fbpx
Wikipedia

Demokrati

Demokrati (græsk: δημοκρατία, kommer af δήμος, démos – folk og κρατος, krátos – styre, herredømme, oversat: folkestyre) er et politisk system, hvor magten ligger hos folket. I en moderne forståelse af begrebet skelnes mellem styreform og holdning (livssyn).

Valgdeltagelse i form af stemmeafgivelse er en forudsætning for et fungerende demokrati.

Demokrati betyder folkestyre. Det lyder umiddelbart enkelt – folket skal styre – men det viser sig hurtigt, at der opstår uenighed, både blandt teoretikere og politikere, når det skal bestemmes, hvad der forstås ved Demos, "folket", og ved Kratos, "magt". Ikke mindst hvilke forudsætninger, der er nødvendige, for at demokratiet skal kunne fungere efter sin hensigt. Selv om ordet ”demokrati” anvendes hyppigt i politiske diskussioner og den offentlige debat, tillægges ordet forskellige betydninger. En norsk undersøgelse, der blev gennemført i 1950’erne, kunne f.eks. påvise ikke mindre end 311 forskellige anvendelser af ordet "demokrati".

Indholdsfortegnelse

Der er ikke konsensus om en definition, men lighed for loven, politiske frihedsrettigheder, som tale-, trykke- og forsamlingsfrihed samt retssikkerhed er siden antikken blevet fremhævet som vigtige elementer i demokratiet.

En definition fra en dansk forsker, dr. polit Hans Aage, lyder således:

"Ved demokrati forstås simpelthen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv
og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og
blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning."
Hans Aage (1984)

Demokratiets udformning reguleres i et samfund af de love, regler eller procedurer, der er gældende for det enkelte samfund. Som regel er de grundlæggende bestemmelser herom fastlagt i en grundlov eller forfatning. Der skelnes mellem forskellige former for demokrati, fx repræsentativt demokrati og deliberativt demokrati. Begrebet medborgerskab anvendes i debatten som et særligt perspektiv på demokratiets praksisformer.

Baggrund

I alle samfund indtager borgerne på samme tid en dobbelt rolle:

  1. Som del af samfundets suveræn, det vil sige indehavere af beslutningsretten med hensyn til samfundets love og styrelse, herunder forvaltningen af de værdier, samfundet er eller kommer i besiddelse af,
  2. Som samfundets undersåtter, det vil sige som indbyggere bundne af de beslutninger, suverænen har truffet.

Allerede Aristoteles og siden Cicero skelnede mellem tre former for suverænitet, nemlig hvor denne er lagt i hånden på en enkelt (monarki, tyranni), på en mindre gruppe af indbyggere (aristokrati, oligarki – herunder teokrati) eller hvor denne befinder sig hos flertallet af indbyggere (politeia, demokrati). Denne skelnen mellem suverænitetens samling hos en enkelte, nogle få eller hos flertallet blev af samfundsrets-tænkere i det store og hele opretholdt gennem hele middelalderen og renæssancen frem til oplysningstiden.

Former for demokrati

I forskningen er det, især med fremvæksten af politiske studier, almindeligt forekommende, at der skelnes mellem to grundformer for demokrati:

  1. Det direkte demokrati, hvor beslutningerne blev taget direkte af folket. Denne form for demokrati kendes stadig i form af bindende folkeafstemninger, som afholdes i henhold til forfatningen.
  2. Det repræsentative demokrati, hvor borgerne vælger et mindre antal folk (politikere) til at repræsentere sig, og disse repræsentanter tager så beslutningerne på borgernes vegne. Denne form for demokrati har ikke er nogen indbygget sikkerhed for, at de af folket valgte repræsentanter også i alle henseender afspejler folkeviljen. Antallet og arten af de beslutninger, suveræniteten i et samfund skal træffe, er mange og sammensatte, og det er derfor ikke sikkert, at de folkevalgte repræsentanter i ethvert spørgsmål fuldt ud afspejler den samlede befolknings indstilling. For i nogen grad at råde bod herpå kan der for et givet emne foretages meningsmålinger, for derved at give de folkevalgte indtryk af befolkningens stemning. Da de valgte politikere ikke kan forventes at være helt upåvirkede af folkestemningen, forventes det, at de i deres beslutninger vil tage hensyn til den stemning, der afspejler sig i sådanne meningsmålinger.

Der er også en implicit kontrol med folkevalgte politikere, i og med at de er valgt for en afgrænset periode. Hvis de afgiver deres stemme i strid med folkeviljen antages det, at de ikke opnår genvalg ved det følgende valg.

De to grundformer kan i praksis antage forskellige særformer. Sådanne særformer analyseres ofte på baggrund af følgende kriterier.

  1. Valgmetode, hvor der i et repræsentativt demokrati skelnes mellem forholdstalsvalg og flertalsvalg i enkeltkredse.
  2. Afstemningsform, hvor idealet er hemmelige, frie og lige afstemninger.
  3. Retssikkerhed
  4. Mindretalsbeskyttelse.

Retsstaten

I de moderne samfund vil demokratiet normalt være suppleret og begrænset af retsstatslige principper for at undgå forhastede beslutninger, der udspringer af midlertidige folkestemninger. Retsstater fungerer i henhold til en forfatning, der suppleres af en række fremgangsmåder, der skal følges i forbindelse med afgørelser, og disse er forholdsvis svære at ændre. Dette medvirker til at sikre den enkelte borger mod at blive offer for vilkårlige og midlertidige folkestemninger. I nogle sammenhænge bliver selve demokratibegrebet udvidet til også at omfatte de begrænsninger, der er indbygget i retsstatbegrebet. Et eksempel herpå er Montesquieus princip om magtens tredeling, der sikrer en retslig undersøgelse af vedtagne beslutninger. Retssikkerhed og magtdeling er dog ikke i sig selv forudsætninger for demokratiet, men i en historisk kontekst knyttes de ofte til demokratiets udvikling.

Det fremhæves ofte, at demokratiet fungerer i henhold til normer, der sigter mod at skabe fælles værdier i samfundet. I praksis er sådanne fælles værdier ofte konfliktskabende, blandt andet fordi en fælles handlingsramme ikke kan reflektere enkeltpersoners eller gruppers holdninger eller ideologi ud over, hvorledes hver enkelt individ forholder sig til selve den demokratiske beslutningsform. Demokratiet bygger i dette perspektiv på en forestilling (eller fiktion) om, at det enkelte menneskes problemer er et fælles vilkår. Dette indebærer, at individer, som bryder de vilkår, som er forudsætningen for demokrati (eksempelvis retten til fri meningsudveksling i form af censur), samtidig implicit undergraver den demokratiske samfundsform. Tilsvarende forekommer et omvendt brud, hvis en borger eller indbygger, som ikke er rede til at underkaste sig den demokratiske samfundsramme, stiller særlige krav til samfundsordenen.

En anden fare for demokratiet kan opstå, hvis de folkevalgte bruger deres midlertidigt tildelte magt til at træffe beslutninger til egen fordel uden hensyntagen til den offentlige mening. Noget sådant kan finde sted, hvis de folkevalgte i et bestemt spørgsmål indbyrdes er eller kan blive enige, uanset at folkeviljen er en anden. Derved kan de folkevalgte træffe beslutninger, der i deres karakter kan bidrage til at undergrave tilliden til det repræsentative folkestyre. Dette gælder særligt og mest alvorligt for emner, hvor forfatningen ellers har forudset muligheden for en folkeafstemning, men hvor de folkevalgte kan finde så bred enighed, at denne undgås. Hvis der i sådanne tilfælde, hvor folkestemningen kan formodes at være en anden end blandt de da udpegede repræsentanter, ikke afholdes en afklarende folkeafstemning, kan folkerepræsentanterne komme under anklage for magtmisbrug, "flertalsdiktatur" eller "demokratisk diktatur". Et eksempel er, at den udeblevne folkeafstemning om Lissabon-traktaten – i Danmark som i andre EU-lande – af mange blevet kritiseret for at være en knægtelse af demokratiets grundprincipper. I januar 2011 afgav Højesteret kendelse om, at spørgsmålet kan behandles ved domstolene, idet retten vurderer, at traktaten har en generel og indgribende betydning for danskernes hverdagsliv. Hermed omstødte Højesteret en landsretafgørelse fra 2009.

Hellas

Demokrati som betegnelse blev for første gang brugt af grækerne i 500-tallet f.Kr.[kilde mangler] til at beskrive styreformen i bystaten Athen, hvor alle væsentlige beslutninger blev truffet af en forsamling (typisk på over 5.000 mand), hvor alle frie mænd, det vil sige athenske borgere over 20 år som ikke var slaver, kvinder eller fremmede statsborgere, havde ret til at deltage. Når en mand var over 30 år, kunne han blive valgt ind som embedsmand eller nævning. Trods forholdsvis store mulighed for at deltage, var det yderst begrænset, hvem der havde deltagelsesret: Af 400.000 borgere var de 250.000 slaver og dermed på forhånd udelukket. Af de mulige deltagere var det et fåtal, der mødtes i Ecclesia eller folkeforsamlingen, hvor statens anliggender skulle drøftes og besluttes. Af betydning var det dog, at diskasteria eller højesteret udgjorde den højeste ret og var gjort så stor for at modvirke muligheden for bestikkelse.

Demokratiet kom imidlertid under angreb fra det oligarkiske parti, der bestod af et fåtal af rige, der beskyldte demokratiet for at være noget håbløst humbugmageri og ordningen med de mange medlemmer valgt efter alfabetisk orden fra folkeregisteret som tåbelig. Under den peloponnesiske krig (430-400 f.Kr.) forsøgte oligarkerne under førerskab af Kritias at få demokratiet afskaffet, men det endte med, at mange af dets ledere blev sendt i landflygtighed og først vendte hjem på forlangende af Sparta, der havde overvundet Athen. Efter hjemvendelsen gjorde oligarkerne oprør, oprøret blev slået ned, og Kritias blev dræbt.

Det var under disse forhold, at Sokrates virkede. Han var ophavsmand til den forhadte "aristokratiske" filosofi, og hans utallige spørgsmål havde ikke mindst til formål at undergrave begrundelsen for demokratiet. Sokrates provokation mislykkedes og han blev dømt som samfundsomstyrter og statsfjende.

Platon var elev af Sokrates og nevø til Kritias. Efter Sokrates død kastede han sig over problemstillingen at finde en metode til at udfinde de bedste og klogeste, at sikre dem vilkår for at regere og at overbevise dem om at gøre det. Den fremgangsmåde, han når frem til, er så familiefjendsk som overhovedet muligt: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Derved bliver de så sunde, at lægekunst gøres overflødig. De skal lære musik for at oplæres i harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem alskens duelighedsprøver for at frasortere alle de, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i yderligere fem oplæres i idélære, og derefter skal de i yderligere 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde – og er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men: de må ikke have ejendom, ikke have egne hustruer men have kvindefællesskab, idet der skal være streng racekontrol med al deres børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe af statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokratiske folkehob. Platon fik en invitation fra kongen over Syrakus, Dionysos, om at afprøve sine ideer, men da denne opdagede, at han enten skulle blive filosof på de platonske betingelser eller opgive sin herskerstilling, frafaldt han invitationen og solgte Platon som slave!

Det var efter dette, at Aristoteles udvikledes sine tanker om to slags styre: det gode og det onde, fordelt på tre muligheder: den enkelte, de fås og de manges styre. Men den græske politiske filosofi kom aldrig videre end dertil. Da Aristoteles døde 322 f.Kr., gik problemstillingen videre til det da fremvoksende romerrige. Det var længe en almindelig accepteret holdning, at Romerriget kun havde storhed, men ingen originalitet, hvorfor de frø, der var sået i Hellas, næsten gik til grunde og lå i dvale i århundreder. Det bør dog tilføjes, at Marcus Tullius Cicero i en række overleverede taler advokerede for en demokratisk forfatning.

Middelalder og renæssance

Uddybende artikel: middelalderen

Efter sammenbruddet af Romerriget (der må tilskrives en uskøn blanding af angribende normader, folkevandringer, en forfejlet romersk politik med uddelte borgerskaber til indvandrere – ikke mindst lejesoldater i hæren, en underlødig møntfod samt upålidelige embedsmænd), hvor alle styreformer blev prøvet og hver gang med katastrofale følger, fremvoksede i Syd- og Vesteuropa større og mindre kongestyrede riger. De var dog kun nominelt ledet af kongen eller kejseren, idet denne som modspil havde en adel, der var fremvokset i kraft af den rigdom, man havde samlet sig og som var blevet forøget ved, at statsoverhovedernes mange krige og deraf følgende krav om krigstjeneste af fri bønder medførte, at disse for at undgå denne tjeneste, opgav deres frihed – til fordel for rigernes værste bøller og slagsbrødre, der udgjorde overklassen i de nye, middelalderlige samfund. Disse udøvede deres magt over for det nominelle statsoverhoved (i Danmark i form af Danehoffet i Nyborg) og over for deres livegne. Almindelige bønder var uden politisk indflydelse bortset fra den, de kunne udøve i landsbyens indre anliggender ved bytingene. Her toges beslutninger af betydning for landsbyfællesskabet ved en enighed, der med tilnærmelse kan anses som demokratisk..

I renæssancen kom demokratiet på mode igen, som følge af den borgerlige klasses voksende økonomiske magt. Kendetegnende var det, at borgerskabet voksede frem til velstand og betydning for samfundet i kraft af egen dygtighed og virkelyst (modsat adelen, der havde opnået i sine privilegier i kraft af arvelige særrettigheder). Det var derfor ikke mærkeligt, at borgerskabet gerne ville have en politisk indflydelse, der modsvarede dets økonomiske betydning. Vanskeligheden var, at borgerskabet voksede frem i et samfund, hvor kongemagten var (eller blev) enevældig. Det udelukkede enhver kritik af bestående forhold. I stedet måtte man begynde med begyndelsen: borgernes frihed på den ene side, deres ret til indflydelse på love på den anden, og deres pligt til at følge lovene på den tredje. Derved fik de borgerligt udviklede statsteoretiske idéer en principiel karakter: hvis alle var lige med hensyn til vedtagelsen af lovene og efterlevelsen af dem, hvorledes ville samfundet da skulle se ud? Ved at begynde med dette udgangspunkt fik tidens statsteoretikere en betydning for forfatningsteori, som ingen siden kunne tage fra dem. Det var under disse frugtbare betingelser, at statsteoretikernes førende tænkere: Hobbes (1588-1679), Spinoza (1632-1677), Locke (1632-1670) og Rousseau (1712-1778), udviklede deres overvejelser.

Ældst blandt disse er Thomas Hobbes. Han var den, der lagde grunden til ideen om staten som udtryk for en samfundskontrakt mellem mennesker. Hobbes mente, at uden en stat (før staten) var det "alles kamp mod alle". Staten er en grundlæggende forudsætning for en samfundsorden, idet borgerne frivilligt afgiver deres frie vilje til suverænen og bemyndiger denne til alle handlinger. Denne tanke fremsættes med styrke i værket "Leviathan" (1651), hvori beskrives menneskenes magtoverdragelse til suverænen:

"et menneske eller en forsamling af mennesker, der med stemmetal kan reducere alle de enkelte viljer hos forsamlingens mennesker til een vilje...dette er mere end et samtykke eller et sammenhold, det er en virkelig enhed af alle i een og samme person, kommet i stand gennem alles overenskomst med alle. ...Når dette er gjort, og mængden således er forenet i een person, kaldes den en stat, på latin civitas. Således dannes den store Liviathan, eller for at sige det mere ærbødigt, den dødelige guddom, som vi næstefter den udødelige gud skylder, at vi kan leve i fred, og at vi kan forsvare os".

Når en stat således er oprettet, påtager den sig bestemte opgaver, nemlig:

  1. forsvaret mod ydre fjender,
  2. at bevare freden indadtil,
  3. at sikre borgerne mulighed for at berige sig, når det ikke sker på bekostning af sikkerheden,
  4. at lade borgerne nyde friheden mest muligt.

Staten retfærdiggøres således ved borgernes konsensus om en forfatning, der skal tøjle indbyggernes lidenskaber. Hvilket styre en sådan stat skal have, tog Hobbes imidlertid ikke stilling til, omend han fandt en enkelt statsleder at være den bedste mulighed. For ham var demokratiet en mulig styreform blandt andre, men ikke nødvendigvis den bedste.

Det er sigende, at Hobbes ikke nåede frem til at blive demokratiets egentlige fortaler. Hans samtidige, statsmanden og tænkeren Francis Bacon (1561-1626), talte stærkt for monarkiet som statsform ud fra den anskuelse, at en stats styrke beror på samlingen af magt. Han fandt, at regeringsmagten omfatter tre led:

"forberedelsen, diskussionen eller undersøgelsen, samt fuldbyrdelsen (eller udførelsen), og hvis man lægger vægt på at få noget gjort, så skal man kun overlade det midterste punkt til de mange, men det første og det sidste skal være forbeholdt de få".

Oplysningstiden

I 1688 indtrådte en regeringsomvæltning i England kendt som den glorværdige revolution, hvorved der ved siden af monarken oprettedes et stærkt parlament. Denne begivenhed skulle for alvor sætte fart på de politiske tænkeres virksomhed.

Englænderen John Locke skrev under indtryk af regeringsomvæltningen i 1688 værket "Two Treatises of Government" ("To afhandlinger om regering", 1689), hvori han støttede den nye ordning i landet med udvidet magt til parlamentet og til grund herfor har idéen om en social kontrakt mellem magthaverne og folket.

Senere tog Jean-Jacques Rousseau tanken om staten som samfundskontrakt op, men hos ham var folkesuveræniteten samfundets legitime omdrejningspunkt:

"Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt under almenviljens øverste ledelse; og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden... Suverænen, som udelukkende består af de enkeltpersoner, der udgør den, hverken har eller kan have modstridende interesser med denne".

Rosseau gik dog ikke ind for demokrati; hverken direkte eller repræsentativt. Han mente derimod, at der skulle udpeges en aristokratisk regering, der skulle udføre folkesuverænitetens almene vilje (lovene). Folkesuveræniteten ville sørge for, at holde den regerende forsamling i skak.

Langt op i 1700-tallet var det forblevet ved de store tanker om demokratiet, men begivenhederne i det virkelige liv gav mulighed for at bringe dem til prøvelse: baggrunden var en voksende økonomiske og sociale spænding i Frankrig under 1700-tallet. Den franske enevælde havde støttet sig til adelens og kirkens skattefrihed, mens borgerskab og bønder var holdt uden for al politisk indflydelse. Ludvig 14.s politik i 1600-tallet havde samtidig belastet landets finanser alvorligt. Under Ludvig 15. (1715-1774) led Frankrig en række militære og udenrigspolitiske tilbageslag, således blev det i kolonierne delvis fortrængt af England, mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen. Halvhjertede reformforsøg førte ikke til resultater og mødtes tilmed med modstand fra adelens side. Under den svage Ludvig 16. forsøgtes at afhjælpe finansnøden, men uden held, og kongemagtens prestige undergravedes yderligere ved dronning Marie Antoinettes ødsle hofhold. Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab, sikkert opmuntret af USA's løsrivelse fra England samt til dels ved påvirkning fra engelske liberale tanker. Oplysningstidens nye idéer om blandt andet folkestyre og menneskerettigheder forenedes med stigende misfornøjelse med enevældens ødselhed og mislykkede politik. I 1780'erne truedes Frankrig direkte af statsbankerot, og for at imødegå truslerne indkaldte kongen i foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen. Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev Mirabeau, Markis de La Fayette, Abbé Sieyès), som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet. Man arbejdede for at omdanne forsamlingen til et egentligt parlament, og på grund af kongens valne modforholdsregler lykkedes det at gennemtrumfe, at alle stænder arbejdede sammen om et reformprogram. Et forsøg fra kongens side på at afbryde udviklingen førte til udbrydelsen af den franske revolution, hvis første handling, stormen på Bastillen, skete den 14. juli 1789. Den blev nedrevet, og kongen gav atter efter. I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, blandt andet afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som nøje blev sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. I denne periode begyndte også en form for partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (f.eks. Jean-Paul Marat, Georges-Jacques Danton, Camille Desmoulins, Louis de Saint-Just og Robespierre). Desuden fremvoksede der en ofte meget pågående presse. De egentlig revolutionære deltes i en højrefløj (girondinerne), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, jakobinerne og la Montagne, som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle, og som ønskede en hårdere kurs. Derudover var der de langt mere moderate feuillanter, som nok støttede reformerne, men ikke en egentlig revolution. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Gradvist omdannedes stænderforsamlingen til et egentligt parlament, Nationalkonventet. Men man savnede erfarne politikere, og det hele endte i kaos og diktatur. Det første forsøg på at indføre et fuldstændigt demokrati var slået fejl.

