fbpx
Wikipedia

Græsk litteratur

Den græske litteratur er en af verdens ældste. Det græske skriftsprog har en dokumenteret historie på 3.500 år – den længste af alle indoeuropæiske sprog – og den tidligste bevarede egentlige litteratur er skrevet ved indgangen til Antikken, omkring 800 f.Kr.: det drejer sig om Homers episke digte Iliaden og Odysseen. Dette markerede indgangen til den græske litteraturs storhedstid, som varede i et halvt årtusind indtil Alexander den Stores tid omkring 300 f.Kr. Men selv om storhedstiden var forbi fortsatte den græske litteratur med at være produktiv og er det stadigvæk; den mest indflydelsesrige græske bog fra efter-klassisk tid – det Nye Testamente – er muligvis også den mest indflydelsesrige overhovedet.

Den oldgræske litteratur har haft en enorm indflydelse på eftertiden, i Antikken først og fremmest på den romerske litteratur, som i stor stil lånte genrer, motiver og endda sproglige karakteristika fra den græske litteratur. Også i senere tid har den græske litteratur haft afgørende betydning for vestlig tænkning. De temaer, som tages op af græske filosoffer, dramatikere og historikere er i høj grad de samme, som er aktuelle endnu i dag: meningen med livet, kærlighed, politik, individet kontra samfundet osv.

Baldassarre Peruzzi: Muserne danser med Apollon. I græsk mytologi blev de ni muser (en slags gudinder) opfattet som beskyttere af bl.a. de forskellige litteraturgenrer.

Indholdsfortegnelse

Den græske litteratur i arkaisk tid (ca. 800-500 f.Kr.) var udelukkende poesi (litterær prosa kom først til i klassisk tid; se nedenfor). Denne poesi kan deles ind i to hovedtyper: epik og lyrik. Epikken (af ἔπος épos: "ord", "fortælling", også navn på selve digttypen) er kendetegnet ved at være stichisk (af στίχος stíchos: "linje"), dvs. den er opbygget af en fortsat række af verselinjer, mens lyrikken (af λύρη lyre, et strengeinstrument) er strofisk (af στροφή strophé: "vending"), dvs. dens verselinjer er delt ind i strofer. Desuden er epik beregnet til at blive fremsagt af en enkelt mand (en såkaldt rapsode), hvorimod lyrikken blev sunget, enten af en enkelt sanger (monodisk) eller af et kor.

Den græske epik har rødder i en tradition baseret på mundtlige overleveringer, og den blev først nedskrevet efter at have været udviklet og fortalt af rapsoder i århundreder. De eneste nedskrevne eper, som er bevaret frem til i dag, er dem, der tilskrives Homer og Hesiod. Desuden ved vi fra antikke kilder (bl.a. Aristoteles' Poetik), at der fandtes nedskrevne eper af andre digtere, de såkaldte cykliske digtere. Disse var dog, ifølge Aristoteles, ikke af lige så stor litterær værdi, og det er måske derfor, man ikke har fundet det værd at kopiere deres værker.

Begyndelsen på Homers Iliade

Homer

Uddybende artikel: Homer

Ifølge traditionen er ophavsmanden til heltedigtene Iliaden og Odysseen en blind digter ved navn Homer (Ὅμηρος Hómeros), som skal have levet i det 8. århundrede f.Kr. Det er imidlertid tvivlsomt, om Homer er en historisk person; til gengæld står det klart, at de nedskrevne udgaver af disse to digte er kulminationen på en flere hundrede år gammel mundtlig overlevering. Digtene beretter om begivenhederne hhv. før og efter Trojas fald. I Iliaden hører vi om achaiernes (grækernes) krig mod Troja (også kaldet Ilion, heraf digtets titel) og navnlig om helten Achilleus' vrede mod sin kampfælle kong Agamemnon og de begivenheder, som fulgte deraf. Odysseen fortæller om Odysseus' hjemrejse fra krigen – en eventyrlig og farefuld rejse, der kom til at tage 10 år, lige så lang tid som krigen. Desuden findes der en samling af homeriske hymner, der også tillægges Homer.

De homeriske digte havde en enorm betydning for oldtidens grækere (og romere). De var det vigtigste, der blev læst i skolen, og de blev reciteret af rapsoder ved offentlige og private fester. Mange senere forfattere forsøgte at gøre Homer kunsten efter og skrive lignende helteeper; det kendteste (og mest vellykkede) eksempel må være den romerske digter Vergils Æneide.

Hesiod

Uddybende artikel: Hesiod

Hesiod (Ἡσίοδος Hesíodos) var en digter og rapsode, som er ophavsmand til de to episke digte Theogonien og Værker og dage. Mens Homers eper var heltedigte, så er Hesiods først og fremmest læredigte. Theogonien (Θεογονία Theogonía: "gude-fødsel") beretter, som titlen antyder, om gudernes oprindelse og indbyrdes slægtskab samt verdens skabelse. Værker og dage (Ἔργα καὶ Ἡμέραι Érga kaì Hemérai) er en blanding af gode råd om landbrug mv., moralske formaninger, en beretning om en arvestrid mellem digteren og hans bror og til sidst en redegørelse for heldige og uheldige dage.

Det lader sig næppe afgøre, om Hesiod levede tidligere eller senere end Homer, og selv om især Værker og dage viser mange personlige træk, er det også usikkert, i hvor høj grad man kan betragte ham som en historisk person. Hesiods digte havde stor betydning for grækerne (ligesom de endnu i dag er en meget vigte kilde til datidens græske mytologi, landbrugsteknik, astronomi mv.), men alligevel betragtes Homers værker, siden Aristarchos, som vigtigere.

Lyrik

Som nævnt ovenfor hedder lyrikken sådan, fordi den blev skrevet til at blive sunget akkompagneret af en lyre. Den tidligste af de lyriske digtere var formentlig Archilochos, som levede i det 7. århundrede f.Kr. I dag kender vi dog kun til små fragmenter af hans værker; det samme gælder for de fleste af de lyriske digtere.

