fbpx
Wikipedia

Hallsteindoktrinen

Hallsteindoktrinen var en udenrigspolitisk doktrin i Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) i perioden 1955 til 1969, dvs. under Konrad Adenauers, Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer. Doktrinen bestod grundlæggende i, at Forbundsrepublikken ikke ville tillade, at andre stater (undtagen Sovjetunionen) oprettede diplomatiske forbindelser med DDR (Østtyskland) og dermed anerkendte det som selvstændig stat.

Walter Hallstein (1957)

Ifølge doktrinen skulle andre staters oprettelse af diplomatiske forbindelser med DDR (Østtyskland) opfattes som en "uvenlig handling" mod Forbundsrepublikken. Vesttysklands modforanstaltninger var ikke tydeligt fastlagt i doktrinen; de kunne således gå lige fra økonomiske sanktioner til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med den pågældende stat. Formålet var at isolere DDR udenrigspolitisk.

Hallsteindoktrinen blev gradvist svækket og blev til sidst opgivet under Willy Brandts regering. Den blev stadigt vanskeligere at håndhæve og begrænsede også Vesttysklands udenrigspolitiske handlemuligheder.

Grundlaget for doktrinen var den vesttyske regerings opfattelse af, at Forbundsrepublikken var den eneste legitime repræsentant for det tyske folk, hvorimod SED-regeringen i det socialistiske DDR ikke besad demokratisk legitimitet.

Doktrinen var opkaldt efter CDU-politikeren Walter Hallstein (1901–1982), der var statssekretær i Vesttysklands udenrigsministerium fra 1951 til 1958. Hallstein var ikke selv den egentlige skaber af doktrinen, som går tilbage til en udtalelse fra 23. september 1955 af diplomaten Wilhelm Grewe (1911–2000), der var leder af udenrigsministeriets politiske afdeling.

Indholdsfortegnelse

Konrad Adenauers besøg i Sovjetunionen. På billedet ses Adenauer sammen med bl.a. de sovjetiske ledere Nikita Khrusjtjov, Nikolaj Bulganin, Georgij Malenkov og de vesttyske politikere Carlo Schmid og Kurt Georg Kiesinger.

Efter forbundskansler Konrad Adenauers rejse til Moskva i 1955 optog Forbundsrepublikken Tyskland diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, bl.a. for at få frigivet 10.000 tyskere, der stadig sad i sovjetisk krigsfangenskab. Indtil da var kontakten imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen blevet varetaget igennem de vestallierede. Forbindelsen imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen var et brud på princippet om, at man ikke ville anerkende de såkaldte folkedemokratier (og deres forbindelser med DDR), men med Sovjetunionen blev der gjort en undtagelse på grund af dens betydning; som én af de fire besættelsesmagter i Tyskland kunne Sovjetunionen spille en rolle for overvindelsen af Tysklands deling med henblik på at opnå Tysklands genforening.

Forbundsregeringen ønskede at undgå, at andre stater skulle benytte det forbedrede forhold imellem Vesttyskland og Sovjetunionen til selv at oprette forbindelser med DDR. Adenauer udtalte efter hjemkomsten fra Moskva:

"Jeg må utvetydigt fastslå, at forbundsregeringen også i fremtiden vil anse tredjelandes optagelse af diplomatiske forbindelser med DDR (...) som en uvenlig handling, eftersom [denne handling] vil bidrage til at uddybe Tysklands splittelse."

Hallsteindoktrinen blev for første gang forkyndt offentligt i december 1955 på en ambassadørkonference i Bonn: Optagelse eller opretholdelse af diplomatiske forbindelser med DDR ville fra Forbundsrepublikken Tysklands side opfattes som en uvenlig handling (acte peu amical) og ville som hovedregel blive besvaret med afbrydelse eller ikke-optagelse af diplomatiske forbindelser med det pågældende land.

Doktrinens forbillede var USA’s vægring ved at optage diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen og Kina i de første år efter etableringen af kommunismen såvel som den amerikanske regerings stilling over for de delte stater Korea og Vietnam.

Forbundsrepublikken som repræsentant for alle tyskere

Forbundsrepublikken var efter Adenauerregeringens opfattelse den eneste tyske stat, der besad demokratisk legitimitet til at kunne tale på det tyske folks vegne i udlandet. Efter oprettelsen af DDR i 1949, som Forbundsrepublikken ikke anerkendte, udtalte Adenauer i en regeringserklæring:

"Indtil opnåelsen af den tyske enhed er Forbundsrepublikken Tyskland således det tyske folks eneste legitime statslige organisation. (...) Forbundsrepublikken Tyskland føler sig også ansvarlig for de 18 millioner tyskeres skæbne, som lever i sovjetzonen. (...) Forbundsrepublikken Tyskland er alene berettiget til at tale for det tyske folk."

Opfattelsen af, at alene Forbundsrepublikken kunne repræsentere tyskerne internationalt, og at der også kun fandtes ét tysk statsborgerskab, afledte man af den daværende præambel til Forbundsrepublikkens grundlov fra 1949, hvor det fremgik, at det forfatningsgivende Parlamentariske Råd også handlede "på vegne af de tyskere, der er blevet nægtet adgang til at medvirke", dvs. indbyggerne i den sovjetiske besættelseszone (det senere DDR) og i de tyske områder øst for Oder-Neisse-linjen, som efter Anden Verdenskrigs afslutning blev indlemmet i Sovjetunionen og Polen.