Romantikken

Uddybende artikel: Revolutionerne i 1848

Da Napoleon Bonaparte i 1799 tog magten i Frankrig, var det for en tid slut med det demokratiske forsøg. I de næste 15 år var Europa ganske præget af den franske diktators gøren og laden, og ved Wienerkongressen i 1814 lykkedes det tilsyneladende for de gamle konge- og kejsermagter at genoprette monarkiet over det meste af Europa. Men de tanker, som den franske revolution havde skabt og givet næring – nationalismen og folkestyret – ulmede og ventede blot på lejlighed til på ny at sætte dagsordenen. Allerede i 1815 dannedes det Tyske Forbund, hvis forfatning i § 15 pålagde forbundslandene (herunder Holsten, der hørte under den danske konge) at oprette stænderforsamlinger, mens § 12 havde pålagt oprettelsen af en højesteret for alle lande under forbundet med mere end 300.000 indbyggere (hertil hørte Holsten). Samtidig havde de nationale rørelser sikret deres hjemlande autonomi, hvor selvstændighed (endnu) var umuligt, således Storfyrstendømmet Finland i forhold til Rusland, Norge i forhold til Sverige.

Et nyt forsøg på at bringe magten i folkets hænder blev foretaget den 27. juli 1830, da studenter ved École polytechnique i Paris i fællig med byens arbejdere og småborgerskab begyndte at bygge barrikader i byens gader. Efter tre dages gadekampe måtte den franske konge, Karl 10., abdicere, og den 7. august blev hertugen af Orleans, Ludvig-Filip, valgt til ny konge af deputerekammeret. To dage senere aflagde han ed på den franske forfatning, chartet. Fra Frankrig bredte rørelsen sig ud over Europa: mindre end en måned senere gjorde belgierne oprør mod det nederlandske overherredømme i den fælles stat, i september bredte uroen sig til de tyske stater, hvor hertugen af Braunschweig måtte flygte fra landet, og fysten af Kurhessen måtte love at indkalde stænderne og senere at afgive magten til sin søn. Også i andre tyske byer kom det til uroligheder, ligeledes i flere schweiziske kantoner. Rørelsen nåede Italien mod syd og Polen mod øst: Guizeppe Mazzini gjorde sig til bannerfører for "den unge Italien", der ville samle landet i en national enhed, mens polakkerne rejste sig mod den russiske overhøjhed. Også på Irland mod vest ulmede nationalt-demokratiske rørelser. Det var under indtryk af disse begivenheder – og deres afsmitning i hertugdømmerne – at man kort efter nytår 1831 ved kongelig tilkendegivelse indførte to rådgivende provinsialstænderforsamlinger – en for kongeriget og en for hertugdømmerne. Forberedelsen tog tid og først den 15. maj 1834 blev udstedt fire forordninger for hver af Helstatens fire stænderforsamlinger: øerne, Nørrejylland, Sønderjylland og Holsten. Skønt disse ikke fik lovgivende magt, var det et første skridt til folkestyrets indførelse i Danmark.

Men rådgivende stænderforsamlinger var ikke, hvad befolkningerne tragtede efter og havde krav på, hverken i Danmark eller i andre lande. I februar 1848 kom det til åben revolution i Paris: et af oppositionen igangsat, men af regeringen forbudt, folkeoptog udartede til optøjer, der snart udviklede sig til planløse gadekampe mellem byens arbejderskarer og militæret. På tredjedagen af optøjerne abdicerede Ludvig-Filip og flygtede til England. Snart gled magten over til en regering af borgerlige republikanere og socialister, der lovede almindelig valgret, ophævede slaveriet i kolonierne og garanterede alle retten til arbejde. Snart bredte rørelsen sig til de tyske stater, hvor der stilledes krav om frihed og valgret; fra første færd stilede man mod skabelsen af en fælles tysk nationalforsamling. I Wien kom det til gadekampe mellem borgere og militæret, men kun kort; løfte om en fri forfatning blev givet. Snart bredte nationalt-demokratiske oprør sig i Milano og Venezia, Ungarn, Böhmen og endda Berlin. Nu rejstes atter kravene om en fælles forfatning for Slesvig og Holsten, og i København fik de nationalliberale vind i sejlene: kravet om en fri, folkevalgt lovgivende forsamling vandt frem. Nok lykkedes det efterfølgende de konservative kræfter rundt om i Europa atter at få kontrollen, men overalt havde folkevalgte forsamlinger vundet fodfæste.

Resten af århundredet prægedes af kampen mellem konservative og liberale (siden tillige socialistiske) kræfter om magten i de forskellige europæiske landes parlamenter. Forholdene besværliggjordes af, at mange af datidens stater ikke var nationalstater, hvorfor et nationalt aspekt overalt trængte sig på. Skønt folkevalgte var det så som så med folkestyrets evne til at fungere, næsten overalt blev der gjort vold på demokratiet – i Danmark således ved "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866" og ved provisorieårene under Estrup.

Betydningen af revolutionerne 1848 og nationalforsamlingernes efterfølgende indførelse var ufattelig stor: Siden 1848 har opfattelsen af og holdningen til demokrati ændret sig voldsomt. Indtil midten af 1800-tallet var der kun få, der betegnede sig som "demokrater." Selve ordet "demokrati" havde dengang en negativ værdiladning og betød nærmest noget i retning af folkeflertallets uhæmmede og snæversynede styre i dets egen interesse. Demokrati var forbundet med et styre af de mange, de fattige og de uvidende, og det havde en undertone af "pøbelvælde" knyttet til sig. Udviklingen i perioden omkring den franske revolution bekræftede til dels denne opfattelse. Først efter 1848 er demokrati kommet til at stå som noget positivt i de politisk toneangivende kredse i befolkningen, og denne ændring af værdiindholdet hang sammen med en ændring i opfattelsen af, hvad demokrati er og kan være. Demokrati blev fortsat betragtet som folkestyre og flertalsstyre, men det blev efterhånden forbundet med hensyntagen til mindretallet og respekt for visse grundlæggende rettigheder, som ikke blot omfattede politiske rettigheder såsom ytrings- og foreningsfrihed, men også økonomiske rettigheder som den private ejendomsret.

20. århundrede

Tiden frem til afslutningen af 1. verdenskrig oplevede Europa demokratiets fremskridt: de gamle imperier blev opløst og afløst af nye stater med egne nationalforsamlinger og med en overvejende befolkningsgruppe: Island, Norge, Finland, Estland (88,2% estere), Letland (73,4% letter), Litauen (80,4% litauere), Polen (69,1% polakker – autoritær republik), Tjekkoslovakiet (46% tjekker), Østrig (95,3%), Ungarn (92% ungarere), Jugoslavien (46% serbere – autoritært kongedømme), Rumænien (76% rumænere), Bulgarien (83% bulgarer), Tyrkiet (autoritær republik), Grækenland (96% grækere), Albanien (92% albanere – autoritært kongedømme), Italien (autoritært kongedømme), Spanien, Portugal (autoritær republik), Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien, Irland. Endelig var der SSSR – det sovjetiske diktatur. Det lignede et gennembrud for demokratiet i Europa. Men overalt var der uløste mindretalsproblemer, og efter udbruddet af den økonomiske krise i 1930'erne trængtes demokratiet tilbage til fordel for autoritære styrer, således i Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Østrig, Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Spanien. I Skandinavien og Vesteuropa holdt demokratiet stand. Medvirkende årsager til de autoritære styres fremgang var foruden den økonomiske krise også de nationale mindretals- og grænsespørgsmål.

Afslutningen af 2. verdenskrig medførte afviklingen af de gamle europæiske koloniimperier. Koloni efter koloni fik selvstændighed, ofte samtidig med indførelse af statsparlamenter. Dermed skulle grunden være lagt for fornyet udvidelse af demokratiets indflydelse i verden, men ofte har der efterfølgende været tilbageslag i de nye lande i form af mere eller mindre autoritære styrer.

Alligevel tales der om demokrati. Begrebet er i den grad blevet forbundet med fænomenet menneskerettigheder, at kun de færreste offentligt vil bestride dets rimelighed. Gennem 1900-tallet har alle politiske partier og organisationer, bortset fra fascismen og visse politiske bevægelser i det centrale Europa i mellemkrigstiden, villet smykke sig med ordet ”demokrati”. Alle hævder så at sige at kæmpe for demokratiet, krige er blevet udkæmpet i dets navn, og det er blevet brugt til at retfærdiggøre vidt forskellige styreformer og politiske programmer. Kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina beskrev deres lande som demokratiske, ligesom USA og vesteuropæiske lande har. Selv militære kup rundt om i verden er blevet begrundet med, at formålet med disse var "at genoprette demokratiet". Denne tendens synes at fortsætte i det 21. århundrede.

Oversigt

Sammenfattende kan man sige, at demokratiet blev kaldt til live hver gang, den brede befolkning fik mulighed for at gøre sin indflydelse gældende, og led tilbageslag, når de velhavende, rethaveriske eller de voldelige samfundsgrupper fik overtaget.

Noget andet er, at demokrati ikke sikres blot ved formel styreordning. Afgørende er den måde, demokratiet forvaltes på. Der skal ikke meget til inden, at demokratiets forvaltere afviger fra den rette vej – beriger sig eller tiltager sig ekstra magt på flertallets bekostning, gennemdriver forandringer i styreformen, der undergraver demokratiets repræsentativitet – snart ved at beskære antallet af stemmeberettigede, snart ved at gennemføre forfatningsændringer imod folkeviljen, men som regel altid med en påstand om, at de sandelig gør det for at sikre demokratiets "overlevelse" og "bedre funktionsevne". og så snart, lydhørheden over for modparten, tager af og erstattes af magtkamp, da er demokratiet i fare.

Endelig må bemærkes, at borgernes deltagelse er afgørende: jo færre, der deltager, desto fjernere fra demokratiets virkeliggørelse befinder man sig. Deltagelse afspejler tiltroen til demokratiets troværdighed, ikke-deltagelse afspejler manglende tro herpå.

Den mand, der lagde grunden til den moderne demokratiopfattelse ved at knytte denne til borgerskabet i en bestemt stat, var Baruch de Spinoza. I sit ufuldførte værk, "En afhandling om staten" (Tractatus politicus), nåede han kun lige akkurat at berøre den demokratiske styreform, men de overvejelser, der nåede at finde vej til papiret, var af største betydning. Udgangspunktet for Spinozas statsforståelse var dette:

"Hvis Staten tilstår nogen Ret, og følgelig også magt ...til at leve efter sit eget sind, så afgiver den derved sin egen ret og overfører den til den, som den giver en sådan magt. Men hvis den har givet denne magt til to eller flere, nemlig at enhver lever efter sit eget sind, så har den derved delt regeringen. Og har den endelig givet enhver af borgerne denne magt, så har den derved ødelagt sig selv og er ikke længere en stat..."

Han udleder heraf, at hver enkelt borger ikke står under sin egen, men under Statens ret, og at han er forpligtet til at følge alle dens forordninger". Det kunne være en påmindelse til de, der påkalder sig "menneskerettigheder" for ikke at følge loven. Staten er magtfællesskabet, suverænen, og suverænen er udelelig. Om suverænens ansvar for lovens udformning og dens forvaltning udtaler Spinoza de gyldne ord, at:

"oprør, krige, foragt for lovene og krænkelse af dem ikke så meget må tilregnes undersåtternes slethed som regeringens slette tilstand. For menneskene fødes ikke som borgere; de gøres til borgere."

Spinoza indleder beskrivelsen af det demokratiske styre med følgende karakteristik:

"For alle, hvis forældre var statsborgere, eller som er født i landet, eller som har indlagt sig fortjeneste i staten, eller hvem loven af andre årsager giver borgerret, de kan alle, siger jeg, gøre krav på retten til at stemme til det højeste Råd og til at beklæde statsembeder, og man kan kun nægte dem det, hvis de har begået en forbrydelse eller er gjort æresløse."

Spinozas ord er rettet imod aristokratiet, hvis ret til statens ledelse alene skyldes rigdom eller fødselsret. Han påpeger, at et aristokratisk styre vil udvikle sig til oligarki, "fordi de ingen konkurrenter har". Det indebærer i praksis, at deres vilje "ikke er bundet af nogen lov." Bestemmelsen af borgerne som de besluttende udvides på følgende måde:

"...alle, der er borgere i landet og står under deres egen ret og lever hæderligt, har ret til at stemme i det højeste Råd og til at beklæde rigets embeder. Jeg siger udtrykkeligt, som har borgerret, for at udelukke fremmede, der betragtes som underkastede et andet lands love. Jeg tilføjer videre, at de udover at være underkastede landets love skal stå under egen ret for at udelukke kvinder og tyende, som står under deres mænds eller under deres herrer, og børn og umyndige, så længe de står under deres forældre eller værger. Jeg siger endelig og lever hæderligt for at først og fremmest de kan udelukkes, som er gjort æresløse på grund af en forbrydelse eller på grund af skændigt levned."

Stort længere nåede Spinoza ikke, og det var dette fragment, der i 1677 indgik blandt hans efterladte skrifter og som skulle blive hans arv til efterverdenen. Tilsigtet eller ikke havde han formået at formulere kernen i den demokratiske samfundsform: at den hviler på en afbalanceret magtforvaltning, hvor alle hensyn er afvejet i forhold til hinanden, hvor magtmisbrug forhindres og hvor magten håndhæves lige over for alle samfundets undersåtter. Og dette kan kun ske på een måde: ved direkte demokrati så langt, dette er muligt, suppleret med en dertil skikket offentlig embedsstand, der til enhver tid kan gøres ansvarlig over for fællesskabet og underkastes dets dom.

Men Spinoza var for tidligt fremme. Hans lære blev betragtet som "farlig" og "skadelig".

Den moderne demokratiopfattelse blev grundlagt med oplysningstidens tænkere, ikke mindst Jean-Jacques Rousseau. I sit værk herom, "Samfundspagten" (Du Contrat social) fra 1762 opstiller han de teser, hvoraf senere tiders demokratiopfattelse er udledt:

  1. Staten er som institution udtryk for en social kontrakt mellem frie mennesker, der har givet afkald på deres ubetingede frihed til fordel for de værdier, livet i et samfundsfællesskab indebærer.
  2. Suveræniteten (= beslutningsretten) ligger hos folket. Den er uafhændelig og udelelig.
  3. Lovene er udtryk for den almene (= fælles) vilje, der i sig optager hin enkeltes vilje.
  4. Den almene vilje kan ikke fejle.
  5. Da beslutningsretten ikke kan overdrages til en repræsentativ forsamling, må folket efter behov samles for i fællesskab at give nye love.
  6. Den lovgivende magt ligger hos folket, den udøvende magt er kun dennes tjener.
  7. Alle medlemmer af samfundet er lige i den forstand, at den magt, den enkelte besidder, ikke må udøves med vold. Ligeledes må der være en så stor lighed i rigdom, at ingen kan købes eller købe andres frihed.

Det samfund, Rousseau med disse teser skildrer, er et samfund, der i følge sagens natur må hvile på en række uudtalte forudsætninger, nemlig dels en høj grad af homogenitet blandt samfundets medlemmer, dels et overskueligt samfund med mulighed for at virkeliggøre forudsætningen om den samlede befolknings deltagelse i lovgivningsarbejdet. Disse uudtalte samfundsforudsætninger stammer fra Rousseaus egen fødeby, Geneve, med dens selvstyre, folkefrihed og ret, samt fra oldtidens små stater. Det er skæbnens ironi, at Rousseau formulerede sine teser netop på den tid, hvor nye, større statsdannelser for alvor slog igennem og opslugte mange af de gamle selvstyrende bystater.

Under indtryk af den samfundsudvikling, der fandt sted i mellemkrigstiden, kom folkestyret under pres fra to vidt forskellige kræfter, der truede med at undergrave dets virkeevne: dels det offentlige embedsvæsen, dels diktaturet. Erkendelsen af dette foranledigede debatindlæg til forsvar for folkestyrets sikkerhed.

Embedsstanden som folkestyrets undergraver

I 1935 skrev Theodor Geiger en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvori han pegede på faren for, at det offentlige embedsvæsen kunne undergrave grundlaget af statens ledelse (dens suverænitet); her under det parlamentariske folkestyre. Udgangspunktet er det, at statsledelsen har en vis magt højhed i forhold til indbyggerne:

"En stærk Suveræn kan stille Krav om at overtage visse Funktioner som Suverænitetsanliggender. F. Eks. blev Opdragelsen voksende Omfang taget fra Familien og draget ind under Statshøjheden; den udøves af stats- eller kommuneansatte Lærere og er da statsligt byrokratiseret. Men en stor Del af de mangfoldige som en Samfundsgruppes Liv omfatter, vil altid som fri, d. v. s., at de enkelte Medlemmer eller de Smaagrupper, der gaar ind under det større Samfund, udøver dem avtonomt. Hvis alle Funktioner og Forhold mellem Medlemmerne erklæret for Suverænitetsanliggender, vilde al personlig være ophævet, hvilket vilde stride imod Samfundslivets da dette netop beror paa Spænding mellem Gruppen som Helhed og de enkelte Personligheder. Suverænen kan desuden af tekniske Grunde kun lægge Beslag paa Opgaver, der kan afgrænses som særlige Arbejdsomraader, og i Form af faste Institutioner kan skilles ud fra det øvrige Samfundslivs jævnt glidende Strøm. Retssikkerhed og Samfundsdisciplin kræver Afgrænsning mellem Suverænitetens og Privatlivets Sfærer."

Statsledelsens magtudfoldelse sker imidlertid gennem embedsfolk:

"Disse Suverænitetsopgaver byrokratiseres ved, at Suverænen ikke udøver dem selv, men overdrager dem til Organer, som optræder hans Vegne og med hans Bemyndigelse overfor Gruppen."

Derved indtræder faren for, at ledelsen – i folkestyret den folkevalgte forsamling (Folketing, Rigsdag) – mister kontrollen over den faktiske magtudøvelse, i kraft af den specialisering af de offentlige opgaver, der sker, og den særlige indsigt, som embedsfolk inden for de enkelte fagområder opnår:

"Jo dygtigere altsaa Fagbyrokratiet ved Specialisering bliver til at udfylde sin Opgave, jo farligere bliver det for Suverænen. Den tiltagende faglige Overlegenhed kan benyttes til at erobre Magten. Der oprinder den Dag, hvor Suverænitetsapparatet er blevet saa stort, indviklet og ømtaaleligt, at det kun kan styres af de forhaandenværende indarbejdede Byrokratier, den ikke indviedes Indgreb forvirre det hele. Paa dette Udviklingstrin er Byrokratiet Stand til at optræde som jævnbyrdig Part i Magtkonkurrencen den legitime Suveræn. Byrokratiet kan da stiltiende i mange Tilfælde uænset lade Suverænens Anordninger og Hensigter upaaagtede, det kan med ukontrollable Argumenter fremstille visse Forholdsregler som nødvendige, eller overbevise Suverænen om, at de Foranstaltninger, som han ønsker, er aldeles og skadelige."

Theodor Geiger indså således meget tidligt den samfundstilstand, hvor den (i folkestyret) tilstræbte magtdeling undergraves af (embeds)folk, som savner ethvert legitimt (folkevalgt) grundlag for den magtudøvelse, de rent faktisk udøver, hvorimod den folkevalgte forsamlings lovgivende magt undergraves og mister betydning.

