiddelser som blev inddraget en for en Det medforte strid med aerkebispen som forsogte at skabe et modkup med den afsatte Christian 2 men da Christian ankom i 1531 med en i Nederlandene sammenskrabet haer lykkedes det ham hverken at vinde Akerhus eller Bahus og han matte overgive sig AErkebispen og andre gejstlige matte affinde sig med kong Frederiks styrkede stilling Da Frederik 1 dode 1533 gjorde aerkebispen et sidste forsog pa at genvinde sin stilling men de danske lensherrer pa de vigtigste slotte sluttede op bag Christian 3 I 1536 lod aerkebispen Vincens Lunge draebe under et mode i Trondhjem og andre danske lensherrer faengsle og forsogte at erobre Akershus og Bergenhus Men Christian 3 kunne snart drive aerkebispen ud af Norge og i 1537 var hele Norge ubestridt under den danske konges herredomme Reformationen 1536 indebar at det meste kloster og kirkegods kom under kronen som derved blev landets storste jordejer og fik ogede indtaegter og magt I stedet for en mere eller mindre selvstaendig katolsk kirke stod nu en reformert kirke under den danske konges overhojhed Gejstligheden ophorte med at have politisk betydning og ogsa i forhold til bonderne svaekkedes praesteskabet Ved reformationen havde de gamle praester fortsat deres virke men i de folgende artier blev de aflost af praester der var uddannet i Danmark Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsradet Forud for sit valg til norsk konge havde Christian 3 lovet det danske rigsrad at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab I virkeligheden skete det ikke Danmark havde valgkongedomme hvorfor enhver ny konge for at blive valgt matte afgive mere eller mindre handlingsbegraensende lofter i en handfaestning Det svaekkede selvsagt kongens magt Norge derimod var at arvekongedomme og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en storre grad af uafhaengighed Det for at sikre valgretten til den danske trone for medlemmer af kongehuset Det norske rigsrad afskaffedes 1537 men ellers beholdt Norge de fleste institutioner Til aflosning af rigsradet oprettedes herredage der var moder mellem danske rigsrader udsendt som kongelige kommissionaerer til Norge norske adelsmaend og lagmaendene Disse herredsdage var dels rigets hojeste domsmyndighed dels lovgivningsorgan og gennemforte ved recesser en fornyelse af norsk ret Fra 1548 indfortes tillige staendermoder der blev indkaldt i vigtige anledninger isaer kongehyldninger I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed idet lensherren pa Akershus fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de norske lensherrer De tidligere norske besiddelser Island Gronland og Faeroerne kom direkte under den danske krone Hansaforbundet staekkes Rediger Samtidig indebar Grevens Fejde at Hansaforbundets stilling blev alvorligt svaekket Hansaforbundet havde lige siden middelalderen haft et handelskontor i Bergen pa den norske vestkyst Bergen var udgangspunkt for al handel med Nordnorge Den bestod i at fisk fanget langs de nordnorske kyster blev byttet mod korn fra Mellemeuropa Hansaforbundet sad pa hele denne handel og indtog i kraft heraf en magtstilling som savner sidestykke Set fra et dansk norsk synspunkt matte det vaere et stort onske at bryde denne magtstilling En beskeden begyndelse var gjort allerede i 1507 da Amsterdam af Christian 2 havde faet rettigheder til at deltage i handelen men disse rettigheder havde langt fra et omfang der kunne true Hanseforbundets stilling 5 Truslen kom isaer internt i Hanseforbundet Lubeck havde forsogte at holde kornforsyningerne til Bergen og Norge under kontrol for at styre bytteforholdet mellem fisk og korn Men andre ostersostaeder viste ikke forstaelse for Lybaeks politik og de begyndte at anlobe Bergen pa strandsiden uden for staden og her afsaette korn til den befolkning af norske danske hollandske tyske og skotske kobmaend som havde slaet sig ned her og de fik nu mulighed for og regeringens opbakning til at ga ind i den nordlandske handel med fisk Det bidrog til at undergrave Hansaforbundets magtstilling i Bergen og Norge og den nye udvikling tog fart under dyrtidsarene i 1540 erne 6 Nok bestod handelskontoret i Bergen men hansakobmaendene matte fra 1550 erne handle pa lige vilkar med norske kobmaend hvorfor sidstnaevnte vandt frem Dermed toges de forste skridt til at frigore sig fra et ikke dansk norsk herredomme i naeringslivet I den udstraekning hvor kobmaendene havde tysk nederlandsk og skotsk baggrund blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfund 7 Denne udvikling skulle snart brede sig til andre naeringsgrene Baggrunden for Hanseaorbundets svaekkelse var dels at Bremen og nederlandske staeder vandt frem i den norske fiskeeksport dels den voldsomme vaekst i den danske korneksport til Norge Allerede i begyndelsen af det 16 arhundrede havde Deventer der var et nederlandsk medlem af Hansaforbundet udviklet et betydeligt marked for fisk fra Bergen Deventer og andre staeder kunne gennem de store floder sikre det tyske indland forsyninger af fisk pa fuldt sa gode konkurrencebetingelser som Lubeck og andre hansastaeder ved Ostersoens kyst og vandt gennem arhundredet stadig frem Denne udvikling i forsyningsforbindelserne var stort set bragt til ende omkring 1575 Toldregnskabet for Bergen 1577 viser at kun 20 af fiskeeksporten gik til hansastaeder ved Ostersoen 59 gik til Bremen og andre hansestaeder ved Nordsoen 19 til nederlandske staeder blandt andet Deventer og 2 til Oldenburg Angivelserne vedrorer kun fisk fragtet af fremmede men den danske og norske fiskefragt var naeppe saerlig stor 8 Det horer imidlertid med til billedet at hollaenderne og Bremen ikke kun hentede sin fisk i Bergen og Norge men tillige forsynede sig fra Newfoundland 9 Dette bevirkede at heller ikke hollaenderne kom til at styre den samlede handel med fisk og korn pa Norge 8 Her la en mulighed for Danmark og denne skulle ikke forblive uudnyttet Fiskemarkedet i Bergen Dansk kornpolitik havde lige siden middelalderen vaeret baret af hensynet til landets eget behov for korn og denne politik blev i anden halvdel af 1500 tallet udvidet til at omfatte Norge Medvirkende til fremgangen i den danske kornforsyning til Norge var et i 1573 udstedt udforselsforbud med undtagelse for netop Norge og at da den danske regering i 1597 ved et udforselsforbud forsogte at modvirke den voldsomme eftersporgsel i Vesteuropa efter korn blev Norge atter udtrykkeligt undtaget Det var tilladt danskere at fragte korn til Norge og tillige nordmaendene selv at hente det i Danmark 10 I begyndelsen var de danske kornforsyninger til Norge vel nok beskedne og deres betydning la fortrinsvis deri at nordmaendene derved undgik de vaerste folger af de prisstigninger pa korn der ellers ramte Europa 11 Som vigtige skridt til yderligere at staekke Hansaforbundets indflydelse i Norge skal naevnes to dels blev det ved forordning af 1553 forbudt de vendiske staeder herunder Lubeck at sejle gennem Storebaelt med andre varer end vendisk gods Derved mindskedes afgorende mulighederne for ostersostaederne for at udvikle fragtsejladsen til Danmark og Norge Dels indsatte det danske styre kancellisekretaer Kristoffer Valkendorf pa Bergenhus som lensmand i 1556 Blandt hans opgaver synes at have vaeret at staekke Hansaforbundets magt i Bergen I 1558 indledtes en aktion mod tyske handvaerkere i byen der i 1560 endte med en ny traktat hvor deres saerlige rettigheder var stort set indskraenket til intet I praksis blev de gjort til ligestillede