Adenauerregeringen opfattede Forbundsrepublikken som den eneste legitime folkeretlige arvtager for hele Det Tyske Rige; det kom bl.a. til udtryk i en tale af Adenauer i Forbundsdagen, der var en reaktion på Sovjetunionens erklærede hensigt om at oprette diplomatiske forbindelser med DDR ligesom med enhver anden stat:

"Den sovjetiske erklæring formår imidlertid ikke at ændre noget ved det forhold, at der kun findes, har fandtes og vil findes én tysk stat, og at det ene og alene er Forbundsrepublikken Tysklands organer, der repræsenterer denne tyske stat, som aldrig er gået under."

Da der på grund af Tysklands deling ikke blev indgået nogen samlet fredsaftale med Tyskland efter Anden Verdenskrig, blev spørgsmålet først endegyldigt afklaret igennem To plus fire-aftalen ved Tysklands genforening i 1990.

En opfattelse, der svarede til Adenauerregeringens Hallsteindoktrin, kom tillige til udtryk i erklæring af 3. oktober 1954, som de tre vestallierede magter afgav i forbindelse med Forbundsrepublikkens optagelse i NATO; i erklæringen anerkendte de tre vestmagter Vesttyskland som eneste tyske stat, der i kraft af sin frie og lovlige etablering var i besiddelse af legitimitet til at tale på hele Tysklands vegne i internationale anliggender."

DDR's stilling

Den tredje tyske folkekongress (1949)

En parallel til det vesttyske Parlamentariske Råds krav om alene at repræsentere det samlede tyske folk kunne ses i østzonen: Som reaktion på vestmagternes overvejelser om at omdanne deres tre tyske besættelseszoner til en stat (Forbundsrepublikken) afholdt SED i den sovjetiske østzone en Tysk Folkekongres (Deutscher Volkskongress) i 1947, der blev gentaget i 1948 og 1949. Her blev der rejst krav om en samlet tysk stat, hvorved man også ønskede at styrke den sovjetiske forhandlingsposition over for de tre vestmagter. Selvom kongresserne var domineret af SED, deltog der også et mindre antal repræsentanter fra vestzonerne, hvoraf hovedparten var medlemmer af det vesttyske kommunistparti, KPD. Da de fire besættelsesmagter ikke kunne enes om betingelserne for oprettelsen af en samlet tysk stat, mundede den anden folkekongres ud i oprettelsen af et Tysk Folkeråd (Deutscher Volksrat) på 400 medlemmer (herunder 300 fra SED), der efter egen opfattelse skulle handle på vegne af hele det tyske folk. Den tredje folkekongres og det andet folkeråd omdannede sig den 7. oktober 1949 til et provisorisk folkekammer (Volkskammer), der indførte DDR's forfatning og påbegyndte opbygningen af DDR's politiske system; folkekammeret var fra begyndelsen sammensat ud fra en på forhånd bestemt mandatfordeling.

I første omgang forsøgte DDR's regering under ministerpræsident Otto Grotewohl (SED) på samme måde som Forbundsrepublikken under Adenauer at fremstille sig selv som det tyske folks eneste legitime repræsentant, men gik snart over til at opfatte sig selv som de ene af to tyske stater. Som modtræk til Hallsteindoktrinen fulgte DDR i stedet den såkaldte Ulbrichtdoktrin, opkaldt efter DDR's leder Walter Ulbricht; ifølge denne doktrin forpligtede DDR's allierede i Warszawapagten sig i 1967 til ikke at normalisere deres forbindelser med Forbundsrepublikken, så længe denne ikke anerkendte DDR's og dermed begge tyske staters ligeværdige eksistens; desuden krævede man, at Forbundsrepublikken skulle give afkald på atomvåben og anerkende de bestående grænser i Europa, herunder Oder-Neisse-linjen.

Hallsteindoktrinen var først og fremmest omstridt i vesttysk politik, fordi man frygtede, at stater, der allerede havde anerkendt DDR diplomatisk, kunne afvise kontakt med Forbundsrepublikken, hvilket ville medføre isolation af Vesttyskland. Også da man i 1956 diskuterede en forsigtig tilnærmelse til Polen, blev Hallsteindoktrinen genstand for kritik. Da DDR i vinteren 1957 åbnede et kontor i Kairo, der skulle være ansvarligt for den diplomatiske kontakt med hele den arabiske verden, undlod man fra vesttysk side at anvende Hallsteindoktrinen mod Ægypten.

Jugoslavien og Cuba

En faktisk afbrydelse af de diplomatiske forbindelser fandt kun sted to gange: I 1957 afbrød forbundsregeringen den diplomatiske kontakt med Jugoslavien, der var uden for både Vest- og Østblokken, men var socialistisk styret; allerede aftalte betalinger fortsatte imidlertid, og der blev opretholdt et generalkonsulat i landet. Allerede den 31. januar 1968 genoptog Forbundsrepublikken de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien, hvorved man afveg fra Hallsteindoktrinen.

Den 14. januar 1963 blev forbindelserne med Fidel Castros socialistiske Cuba ligeledes afbrudt, efter at Cuba havde anerkendt DDR. I den periode, hvor Forbundsrepublikken havde afbrudt sine diplomatiske forbindelser med Jugoslavien og Cuba, blev de vesttyske interesser i disse lande i stedet varetaget igennem Frankrigs ambassader.