Beundringen for totalitære styres "effektivitet"

Blot få år senere, i 1938, udgav reklamemanden Frantz Harlang en lille pjece med titlen "Er Folkestyret en Reklamekampagne værd?", hvori han advarede mod den datidige stadigt voksende beundring for de totalitærer styrer i Tyskland, Italien, Sovjetunionen med flere. I pjecen argumenterede Harlang lidenskabeligt for, at diktaturet er et tilbagefald, en atavisme, i forhold til folkestyret, men at det opførte sig som noget nyt og ejede det nyes tillokkende kraft. Statsledelsens virksomheds udfald – alt, hvad der bliver tilvejebragt i økonomisk, teknisk og anden henseende – fremsattes gennem et stort reklame- eller propagandaapparat som den nye statsforms enestående velsignelser. I de parlamentariske Lande skabtes der på samme tid lige så store værker, men dér råbte man ikke op om dem. Men man burde gøre det:

"Man kan henvise til, at det danske Statssamfund, ligegyldigt hvilket politisk Parti, der har Magten, er en .... langt retfærdigere justeret og mere civiliseret Organisme end nogen totalitær Stat. Man kan paapege tusinde forskellige Ting, der gør Livet i Demokratiet og bedre. Men hvis ikke disse Sandheder naar ud til Menigmand, hvis hans Sind ikke løftes og begejstres af dem, er de som usagt".

Harlang indså den fare, der ligger i et totalitært samfunds fuldstændige kontrol over al tilgængelig information om statens magtudøvelse og evnen til ved et meningsmonopol dels at indoktrinere almenheden, dels reelt at knuse enhver fri debat om betimeligheden af statens ulige magttiltag. Han indså, at kun ved at påpege alle de goder, der er blevet skabt netop i kraft af folkestyret: Som eksempler på de emner, man kunne fremhæve, nævnes:

"Rigsdagens Arbejde og Betydningen af det demokratiske System; den enkelte Rigsdagsmands Gerning; Udenrigshandelen; de demokratiske Tale-, Forsamlings- og Trykkefrihed; Domstolene; Forsvarsordningen; Landbrugsspørgsmaalet; Stats- og Kommuneskatter; Forsorg; Hospitaler; Skoler etc".

I en sådan statsreklame for staten burde:

"alle Anskuelser faa Raaderum, f. Eks. ved at de forskellige afgørende Partier bliver repraisenteret det Udvalg, der skulde have med Sagen at gøre, og at der indrømmes Mindretallet en medbestemmende Ret, f. Eks. ved at Udvalgets Beslutninger skal være enstemmige".

Harlang forestillede sig, at denne oplysningsvirksomhed burde udøves af det offentlige. Skønt der ikke er tvivl om Harlangs demokratiske sindelag og forsvar for folkestyret, er det klart, at hans forslag rummede en vanskelighed: det bliver det samme samfundsapparat, der har ansvaret for de ulige tiltag, der tillige kommer til at stå bag oplysningsvirksomheden om disses fortræffelighed. Med Geigers advarsel in mente, er det klart, at der her ligger en skjult fare. Derimod er det frie debat om statsmagtens udøvelse – herunder påpegning af både gode og mindre gode beslutninger – den frie presses fornemmeste opgave og denne virksomhed er i virkeligheden en forudsætning for, at demokratiet kan siges at fungere.

Advarslen imod at drive entydig propaganda og undertrykke meningsforskelle var langt senere – den 19. februar 2009 – hovedemnet for den tjekkiske præsident, Václav Klaus tale til EU-parlamentet – hvorefter store dele af parlamentets medlemmer udvandrede!

Hal Koch om det demokratiske livssyn

Teologen Hal Koch skrev i 1945 en bog med titlen "Hvad er demokrati?" I denne bog forsøger han at indkredse dette begrebs særegenhed nærmere. Hal Koch fremhæver i denne bog tillige, hvad demokrati ikke er. Hans opfattelse er, at man ved demokrati taler sig til enighed ved at gennemdrøfte en sag, indtil der er opnået afklaring på alle punkter, med andre ord at "tale sig til rette i stedet for at slås". Han er klar over, at fuld enighed ikke altid kan opnås og betragter afstemning som et middel til at vise hvor langt, man er nået. At der derefter træffes en afgørelse betyder imidlertid ikke, at sagen eller emnet ikke fortsat kan drøftes. Det ligger nemlig i selve demokratiets væsen, at ordet må være frit: "sålænge ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor fordærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort".

Til forudsætningerne for demokratiets vilkeliggørelse anser Hal Koch, at følgende betingelser skal være opfyldte:

  1. for det første må der være "grundlove for det menneskelige liv, som må respekteres, hvis der overhovedet skal kunne leves et folkeligt fælles liv". Han er her på linje med Jean-Jacques Rousseau, der i sin bog om "Samfundspagten" netop gør dette til grundlaget for ethvert samfundsfællesskab.
  2. for det andet må der være en frihed i form af frivillighed. Tvang og dressur kan måske bringe orden "men aldrig en virkelig menneskelig indsats. Den skal nemlig komme indefra. Den skal komme derved, at mennesket selv er engageret" Og dette er en ganske anden slags frihed en den, der blot kræver sin egen ret – om så på andres bekostning. Hal Koch benytter i sammenhæng hermed lejligheden til at skildre en samtale med en ung tysk nazist under besættelsen. Denne skildrede for ham sin vision om et "Neuropa", hvor samarbejde, fællesskab og broderlighed ville vokse frem under tyskernes ledelse. Heroverfor gjorde Hal Koch imidlertid opmærksom på, at "krigen hører dog ikke op, fordi våbnene tier. Når man sår kanoner, maskinpistoler og koncentrationslejre, kan man aldrig komme til at høste samarbejde og fællesskab. Der er af den udsæd kun én høst: had", og "hver dag besættelsen varer, bliver dette had med en naturkrafts indre nødvendighed stærkere og stærkere". Dette førte til, at den unge tysker nåede til følgende slutning: "Aber dann ist es ja eine völlige Tragödie" – hvortil Hal Koch svarede, at det havde han og andre været klar over længe. I virkeligheden er våbnene kun et symbolsk tvangsmiddel. Demokratiet svinder bort og hadet vokser fra den dag, selvbestaltede "forenede nationers fædre" tror sig at vide, hvad der er godt for befolkningen og gennemfører dette udenom denne.
  3. for det tredje må der være retfærdighed. Demokratiet bygger på "et retssamfund, hvor loven er øverste herre, ikke under en voldsmagts vilkårlighed." Hal Koch kommer i denne sammenhæng ind på det forhold, at ikke alle mennesker deler samme værdier og derfor ikke altid vil kunne forliges: "Man må skik følge eller land fly". "Rent praktisk er en væsentlig del, ja vel nok det allermeste af folks moral- og retsbevidsthed bestemt ved fasthængen ved de fra fædrene nedarvede sæder og skikke. Derfor skifter ret og moral, når man går over grænsen til et andet land". Hal Koch påpeger endvidere, at en stor del af det, der anses for retten (retfærdigheden), nedstammer fra religion, fra sæd og skik. Og samtidig vender han sig mod undertrykkelse: "hvis flertallet i befolkningen ser sin fordel i økonomisk at underkue et mindretal, kan denne handling aldrig få karakter af ret, selv om den aldrig så meget foregår under parlamentariske former. Den er et retsbrud, fordi den betegner et brud på det ligheds- og gensidighedsforhold, som nu engang hører med til menneskelivet og gør dette forskelligt fra alt andet liv i naturen". Og dette gælder nok så meget andre områder som det økonomiske og ikke mindre, hvis det er et mindretal, der påtvinger flertallet sine egne snævre fordele.
  4. for det fjerde må der være næstekærlighed: "Det er livets indhold og grundlov: at vi – enten vi vil vedgå det eller ej – er bundet til næsten. Og der, hvor mennesker træder denne lov under fode, der lægger de livet øde".

Hal Kochs motiv til at skrive bogen var blandt andet det misbrug af ordet "demokrati", han oplevede ved 2. verdenskrigs afslutning. De – erklærede demokratiske – lande havde vundet krigen, og følgelig havde alle travlt med at erklære sig som gode demokrater og – for en dels vedkommende – var man tillige rede til at fælde dom over dem, der ikke ansås for at være så gode demokrater. Han indså hvor let, et begreb kan misbruges og omformuleres til sin modsætning af den dygtige demagog – på samme måde som det gennem tiden er sket med ord og begreber som "progressiv" og "menneskerettighed". Det gælder her som med Sokrates i det klassiske Grækenland: den, der hævder sig at vide bedre end fællesskabet, har allerede sat sig uden for dette og har ingen plads i dette mere. Han eller hun er ikke demokrat, hverken i politisk henseende eller i sit livssyn.

Uddybende artikel: Deliberativt demokrati

Den demokratiopfattelse, som Hal Koch gjorde sig til talsmand for, er en del af den filosofiske grundtanke, som betegnes som deliberativt demokrati. De deliberative demokrater udviklede sig som en modreaktion mod den beundring for totalitære regimer, som nazisme og fascisme havde skabt blandt mange borgere især i Europa i mellemkrigstiden. Det deliberative demokrati var tænkt som en modvægt til denne beundring og et forsvar mod udbredelsen af tilslutningen til totalitære og autoritære bevægelser i fremtiden.

For de deliberative demokrater står samtalen (dialogen) som kernepunktet. Bessette har påpeget, at der blandt støtter til den deliberative retning er tre forhold, som der er grundlæggende enighed om: information, gensidighed og argumentation. Udgangspunktet er, at deltagerne i den politiske debat argumenterer med hinanden for derved at søge at opnå tilslutning til en bestemt holdning eller overbevisning. Demokrati skal derfor som system indrettes således, at det fremmer en rationel og fornuftigt debat blandt borgerne. Deliberativt demokrati anlægger det synspunkt, at det ved en bredere og mere oplysende drøftelse kan sikres, at de besluttende myndigheder eller folkevalgte repræsentanter tager bedre og mere hensigtsmæssige beslutninger set fra et samlet samfundsmæssigt synspunkt og tillige, at en sådan drøftelse vil fremme borgernes argumentationer for deres holdninger, øge de erkendelsesmæssige evner og fremme offentlighedens medvirken i de politiske drøftelser.

Det er en forudsætning at de deltagende bibringes en forholdsvis høj grad af indsigt og viden for at kunne drøfte med hinanden, så at samtalen holdes i gang og kan føre til et frugtbart udfald. Den tyske filosof Jürgen Habermas taler i denne forbindelse om kommunikativ rationalitet. Debatten skal, ifølge Habermas, være lige for alle. Deltagerne må ikke er begrænset af nogen form for tvang. Debatten mellem borgerne skal være åben og hvile på borgernes gensidige anerkendelse af hinanden.

Jürgen Habermas om den herredømmefrie kommunikation

En af det deliberative demokratis førende talsmænd, Jürgen Habermas, har udviklet en egentlig teori om forudsætningerne for det deliberative demokrati. I offentligheden bør der gælde fastlagte regler for vilkårene for debatten hvilende på diskursetikken. Disse regler omfatter krav om:

  1. sandhed (at tale i overensstemmelse med de kendte fakta),
  2. sandfærdighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sin opfattelse af, hvordan verden bør være) og
  3. rigtighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sine følelser).

Disse regler skaber grundlaget for en "herredømmefri" samtale, hvis mål er at skabe enighed (konsensus) om grundlæggende samfundsmæssige udviklingstræk om fx opbygningen af velfærdsstaten. Hermed vil der, ifølge Habermas, skabes rum for livsverdenens fornuft, som er frigjort fra systemverdenens strategiske tænkning. Systemets medier, penge og magt bør først ind i billedet, når beslutningen er truffet og skal gennemføres. Den herredømmefri samtale sker i et frit forum og kan derfor ikke sættes igennem over for juridiske og forvaltningsmæssige procedurer, som kræver et formaliseret sprog. Den fri meningsdannelse er medvirkende til at sikre, at samspillet mellem offentligheden og de anvendte strategiske virkemidler udvikler sig i et positivt samspil.

Demokratisk dannelse

I forlængelse af den deliberative tradition har pædagoger udviklet begrebet demokratisk dannelse. Grundtanken er, at det er en samfundsopgave at uddanne borgerne til demokratisk deltagelse. I Vesttyskland blev Oscar Negts didaktik således inspiration for en række initiativer indenfor voksenuddannelserne. I Danmark havde folkehøjskolerne allerede praktiseret "det levende ord" som dannelsesideal i flere årtier, da debatten om demokratisk dannelse udfoldede sig i årtierne efter 2. verdenskrig. Inspireret af bl.a. Holger Henriksens værker søgte ledende politikere nu at implementere den demokratiske dannelse i folkeskolen. I folkeskoleloven af 1975, som daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard fik vedtaget i Folketinget er "opdragelse til og ved demokrati" et af nøglebegreberne. I de senere folkeskolelove er undervisning i og med demokrati – i forskellig udformning – stadig en af folkeskolens vigtigste opgaver. Demokratisk dannelse opfattes ofte som en forudsætning for at skabe et aktivt medborgerskab.

På baggrund af Weimar-republikkens sammenbrud og den fra nazistisk side aktive virksomhed for at udfordre den daværende samfunds orden og på baggrund af undersøgelse inden for vælgeradfærdsforskningen, der viste, at vælgerne i USA ikke levede op til den klassiske demokratiske teoris krav om udbredt politisk deltagelse og interesse samtidig med, at demokratiet på trods heraf havde vist sig "funktionsdygtigt" mente blandt andre den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter og senere en række valgforskere, især Bernard Berelson, Lester Milbrath, S. M. Lipset, Gabriel Almond og Sidney Verba, at kunne konstatere, at høj politisk deltagelse kunne være forbundet med politisk krise og udgøre en fare for demokratiet, ligesom selve deltagelsesbegrebet blev forbundet med fascistiske og kommunistiske bevægelser og stater mere end med vestlige demokratier. Der skulle ifølge denne anskuelsesmåde ikke være en tæt sammenhæng mellem politisk deltagelse på den ene side og demokratiets stabilitet på den anden således, som den klassiske demokratiske teori ifølge nogle forfattere havde hævdet.

På baggrund heraf mente revisionisterne, at den klassiske demokratiske teori måtte revideres, heraf fællesbenævnelsen "demokratisk revisionisme". Denne "revision" førte til en række påstande, hvoraf i hvert fald tre blev centrale i den videre debat:

  • For det første hævdede revisionisterne, at demokratiets definerende kendetegn ikke var udbredt politisk deltagelse, men konkurrence mellem to eller flere mulige statsledergrupper eller eliter. Hvor en sådan konkurrence er til stede, og hvor den elite, der efter demokratiets spilleregler vinder, også besætter magtpositioner i statsapparatet, er der demokrati.
  • For det andet hævdede nogle af revisionisterne, at en vis politisk apati i befolkningen kan have en stabiliserende effekt på demokratiet.
  • For det tredje – til dels afledt af den anden påstand – hævdede nogle revisionister, at den politiske elite burde have en vis handlefrihed i forhold til befolkningen for at kunne regere effektivt.

Som en undertone i denne betragtningsmåde lå den opfattelse, at politik (statsstyre) er en virksomhed, der som ethvert andre hverv kræver en vis indsigt og erfaring. Det er i virkeligheden et erhverv, som visse folk uddanner sig i og derefter udøver. Dette skal være ønskeligt for at sikre "kvaliteten" af de beslutninger, lovgivere og forvaltere udøver. Det er en følge af, at samfundet er blevet så sammensat, at det kræver "faglig kunnen" at udøve dette hverv på rette måde.

Sat på spidsen kan man sige, at demokratisk revisionisme sætter styrets effektivitet (evne til at skaffe resultater og fremstå som handledygtigt) højere end selve den demokratiske samtaleproces, som Hal Koch var så lidenskabelig fortaler for. Eller sagt med andre ord: hvis blot de formelle betingelser for valget af regering var opfyldte, så er befolkningens aktive deltagelse i debatten om det daglige styre ikke blot mindre vigtigt men endog direkte uønskeligt. Det var i virkeligheden det 20. århundredes variant af den gamle aristokratiske tankegang, som allerede Platon havde gjort sig til talsmand for.

De radikale demokrater

De opfattelser, som de demokratiske revisionister gav udtryk for, vandt forholdsvis bred tilslutning i 1950'erne, men i 1960'erne satte kritikken ind fra en gruppe kaldet "de radikale demokrater" anført af Peter Bachrach. De radikale demokrater kritiserede især tankerne om befolkningens apati (manglende deltagelse) som havende en stabiliserende effekt på demokratiet og ligeledes det ønskelige i at give den politiske elite udstrakt handlefrihed til fremme af styrets handle- og beslutningsevne. De hævdede endvidere, at revisionisterne i deres kritik af klassikerne for manglende virkelighedssans misforstod den klassiske demokratiske teoris sigte. Når den klassiske demokratiske teori omtalte deltagelse, var det ikke som en beskrivelse af rådende tilstande, men som et ideal man bør stræbe imod. Når revisionisterne samlede opmærksomheden om elitekonkurrencen i deres forsøg på at være "realistiske", gjorde de daværende forhold til deres ideal, og deres demokratiopfattelse var derfor udtryk for en status-quo ideologi (det vil sige en ideologi til støtte for den rådende tilstand). Kritikerne anså derfor sig selv som den klassiske demokratiske teoris moderne arvtagere, der ville fastholde de klassiske idealer og endog på visse punkter videreudvikle den klassiske demokratiske teori, for eksempel ved at betone vigtigheden af deltagelse uden for den politiske sfære i snæver forstand, først og fremmest i form af industrielt demokrati (økonomisk demokrati).

Mens elitisterne angiveligt ser eliten som et værn mod holdninger i den brede befolkning, der er fjendtlige mod de traditionelle frihedsrettigheder, så mente Bachrach, at eliten her er et skrøbeligt værn, og at man i stedet må søge at ændre disse anti-liberale holdninger (som Bachrach ikke benægter eksistensen af) gennem en udvidelse af den demokratiske proces. Men denne udvidede deltagelse vil klart ske på et lavere trin i samfundshierarkiet, nemlig på den enkeltes arbejdsplads. Bachrach indrømmer, at ikke enhver form for deltagelse vil have positive virkninger, men han mener, at problemerne kan løses først og fremmest på to måder:

  • For det første må deltagerne have nogenlunde lige stor magt, for herved undgår man, at deltagelsen bliver et redskab for manipulation for de mere magtfulde.
  • For det andet må forskellige interesser være repræsenteret inden for den gruppe, der skal træffe beslutninger, for herved modvirkes faren for konformitet.

Bachrach så ikke ejendomsforholdene som afgørende for indførelsen af demokrati på arbejdspladsen. Snarere så han sondringen mellem kapitalisme og socialisme som uvedkommende i den sammenhæng. Det afgørende er spørgsmålet om magt, ikke om produktion og fordeling. Bachrach synes således at anse spørgsmålene om magt på den ene side og ejendomsret på den anden som klart adskillelige i såvel teori som praksis.

Mens man kan sige, at de radikale demokrater i deres kritik af de demokratiske revisionister står som forsvarere af den traditionelle demokratiopfattelse, så er det klart, at de flytter vægten andetsteds hen i deres egen vision. Når Bachrach ikke afviser, at nøglespørgsmål i statsledelsen ("key governmental decisions") må afgøres af et fåtal, men bestrider, at dette skulle hindre en demokratisering på en række andre områder, først og fremmest på arbejdspladsen, så er det klart, at han derved betoner andre (økonomisk og politisk mindre omfattende) magtstrukturer, hvis beslutninger uundgåeligt vil virke tilbage på helheden. Samtidig kan man diskutere, om han ikke derved fjerner for stor en del af befolkningens opmærksomhed fra de overordnede statsledelses-spørgsmål til fordel for det nære, nemlig den egne arbejdsplads, og derved i sin konsekvens nærmer sig de demokratiske revisionister, nemlig at de store samfundsspørgsmål alligevel afgøres af en ret lille elite uden deltagelse fra den brede befolkning.

Demokrati eller polyarki?