undersatter underlagt den stedlige norske myndighed 12 Dermed var Hansaforbundets magt i Norge endeligt knust og rammerne var lagt for at udvikle den dansk norske sofart og handel Med tiden blev disse muligheder til fulde udnyttet til lige stor gavn for danskere og nordmaend Flerheden bliver statspolitik 1588 1648 Rediger Christian d 4 pa flagskibet Trefoldigheden Under de forste dansk norske konger havde den statslige politik vaeret at styrke centralmagten kongemagten mest muligt Dette indebar at der havde vaeret meget lidt plads for tiltag til fremme af de enkelte rigers og landsdeles saerlige fordele Men under Christian 4 forandredes dette Christian 4 var den forste konge der gjorde flerheden i riget til grundlag for sin politik staerkt pavirket af tidens merkantilistiske tankegang Dette gjaldt ikke mindst kongens norske politik Pa det tidspunkt Christian 4 kom til magten var Norge darligt nok et samlet land da det bade savnede et politisk administrativt og handelsmaessigt midtpunkt 13 Det var arven fra Hanseforbundets og den gamle adels misregimente der endnu haergede landet Christian 4 s mal var at forvandle Norge fra en fjern og tilbagestaende provins til et okonomisk blomstrende og administrativt velfungerende land I modsaetning til sine forgaengere udviste han samme interesse for Norges ve og vel som for Danmarks Christian 4 besogte ogsa Norge flere gange end samtlige andre dansk norske konger tilsammen 13 Samlet set lykkedes det at reformere Norge i denne periode og sikre en opblomstring af handel og skibsfart Norges helhed og saerstilling slas fast Rediger To begivenheder kendetegnede blandt meget andet Christian 4 s levetid sikringen af Finnmarken og ordning pa de de administrative forhold Omkring ar 1600 blev der fra svensk side gjort ihaerdige tiltag for at erobre Finnmarken Denne noget naer dobbeltmonarkiets fjerneste provins skulle erobres ved svensk kolonisation Der skulle drives laksefiskeri og handel bygges boder og vaaninger paa adskillige beleilige steder En svensk kirke skulle opfores i Tysfjord og i Alta oprettes skibsbyggeri Flere steder ville den svenske konge lade opfore skanser og andre befaestningsanlaeg Der blev forberedt et svensk embedsvaerk med statholder og adskillige fogeder Desuden forsogte man at beskatte omradet og den svenske konge gav i 1608 Goteborg privilegium pa fiskeriet langs kysten fra Tysfjord til Neiden mens lubeckerne uden videre fik tildelt privilegium pa fiskeri i de norske fjorde mod at betale tiende til Sverige Naesten som en markering tog den svenske kong Karl 9 ved sin kroning titlen de lappers i Nordlanden konung Men Christian 4 var ikke til sinds at lade svenskekongen fa sin vilje Modsaetningerne udlostes i Kalmarkrigen 1611 1613 der endte med Christians fuldstaendige sejr i sporgsmalet om Nordkalotten ved freden i Knared i 1613 opgav Sverige ethvert krav pa nogen som helst overhojhed og alle rettigheder i omradet fra Tysfjord til Varanger Siden blev sporgsmalet aldrig aktuelt i kampen om magten mellem den danske og den svenske konge Nordkalotten var og forblev en ubestridt del af Norge 14 Christian lod foretage en nyoversaettelse af Norges gamle lovgrundlag Magnus Lagaboters Landslov kort kaldet Landsloven til samtidigt sprog indbefattende senere antagne retterboter og recesser alt under navnet Christian 4 s Norske Lov i 1604 15 Desuden lod han den danske kirkeordinans omskrive og tilpasse norske forhold som en saerskilt norsk kirkeordinans i 1607 Desuden lod han til dels af forsvarsmaessige hensyn faestningsvaerker opfore eller istandsaette og han tog skridt til kobstaedernes fremme ved at samle omsaetningen her Endelig var han mere end nogen anden den der fik sat gang i den norske bjergvaerksdrift 16 Christian 4 hvis interesse for retsstatslige forhold var og er legendarisk deltog i lige stor grad i herredage i Danmark og Norge og i Norge fik han indrettet et velordnet retssystem med bygdeting som en fundamental del af landets samfundsinstitutioner 17 I Christian 4 s senere ar under hvilken statholder i Norge var Hannibal Sehested norsk statholder 1642 1651 blev dennes embede udvidet til at omfatte hele det norske rige og han lod foretage en grundig kontrol af virket blandt embedsmaendene ogsa uden for sit eget len Desuden lod han oprette en norsk Landkiste der skaffede grundlag for et norsk finansvaesen Et postvaesen blev oprettet Tidligere tiders mere eller mindre oploste samfund blev knyttet sammen i et rigsfaellesskab hvorunder borgerstanden voksede under indtryk af blomstringen for handel og skibsfart 18 Kornhandelen udvikles Rediger Rammerne for den danske kornhandels fremgang var lagt allerede ved en forordning af 1573 og ved forordningen af 1597 lod Christian 4 afbode at en voldsom eftersporgsel efter rug med deraf folgende prisstigninger overalt i Nordeuropa skulle fremkalde brodmangel og opskruede priser ved pa den ene side at forbyde almindelig udforsel pa den anden side udtrykkeligt at undtage Norge fra disse bestemmelser Det blev tilladt danske kobmaend savel som nordmaend at fragte korn fra Danmark til Norge hvilket vel var udtryk for et saerhensyn taget til nordmaendene pa bekostning af eventuelt ogsa danske kornhandelsspekulanter 19 Skont de danske kornforsendelser fra Danmark til Norge endnu i det 16 arhundrede naeppe var ret store var der i begyndelsen af det 17 arhundrede sket en vis udvikling i disse I aret fra 1 maj 1609 til 1 maj 1610 ankom 4 skibe fra Malmo heraf 2 med 2 anlob i aret 1610 1611 7 heraf 1 med 2 anlob foruden et hollandsk skib befragtet af Malmoborgere fra Malmo til Bergen og et skib fra Bergen til Malmo i aret 1611 1612 gik omkring 167 skibslaest korn pa 6 Malmoskibe heraf 1 med 3 anlob 1 med 2 anlob fra Malmo til Bergen Yderligere skete indladning pa omkring 26 skibslaest korn pa et Bergenskib i Malmo I aret 1612 1613 indladede 4 Malmoskibe heraf 1 med 3 anlob 1 med 2 anlob samt 1 skib fra Kobenhavn i alt henved 170 skibslaest korn i Malmo til Bergen desuden 2 Malmoskibe med henved 23 laest kornvarer til Trondhjem Forst senere i 1630 erne skete voldsomme fald i eksporten fra Lubeck Rostock og Stralsund til Norge og dermed udvikledes den danske kornhandel yderligere Det var saledes under Christian 4 s tid at Danmark i det store og hele overtog kornforsyningerne til Norge 11 Fra anden halvdel af 1600 tallet antog de danske kornforsyninger til Norge et langt storre omfang end tidligere Fra fisk til traelast Rediger Kort over Sverige Danmark og Norge fra 1645 pa latin Under Kalmarunionen havde Hansaen faet et staerkt fodfaeste i Norge i Bergen fik man oprettet et handelskontor som i henved to hundrede ar fik afgorende indflydelse pa Norges okonomiske forhold Hansaen havde fortrinsvis interesser i handelen med fisk To forhold skulle medvirke til at ophaeve den ulykkelige tilstand Det ene var at trae i takt med den stadige afskovning af Vesteuropa skulle fa voksende betydning som fragtvare Det andet var at hollaenderne traengte frem som handelsmagt Allerede i 1443 havde kobmaend fra Amsterdam faet ret til at kobe traelast i Norge og denne ret udvidedes med tiden til ogsa at gaelde for andre hollanske og frisiske byer 1544 blev den nye tingenes tilstand stadfaestet i en traktat Fra omkring 1520 begynder vandsaven at brede sig og sammen med hollaendernes voksende behov for trae var dermed forudsaetningerne skabt for voksende omsaetning med udlandet dannelsen af en norsk handelsstand og kobstaedernes vaekst 20 Virkningen var at der skete en voldsom stigning