fbpx
Wikipedia

Jorden

Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den største diameter, masse og tæthed af jordplaneterne. Jorden benævnes også Verden, (Jord)kloden og Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse.

Jorden
"Den blå juvel" - fotografi af Jorden, taget af Apollo 17
Kredsløb om Solen
Afstand til Solen (massecenter)
  • Min. 147.098.073 km
  • Maks. 152.097.701 km
Halve storakse 149.597.887 km
Halve lilleakse 149.576.999 km
Excentricitet 0,01671022
Siderisk omløbstid 1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode -
Omløbshastighed
  • Gnsn. 107.219 km/t
  • Min. 105.448 km/t
  • Maks. 109.033 km/t
Banehældning 7,25° ifht. Solens ækv.
Periapsis­argument; ω 114,20783 °
Opstigende knudes længde; Ω 348,739036 °
Omgivelser
1 måne, Månen
Fysiske egenskaber
Diameter Ækvator: 12.756,270 km
Polerne: 12.713,500 km
Gennemsnit: 12.745,591 km
Fladtrykthed 0,003352861
Omkreds 40.075,16 (ved ækvator) km
Overfladeareal 510 mio. km²
Rumfang 1,08 × 1012 km³
Masse (5,97223 ± 0,00008) × 1024 kg
Massefylde 5,515 × 103 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl. 9,8 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv. 40.270 km/t
Rotationstid 23 t 56 m 4,091 s
Aksehældning 23,439 281° ifht. ekliptika
Nordpolens rektascension N/A
Nordpolens deklination 90 °
Magnetfelt 30-60 μT
Albedo 36,7 %
Temperatur v. ovfl. Gnsn. +14 °C
Min. -89,2 °C
Maks. +56,7 °C
Atmosfære
Atmosfæretryk 1013,25 hPa
Atmosfærens sammensætning Kvælstof: 77 %
Ilt: 21 %
Argon: 1 %
Kuldioxid: 0,038 %
Vand: omkring 1 % (variabel med klimaet)

Jorden er hjemsted for millioner af arter, herunder mennesket. Planeten blev dannet for 4,54 milliarder år siden, og livet fremkom på dens overflade inden for den første milliard år. Siden da har Jordens biosfære i betydelig grad ændret atmosfæren og andre abiotiske betingelser på planeten, så aerobiske organismer har kunnet udbrede sig. Derved er et ozonlag blevet dannet, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer for skadelig stråling og tillader liv på landjorden. Jordens fysiske egenskaber, dens geologiske udvikling og dens kredsløbsbane har således gjort liv muligt i denne lange periode, og betingelser herfor forventes at vedblive i endnu 500 millioner til 1 milliard år, hvorefter biosfæren går til grunde som følge af Solens øgede stråling, og livet på Jorden ophører.

Lithosfæren (Jordens skorpe og den øvre kappe) er opdelt i adskillige stive segmenter, som kaldes tektoniske plader, der bevæger sig over Jordens overflade i løbet af mange millioner år. Omkring 71 % af overfladen er dækket af oceaner af saltvand, mens resten er kontinenter og øer. Flydende vand er nødvendigt for at opretholde alle kendte former for liv, og det er ikke fundet på overfladen af nogen anden planet. Jordens indre er stadig aktiv og består af en tyk og forholdsvis fast kappe, en flydende ydre kerne, som skaber et magnetfelt, og en fast indre kerne af jern.

Jorden vekselvirker med andre kloder i det ydre rum, herunder Solen og Månen. I nutiden foretager Jorden et kredsløb om Solen for hver omkring 366,26 gange, den roterer om sin egen akse. Denne tidsperiode er et siderisk år, som svarer til 365,26 dage i soltid. Jordens rotationsakse hælder 23,4° i forhold til det plan, som er vinkelret på dens omløbsplan, hvilket bevirker årstidsvariationer på planetens overflade med en periode på et tropisk år (365,24 dage i soltid). Jordens eneste naturlige måne, Månen, som begyndte at kredse om den for omkring 4,53 milliarder år siden, fremkalder tidevand i oceanerne, stabiliserer aksehældningen og nedsætter langsomt planetens rotation. Et bombardement af kometer i Jordens tidlige historie spillede en rolle for oceanernes dannelse. Senere forårsagede nedslag af asteroider betydelige ændringer af omgivelser og betingelser på Jordens overflade.

Planetens mineraler udgør sammen med produkter fra biosfæren ressourcer, som tillader opretholdelse af en global population af mennesker. Befolkningerne har grupperet sig i omkring 200 uafhængige og selvstændige stater, som vekselvirker med hinanden gennem diplomati, rejser, handel og militære aktioner. De menneskelige kulturer har og har haft mange forskellige syn på planeten, herunder at den personificerer en guddom, at Jorden er flad samt i moderne tid et perspektiv på kloden som et globalt sammenhængende miljø, der kræver indgriben og pasning. Mennesker forlod for første gang planeten i 1961, da Jurij Gagarin nåede det ydre rum.

Indholdsfortegnelse

Videnskaben har kunnet rekonstruere forløbet af Jordens fortid ret detaljeret. For omkring 4,54 milliarder år siden (med en usikkerhed på 1 %), blev Jorden og de øvrige planeter i solsystemet dannet fra en protoplanetarisk skive af støv og gas, som var tilbage efter Solens dannelse. Materialet samledes til Jorden ved sammenkitning i en proces, som var afsluttet inden for kun 10–20 millioner år. Fra smeltet tilstand afkøledes planeten Jordens ydre lag og dannede en fast skorpe, da vand begyndte at samles i atmosfæren. Månen blev dannet kort tid efter, hvilket efter den fremherskende teori skete som resultat af et gigantsammenstød med en klode (kaldet Theia) på størrelse med Mars, dvs. med en masse på omkring 10 % af Jordens. Meget af denne klodes masse integreredes i Jorden, men sammenstødet slyngede tilstrækkeligt materiale ud i kredsløb om den til, at Månen kunne dannes af det.

Udstrømmende gas og vulkansk aktivitet dannede en ur-atmosfære. Oceanerne blev dannet ved kondensering af vanddamp, yderligere fremmet af is og flydende vand, som kom med asteroider og større protoplaneter, kometer og trans-neptunske objekter, der udsatte Jorden for et veritabelt bombardement. I begyndelsen fandtes næsten intet tørt land, men den samlede landoverflade over havniveau er til stadighed steget. Som eksempel er arealet af kontinenterne fordoblet i løbet af de sidste to milliarder år. Mens overfladen omformedes i løbet af hundreder af millioner år, blev der dannet flere kontinenter, som igen blev brudt op. Kontinenterne bevægede sig over overfladen og samledes af og til i et superkontinent. For omkring 750 millioner år siden begyndte det tidligst kendte superkontinent, Rodinia, at blive brudt op. Kontinenter samledes senere igen og dannede Pannotia i perioden for 600–540 millioner år siden og endelig Pangæa, som splittedes for 180 millioner år siden.