I forlængelse af de debatter, der har udspillet sig mellem "demokratiske revisionister" og "radikale demokrater" i tiden efter 2. verdenskrig har der udviklet sig en kritisk analyse af hvorvidt, demokrati overhovedet lader sig virkeliggøre i et sammensat samfund. En hovedkraft i denne kritik er Robert A. Dahl, der ved analyser af de stedlige magtforhold i New Haven, Connecticut i USA kom frem til, at samfundet består af ulige magtgrupper eller eliter, som indbyrdes kæmper om magten og i denne kamp dels efter evne bekæmper hinanden, dels samarbejder eller samvirker i mangel af bedre. Denne tilstand, der ikke kan kaldes demokratisk i gængs forstand, betegner Dahl som polyarki eller pluralisme. Tesen om polyarkiet som samtidens styreform fremsattes med styrke i bogen Who Governs? i 1961, hvor han ved ovennævnte case-study finder sin tese bekræftet.

Begrundelsen for denne udvikling finder han i den forandring, der fandt sted ved overgangen fra selvstyre i små bystater til en fælles, mere eller mindre repræsentativ (national) regering. Dahl mener, at der ved denne samfundsændring, hvor sammenpasning af hensynet til rumlige, etniske, racebetingede, religiøse, ideologiske, beskæftigelsesbetingede med flere forhold, der gør sig gældende i et mangfoldigt samfund, i virkeligheden sker en undergravning af demokratiet som opnåeligt mål. I stedet bliver polyarkiet den samfundsform, som beslutningsprocesserne finder sted under.

I bogen Democracy and Its Critics fra 1989 gør Dahl sig til talsmand for, at demokrati i et moderne samfund er en utopi, et uopnåeligt mål: intet moderne samfund kan være helt demokratisk. I stedet opstilles 5 retningslinjer for hvorledes, man vil kunne "måle" graden af demokrati:

  1. Effektiv deltagelse – Borgerne skal have tilstrækkelige og lige muligheder for at danne deres mening og fremsætte denne i det offentlige forum, herunder muligheden for at bringe et emne på bane.
  2. Lige beslutningsdeltagelse – Hver borger må være forvisset om, at vedkomnes bedømmelse af en sag vil blive anset at være lige så meget værd og veje lige så tungt som enhver anden borgers.
  3. Informationstilgængelighed – Borgere må sikres lige muligheder for at skaffe sig indsigt og sikre sig, at en given beslutning vil være den bedst mulige under hensyn til deres egeninteresse.
  4. Kontrol af agendaen – Befolkningen må have mulighed for at beslutte hvilke politiske emner, der skal bringes på dagsordenen og ud til beslutning.
  5. Medregnethed – Forholdene må være lige for alle borgere i samfundet. Enhver har en sikret "borgerret" til deltagelse i den politiske proces.

I stedet for det klassiske demokratis ideal er moderne samfund "polyarkier", der har valgte ledere, valgt ved frie og fair valg, samme ret til at lade sig opstille for at blive valgt, ytringsfrihed, ret til at skaffe sig anden information end den af de siddende magthavere fremsatte og frihed til at danne egne grupper (associational autonomy), ifølge Dahl, realistisk set det nærmeste, man kan komme realisering af det demokratiske ideal. De anførte forhold udgør et stort gode i samfundet, idet de udgør flere ulige centre for magtudøvelse (multiple centers of political power), der holder hinanden i skak og modvirker magtmisbrug.

Dahl har peget på syv institutioner, som hver for sig er nødvendige betingelser for, at man kan tale om et polyarki (rettelig et repræsentativt demokrati). De syv institutioner kan ses som to dimensioner, nemlig:

  • rammer for demokratisk deltagelse, og
  • befolkningens faktiske deltagelse

Det af Dahl benyttede demokratibegreb er altså todimensionalt. En forudsætning for udviklingen af et sådant demokrati er opfyldelsen af de tre grundbetingelser:

  • Der er konkurrence mellem personer og grupper (især politiske partier) om alle væsentlige politiske poster, med regelmæssige mellemrum, og uden brug af vold og tvang. Nogle forfattere peger på en egentlig politisk opposition som en nødvendig forudsætning for at kunne tale om et politisk demokrati.
  • Der er ingen (eller i hvert fald kun helt ubetydelige) begrænsninger i befolkningens adgang til politisk deltagelse, når der vælges ledere og træffes politiske afgørelser, i det mindste i form af regelmæssige, frie og retfærdige valg, hvorfra ingen betydningsfuld gruppe (af voksne) er udelukket.
  • Der udvises respekt – ikke kun i ord, men også i gerning – for frihedsrettigheder og politiske rettigheder (såsom ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlings- og organisationsfrihed og valgret) i et omfang, der sikrer både meningsfuld politisk konkurrence og deltagelse.

Dahl finder således, at hvis og når disse betingelser er opfyldte, så kan man tillade sig at sige, at samfundsforholdene opfylder demokratiske betingelser.

Det er tankevækkende, at Dahl ikke ser vanskeligheder i, at den klassiske forudsætning for demokratiets udøvelse – en homogen befolkning – ikke opfyldes. Dette er så meget mere påfaldende som, at tidligere stater med heterogene befolkninger (således den danske helstat, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn, Det tyske kejserrige, Zar-Rusland, Sovjetunionen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet) alle brød sammen på grund af denne heterogenitet, ligesom demokratiet reelt ikke fungerede under nogen af disse styrer. Dahl drager ikke den slutning, at en sådan heterogen tilstand overhovedet er uønskelig, men søger alene at gøre den tålelig ved at give den et "demokratisk" skin.

Dahl forsvarer sin fremgangsmåde med, at den giver et mere virkelighedsnært billede af styret i vestlige "demokratiske" lande og derfor tillige er et bedre redskab for undersøgelse af disse. Men samtidig giver han indtryk af, at denne samfundsorden med rimelighed kan anses som demokratisk i stedet for at spørge, om dette er tilfældet og hvis ikke, på hvilken måde sådanne samfund afviger fra demokratiet.

Siden 1970 har samfundsudviklingen i mange vesteuropæiske lande vist, at samtidens politikere har valgt at fremme en mere heterogen og dermed mere splittet tilstand i deres lande. Denne politik kan opfattes som et forsøg på fra de folkevalgte repræsentanters side at tilrane sig mere magt på bekostning af de menige borgeres indflydelse. Når samfundet bliver mindre homogent i sin sammensætning, bliver det lettere at argumentere sine beslutninger med hensynet til særlige grupper eller med, at der ikke findes tilstrækkelig enighed i befolkningen til at træffe en bestemt beslutning, hvorfor de folkevalgte har måttet vælge den beslutning, de selv fandt bedst i den givne situation. En sådan linje vil imidlertid skabe risiko for modsætninger mellem befolkningen og de folkevalgte repræsentanter, enten i form af dannelse af nye politiske partier eller folkebevægelser. eller ved, at befolkningen hvis og når den gives mulighed for ved folkeafstemning at tilkendegive sit standpunkt i en omtvistelig sag demonstrativt stemmer anderledes, end de folkevalgte repræsentanter havde henstillet. Som eksempel på dette sidste kan nævnes den schweiziske folkeafstemning om forbud mod minareter i december 2009. Storbritanniens folkeafstemning om udmeldelse af EU i 2016, normalt omtalt som Brexit, er et andet eksempel på, at befolkningen stemte mod de anbefalinger, som de ledende politikere havde givet.

Politiske tiltag for at svække demokratiet

Det er påfaldende, at den politiske reaktion fra de folkevalgte ikke altid har været at ændre opfattelse og erkende, at de i det pågældende spørgsmål ikke var i overensstemmelse med befolkningsflertallet, men i stedet at tage skridt til at forhindre befolkningen i at give sin mening til kende ved folkeafstemninger ved simpelthen at forhindre disse . Det er ligeledes påfaldende, at det ofte er i spørgsmål om sikringen af samfundsmæssig homogenitet, at befolkningen og de folkevalgte repræsentanter har uoverensstemmende opfattelse.

En anden tendens, som har været debatteret er det postfaktuelle demokrati, som defineres som en demokratiform, hvor politikerne afviser valide data og spreder falske rygter om hinanden, blandt andet på de sociale medier. Den amerikanske valgkamp i 2016, i særlig grad Donald Trumps kampagne er blevet tolket som et udtryk for denne tendens:

"Det er ikke kun positivt, at strømmen af information kan flyde uredigeret rundt på internettet – det giver også en dubiøs politiker som Donald Trump mulighed for at styre sin kampagne via løgn og manipulation."

Andre forskere har påpeget, at manipulation ikke er en ny tendens i de politiske partiers positionering, hvorfor "postfaktuel" er en tvivlsom betegnelse for fænomenet.

Usvækket opbakning i befolkningen

Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside ellerhistorik.

Det er værd at bemærke, at uanset forskernes konstatering af, at tilsyneladende kun en begrænset del af befolkningen rent faktisk deltager i valg, så var hverken befolkningens interesse for samfundets anliggender eller deres vilje til at fastholde den ydre ramme for den demokratiske manifestation svækket i år 2000. Folk deltager i debatter om tidens samfundsspørgsmål nu mere end nogensinde før, fremmet af blandt andet internettets muligheder, og de møder fortsat op for at tilkendegive deres holdning, hvis de folkevalgte politikere i en given sammenhæng ikke tilstrækkeligt tager hensyn til denne. Demokrati som livsholdning er så stærk som nogensinde.[kilde mangler]

Efter 2. verdenskrig og den i forlængelse heraf skete afvikling af de gamle koloniimperier har der i Europa og den vestlige verden udviklet sig tanker om en udbredelse af demokratiet gennem nationsbygning blandt andet ved forsøg på at bringe internationale organisationer som FN ind som medvirkende ved udbredelsen af demokratiet. Erfaringer fra stater dannede efter 1945 som Sudan, Kosovo, Irak og Afghanistan antyder imidlertid, at det er vanskeligt at opnå befolkningens støtte til tilstedeværelsen af internationale sikkerhedsstyrker. Demokrati kan ikke påtvinges.

Zygmunt Bauman har blandt andet analyseret "globaliseringens" paradokser og argumenteret for, at udbredelsen af kommunikationsmidler skaber et paradoks mellem kapitalkoncentration på den ene side og nødvendigheden af lokal stabilitet på den anden side. Den transnationale kapital kræver en vis stabilitet i regimerne, blandt andet for at kunne opnå sit forventede afkast. Større folkelige opstande med krav om reformer kan derfor udløse et pres mod totalitære regimer fra det internationale samfund. I flere lande med totalitære eller autoritære regimer, således i 2011 i Tunesien , Egypten og Libyen, har erklærede demokratiske bevægelser ved omfattende demonstrationer fået international støtte til deres krav om demokratiske reformer, selv om de i befolkningen upopulære magthavere tidligere har nydt det internationale samfunds opbakning. Erfaringerne fra blandt andet den iranske revolution i 1978 viser dog, at der ingen sikkerhed er for, at en demokratisk motiveret folkerørelse ikke kan bane vejen for et nyt totalitært styre.


Noter
  1. Se desuden: Søren Kierkegaard: "Om begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates" Kapitel II: "Opfattelsens Virkeliggørelse", hvor han rammende har karakteriseret Sokrates med følgende ord:
    "...Socrates var i Strid med Statens Anskuelse, ja (at) hans Attentat maatte fra Statens Standpunkt betragtes som et af de allerfarligste, som et Forsøg paa at udsuge Blodet af den og forvandle den til en Skygge." Det var derfor efter Kierkegaards opfattelse berettiget, at Socrates blev dømt til døden
  2. En skildring af magtkampen findes hos Aksel E. Christensen
  3. Eksemplerne, der alle var lande med mere eller mindre parlamentariske forsamlinger, illustrerer, at det ikke var det økonomisk-politiske system (kapitalisme, socialisme) men selve den manglende homogenitet i befolkningen, der i sidste ende udløste sammenbruddet
  4. Folkebevægelsen mod EF (senere Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen), Organisationen til oplysning om atomkraft (OOA), Sammenslutningen mod motorvej B5 og Dansk Folkeparti kan alle ses som udslag af en folkelig reaktion på manglende forståelse hos de etablerede politiske partier
  5. for Danmarks vedkommende kan Jordlovsafstemningen den 25. juni 1963 ses som det første eksempel herpå. Senere fulgte folkeafstemningen om Maastricht-aftalen i 1992. Arkitekten Arne Gaardmand gav afstemningsresultatet denne kommentar: "Det er umuligt at sige, hvad det knebne nej-flertal kommer til at betyde politisk og planlægningsmæssigt. Men resultatet var under alle omstændigheder en alvorlig advarsel om, at der er dybe kløfter mellem politikerne og befolkning om internationaliseringens karakter og rækkevidde og om de former, samarbejdet bør have" (Gaardmand, s. 288)
  6. Som et andet eksempel kan nævnes forslaget til ny EU-forfatning, der i 2005 blev forkastet ved to folkeafstemninger i henholdsvis Frankrig og Holland. Forfatningsudkastet blev (marginalt) ændret, men hverken vælgerne i Frankrig eller i Holland eller i nogen af de øvrige EU-lande (fraset Irland) fik lov til at stemme om det reviderede traktatforslag 26. marts 2016 hos Wayback Machine på youtube.
  7. Et paradoks, Bauman kalder Glokalisering, Baumann (1999)
Referencer
  1. Næss, Arne et al. (1956). Democracy, Ideology and Objectivity. Oslo: University Press. Fundet via 14. august 2020 hos Wayback Machine s. 34-35, 2020-07-30.
  2. 28. december 2016 hos Wayback Machine (en:), på Economist.com
  3. . Perseus.tufts.edu. Hentet2010-08-22.
  4. Aage (1984), s. 240
  5. Hartje 2007, s. 21
  6. Hansen 2010, s. 257
  7. Spinoza, s. 85
  8. Ross (1967)
  9. Lykkeberg (2012), s. 44
  10. Lykkeberg (2012), s. 47
  11. Lykkeberg (2012), s. 49
  12. jvf. Rousseau, bog IV, kapitel 1.
  13. Durant, s. 13-65
  14. Herman Hansen (2012), s.38
  15. Hedeager, s. 290
  16. Hedeager, s. 286-291
  17. Hedeager, s. 245-249
  18. Hedeager, s. 159
  19. Porsmose, s. 364f
  20. Kaspersen, s. 368
  21. Durant, s. 79f
  22. Rousseau, s. 84 og 87
  23. Mogens Herman Hansen, demokratiets historie fra oldtid til nutid (2012) s. 51-52
  24. Bjørn, s. 124
  25. Bjørn, s. 185
  26. Bjørn, s. 190
  27. Hvidt, s. 154
  28. Hvidt, s. 283ff
  29. dtv-atlas, s. 440
  30. dtv-atlas, s. 416f
  31. dtv-atlas, s. 440f
  32. jvf. Sloth
  33. Mette Kjær og Palle Svensson
  34. Spinoza, s. 86
  35. Spinoza, s. 97
  36. Spinoza, s. 170f
  37. Spinoza, s. 171
  38. Spinoza, s. 172. Det fremgår endvidere, at han ikke havde fantasi til at forestille sig et samfund, hvor kvinder fik medbestemmelsesret.
  39. Salmonsen, s. 451
  40. 28. november 2015 hos Wayback Machine på youtube
  41. Koch, s. 32
  42. Koch, s. 39
  43. Koch, s. 59
  44. Koch,s. 69.
  45. Koch, s. 71f
  46. Koch, s. 75
  47. Koch, s. 80
  48. Koch, s. 84f
  49. Koch,s. 92
  50. Jürgen Habermas (2009).
  51. Jürgen Habermas (2009)
  52. Habermas (1988)
  53. . fra originalen 18. januar 2012. Hentet 3. februar 2011.
  54. Jensen, s. 92f
  55. Jensen, s. 94
  56. Dahl (1984), s. 226f
  57. .Dahl (2000), s. 247
  58. Hunt, Alex; Wheeler, Brian (3. november 2016). . BBC News. fra originalen 1. juli 2016. Hentet 15. februar 2017.
  59. "Folkeafstemninger står for skud i Schweiz" og "Det schweiziske konsensus-demokrati har problemer", Kristeligt Dagblad den 22. december 2009.
  60. . fra originalen 20. november 2016. Hentet 15. februar 2017.
  61. 20. november 2016 hos Wayback Machine, Information 8. september 2016
  62. Dahl (2000)
Søsterprojekter med yderligere information:

LA-ikon

Demokrati
demokrati, statskundskab, betegnelse, styreform, hvor, aron, nybo, tager, snus, sprog, overvåg, rediger, græsk, δημοκρατία, kommer, δήμος, démos, folk, κρατος, krátos, styre, herredømme, oversat, folkestyre, politisk, system, hvor, magten, ligger, folket, mode. Demokrati statskundskab betegnelse for en styreform hvor aron nybo tager snus Sprog Overvag Rediger Demokrati graesk dhmokratia kommer af dhmos demos folk og kratos kratos styre herredomme oversat folkestyre er et politisk system hvor magten ligger hos folket I en moderne forstaelse af begrebet skelnes mellem styreform og holdning livssyn Valgdeltagelse i form af stemmeafgivelse er en forudsaetning for et fungerende demokrati Demokrati betyder folkestyre Det lyder umiddelbart enkelt folket skal styre men det viser sig hurtigt at der opstar uenighed bade blandt teoretikere og politikere nar det skal bestemmes hvad der forstas ved Demos folket og ved Kratos magt Ikke mindst hvilke forudsaetninger der er nodvendige for at demokratiet skal kunne fungere efter sin hensigt Selv om ordet demokrati anvendes hyppigt i politiske diskussioner og den offentlige debat tillaegges ordet forskellige betydninger En norsk undersogelse 1 der blev gennemfort i 1950 erne kunne f eks pavise ikke mindre end 311 forskellige anvendelser af ordet demokrati Indholdsfortegnelse 1 Definitioner 2 Den demokratiske styreform 2 1 Baggrund 2 2 Former for demokrati 2 3 Retsstaten 3 Historisk udvikling 3 1 Hellas 3 2 Middelalder og renaessance 3 3 Oplysningstiden 3 4 Romantikken 3 5 20 arhundrede 3 6 Oversigt 4 Spinoza 5 Jean Jacques Rousseau 6 Theodor Geiger Frantz Harlang og forsvaret for demokratiet 6 1 Embedsstanden som folkestyrets undergraver 6 2 Beundringen for totalitaere styres effektivitet 6 3 Hal Koch om det demokratiske livssyn 7 Deliberativt demokrati 7 1 Jurgen Habermas om den herredommefrie kommunikation 7 2 Demokratisk dannelse 8 Demokratisk revisionisme 8 1 De radikale demokrater 8 2 Demokrati eller polyarki 9 Voksende afstand mellem folket og dets repraesentanter 9 1 Politiske tiltag for at svaekke demokratiet 9 2 Usvaekket opbakning i befolkningen 10 Sporgsmalet om maden for udbredelse af demokratiet 11 Noter og referencer 12 Litteratur 13 Eksterne henvisninger 14 Se ogsaDefinitioner RedigerDer er ikke konsensus om en definition men lighed for loven politiske frihedsrettigheder som tale trykke og forsamlingsfrihed samt retssikkerhed er siden antikken blevet fremhaevet som vigtige elementer i demokratiet 2 3 En definition fra en dansk forsker dr polit Hans Aage lyder saledes Ved demokrati forstas simpelthen at den enkelte har storst mulig indflydelse pa sit eget liv og at der findes institutioner som gor det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret pa en ligevaerdig made med henblik pa at etablere en losning Hans Aage 1984 4 dd Demokratiets udformning reguleres i et samfund af de love regler eller procedurer der er gaeldende for det enkelte samfund Som regel er de grundlaeggende bestemmelser herom fastlagt i en grundlov eller forfatning Der skelnes mellem forskellige former for demokrati fx repraesentativt demokrati og deliberativt demokrati Begrebet medborgerskab anvendes i debatten som et saerligt perspektiv pa demokratiets praksisformer 5 6 Den demokratiske styreform RedigerBaggrund Rediger I alle samfund indtager borgerne pa samme tid en dobbelt rolle Som del af samfundets suveraen det vil sige indehavere af beslutningsretten med hensyn til samfundets love og styrelse herunder forvaltningen af de vaerdier samfundet er eller kommer i besiddelse af Som samfundets undersatter det vil sige som indbyggere bundne af de beslutninger suveraenen har truffet 7 Allerede Aristoteles og siden Cicero skelnede mellem tre former for suveraenitet nemlig hvor denne er lagt i handen pa en enkelt monarki tyranni pa en mindre gruppe af indbyggere aristokrati oligarki herunder teokrati eller hvor denne befinder sig hos flertallet af indbyggere politeia demokrati Denne skelnen mellem suveraenitetens samling hos en enkelte nogle fa eller hos flertallet blev af samfundsrets taenkere i det store og hele opretholdt gennem hele middelalderen og renaessancen frem til oplysningstiden Former for demokrati Rediger I forskningen er det isaer med fremvaeksten af politiske studier almindeligt forekommende at der skelnes mellem to grundformer for demokrati Det direkte demokrati hvor beslutningerne blev taget direkte af folket Denne form for demokrati kendes stadig i form af bindende folkeafstemninger som afholdes i henhold til forfatningen Det repraesentative demokrati hvor borgerne vaelger et mindre antal folk politikere til at repraesentere sig og disse repraesentanter tager sa beslutningerne pa borgernes vegne Denne form for demokrati har ikke er nogen indbygget sikkerhed for at de af folket valgte repraesentanter ogsa i alle henseender afspejler folkeviljen Antallet og arten af de beslutninger suveraeniteten i et samfund skal traeffe er mange og sammensatte og det er derfor ikke sikkert at de folkevalgte repraesentanter i ethvert sporgsmal fuldt ud afspejler den samlede befolknings indstilling For i nogen grad at rade bod herpa kan der for et givet emne foretages meningsmalinger for derved at give de folkevalgte indtryk af befolkningens stemning Da de valgte politikere ikke kan forventes at vaere helt upavirkede af folkestemningen forventes det at de i deres beslutninger vil tage hensyn til den stemning der afspejler sig i sadanne meningsmalinger Der er ogsa en implicit kontrol med folkevalgte politikere i og med at de er valgt for en afgraenset periode Hvis de afgiver deres stemme i strid med folkeviljen antages det at de ikke opnar genvalg ved det folgende valg De to grundformer kan i praksis antage forskellige saerformer Sadanne saerformer analyseres ofte pa baggrund af folgende kriterier Valgmetode hvor der i et repraesentativt demokrati skelnes mellem forholdstalsvalg og flertalsvalg i enkeltkredse Afstemningsform hvor idealet er hemmelige frie og lige afstemninger Retssikkerhed Mindretalsbeskyttelse 8 Retsstaten Rediger I de moderne samfund vil demokratiet normalt vaere suppleret og begraenset af retsstatslige principper for at undga forhastede beslutninger der udspringer af midlertidige folkestemninger Retsstater fungerer i henhold til en forfatning der suppleres af en raekke fremgangsmader der skal folges i forbindelse med afgorelser og disse er forholdsvis svaere at aendre Dette medvirker til at sikre den enkelte borger mod at blive offer for vilkarlige og midlertidige folkestemninger I nogle sammenhaenge bliver selve demokratibegrebet udvidet til ogsa at omfatte de begraensninger der er indbygget i retsstatbegrebet Et eksempel herpa er Montesquieus princip om magtens tredeling der sikrer en retslig undersogelse af vedtagne beslutninger Retssikkerhed og magtdeling er dog ikke i sig selv forudsaetninger for demokratiet men i en historisk kontekst knyttes de ofte til demokratiets udvikling 9 Det fremhaeves ofte at demokratiet fungerer i henhold til normer der sigter mod at skabe faelles vaerdier i samfundet I praksis er sadanne faelles vaerdier ofte konfliktskabende blandt andet fordi en faelles handlingsramme ikke kan reflektere enkeltpersoners eller gruppers holdninger eller ideologi ud over hvorledes hver enkelt individ forholder sig til selve den demokratiske beslutningsform 10 Demokratiet bygger i dette perspektiv pa en forestilling eller fiktion om at det enkelte menneskes problemer er et faelles vilkar 11 Dette indebaerer at individer som bryder de vilkar som er forudsaetningen for demokrati eksempelvis retten til fri meningsudveksling i form af censur samtidig implicit undergraver den demokratiske samfundsform Tilsvarende forekommer et omvendt brud hvis en borger eller indbygger som ikke er rede til at underkaste sig den demokratiske samfundsramme stiller saerlige krav til samfundsordenen 12 note 1 En anden fare for demokratiet kan opsta hvis de folkevalgte bruger deres midlertidigt tildelte magt til at traeffe beslutninger til egen fordel uden hensyntagen til den offentlige mening Noget sadant kan finde sted hvis de folkevalgte i et bestemt sporgsmal indbyrdes er eller kan blive enige uanset at folkeviljen er en anden Derved kan de folkevalgte traeffe beslutninger der i deres karakter kan bidrage til at undergrave tilliden til det repraesentative folkestyre Dette gaelder saerligt og mest alvorligt for emner hvor forfatningen ellers har forudset muligheden for en folkeafstemning men hvor de folkevalgte kan finde sa bred enighed at denne undgas Hvis der i sadanne tilfaelde hvor folkestemningen kan formodes at vaere en anden end blandt de da udpegede repraesentanter ikke afholdes en afklarende folkeafstemning kan folkerepraesentanterne komme under anklage for magtmisbrug flertalsdiktatur eller demokratisk diktatur Et eksempel er at den udeblevne folkeafstemning om Lissabon traktaten i Danmark som i andre EU lande af mange blevet kritiseret for at vaere en knaegtelse af demokratiets grundprincipper I januar 2011 afgav Hojesteret kendelse om at sporgsmalet kan behandles ved domstolene idet retten vurderer at traktaten har en generel og indgribende betydning for danskernes hverdagsliv Hermed omstodte Hojesteret en landsretafgorelse fra 2009 13 Historisk udvikling RedigerHellas Rediger Uddybende artikler Det athenske demokrati og Folkeforsamlingen Rom Demokrati som betegnelse blev for forste gang brugt af graekerne i 500 tallet f Kr kilde mangler til at beskrive styreformen i bystaten Athen hvor alle vaesentlige beslutninger blev truffet af en forsamling typisk pa over 5 000 mand hvor alle frie maend det vil sige athenske borgere over 20 ar som ikke var slaver kvinder eller fremmede statsborgere havde ret til at deltage Nar en mand var over 30 ar kunne han blive valgt ind som embedsmand eller naevning Trods forholdsvis store mulighed for at deltage var det yderst begraenset hvem der havde deltagelsesret Af 400 000 borgere var de 250 000 slaver og dermed pa forhand udelukket Af de mulige deltagere var det et fatal der modtes i Ecclesia eller folkeforsamlingen hvor statens anliggender skulle droftes og besluttes Af betydning var det dog at diskasteria eller hojesteret udgjorde den hojeste ret og var gjort sa stor for at modvirke muligheden for bestikkelse Demokratiet kom imidlertid under angreb fra det oligarkiske parti der bestod af et fatal af rige der beskyldte demokratiet for at vaere noget hablost humbugmageri og ordningen med de mange medlemmer valgt efter alfabetisk orden fra folkeregisteret som tabelig Under den peloponnesiske krig 430 400 f Kr forsogte oligarkerne under forerskab af Kritias at fa demokratiet afskaffet men det endte med at mange af dets ledere blev sendt i landflygtighed og forst vendte hjem pa forlangende af Sparta der havde overvundet Athen Efter hjemvendelsen gjorde oligarkerne opror oproret blev slaet ned og Kritias blev draebt Det var under disse forhold at Sokrates virkede Han var ophavsmand til den forhadte aristokratiske filosofi og hans utallige sporgsmal havde ikke mindst til formal at undergrave begrundelsen for demokratiet Sokrates provokation mislykkedes og han blev domt som samfundsomstyrter og statsfjende Platon var elev af Sokrates og nevo til Kritias Efter Sokrates dod kastede han sig over problemstillingen at finde en metode til at udfinde de bedste og klogeste at sikre dem vilkar for at regere og at overbevise dem om at gore det Den fremgangsmade han nar frem til er sa familiefjendsk som overhovedet muligt bornene skal tages fra deres foraeldre og opdrages af staten Forst skal de traenes fysisk med gymnastik og sport Derved bliver de sa sunde at laegekunst gores overflodig De skal laere musik for at oplaeres i harmoni og rytme De skal vaere troende og de skal laere filosofi De skal igennem alskens duelighedsprover for at frasortere alle de er ikke egner sig til statsledelse Fra deres 30 ar skal de i yderligere fem oplaeres i idelaere og derefter skal de i yderligere 15 ar leve i samfundet opleve nederlag og hardt arbejde og er som 50 arige endelig klar til at deltage i statsstyret Men de ma ikke have ejendom ikke have egne hustruer men have kvindefaellesskab idet der skal vaere streng racekontrol med al deres borneavl Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe af statsvogtere en storre klasse af krigere og hjaelpekraefter og en stor klasse af kobmaend handvaerkere og landmaend Saledes var Platons alternativ til den athenske demokratiske folkehob Platon fik en invitation fra kongen over Syrakus Dionysos om at afprove sine ideer men da denne opdagede at han enten skulle blive filosof pa de platonske betingelser eller opgive sin herskerstilling frafaldt han invitationen og solgte Platon som slave Det var efter dette at Aristoteles udvikledes sine tanker om to slags styre det gode og det onde fordelt pa tre muligheder den enkelte de fas og de manges styre Men den graeske politiske filosofi kom aldrig videre end dertil Da Aristoteles dode 322 f Kr gik problemstillingen videre til det da fremvoksende romerrige Det var laenge en almindelig accepteret holdning at Romerriget kun havde storhed men ingen originalitet hvorfor de fro der var saet i Hellas naesten gik til grunde og la i dvale i arhundreder 14 Det bor dog tilfojes at Marcus Tullius Cicero i en raekke overleverede taler advokerede for en demokratisk forfatning 15 Middelalder og renaessance Rediger Uddybende artikel middelalderen Efter sammenbruddet af Romerriget der ma tilskrives en uskon blanding af angribende normader 16 folkevandringer 17 en forfejlet romersk politik med uddelte borgerskaber til indvandrere ikke mindst lejesoldater i haeren 18 en underlodig montfod 19 samt upalidelige embedsmaend hvor alle styreformer blev provet og hver gang med katastrofale folger fremvoksede i Syd og Vesteuropa storre og mindre kongestyrede riger De var dog kun nominelt ledet af kongen eller kejseren idet denne som modspil havde en adel der var fremvokset i kraft af den rigdom man havde samlet sig og som var blevet foroget ved at statsoverhovedernes mange krige og deraf folgende krav om krigstjeneste af fri bonder medforte at disse for at undga denne tjeneste opgav deres frihed til fordel for rigernes vaerste boller og slagsbrodre der udgjorde overklassen i de nye middelalderlige samfund Disse udovede deres magt over for det nominelle statsoverhoved i Danmark i form af Danehoffet i Nyborg note 2 og over for deres livegne Almindelige bonder var uden politisk indflydelse bortset fra den de kunne udove i landsbyens indre anliggender ved bytingene Her toges beslutninger af betydning for landsbyfaellesskabet ved en enighed der med tilnaermelse kan anses som demokratisk 20 I renaessancen kom demokratiet pa mode igen som folge af den borgerlige klasses voksende okonomiske magt Kendetegnende var det at borgerskabet voksede frem til velstand og betydning for samfundet i kraft af egen dygtighed og virkelyst modsat adelen der havde opnaet i sine privilegier i kraft af arvelige saerrettigheder Det var derfor ikke maerkeligt at borgerskabet gerne ville have en politisk indflydelse der modsvarede dets okonomiske betydning Vanskeligheden var at borgerskabet voksede frem i et samfund hvor kongemagten var eller blev enevaeldig Det udelukkede enhver kritik af bestaende forhold I stedet matte man begynde med begyndelsen borgernes frihed pa den ene side deres ret til indflydelse pa love pa den anden og deres pligt til at folge lovene pa den tredje Derved fik de borgerligt udviklede statsteoretiske ideer en principiel karakter hvis alle var lige med hensyn til vedtagelsen af lovene og efterlevelsen af dem hvorledes ville samfundet da skulle se ud Ved at begynde med dette udgangspunkt fik tidens statsteoretikere en betydning for forfatningsteori som ingen siden kunne tage fra dem Det var under disse frugtbare betingelser at statsteoretikernes forende taenkere Hobbes 1588 1679 Spinoza 1632 1677 Locke 1632 1670 og Rousseau 1712 1778 udviklede deres overvejelser AEldst blandt disse er Thomas Hobbes Han var den der lagde grunden til ideen om staten som udtryk for en samfundskontrakt mellem mennesker Hobbes mente at uden en stat for staten var det alles kamp mod alle Staten er en grundlaeggende forudsaetning for en samfundsorden idet borgerne frivilligt afgiver deres frie vilje til suveraenen og bemyndiger denne til alle handlinger Denne tanke fremsaettes med styrke i vaerket Leviathan 1651 hvori beskrives menneskenes magtoverdragelse til suveraenen et menneske eller en forsamling af mennesker der med stemmetal kan reducere alle de enkelte viljer hos forsamlingens mennesker til een vilje dette er mere end et samtykke eller et sammenhold det er en virkelig enhed af alle i een og samme person kommet i stand gennem alles overenskomst med alle Nar dette er gjort og maengden saledes er forenet i een person kaldes den en stat pa latin civitas Saledes dannes den store Liviathan eller for at sige det mere aerbodigt den dodelige guddom som vi naestefter den udodelige gud skylder at vi kan leve i fred og at vi kan forsvare os 21 Nar en stat saledes er oprettet patager den sig bestemte opgaver nemlig forsvaret mod ydre fjender at bevare freden indadtil at sikre borgerne mulighed for at berige sig nar det ikke sker pa bekostning af sikkerheden at lade borgerne nyde friheden mest muligt Staten retfaerdiggores saledes ved borgernes konsensus om en forfatning der skal tojle indbyggernes lidenskaber Hvilket styre en sadan stat skal have tog Hobbes imidlertid ikke stilling til omend han fandt en enkelt statsleder at vaere den bedste mulighed For ham var demokratiet en mulig styreform blandt andre men ikke nodvendigvis den bedste 21 Det er sigende at Hobbes ikke naede frem til at blive demokratiets egentlige fortaler Hans samtidige statsmanden og taenkeren Francis Bacon 1561 1626 talte staerkt for monarkiet som statsform ud fra den anskuelse at en stats styrke beror pa samlingen af magt Han fandt at regeringsmagten omfatter tre led forberedelsen diskussionen eller undersogelsen samt fuldbyrdelsen eller udforelsen og hvis man laegger vaegt pa at fa noget gjort sa skal man kun overlade det midterste punkt til de mange men det forste og det sidste skal vaere forbeholdt de fa 22 Oplysningstiden Rediger Uddybende artikler Oplysningstiden og Den Franske Revolution I 1688 indtradte en regeringsomvaeltning i England kendt som den glorvaerdige revolution hvorved der ved siden af monarken oprettedes et staerkt parlament Denne begivenhed skulle for alvor saette fart pa de politiske taenkeres virksomhed Englaenderen John Locke skrev under indtryk af regeringsomvaeltningen i 1688 vaerket Two Treatises of Government To afhandlinger om regering 1689 hvori han stottede den nye ordning i landet med udvidet magt til parlamentet og til grund herfor har ideen om en social kontrakt mellem magthaverne og folket Senere tog Jean Jacques Rousseau tanken om staten som samfundskontrakt op men hos ham var folkesuveraeniteten samfundets legitime omdrejningspunkt Enhver af os laegger i faellesskab sin person og hele sin magt under almenviljens overste ledelse og vi optager ethvert medlem i faellesskabet som en uadskillelig del af helheden Suveraenen som udelukkende bestar af de enkeltpersoner der udgor den hverken har eller kan have modstridende interesser med denne 23 Rosseau gik dog ikke ind for demokrati hverken direkte eller repraesentativt Han mente derimod at der skulle udpeges en aristokratisk regering der skulle udfore folkesuveraenitetens almene vilje lovene Folkesuveraeniteten ville sorge for at holde den regerende forsamling i skak 24 Langt op i 1700 tallet var det forblevet ved de store tanker om demokratiet men begivenhederne i det virkelige liv gav mulighed for at bringe dem til provelse baggrunden var en voksende okonomiske og sociale spaending i Frankrig under 1700 tallet Den franske enevaelde havde stottet sig til adelens og kirkens skattefrihed mens borgerskab og bonder var holdt uden for al politisk indflydelse Ludvig 14 s politik i 1600 tallet havde samtidig belastet landets finanser alvorligt Under Ludvig 15 1715 1774 led Frankrig en raekke militaere og udenrigspolitiske tilbageslag saledes blev det i kolonierne delvis fortraengt af England mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen Halvhjertede reformforsog forte ikke til resultater og modtes tilmed med modstand fra adelens side Under den svage Ludvig 16 forsogtes at afhjaelpe finansnoden men uden held og kongemagtens prestige undergravedes yderligere ved dronning Marie Antoinettes odsle hofhold Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab sikkert opmuntret af USA s