i udforslen af trae fra i 1528 at vaere 102 ladninger med skonsmaessigt 12 000 m til i 1560 673 ladninger med omkring 70 000 m i 1620 1 650 ladninger med omkring 200 000 m og 1664 endda 1 mio m 1666 braendte London og der blev her et stort traebehov til stadens genopbygning Ved den engelske Navigationsakt af 1651 blev der abnet mulighed for at norske skibe kunne deltage i denne varefragt Ved Forordning af 30 juli 1662 fik norske kobstaeder eneret til at drive traelastudforsel og oplevede som folge heraf en velstand og vaekst i indbyggertal 21 Bjergvaerksdriften oprettes Rediger Uddybende artikel Norsk bjergvaerksdrift De tidligste tiltag til bjergvaerksdrift i Norge blev taget ved en forlening 1490 pa malm i Sandsvaer herred Christian 3 interesserede sig meget for mulighederne for bjergvaerksdrift og indkaldte tyske bjergkyndige til at udfore undersogelser af mulighederne herfor og 1539 blev udstedt en bjerganordning De tiltag der gjordes til fremme af bjergvaerksdrift i det 15 og 16 arhundrede mislykkedes imidlertid Forst Christian 4 fik sat gang i bjergvaerksdriften Flere vaerker blev sat i drift Kongsberg solvvaerk 1623 Kvikne kobbervaerk 1631 Ytteroen vaerk 1636 Sels vaerk Gudbrandsdalen 1642 Roros vaerk 1644 samt efter Christian 4 s dod Meldalen vaerk 1652 Omkring midten af 1600 tallet igangsattes tillige flere jernvaerker Bolvik Baerum Dikemark Eidsfos Eidsvoll Fossum Fritso Hakedal Hassel Lesja Mostadmarken Nes Ulefoss Bjergvaerksdriften blev begunstiget med kongelige privilegier 22 Ladesteder oprettes Rediger Uddybende artikler Skudehandel og Ladested Monument over Christian 4 med kort i Kristiansand Christiansand en af de byer i Norge han grundlagde Et forhold der skulle fa betydning for den videre udvikling isaer i det sydlige Norge var at flere norske steder stilling som priviligeret ladested Endnu i Christian 4 s Norske Lov af 1604 kjobebolken 10 var det blevet forbudt at udove handel pa landet og at saelge proviant til fremmede skibe 23 men til gengaeld var traelasthandel fri indtil 1662 24 Dette ar toges skridt til at samle handel i kobstaederne handvaerkere pa landet som ikke anses nodvendige og ikke var tilladte efter Landsloven skulle flytte til staederne traelasthandel skulle forbeholdes kobstaedernes borgere forprang forbydes fremmede kobmaend forbydes at opholde sig i kobstaederne laengere end deres skibe la der 25 I et kongebrev af 1656 udvides forbuddet til at omfatte salg af fedevarer til skibsproviant men bestemmelsen mildnedes snart derhen at dette skulle vaere tilladt for de som havde borgerskab i en kobstad men boede pa ladestederne 23 Men fa artier senere i toldrullerne mellem 1672 og 1768 tillades det at losse laste og fortolde varer fra Danmark Norge med hertugdommerne samt udskibe traelast vel at bemaerke for personer der havde borgerskab i den kobstad som ladestedet horte under 23 I retslig henseende horte ladestederne under landdistrikterne bade i henseende til tingsted og til lovbestemmelser Saledes blev det bestemt at der pa ladestederne kun matte udoves de handvaerk som tillige var tilladte i landdistrikterne og under forudsaetning af at handvaerkerne ikke tog borgerskab 23 Det viste sig imidlertid hurtigt at det ikke var muligt at begraense skibsfart og handel til de gamle kobstaeder Sidelobende uddeltes derfor rettigheder til steder som onskedes udviklet til handelsknudepunkter Fredrikstad 1567 oprettet ved flytning af Sarpsborg der var blevet brandskattet af svenske tropper under 7 arskrigen 1567 Den nye stad der la bedre for handel og skibsfart blev vel befaestet 26 Kongsberg 1624 solvvaerk fik kongebrev som fri bergstad frit borgerskab fra 1717 kobstad 1802 27 Christiansand 1641 som led i forsvaret af Skagerrak 26 Roros 1646 kobbervaerk der fik eneret til handel pa stedet og med politi og domsmyndighed for vaerkets direktor 27 Savvaerkernes storhedstid Rediger Bjergvaerkerene blomstrede ladestederne blomstrede og savvaerkerne blomstrede i Norge Norsk tommer blev faeldet og udskibet i store maengder En vis rovdrift kunne ikke undgas Om skovene i Romsdalen hed det i 1661 at de var aldeles udhugget formedelst de mange save tilsvarende lod det om Trondelagen og Vestfold Om Tonsberg hed det i 1666 at handelen er ganske aftaget formedelst skovenes udhugning I 1664 fandtes sondenfjelds 814 save fordelt som folger 28 Sted len fogderi Antal save Rdl i savskat Sted len fogderi Antal save Rdl i savskat Sted len fogderi Antal save Rdl i savskatEgger og Lier fogderi 68 1334 Modums fogderi 32 1048 Aggers fogderi 48 1127 Neder Rommerigs fogderi 93 2192 Tonsberg len 154 912 Werno klosters len 67 1151 Ringeriges fogderi 55 4276 Idde og Marker len 43 866 Brunlaug len 73 661 Sandswerde fogderi 22 601 Ovre Romeriges fogderi 22 483 Rackestad len 31 348Folloug fogderi 52 392 Husum og Royens fogderi 24 186 Heggen og Frolands fogderi 12 170 Onsoe len 15 68 Hadelands fogderi 3 64 I alt 814 15 874 Oversigten afspejler den omfattende traelastvirksomhed som forud var udviklet i det sydlige Norge Ostlige landskaber tabes Rediger Danmark Norge 1658 for Roskildefreden Havde Christian 4 vaeret Dobbeltmonarkiet en god konge sa var Frederik 3 det umiddelbart ikke Blandt den nye konges forste handlinger var afskedigelsen af Hannibal Sehested som norsk statholder og indskraenkelser i embedets virke og myndighed 29 Sehested blev anklaget for magtmisbrug og for underslaeb og matte for at undga en rettergang afsta sit norske jordegods savvaerker bjergvaerker og anden ejendom til kronen Den egentlige arsag til hans fald var imidlertid politisk Sehested havde unddraget det danske rigsrad kontrollen med norske forhold til gavn for Norge 30 senere blev han taget til nade og endte som rigsskatmester til gavn for den unge enevaelde Under konflikterne mellem den danske og den svenske konge midt i 1600 tallet kom Norge til at lide 1645 blev Jemtland og Herjedalen og de norsk administrerede Idre og Sarna herreder i Dalarne afstaet til Sverige Ved Roskildefreden i 1658 afstod Frederik 3 Bahuslen Trondhjems len blev ogsa afstaet hvilket afskar Nordnorge fra resten af landet men omradet blev dog tilbagegivet Danmark Norge i 1660 Danmark tabte Halland for 30 ar i 1645 og Skane Halland permanent Blekinge og Bornholm i 1658 Kun Bornholm blev tilbagegivet ved frikob med skansk jord i 1660 Resultatet af tabet af Ostdanmark og Bohuslen var at den geografiske afstand mellem Danmark og Norge blev udvidet meget betydeligt hvilket skabte en helt ny og mere ugunstig militaer og transportmaessig situation Under den aeldre enevaelde 1660 1720 Rediger Norge var en selvstaendig stat i personalunion med Danmark Derfor matte de norske staender i 1661 saerskilt indfore enevaelden i Norge I 1660 indforte kong Frederik 3 arvekongedommet og aret efter enevaelde ved at udnyttede uenigheder mellem adelige og borgerlige i den danske staenderforsamling Enevaeldens indforelse blev godkendt af de norske staender men der var ikke tale om et reelt valg Med enevaelden genopstod Norge juridisk som selvstaendigt kongerige men samtidig centraliseredes administrationen i Kobenhavn Den gamle danske adel mistede meget af sin indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes Fra 1671 og frem indfortes en raekke nye privilegier til en ny faelles adel af lensfriherrer og lensgrever med mange tyske indvandrere som adles af kongen til gengaeld for tro tjeneste i det enevaeldige system og formelt overdrog deres jordegods til kronen som sa forlenede dem med jorden Dette system indfortes