Den arabiske verden og Israel

Walter Ulbricht på besøg i Ægypten

Forbundsrepublikken blev selv ramt af noget lignende, da den i 1965 anerkendte Israel. Ægyptens leder, Gamal Abdel Nasser, havde indbudt Walter Ulbricht til Kairo og modtaget ham med pomp og pragt som et statsoverhoved. Nasser erklærede ganske vist, at han desværre ikke kunne anerkende DDR, men alligevel indstillede Vesttyskland den økonomiske bistand til Ægypten og optog diplomatiske forbindelser med Israel. Derefter afbrød ni arabiske stater forbindelserne med Vesttyskland, men anerkendte dog ikke – som frygtet – DDR.

I den følgende tid oprettede DDR kun handelsdelegationer i enkelte lande i regionen. Først i 1969 kom der en bølge af anerkendelser af DDR i den arabiske verden, efter at DDR i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 endegyldigt havde taget stilling imod Israel. Irak, hvor Ba'ath-partiet var kommet til magten i 1968, optog som det første arabiske land diplomatiske forbindelser med DDR.

Den tredje verden

Der udviklede sig en slags konkurrence imellem de to tyske stater, hvor de hver især bestræbte sig på at være den første, der opbyggede diplomatiske forbindelser med en række lande, for at forhindre modparten i at gøre det samme. For det meste var der forbundet økonomiske og udviklingspolitiske indrømmelser hermed. Målet for denne optræden var frem for alt lande i den tredje verden, af hvilke mange i denne periode blev omdannet fra kolonier til selvstændige stater. Et særligt markant eksempel på dette kapløb var den såkaldte Guinea-krise: Da det afrikanske land Guinea i 1958 blev uafhængigt, bestræbte begge tyske stater sig på at placere en ambassadør dér. DDR indrettede en handelsrepræsentation, og kort tid derefter påbegyndte den vesttyske ambassadør arbejdet i Guinea. I 1960 sendte Guinea imidlertid en ambassadør til DDR. Forbundsregeringen trak straks sin ambassadør hjem fra Guinea, hvorpå Guineas regering erklærede, at den aldrig havde sendt en ambassadør til DDR. Forbindelserne mellem Forbundsrepublikken og Guinea blev genoprettet, mens DDR's udenrigspolitik havde lidt skade.

Vest- og Østtysklands flag

Sportsarrangementer

Lignende virkninger havde Hallsteindoktrinen ved internationale arrangementer, eksempelvis idrætskonkurrencer, hvor Vesttysklands diplomater forsøgte at forhindre hejsningen af DDR’s flag og afspilningen af DDR’s nationalsang. Ved VM i ishockey 1961 i Genève mødte Vesttysklands hold efter udenrigsministeriets råd ikke op til kampen mod DDR's hold, da de i så fald havde været nødt til at udvise ærbødighed mod DDR's nationalsang og flag, hvilket ville have været i strid med politikken om ikke at anerkende DDR. Kampen blev dømt vundet af DDR med 5:0, og Vesttyskland landede på sidstepladsen i gruppen. På Forbundsrepublikkens initiativ enedes man i 1960'erne med partnerlandene i NATO om ikke at udstede indrejsevisum til sportsfolk fra DDR, således at disse var udelukket fra mange internationale sportsarrangementer. Omvendt opfattede man det i DDR som en udenrigspolitisk sejr, når det alligevel lykkedes at komme med; SED-avisen Neues Deutschland berettede således i 1962 om, hvordan internationale sportsforbund "gik imod NATO-kommandoens anvisninger".

Stater, der havde anerkendt DDR i 1970

Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 og Kurt Adenauers tilbagetræden fra kanslerposten begyndte en nyorientering af Vesttysklands østpolitik i første halvdel af 1960’erne. Hallsteindoktrinen blev stadigt mere inkonsekvent forvaltet under Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer. Desuden forsøgte en række lande at udnytte doktrinen til at opnå økonomiske fordele; DDR forsøgte nemlig at opnå diplomatisk anerkendelse ved at tilbyde udviklingshjælp og kreditter m.m., hvilket som regel medførte, at Forbundsrepublikken overbød DDR for at sikre sig, at der ikke blev tale om at anerkende DDR.

Som alternativ til Hallsteindoktrinen begyndte man i Forbundsrepublikken at tale om den såkaldte "teori om medfødte misdannelser" (Geburtsfehlerteorie); teorien gik ud på, at Sovjetunionens satellitstater ikke havde optaget forbindelse med DDR frivilligt, men derimod under sovjetisk pres, hvorfor der ikke burde indføres sanktioner imod landene. Således oprettede Vesttyskland eksempelvis en handelsrepræsentation i Rumænien i 1967 og skabte dermed en splittelse imellem Rumænien og de øvrige medlemmer af Warszawapagten.

Efter udveksling af ambassadører med Rumænien i 1967 og genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien i januar 1968 blev Hallsteindoktrinen gradvist afmonteret inden for rammerne af den "nye østpolitik" frem til 1969, hvor den nye forbundskansler Willy Brandt angav en ny retning, da han i en regeringserklæring talte om "to stater i en nation i Tyskland". I 1970 blev doktrinen endegyldigt opgivet.