I Alexandria udviklede man i hellenistisk tid en kanon over ni lyrikere, som man mente var egnede til dybere studier. De to vigtigste af disse var Sappho og Pindar, som skrev hhv. monodi (μονῳδία, dvs. sange for én sanger) og korlyrik. Sappho (ca. 620-570 f.Kr.) er uden sammenligning den vigtigste oldgræske kvindelige forfatter; hun levede på Lesbos og skrev meget personlige digte, mange af dem om sin kærlighed til unge piger. Pindar (ca. 520-443 f.Kr.) betragtedes af bl.a. Quintilian som den største græske lyriker overhovedet, og hans værker er også de bedste bevarede græske lyriske digte. De ni lyrikere talte derudover bl.a. Alkman og Anakreon.

Grækenlands klassiske periode regnes normalt som tiden fra den sidste athenske tyran Hippias' fald i 510 f.Kr. til Alexander den Stores død i 323 f.Kr. Dette var en periode med store politiske forandringer (bl.a. blev det athenske demokrati indført) og krige, både mellem grækerne og deres nabofolk (Perserkrigene) og indbyrdes mellem grækerne (Peloponnesiske krig). Samtidig blomstrede den græske kultur og ikke mindst litteraturen, især i Athen. Nye genrer opstod, nemlig de forskellige slags drama og litterær prosa. De vigtigste former for litteratur var komedie, tragedie, historieskrivning og filosofi, men der blev også skrevet om andre emner, bl.a. retorik (Demosthenes, Isokrates m.fl.) og lægekunst (Hippokrates)

Ruinerne af Dionysosteatret i Athen, hvor de klassiske græske komedier og tragedier blev opført første gang

Drama

Den europæiske skuespilstradition begynder i det klassiske Athen, hvor dramaer blev opført ved festivaler til ære for guden Dionysos. Det græske drama omfattede en række undergenrer: tragedie, komedie, satyrspil, mime og phlyax; men de to vigtigste af disse genrer var tragedien (τραγῳδία tragödía) og komedien (κωμῳδία komödía). Fælles for genrerne var, at de blev skrevet som poesi, altså på vers, og at de bestod dels af almindelig udveksling af replikker, dels af lyriske sange, som blev sunget af et kor.

En græsk tragedie omhandlede normalt en konflikt mellem hovedpersonen (efter hvem tragedien er opkaldt) og f.eks. guderne, skæbnen eller omverdenen. De vigtigste tragediedigtere var, i kronologisk rækkefølge: Aischylos, Sophokles og Euripides.

Mens tragedierne oftest hentede deres stof i mytologien og forhistorien, foregik komedierne normalt i samtiden; ofte blev kendte personer og aktuelle begivenheder satiriseret i komedierne. Humoren i den græske komedie var ofte særdeles grovkornet og obskøn. De vigtigste komediedigtere var Aristophanes og Menander.

Historieskrivning

Den litterære historiegenre blev grundlagt af Herodot fra Halikarnassos i Jonien. Hans værk, der kort og godt hedder Historie, omhandler Perserkrigene samt de begivenheder, der ledte op dertil. Herodot udøvede en form for kildekritik, idet han ofte overvejede, hvilken af forskellige modstridende kilder, der havde ret i deres oplysninger; samtidig var han, i modsætning til senere historikere, ikke bleg for at bruge overnaturlige og mytologiske forklaringer.

Herodots efterfølger Thukydid tog over, hvor forgængeren slap, og beretter i sit værk, Historia, om den Peloponnesiske Krig. I modsætning til Herodot foretrak Thukydid altid naturlige forklaringer og holdt sig fra anekdotisk stof. Til gengæld bekymrede han sig ikke så meget om den litterære værdi af sit værk, for han mente, at han ikke skrev for underholdningens, men for nyttens og de kommende generationers skyld.

En tredje historiker, Xenophon, begyndte sit historieværk, Hellenika, hvor Thukydids endte, men hans værk var mere overfladisk, og han interesserede sig mest for militære emner. Denne interesse kom til sin ret i værket Anabasis om Kyros' græske lejesoldaters felttog mod perserkongen Artaxerxes. Xenophon skrev også en lang række andre værker om forskellige emner, heriblandt tre værker om sin ven og læremester Sokrates.

Rafaels berømte maleri af Skolen i Athen viser en mængde græske filosoffer med Platon og Aristoteles i midten.

Filosofi

Blandt de græske filosoffer er der især tre skikkelser, der rager op over resten, nemlig, i kronologisk rækkefølge: Sokrates, Platon og Aristoteles. Så stor er deres indflydelse endnu i dag, at man omtaler deres forgængere som førsokratikere. Af førsokratikernes skrifter er der kun overleveret fragmenter, og Sokrates selv skrev ikke noget, men hans tanker, der oftest blev udtrykt i dialog med bl.a. sofisterne, blev efter hans død i 399 f.Kr. skrevet ned af to af hans disciple: Xenophon (se ovenfor) og Platon; de tos fremstillinger af ham er dog meget forskellige. Desuden nøjedes Platon ikke med at nedskrive Sokrates' ord, men i Sokrates' navn videreudviklede han også dennes tanker til et mere kompliceret filosofisk system. I alt skrev Platon mindst 25 dialoger med Sokrates som hovedperson samt en gengivelse af Sokrates' forsvarstale.

Aristoteles var oprindeligt elev af Platon, men han udviklede sin egen filosofi, der til dels stod i opposition til Platons. Vi ved, at Aristoteles skrev dialoger ligesom Platon, men ingen af disse er bevaret frem til i dag; i stedet har vi en samling kompakte, systematiske forelæsningsmanuskripter. Mens Platon især koncentrerede sig om etik, metafysik, epistemologi og politik, skrev Aristoteles derudover også om en lang række emner, der i dag ikke længere regnes som filosofiske, bl.a. fysik, biologi, litteratur og retorik. Også efter Aristoteles fremstod der betydningsfulde græsksprogede filosoffer, se nedenfor.