dog i begraenset omfang i Norge og kun ganske fa nordmaend adledes Med den endelige oplosning af det danske rigsrad kom den politiske magt til at ligge hos embedsstanden hvilket gav ogede karrieremuligheder for nordmaend og en hvis mulighed for norsk indflydelse pa egne anliggender Generelt blev embedsstanden i begge riger dog staerkt praeget af indvandrede tyskere Kobstaedernes skibsfart fremmes Rediger Eulogi for kong Frederik IV 1719 Sa laenge der er fire arstider i Norge skal kongen af Sverige ikke have det Under enevaelden blev der bevidst sogt fort en helstatspolitik der skulle gore Danmark og Norge til en okonomisk enhed da Danmark og Norge var okonomisk ligevaerdige Ved byprivilegierne 1662 blev al traelasthandel samlet i byerne borgerne fik eneret til at kobe traelast af bonder og savvaerksejere Efter enevaeldens indflydelse oplevede norsk skibsfart derfor en voldsom fremgang handelsfladen i Norge voksede fra 10 586 laester i 1670 til 37 735 laester i 1699 mod i Danmark fra 7 521 laester i 1670 til 17 003 laester i 1699 og i Hertugdommerne fra 4 027 laester i 1670 til 9 246 laester i 1699 31 Gennemgaende var norske skibe storre end i de andre dele af riget De norske kobstaeder og ladesteder nod godt af helstatspolitikken Skibsfarten i de enkelte norske staeder viser tydelig fremgang fra enevaeldens indforelse bade malt i antal skibe og i laestetal i Christiania voksede antallet af hjemmehorende skibe fra 15 i 1672 til 44 i 1695 i Arendal fra 27 i 1672 til 65 i 1699 i Christianssand fra 9 i 1669 til 30 i 1696 i Drammen fra 11 i 1671 til 24 i 1699 i Frederikshald fra 8 i 1672 til 23 i 1696 i Frederiksstad fra 6 i 1670 til 15 i 1698 i Holmestrand fra 3 i 1670 til 8 i 1696 i Kragero fra 13 i 1667 til 20 i 1692 i Moss fra 0 i 1670 til 7 i 1698 i Sandefjord fra 3 i 1671 til 17 i 1699 i Tonsberg fra 8 i 1660 til 27 i 1694 mens fx Flekkefjord Larvik og Mandal udviste stabile hoje tal 32 Den danske korneksport til Norge blev saerligt udtalt i 1600 tallet Den samlede indforsel af korn til Norge registreret i regnskaberne for Oresundstolden kan opgores til 2 444 5 laest i 1685 hvoraf 1 479 5 laest blev fragtet pa norske skibe 520 5 laest pa danske skibe 171 laest pa skibe fra Lubeck 27 laest pa skibe fra Rostock og resten pa nederlandske skibe Med hensyn til oprindelsesstedet udgjorde 1 256 laest korn fra Danzig 389 laest korn fra Konigsberg og 533 laest korn fra det ostlige Danmark Men allerede i 1650 erne udfortes 1 400 laest korn tilsammen fra Arhus og Alborg hvorfor den vestlige del af Danmark ma have spillet en hovedrolle i kornforsyningen til Norge allerede pa davaerende tidspunkt 33 Men det var kun begyndelsen I arene fra 1681 til 1699 svingede kornudforslen alene fra Alborg til Norge pa mellem 20 000 og 58 000 tonder korn og Norge tegnede sig alene for 62 1 af den samlede kornudforsel for disse ar 458 720 tdr mod 96 903 tdr eller 13 1 til udlandet og 183 072 tdr eller 24 8 til andre dele af riget omend der var store udsving fra ar til ar 34 Ladesteder og kobstaeder oprettes Rediger Et andet traek under enevaelden er ophjaelpningen af nye norske steder som ladested eller kobstad Drammen 1665 1715 1811 Kragero 1665 Halden Frederikshald 1666 Larvik 1671 Moss 1720 Virkningen af dette var fremvaeksten i byerne af en kapitalstaerk borgerbefolkning der efterfolgende udviklede en national bevidsthedsfolelse blandt andet i form af modstand mod at gore Kobenhavn til handelsokonomisk midtpunkt Med tiden samlede traelastkobmaendene pa Ostlandet sig i kravet om at fa en norsk bank ligesom de stottede embedsmaendenes krav om et norsk universitet Disse onsker blev ikke imodekommet men dette fremelskede blot den norske nationalfolelse Skudehandelen udvikler sig Rediger Uddybende artikler Skudehandel og Ladested Det var forst og fremmest norske ladesteder der nod godt af den voksende skibsfart rigerne imellem mens man i Danmark hvor handel pa Norge for 1670 kun var sket i Klitmoller og pa Hanstholm oplevede fremkomsten af et antal skudehandelspladser i Vendsyssel Blokhus Kjul Lokken Lonstrup Tornby og i Hanherrederne Slettestrand Torup Strand og Tranum Strand 35 Riget svejses sammen 1720 1807 Rediger Frederik d 6 s fodsel 1720 afsluttedes Store Nordiske Krig og derved indledtes en fredsperiode som med Slaget pa Rheden som eneste undtagelse skulle vare til 1807 En sadan fredstid skulle forventeligt vaere en tid med velstand og fremgang men det skulle snart vise sig at forudsaetningerne herfor ikke var de bedste nye naeringsmaessige tiltag blev udfaldet heraf Landbrugskrisen og de nodvendige tiltag Rediger Fra omkring 1700 til midten af 1740 erne var vanskelige tider for det danske landbrug De europaeiske kornpriser faldt ar for ar og naede omkring 1730 et lavpunkt 36 I 1730 blev Christian 6 konge Han overtog et dansk norsk dobbeltmonarki i krise For at afbode pa krisen satte styret ind pa fire punkter 37 Skatterne blev nedsat med 11 hvilket var det laengste styret kunne ga Jordlovgivningen blev lempet i 1731 hvorved godsejerne fik lettere ved at nedlaegge bondegarde men pa betingelsen at godsejerne fortsat skulle svare kongen de skatter som bonden tidligere havde mattet betale Det svaekkede godsejernes interesse og lempelsen blev ophaevet igen i 1740 Stavnsbandet blev indfort 1733 hvilket skulle sikre godsejerne sikker og billig arbejdskraft Man fremmede vilkarene for samhandel mellem kongerigerne Allerede 1730 havde norsk jern faet en begunstiget stilling pa det danske marked og 1735 udvidede man beskyttelsen for hjemligt korn pa det hjemlige fortrinsvis norske marked i form af hoje toldmure til et egentligt forbud mod at indfore korn til Danmark og de sondenfjeldske dele af Norge den taettest befolkede del af landet Formalet var at sikre dansk landbrug et sikkert afsaetningsmarked med hoje priser I virkeligheden matte der jaevnligt gores lempelser som folge af fejlslagen host og dyrtid 38 Ikke desto mindre fastholdt staten sin politik i toldloven af 1762 og ved toldtariffen 1768 39 Tiltagene lykkedes for sa vidt idet priserne pa landbrugets varer og pa landbrugsjord fra begyndelsen af 1740 erne igen begyndte at stige Omkring 1740 og frem til 1752 bredte der sig en epidemi blandt landbrugets kvaegbestande der forte til at skonsmaessigt mellem halvdelen og fire femtedele af kvaeget dode Kornhandelen fik en stadig mere central stilling i landets okonomi En anden virkning af den forte landbrugspolitik var skibsfartens blomstring Fra Norge ankom til danske provinsbyer stadigt flere og storre skibe i 1733 i alt 1 081 fartojer med 11 884 kml i gennemsnit 11 kml men i 1798 i alt 1 709 fartojer med 30 634 5 kml 40 Et stadig mere sammensat vareudbud kom fra Norge til Danmark tommer stangjern kakkelovne og andre jernvarer delvist som folge af det norske jernmonopol desuden tobakspiber kommen stenkul og kalk 41 Nordpa var det fortsat korn der fyldte lasten men omfanget heraf har dog naeppe oversteget halvdelen af skibenes fragtevne Det ma dog naevnes at omfanget voksede fra henved 130 000 tdr arligt omkring 1730 til 525 000 tdr henimod arhundredets slutning Medvirkende til skibsfartens blomstring var tillige statens politik med henblik pa at fremme fjernsejladser pa Middelhavet og til oversoiske omrader Danmarks neutrale stilling under tidens talrige krige gjorde at dansk norske skibe blev anvendt til fragter der ellers ville vaere udsat for at blive bragt op og dette indebar store opsving for dansk og norsk skibsfart Liberaliseringen og neutraliteten Rediger