losrivelse fra England samt til dels ved pavirkning fra engelske liberale tanker Oplysningstidens nye ideer om blandt andet folkestyre og menneskerettigheder forenedes med stigende misfornojelse med enevaeldens odselhed og mislykkede politik I 1780 erne truedes Frankrig direkte af statsbankerot og for at imodega truslerne indkaldte kongen i foraret 1789 en staenderforsamling i Paris Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og pabegyndte revolutionen Den nye staenderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige Grev Mirabeau Markis de La Fayette Abbe Sieyes som onskede dyberegaende politiske reformer og stottedes af borgerskabet Man arbejdede for at omdanne forsamlingen til et egentligt parlament og pa grund af kongens valne modforholdsregler lykkedes det at gennemtrumfe at alle staender arbejdede sammen om et reformprogram Et forsog fra kongens side pa at afbryde udviklingen forte til udbrydelsen af den franske revolution hvis forste handling stormen pa Bastillen skete den 14 juli 1789 Den blev nedrevet og kongen gav atter efter I de folgende maneder arbejdede forsamlingen pa nye reformer blandt andet afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven Man pabegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer men hovedinteressen samledes om at bekaempe finansnoden og at fa kirken under statens kontrol to problemer som noje blev sammenkaedet Man onskede at bryde kirkens afhaengighed af paven og kongemagten og at tvinge praester til at erklaere sig loyale over for staten alene samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret I denne periode begyndte ogsa en form for partidannelse i landet og de forste borgerligt fodte politikere tradte frem f eks Jean Paul Marat Georges Jacques Danton Camille Desmoulins Louis de Saint Just og Robespierre Desuden fremvoksede der en ofte meget pagaende presse De egentlig revolutionaere deltes i en hojrefloj girondinerne som lagde vaegt pa reformer og en national linje og en venstrefloj jakobinerne og la Montagne som havde rod i smaborgerskabet og de intellektuelle og som onskede en hardere kurs Derudover var der de langt mere moderate feuillanter som nok stottede reformerne men ikke en egentlig revolution Girondinerne forte i begyndelsen an og stod for reformerne Gradvist omdannedes staenderforsamlingen til et egentligt parlament Nationalkonventet Men man savnede erfarne politikere og det hele endte i kaos og diktatur Det forste forsog pa at indfore et fuldstaendigt demokrati var slaet fejl Romantikken Rediger Uddybende artikel Revolutionerne i 1848 Da Napoleon Bonaparte i 1799 tog magten i Frankrig var det for en tid slut med det demokratiske forsog I de naeste 15 ar var Europa ganske praeget af den franske diktators goren og laden og ved Wienerkongressen i 1814 lykkedes det tilsyneladende for de gamle konge og kejsermagter at genoprette monarkiet over det meste af Europa Men de tanker som den franske revolution havde skabt og givet naering nationalismen og folkestyret ulmede og ventede blot pa lejlighed til pa ny at saette dagsordenen Allerede i 1815 dannedes det Tyske Forbund hvis forfatning i 15 palagde forbundslandene herunder Holsten der horte under den danske konge at oprette staenderforsamlinger mens 12 havde palagt oprettelsen af en hojesteret for alle lande under forbundet med mere end 300 000 indbyggere hertil horte Holsten 25 Samtidig havde de nationale rorelser sikret deres hjemlande autonomi hvor selvstaendighed endnu var umuligt saledes Storfyrstendommet Finland i forhold til Rusland Norge i forhold til Sverige Et nyt forsog pa at bringe magten i folkets haender blev foretaget den 27 juli 1830 da studenter ved Ecole polytechnique i Paris i faellig med byens arbejdere og smaborgerskab begyndte at bygge barrikader i byens gader Efter tre dages gadekampe matte den franske konge Karl 10 abdicere og den 7 august blev hertugen af Orleans Ludvig Filip valgt til ny konge af deputerekammeret To dage senere aflagde han ed pa den franske forfatning chartet Fra Frankrig bredte rorelsen sig ud over Europa mindre end en maned senere gjorde belgierne opror mod det nederlandske overherredomme i den faelles stat i september bredte uroen sig til de tyske stater hvor hertugen af Braunschweig matte flygte fra landet og fysten af Kurhessen matte love at indkalde staenderne og senere at afgive magten til sin son Ogsa i andre tyske byer kom det til uroligheder ligeledes i flere schweiziske kantoner Rorelsen naede Italien mod syd og Polen mod ost Guizeppe Mazzini gjorde sig til bannerforer for den unge Italien der ville samle landet i en national enhed mens polakkerne rejste sig mod den russiske overhojhed Ogsa pa Irland mod vest ulmede nationalt demokratiske rorelser 26 Det var under indtryk af disse begivenheder og deres afsmitning i hertugdommerne at man kort efter nytar 1831 ved kongelig tilkendegivelse indforte to radgivende provinsialstaenderforsamlinger en for kongeriget og en for hertugdommerne Forberedelsen tog tid og forst den 15 maj 1834 blev udstedt fire forordninger for hver af Helstatens fire staenderforsamlinger oerne Norrejylland Sonderjylland og Holsten 27 Skont disse ikke fik lovgivende magt var det et forste skridt til folkestyrets indforelse i Danmark Men radgivende staenderforsamlinger var ikke hvad befolkningerne tragtede efter og havde krav pa hverken i Danmark eller i andre lande I februar 1848 kom det til aben revolution i Paris et af oppositionen igangsat men af regeringen forbudt folkeoptog udartede til optojer der snart udviklede sig til planlose gadekampe mellem byens arbejderskarer og militaeret Pa tredjedagen af optojerne abdicerede Ludvig Filip og flygtede til England Snart gled magten over til en regering af borgerlige republikanere og socialister der lovede almindelig valgret ophaevede slaveriet i kolonierne og garanterede alle retten til arbejde Snart bredte rorelsen sig til de tyske stater hvor der stilledes krav om frihed og valgret fra forste faerd stilede man mod skabelsen af en faelles tysk nationalforsamling I Wien kom det til gadekampe mellem borgere og militaeret men kun kort lofte om en fri forfatning blev givet Snart bredte nationalt demokratiske opror sig i Milano og Venezia Ungarn Bohmen og endda Berlin Nu rejstes atter kravene om en faelles forfatning for Slesvig og Holsten og i Kobenhavn fik de nationalliberale vind i sejlene kravet om en fri folkevalgt lovgivende forsamling vandt frem Nok lykkedes det efterfolgende de konservative kraefter rundt om i Europa atter at fa kontrollen men overalt havde folkevalgte forsamlinger vundet fodfaeste Resten af arhundredet praegedes af kampen mellem konservative og liberale siden tillige socialistiske kraefter om magten i de forskellige europaeiske landes parlamenter Forholdene besvaerliggjordes af at mange af datidens stater ikke var nationalstater hvorfor et nationalt aspekt overalt traengte sig pa Skont folkevalgte var det sa som sa med folkestyrets evne til at fungere naesten overalt blev der gjort vold pa demokratiet i Danmark saledes ved Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5 juni 1849 af 28 juli 1866 28 og ved provisoriearene under Estrup 29 Betydningen af revolutionerne 1848 og nationalforsamlingernes efterfolgende indforelse var ufattelig stor Siden 1848 har opfattelsen af og holdningen til demokrati aendret sig voldsomt Indtil midten af 1800 tallet var der kun fa der betegnede sig som demokrater Selve ordet demokrati havde dengang en negativ vaerdiladning og betod naermest noget i retning af folkeflertallets uhaemmede og snaeversynede styre i dets egen interesse Demokrati var forbundet med et styre af de mange de fattige og de uvidende og det havde en undertone af pobelvaelde knyttet til sig Udviklingen i perioden omkring den franske revolution bekraeftede til dels denne opfattelse Forst efter 1848 er demokrati kommet til at sta som noget positivt i de politisk toneangivende kredse i befolkningen og denne aendring af vaerdiindholdet hang sammen med en aendring i opfattelsen af hvad demokrati er og kan vaere Demokrati blev fortsat betragtet som folkestyre og flertalsstyre men det blev efterhanden forbundet med hensyntagen til mindretallet og respekt for visse grundlaeggende rettigheder som ikke blot omfattede politiske rettigheder sasom ytrings og foreningsfrihed men ogsa okonomiske rettigheder som den private ejendomsret 20 arhundrede Rediger Tiden frem til afslutningen af 1 verdenskrig oplevede Europa demokratiets fremskridt de gamle imperier blev oplost og aflost af nye stater med egne nationalforsamlinger og med en overvejende befolkningsgruppe Island Norge Finland Estland 88 2 estere Letland 73 4 letter Litauen 80 4 litauere Polen 69 1 polakker autoritaer republik Tjekkoslovakiet 46 tjekker Ostrig 95 3 Ungarn 92 ungarere Jugoslavien 46 serbere autoritaert kongedomme Rumaenien 76 rumaenere Bulgarien 83 bulgarer Tyrkiet autoritaer republik Graekenland 96 graekere Albanien 92 albanere autoritaert kongedomme Italien autoritaert kongedomme Spanien Portugal autoritaer republik Frankrig Tyskland Belgien Holland Storbritannien Irland Endelig var der SSSR det sovjetiske diktatur 30 Det lignede et gennembrud for demokratiet i Europa Men overalt var der uloste mindretalsproblemer og efter udbruddet af den okonomiske krise i 1930 erne traengtes demokratiet tilbage til fordel for autoritaere styrer saledes i Estland Letland Litauen Tyskland Ostrig Rumaenien Bulgarien Graekenland og Spanien I Skandinavien og Vesteuropa holdt demokratiet stand 31 Medvirkende arsager til de autoritaere styres fremgang var foruden den okonomiske krise ogsa de nationale mindretals og graensesporgsmal 32 Afslutningen af 2 verdenskrig medforte afviklingen af de gamle europaeiske koloniimperier Koloni efter koloni fik selvstaendighed ofte samtidig med indforelse af statsparlamenter Dermed skulle grunden vaere lagt for fornyet udvidelse af demokratiets indflydelse i verden men ofte har der efterfolgende vaeret tilbageslag i de nye lande i form af mere eller mindre autoritaere styrer 33 34 Alligevel tales der om demokrati Begrebet er i den grad blevet forbundet med faenomenet menneskerettigheder at kun de faerreste offentligt vil bestride dets rimelighed Gennem 1900 tallet har alle politiske partier og organisationer bortset fra fascismen og visse politiske bevaegelser i det centrale Europa i mellemkrigstiden villet smykke sig med ordet demokrati Alle haevder sa at sige at kaempe for demokratiet krige er blevet udkaempet i dets navn og det er blevet brugt til at retfaerdiggore vidt forskellige styreformer og politiske programmer Kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina beskrev deres lande som demokratiske ligesom USA og vesteuropaeiske lande har Selv militaere kup rundt om i verden er blevet begrundet med at formalet med disse var at genoprette demokratiet Denne tendens synes at fortsaette i det 21 arhundrede Oversigt Rediger Sammenfattende kan man sige at demokratiet blev kaldt til live hver gang den brede befolkning fik mulighed for at gore sin indflydelse gaeldende og led tilbageslag nar de velhavende rethaveriske eller de voldelige samfundsgrupper fik overtaget Noget andet er at demokrati ikke sikres blot ved formel styreordning Afgorende er den made demokratiet forvaltes pa Der skal ikke meget til inden at demokratiets forvaltere afviger fra den rette vej beriger sig eller tiltager sig ekstra magt pa flertallets bekostning gennemdriver forandringer i styreformen der undergraver demokratiets repraesentativitet snart ved at beskaere antallet af stemmeberettigede snart ved at gennemfore forfatningsaendringer imod folkeviljen men som regel altid med en pastand om at de sandelig gor det for at sikre demokratiets overlevelse og bedre funktionsevne og sa snart lydhorheden over for modparten tager af og erstattes af magtkamp da er demokratiet i fare Endelig ma bemaerkes at borgernes deltagelse er afgorende jo faerre der deltager desto fjernere fra demokratiets virkeliggorelse befinder man sig Deltagelse afspejler tiltroen til demokratiets trovaerdighed ikke deltagelse afspejler manglende tro herpa Spinoza RedigerDen mand der lagde grunden til den moderne demokratiopfattelse ved at knytte denne til borgerskabet i en bestemt stat var Baruch de Spinoza I sit ufuldforte vaerk En afhandling om staten Tractatus politicus naede han kun lige akkurat at berore den demokratiske styreform men de overvejelser der naede at finde vej til papiret var af storste betydning Udgangspunktet for Spinozas statsforstaelse var dette Hvis Staten tilstar nogen Ret og folgelig ogsa magt til at leve efter sit eget sind sa afgiver den derved sin egen ret og overforer den til den som den giver en sadan magt Men hvis den har givet denne magt til to eller flere nemlig at enhver lever efter sit eget sind sa har den derved delt regeringen Og har den endelig givet enhver af borgerne denne magt sa har den derved odelagt sig selv og er ikke laengere en stat 7 Han udleder heraf at hver enkelt borger ikke star under sin egen men under Statens ret og at han er forpligtet til at folge alle dens forordninger 35 Det kunne vaere en pamindelse til de der pakalder sig menneskerettigheder for ikke at folge loven Staten er magtfaellesskabet suveraenen og suveraenen er udelelig Om suveraenens ansvar for lovens udformning og dens forvaltning udtaler Spinoza de gyldne ord at opror krige foragt for lovene og kraenkelse af dem ikke sa meget ma tilregnes undersatternes slethed som regeringens slette tilstand For menneskene fodes ikke som borgere de gores til borgere 36 Spinoza indleder beskrivelsen af det demokratiske styre med folgende karakteristik For alle hvis foraeldre var statsborgere eller som er fodt i landet eller som har indlagt sig fortjeneste i staten eller hvem loven af andre arsager giver borgerret de kan alle siger jeg gore krav pa retten til at stemme til det hojeste Rad og til at beklaede statsembeder og man kan kun naegte dem det hvis de har begaet en forbrydelse eller er gjort aereslose 37 Spinozas ord er rettet imod aristokratiet hvis ret til statens ledelse alene skyldes rigdom eller fodselsret Han papeger at et aristokratisk styre vil udvikle sig til oligarki fordi de ingen konkurrenter har Det indebaerer i praksis at deres vilje ikke er bundet af nogen lov 38 Bestemmelsen af borgerne som de besluttende udvides pa folgende made alle der er borgere i landet og star under deres egen ret og lever haederligt har ret til at stemme i det hojeste Rad og til at beklaede rigets embeder Jeg siger udtrykkeligt som har borgerret for at udelukke fremmede der betragtes som underkastede et andet lands love Jeg tilfojer videre at deudover at vaere underkastede landets love skal sta under egen retfor at udelukke kvinder og tyende som star under deres maends eller under deres herrer og born og umyndige sa laenge de star under deres foraeldre eller vaerger Jeg siger endeligog lever haederligtfor at forst og fremmest de kan udelukkes som er gjort aereslose pa grund af en forbrydelse eller pa grund af skaendigt levned 39 Stort laengere naede Spinoza ikke og det var dette fragment der i 1677 indgik blandt hans efterladte skrifter og som skulle blive hans arv til efterverdenen Tilsigtet eller ikke havde han formaet at formulere kernen i den demokratiske samfundsform at den hviler pa en afbalanceret magtforvaltning hvor alle hensyn er afvejet i forhold til hinanden hvor magtmisbrug forhindres og hvor magten handhaeves lige over for alle samfundets undersatter Og dette kan kun ske pa een made ved direkte demokrati sa langt dette er muligt suppleret med en dertil skikket offentlig embedsstand der til enhver tid kan gores ansvarlig over for faellesskabet og underkastes dets dom Men Spinoza var for tidligt fremme Hans laere blev betragtet som farlig og skadelig Jean Jacques Rousseau RedigerDen moderne demokratiopfattelse blev grundlagt med oplysningstidens taenkere ikke mindst Jean Jacques Rousseau I sit vaerk herom Samfundspagten Du Contrat social fra 1762 opstiller han de teser hvoraf senere tiders demokratiopfattelse er udledt Staten er som institution udtryk for en social kontrakt mellem frie mennesker der har givet afkald pa deres ubetingede frihed til fordel for de vaerdier livet i et samfundsfaellesskab indebaerer Suveraeniteten beslutningsretten ligger hos folket Den er uafhaendelig og udelelig Lovene er udtryk for den almene faelles vilje der i sig optager hin enkeltes vilje Den almene vilje kan ikke fejle Da beslutningsretten ikke kan overdrages til en repraesentativ forsamling ma folket efter behov samles for i faellesskab at give nye love Den lovgivende magt ligger hos folket den udovende magt er kun dennes tjener Alle medlemmer af samfundet er lige i den forstand at den magt den enkelte besidder ikke ma udoves med vold Ligeledes ma der vaere en sa stor lighed i rigdom at ingen kan kobes eller kobe andres frihed Det samfund Rousseau med disse teser skildrer er et samfund der i folge sagens natur ma hvile pa en raekke uudtalte forudsaetninger nemlig dels en hoj grad af homogenitet blandt samfundets medlemmer dels et overskueligt samfund med mulighed for at virkeliggore forudsaetningen om den samlede befolknings deltagelse i lovgivningsarbejdet Disse uudtalte samfundsforudsaetninger stammer fra Rousseaus egen fodeby Geneve med dens selvstyre folkefrihed og ret samt fra oldtidens sma stater 40 Det er skaebnens ironi at Rousseau formulerede sine teser netop pa den tid hvor nye storre statsdannelser for alvor slog igennem og opslugte mange af de gamle selvstyrende bystater Theodor Geiger Frantz Harlang og forsvaret for demokratiet RedigerUnder indtryk af den samfundsudvikling der fandt sted i mellemkrigstiden kom folkestyret under pres fra to vidt forskellige kraefter der truede med at undergrave dets virkeevne dels det offentlige embedsvaesen dels diktaturet Erkendelsen af dette foranledigede debatindlaeg til forsvar for folkestyrets sikkerhed Embedsstanden som folkestyrets undergraver Rediger I 1935 skrev Theodor Geiger en artikel i Nationalokonomisk Tidsskrift hvori han pegede pa faren for at det offentlige embedsvaesen kunne undergrave grundlaget af statens ledelse dens suveraenitet her under det parlamentariske folkestyre Udgangspunktet er det at statsledelsen har en vis magt hojhed i forhold til indbyggerne En staerk Suveraen kan stille Krav om at overtage visse Funktioner som Suveraenitetsanliggender F Eks blev Opdragelsen voksende Omfang taget fra Familien og draget ind under Statshojheden den udoves af stats eller kommuneansatte Laerere og er da statsligt byrokratiseret Men en stor Del af de mangfoldige som en Samfundsgruppes Liv omfatter vil altid som fri d v s at de enkelte Medlemmer eller de Smaagrupper der gaar ind under det storre Samfund udover dem avtonomt Hvis alle Funktioner og Forhold mellem Medlemmerne erklaeret for Suveraenitetsanliggender vilde al personlig vaere ophaevet hvilket vilde stride imod Samfundslivets da dette netop beror paa Spaending mellem Gruppen som Helhed og de enkelte Personligheder Suveraenen kan desuden af tekniske Grunde kun laegge Beslag paa Opgaver der kan afgraenses som saerlige Arbejdsomraader og i Form af faste Institutioner kan skilles ud fra det ovrige Samfundslivs jaevnt glidende Strom Retssikkerhed og Samfundsdisciplin kraever Afgraensning mellem Suveraenitetens og Privatlivets Sfaerer Statsledelsens magtudfoldelse sker imidlertid gennem embedsfolk Disse Suveraenitetsopgaver byrokratiseres ved at Suveraenen ikke udover dem selv men overdrager dem til Organer som optraeder hans Vegne og med hans Bemyndigelse overfor Gruppen Derved indtraeder faren for at ledelsen i folkestyret den folkevalgte forsamling Folketing Rigsdag mister kontrollen over den faktiske magtudovelse i kraft af den specialisering af de offentlige opgaver der sker og den saerlige indsigt som embedsfolk inden for de enkelte fagomrader opnar Jo dygtigere altsaa Fagbyrokratiet ved Specialisering bliver til at udfylde sin Opgave jo farligere bliver det for Suveraenen Den tiltagende faglige Overlegenhed kan benyttes til at erobre Magten Der oprinder den Dag hvor Suveraenitetsapparatet er blevet saa stort indviklet og omtaaleligt at det kun kan styres af de forhaandenvaerende indarbejdede Byrokratier den ikke indviedes Indgreb forvirre det hele Paa dette Udviklingstrin er Byrokratiet Stand til at optraede som jaevnbyrdig Part i Magtkonkurrencen den legitime Suveraen Byrokratiet kan da stiltiende i mange Tilfaelde uaenset lade Suveraenens Anordninger og Hensigter upaaagtede det kan med ukontrollable Argumenter fremstille visse Forholdsregler som nodvendige eller overbevise Suveraenen om at de Foranstaltninger som han