Udvikling af liv

Uddybende artikel: Livets udvikling

Det høje energiniveau i de kemiske processer i begyndelsen af Jordens eksistens menes at have frembragt et selvreplicerende molekyle for omkring fire milliarder år siden, og en halv milliard år senere fandtes livets første fælles urforfader. Udvikling af fotosyntese betød et afgørende fremskridt, idet Solens energi derved kunne udnyttes direkte af alle livsformer. Syntesen producerede ilt, som opsamledes i atmosfæren og medførte dannelse af et ozonlag (ozon er en molekyleform af ilt: O3) i den øvre atmosfære. Optagelse af mindre celler i større bevirkede udvikling af de komplekse celler, der kaldes eukaryoter. Rigtige flercellede organismer blev dannet, i takt med at celler i kolonier blev stadigt mere specialiserede. Hjulpet af ozonlagets absorption af skadelig ultraviolet stråling koloniserede livet Jordens overflade.

Fra 1960'erne har det været opfattelsen, at udbredt gletsjeraktivitet i æonen Neoproterozoikum for mellem 750 og 580 millioner år siden dækkede meget af planeten med is. Hypotesen har fået navnet, Sneboldjorden (engelsk: Snowball Earth) og er af særlig interesse, fordi dette stade i Jordens udvikling ligger umiddelbart forud for den Kambriske Eksplosion, hvor flercellede livsformer begyndte at brede sig med stor hast.

Siden slutningen af den kambriske eksplosion for omkring 535 millioner år siden er masseuddøen af arter forekommet fem gange. Den sidste skete for 65 millioner år siden, formentlig udløst af et meteornedslag, da dinosaurerne og andre dyregrupper fx mange reptiler blev udslettet. Andre dyregrupper blev skånet fx pattedyr og fugle. I løbet af de sidste 65 millioner år har udviklingen af pattedyrene resulteret i en stor diversitet, og for adskillige millioner år siden fik et afrikansk abe-lignende dyr evnen til at gå oprejst. Derved blev det lettere at bruge værktøj og at samarbejde, hvilket udviklede evnen til at kommunikere. Det gav mulighed for forbedret ernæring og stimulation, som var nødvendig for at udvikle en større hjerne. Udvikling af landbrug og senere civilisation gjorde det muligt for mennesket at beherske Jorden inden for et kortere tidsrum end nogen anden art har kunnet, hvilket har påvirket både naturen og mængden af andre livsformer.

For omkring 40 millioner år siden begyndte et mønster med istider, som intensiveredes i pleistocæn for omkring 3 millioner år siden. Polaregnene har siden da haft en cyklus af isdække og afsmeltning, som har gentaget sig i perioder på 40–100.000 år. Den sidste istid sluttede for 10.000 år siden.

Fremtid

Se også: Jordens fremtid.

Planetens fremtid på lang sigt er tæt knyttet til Solens fremtid. Som følge af den stadige ophobning af helium fra brintfusionen i Solens kerne tiltager Solens lysstyrke langsomt. Den vil stige med 10 procent i løbet af de næste 1,1 milliarder år og med 40 % i løbet af de næste 3,5 milliarder år. Klimamodeller viser, at forøgelsen af den stråling, som når Jorden, vil medføre store ændringer på planeten, så bl.a. Jordens oceaner vil forsvinde.

Jordens stigende overfladetemperatur vil få det uorganiske CO2-kredsløb til at accelerere og mindske koncentrationen af kuldioxid til det dødelige niveau for planter (10 ppm for C4-planter) om 900 millioner år. Manglen på vegetation vil bevirke tab af ilt i atmosfæren, hvorfor dyrelivet vil uddø i løbet af yderligere nogle millioner år. Selv om Solen var forblevet uændret og stabil, ville den fortsatte afkøling af Jordens indre dog stadig have medført tab af meget af dens atmosfære og oceaner på grund af mindre vulkansk aktivitet. Efter endnu 1 milliard år vil overfladevand være helt forsvundet, og den gennemsnitlige, globale temperatur vil nå 70 °C. Jorden forventes på grundlag af ovenstående at være beboelig i endnu omkring 500 millioner år.

Solen vil som en del af sin udvikling udvide sig til en rød kæmpestjerne om ca. 5 milliarder år. Modeller forudsiger, at den vil øges til 250 gange sin nuværende størrelse til en radius på omkring 1 AU (ca. 150 millioner km). Jordens skæbne i den forbindelse er ikke helt klar. Som rød kæmpestjerne vil Solen i grove træk miste 30 % af sin masse, så uden andre virkninger vil dette forøge Jordens baneradius til 1,7 AU (ca. 250 millioner km), når stjernen når sin maksimale radius. Derved ville planeten undgå at blive opslugt af den store Sols tynde ydre atmosfære, omend det meste – og formentlig alt – liv på den vil være tilintetgjort af solens stærke stråling. Et nyligt studium viser imidlertid, at Jordens omløb alligevel vil bryde sammen som følge af tidevandsvirkninger fra Solen, hvorved den vil falde ind i dennes atmosfære og gå til grunde.

Hovedartikel: Geovidenskab.

Jorden er en jordplanet, hvilket betyder, at den er et klippefyldt legeme i modsætning til en gasplanet som Jupiter. Den er den største af de fire jordplaneter i solsystemet, både efter størrelse og masse. Af disse fire planeter har Jorden også den højeste tæthed, den største gravitation ved overfladen, det stærkeste magnetfelt og den hurtigste rotation. Det er ligeledes den eneste jordplanet med aktiv pladetektonik.

Form

Uddybende artikel: Jordens form
Størrelsessammenligning af de indre planeter (fra venstre til højre): Merkur, Venus, Jorden og Mars.

Jordens form er meget tæt på at være en fladtrykt sfæroide – en afrundet form med en lille udbuling omkring ækvator – omend den præcise form (geoiden) afviger derfra med op til 100 meter. Den gennemsnitlige diameter af den sfæroide, der benyttes som reference, er omkring 12.742 km. Mere tilnærmet er længden 40.000 km/π, fordi meteren oprindelig var defineret som 1/10.000.000 af afstanden fra ækvator til Nordpolen på en linje gennem Paris.

Det er Jordens rotation, som skaber udbulingen ved ækvator, og diameteren her er 43 km større end diameteren fra pol til pol. De største lokale afvigelser i Jordens klippefyldte overflade er Mount Everest (8.848 m over det lokale havniveau) og Marianergraven (10.911 m under det lokale havniveau). I forhold til en perfekt ellipsoide, har Jorden derfor en tolerance på omkring 1:584 eller 0,17 % (altså mindre end den tolerance på 0,22 %, som er tilladt for billardballer). Som følge af udbulingen er det landskabstræk, som er længst væk fra Jordens centrum faktisk Mount Chimborazo i Ecuador.

F. W. Clarkes tabel over oxider i Jordens skorpe
Bestanddel Formel Indhold
Silikat SiO2 59.71 %
Aluminiumoxid Al2O3 15.41 %
Kalk CaO 4.90 %
Magnesiumoxid MgO 4.36 %
Natriumoxid Na2O 3.55 %
Jern(II)oxid FeO 3.52 %
Kaliumoxid K2O 2.80 %
Jern(III)oxid Fe2O3 2.63 %
Vand H2O 1.52 %
Titandioxid TiO2 0.60 %
Fosforpentaoxid P2O5 0.22 %
Total 99.22 %

Kemisk sammensætning

Jordens masse er tilnærmelsesvis 5,98×1024 kg. Den består fortrinsvis af jern (32,1 %), ilt (30,1 %), silicium (15,1 %), magnesium (13,9 %), svovl (2,9 %), nikkel (1,8 %), calcium (1,5 %) og aluminium (1,4 %) og 1,2 % er små mængder af andre grundstoffer. På grund af stoffers tendens til at samle sig efter massefylde menes kerneområdet at bestå overvejende af jern (88,8 %) iblandet små mængder nikkel (5,8 %), svovl (4,5 %) og mindre end 1 % andre stoffer.