Endelig anerkendte Traktaten om grundlaget for forholdet imellem Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik (Grundlagstraktaten) fra december 1972 eksistensen af de to tyske stater og fastlagde, at ingen af de to kunne repræsentere den anden internationalt eller handle i dens navn. Fra da af gik de ikke-socialistiske stater fra en de facto-anerkendelse af DDR til en de jure-anerkendelse. Afspændingen af det tysk-tyske forhold førte til optagelsen af begge stater i FN den 18. september 1973, men efter vesttysk opfattelse kunne den endelige genforening ikke ske, før der havde fundet frie valg sted i DDR; det første frie valg til DDR's Folkekammer fandt sted den 18. marts 1990, og i 1991 fulgte Tysklands genforening.

  1. . Der Spiegel(tysk). 17. marts 1965. Hentet 9. juni 2016.
  2. Grau, Andreas; Würz, Markus (29. februar 2016). . Lebendiges Museum Online(tysk). Stiftung Haus der Geschichte der Bundesrepublik Deutschland. Hentet 8. juni 2016.
  3. Küsters, Hans Jürgen (15. juni 2013). . Bundesarchiv. Hentet 8. juni 2016.
  4. Niels Arne Sørensen: "Hallsteindoktrinen"; i Tønnes Bekker-Nielsen m.fl.: Gads Historieleksikon. Gads Forlag, 2001; s. 226.
  5. . Bulletin des Presse- und Informationsamtes der Bundesregierung vom 13. Dezember 1955, Nr. 233, S. 1993-1994(tysk). Auswärtiges Amt. 13. december 1955. Arkiveret fra 30. september 2007. Hentet 8. juni 2016.
  6. . Stenogr. Berichte 1. Deutscher Bundestag. Bd. 1, S. 307-309.(tysk). Konrad-Adenauer-Stiftung. 21. oktober 1949. Hentet 9. juni 2016.
  7. . Bundesgesetzblatt 1949, s. 1-19. documentArchiv.de. 23. maj 1949. Hentet 8. juni 2016.
  8. Küsters, Hans Jürgen. . Konrad-Adenauer-Stiftung. Hentet 8. juni 2016.
  9. Benz, Wolfang (1. september 2008). . Dossier: Grundgesetz und Parlamentarischer Rat(tysk). Bundeszentrale für politische Bildung. Hentet 9. juni 2016.
  10. Heinrich August Winkler: Der lange Weg nach Westen, Bd. 2, Deutsche Geschichte vom „Dritten Reich“ bis zur Wiedervereinigung(tysk). C.H. Beck, München 2000, ISBN 3-406-46002-X; s. 260.
  11. . Bulletin des Presse- und Informationsamtes der Bundesregierung(tysk). Centre Virtuel de la Connaissance sur l'Europe. 22. oktober 1957. Hentet 8. juni 2016.
  12. . Centre Virtuel de la Connaissance sur l'Europe. 14. januar 1963. Hentet 8. juni 2016.
  13. . Der Spiegel(tysk). 16. marts 1960. Hentet 9. juni 2016.
  14. Wahlig, Henry (13. oktober 2007). . Der Spiegel(tysk). Hentet 9. juni 2016.
  15. . Neues Deutschland(tysk). 11. oktober 1962. Hentet 9. juni 2016.
  16. (PDF). Bundeskanzler-Willy-Brandt-Stiftung. (PDF) fra originalen 16. januar 2016. Hentet 8. juni 2016.
  • Rüdiger M. Booz: Hallsteinzeit. Deutsche Außenpolitik 1955–1972. Bouvier, Bonn 1995, ISBN 3-416-02526-1(tysk).
  • William Glenn Gray: Germany’s Cold War. The Global Campaign to Isolate East Germany, 1949–1969. University of North Carolina Press, Chapel Hill 2003, ISBN 978-0-8078-2758-1(engelsk).
  • Werner Kilian: Die Hallstein-Doktrin. Der diplomatische Krieg zwischen der BRD und der DDR 1955–1973, aus den Akten der beiden deutschen Außenministerien. In: Zeitgeschichtliche Forschungen 7, Duncker & Humblot, Berlin 2001, ISBN 978-3-428-10371-3(tysk).
  • Alexander Troche: Ulbricht und die Dritte Welt. Ost-Berlins „Kampf“ gegen die Bonner „Alleinvertretungsanmaßung“. Palm und Enke, Erlangen 1996, ISBN 3-7896-0352-X(tysk).
  • Torben Gülstorff: Trade follows Hallstein? Deutsche Aktivitäten im zentralafrikanischen Raum des Second Scramble. , Berlin 2016.
  • Torben Gülstorff: , in: Deutschland Archiv, 9.8.2017.