onsker er aldeles og skadelige Theodor Geiger indsa saledes meget tidligt den samfundstilstand hvor den i folkestyret tilstraebte magtdeling undergraves af embeds folk som savner ethvert legitimt folkevalgt grundlag for den magtudovelse de rent faktisk udover hvorimod den folkevalgte forsamlings lovgivende magt undergraves og mister betydning Beundringen for totalitaere styres effektivitet Rediger Blot fa ar senere i 1938 udgav reklamemanden Frantz Harlang en lille pjece med titlen Er Folkestyret en Reklamekampagne vaerd hvori han advarede mod den datidige stadigt voksende beundring for de totalitaerer styrer i Tyskland Italien Sovjetunionen med flere I pjecen argumenterede Harlang lidenskabeligt for at diktaturet er et tilbagefald en atavisme i forhold til folkestyret men at det opforte sig som noget nyt og ejede det nyes tillokkende kraft Statsledelsens virksomheds udfald alt hvad der bliver tilvejebragt i okonomisk teknisk og anden henseende fremsattes gennem et stort reklame eller propagandaapparat som den nye statsforms enestaende velsignelser I de parlamentariske Lande skabtes der pa samme tid lige sa store vaerker men der rabte man ikke op om dem Men man burde gore det Man kan henvise til at det danske Statssamfund ligegyldigt hvilket politisk Parti der har Magten er en langt retfaerdigere justeret og mere civiliseret Organisme end nogen totalitaer Stat Man kan paapege tusinde forskellige Ting der gor Livet i Demokratiet og bedre Men hvis ikke disse Sandheder naar ud til Menigmand hvis hans Sind ikke loftes og begejstres af dem er de som usagt Harlang indsa den fare der ligger i et totalitaert samfunds fuldstaendige kontrol over al tilgaengelig information om statens magtudovelse og evnen til ved et meningsmonopol dels at indoktrinere almenheden dels reelt at knuse enhver fri debat om betimeligheden af statens ulige magttiltag Han indsa at kun ved at papege alle de goder der er blevet skabt netop i kraft af folkestyret Som eksempler pa de emner man kunne fremhaeve naevnes Rigsdagens Arbejde og Betydningen af det demokratiske System den enkelte Rigsdagsmands Gerning Udenrigshandelen de demokratiske Tale Forsamlings og Trykkefrihed Domstolene Forsvarsordningen Landbrugssporgsmaalet Stats og Kommuneskatter Forsorg Hospitaler Skoler etc I en sadan statsreklame for staten burde alle Anskuelser faa Raaderum f Eks ved at de forskellige afgorende Partier bliver repraisenteret det Udvalg der skulde have med Sagen at gore og at der indrommes Mindretallet en medbestemmende Ret f Eks ved at Udvalgets Beslutninger skal vaere enstemmige Harlang forestillede sig at denne oplysningsvirksomhed burde udoves af det offentlige Skont der ikke er tvivl om Harlangs demokratiske sindelag og forsvar for folkestyret er det klart at hans forslag rummede en vanskelighed det bliver det samme samfundsapparat der har ansvaret for de ulige tiltag der tillige kommer til at sta bag oplysningsvirksomheden om disses fortraeffelighed Med Geigers advarsel in mente er det klart at der her ligger en skjult fare Derimod er det frie debat om statsmagtens udovelse herunder papegning af bade gode og mindre gode beslutninger den frie presses fornemmeste opgave og denne virksomhed er i virkeligheden en forudsaetning for at demokratiet kan siges at fungere Advarslen imod at drive entydig propaganda og undertrykke meningsforskelle var langt senere den 19 februar 2009 hovedemnet for den tjekkiske praesident Vaclav Klaus tale til EU parlamentet hvorefter store dele af parlamentets medlemmer udvandrede 41 Hal Koch om det demokratiske livssyn Rediger Teologen Hal Koch skrev i 1945 en bog med titlen Hvad er demokrati I denne bog forsoger han at indkredse dette begrebs saeregenhed naermere Hal Koch fremhaever i denne bog tillige hvad demokrati ikke er Hans opfattelse er at man ved demokrati taler sig til enighed ved at gennemdrofte en sag indtil der er opnaet afklaring pa alle punkter med andre ord at tale sig til rette i stedet for at slas 42 Han er klar over at fuld enighed ikke altid kan opnas og betragter afstemning som et middel til at vise hvor langt man er naet At der derefter traeffes en afgorelse betyder imidlertid ikke at sagen eller emnet ikke fortsat kan droftes Det ligger nemlig i selve demokratiets vaesen at ordet ma vaere frit salaenge ordet og kritikken er frie vil der altid vaere graenser for hvor fordaervet et styre man kan fa Knaegtes derimod ytringsfriheden er disse graenser skyllet bort 43 Til forudsaetningerne for demokratiets vilkeliggorelse anser Hal Koch at folgende betingelser skal vaere opfyldte for det forste ma der vaere grundlove for det menneskelige liv som ma respekteres hvis der overhovedet skal kunne leves et folkeligt faelles liv 44 Han er her pa linje med Jean Jacques Rousseau der i sin bog om Samfundspagten netop gor dette til grundlaget for ethvert samfundsfaellesskab for det andet ma der vaere en frihed i form af frivillighed Tvang og dressur kan maske bringe orden men aldrig en virkelig menneskelig indsats Den skal nemlig komme indefra Den skal komme derved at mennesket selv er engageret 45 Og dette er en ganske anden slags frihed en den der blot kraever sin egen ret om sa pa andres bekostning Hal Koch benytter i sammenhaeng hermed lejligheden til at skildre en samtale med en ung tysk nazist under besaettelsen Denne skildrede for ham sin vision om et Neuropa hvor samarbejde faellesskab og broderlighed ville vokse frem under tyskernes ledelse Heroverfor gjorde Hal Koch imidlertid opmaerksom pa at krigen horer dog ikke op fordi vabnene tier Nar man sar kanoner maskinpistoler og koncentrationslejre kan man aldrig komme til at hoste samarbejde og faellesskab Der er af den udsaed kun en host had og hver dag besaettelsen varer bliver dette had med en naturkrafts indre nodvendighed staerkere og staerkere Dette forte til at den unge tysker naede til folgende slutning Aber dann ist es ja eine vollige Tragodie hvortil Hal Koch svarede at det havde han og andre vaeret klar over laenge 46 I virkeligheden er vabnene kun et symbolsk tvangsmiddel Demokratiet svinder bort og hadet vokser fra den dag selvbestaltede forenede nationers faedre tror sig at vide hvad der er godt for befolkningen og gennemforer dette udenom denne for det tredje ma der vaere retfaerdighed Demokratiet bygger pa et retssamfund hvor loven er overste herre ikke under en voldsmagts vilkarlighed 47 Hal Koch kommer i denne sammenhaeng ind pa det forhold at ikke alle mennesker deler samme vaerdier og derfor ikke altid vil kunne forliges Man ma skik folge eller land fly Rent praktisk er en vaesentlig del ja vel nok det allermeste af folks moral og retsbevidsthed bestemt ved fasthaengen ved de fra faedrene nedarvede saeder og skikke Derfor skifter ret og moral nar man gar over graensen til et andet land 48 Hal Koch papeger endvidere at en stor del af det der anses for retten retfaerdigheden nedstammer fra religion fra saed og skik Og samtidig vender han sig mod undertrykkelse hvis flertallet i befolkningen ser sin fordel i okonomisk at underkue et mindretal kan denne handling aldrig fa karakter af ret selv om den aldrig sa meget foregar under parlamentariske former Den er et retsbrud fordi den betegner et brud pa det ligheds og gensidighedsforhold som nu engang horer med til menneskelivet og gor dette forskelligt fra alt andet liv i naturen 49 Og dette gaelder nok sa meget andre omrader som det okonomiske og ikke mindre hvis det er et mindretal der patvinger flertallet sine egne snaevre fordele for det fjerde ma der vaere naestekaerlighed Det er livets indhold og grundlov at vi enten vi vil vedga det eller ej er bundet til naesten Og der hvor mennesker traeder denne lov under fode der laegger de livet ode 50 Hal Kochs motiv til at skrive bogen var blandt andet det misbrug af ordet demokrati han oplevede ved 2 verdenskrigs afslutning De erklaerede demokratiske lande havde vundet krigen og folgelig havde alle travlt med at erklaere sig som gode demokrater og for en dels vedkommende var man tillige rede til at faelde dom over dem der ikke ansas for at vaere sa gode demokrater Han indsa hvor let et begreb kan misbruges og omformuleres til sin modsaetning af den dygtige demagog pa samme made som det gennem tiden er sket med ord og begreber som progressiv og menneskerettighed Det gaelder her som med Sokrates i det klassiske Graekenland den der haevder sig at vide bedre end faellesskabet har allerede sat sig uden for dette og har ingen plads i dette mere Han eller hun er ikke demokrat hverken i politisk henseende eller i sit livssyn Deliberativt demokrati Rediger Uddybende artikel Deliberativt demokrati Den demokratiopfattelse som Hal Koch gjorde sig til talsmand for er en del af den filosofiske grundtanke som betegnes som deliberativt demokrati De deliberative demokrater udviklede sig som en modreaktion mod den beundring for totalitaere regimer som nazisme og fascisme havde skabt blandt mange borgere isaer i Europa i mellemkrigstiden Det deliberative demokrati var taenkt som en modvaegt til denne beundring og et forsvar mod udbredelsen af tilslutningen til totalitaere og autoritaere bevaegelser i fremtiden For de deliberative demokrater star samtalen dialogen som kernepunktet Bessette har papeget at der blandt stotter til den deliberative retning er tre forhold som der er grundlaeggende enighed om information gensidighed og argumentation Udgangspunktet er at deltagerne i den politiske debat argumenterer med hinanden for derved at soge at opna tilslutning til en bestemt holdning eller overbevisning Demokrati skal derfor som system indrettes saledes at det fremmer en rationel og fornuftigt debat blandt borgerne Deliberativt demokrati anlaegger det synspunkt at det ved en bredere og mere oplysende droftelse kan sikres at de besluttende myndigheder eller folkevalgte repraesentanter tager bedre og mere hensigtsmaessige beslutninger set fra et samlet samfundsmaessigt synspunkt og tillige at en sadan droftelse vil fremme borgernes argumentationer for deres holdninger oge de erkendelsesmaessige evner og fremme offentlighedens medvirken i de politiske droftelser Det er en forudsaetning at de deltagende bibringes en forholdsvis hoj grad af indsigt og viden for at kunne drofte med hinanden sa at samtalen holdes i gang og kan fore til et frugtbart udfald Den tyske filosof Jurgen Habermas taler i denne forbindelse om kommunikativ rationalitet Debatten skal ifolge Habermas vaere lige for alle Deltagerne ma ikke er begraenset af nogen form for tvang Debatten mellem borgerne skal vaere aben og hvile pa borgernes gensidige anerkendelse af hinanden Jurgen Habermas om den herredommefrie kommunikation Rediger En af det deliberative demokratis forende talsmaend Jurgen Habermas har udviklet en egentlig teori om forudsaetningerne for det deliberative demokrati I offentligheden bor der gaelde fastlagte regler for vilkarene for debatten hvilende pa diskursetikken Disse regler omfatter krav om sandhed at tale i overensstemmelse med de kendte fakta sandfaerdighed at udtrykke sig i overensstemmelse med sin opfattelse af hvordan verden bor vaere og rigtighed at udtrykke sig i overensstemmelse med sine folelser 51 Disse regler skaber grundlaget for en herredommefri samtale hvis mal er at skabe enighed konsensus om grundlaeggende samfundsmaessige udviklingstraek om fx opbygningen af velfaerdsstaten 52 Hermed vil der ifolge Habermas skabes rum for livsverdenens fornuft som er frigjort fra systemverdenens strategiske taenkning Systemets medier penge og magt bor forst ind i billedet nar beslutningen er truffet og skal gennemfores Den herredommefri samtale sker i et frit forum og kan derfor ikke saettes igennem over for juridiske og forvaltningsmaessige procedurer som kraever et formaliseret sprog Den fri meningsdannelse er medvirkende til at sikre at samspillet mellem offentligheden og de anvendte strategiske virkemidler udvikler sig i et positivt samspil 53 Demokratisk dannelse Rediger I forlaengelse af den deliberative tradition har paedagoger udviklet begrebet demokratisk dannelse Grundtanken er at det er en samfundsopgave at uddanne borgerne til demokratisk deltagelse I Vesttyskland blev Oscar Negts didaktik saledes inspiration for en raekke initiativer indenfor voksenuddannelserne I Danmark havde folkehojskolerne allerede praktiseret det levende ord som dannelsesideal i flere artier da debatten om demokratisk dannelse udfoldede sig i artierne efter 2 verdenskrig Inspireret af bl a Holger Henriksens vaerker sogte ledende politikere nu at implementere den demokratiske dannelse i folkeskolen I folkeskoleloven af 1975 som davaerende undervisningsminister Ritt Bjerregaard fik vedtaget i Folketinget er opdragelse til og ved demokrati et af noglebegreberne I de senere folkeskolelove er undervisning i og med demokrati i forskellig udformning stadig en af folkeskolens vigtigste opgaver 54 Demokratisk dannelse opfattes ofte som en forudsaetning for at skabe et aktivt medborgerskab Demokratisk revisionisme RedigerPa baggrund af Weimar republikkens sammenbrud og den fra nazistisk side aktive virksomhed for at udfordre den davaerende samfunds orden og pa baggrund af undersogelse inden for vaelgeradfaerdsforskningen der viste at vaelgerne i USA ikke levede op til den klassiske demokratiske teoris krav om udbredt politisk deltagelse og interesse samtidig med at demokratiet pa trods heraf havde vist sig funktionsdygtigt mente blandt andre den ostrigsk amerikanske okonom Joseph Schumpeter og senere en raekke valgforskere isaer Bernard Berelson Lester Milbrath S M Lipset Gabriel Almond og Sidney Verba at kunne konstatere at hoj politisk deltagelse kunne vaere forbundet med politisk krise og udgore en fare for demokratiet ligesom selve deltagelsesbegrebet blev forbundet med fascistiske og kommunistiske bevaegelser og stater mere end med vestlige demokratier Der skulle ifolge denne anskuelsesmade ikke vaere en taet sammenhaeng mellem politisk deltagelse pa den ene side og demokratiets stabilitet pa den anden saledes som den klassiske demokratiske teori ifolge nogle forfattere havde haevdet Pa baggrund heraf mente revisionisterne at den klassiske demokratiske teori matte revideres heraf faellesbenaevnelsen demokratisk revisionisme Denne revision forte til en raekke pastande hvoraf i hvert fald tre blev centrale i den videre debat For det forste haevdede revisionisterne at demokratiets definerende kendetegn ikke var udbredt politisk deltagelse men konkurrence mellem to eller flere mulige statsledergrupper eller eliter Hvor en sadan konkurrence er til stede og hvor den elite der efter demokratiets spilleregler vinder ogsa besaetter magtpositioner i statsapparatet er der demokrati For det andet haevdede nogle af revisionisterne at en vis politisk apati i befolkningen kan have en stabiliserende effekt pa demokratiet For det tredje til dels afledt af den anden pastand haevdede nogle revisionister at den politiske elite burde have en vis handlefrihed i forhold til befolkningen for at kunne regere effektivt 55 Som en undertone i denne betragtningsmade la den opfattelse at politik statsstyre er en virksomhed der som ethvert andre hverv kraever en vis indsigt og erfaring Det er i virkeligheden et erhverv som visse folk uddanner sig i og derefter udover Dette skal vaere onskeligt for at sikre kvaliteten af de beslutninger lovgivere og forvaltere udover Det er en folge af at samfundet er blevet sa sammensat at det kraever faglig kunnen at udove dette hverv pa rette made Sat pa spidsen kan man sige at demokratisk revisionisme saetter styrets effektivitet evne til at skaffe resultater og fremsta som handledygtigt hojere end selve den demokratiske samtaleproces som Hal Koch var sa lidenskabelig fortaler for Eller sagt med andre ord hvis blot de formelle betingelser for valget af regering var opfyldte sa er befolkningens aktive deltagelse i debatten om det daglige styre ikke blot mindre vigtigt men endog direkte uonskeligt Det var i virkeligheden det 20 arhundredes variant af den gamle aristokratiske tankegang som allerede Platon havde gjort sig til talsmand for De radikale demokrater Rediger De opfattelser som de demokratiske revisionister gav udtryk for vandt forholdsvis bred tilslutning i 1950 erne men i 1960 erne satte kritikken ind fra en gruppe kaldet de radikale demokrater anfort af Peter Bachrach De radikale demokrater kritiserede isaer tankerne om befolkningens apati manglende deltagelse som havende en stabiliserende effekt pa demokratiet og ligeledes det onskelige i at give den politiske elite udstrakt handlefrihed til fremme af styrets handle og beslutningsevne De haevdede endvidere at revisionisterne i deres kritik af klassikerne for manglende virkelighedssans misforstod den klassiske demokratiske teoris sigte Nar den klassiske demokratiske teori omtalte deltagelse var det ikke som en beskrivelse af radende tilstande men som et ideal man bor straebe imod Nar revisionisterne samlede opmaerksomheden om elitekonkurrencen i deres forsog pa at vaere realistiske gjorde de davaerende forhold til deres ideal og deres demokratiopfattelse var derfor udtryk for en status quo ideologi det vil sige en ideologi til stotte for den radende tilstand Kritikerne ansa derfor sig selv som den klassiske demokratiske teoris moderne arvtagere der ville fastholde de klassiske idealer og endog pa visse punkter videreudvikle den klassiske demokratiske teori for eksempel ved at betone vigtigheden af deltagelse uden for den politiske sfaere i snaever forstand forst og fremmest i form af industrielt demokrati okonomisk demokrati 56 Mens elitisterne angiveligt ser eliten som et vaern mod holdninger i den brede befolkning der er fjendtlige mod de traditionelle frihedsrettigheder sa mente Bachrach at eliten her er et skrobeligt vaern og at man i stedet ma soge at aendre disse anti liberale holdninger som Bachrach ikke benaegter eksistensen af gennem en udvidelse af den demokratiske proces Men denne udvidede deltagelse vil klart ske pa et lavere trin i samfundshierarkiet nemlig pa den enkeltes arbejdsplads Bachrach indrommer at ikke enhver form for deltagelse vil have positive virkninger men han mener at problemerne kan loses forst og fremmest pa to mader For det forste ma deltagerne have nogenlunde lige stor magt for herved undgar man at deltagelsen bliver et redskab for manipulation for de mere magtfulde For det andet ma forskellige interesser vaere repraesenteret inden for den gruppe der skal traeffe beslutninger for herved modvirkes faren for konformitet Bachrach sa ikke ejendomsforholdene som afgorende for indforelsen af demokrati pa arbejdspladsen Snarere sa han sondringen mellem kapitalisme og socialisme som uvedkommende i den sammenhaeng Det afgorende er sporgsmalet om magt ikke om produktion og fordeling Bachrach synes saledes at anse sporgsmalene om magt pa den ene side og ejendomsret pa den anden som klart adskillelige i savel teori som praksis Mens man kan sige at de radikale demokrater i deres kritik af de demokratiske revisionister star som forsvarere af den traditionelle demokratiopfattelse sa er det klart at de flytter vaegten andetsteds hen i deres egen vision Nar Bachrach ikke afviser at noglesporgsmal i statsledelsen key governmental decisions ma afgores af et fatal men bestrider at dette skulle hindre en demokratisering pa en raekke andre omrader forst og fremmest pa arbejdspladsen sa er det klart at han derved betoner andre okonomisk og politisk mindre omfattende magtstrukturer hvis beslutninger uundgaeligt vil virke tilbage pa helheden Samtidig kan man diskutere om han ikke derved fjerner for stor en del af befolkningens opmaerksomhed fra de overordnede statsledelses sporgsmal til fordel for det naere nemlig den egne arbejdsplads og derved i sin konsekvens naermer sig de demokratiske revisionister nemlig at de store samfundssporgsmal alligevel afgores af en ret lille elite uden deltagelse fra den brede befolkning Demokrati eller polyarki Rediger I forlaengelse af de debatter der har udspillet sig mellem demokratiske revisionister og radikale demokrater i tiden efter 2 verdenskrig har der udviklet sig en kritisk analyse af hvorvidt demokrati overhovedet lader sig virkeliggore i et sammensat samfund En hovedkraft i denne kritik er Robert A Dahl der ved analyser af de stedlige magtforhold i New Haven Connecticut i USA kom frem til at samfundet bestar af ulige magtgrupper eller eliter som indbyrdes kaemper om magten og i denne kamp dels efter evne bekaemper hinanden dels samarbejder eller samvirker i mangel af bedre Denne tilstand der ikke kan kaldes demokratisk i gaengs forstand betegner Dahl som polyarki eller pluralisme Tesen om polyarkiet som samtidens styreform