Almindeligvis siger man, at den periode, som kaldes hellenismen, begyndte ved Alexander den Stores død i 323 f.Kr., eller allerede ved hans tronestigelse i 336 f.Kr. Mindre klarhed er der over, hvornår perioden sluttede: enten siger man ved Roms erobring af Grækenland i 146 f.Kr. eller ved Kejser Augustus' opnåelse af magten i Romerriget i 31 f.Kr., hvis man da overhovedet skelner mellem hellenismen og den romerske periode.

Man fortsætte i hellenismen med at skrive i stort set de samme genrer som i arkaisk og klassisk tid; den eneste egentlige nye genre var romanen.

Bogruller opbevaredes og studeredes i Alexandrias bibliotek.

Biblioteket i Alexandria

Uddybende artikel: Biblioteket i Alexandria

Selv om der fortsat blev tænkt nye tanker og skrevet ny litteratur i hellenismen, koncentrerede man sig dog i endnu højere grad om at bevare den eksisterende litteratur – den vigtigste institution i dette arbejde var biblioteket i Alexandria. Her blev den filologiske videnskab grundlagt af lærde som Zenodotos, Aristophanes og mange andre, der ivrigt studerede de klassiske tekster og især Homers digte. Nogle af disse bibliotekarer var også selv aktive forfattere, bl.a. digterne Kallimachos og Apollonios Rhodios.

Filosofi

Indenfor filosofien regnes hellenismen normalt som perioden fra Aristoteles' død i 322 f.Kr. frem til og med nyplatonismens opståen i det 3. århundrede e.Kr. I hellenismen var der mange vidt forskellige retninger indenfor græsk filosofi: platonikere (Platons efterfølgere), peripatetikere (Aristoteles' efterfølgere), kynikere (Antisthenes', Diogenes' og Krates' efterfølgere), skeptikere (Pyrrhons og Arkesilaos' efterfølgere), epikuræere (Epikurs efterfølgere) og stoikere (Zenons efterfølgere).

De vigtigste filosoffer var, ud over de allerede nævnte, matematikeren Arkimedes, stoikeren Poseidonios, den jødiske stoiker Philon, skeptikeren Agrippa og endelig nyplatonikerne Plotin og Porphyr.

Jødiske skrifter

Under den jødiske diaspora bosatte mange jøder sig i græsktalende områder og optog i høj grad den græske kultur, samtidig med at de beholdt den jødiske religion og deres nationale særpræg og skikke. Især i Alexandria var koncentrationen af diasporajøder høj, og derfor udgik størstedelen af produktionen af jødisk litteratur herfra.

Det vigtigste jødiske skrift på græsk var Septuaginta, en oversættelse af Tanakh (Det Gamle Testamente), som blev foretaget i Alexandria i løbet af det 3. århundrede f.Kr. Efterhånden blev der også tilføjet yderligere skrifter til Septuaginta, de såkaldte apokryfe eller deuterokanoniske bøger, som ikke fandtes i den oprindelige hebraiske udgave. Mange jøder i datiden kunne ikke hebraisk, så for dem var Septuaginta selve Bibelen – det samme gjaldt for mange af de tidlige kristne, herunder Det Nye Testamentes forfattere.

De to vigtigste græsksprogede jødiske forfattere var filosoffen Philon (se ovenfor) og historikeren Josephus (se nedenfor), men derudover kan også nævnes tragediedigteren Ezechiel, som skrev dramaer om bibelske emner, og som er den eneste af de hellenistiske tragediedigtere, af hvis værker der er overleveret større fragmenter, nemlig 269 vers af tragedien Exagoge, baseret på Septuaginta-oversættelsen af 2. Mosebog.

Græsk forblev det dominerende sprog i den østlige del af Middelhavsområdet også efter Romerrigets erobringer i de to sidste århundreder f.Kr., og det var fælles sprog i hele den kendte verden. Derfor var det helt naturligt for enhver, der ville nå en bredere kreds med sine budskaber, at skrive på græsk, sådan som f.eks. de første kristne gjorde. Også i selve Rom optog man i høj grad den græske kultur og det græske sprog som andetsprog efter latin.

De vigtigste emner for den romerske periodes græske faglitteratur var naturvidenskab, litteraturkritik og, især, historie. De to mest betydningsfulde naturvidenskabelige forfattere var lægen Galen og astronomen og matematikeren Ptolemaios, der også var geograf, ligesom Strabon og Pausanias.

Portræt af Plutarch fra en fransk oversættelse, 1565

Historieskrivning

Mange af denne periodes græske historieskrivere valgte at koncentrere sig om den nye verdensmagt, Roms, historie; det gælder bl.a. Polyb, Dionysios (der også var retor og litteraturkritiker), Appian og Arrian (og allerede historikeren Timaios fra 3. århundrede f.Kr. forudså Roms betydning). Andre forsøgte at skrive universalhistorie, bl.a. Diodor og Eusebius; sidstnævnte er dog mest kendt for sit andet storværk om kirkehistorien. Der blev også skrevet om andre mere specialiserede emner, bl.a. af Plutarch, der skrev biografier om navnkundige grækere og romere, og af Josephus, der skrev om jødernes historie.

Indflydelse på romersk litteratur

Det var en uundværlig del af enhver dannet romersk borgers uddannelse at lære græsk såvel som latin. Ofte blev de unge romere undervist i græsk af importerede græske slaver. Derfor havde det græske sprog og den græske litteratur en stor indflydelse på den romerske litteratur: dels ved at de fleste latinsksprogede forfattere efterlignede den græske litteraturs genrer, former, versemål, temaer og stil (som f.eks. Vergil, der efterlignede digterne Homer, Hesiod og Theokrit, og Cicero, der efterlignede de attiske oratorer og filosoffer), og dels ved at en mindre del af den romerske litteratur endog blev skrevet på græsk frem for latin, både af indfødte grækere (som mange af de ovennævnte græsk-romerske historikere) og af indfødte romere (som historikeren Dio Cassius og kejser Marcus Aurelius).