Geokemikeren F.W. Clarke beregnede, at lidt over 47% af Jordens skorpe består af ilt. Næsten alle de almindelige klipper i skorpen er oxider. Salte af klor, svovl og fluor er de eneste vigtige undtagelser herfra, og deres samlede mængde i klipper er sædvanligvis langt under 1 %. De vigtigste oxider er salte af silicium, aluminium, jern, kalcium, magnesium, kalium og natrium. Iltforbindelsen siliciumdioxid virker primært som en syre, der danner silikater, og alle de almindeligste mineraler i størknede klipper er af disse typer. Ud fra analyse af 1.672 forskellige klipper beregnede Clarke, at 99,22 % af dem bestod af 11 oxider (se tabellen til højre). Alle andre bestanddele optræder derfor i særdeles små mængder.

Indre struktur

Uddybende artikel: Jordens indre struktur

Jordens indre er, som det også er tilfældet for de andre jordlignende planeter, opdelt i lag med forskellige kemiske og rheologiske egenskaber. Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst, derpå en viskøs kappe, en flydende ydre kerne (med mindre viskositet end kappen) og en fast indre kerne. Skorpens nedre grænse er defineret af Mohorovičić-diskontinuiteten (Moho), og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit på seks km under oceanerne til 30–50 km under kontinenterne. Den indre kerne roterer muligvis med lidt højere vinkelhastighed end planeten i øvrigt og når derved fra 0,1-0,5° længere frem pr. år.

Jordens geologiske lag
Tværsnit af Jordens opbygning:
6. Jordskorpen.
5. Øvre kappe
4. Asthenosfære
3. Nedre kappe (mesosfære)
2. Ydre kerne
1. Indre kerne
(3+4+5 udgør kappen. 5+6 udgør lithosfæren).
Dybde
km
Lag tæthed
g/cm³
0–60 Lithosfære
0–35 ... Jordskorpen 2,2–2,9
35–60 ... Øvre kappe 3,4–4,4
35–2890 Kappe 3,4–5,6
100–700 ... Asthenosfære
2890–5100 Ydre kerne 9,9–12,2
5100–6378 Indre kerne 12,8–13,1

Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium-40, uran-238 og thorium-232. Alle disse har halveringstider på mere end en milliard år. I centrum kan temperaturen være op til 7.000 K og trykket nå 360 GPa. En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved såkaldte smelter, en form for konvektion, hvor klippemateriale med højere temperatur stiger op. Disse smelter kan danne hot spots og plateaubasalter.

Tektoniske plader

Uddybende artikel: Kontinentaldrift

Ifølge teorien om kontinentaldrift er der to lag i den yderste del af Jordens indre: lithosfæren, bestående af skorpen og den størknede del af kappen, og under den asthenosfæren. Den sidstnævnte opfører sig som stærkt ophedet materiale, som er i en halvtflydende, plastisk (duktil) tilstand.

Lithosfæren flyder på asthenosfæren og er brudt op i, hvad der kaldes tektoniske plader. Disse er stive segmenter, som bevæger sig i forhold til hinanden ved en af følgende tre typer pladegrænser: destruktive, konstruktive og transforme. Den transforme pladegrænse optræder, hvor to plader bevæger sig sidelæns i forhold til hinanden, hvorved der dannes en geologisk brudlinje. Jordskælv, vulkansk aktivitet, bjergdannelse og dannelse af gravsænkninger i oceaner kan forekomme langs pladegrænserne.

Jordens vigtigste plader

Et kort over de vigtigste tektoniske plader på Jorden.
Pladenavn Areal
106 km²
Afrikanske Plade 61,3
Antarktiske Plade 60,9
Indo-Australske Plade 59,1
Eurasiske Plade 67,8
Nordamerikanske Plade 75,9
Sydamerikanske Plade 43,6
Stillehavspladen 103,3

Blandt de mindre plader er den Arabiske Plade, Den Caribiske Plade, Nazcapladen ud for Sydamerikas vestkyst og Scotiapladen i det sydlige Atlanterhav. Den Australske Plade sluttede sig sammen med den Indiske Plade og dannede den Indo-Australske Plade for mellem 50 og 55 millioner år siden. De plader, som bevæger sig hurtigst, er oceanpladerne, hvoraf Cocospladen flytter sig med en hastighed på 75 mm/år og Stillehavspladen med 52–69 mm/år. Som den anden yderlighed bevæger den Eurasiske Plade sig langsomst, idet dens typiske hastighed er på omkring 21 mm/år.

Overflade

Uddybende artikler: Landskabsform og Jordens ekstremer

Jordens terræn udviser stor variation. Omkring 70,8 % af overfladen er dækket af vand, og meget af kontinentalsoklen ligger under havniveau. Overfladen under vandet omfatter bjergkæder, herunder et verdensomspændende system af oceanrygge, undersøiske vulkaner oceangrave, undersøiske kløfter, oceanplateauer og dybhavssletter. De 29,2 %, som ikke er dækket af vand, består af bjerge, ørkener, sletter, plateauer og andre landskabsformer.

Planetens overflade omformes i løbet af geologiske tidsperioder som følge af tektonik- og erosionspåvirkninger. De overfladeformationer, som opbygges eller deformeres ved pladetektonik, udsættes for uophørlig forvitring ved nedbør, temperaturændringer og kemiske reaktioner. Gletsjere, kystnedbrydning, opbygning af koralrev og større meteoritnedslag bidrager også til at omforme landskabet.

Jordens nuværende terræn og bathymetri. Data fra udarbejdet af National Geophysical Data Center.

Efterhånden som de tektoniske plader bevæger sig over planeten, skydes oceanbunden ind under dem langs deres rand. Samtidig strømmer materiale fra kappen op, hvor pladerne fjerner sig fra hinanden langs oceanryggene. Tilsammen medfører disse processer, at oceanbundens materiale til stadighed fornyes, så det meste af det er under 100 millioner år gammelt. Den ældste oceanbund findes i det vestlige Stillehav og anslås til en alder på omkring 200 millioner år. Til sammenligning er de ældste fossiler, som er fundet på landjorden, omkring 3 milliarder år gamle.

Kontinentalpladerne består af materiale med lavere vægtfylde som f.eks. de magmatiske bjergarter granit og andesit. Mindre udbredt på kontinenterne er basalt, der er en tungere bjergart af vulkansk oprindelse, som er den primære bestanddel af oceanbundspladerne. Sedimentære bjergarter dannes, når aflejringer ophobes og presses sammen, og næsten 75 % af kontinenternes overflade er dækket af disse bjergarter, skønt de kun udgør omkring 5 % af skorpen. Den tredje type bjergart er de metamorfe bjergarter, som dannes ved omdannelse af bjergarter under højt tryk og/eller høj temperatur uden opsmeltning. De hyppigst forekommende silikatmineraler på jordoverfladen er kvarts, feldspater, amfiboler, glimmer, pyroxener og olivin, mens de hyppigst optrædende karbonatmineraler er kalcit (der er hovedbestanddelen af kalksten), aragonit og dolomit.