Hallsteindoktrinen
hallsteindoktrinen, sprog, overvåg, rediger, udenrigspolitisk, doktrin, forbundsrepublikken, tyskland, vesttyskland, perioden, 1955, 1969, under, konrad, adenauers, ludwig, erhards, kurt, georg, kiesingers, regeringer, doktrinen, bestod, grundlæggende, forbund. Hallsteindoktrinen Sprog Overvag Rediger Hallsteindoktrinen var en udenrigspolitisk doktrin i Forbundsrepublikken Tyskland Vesttyskland i perioden 1955 til 1969 dvs under Konrad Adenauers Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer Doktrinen bestod grundlaeggende i at Forbundsrepublikken ikke ville tillade at andre stater undtagen Sovjetunionen oprettede diplomatiske forbindelser med DDR Osttyskland og dermed anerkendte det som selvstaendig stat 1 Walter Hallstein 1957 Ifolge doktrinen skulle andre staters oprettelse af diplomatiske forbindelser med DDR Osttyskland opfattes som en uvenlig handling mod Forbundsrepublikken Vesttysklands modforanstaltninger var ikke tydeligt fastlagt i doktrinen de kunne saledes ga lige fra okonomiske sanktioner til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med den pagaeldende stat Formalet var at isolere DDR udenrigspolitisk 2 Hallsteindoktrinen blev gradvist svaekket og blev til sidst opgivet under Willy Brandts regering Den blev stadigt vanskeligere at handhaeve og begraensede ogsa Vesttysklands udenrigspolitiske handlemuligheder 3 1 Grundlaget for doktrinen var den vesttyske regerings opfattelse af at Forbundsrepublikken var den eneste legitime repraesentant for det tyske folk hvorimod SED regeringen i det socialistiske DDR ikke besad demokratisk legitimitet 2 4 Doktrinen var opkaldt efter CDU politikeren Walter Hallstein 1901 1982 der var statssekretaer i Vesttysklands udenrigsministerium fra 1951 til 1958 Hallstein var ikke selv den egentlige skaber af doktrinen som gar tilbage til en udtalelse fra 23 september 1955 af diplomaten Wilhelm Grewe 1911 2000 der var leder af udenrigsministeriets politiske afdeling 5 Indholdsfortegnelse 1 Doktrinens baggrund 1 1 Forbundsrepublikken som repraesentant for alle tyskere 1 2 DDR s stilling 2 Praktiske konsekvenser 2 1 Jugoslavien og Cuba 2 2 Den arabiske verden og Israel 2 3 Den tredje verden 2 4 Sportsarrangementer 3 Slaekkelse og ophaevelse af doktrinen 4 Noter 5 LitteraturDoktrinens baggrund Rediger Konrad Adenauers besog i Sovjetunionen Pa billedet ses Adenauer sammen med bl a de sovjetiske ledere Nikita Khrusjtjov Nikolaj Bulganin Georgij Malenkov og de vesttyske politikere Carlo Schmid og Kurt Georg Kiesinger Efter forbundskansler Konrad Adenauers rejse til Moskva i 1955 optog Forbundsrepublikken Tyskland diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen bl a for at fa frigivet 10 000 tyskere der stadig sad i sovjetisk krigsfangenskab 1 Indtil da var kontakten imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen blevet varetaget igennem de vestallierede Forbindelsen imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen var et brud pa princippet om at man ikke ville anerkende de sakaldte folkedemokratier og deres forbindelser med DDR men med Sovjetunionen blev der gjort en undtagelse pa grund af dens betydning som en af de fire besaettelsesmagter i Tyskland kunne Sovjetunionen spille en rolle for overvindelsen af Tysklands deling med henblik pa at opna Tysklands genforening 3 Forbundsregeringen onskede at undga at andre stater skulle benytte det forbedrede forhold imellem Vesttyskland og Sovjetunionen til selv at oprette forbindelser med DDR Adenauer udtalte efter hjemkomsten fra Moskva Jeg ma utvetydigt fastsla at forbundsregeringen ogsa i fremtiden vil anse tredjelandes optagelse af diplomatiske forbindelser med DDR som en uvenlig handling eftersom denne handling vil bidrage til at uddybe Tysklands splittelse 1 Hallsteindoktrinen blev for forste gang forkyndt offentligt i december 1955 pa en ambassadorkonference i Bonn 1 Optagelse eller opretholdelse af diplomatiske forbindelser med DDR ville fra Forbundsrepublikken Tysklands side opfattes som en uvenlig handling acte peu amical og ville som hovedregel blive besvaret med afbrydelse eller ikke optagelse af diplomatiske forbindelser med det pagaeldende land 5 3 Doktrinens forbillede var USA s vaegring ved at optage diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen og Kina i de forste ar efter etableringen af kommunismen savel som den amerikanske regerings stilling over for de delte stater Korea og Vietnam Forbundsrepublikken som repraesentant for alle tyskere Rediger Forbundsrepublikken var efter Adenauerregeringens opfattelse den eneste tyske stat der besad demokratisk legitimitet til at kunne tale pa det tyske folks vegne i udlandet Efter oprettelsen af DDR i 1949 som Forbundsrepublikken ikke anerkendte udtalte Adenauer i en regeringserklaering Indtil opnaelsen af den tyske enhed er Forbundsrepublikken Tyskland saledes det tyske folks eneste legitime statslige organisation Forbundsrepublikken