P52, det ældste kendte fragment af det Nye Testamente

Kristne skrifter

De første kristne havde fået befaling fra Jesus om at udbrede evangeliet i hele verden; derfor var det naturligt for dem at skrive og udbrede deres skrifter på datidens internationale sprog, græsk. De 27 vigtigste af den første generation af kristne skrifter (fra anden halvdel af det 1. århundrede) blev senere valgt til at udgøre det Nye Testamente, der udgør anden og sidste del af den kristne Bibel. Det Nye Testamente indeholder fire evangelieskrifter (en art biografier om Jesus) og 21 breve samt skrifterne Apostlenes Gerninger og Johannes' Åbenbaring.

Den næste generation af kristne skrifter udgøres af de apostolske fædres skrifter, der også mest er breve. Derefter fulgte en række forfattere, der kaldes kirkefædrene; de skrev, med få undtagelser, enten på græsk eller latin. Blandt de vigtigste græske kirkefædre kan nævnes Clemens, Origenes, Athanasius (alle tre virkede i Alexandria) og Johannes Chrysostomos fra Antiokia (senere patriark af Konstantinopel) samt Eusebius (se ovenfor). Kirkefædrene havde typisk som mål at forsvare kristendommen mod forfølgelser og filosofiske indvendinger.

Efter Kejser Theodosius den Stores død i 395 blev Romerriget endelig delt i to riger: et vestligt latinsksproget rige og et østligt græsksproget rige: det Byzantinske Rige. Dette kejserrige bestod, indtil hovedstaden Konstantinopel blev erobret af osmannerne i 1453. Den byzantinske litteratur er altså middelalderens græske litteratur.

Mange græsksprogede forfattere i denne periode valgte at efterligne den klassiske periodes attiske dialekt, som var den mest prestigefulde og anerkendte, men der blev dog også skrevet i sprogformer, der bedre svarede til samtidens sprog. Den byzantiske litteratur var præget af en sammensmeltning af hellenistisk, romersk, kristen og orientalsk kultur.

Prosa i denne periode var mestendels sagprosa: historie, krønike, encyklopædi og essay samt kirkelig og teologisk litteratur. Krønikegenren var noget nyt og adskilte sig fra den klassiske historiegenre ved at være kirkelig og populær, hvor historiegenren var sekulær og elitær. Også encyklopædigenren var ny; under Konstantin 7. og efterfølgende kejsere i det 10. århundrede blomstrede denne genre med værker som antikleksikonet Suda. Den kirkelig-teologiske litteratur fortsatte traditionen fra kirkefædrene med emner som eksegese, homiletik og kirkehistorie.

Poesien i denne periode var dels kristne hymner, dels sekulær poesi og skønlitteratur, der fulgte i fodsporene på antikke forfattere som Lukian og Asklepiades m.fl., og dels folkelige viser, der imiterede antikke digtere som Apollonios Rhodios, Kallimachos og Musaios samt lod sig inspirere af frankisk ridderlig kærlighedsdigtning.

Adamantios Korais, den græske litteraturs store reformator

Det moderne græske skriftsprog begyndte at udvikle sig fra det middelalderlige byzantiske græsk i løbet af det 11. århundrede. Den moderne græske periode begyndte dog først for alvor efter osmannernes erobring i 1453. Et af de allervæsentligste af den moderne græske litteraturs værker er Vitsentzos Kornaros' romancevers Erotokritos fra det tidlige 17. århundrede.

Perioden fra det sene 17. århundrede til den græske uafhængighedskrigs begyndelse i 1821 kaldes for den græske oplysningstid. Nogle af de vigtigste forfattere fra denne periode var Adamantios Korais og Rigas Feraios. Senere i det 19. århundrede fremkom digtere som Andreas Kalvos og Dionysios Solomos.

Den mest internationalt kendte græske romanforfatter er Nikos Kazantzakis (1883-1957), som dog selv regnede sine digte og dramaer for vigtigere end sine romaner. Andre vigtige forfattere fra det 20. århundrede er nobelprismodtagerne Giorgos Seferis og Odysseas Elytis samt digteren Manolis Anagnostakis.

  • – Periodeinddelt oversigt over græske forfattere på Ribe Katedralskoles hjemmeside
  • – Birthe Wied: Moderne græsk litteratur i dansk oversættelse
  • – Bibliografi over moderne græsk litteratur oversat til dansk på hjemmesiden for Københavns Universitets afdeling for Grækenlandsstuder og moderne græsk
  • (engelsk) – Oversættelser af græske og latinske klassikere mv. på The Internet Classics Archive, Massachusetts Institute of Technology
  1. De ældste nedskrevne vidnesbyrd om græsk sprog er mykenske tavler beskrevet med Linear B-skriften fra omkring 16.-12. århundrede f.Kr.
  2. Goldhill: The Invention of Prose, 2002, s. 1ff
  3. Enigheden blandt alle forskere om, at de homeriske digte udspringer af en mundtlig tradition, skyldes navnlig Milman Parrys studier; en samlet udgave af disse findes i Adam Parry (red.): The Making of Homeric Verse: The Collected Papers of Milman Parry (Clarendon Press, Oxford, 1987)
  4. Thukydid: Historia, bog 1, afsnit 22
  5. Sommerstein: Greek Drama and Dramatists, 2002, s. 63-64, 123-124
  6. Markusevangeliet 22. juni 2007 hos Wayback Machine