Pedosfæren er landjordens øverste overflade, som består af jord, og hvor der foregår processer, der fører til jorddannelse. Laget er et bindeled mellem lithosfæren, atmosfæren, hydrosfæren og biosfæren. Det totale opdyrkede areal udgør 10,92 % af landjorden inkluderet områder med permanente afgrøder som plantager, der alene svarer til 1,08 % af landjorden. Tæt på 40 % af landjorden benyttes til afgrøder og græsning, idet arealstørrelsen er anslået til at være 1,56×107 km² afgrøder og 3,4×107 km² græsningsareal.

Højdeforholdene på Jordens kontinenter varierer fra det laveste punkt på −418 m ved Det Døde Hav og til en maksimumhøjde på 8.848 m på toppen af Mount Everest (anslået 2005). Landjordens gennemsnitlige højde over havets overflade er 840 m.

Hydrosfære

Uddybende artikel: Hydrosfære
Højdehistogram over Jordens overflade, hvoraf omkring 71 % er dækket af vand.

Den store mængde vand på jordoverfladen er et enestående træk, som adskiller den "blå planet" fra de øvrige i solsystemet. Jordens hydrosfære omfatter først og fremmest oceanerne, men teknisk set omfatter den alle vandoverflader i verden, herunder indlandshave, søer, floder og vand i undergrunden ned til en dybde på 2.000 m. Det dybeste sted under vandet er Challengerdybet i Marianergraven i Stillehavet, som er 10.911,4 m dyb. Oceanernes gennemsnitlige dybde er 3.800 m, altså mere end fire gange dybere end kontinenternes gennemsnitlige højde.

Oceanernes vandmasse udgør omkring 1,35×1018 ton eller omkring 1/4400 af Jordens totale masse, og deres rumfang udgør 1,386×109 km³. Hvis alt land blev spredt ud på Jorden i et lige tykt lag, ville vandet dække hele Jorden med en dybde på over 2,7 km. Omkring 97,5 % af vandet er saltvand, og de resterende 2,5 % er ferskvand. Hovedmængden af ferskvandet eller omkring 68,7 % findes på nuværende tidspunkt i form af is.

Omkring 3,5 % af oceanernes samlede masse består af havsalt. Størstedelen af dette salt er blevet frigivet ved vulkansk aktivitet eller er trukket ud af kolde, magmatiske klipper. Oceanerne er også et reservoir for opløste, atmosfæriske luftarter, der er afgørende for mange livsformers overlevelse i vandmiljøet. Havvandet udøver en betydelig indvirkning på verdens klima, fordi det optræder som et stort varmelager. Ændringer i fordelingen af havtemperaturen kan forårsage betydelige vejrændringer, hvilket f.eks. El Niño-havstrømmen er et kendt eksempel på.

Atmosfære

Uddybende artikel: Jordens atmosfære

Det atmosfæriske tryk på Jordens overflade udgør i gennemsnit 101,325 kPa med en skalahøjde på omkring 8,5 km. Bestanddelene er 78 % kvælstof og 21 % ilt med mindre mængder vanddamp, kuldioxid og andre luftformige molekyler. Troposfærens højde varierer med bredden og spænder fra 8 km ved polerne til 17 km ved ækvator, men med nogen variation på grund af vejr- og årstidsfaktorer.

Jordens biosfære har afgørende ændret dens atmosfære. Den iltfremstillende fotosyntese udvikledes for 2,7 milliarder år siden, og den deraf følgende iltkatastrofe dannede den kvælstof-ilt-atmosfære, som findes nu. Ændringen af atmosfæresammensætningen muliggjorde spredning af aerobe organismer og dannede desuden ozonlaget, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer ultraviolet solstråling og tillader liv at eksistere på landjorden. Andre atmosfæriske virkninger af betydning for livet er at transportere vanddamp, at stille nyttige luftarter til rådighed, at få små meteorer til at brænde op, før de kan slå ned på overfladen, og at moderere temperaturen. Den sidstnævnte virkning er kendt som drivhuseffekten: Små mængder af molekyler i atmosfæren indfanger varmeenergi, som udsendes fra jorden, og hæver derved den gennemsnitlige temperatur. Kuldioxid, vanddamp, metan og ozon er de vigtigste drivhusgasser i Jordens atmosfære. Uden denne tilbageholdelse af varme, ville Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur være −18 °C, og liv ville sandsynligvis ikke findes.

Vejr og klima

Hovedartikler: Vejr, klima og økozone.

Jordens atmosfære har ingen fast grænse, men bliver stadig tyndere opefter og forsvinder til sidst helt ved overgangen til det ydre rum. Tre fjerdedele af den atmosfæriske masse befinder sig inden for de første 11 km fra planetens overflade. Dette nederste lag kaldes troposfæren. Energi fra Solen opvarmer dette lag og overfladen under det, hvilket får luften til at udvide sig. Den opvarmede luftmasse har mindre tæthed og stiger derfor til vejrs og erstattes af køligere luft med højere tæthed. Resultatet heraf er atmosfærisk cirkulation, som driver vejret og klimaet ved at omfordele varmeenergi.

De primære atmosfæriske cirkulationsbånd består af passatbæltet i ækvatorialegnene under 30° bredde og vestenvindsbæltet i de mellemste breddegrader mellem 30° og 60°. Havstrømme i oceanerne er ligeledes vigtige faktorer, som påvirker klimaet, særligt den termohaline cirkulation som transporterer varmeenergi fra ækvatorområdet til polarregionerne.

Jordens klimabælter.

Vanddamp som opstår ved fordampning fra havoverfladerne transporteres af cirkulerende systemer i atmosfæren. Når de atmosfæriske betingelser er til stede for, at varm, fugtig luft stiger til vejrs, vil den indeholdte damp fortættes og nå jordoverfladen som nedbør. Hovedparten af vandet transporteres tilbage til områder med lavere højde af flodsystemer og når sædvanligvis tilbage til oceanerne eller bliver tilbageholdt i søer. Dette vandkredsløb er dels en vital mekanisme for livets opretholdelse på land, dels en primær faktor i erosionen af overfladens landskaber over geologiske tidsperioder. Nedbørsmængderne varierer inden for et bredt interval, der strækker sig fra adskillige meter vand pr. kvadratmeter pr. år til mindre end en millimeter. Den atmosfæriske cirkulation, de topologiske landskabstræk og temperaturforskelle er afgørende for, hvor meget nedbør en egn får i gennemsnit.

Efter breddegrad kan Jorden inddeles i specifikke klimabælter med nogenlunde samme klima. I rækkefølge fra ækvator til polaregnene er disse det tropiske, det subtropiske, det tempererede og det polare klimabælte. Klimatyperne kan desuden opdeles efter temperatur og nedbør, hvor klimazonerne er karakteriseret ved temmelig ensartede luftmasser. Det almindeligt anvendte Köppens klimaklassifikationssystem (i en udgave som er modificeret af Wladimir Köppens elev Rudolph Geiger) omfatter fem brede grupper (fugtigt tropeklima, tørt, fugtigt tempereret klima, fastlandsklima og koldt polarklima), som yderligere inddeles i mere specifikke undertyper.