Tyskland foler sig ogsa ansvarlig for de 18 millioner tyskeres skaebne som lever i sovjetzonen Forbundsrepublikken Tyskland er alene berettiget til at tale for det tyske folk 6 Opfattelsen af at alene Forbundsrepublikken kunne repraesentere tyskerne internationalt og at der ogsa kun fandtes et tysk statsborgerskab afledte man af den davaerende praeambel til Forbundsrepublikkens grundlov fra 1949 hvor det fremgik at det forfatningsgivende Parlamentariske Rad ogsa handlede pa vegne af de tyskere der er blevet naegtet adgang til at medvirke 7 dvs indbyggerne i den sovjetiske besaettelseszone det senere DDR og i de tyske omrader ost for Oder Neisse linjen som efter Anden Verdenskrigs afslutning blev indlemmet i Sovjetunionen og Polen 8 Adenauerregeringen opfattede Forbundsrepublikken som den eneste legitime folkeretlige arvtager for hele Det Tyske Rige det kom bl a til udtryk i en tale af Adenauer i Forbundsdagen der var en reaktion pa Sovjetunionens erklaerede hensigt om at oprette diplomatiske forbindelser med DDR ligesom med enhver anden stat Den sovjetiske erklaering formar imidlertid ikke at aendre noget ved det forhold at der kun findes har fandtes og vil findes en tysk stat og at det ene og alene er Forbundsrepublikken Tysklands organer der repraesenterer denne tyske stat som aldrig er gaet under 1 Da der pa grund af Tysklands deling ikke blev indgaet nogen samlet fredsaftale med Tyskland efter Anden Verdenskrig blev sporgsmalet forst endegyldigt afklaret igennem To plus fire aftalen ved Tysklands genforening i 1990 En opfattelse der svarede til Adenauerregeringens Hallsteindoktrin kom tillige til udtryk i erklaering af 3 oktober 1954 som de tre vestallierede magter afgav i forbindelse med Forbundsrepublikkens optagelse i NATO i erklaeringen anerkendte de tre vestmagter Vesttyskland som eneste tyske stat der i kraft af sin frie og lovlige etablering var i besiddelse af legitimitet til at tale pa hele Tysklands vegne i internationale anliggender 4 2 DDR s stilling Rediger Den tredje tyske folkekongress 1949 En parallel til det vesttyske Parlamentariske Rads krav om alene at repraesentere det samlede tyske folk kunne ses i ostzonen Som reaktion pa vestmagternes overvejelser om at omdanne deres tre tyske besaettelseszoner til en stat Forbundsrepublikken afholdt SED i den sovjetiske ostzone en Tysk Folkekongres Deutscher Volkskongress i 1947 der blev gentaget i 1948 og 1949 Her blev der rejst krav om en samlet tysk stat hvorved man ogsa onskede at styrke den sovjetiske forhandlingsposition over for de tre vestmagter Selvom kongresserne var domineret af SED deltog der ogsa et mindre antal repraesentanter fra vestzonerne hvoraf hovedparten var medlemmer af det vesttyske kommunistparti KPD Da de fire besaettelsesmagter ikke kunne enes om betingelserne for oprettelsen af en samlet tysk stat mundede den anden folkekongres ud i oprettelsen af et Tysk Folkerad Deutscher Volksrat pa 400 medlemmer herunder 300 fra SED der efter egen opfattelse skulle handle pa vegne af hele det tyske folk Den tredje folkekongres og det andet folkerad omdannede sig den 7 oktober 1949 til et provisorisk folkekammer Volkskammer der indforte DDR s forfatning og pabegyndte opbygningen af DDR s politiske system folkekammeret var fra begyndelsen sammensat ud fra en pa forhand bestemt mandatfordeling 9 I forste omgang forsogte DDR s regering under ministerpraesident Otto Grotewohl SED pa samme made som Forbundsrepublikken under Adenauer at fremstille sig selv som det tyske folks eneste legitime repraesentant men gik snart over til at opfatte sig selv som de ene af to tyske stater 8 Som modtraek til Hallsteindoktrinen fulgte DDR i stedet den sakaldte Ulbrichtdoktrin opkaldt efter DDR s leder Walter Ulbricht ifolge denne doktrin forpligtede DDR s allierede i Warszawapagten sig i 1967 til ikke at normalisere deres forbindelser med Forbundsrepublikken sa laenge denne ikke anerkendte DDR s og dermed begge tyske staters ligevaerdige eksistens desuden kraevede man at Forbundsrepublikken skulle give afkald pa atomvaben og anerkende de bestaende graenser i Europa herunder Oder Neisse linjen 10 Praktiske konsekvenser RedigerHallsteindoktrinen var forst og fremmest omstridt i vesttysk politik fordi man frygtede at stater der allerede havde anerkendt DDR diplomatisk kunne afvise kontakt med Forbundsrepublikken hvilket ville medfore isolation af Vesttyskland Ogsa da man i 1956 diskuterede en forsigtig tilnaermelse til Polen blev Hallsteindoktrinen genstand for kritik Da DDR i vinteren 1957 abnede et kontor i Kairo der skulle vaere ansvarligt for den diplomatiske kontakt med hele den arabiske verden undlod man fra vesttysk side at anvende Hallsteindoktrinen mod AEgypten Jugoslavien og Cuba Rediger En faktisk afbrydelse af de diplomatiske forbindelser fandt kun sted to gange I 1957 afbrod forbundsregeringen den diplomatiske kontakt med Jugoslavien 11 der var uden for bade Vest og