fremsattes med styrke i bogen Who Governs i 1961 hvor han ved ovennaevnte case study finder sin tese bekraeftet Begrundelsen for denne udvikling finder han i den forandring der fandt sted ved overgangen fra selvstyre i sma bystater til en faelles mere eller mindre repraesentativ national regering Dahl mener at der ved denne samfundsaendring hvor sammenpasning af hensynet til rumlige etniske racebetingede religiose ideologiske beskaeftigelsesbetingede med flere forhold der gor sig gaeldende i et mangfoldigt samfund i virkeligheden sker en undergravning af demokratiet som opnaeligt mal I stedet bliver polyarkiet den samfundsform som beslutningsprocesserne finder sted under I bogen Democracy and Its Critics fra 1989 gor Dahl sig til talsmand for at demokrati i et moderne samfund er en utopi et uopnaeligt mal intet moderne samfund kan vaere helt demokratisk I stedet opstilles 5 retningslinjer for hvorledes man vil kunne male graden af demokrati Effektiv deltagelse Borgerne skal have tilstraekkelige og lige muligheder for at danne deres mening og fremsaette denne i det offentlige forum herunder muligheden for at bringe et emne pa bane Lige beslutningsdeltagelse Hver borger ma vaere forvisset om at vedkomnes bedommelse af en sag vil blive anset at vaere lige sa meget vaerd og veje lige sa tungt som enhver anden borgers Informationstilgaengelighed Borgere ma sikres lige muligheder for at skaffe sig indsigt og sikre sig at en given beslutning vil vaere den bedst mulige under hensyn til deres egeninteresse Kontrol af agendaen Befolkningen ma have mulighed for at beslutte hvilke politiske emner der skal bringes pa dagsordenen og ud til beslutning Medregnethed Forholdene ma vaere lige for alle borgere i samfundet Enhver har en sikret borgerret til deltagelse i den politiske proces I stedet for det klassiske demokratis ideal er moderne samfund polyarkier der har valgte ledere valgt ved frie og fair valg samme ret til at lade sig opstille for at blive valgt ytringsfrihed ret til at skaffe sig anden information end den af de siddende magthavere fremsatte og frihed til at danne egne grupper associational autonomy ifolge Dahl realistisk set det naermeste man kan komme realisering af det demokratiske ideal De anforte forhold udgor et stort gode i samfundet idet de udgor flere ulige centre for magtudovelse multiple centers of political power der holder hinanden i skak og modvirker magtmisbrug Dahl 57 har peget pa syv institutioner som hver for sig er nodvendige betingelser for at man kan tale om et polyarki rettelig et repraesentativt demokrati De syv institutioner kan ses som to dimensioner nemlig rammer for demokratisk deltagelse og befolkningens faktiske deltagelse 58 Det af Dahl benyttede demokratibegreb er altsa todimensionalt En forudsaetning for udviklingen af et sadant demokrati er opfyldelsen af de tre grundbetingelser Der er konkurrence mellem personer og grupper isaer politiske partier om alle vaesentlige politiske poster med regelmaessige mellemrum og uden brug af vold og tvang Nogle forfattere peger pa en egentlig politisk opposition som en nodvendig forudsaetning for at kunne tale om et politisk demokrati Der er ingen eller i hvert fald kun helt ubetydelige begraensninger i befolkningens adgang til politisk deltagelse nar der vaelges ledere og traeffes politiske afgorelser i det mindste i form af regelmaessige frie og retfaerdige valg hvorfra ingen betydningsfuld gruppe af voksne er udelukket Der udvises respekt ikke kun i ord men ogsa i gerning for frihedsrettigheder og politiske rettigheder sasom ytringsfrihed pressefrihed forsamlings og organisationsfrihed og valgret i et omfang der sikrer bade meningsfuld politisk konkurrence og deltagelse Dahl finder saledes at hvis og nar disse betingelser er opfyldte sa kan man tillade sig at sige at samfundsforholdene opfylder demokratiske betingelser Det er tankevaekkende at Dahl ikke ser vanskeligheder i at den klassiske forudsaetning for demokratiets udovelse en homogen befolkning ikke opfyldes Dette er sa meget mere pafaldende som at tidligere stater med heterogene befolkninger saledes den danske helstat Det Osmanniske Rige Ostrig Ungarn Det tyske kejserrige Zar Rusland Sovjetunionen Jugoslavien Tjekkoslovakiet alle brod sammen pa grund af denne heterogenitet ligesom demokratiet reelt ikke fungerede under nogen af disse styrer note 3 Dahl drager ikke den slutning at en sadan heterogen tilstand overhovedet er uonskelig men soger alene at gore den talelig ved at give den et demokratisk skin Dahl forsvarer sin fremgangsmade med at den giver et mere virkelighedsnaert billede af styret i vestlige demokratiske lande og derfor tillige er et bedre redskab for undersogelse af disse Men samtidig giver han indtryk af at denne samfundsorden med rimelighed kan anses som demokratisk i stedet for at sporge om dette er tilfaeldet og hvis ikke pa hvilken made sadanne samfund afviger fra demokratiet Voksende afstand mellem folket og dets repraesentanter RedigerSiden 1970 har samfundsudviklingen i mange vesteuropaeiske lande vist at samtidens politikere har valgt at fremme en mere heterogen og dermed mere splittet tilstand i deres lande Denne politik kan opfattes som et forsog pa fra de folkevalgte repraesentanters side at tilrane sig mere magt pa bekostning af de menige borgeres indflydelse Nar samfundet bliver mindre homogent i sin sammensaetning bliver det lettere at argumentere sine beslutninger med hensynet til saerlige grupper eller med at der ikke findes tilstraekkelig enighed i befolkningen til at traeffe en bestemt beslutning hvorfor de folkevalgte har mattet vaelge den beslutning de selv fandt bedst i den givne situation En sadan linje vil imidlertid skabe risiko for modsaetninger mellem befolkningen og de folkevalgte repraesentanter enten i form af dannelse af nye politiske partier eller folkebevaegelser note 4 eller ved at befolkningen hvis og nar den gives mulighed for ved folkeafstemning at tilkendegive sit standpunkt i en omtvistelig sag demonstrativt stemmer anderledes end de folkevalgte repraesentanter havde henstillet note 5 Som eksempel pa dette sidste kan naevnes den schweiziske folkeafstemning om forbud mod minareter i december 2009 Storbritanniens folkeafstemning om udmeldelse af EU i 2016 normalt omtalt som Brexit er et andet eksempel pa at befolkningen stemte mod de anbefalinger som de ledende politikere havde givet 59 Politiske tiltag for at svaekke demokratiet Rediger Det er pafaldende at den politiske reaktion fra de folkevalgte ikke altid har vaeret at aendre opfattelse og erkende at de i det pagaeldende sporgsmal ikke var i overensstemmelse med befolkningsflertallet men i stedet at tage skridt til at forhindre befolkningen i at give sin mening til kende ved folkeafstemninger ved simpelthen at forhindre disse 60 note 6 Det er ligeledes pafaldende at det ofte er i sporgsmal om sikringen af samfundsmaessig homogenitet at befolkningen og de folkevalgte repraesentanter har uoverensstemmende opfattelse En anden tendens som har vaeret debatteret er det postfaktuelle demokrati som defineres som en demokratiform hvor politikerne afviser valide data og spreder falske rygter om hinanden blandt andet pa de sociale medier 61 Den amerikanske valgkamp i 2016 i saerlig grad Donald Trumps kampagne er blevet tolket som et udtryk for denne tendens Det er ikke kun positivt at strommen af information kan flyde uredigeret rundt pa internettet det giver ogsa en dubios politiker som Donald Trump mulighed for at styre sin kampagne via logn og manipulation 62 dd Andre forskere har papeget at manipulation ikke er en ny tendens i de politiske partiers positionering hvorfor postfaktuel er en tvivlsom betegnelse for faenomenet 62 Usvaekket opbakning i befolkningen Rediger Denne artikel eller dette afsnit er foraeldet Se artiklens diskussionsside eller historik Det er vaerd at bemaerke at uanset forskernes konstatering af at tilsyneladende kun en begraenset del af befolkningen rent faktisk deltager i valg sa var hverken befolkningens interesse for samfundets anliggender eller deres vilje til at fastholde den ydre ramme for den demokratiske manifestation svaekket i ar 2000 63 Folk deltager i debatter om tidens samfundssporgsmal nu mere end nogensinde for fremmet af blandt andet internettets muligheder og de moder fortsat op for at tilkendegive deres holdning hvis de folkevalgte politikere i en given sammenhaeng ikke tilstraekkeligt tager hensyn til denne Demokrati som livsholdning er sa staerk som nogensinde kilde mangler Sporgsmalet om maden for udbredelse af demokratiet RedigerEfter 2 verdenskrig og den i forlaengelse heraf skete afvikling af de gamle koloniimperier har der i Europa og den vestlige verden udviklet sig tanker om en udbredelse af demokratiet gennem nationsbygning blandt andet ved forsog pa at bringe internationale organisationer som FN ind som medvirkende ved udbredelsen af demokratiet Erfaringer fra stater dannede efter 1945 som Sudan Kosovo Irak og Afghanistan antyder imidlertid at det er vanskeligt at opna befolkningens stotte til tilstedevaerelsen af internationale sikkerhedsstyrker Demokrati kan ikke patvinges Zygmunt Bauman har blandt andet analyseret globaliseringens paradokser og argumenteret for at udbredelsen af kommunikationsmidler skaber et paradoks mellem kapitalkoncentration pa den ene side og nodvendigheden af lokal stabilitet pa den anden side note 7 Den transnationale kapital kraever en vis stabilitet i regimerne blandt andet for at kunne opna sit forventede afkast Storre folkelige opstande med krav om reformer kan derfor udlose et pres mod totalitaere regimer fra det internationale samfund I flere lande med totalitaere eller autoritaere regimer saledes i 2011 i Tunesien Egypten og Libyen har erklaerede demokratiske bevaegelser ved omfattende demonstrationer faet international stotte til deres krav om demokratiske reformer selv om de i befolkningen upopulaere magthavere tidligere har nydt det internationale samfunds opbakning Erfaringerne fra blandt andet den iranske revolution i 1978 viser dog at der ingen sikkerhed er for at en demokratisk motiveret folkerorelse ikke kan bane vejen for et nyt totalitaert styre Noter og referencer RedigerNoter Se desuden Soren Kierkegaard Om begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates Kapitel II Opfattelsens Virkeliggorelse hvor han rammende har karakteriseret Sokrates med folgende ord Socrates var i Strid med Statens Anskuelse ja at hans Attentat maatte fra Statens Standpunkt betragtes som et af de allerfarligste som et Forsog paa at udsuge Blodet af den og forvandle den til en Skygge Det var derfor efter Kierkegaards opfattelse berettiget at Socrates blev domt til doden En skildring af magtkampen findes hos Aksel E Christensen Eksemplerne der alle var lande med mere eller mindre parlamentariske forsamlinger illustrerer at det ikke var det okonomisk politiske system kapitalisme socialisme men selve den manglende homogenitet i befolkningen der i sidste ende udloste sammenbruddet Folkebevaegelsen mod EF senere Folkebevaegelsen mod EU og Junibevaegelsen Organisationen til oplysning om atomkraft OOA Sammenslutningen mod motorvej B5 og Dansk Folkeparti kan alle ses som udslag af en folkelig reaktion pa manglende forstaelse hos de etablerede politiske partier for Danmarks vedkommende kan Jordlovsafstemningen den 25 juni 1963 ses som det forste eksempel herpa Senere fulgte folkeafstemningen om Maastricht aftalen i 1992 Arkitekten Arne Gaardmand gav afstemningsresultatet denne kommentar Det er umuligt at sige hvad det knebne nej flertal kommer til at betyde politisk og planlaegningsmaessigt Men resultatet var under alle omstaendigheder en alvorlig advarsel om at der er dybe klofter mellem politikerne og befolkning om internationaliseringens karakter og raekkevidde og om de former samarbejdet bor have Gaardmand s 288 Som et andet eksempel kan naevnes forslaget til ny EU forfatning der i 2005 blev forkastet ved to folkeafstemninger i henholdsvis Frankrig og Holland Forfatningsudkastet blev marginalt aendret men hverken vaelgerne i Frankrig eller i Holland eller i nogen af de ovrige EU lande fraset Irland fik lov til at stemme om det reviderede traktatforslag Europe END OF NATIONS Jens Peter Bonde Arkiveret 26 marts 2016 hos Wayback Machine pa youtube Et paradoks Bauman kalder Glokalisering Baumann 1999 Referencer Naess Arne et al 1956 Democracy Ideology and Objectivity Oslo University Press Fundet via Danskerne magten og demokratiet Arkiveret 14 august 2020 hos Wayback Machine s 34 35 2020 07 30 Liberty and justice for some Arkiveret 28 december 2016 hos Wayback Machine en pa Economist com Aristotle Politics 1317b Book 6 Part II Perseus tufts edu Hentet 2010 08 22 Aage 1984 s 240 Hartje 2007 s 21 Hansen 2010 s 257 a b Spinoza s 85 Ross 1967 Lykkeberg 2012 s 44 Lykkeberg 2012 s 47 Lykkeberg 2012 s 49 jvf Rousseau bog IV kapitel 1 Juraprofessor jubler efter dom i Hojesteret Kaempe nederlag for regeringen 11 januar 2011 Durant s 13 65 Herman Hansen 2012 s 38 Hedeager s 290 Hedeager s 286 291 Hedeager s 245 249 Hedeager s 159 Porsmose s 364f a b Kaspersen s 368 Durant s 79f Rousseau s 84 og 87 Mogens Herman Hansen demokratiets historie fra oldtid til nutid 2012 s 51 52 Bjorn s 124 Bjorn s 185 Bjorn s 190 Hvidt s 154 Hvidt s 283ff dtv atlas s 440 dtv atlas s 416f dtv atlas s 440f jvf Sloth Mette Kjaer og Palle Svensson Spinoza s 86 Spinoza s 97 Spinoza s 170f Spinoza s 171 Spinoza s 172 Det fremgar endvidere at han ikke havde fantasi til at forestille sig et samfund hvor kvinder fik medbestemmelsesret Salmonsen s 451 Vaclav Klaus tale Arkiveret 28 november 2015 hos Wayback Machine pa youtube Koch s 32 Koch s 39 Koch s 59 Koch s 69 Koch s 71f Koch s 75 Koch s 80 Koch s 84f Koch s 92 Jurgen Habermas 2009 Jurgen Habermas 2009 Habermas 1988 Undervisningsministeriet 2006 Demokrati i skolen Arkiveret fra originalen 18 januar 2012 Hentet 3 februar 2011 Jensen s 92f Jensen s 94 Dahl 1984 s 226f Dahl 2000 s 247 Hunt Alex Wheeler Brian 3 november 2016 Brexit All you need to know about the UK leaving the EU BBC News Arkiveret fra originalen 1 juli 2016 Hentet 15 februar 2017 Folkeafstemninger star for skud i Schweiz og Det schweiziske konsensus demokrati har problemer Kristeligt Dagblad den 22 december 2009 Vincent Hendricks Vi kan ende i det postfaktuelle demokrati Raeson 30 01 2015 Arkiveret fra originalen 20 november 2016 Hentet 15 februar 2017 a b Det mange kalder det postfaktuelle samfund kunne lige sa godt kaldes demokrati Arkiveret 20 november 2016 hos Wayback Machine Information 8 september 2016 Dahl 2000 Litteratur RedigerZygmunt Bauman Globaliseringen De menneskelige konsekvenser Hans Reitzel 1999 Claus Bjorn Fra reaktion til grundlov 1800 1850 Olaf Olsen red Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 10 Kobenhavn 1990 ISBN 87 89068 12 2 Aksel E Christensen Kongemagt og Aristokrati Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden Akademisk Forlag 1976 ISBN 87 500 1663 6 Will Durant Store Taenkere oversat og bearbejdet af Krista og Jorgen Jorgensen 3 oplag Kobenhavn 1952 Arne Gaardmand Dansk Byplanlaegning 1938 1992 Arkitektens Forlag 1993 ISBN 87 7407 132 7 Jurgen Habermas Teorien om den kommunikative handlen Aalborg Universitetsforlag 2009 ISBN 87 7307 533 7 Jurgen Habermas Folkesuveraenitet som procedure 1988 Pa dansk i Politisk filosofi udvalgte tekster Gyldendal 2001 ISBN 87 00 39788 1 Mogens Herman Hansen Demokrati som styreform og som ideologi Museum Tusculanums Forlag 2010 ISBN 9788763534932 Mogens Herman Hansen Demokratiets historie fra oldtid til nutid Museum Tusculanums Forlag 2012 ISBN 9788763538954 Rune Lykkeberg Alle har ret demokrati som princip og problem Gyldendal 2012 ISBN 9788702104523 Justus Hartnack og Johannes Slok red De store taenkere Oskar Bergman Hansen Spinoza 2 udgave 1 oplag Munksgaard Kobenhavn 1991 ISBN 87 16 10879 5 Lotte Hedeager Danernes land Fra ca ar 200 ca 700 e Kr Olaf Olsen red Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 2 Kobenhavn 1988 ISBN 87 89068 03 3 Hartje Steffen 2007 Det triangulaere medborgerskab Aarhus KVAN 77 27 argang 2007 ISSN 0107 4016 Kristian Hvidt Det folkelige gennembrud og dets maend 1850 1900 Olaf Olsen red Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 11 Kobenhavn 1990 ISBN 87 89068 13 0 Soren Kierkegaard Om begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates 1841 i Samlede vaerker bind 1 3 udgave 3 oplag Haslev 1982 ISBN 87 00 45143 6 Herman Kinder Werner Hilgeman dtv Atlas Weltgeschichte von Anfangen bis zur Gegenwart Deutscher Taschenbuch Verlag Gmbh amp Co Munschen 2000 Hal Koch Hvad er demokrati 3 udgave 1960 genoptryk 4 udgave Haslev 1981 ISBN 87 00 86072 7 Jeppe Nevers Fra skaeldsord til slagord Demokratibegrebet i dansk politisk historie Syddansk Universitetsforlag 2011 ISBN 978 87 7674 553 0 Birthe B Pedersen Folkeafstemninger star for skud i Schweiz Kristeligt Dagblad den 22 december 2009 Birthe B Pedersen Det schweiziske konsensus demokrati har problemer Kristeligt Dagblad den 22 december 2009 Erland Porsmose Middelalder o 1000 1536 Claus Bjorn red Det danske landbrugs historie Bind 1 Oldtid og middelalder Odense 1988 ISBN 87 7526 073 5 Alf Ross Hvorfor Demokrati udgivet 1946 2 udgave 2 oplag 1967 Nyt Nordisk Forlag ISBN 87 17 00998 7 Jean Jacques Rousseau Samfundspagten Forlaget Rhodos Kobenhavn 1987 ISBN 87 7245 1890 Salmonsens Konversationsleksikon 2 udgave Bind 20 opslag Jean Jacques RousseauEksterne henvisninger RedigerA P St Demokrati og Frihed Arkiveret 12 august 2011 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift 3 rk Bd 5 1897 Lene Andersen democracy handbook org Arkiveret 10 maj 2017 hos Wayback Machine Erik Christensen Ideologi og elite De ideologiske aspekter i demokrati elite og i magtelite pluralisme diskussionen Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 5 1972 Robert A Dahl Polyarchy Pluralism and Scale Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Scandinavian Political Studies New Series Bind 7 1984 Robert A Dahl Sketches for a Democratic Utopia Arkiveret 9 august 2011 hos Wayback Machine Scandinavian Political Studies New Series Bind 10 1987 Robert A Dahl Reflections on a Half Century of Political Science Lecture Given by the Winner of the Johan Skytte Prize in Political Science Uppsala 30 September 1995 Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Scandinavian Political Studies New Series Bind 19 1996 Robert A Dahl A Democratic Paradox Arkiveret 11 august 2011 hos Wayback Machine Scandinavian Political Studies New Series Bind 23 2000 Theodor Geiger Om Byrokratisme med saerligt Henblik paa Okonomien Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift 3 rk Bd 43 1935 Theodor Geiger Om forholdet mellem liberalisme og demokrati Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift 3 rk Bd 45 1937 Theodor Geiger Reklame for Parlamentsstyret Arkiveret 10 august 2011 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift 3 rk Bd 46 1938 Theodor Geiger Demokratiet under debat Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift Bd 85 1947 Thomas Gregersen Politiske vaerdier i et pluralistisk samfund et forsvar for Rawls Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 28 1996 Morten Rand Jensen Demokratisk revisionisme Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 11 1979 Lars Bo Kaspersen Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Samfundet som samfundsvidenskabens problem Politica Bind 32 2000 Mette Kjaer og Palle Svensson Rekonstruktion i Uganda Arkiveret 10 august 2011 hos Wayback Machine Politica Bind 29 1997 Tim Knudsen Det gar nok et essay om dansk statskultur og eurokratiet Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 25 1993 Anders Lundkvist Demokrati Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 33 2001 Erik Rasmussen Magtens graenser Arkiveret 10 august 2011 hos Wayback Machine Politica Bind 15 1983 Kristian Sloth Bristede illusioner i Afrikas mikrokosmos Sudans mislykkede nationsdannelse Arkiveret 8 august 2011 hos Wayback Machine Politica Bind 33 2001 Palle Svensson Den klassiske demokratiske teori Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Politica Bind 11 1979 Hans Aage Demokrati i okonomisk belysning Arkiveret 2 februar 2012 hos Wayback Machine Nationalokonomisk Tidsskrift Bind 132 1994 Tema om demokrati Arkiveret 2 februar 2014 hos Wayback Machine pa Graensen dSe ogsa Rediger Sosterprojekter med yderligere information Citater fra Wikiquote Opslag i WikiordbogenKategori Demokrati LA ikonHentet fra https da wikipedia org w index php title Demokrati amp oldid 10792155, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.