Øvre atmosfære

Dette billede fra rummet viser fuldmånen delvis gjort utydelig af Jordens atmosfære. NASA-billede.

Atmosfæren over troposfæren opdeles sædvanligvis i stratosfæren, mesosfæren og termosfæren. Hvert af disse lag har en selvstændig temperaturgradient, som fastlægger ændringen i temperatur med stigende højde. Længere ude overgår den tynde exosfære i magnetosfæren, hvor Jordens magnetfelt spiller sammen med solvinden. For livet på Jorden er ozonlaget, som er en del af stratosfæren, og som delvis beskytter overfladen mod ultraviolet lys, en vigtig komponent. Kármán-linjen, der er defineret til at ligge 100 km over Jordens overflade, er en fastlagt grænse mellem atmosfæren og rummet.

På grund af varmeenergien øges farten af nogle af molekylerne i den yderste del af Jordens atmosfære så meget, at de kan slippe fri af planetens tyngdekraft. Som følge heraf sker der et langsomt, men vedvarende, tab af atmosfære til rummet, og fordi ubundet brint har lav molekylevægt, opnår den lettere undvigelseshastigheden og forsvinder ud i rummet i større omfang end andre luftarter. At brint "lækker" ud i rummet er en medvirkende årsag til, at Jordens tilstand har ændret sig fra at være oprindeligt reducerende og til nu at være oxiderende. Fotosyntese var en kilde til frit ilt, men tabet af reducerende stoffer som brint menes at have været en nødvendig forudsætning for, at den udbredte opsamling af ilt i atmosfæren kunne finde sted.

Brints evne til at undslippe fra Jordens atmosfære kan således have haft betydning for, hvilken slags liv, som udvikledes på planeten. I den nuværende, iltrige atmosfære omdannes det meste brint til vand, før det har mulighed for at undslippe, så hovedparten af brinttabet stammer fra ødelæggelse af metan i atmosfærens øvre lag.

Magnetfelt

Jordens magnetfelt, som tilnærmelsesvis er en dipol.
Uddybende artikel: Jordens magnetfelt

Jordens magnetfelt har nogenlunde form som en dipol, hvis poler i øjeblikket ligger i nærheden af de geografiske poler. I henhold til dynamoteorien dannes feltet i den smeltede, ydre kerne, hvor varmen skaber konvektionbevægelse i elektrisk ledende stof. Derved genereres elektriske strømme, som igen frembringer Jordens magnetfelt. Konvektionsbevægelserne i kernen er kaotiske af natur og skifter af og til retning, hvilket medfører, at der med uregelmæssige intervaller sker feltændringer, så Jordens magnetiske poler bytter plads. Det sker i gennemsnit nogle få gange for hver million år, og det seneste skift skete for omkring 700.000 år siden.

Feltet danner magnetosfæren, som afbøjer partikler i solvinden. Kanten af chokbølgen i retning mod Solen ligger i en afstand fra Jorden på omkring 13 jordradier. Sammenstødet mellem magnetfeltet og solvinden danner Van Allen-strålingsbælterne, som er et par koncentriske, torusformede områder med energirige, ladede partikler. Når denne plasma når Jordens atmosfære ved de magnetiske poler, danner den nordlys og sydlys.

Egenrotation

Jordens aksehældning og dens sammenhæng med rotationsaksen og kredsløbplanet.

Jordens rotationsperiode i forhold til Solen – dens gennemsnitlige soldag – er 86.400 sekunder i gennemsnitlig soltid. Hvert af disse sekunder er lidt længere end et SI-sekund, fordi en soldag på Jorden på grund af tidevandsacceleration nu er lidt længere, end den var i det 19. århundrede.

Jordens rotationsperiode i forhold til fiksstjernerne, som IERS (International Earth Rotation and Reference Systems Service) kalder dens stjernedag, er86.164,098903691 sekunder i gennemsnitlig soltid (UT1), eller23t 56m 4,098903691s. Jordens rotationsperiode i forhold til præcessionen eller det gennemsnitlige forårsjævndøgn, som lidt misvisende kaldes dens sideriske dag, er86.164,09053083288 sekunder i gennemsnitlig soltid (UT1)(23t 56m 4,09053083288s). Den sideriske dag er således omkring 8,4 ms kortere end stjernedagen. Længden af den gennemsnitlige soldag anført i SI-sekunder kan fås fra IERS for perioderne 1623–2005 og 1962–2005.

Med undtagelse af meteorer i atmosfæren og satellitter i lavt kredsløb sker den tilsyneladende bevægelse af himmellegemerne på himlen i retning mod vest med en fart på 15°/t = 15'/min. Det svarer til Solens eller Månens tilsyneladende diameter hvert andet minut, idet de to tilsyneladende diametre er af samme størrelse.

Kredsløb

Uddybende artikel: Jordens kredsløb
Hovedartikel: Solen.

Jorden foretager et kredsløb om Solen i en gennemsnitlig afstand på omkring 150 millioner kilometer for hver 365,2564 gennemsnitlige soldage eller et siderisk år. Set fra Jorden giver det en østlig bevægelse af Solen i forhold til stjernerne med en fart på omkring 1°/dag, svarende til en Sol- eller Månediameter for hver 12 timer. På grund af denne bevægelse tager det i gennemsnit 24 timer – en soldag – for Jorden at fuldføre en fuld rotation om sin akse, så Solen igen står på samme meridian. Jordens kredsløbshastighed er i gennemsnit ca. 30 km/s (108.000 km/t), hvilket er hurtigt nok til at dække planetens diameter på omkring 12.600 km på syv minutter og afstanden til Månen (384.000 km) på fire timer.

Månen fuldfører for hver 27,32 dage sammen med Jorden et kredsløb om et fælles barycentrum (i forhold til stjernerne). Når denne bevægelse kombineres med Jord-Måne-systemets fælles omkredsning af Solen, er den synodiske måned, fra nymåne til næste nymåne, 29,53 dage. Set fra himlens nordpol sker såvel Jordens kredsløb, Månens kredsløb og deres egenrotation i retning mod uret. Jordens kredsløbsplan og akseplan er ikke sammenfaldende: Jordens har en aksehældning på omkring 23,5 grader i forhold til den retning, som er vinkelret på dens kredsløbsplan, og Månens omløbsplan om Jorden hælder omkring 5 grader i forhold til Jordens kredsløbsplan om Solen. Uden disse hældninger ville der forekomme en formørkelse hver anden uge, skiftende mellem måneformørkelser og solformørkelser.

Jordens Hill-sfære, som angiver den maksimale afstand for, at Jordens tyngdemæssige indflydelse er stærkere end Solens og planeternes, er omkring 1,5 Gm i radius. Legemer inden for denne radius omkredser i almindelighed Jorden, omend de kan løsrive sig ved Solens tyngdemæssige forstyrrelse.

Jorden befinder sig som det øvrige Solsystem i galaksen Mælkevejen og kredser omkring 28.000 lysår fra galaksens centrum og omkring 20 lysår over galaksens ækvatorplan i Orion-spiralarmen.