Ostblokken men var socialistisk styret allerede aftalte betalinger fortsatte imidlertid og der blev opretholdt et generalkonsulat i landet Allerede den 31 januar 1968 genoptog Forbundsrepublikken de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien hvorved man afveg fra Hallsteindoktrinen 10 Den 14 januar 1963 blev forbindelserne med Fidel Castros socialistiske Cuba ligeledes afbrudt efter at Cuba havde anerkendt DDR 12 3 I den periode hvor Forbundsrepublikken havde afbrudt sine diplomatiske forbindelser med Jugoslavien og Cuba blev de vesttyske interesser i disse lande i stedet varetaget igennem Frankrigs ambassader 1 Den arabiske verden og Israel Rediger Walter Ulbricht pa besog i AEgypten Forbundsrepublikken blev selv ramt af noget lignende da den i 1965 anerkendte Israel AEgyptens leder Gamal Abdel Nasser havde indbudt Walter Ulbricht til Kairo og modtaget ham med pomp og pragt som et statsoverhoved Nasser erklaerede ganske vist at han desvaerre ikke kunne anerkende DDR men alligevel indstillede Vesttyskland den okonomiske bistand til AEgypten og optog diplomatiske forbindelser med Israel Derefter afbrod ni arabiske stater forbindelserne med Vesttyskland men anerkendte dog ikke som frygtet DDR I den folgende tid oprettede DDR kun handelsdelegationer i enkelte lande i regionen Forst i 1969 kom der en bolge af anerkendelser af DDR i den arabiske verden efter at DDR i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 endegyldigt havde taget stilling imod Israel Irak hvor Ba ath partiet var kommet til magten i 1968 optog som det forste arabiske land diplomatiske forbindelser med DDR Den tredje verden Rediger Der udviklede sig en slags konkurrence imellem de to tyske stater hvor de hver isaer bestraebte sig pa at vaere den forste der opbyggede diplomatiske forbindelser med en raekke lande for at forhindre modparten i at gore det samme For det meste var der forbundet okonomiske og udviklingspolitiske indrommelser hermed Malet for denne optraeden var frem for alt lande i den tredje verden af hvilke mange i denne periode blev omdannet fra kolonier til selvstaendige stater Et saerligt markant eksempel pa dette kaplob var den sakaldte Guinea krise Da det afrikanske land Guinea i 1958 blev uafhaengigt bestraebte begge tyske stater sig pa at placere en ambassador der DDR indrettede en handelsrepraesentation og kort tid derefter pabegyndte den vesttyske ambassador arbejdet i Guinea I 1960 sendte Guinea imidlertid en ambassador til DDR Forbundsregeringen trak straks sin ambassador hjem fra Guinea hvorpa Guineas regering erklaerede at den aldrig havde sendt en ambassador til DDR Forbindelserne mellem Forbundsrepublikken og Guinea blev genoprettet mens DDR s udenrigspolitik havde lidt skade 13 Vest og Osttysklands flag Sportsarrangementer Rediger Lignende virkninger havde Hallsteindoktrinen ved internationale arrangementer eksempelvis idraetskonkurrencer hvor Vesttysklands diplomater forsogte at forhindre hejsningen af DDR s flag og afspilningen af DDR s nationalsang Ved VM i ishockey 1961 i Geneve modte Vesttysklands hold efter udenrigsministeriets rad ikke op til kampen mod DDR s hold da de i sa fald havde vaeret nodt til at udvise aerbodighed mod DDR s nationalsang og flag hvilket ville have vaeret i strid med politikken om ikke at anerkende DDR Kampen blev domt vundet af DDR med 5 0 og Vesttyskland landede pa sidstepladsen i gruppen 14 Pa Forbundsrepublikkens initiativ enedes man i 1960 erne med partnerlandene i NATO om ikke at udstede indrejsevisum til sportsfolk fra DDR saledes at disse var udelukket fra mange internationale sportsarrangementer Omvendt opfattede man det i DDR som en udenrigspolitisk sejr nar det alligevel lykkedes at komme med SED avisen Neues Deutschland berettede saledes i 1962 om hvordan internationale sportsforbund gik imod NATO kommandoens anvisninger 15 Slaekkelse og ophaevelse af doktrinen Rediger Stater der havde anerkendt DDR i 1970 Efter opforelsen af Berlinmuren i 1961 og Kurt Adenauers tilbagetraeden fra kanslerposten begyndte en nyorientering af Vesttysklands ostpolitik i forste halvdel af 1960 erne Hallsteindoktrinen blev stadigt mere inkonsekvent forvaltet under Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer Desuden forsogte en raekke lande at udnytte doktrinen til at opna okonomiske fordele DDR forsogte nemlig at opna diplomatisk anerkendelse ved at tilbyde udviklingshjaelp og kreditter m m hvilket som regel medforte at Forbundsrepublikken overbod DDR for at sikre sig at der ikke blev tale om at anerkende DDR 1 Som alternativ til Hallsteindoktrinen begyndte man i Forbundsrepublikken at tale om den sakaldte teori om medfodte misdannelser Geburtsfehlerteorie teorien gik ud pa at Sovjetunionens satellitstater ikke havde optaget forbindelse med DDR frivilligt men derimod under sovjetisk pres hvorfor der ikke burde indfores sanktioner imod landene Saledes oprettede Vesttyskland eksempelvis en handelsrepraesentation