Græsk litteratur
græsk, litteratur, sprog, overvåg, rediger, græske, litteratur, verdens, ældste, græske, skriftsprog, dokumenteret, historie, længste, alle, indoeuropæiske, sprog, tidligste, bevarede, egentlige, litteratur, skrevet, indgangen, antikken, omkring, drejer, homer. Graesk litteratur Sprog Overvag Rediger Den graeske litteratur er en af verdens aeldste Det graeske skriftsprog har en dokumenteret historie pa 3 500 ar 1 den laengste af alle indoeuropaeiske sprog og den tidligste bevarede egentlige litteratur er skrevet ved indgangen til Antikken omkring 800 f Kr det drejer sig om Homers episke digte Iliaden og Odysseen Dette markerede indgangen til den graeske litteraturs storhedstid som varede i et halvt artusind indtil Alexander den Stores tid omkring 300 f Kr Men selv om storhedstiden var forbi fortsatte den graeske litteratur med at vaere produktiv og er det stadigvaek den mest indflydelsesrige graeske bog fra efter klassisk tid det Nye Testamente er muligvis ogsa den mest indflydelsesrige overhovedet Et papyrus fragment af Platons Alkibiades I Den oldgraeske litteratur har haft en enorm indflydelse pa eftertiden i Antikken forst og fremmest pa den romerske litteratur som i stor stil lante genrer motiver og endda sproglige karakteristika fra den graeske litteratur Ogsa i senere tid har den graeske litteratur haft afgorende betydning for vestlig taenkning De temaer som tages op af graeske filosoffer dramatikere og historikere er i hoj grad de samme som er aktuelle endnu i dag meningen med livet kaerlighed politik individet kontra samfundet osv Baldassarre Peruzzi Muserne danser med Apollon I graesk mytologi blev de ni muser en slags gudinder opfattet som beskyttere af bl a de forskellige litteraturgenrer Indholdsfortegnelse 1 Arkaisk litteratur 1 1 Homer 1 2 Hesiod 1 3 Lyrik 2 Klassisk litteratur 2 1 Drama 2 2 Historieskrivning 2 3 Filosofi 3 Hellenismen 3 1 Biblioteket i Alexandria 3 2 Filosofi 3 3 Jodiske skrifter 4 Romerriget 4 1 Historieskrivning 4 2 Indflydelse pa romersk litteratur 4 3 Kristne skrifter 5 Byzantinsk litteratur 6 Moderne graesk litteratur 7 Eksterne henvisninger 8 Videre laesning 9 NoterArkaisk litteratur RedigerDen graeske litteratur i arkaisk tid ca 800 500 f Kr var udelukkende poesi litteraer prosa kom forst til i klassisk tid 2 se nedenfor Denne poesi kan deles ind i to hovedtyper epik og lyrik Epikken af ἔpos epos ord fortaelling ogsa navn pa selve digttypen er kendetegnet ved at vaere stichisk af stixos stichos linje dvs den er opbygget af en fortsat raekke af verselinjer mens lyrikken af lyrh lyre et strengeinstrument er strofisk af strofh strophe vending dvs dens verselinjer er delt ind i strofer Desuden er epik beregnet til at blive fremsagt af en enkelt mand en sakaldt rapsode hvorimod lyrikken blev sunget enten af en enkelt sanger monodisk eller af et kor Den graeske epik har rodder i en tradition baseret pa mundtlige overleveringer og den blev forst nedskrevet efter at have vaeret udviklet og fortalt af rapsoder i arhundreder De eneste nedskrevne eper som er bevaret frem til i dag er dem der tilskrives Homer og Hesiod Desuden ved vi fra antikke kilder bl a Aristoteles Poetik at der fandtes nedskrevne eper af andre digtere de sakaldte cykliske digtere Disse var dog ifolge Aristoteles ikke af lige sa stor litteraer vaerdi og det er maske derfor man ikke har fundet det vaerd at kopiere deres vaerker Begyndelsen pa Homers Iliade Homer Rediger Uddybende artikel Homer Ifolge traditionen er ophavsmanden til heltedigtene Iliaden og Odysseen en blind digter ved navn Homer Ὅmhros Homeros som skal have levet i det 8 arhundrede f Kr Det er imidlertid tvivlsomt om Homer er en historisk person til gengaeld star det klart at de nedskrevne udgaver af disse to digte er kulminationen pa en flere hundrede ar gammel mundtlig overlevering 3 Digtene beretter om begivenhederne hhv for og efter Trojas fald I Iliaden horer vi om achaiernes graekernes krig mod Troja ogsa kaldet Ilion heraf digtets titel og navnlig om helten Achilleus vrede mod sin kampfaelle kong Agamemnon og de begivenheder som fulgte deraf Odysseen fortaeller om Odysseus hjemrejse fra krigen en eventyrlig og farefuld rejse der kom til at tage 10 ar lige sa lang tid som krigen Desuden findes der en samling af homeriske hymner der ogsa tillaegges Homer De homeriske digte havde en enorm betydning for oldtidens graekere og romere De var det vigtigste der blev laest i skolen og de blev reciteret af rapsoder ved offentlige og private fester Mange senere forfattere forsogte at gore Homer kunsten efter og skrive lignende helteeper det kendteste og mest vellykkede eksempel ma vaere den romerske digter Vergils AEneide Hesiod Rediger Uddybende artikel Hesiod Hesiod Ἡsiodos Hesiodos var en digter og rapsode som er ophavsmand til de to episke digte Theogonien og Vaerker og dage Mens Homers eper var heltedigte sa er Hesiods forst og fremmest laeredigte Theogonien 8eogonia Theogonia gude fodsel beretter som titlen antyder om gudernes oprindelse og indbyrdes slaegtskab samt verdens skabelse Vaerker og dage Ἔrga kaὶ Ἡmerai Erga kai Hemerai er en blanding af gode rad om landbrug mv moralske formaninger en beretning om en arvestrid mellem digteren og hans bror og til sidst en redegorelse for heldige og uheldige dage Det lader sig naeppe afgore om Hesiod levede tidligere eller senere end Homer og selv om isaer Vaerker og dage viser mange personlige traek er det ogsa usikkert i hvor hoj grad man kan betragte ham som en historisk person Hesiods digte havde stor betydning for graekerne ligesom de endnu i dag er en meget vigte kilde til datidens graeske mytologi landbrugsteknik astronomi mv