Aksehældning og årstider

Uddybende artikel: Aksehældning

På grund af Jordens aksehældning varierer den mængde sollys, som når dens overflade, i løbet af året. Dette bevirker årstidsafhængige ændringer i klimaet, idet det er sommer på den nordlige halvkugle, når nordpolen peger direkte mod Solen, og vinter, når polen peger væk fra den. Om sommeren varer dagen længere, og Solen står højere på himlen. Om vinteren bliver det i almindelighed koldere og dagene kortere. Over polarkredsene virker ændringen så ekstremt, at der slet ikke er dagslys i en del af året – der er polarnat. På den sydlige halvkugle er situation nøjagtigt omvendt, idet sydpolen er orienteret direkte modsat nordpolen.

Jorden og Månen set fra Mars, optaget af Mars Global Surveyor. Fra det ydre rum udviser Jorden faser på samme måde som Månens faser.

Ifølge astronomisk vedtagelse bestemmes de fire årstider af solhvervene – det sted i Jordens kredsløb, hvor dens akse peger direkte imod eller direkte væk fra Solen – og jævndøgnene, hvor hældningens retning og retningen mod Solen står vinkelret på hinanden. Vintersolhverv ligger omkring 21. december, sommersolhverv nær 21. juni, forårsjævndøgn begynder omkring 20. marts og efterårsjævndøgn omkring 23. september.

Hældningsvinklen for jordaksen er forholdsvis stabil over lange tidsperioder, men den er dog underlagt nutation, som er en lille, uregelmæssig bevægelse med en primær periode på 18,6 år. Jordaksens orientering (hermed tænkes ikke på dens vinkel) ændres også i tidens løb, idet den ved præcession gennemløber en fuld cirkel for hver 21.700 år. Præcessionen er grunden til, at der er forskel på et siderisk år og et tropisk år. Begge bevægelser fremkaldes af, at Solen og Månen udøver skiftende tiltrækning på Jordens udbuling ved ækvator. Set fra Jorden bevæger også dens poler sig nogle få meter hen over overfladen. Denne polbevægelse har flere, cykliske komponenter, som tilsammen medfører kvasiperiodisk bevægelse. Udover en årlig komponent i denne bevægelse er der en 430-dages cyklus, som kaldes Chandler-perioden, og som skyldes, at Jordens intertiakse ikke er helt sammenfaldende med dens rotationsakse. Jordens rotationshastighed varierer desuden og giver anledning til et fænomen, som kaldes daglængdevariation.

I nutiden befinder Jorden sig omkring 3. januar i periheliet, hvor dens omløbshastighed er størst og afstanden til Solen mindst, og i apheliet omkring 4. juli. Disse datoer ændrer sig imidlertid i tidens løb på grund af præcessionen og andre kredsløbsfaktorer, som følger cykliske mønstre kendt som Milanković-cykler. Forskellen i afstanden mellem Jorden og Solen betyder en forøgelse på omkring 6,9 % af den solenergi, som når Jorden i perihelium i forhold til aphelium. Da den sydlige halvkugle er nærmest Solen, når afstanden er mindst, modtager denne halvkugle lidt mere energi fra Solen i løbet af året end den nordlige. Forskellen er dog mindre betydende i forhold til den energiændring, som aksehældningen giver anledning til, og meget af energioverskuddet absorberes af havet, som dækker en større del af den sydlige halvkugle.

Hovedartikel: Månen.
Navn Diameter Masse Halve storakse Omløbsperiode
Månen 3.474,8 km 7,349×1022 kg 384.400 km 27 dage, 7 timer, 43,7 minutter

Månen er en forholdsvis stor, jord- og planetlignende måne med en diameter på omkring en fjerdedel af Jordens. Det er den største måne i solsystemet i forhold til størrelsen af dens planet (Charon er dog større i forhold til dværgplaneten Pluto.) Gravitationstiltrækningen mellem Jorden og Månen forårsager tidevand på Jorden. Den samme virkning på Månen har ført til tidevandslåsning: Dens rotationsperiode er den samme som den tid, det tager den at fuldføre et kredsløb om Jorden. Derved vender den altid samme side til planeten. Når Månen kredser om Jorden, oplyses forskellige dele af dens skive af Solen, hvilket frembringer Månens faser. Den mørke og lyse del af Månens overflade adskilles af terminatoren.

På grund af tidevandsvirkningerne fjerner Månen sig fra Jorden med ca. 38 mm om året. Over millioner af år giver denne lille virkning – og den samtidige forøgelse af Jordens døgn med omkring 23 mikrosekunder om året – anledning til en betydelig forskel. Som eksempel var året i den geologiske Devon-periode for omkring 410 millioner år siden på 400 døgn, der hver varede 21,8 timer.

Månen kan på dramatisk vis have påvirket livets udvikling ved at ændre Jordens klima. Palæontologiske fund og computersimulationer viser, at Jordens aksehældning stabiliseres af tidevandsinteraktionen med Månen. Nogle teoretikere mener, at uden det drejningsmoment, som Solen og planeterne fremkalder på Jordens ækvatorudbuling, kunne rotationsaksen være kaotisk ustabil og udvise uforudsigelige ændringer over millioner af år, som det ser ud til at være tilfældet for Mars. Hvis Jordens rotationsakse skulle nærme sig ekliptikas plan, ville der optræde ekstreme forskelle på årstiderne med tilhørende ekstremt vejr, fordi den ene pol ville pege direkte mod Solen om sommeren og direkte væk fra den om vinteren. Videnskabsmænd, som har studeret virkningen, mener, at dette kunne udslette alle større dyr og det højere planteliv.

Det er imidlertid et omdiskuteret emne, som måske kan afklares ved yderligere studier af Mars, som har en tilsvarende siderisk rotationsperiode og aksehældning som Jorden uden at have dens store måne og flydende kerne.

Set fra Jorden er Månen netop langt nok væk til, at dens skive næsten har samme tilsyneladende størrelse som Solens. Vinkelstørrelsen af disse to himmellegemer matcher hinanden, fordi Solens diameter er omkring 400 gange større end Månens, men Solen er også 400 gange længere væk. Derfor optræder totale og delvise formørkelser på Jorden.

En skalatro gengivelse af den relative størrelse og afstand mellem Jorden og Månen.

Den mest accepterede teori for Månens opståen, gigantsammenstødshypotesen, forklarer det ved en kollision mellem en protoplanet (kaldet Theia) og den unge Jord. Denne hypotese forklarer (blandt andet) den relative mangel på jern og flygtige grundstoffer på Månen, og at den har næsten samme sammensætning som Jordens skorpe.

Jorden har desuden mindst to asteroider som ligger nær jordens kredsløbsbane om solen: 3753 Cruithne og 2002 AA29.

En planet, som opfylder betingelserne for at opretholde liv, kaldes beboelig, selvom livet ikke er opstået på den. Jorden opfylder disse nødvendige betingelser, som de ifølge vor nuværende forståelse skal være, herunder at der findes flydende vand, et miljø hvor komplekse organiske molekyler kan samles samt tilstrækkelig energi til at opretholde stofskifte. Jordens afstand fra Solen, dens omløbsbanes excentricitet, rotationshastighed, aksehældning, geologiske historie, beskyttende atmosfære og magnetfelt er alle faktorer, som bidrager til de betingelser, som har tilladt liv at opstå og opretholdes på planeten.