Omkring 1788 var krisen forbi Regeringen havde bragt naeringslivet frelst igennem krisen og kunne nu tillade en liberalisering I 1788 kunne regeringen ophaeve kornmonopolet 1789 blev handelen pa Finnmarken og Island frigivet 1793 indfortes en kreditoplagsinstitution 1796 ophaevedes indskraenkningerne i adgang til skovdrift og ved toldforordningen 1797 blev handelen givet helt fri Tidens store krige og Danmarks fortsatte neutralitet skabte gyldne tider for handel og skibsfart alene den norske handelsflade der 1792 talte omkring 860 skibe med i alt 110 000 t var i 1806 vokset til henved 1 650 skibe med i alt 180 000 t 39 Under hele krisen havde regeringen fortsat sin tidligere linje med ophjaelpningen af norske ladesteder og kobstaeder i de svaere ar blev listen over handelsberettigede steder udvidet med Arendal 1723 Risor 1723 Kristiansund 1742 Molde 1742 Holmestrand 1752 Hammerfest 1787 Vardo 1788 Alesund 1793 Tromso 1794 Porsgrunn 1807 Fortsat vejede Sorlandet tungest men det er vaerd at bemaerke at landets nordlige dele nu kom med i udviklingen Hammerfest Vardo Tromso Et var imidlertid hvad regeringen gjorde Noget andet var den udstraekning den norske befolkning evnede at udnytte de givne muligheder Enkelte kobstaeder voksede sig forholdsvis store men mange forblev sma til langt op i 1800 tallet Betydningen la imidlertid ikke i deres storrelse men i selve det at de blomstrede og medvirkede til trivslen overalt i kystegnene Helstatspolitikken Rediger Det dansk norske tvillingerige blev reguleret i forbindelse med en raekke aftaler med den russiske zar i 1773 idet storfyrst Paul gav afkald pa rettighederne til de gottorpske dele af Slesvig og mageskiftede sine gottorpske dele af Holsten med grevskabet Oldenburg Delmenhorst hvilket sikrede den enevaeldige danske konges suveraenitet over tvillingeriget og Holsten 42 Danmark Norge indgik ogsa en graenseaftale med Sverige i 1753 der sikrede herredommet over Finnmark i Nordnorge Samtidig var der ingen naevnevaerdig trussel mod Danmark Norge efter 1720 det gjaldt helt op til slutningen af 1700 tallet Enevaeldens bedste virkemiddel til bevarelse af tvillingriget la i at skabe enighed og sammenslutning mellem de forskellige folk Det var fortrinsvis nordmaendene danskerne og holstenerne Andre folk inkluderede samerne i Nordnorge og de forskellige befolkningsgrupper i kolonierne Pa grund af tvillingerigets flerkulturelle sammensaetning var det svaert at finde et faelles fodfaeste Sporgsmalet var om der var et folk i tvillingeriget eller om den var sammensat af flere folk og faedrelande For de magthavende efter 1784 J H E Bernstorff H C Schimmelmann samt Ditlev og C D F Reventlow var det afgorende at ungdommen fik udviklet folelsen af faellesskab med andre sprog og kulturer i helstaten Hovedsaglig i perioden fra 1784 til 1814 blev der gennemfort dybtgaende reformer sasom Forordning om faestebondens retsstilling i 1787 ophaevelsen af Stavnsbandet i 1788 Trykkefriheden sikres i 1790 men skaerpes igen med Trykkefrihedsforordningen af 1799 Samfundsmaessige forhold i riget Rediger I lobet af 1700 tallet blev de uddannelsesmaessige og kulturelle forbindelser mellem dobbeltmonarkiets to kongedommer stadigt staerkere Det skyldtes flere forhold Hvis en nordmand ville gore karriere og at opna embede sa matte han tage til Kobenhavn hvor universitetet la og et sokadetakademi der uddannede fladens officerer Kobenhavn satte sine spor pa de nordmaend der flyttede til Danmark og det praegede norsk sprog Dansk var det eneste brugbare skriftsprog til forskel fra det talte norske almuesprog og mange af de veluddannede vendte ikke tilbage til Norge igen Adskillige med norsk baggrund virkede for rigets vel Anders Arrebo Niels Krog Bredal Christian Colbjornsen Hans Egede Dorthe Engelbretsdatter Ludvig Holberg Niels Juel Christen Pram Peder Wessel Tordenskjold Johan Herman Wessel Mange embedsmaend og naeringsdrivende fra Danmark og Hertugdommerne udvandrede til Norge og blev boende der Napoleonskrigene 1807 1814 Rediger Kopi af kanonjoller som blev brugt under Napoleonskrigene Efter krigsudbruddet i 1807 med Storbritannien og Sverige blev forbindelsen mellem Danmark og Norge afbrudt af engelsk besaettelse af Kattegat Der herskede hungersnod i Norge og okonomien var brudt sammen Men kong Frederik 6 vedholdt sin alliance med Frankrig For at beholde Norges loyalitet i unionen sendte kongen sin faetter Prins Christian Frederik senere Christian 8 til Norge som statholder Prinsen naede til Norge til trods for engelske krigsskibe forklaedt som fisker i en fiskerbad Midt under krigen i 1811 bojede Christian 6 sig for kravet om oprettelse af et norsk universitet Oplosning og norsk personalunion med Sverige Rediger De taette kulturelle og politiske band mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814 ved Freden i Kiel De allierede ville ikke stille storre krav til Danmark Norge i forhold til rigets rolle i Napoleonskrigene Sverige ville det dog anderledes da man i arhundreder havde sogt at erobre Norge men specielt efter landets afstaelse af Finland til Rusland i 1809 Som tak for den svenske deltagelse i krigen pa allieret side blev Danmark tvunget til at afsta Norge til kongen af Sverige Norges forhabninger om selvstaendighed blev ikke opfyldte Danmark fik da Sverige ikke var interesseret anerkendt overretten til Faeroerne Island og Gronland Som kompensation for afstaelsen af Norge til den svenske konge fik Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland Danmark lavede dog en byttehandel med Preussen som overtog Svensk Pommern og Rugen mod overgivelse af Lauenburg taet ved Holsten Da det ved Freden i Kiel 1814 blev bestemt at Norge skulle overdrages til kongen af Sverige modte denne beslutning protester i bade Danmark og Norge Nordmaendene sogte at skabe et uafhaengigt Norge for at undga en sammenslutning med Sverige Prins Christian Frederik tronarvingen til Norge gik i spidsen for den norske selvstaendighedsbevaegelse og sammenkaldte en grundlovgivende Rigsforsamling pa Eidsvoll Prins Christian Frederik blev udrabt til norsk konge under navnet Christian Frederik pa Eidsvoll den 17 maj 1814 og Eidsvollforsamlingen vedtog en norsk grundlov Norges uafhaengighed blev imidlertid af kort varighed Sveriges haer under ledelse af kronprins Carl Johan angreb i juli og 14 august matte Norge indga vabenhvile ved konventionen i Moss Christian Frederik gik med pa at sammenkalde et ekstraordinaert Storting og derefter frasige sig den norske trone Stortinget skulle sa gennemfore de forandringer i grundloven som var pakraevet for at indga i en personalunion med Sverige Norge fik i hovedsagen lov til at beholde Eidsvoll forfatningen og Stortinget kunne 4 november vaelge Sveriges konge til konge af Norge tilsyneladende frivilligt Unionen blev dog meget los Kun kongen og udenrigsstyrelsen var faelles for de to riger Nogen virkelig folkelig kulturel og okonomisk forening mellem de to riger som den der havde vaeret mellem Danmark og Norge skete aldrig Moss konventionen blev underskrevet i denne bygning Selvom Norge blev tvunget ind i en union med Sverige blev mange kulturelle band mellem Danmark og Norge opretholdt Det Kongelige Frederiks Universitet Universitetet i Oslo oprettet i 1811 sorgede for at nordmaend ikke laengere tog til Kobenhavn for at uddanne sig Det norske uddannelsessystem lignede dog stadigvaek det danske og det norske skriftsprog senere kaldet rigsmaal var frem til begyndelsen af det 20 arhundrede overvejende dansk