i Rumaenien i 1967 og skabte dermed en splittelse imellem Rumaenien og de ovrige medlemmer af Warszawapagten 10 Efter udveksling af ambassadorer med Rumaenien i 1967 og genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien i januar 1968 blev Hallsteindoktrinen gradvist afmonteret inden for rammerne af den nye ostpolitik frem til 1969 hvor den nye forbundskansler Willy Brandt angav en ny retning da han i en regeringserklaering talte om to stater i en nation i Tyskland 16 3 I 1970 blev doktrinen endegyldigt opgivet Endelig anerkendte Traktaten om grundlaget for forholdet imellem Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik Grundlagstraktaten fra december 1972 eksistensen af de to tyske stater og fastlagde at ingen af de to kunne repraesentere den anden internationalt eller handle i dens navn Fra da af gik de ikke socialistiske stater fra en de facto anerkendelse af DDR til en de jure anerkendelse Afspaendingen af det tysk tyske forhold forte til optagelsen af begge stater i FN den 18 september 1973 men efter vesttysk opfattelse kunne den endelige genforening ikke ske for der havde fundet frie valg sted i DDR det forste frie valg til DDR s Folkekammer fandt sted den 18 marts 1990 og i 1991 fulgte Tysklands genforening 8 Noter Rediger a b c d e f g h Bratpfanne vor der Sonne Der Spiegel tysk 17 marts 1965 Hentet 9 juni 2016 a b c Grau Andreas Wurz Markus 29 februar 2016 Alleinvertretungsanspruch Lebendiges Museum Online tysk Stiftung Haus der Geschichte der Bundesrepublik Deutschland Hentet 8 juni 2016 a b c d e Kusters Hans Jurgen 15 juni 2013 1955 Die Hallstein Doktrin tysk Bundesarchiv Hentet 8 juni 2016 a b Niels Arne Sorensen Hallsteindoktrinen i Tonnes Bekker Nielsen m fl Gads Historieleksikon Gads Forlag 2001 s 226 a b Erlauterung der sog Hallstein Doktrin durch den Leiter der Politischen Abteilung des Auswartigen Amts Ministerialdirektor W Grewe in einem Interview mit dem Chefredakteur des Nordwestdeutschen Rundfunks H Wendt am 11 Dezember 1955 Auszug Bulletin des Presse und Informationsamtes der Bundesregierung vom 13 Dezember 1955 Nr 233 S 1993 1994 tysk Auswartiges Amt 13 december 1955 Arkiveret fra originalen 30 september 2007 Hentet 8 juni 2016 Regierungserklarung des Bundeskanzlers in der 13 Sitzung des Deutschen Bundestages zur Grundung der SBZ DDR Stenogr Berichte 1 Deutscher Bundestag Bd 1 S 307 309 tysk Konrad Adenauer Stiftung 21 oktober 1949 Hentet 9 juni 2016 Grundgesetz fur die Bundesrepublik Deutschland tysk Bundesgesetzblatt 1949 s 1 19 documentArchiv de 23 maj 1949 Hentet 8 juni 2016 a b c Kusters Hans Jurgen Alleinvertretungsanspruch der Bundesrepublik Deutschland tysk Konrad Adenauer Stiftung Hentet 8 juni 2016 Benz Wolfang 1 september 2008 Vom Deutschen Volkskongress zur DDR Dossier Grundgesetz und Parlamentarischer Rat tysk Bundeszentrale fur politische Bildung Hentet 9 juni 2016 a b c Heinrich August Winkler Der lange Weg nach Westen Bd 2 Deutsche Geschichte vom Dritten Reich bis zur Wiedervereinigung tysk C H Beck Munchen 2000 ISBN 3 406 46002 X s 260 Der Abbruch der deutsch jugoslawischen Beziehungen Bulletin des Presse und Informationsamtes der Bundesregierung tysk Centre Virtuel de la Connaissance sur l Europe 22 oktober 1957 Hentet 8 juni 2016 Note der Bundesregierung an Kuba tysk Centre Virtuel de la Connaissance sur l Europe 14 januar 1963 Hentet 8 juni 2016 Der Elefant Der Spiegel tysk 16 marts 1960 Hentet 9 juni 2016 Wahlig Henry 13 oktober 2007 Eis Zeit in Genf Der Spiegel tysk Hentet 9 juni 2016 Weltsportverbande gegen NATO Weisungen Neues Deutschland tysk 11 oktober 1962 Hentet 9 juni 2016 Regierungserklarung von Bundeskanzler Willy Brandt vor dem Deutschen Bundestag in Bonn am 28 Oktober 1969 tysk PDF Bundeskanzler Willy Brandt Stiftung Arkiveret PDF fra originalen 16 januar 2016 Hentet 8 juni 2016 Litteratur RedigerRudiger M Booz Hallsteinzeit Deutsche Aussenpolitik 1955 1972 Bouvier Bonn 1995 ISBN 3 416 02526 1 tysk William Glenn Gray Germany s Cold War The Global Campaign to Isolate East Germany 1949 1969 University of North Carolina Press Chapel Hill 2003 ISBN 978 0 8078 2758 1 engelsk Werner Kilian Die Hallstein Doktrin Der diplomatische Krieg zwischen der BRD und der DDR 1955 1973 aus den Akten der beiden deutschen Aussenministerien In Zeitgeschichtliche Forschungen 7 Duncker amp Humblot Berlin 2001 ISBN 978 3 428 10371 3 tysk Alexander Troche Ulbricht und die Dritte Welt Ost Berlins Kampf gegen die Bonner Alleinvertretungsanmassung Palm und Enke Erlangen 1996 ISBN 3 7896 0352 X tysk Torben Gulstorff Trade follows Hallstein Deutsche Aktivitaten im zentralafrikanischen Raum des Second Scramble Humboldt Universitat zu Berlin Berlin 2016 Torben Gulstorff Die Hallstein Doktrin Abschied von einem Mythos in Deutschland Archiv 9 8 2017 Hentet fra https da wikipedia org w index php title Hallsteindoktrinen amp oldid 10748533, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.