Biosfære

Uddybende artikler: Biosfære og biodiversitet

Planetens livsformer siges ofte at danne en "biosfære", som i almindelighed menes at være begyndt at udvikles for omkring 3,5 milliarder år siden. Jorden er det eneste sted i universet, hvor liv vides at eksistere. Nogle videnskabsmænd støtter den hypotese, at Jord-lignende biosfærer kan være sjældne.

Biosfæren opdeles i et antal biomer, som rummer planter og dyr med en vis lighed (i bred forstand). På land er det fortrinsvis den geografiske bredde og højden over havniveau, som adskiller biomerne. De biomer, som ligger inden for det arktiske og antarktiske område eller i stor højde, har forholdsvis sparsomt plante- og dyreliv, mens omvendt den største artsrigdom findes i ækvatorområdet.

Naturressourcer og arealanvendelse

Uddybende artikler: Naturlig ressource og økosystem

Jorden indeholder ressourcer, som kan udnyttes af mennesket til nyttige formål. Nogle af disse er ikke-vedvarende ressourcer, som f.eks. mineralske brændstoffer, som tager flere tusinde år for at gendannes.

Store ophobninger af fossilt brændstof findes i Jordens skorpe, omfattende kul, olie, naturgas og metanhydrat. Disse lagre benyttes af menneskeheden til både energiproduktion og som råstof til kemisk produktion. Mineralske malmforekomster findes i jordskorpen og er dannet ved malmdannelsesprocesser, som hænger sammen med erosion og pladetektonik. Disse forekomster udgør koncentrerede udvindingssteder for mange metaller og andre nyttige kemiske forbindelser.

Også Jordens biosfære frembringer produkter, som er af afgørende betydning for menneskeheden, herunder mad, træ, lægemidler, ilt og mange flere, ligesom den omfatter processer, der omdanner og recirkulerer organiske affaldsstoffer. Økosystemet på landjorden er afhængigt af muldjord og ferskvand, mens det oceaniske økosystem afhænger af opløste næringsstoffer, som er udvasket fra landjorden. Mennesker lever på landjorden, hvor de benytter byggematerialer til at skaffe sig husly ved at bygge huse. I 2005 opgjorde FAO arealudnyttelsen af landjorden som følger:

Arealanvendelse Areal i 1000 Ha
(= 10 km²)
Procentandel
Dyrkbart areal: 1.421.169,10 10,92 %
Permanente afgrøder: 140.511,70 1,08 %
Permanente græsarealer: 3.405.897,80 26,17 %
Skove: 3.952.025,70 30,37 %
Andet: 4.092.972,40 31,45 %
Totalt landareal: 13.013.475,40 100 %

I 1993 ansloges det, at 2.481.250 km² blev kunstvandet.

Natur- og miljøtrusler

Store områder er udsat for ekstremt vejr som tropiske orkaner (inklusiv cykloner eller tyfoner), som kan dominere livsbetingelserne disse steder. Desuden er mange områder udsat for jordskælv, laviner, tsunamier, vulkanudbrud, tornadoer, doliner, snestorme, oversvømmelser, tørkeperioder og andre former for naturfænomener og katastrofer.

Mange lokale områder er udsat for menneskeskabt forurening af luft og vand, syreregn og giftige forbindelser, tab af vegetation (overgræsning, skovhugst, ørkendannelse), nedgang i antal vildtlevende dyr, udryddelse af arter, udpining af dyrket jord, erosion og indtrængen af invaderende arter.

Ifølge videnskabelig konsensus er menneskelig aktivitet forbundet med global opvarmning på grund af den deraf følgende udledning af kuldioxid. Det forudsiges, at dette vil medføre ændringer som afsmeltning af gletsjere og iskapper, mere ekstreme temperatursvingninger, betydelige ændringer i vejret og forhøjet vandstand i havene.

Kulturgeografi

Uddybende artikel: Kulturgeografi
Jorden ved nat, et sammensat billede af data om belysning på Jorden fra DMSP/OLS lagt ind på et simuleret kort af verden om natten. Billedet er ikke et fotografi, og mange detaljer er lysere, end de ville være ved direkte betragtning.

Kartografi, studiet af og tegningen af landkort og den tilhørende geografi, har historisk set været de discipliner, som handler om at afbilde Jorden. Landmåling, der fastlægger steder og afstande, og i mindre grad navigation, der fastlægger positioner og retninger, er udviklet sideløbende med kartografi og geografi og har sørget for indsamling og kvantificering af nyttige informationer.

Jordens befolkning udgør ca. 6.740.000.000 mennesker i november 2008. Fremskrivninger viser, at verdens befolkning vil udgøre syv milliarder i 2013 og 9,2 milliarder i 2050. Størstedelen af væksten ventes at finde sted i Ulande. Befolkningstætheden varierer meget fra sted til sted i verden, men de fleste mennesker lever i Asien. I 2020 ventes 60 % af verdens befolkning at leve i byer frem for i landdistrikter.

Det anslås, at omkring en ottendedel af Jordens overflade er egnet til beboelse – tre fjerdedele er dækket af oceaner, og halvdelen af landarealet er enten ørken (14 %), høje bjerge (27 %), eller andet uhensigtsmæssigt terræn. Den nordligste beboelse i verden er AlertEllesmere Island i Nunavut, Canada (82° 28′ N). Den sydligste er Amundsen-Scott-Sydpolsstationen i Antarktis, beliggende næsten på Sydpolen (90° S).

Uafhængige og selvstændige nationer gør krav på hele planetens landjord med undtagelse af dele af Antarktis. I 2007 er der 201 selvstændige stater, hvoraf 192 er medlem af de Forenede Nationer. Yderligere findes der 59 bilande og et antal autonome regioner, omstridte territorier og andre enheder. Historisk set har der aldrig været en suveræn regering, som har hersket over hele globen, omend et antal stater har forsøgt at opnå verdensherredømme uden at lykkes med det.

FN er en verdensomspændende international organisation, som blev oprettet med det mål at mægle i uoverensstemmelser mellem nationer og derved undgå væbnede konflikter. Det er dog ikke en verdensregering, og selvom organisationen er en mekanisme til udøvelse af international ret, herunder også væbnet indgriben, når medlemslandene er enige om det, tjener den fortrinsvis som forum for internationalt diplomati.

I 2004 havde i alt omkring 400 mennesker været uden for Jordens atmosfære, og af disse havde tolv gået på Månen under Apollo-programmet. Normalt er besætningen på Den Internationale Rumstation (ISS) de eneste mennesker i rummet, og mandskabet her udskiftes sædvanligvis hver sjette måned.

Uddybende artikel: Jorden i kulturen
Det første fotografi, som er taget af en "jordopgang". Fra Apollo 8.

Det astronomiske symbol for Jorden er et kors inde i en cirkel.

Jorden er ofte blevet personificeret som en guddom og oftest som en gudinde. I mange kulturer fremstilles Moder Jord (latin: Terra Mater) også som en frugtbarhedsgudinde. Skabelsesmyter i mange religioner beretter om, at Jorden er skabt af en eller flere guder. En række religiøse grupper, ofte forbundet med fundamentalistiske grene af protestantismen eller islam, hævder, at udlægningen af disse skabelsesberetninger fra deres respektive hellige tekster skal tages for pålydende og burde tages i betragtning eller ligefrem erstatte den konventionelle videnskabelige fremstilling af Jordens opståen og livets udvikling. Både fra det videnskabelige samfund og fra andre religiøse grupper møder sådanne ønsker modstand. Et prominent eksempel herpå er kontroversen om kreationisme versus evolution.