praeget Dog udformedes af Ivar Aasen et nyt skriftsprog under navnet landsmaal senere kaldet nynorsk omkring midten af 1800 tallet og riksmalet er efterhanden blevet fornorsket til det sakaldte bokmal Norges stilling i rigsfaellesskabet Rediger Titelblad fra Kong Christian 5 s Norske Lov eksemplar fra Stavern Kirke Norge var og forblev et selvstaendigt rige gennem hele rigsfaellesskabet med Danmark Ganske vist havde Christian 3 lovet at inkorporere Norge som delomrade i Danmark men loftet blev ikke holdt Norges ubestridte suveraenitet var fastlagt ved den enkle kendsgerning at landet havde sin egen grundlov forst Magnus Lagabotes Landslov kort kaldet Landsloven sa Christian 4 s Norske Lov i 1604 og endelig Christian 5 s Norske Lov af 15 april 1687 et sidestykke til Danske Lov men med samme grundlovsfaestede retskraft Forholdet kommer klart til udtryk i fortalen til Christian 5 s Norske Lov der indeholder folgende begrundelse for lovens udarbejdelse og stadfaestelse af den unge enevaelde VI CHRISTIAN DEN FEMTE af Guds Naade Konge af Danmark og Norge de Venders og Gothers Hertug udi Slesvig Holsten Stormarn og Dytmersken Greve udi Oldenborg og Delmenhorst giore hermed for alle vitterligt at saasom Guds Frygt og Retfaerdighed ere de tvende fornemste Stotter og Hovedpillere med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befaestis og opholdis og derfor ligesom Gud allermaegtigste til det forste haver givet os en stor Anledning i disse Nordiske Lande hvor hand saa naadeligen haver ladet antaende sit Ords og Evangelii klare Lys som aabenbarligen over alt iblant os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse som bestaar i en fornuftig og retsindig Guds Frygt og Dyrkelse Saa er og til det andet som er Ret og Retfaerdighed i Lande og Riger at stadfaeste hojligen fornoden saadanne Love at beskikke og forordne hvorved Retfaerdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskaermet Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og vilde nojis med det ham med rette tilkom og ikke soge sin Naestis Skade men giore hannem den samme Ret hand ville sig selv skulle vederfaris da giordis ingen Lov fornoden men derfor saettis Loven at de Retvise og Fredsommelige maa nyde deris Ret og de Uretvise og Uretfaerdige som ikke ville giore ret efter det som i Loven skrevet er kand vorde ved den Straf som i Loven sat er formeente at giore uret Indledningen indeholder kongens fulde retsstilling hvor Norge fremhaeves ved siden af Danmark Desuden fremsaettes paedagogiske sidestillinger af tro og retsskaffenhed som grundlaget for rigets velstand Videre hedder det Dette have voris elskelige Forfaedre Hojlovlige Konger i Danmark og Norge meget vel og grundeligen overvejet og betaenkt som derfor een efter anden have til deris Undersaatters Tarv og Nytte sat Lov og Ret i Rigerne Men eftersom Loverne i gamle Tider bestod mere i Undersaatternis Ihukommelse end i nogen skriftlig forfattet Lovbog da have de fordum hoistberommelige Konger udi Norge for nogle hundrede Aar siden forst ladet forfaerdige adskillige skrevne Lovboger hvorefter Dommerne skulde domme og Undersaatterne rettis Men udi saerdelished lod Kong Magnus Haagensson som formedelst at hand mere end hans Forfaedre Loven forbedrede blev kaldet Lagebaeter med Flid samle alle skrevne Love som da omstunder hver paa sit saer Retterting udi Norge brugelige vare dog udi adskilligt uovereensstemmende og paa det at Undersaatterne som hafde een Gud een Tro een Konge udi eet Rige ikke skulde vaere adskilte ved saere Lovboger og Rettergang tog deraf saa meget som til Landets og Indbyggernis Tarv kunde tiene og udi een saer Lovbog lod forfatte hvilken og alle Norgis Indbyggere siden have fult saa at det hele Rige derefter er bleven rettet og domt Endeligen som ved Tidens Laengde og Tungemaalets merkelig Forandring Tid efter anden meget derudi fantis som bedre Oplysning behovede have efterfolgende Konger ofte vaeret foraarsagede ved mange og adskillige Retteboder og aabne Breve samme Love at forandre og forklare indtil at voris elskelige kiere Hr Farfader hojloflig Ihukommelse Kong Christian den Fierde efter Norgis Rigis Indbyggeris allerunderdanigste ansogning og Begaering sig allernaadigst forretog Norgis Lov som for hans Kongelige Regaerings Tid hafde vaeret saa tvilagtig og mork saaledis at forklare forbedre og udi god Orden saette at den baade af Dommerne og Parterne letteligen kunde forstaais og folgis hvilket og i saa maader er bleven fuldbyrdet at Norgis Lov med alle gamle og ny Retteboder saa mange som efter Tidernis Tilstand tienlige vare hver paa sin Staed ere blevne indforte og udi een Bog Aar 1604 til Trykken forfattede Men som Vi allernaadigst vare komne udi Erfaring at endnu adskilligt ydermere kunde tiene og hojligen behovedis til samme Lovbogs videre Forbedring Vi og allerede allernaadigst hafde givet voris Danske Lov menige Undersaatter i vort Rige Danmark til Gavn og Beste Da paa det at alle og en hver skulle kiende og fornemme at Vi lige Kongelig Omsorg drage for vore kiere og tro Undersaatter udi alle vore Riger og Lande og til den Ende udi saerdelished at Ret og Retfaerdighed over alt kunde have lige Gaenge og det gemene Beste mueligst befordris have Vi for got befundet og fornoden eragtet at den hid til dags brugelige Norske Lovbog med forrige Recesser saavelsom andre Kongelige Ordinantzer og Forordninger Norge vedkommende som udi hojstbemaelte vor Sl Hr Farfaders og udi vor elskelige kiere Hr Faders Sl og hojvaerdigst Ihukommelse Kong Friderik den Trediis saavelsom voris egen Kongelige Regaerings Tid vare udgangne paa ny bleve efterseete paa det at alt hvis derudi endnu befantis vanskeligt at forstaa med tydeligere Ord kunde forklaris enhver Materie ordentlig til sit beqvem Staed henforis og udi visse Boger og Capitler saaledis fordelis at denne Norske med voris tilforne given Danske Lovbog udi Orden Mening og Ord det meste mueligt var og hvor Norgis Beskaffenhed det ej anderledis fornodenlig udkraevede kunde overeensstemme Ti have Vi allernaadigst anbefalet nogle af vore tro Undersaatter og Betiente som udi Norgis Lov og om Landets Tilstand kyndige vare dette Verk strax at forretage og fuldfaerdige Og da det saaledis forfattet var have Vi det end ydermere ved andre af vore Raad og Betiente udi begge vore Riger Danmark og Norge med Flid ladet oversee og grundeligen overveje saa og endelig selv givet vor allernaadigste Slutning paa alt hvis som for billigt eller fornoden kand have vaeret eragtet derudi enten at tilsaette forandre eller fratage I dette fortalens andet afsnit traekkes de norske historiske linjer op de tidligere lovaendringer og begrundelsen for hvorfor en ny lov nu udarbejdes Danske Lov naevnes men kun for at understrege behovet for en egen norsk lov Nu folger et teknisk afsnit om de foretagne forandringer Og er saerdelis udelat Forst alt hvis som ikke kunde beqvemme sig med vor Kongl Souveraine Arve Regaerings Ret Dernaest er og udelat hvis som hidindtil er befundet at have foraarsaget baade formedelst Meeneederi stor Guds Fortornelse saavelsom formedelst vitloftige og langvarige Processer stor Bekostning og Armod hos Undersaatterne og dog hverken Sandhed ved de Midler eller slig Lovens Maade at vaere kommen for Lyset langt mindre den Nodlidende til sin Ret For det tredje er ogsaa af denne Lovbog udelat alt hvis Politien egenlig vedkommer hvorom ingen saa stadige Love eller Anordninger kand gioris som jo efter Tidernis Lejlighed een eller anden Forandring kunde