men alligevel betragtes Homers vaerker siden Aristarchos som vigtigere Lyrik Rediger Som naevnt ovenfor hedder lyrikken sadan fordi den blev skrevet til at blive sunget akkompagneret af en lyre Den tidligste af de lyriske digtere var formentlig Archilochos som levede i det 7 arhundrede f Kr I dag kender vi dog kun til sma fragmenter af hans vaerker det samme gaelder for de fleste af de lyriske digtere I Alexandria udviklede man i hellenistisk tid en kanon over ni lyrikere som man mente var egnede til dybere studier De to vigtigste af disse var Sappho og Pindar som skrev hhv monodi monῳdia dvs sange for en sanger og korlyrik Sappho ca 620 570 f Kr er uden sammenligning den vigtigste oldgraeske kvindelige forfatter hun levede pa Lesbos og skrev meget personlige digte mange af dem om sin kaerlighed til unge piger Pindar ca 520 443 f Kr betragtedes af bl a Quintilian som den storste graeske lyriker overhovedet og hans vaerker er ogsa de bedste bevarede graeske lyriske digte De ni lyrikere talte derudover bl a Alkman og Anakreon Klassisk litteratur RedigerGraekenlands klassiske periode regnes normalt som tiden fra den sidste athenske tyran Hippias fald i 510 f Kr til Alexander den Stores dod i 323 f Kr Dette var en periode med store politiske forandringer bl a blev det athenske demokrati indfort og krige bade mellem graekerne og deres nabofolk Perserkrigene og indbyrdes mellem graekerne Peloponnesiske krig Samtidig blomstrede den graeske kultur og ikke mindst litteraturen isaer i Athen Nye genrer opstod nemlig de forskellige slags drama og litteraer prosa De vigtigste former for litteratur var komedie tragedie historieskrivning og filosofi men der blev ogsa skrevet om andre emner bl a retorik Demosthenes Isokrates m fl og laegekunst Hippokrates Ruinerne af Dionysosteatret i Athen hvor de klassiske graeske komedier og tragedier blev opfort forste gang Drama Rediger Den europaeiske skuespilstradition begynder i det klassiske Athen hvor dramaer blev opfort ved festivaler til aere for guden Dionysos Det graeske drama omfattede en raekke undergenrer tragedie komedie satyrspil mime og phlyax men de to vigtigste af disse genrer var tragedien tragῳdia tragodia og komedien kwmῳdia komodia Faelles for genrerne var at de blev skrevet som poesi altsa pa vers og at de bestod dels af almindelig udveksling af replikker dels af lyriske sange som blev sunget af et kor En graesk tragedie omhandlede normalt en konflikt mellem hovedpersonen efter hvem tragedien er opkaldt og f eks guderne skaebnen eller omverdenen De vigtigste tragediedigtere var i kronologisk raekkefolge Aischylos Sophokles og Euripides Mens tragedierne oftest hentede deres stof i mytologien og forhistorien foregik komedierne normalt i samtiden ofte blev kendte personer og aktuelle begivenheder satiriseret i komedierne Humoren i den graeske komedie var ofte saerdeles grovkornet og obskon De vigtigste komediedigtere var Aristophanes og Menander Historieskrivning Rediger Den litteraere historiegenre blev grundlagt af Herodot fra Halikarnassos i Jonien Hans vaerk der kort og godt hedder Historie omhandler Perserkrigene samt de begivenheder der ledte op dertil Herodot udovede en form for kildekritik idet han ofte overvejede hvilken af forskellige modstridende kilder der havde ret i deres oplysninger samtidig var han i modsaetning til senere historikere ikke bleg for at bruge overnaturlige og mytologiske forklaringer Herodots efterfolger Thukydid tog over hvor forgaengeren slap og beretter i sit vaerk Historia om den Peloponnesiske Krig I modsaetning til Herodot foretrak Thukydid altid naturlige forklaringer og holdt sig fra anekdotisk stof Til gengaeld bekymrede han sig ikke sa meget om den litteraere vaerdi af sit vaerk for han mente at han ikke skrev for underholdningens men for nyttens og de kommende generationers skyld 4 En tredje historiker Xenophon begyndte sit historievaerk Hellenika hvor Thukydids endte men hans vaerk var mere overfladisk og han interesserede sig mest for militaere emner Denne interesse kom til sin ret i vaerket Anabasis om Kyros graeske lejesoldaters felttog mod perserkongen Artaxerxes Xenophon skrev ogsa en lang raekke andre vaerker om forskellige emner heriblandt tre vaerker om sin ven og laeremester Sokrates Rafaels beromte maleri af Skolen i Athen viser en maengde graeske filosoffer med Platon og Aristoteles i midten Filosofi Rediger Blandt de graeske filosoffer er der isaer tre skikkelser der rager op over resten nemlig i kronologisk raekkefolge Sokrates Platon og Aristoteles Sa stor er deres indflydelse endnu i dag at man omtaler deres forgaengere som forsokratikere Af forsokratikernes skrifter er der kun overleveret fragmenter og Sokrates selv skrev ikke noget men hans tanker der oftest blev udtrykt i dialog med bl a sofisterne blev efter hans dod i 399 f Kr skrevet ned af to af hans disciple Xenophon se ovenfor og Platon de tos fremstillinger af ham er dog meget forskellige Desuden nojedes Platon ikke med at nedskrive Sokrates ord men i Sokrates navn videreudviklede han ogsa dennes tanker til et mere kompliceret filosofisk system I alt skrev Platon mindst 25 dialoger med Sokrates som hovedperson samt en gengivelse af Sokrates forsvarstale Aristoteles var oprindeligt elev af Platon men han udviklede sin egen filosofi der til dels stod i opposition til Platons Vi ved at Aristoteles skrev dialoger ligesom Platon men ingen af disse er bevaret frem til i dag i stedet har vi en samling kompakte systematiske forelaesningsmanuskripter Mens Platon isaer koncentrerede sig om etik metafysik epistemologi og politik skrev Aristoteles derudover ogsa om en lang raekke emner der i dag ikke laengere regnes som filosofiske bl a fysik biologi litteratur og retorik Ogsa efter Aristoteles fremstod der betydningsfulde graesksprogede filosoffer se nedenfor Hellenismen RedigerAlmindeligvis siger man at den periode som kaldes hellenismen begyndte ved Alexander den Stores dod i 323 f Kr eller allerede ved hans tronestigelse i 336 f Kr Mindre klarhed er der over hvornar perioden sluttede enten siger man ved Roms erobring af Graekenland i 146 f Kr eller ved Kejser Augustus opnaelse af magten i Romerriget i 31 f Kr hvis man da overhovedet skelner mellem hellenismen og den romerske periode Man fortsaette i hellenismen med at skrive i stort set de samme genrer som i arkaisk og klassisk tid den eneste egentlige nye genre var romanen Bogruller opbevaredes og studeredes i Alexandrias bibliotek Biblioteket i Alexandria Rediger Uddybende artikel Biblioteket i Alexandria Selv om der fortsat blev taenkt nye tanker og skrevet ny litteratur i hellenismen koncentrerede man sig dog i endnu hojere grad om at bevare den eksisterende litteratur den vigtigste institution i dette arbejde var biblioteket i Alexandria Her blev den filologiske videnskab grundlagt af laerde som Zenodotos Aristophanes og mange andre der ivrigt studerede de klassiske tekster og isaer Homers digte Nogle af disse bibliotekarer var ogsa selv aktive forfattere bl a digterne Kallimachos og Apollonios Rhodios Filosofi Rediger Indenfor filosofien regnes hellenismen normalt som perioden fra Aristoteles dod i 322 f Kr frem til og med nyplatonismens opstaen i det 3 arhundrede e Kr I hellenismen var der mange vidt forskellige retninger indenfor graesk filosofi platonikere Platons efterfolgere peripatetikere Aristoteles efterfolgere kynikere Antisthenes Diogenes og Krates efterfolgere skeptikere Pyrrhons og Arkesilaos efterfolgere epikuraeere Epikurs efterfolgere og stoikere Zenons efterfolgere De vigtigste filosoffer var ud over de allerede naevnte matematikeren Arkimedes stoikeren Poseidonios den jodiske stoiker Philon skeptikeren Agrippa og endelig nyplatonikerne Plotin og Porphyr Jodiske skrifter Rediger Under den jodiske diaspora bosatte mange joder sig i graesktalende omrader og optog i hoj grad den graeske kultur samtidig med at de beholdt den jodiske religion og deres nationale saerpraeg og skikke Isaer i Alexandria var koncentrationen af diasporajoder hoj og derfor udgik storstedelen af produktionen af jodisk litteratur herfra Det vigtigste jodiske skrift pa graesk var Septuaginta en oversaettelse af Tanakh Det Gamle Testamente som blev foretaget i Alexandria i lobet af det 3 arhundrede f Kr Efterhanden blev der ogsa tilfojet yderligere skrifter til Septuaginta de sakaldte apokryfe eller deuterokanoniske boger som ikke fandtes i den oprindelige hebraiske udgave Mange joder i datiden kunne ikke hebraisk sa for dem var Septuaginta selve Bibelen det samme gjaldt for mange af de tidlige kristne herunder Det Nye Testamentes forfattere De to vigtigste graesksprogede jodiske forfattere var filosoffen Philon se ovenfor og historikeren Josephus se nedenfor men derudover kan ogsa naevnes tragediedigteren Ezechiel som skrev dramaer om bibelske emner og som er den eneste af de hellenistiske tragediedigtere af hvis vaerker der er overleveret storre fragmenter nemlig 269 vers af tragedien Exagoge baseret pa Septuaginta oversaettelsen af 2 Mosebog 5 Romerriget RedigerGraesk forblev det dominerende sprog i den ostlige del af Middelhavsomradet ogsa efter Romerrigets erobringer i de to sidste arhundreder f Kr og det var faelles sprog i hele den kendte verden Derfor var det helt naturligt for enhver der ville na en bredere kreds med sine budskaber at skrive pa graesk sadan som f eks de forste kristne gjorde Ogsa i selve Rom optog man i hoj grad den graeske kultur og det graeske sprog som andetsprog efter latin De vigtigste emner for den romerske periodes graeske faglitteratur var naturvidenskab litteraturkritik og isaer historie De to mest betydningsfulde naturvidenskabelige forfattere var laegen Galen og astronomen og matematikeren Ptolemaios der ogsa var geograf ligesom Strabon og Pausanias Portraet af Plutarch fra en fransk oversaettelse 1565 Historieskrivning Rediger Mange af denne periodes graeske historieskrivere valgte at koncentrere sig om den nye verdensmagt Roms historie det gaelder bl a Polyb Dionysios der ogsa var retor og litteraturkritiker Appian og Arrian og allerede historikeren Timaios fra 3 arhundrede f Kr forudsa Roms betydning Andre forsogte at skrive universalhistorie bl a Diodor og Eusebius sidstnaevnte er dog mest kendt for sit andet storvaerk om kirkehistorien Der blev ogsa skrevet om andre mere specialiserede emner bl a af Plutarch der skrev biografier om navnkundige graekere og romere og af Josephus der skrev om jodernes historie Indflydelse pa romersk litteratur Rediger Det var en uundvaerlig del af enhver dannet romersk borgers uddannelse at laere graesk savel som latin Ofte blev de unge romere undervist i graesk af importerede graeske slaver Derfor havde det graeske sprog og den graeske litteratur en stor indflydelse pa den romerske litteratur dels ved at de fleste latinsksprogede forfattere efterlignede den graeske litteraturs genrer former versemal temaer og stil som f eks Vergil der efterlignede digterne Homer Hesiod og Theokrit og Cicero der efterlignede de attiske oratorer og filosoffer og dels ved at en mindre del af den romerske litteratur endog blev skrevet pa graesk frem for latin bade af indfodte graekere som mange af de ovennaevnte graesk romerske historikere og af indfodte romere som historikeren Dio Cassius og kejser Marcus Aurelius P52 det aeldste kendte fragment af det Nye