behove Hvorfore Vi slige foranderlige Love og Anordninger som ubrodeligen dog alligevel skal holdis indtil anderledis allernaadigst vorder anordnet i en saer Bog Politi Ordning kaldet ville lade forfatte og ikke ville have dennem indforte eller beblandede med denne Lov som i vort Rige Norge udi staedsvarende Brug herefter skal forblive Endelig eftersom Loven bor at vaere skikket efter hver Mands Tarv lige billig og lige taalig for alle saa at ingen ved Loven enten nyder nogen Fordeel eller tager Skaade frem for andre saa er og udelat alt hvis i saa maader nogen frem for andre sig enten til Fordeel eller Skade hvad heller det maatte bestaa i blotte Ord eller Gierningen selv kunde tilegne Sa folger atter et retspaedagogisk afsnit der tillige palaegger alle at rette sig efter loven samt et afsnit der ophaever al tidligere og ikke pa ny stadfaestede lovbestemmelser Hvis ellers Privilegier og Friheder som Loven Recesserne og endeel Forordninger tilforn ikkun tilegnede dennem hvis Forfaedre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Faedernelandet dislige Privilegier hafde forhvervet derom have Vi for at opmuntre alle til Dyd paa sine Tider og Staeder giort saadan allernaadigst Anordning at forbemaelte Privilegier og Friheder skal straekke sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis at alle de som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede eller Forretning hvoraf de selv kand have nogen AEre og Berommelse vorde bestilte og antagne alle foromrorte Privilegier Friheder AEre og Vaerdigheder nyde Og er saaledis dette vigtige Verk ved Guds Naadis Bistand og efter lang Ynske nu fuldfaerdiget og kommet til den Ende at det efter vor allernaadigste Befaling er vorden trykt hvorved Vi alle forrige Love Ordinantzer Recesser og Forordninger saa vit de her ikke findis indforte ville ganske have ophaevede og ej i nogen maade tillade at saasom de til aevig Tid bor at vaere magtislose og uden nogen Brug de da efter denne dag enten af Parterne i nogen Rettergang maa brugis eller af Dommerne i forrefaldende Sager anseis Ti byde Vi og alvorligen befale alle og enhver ihvo de og ere som bygge og boe udi vort Rige Norge eller derudi noget Gods eje eller sig der opholde at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog saa fremt de ville undgaa den Straf som i den sat er og ikke have forbrut al Kongl Hyldest og Naade Saerdelis strengeligen befalis Dommerne og alle som domme skulde at de udi alle Sager som dennem forrekomme denne Lov som en Rettesnor folge og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold Magt Hojhed Fraendskab Venskab Had eller Avind og hielpe hver mand til Rette den Ringe og Fattige saavelsom den Hoje og Rige Indlaendiske og Udlaendiske og med deris Domme frelse alle dennem som med Vold tvingis saerdelis fattige Enker og faderlose Born paa det at Sandhed Retfaerdighed og Fred maa boe i landet og den retfaerdige og hojeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeris over voris Kongl Arve Huss vore Arve Riger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og aevig Velsignelse Givet paa vort Slot Kiobenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fodsel Et Tusinde Sex Hundrede Firesindstyve og Syv voris Regaerings Attende Udtrykket vort rige Norge lader ikke tvivl om at Norge var et rige ikke en provins Ikke alene kunne datiden skrive fortaler der forklarede og begrundede lovenes berettigelse og fornodenhed det fremgar ogsa med al tydelighed at Norge ikke er en del af Danmark men et rige sidestillet med Danmark Det forhold at det norske rigsrad blev afskaffet 1536 betyder i denne sammenhaeng intet Norge var et arvekongedomme hvorfor en stadfaestelse ved rigsradet af en ny konge her ikke var fornoden Det norske rigsrad havde i sin eksistensperiode udvist partikularistiske tendenser til radsmedlemmernes egen fordel og rigets skade og dermed uvaerdiggjort sig selv Norge blev modsat de danske landsdele hverken repraesenteret i det danske rigsrad eller pa de danske valg hyldings og staendermoder Det blev saledes ikke fuldt ud et ledemod af Danmarks Rige Arsagen til at ingen norsk adelsmand fandt optagelse i radet ligger lige for Det var hverken i radets eller kongens interesse at skabe spirer til en ny norsk hoj adel 43 Afloseren for rigsradet var herredage der var moder mellem kongelige kommissionaerer i Norge norske adelsmaend og lagmaendene med andre ord en mere bredt om man vil demokratisk sammensat institution men ligefuldt en norsk institution Norges saerstilling som eget rige fremgar tillige ved enevaeldens indforelse Staendermodet i Christiania 1661 aflagde ikke blot en arvehylding i lighed med den der i Kobenhavn for hele Danmark var fundet sted og stadfaestede i en saerlig suveraenitetsakt den danske arve og suveraenitetsoverdragelse Staenderne udtalte tillige i denne akt at de for sig og deres efterkommere gav afkald pa alt hvad der i deres privilegier og i landsloven recessen og ordinansen stred mod jura majestatis og mod arverettigheden suveraeniteten og den absolutte regering de lovede at haevde og vaerne om den kongehuset ved ed overdragne magt og stillede i lighed med den af det danske folks repraesentanter underskrevne Enevolds arveregeringsakt i kongens egen nadigste vilje hvorledes regeringen herefter skulde anstilles og arvefolgen ordnes En norsk staenderbeslutning ansas altsa som nodvendig for at statsforandringen kunne fa fuld gyldighed for Norge 44 Ludvig Holberg Ej heller sporgsmalet om i hvilken udstraekning norske embedsmaend var fodt i Norge eller Danmark kan tages til udtryk for om Norge var underordnet Danmark Det er velkendt at store dele af den datidige danske embedsstand var fodt i Tyskland Saledes var tiden Glemmes bor det heller ikke at Ludvig Holberg som baron og storgodsejer i Danmark var fuldt sammenlignelig med danske godsejere i Norge ligesom norsk fodte Christian Colbjornsen spillede en central rolle i de danske landboreformer Indflydelsen gik i begge retninger Endelig kan og bor man haefte sig ved at det var ingen ringere end prins Christian Frederik tronarvingen til Norge der gik i spidsen for den norske selvstaendighedsbevaegelse og sammenkaldte en grundlovgivende rigsforsamling pa Eidsvoll Arvekongedommet bestod retsligt og faktisk lige til oplosningen af rigsfaellesskabet fandt sted Det var et forerlost splittet og fattigt land ude af stand til selvstaendig statslig existens som 1536 lagdes ind under dansk formynderskab Det Norge som 1814 af fremmede magter losreves fra Danmark og derpaa formaaede at haevde sin ret til indre selvstyre overfor Sverige havde vundet sin okonomiske og kulturelle fremgang og fasthed og orden i sin styrelse og samfundsbygning under og for en stor del takket vaere dette formynderskab 45 Noter Rediger Historisk Tidsskrift NYT OM TREDIVEARSKRIGEN Tacitus no Skandinaviens befolkning svensk Uffe Ostergard Europa Identitet og identitetspolitik 1998 Arent Berntsen Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed 1656 Friis s 537 Friis s 537f Salmonsen Norge opslag Historie s 189 a b Friis s 538 Friis s 540 med henvisning til Albert Olsen Friis s 541f a b Friis s 542 Friis s 543 a b Rian s 294 Fladby s 67 Kong Christian IV s Norske Lovbog af 1604 Salmonsen Norge afsnittet Norges Historie s 189f Rian s 293 Salmonsen Norge afsnittet Norges Historie s 190 Friis s 543f Salmonsen Norge afsnittet Historie s 189 Salmonsen Norge afsnittet Handel og Skibsfart s 97 Salmonsen Norge afsnittet Bjergvaerksdrift s 92 a b c d Sogner s 53 Sogner s 56 Sogner s 62 a b Sogner s 52 a b Sogner s 58 Barfod s 124f Salmonsen Norge afsnittet Norges Historie s 191 Scocozza s 191f Barfod s 87 Barfod tabel 17 Friis s 541 og Fridericia s 217 Oplysningerne fra Arhus stammer fra aret 1655 hvor der udfortes 13 819 tdr byg og malt 5 769 tdr rug 296 tdr havre og 635 tdr mel og fra Alborg fra aret 1652 hvor der udfortes 11 852 tdr korn Blomberg s 130 Klitgaard s 640 Feldbaek s 148 Feldbaek s 150 Feldbaek s 157 a b Salmonsen Norge afsnittet Handel og Skibsfart s 98 Moller s 145 Moller s 146 Feldbaek s 204 C O Boggild Andersen s 250 C O Boggild Andersen s 249 C O Boggild Andersen s 253Litteratur RedigerEsben Albrectsen Oystein Rian Stale Dyrvik amp Ole Feldbaek Danmark Norge 1380 1814 4 bind Universitetsforlaget Akademisk Forlag 1997 1998 ISBN 87 500 3517 7 Jorgen P Barfod Danmark Norges handelsflade 1650 1700 Handels og Sofartsmuseet pa Kronborg Sohistoriske Skrifter VI 1967 Arent Berntsen Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed Kiobenhavn 1656 Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie Kobenhavn 1971 ISBN 87 7500 700 2 Rolf Fladby Hvordan Nord Norge ble styrt Nordnorsk administrasjonshistorie fra 1530 ara til 1660 Universitetsforlaget Tromso Oslo Bergen 1978 ISBN 82 00 01792 3 Ole Feldbaek Den lange fred Bind 9 i Olaf Olsen red Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 1990 ISBN 87 89068 11 4 Edvard Holm Danmark Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse 1891 1912 Hans Chr Johansen Kobenhavn Norge en handels og skibsfartsakse i slutningen af 1700 tallet Sofart Politik Identitet Festskrift tilegnet Ole Feldbaek Handels amp Sofartsmuseet pa Kronborg Sohistoriske Skrifter XIX Falcon 1996 ISBN 87 88802 13 2 s 295 303 Anders Monrad Moller Fra galeoth til galease Studier i de kongerigske provinsers sofart i det 18 arhundrede Fiskeri og Sofartsmuseet Saltvandsakvariet i Esbjerg 1981 ISBN 87 87453 48 7 Albert Olsen Danmark Norge i Det 18 Aarhundrede Nyt Nordisk Forlag Kobenhavn 1936 Oystein Rian Norsk utenrikshandel i krigenes Europa i 1600 arene Sofart Politik Identitet Festskrift tilegnet Ole Feldbaek Handels amp Sofartsmuseet pa Kronborg Sohistoriske Skrifter XIX Falcon 1996 ISBN 87 88802 13 2 s 117 126 Benito Scocozza Ved afgrundens rand Bind 8 i Olaf Olsen red Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 1990 ISBN 87 89068 10 6 Mette Skougaard Norgesbilleder dansk norske forbindelser 1700 1905 Gad 2004 ISBN 87 12 04117 3 Bjorn Sogner De anlagte byer i Norge i Grethe Authen Blom red Urbaniseringsprosessen i Norden Del 2 De anlagte steder pa 1600 1700 tallet Universitetsforlaget 1977 ISBN 82 00 01664 1 Uffe Ostergard Europa Identitet og identitetspolitik 1998 Eksterne henvisninger RedigerKong Christian IV s Norske Lovbog af 1604 Forsidebillede af Christian IVs norske lov 1604 Christian V s Norske Lov 1687 Schous forordninger C O Boggild Andersen Apropos Norgesartikelen i Kong Christian III s Haandfaestning Historisk Tidsskrift Bd 10 rk 3 1934 36 Jorgen H Barfod anmeldelse af Dagny forgensen Danmark Norge mellom stormaktene 1688 1697 Dansk norsk sjofart og utenrikspolitikk under den phalziske arvefolgekrig Oslo Bergen Tromso Universitetsforlaget 1976 350 s N kr 113 75 Historisk Tidsskrift 13 raekke Bind 6 1979 L V Birck anmeldelse af E Bosse Norwegens Volkswirthschaft vom Ausgang der Hansaperiode bis zur Gegenwart I II Jena Gustav Fischei 1916 Nationalokonomisk Tidsskrift 3 raekke Bind 28 1920 Aage Fasmer Blomberg Bidrag til Belysning af Aalborgs Handel i 2 Halvdel af det 17 Aarhundrede Historie Jyske Samlinger 5 raekke Bind 1 1932 Chr Christensen Tilstanden i Thy og paa Mors ved Aar 1735 Historie Jyske Samlinger 4 raekke Bind 3 1917 Soren Bitsch Christensen Helstaten og kornmonopolet 1735 1788 Historie Jyske Samlinger Bind 2001 2001 J A Fridericia Statistiske Notitser fra Aarhus Raadstue Arkiv Historisk Tidsskrift 6 raekke Bind 2 1889 Astrid Friis anmeldelse af Johan Scheiner Hanseaterne og Norge i det 16 Arhundre Oslo 1941 Historisk Tidsskrift Bd 10 rk 6 1942 Helge Gamrath anmeldelse af Danmark Norge 1380 1814 Bind III STALE DYRVIK Truede tvillingriker 1648 1720 pp 451 amp Bind IV OLE FELDBAEK Naerhed og adskillelse 1720 1814 pp 455 Universitetsforlaget Oslo 1998 Historisk Tidsskrift bind 102 hefte 2 2002 s 479 488 ISBN 82 00 12676 5 og ISBN 82 00 12675 7 H G Garde Den dansk norske Somagts Historie 1535 1700 Kjobenhavn 1861 H G Garde Den dansk norske Somagts Historie 1700 1814 Kjobenhavn 1852 Arthur G Hasso Den danske Regering og Koffardifarten Nord om Norge i det 16 Aarhundrede Historisk Tidsskrift Bd 10 rk 2 1932 E Holm Styrelsen af Danmark Norges Udenrigspolitik under Struensee Historisk Tidsskrift Bd 4 rk 2 1870 1872 C Klitgaard Nordjylland og det norske Sorland Skudehandelens Indvirken paa Befolkningsforholdene Historisk Tidsskrift 10 raekke Bind 5 1939 Helge Kongsrud En karakteristikk av Danmark Norges historie pa 1600 tallet Historie Jyske Samlinger Ny rk 16 1985 1987 Joakim Larsen Skoleforhold i de danske og norske Kobstaeder i Midten af det 18 Aarhundrede Historie Jyske Samlinger 4 raekke Bind 3 1917 Gunner Lind Den dansk norske haer i det 18 arhundrede Historisk Tidsskrift Bd 15 rk 1 1980 H D Lind Fra Kong Frederik den andens Tid Bidrag til den dansk norske Somagts Historie 1559 1588 Kobenhavn 1902 Axel Linvald Bidrag til Oplysning om Danmark Norges Handel og Skibsfart 1800 1807 Historisk Tidsskrift Bd 8 rk 6 1915 1917 P A Munch Om Finmarkens politisk commercielle Forhold til den norske Stat Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie Kjobenhavn 1860 s 336 364 Knut Mykland Firehundreaarig natten Historisk Tidsskrift 15 raekke Bind 1 1986 Erik Moller England og Danmark Norge 1807 Historisk Tidsskrift Bd 8 rk 3 1910 1912 Maria Nielsen anmeldelse af Danmark Norges Traktater 1523 1750 Paa Carlsbergfondets Bekostning udg af L Laursen I II Kbhvn 1905 1912 Historisk Tidsskrift 8 raekke Bind 4 1912 Torben Nielsen Prams rejser i Norge 1804 06 Fund og Forskning Bind 10 1963 Albert Olsen anmeldelse af Oscar Albert Johnsen Norwegische Wirtschaftsgeschichte Jena 1939 Historisk Tidsskrift 10 raekke Bind 5 1939 Karl Peder Pedersen De forste norske amtmaend Om baggrunden for amtmandsinstruksen af 1685 Heimen bind 44 2007 side 3 16 ISSN 0017 9841 Erling Ladewig Petersen Henrik Krummedige og Norge Studier over Danmarks forhold til Norge 1523 1533 Historisk Tidsskrift Bd 12 rk 3 1968 Erling Ladewig Petersen Norgesparagraffen i Christian IIIs handfaestning 1536 Historisk Tidsskrift Bd 12 rk 6 1973 E Ladewig Petersen Christian IV s skanske og norske faestningsanlaeg 1596 1622 Historisk Tidsskrift 16 raekke Bind 4 1995 P Hertel Rasmussen Danmarks Udenrigspolitik 1812 1813 Historisk Tidsskrift Bd 13 rk 4 1977 Oystein Rian Christian IV Et norsk syn pa den dansk norske konge og den nye danske litteratur om ham Historisk Tidsskrift 15 raekke Bind 4 1989 Oystein Rian Anderledeslandet Nordmaendene under enevaelden Fortid og Nutid Juni 2004 s 29 43 Johan Schreiner Gammelt og nytt syn pa norsk middelalderhistorie Historisk Tidsskrift 10 raekke Bind 5 1939 Bjarne Stoklund Tommerskuderne fra Laeso Handels og Sofartsmuseets arbog 1972 s 153 198 Mikael Venge To studier over problemer fra Christian II s tid Historisk Tidsskrift 14 raekke Bind 2 1981 LA ikon Koordinater 55 40 N 12 34 O 55 67 N 12 57 O 55 67 12 57Hentet fra https da wikipedia org w index php title Danmark Norge amp oldid 10791359, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.