Testamente Kristne skrifter Rediger De forste kristne havde faet befaling fra Jesus om at udbrede evangeliet i hele verden 6 derfor var det naturligt for dem at skrive og udbrede deres skrifter pa datidens internationale sprog graesk De 27 vigtigste af den forste generation af kristne skrifter fra anden halvdel af det 1 arhundrede blev senere valgt til at udgore det Nye Testamente der udgor anden og sidste del af den kristne Bibel Det Nye Testamente indeholder fire evangelieskrifter en art biografier om Jesus og 21 breve samt skrifterne Apostlenes Gerninger og Johannes Abenbaring Den naeste generation af kristne skrifter udgores af de apostolske faedres skrifter der ogsa mest er breve Derefter fulgte en raekke forfattere der kaldes kirkefaedrene de skrev med fa undtagelser enten pa graesk eller latin Blandt de vigtigste graeske kirkefaedre kan naevnes Clemens Origenes Athanasius alle tre virkede i Alexandria og Johannes Chrysostomos fra Antiokia senere patriark af Konstantinopel samt Eusebius se ovenfor Kirkefaedrene havde typisk som mal at forsvare kristendommen mod forfolgelser og filosofiske indvendinger Byzantinsk litteratur RedigerEfter Kejser Theodosius den Stores dod i 395 blev Romerriget endelig delt i to riger et vestligt latinsksproget rige og et ostligt graesksproget rige det Byzantinske Rige Dette kejserrige bestod indtil hovedstaden Konstantinopel blev erobret af osmannerne i 1453 Den byzantinske litteratur er altsa middelalderens graeske litteratur Mange graesksprogede forfattere i denne periode valgte at efterligne den klassiske periodes attiske dialekt som var den mest prestigefulde og anerkendte men der blev dog ogsa skrevet i sprogformer der bedre svarede til samtidens sprog Den byzantiske litteratur var praeget af en sammensmeltning af hellenistisk romersk kristen og orientalsk kultur Prosa i denne periode var mestendels sagprosa historie kronike encyklopaedi og essay samt kirkelig og teologisk litteratur Kronikegenren var noget nyt og adskilte sig fra den klassiske historiegenre ved at vaere kirkelig og populaer hvor historiegenren var sekulaer og elitaer Ogsa encyklopaedigenren var ny under Konstantin 7 og efterfolgende kejsere i det 10 arhundrede blomstrede denne genre med vaerker som antikleksikonet Suda Den kirkelig teologiske litteratur fortsatte traditionen fra kirkefaedrene med emner som eksegese homiletik og kirkehistorie Poesien i denne periode var dels kristne hymner dels sekulaer poesi og skonlitteratur der fulgte i fodsporene pa antikke forfattere som Lukian og Asklepiades m fl og dels folkelige viser der imiterede antikke digtere som Apollonios Rhodios Kallimachos og Musaios samt lod sig inspirere af frankisk ridderlig kaerlighedsdigtning Moderne graesk litteratur Rediger Adamantios Korais den graeske litteraturs store reformator Det moderne graeske skriftsprog begyndte at udvikle sig fra det middelalderlige byzantiske graesk i lobet af det 11 arhundrede Den moderne graeske periode begyndte dog forst for alvor efter osmannernes erobring i 1453 Et af de allervaesentligste af den moderne graeske litteraturs vaerker er Vitsentzos Kornaros romance pa vers Erotokritos fra det tidlige 17 arhundrede Perioden fra det sene 17 arhundrede til den graeske uafhaengighedskrigs begyndelse i 1821 kaldes for den graeske oplysningstid Nogle af de vigtigste forfattere fra denne periode var Adamantios Korais og Rigas Feraios Senere i det 19 arhundrede fremkom digtere som Andreas Kalvos og Dionysios Solomos Den mest internationalt kendte graeske romanforfatter er Nikos Kazantzakis 1883 1957 som dog selv regnede sine digte og dramaer for vigtigere end sine romaner Andre vigtige forfattere fra det 20 arhundrede er nobelprismodtagerne Giorgos Seferis og Odysseas Elytis samt digteren Manolis Anagnostakis Eksterne henvisninger Redigerhttp www ribekatedralskole dk classica personer graeske forfattere htm Periodeinddelt oversigt over graeske forfattere pa Ribe Katedralskoles hjemmeside http www litteratursiden dk sw40549 asp Birthe Wied Moderne graesk litteratur i dansk oversaettelse http www ellinika bot ku dk bibliografi htm Bibliografi over moderne graesk litteratur oversat til dansk pa hjemmesiden for Kobenhavns Universitets afdeling for Graekenlandsstuder og moderne graesk http classics mit edu index html engelsk Oversaettelser af graeske og latinske klassikere mv pa The Internet Classics Archive Massachusetts Institute of TechnologyVidere laesning RedigerEasterling amp Knox red The Cambridge History of Classical Literature I Greek Literature Cambridge 1985 Simon Goldhill The Invention of Prose Oxford 2002 Holger Friis Johansen Fri mands tale Graesk Litteratur indtil Alexander den Stores tid Viby J 1984 Albin Lesky Geschichte der griechischen Literatur Bern 1957 58 Michael Schmidt The first poets lives of the ancient Greek poets London 2004 Alan H Sommerstein Greek Drama and Dramatists London 2002 Noter Rediger De aeldste nedskrevne vidnesbyrd om graesk sprog er mykenske tavler beskrevet med Linear B skriften fra omkring 16 12 arhundrede f Kr Goldhill The Invention of Prose 2002 s 1ff Enigheden blandt alle forskere om at de homeriske digte udspringer af en mundtlig tradition skyldes navnlig Milman Parrys studier en samlet udgave af disse findes i Adam Parry red The Making of Homeric Verse The Collected Papers of Milman Parry Clarendon Press Oxford 1987 Thukydid Historia bog 1 afsnit 22 Sommerstein Greek Drama and Dramatists 2002 s 63 64 123 124 Markusevangeliet 16 15 Arkiveret 22 juni 2007 hos Wayback MachineHentet fra https da wikipedia org w index php title Graesk litteratur amp oldid 10748179, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.