I fortiden har der været forskellige opfattelser af Jordens form og især en tro på, at Jorden er flad, men denne opfattelse blev forladt til fordel for den sfæriske Jord efter forbedrede observationer og jordomsejlinger. Menneskehedens perspektiv på Jorden har ændret sig som følge af rumalderens mulighed for at betragte den udefra, og det er blevet almindeligt at se biosfæren fra et globalt synspunkt, hvilket afspejles i en voksende miljøbevægelse, som er optaget af mange aspekter af menneskets virkning på planeten.

Noter

  1. Bemærk, at Terra ifølge en konvention fra IAU bør benyttes som benævnelse for store landmasser og ikke for planeten Jorden. Cf. Blue, Jennifer (2007-07-05). . Gazetteer of Planetary Nomenclature. USGS. Hentet2007-07-05.
  2. Andre planeter i solsystemet er enten for varme eller for kolde til, at flydende vand kan forekomme. Det er imidlertid blevet bekræftet, at det har været til stede på overfladen af Mars, og at det muligvis stadig er til stede. Se: Msnbc (2007-03-02). . NASA. Hentet2007-08-28.Staff (2005-11-07). . University of Arkansas. fra originalen 7. august 2007. Hentet2007-08-08.
  3. Status i 2007 er, at vanddamp er opdaget i atmosfæren på en planet uden for solsystemet, og det er på en gaskæmpe. Se: Tinetti, G.; et al. (juli 2007). . Nature. 448: 169-171. doi:. CS1-vedligeholdelse: Eksplicit brug af et al. (link)
  4. Antallet af dage i soltid er en mindre end antallet af sideriske dage, fordi Jordens omløb om Solen betyder, at planeten drejer en ekstra gang om sin akse.
  5. Varierer lokalt mellem 5 og 200 km.
  6. Varierer lokalt mellem 5 og 70 km.
  7. Dette er en måling foretaget af skibet Kaikō i marts 1995 og menes at være den nøjagtigste indtil nu.
  8. Oceanernes samlede rumfang er 1,4×109 km³. Jordens samlede overfladeareal er 5,1×108 km². Så den gennemsnitlige dybde vil være kvotienten mellem disse to tal, eller 2,7 km.
  9. Aoki, som er den egentlige kilde til disse tal, benytter udtrykket "UT1-sekunder" i stedet for "sekunder af gennemsnitlig soltid".—Aoki, S.; Kinoshita, H.; Guinot, B.; Kaplan, G. H.; McCarthy, D. D.; Seidelmann, P. K. (1982). . Astronomy and Astrophysics. 105 (2): 359-361. Hentet2008-09-23. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  10. Jordens Hill-radius er
    R H = a ( m 3 M ) 1 3 {\displaystyle {\begin{smallmatrix}R_{H}=a\left({\frac {m}{3M}}\right)^{\frac {1}{3}}\end{smallmatrix}}} ,
    hvor m er Jordens masse, a er en astronomisk enhed (AU) og M er Solens masse. Derved bliver radius udtrykt i AU omkring: ( 1 3 332 , 946 ) 1 3 = 0.01 {\displaystyle {\begin{smallmatrix}\left({\frac {1}{3\cdot 332,946}}\right)^{\frac {1}{3}}=0.01\end{smallmatrix}}} .
  11. Aphelium udgør 103,4 % af afstanden til perihelium. Ifølge den omvendte kvadratsrodslov, er strålingen i perihelium derfor omkring 106,9 % af dens energi i aphelium.

Referencer

  1. (engelsk) Hentet d. 23. september 2013
  2. (engelsk) Hentet d. 17. september 2010
  3. May, Robert M. (1988). . Science. 241 (4872): 1441-1449. PMID . doi:. Hentet2007-08-14.
  4. Dalrymple, G.B. (1991). The Age of the Earth (Jordens Alder). California: Stanford University Press. ISBN 0-8047-1569-6.
  5. Newman, William L. (2007-07-09). . Publications Services, USGS. Hentet2007-09-20.
  6. Dalrymple, G. Brent (2001). . Geological Society, London, Special Publications. 190: 205-221. doi:. Hentet2007-09-20.
  7. Stassen, Chris (2005-09-10). . The TalkOrigins Archive. Hentet2007-09-20.
  8. Harrison, Roy M.; Hester, Ronald E. (2002). Causes and Environmental Implications of Increased UV-B Radiation (Årsager til forøget UV-B-stråling og dens følger). Royal Society of Chemistry. ISBN 0854042652.
  9. Carrington, Damian (2000-02-21). . BBC News. Hentet2007-03-31.
  10. Yoder, Charles F. (1995:8).
  11. Morbidelli, A.; Chambers, J.; Lunine, J. I.; Petit, J. M.; Robert, F.; Valsecchi, G. B.; Cyr, K. E. (2000). . Meteoritics & Planetary Science. 35 (6): 1309-1320. Hentet2007-03-06. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  12. Yin, Qingzhu; Jacobsen, S. B.; Yamashita, K.; Blichert-Toft, J.; Télouk, P.; Albarède, F. (2002). "A short timescale for terrestrial planet formation from Hf-W chronometry of meteorites (En kort tidsskala for dannelse af jordplaneter ud fra Hf-W kronometri af meteoritter)". Nature. 418 (6901): 949-952. doi:. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  13. R. Canup and E. Asphaug (2001). . Nature. 412: 708-712. doi:.
  14. Canup, R. M.; Asphaug, E. (2001). . Abstract #U51A-02. American Geophysical Union. Hentet2007-03-10. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  15. Ward and Brownlee (2002)
  16. Rogers, John James William; Santosh, M. (2004). . Oxford University Press US. s. . ISBN 0195165896.
  17. Murphy, J. B.; Nance, R. D. (1965). . American Scientist. 92: 324-33. doi:. Hentet2007-03-05. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  18. Doolittle, W. Ford (februar 2000). "Uprooting the tree of life (Opgravning af roden til livets træ)". Scientific American. 282 (6): 90-95. doi:.
  19. Berkner, L. V.; Marshall, L. C. (1965). . Journal of Atmospheric Sciences. 22 (3): 225-261. doi:. Hentet2007-03-05. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  20. Burton, Kathleen (2002-11-29). . NASA. Hentet2007-03-05.
  21. Ramløv, Hans (2007-07-05). (PDF). Aktuel naturvidenskab, 1/2000. Morgenavisen Jyllands-Posten. Hentet2008-12-07.
  22. Kirschvink, J. L. (1992). Schopf, J.W.; Klein, C. & Des Maris, D., (red.). Late Proterozoic low-latitude global glaciation: the Snowball Earth (Det globale isdække ved lave bredder i den sene proterozoikum: Den hvide jord). The Proterozoic Biosphere: A Multidisciplinary Study. Cambridge University Press. s. 51-52. ISBN 0521366151. CS1-vedligeholdelse: Bruger editors parameter (link)
  23. Raup, D. M.; Sepkoski, J. J. (1982). . Science. 215 (4539): 1501-1503. doi:. Hentet2007-03-05. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  24. Gould, Stephan J. (oktober 1994). . Scientific American. Hentet2007-03-05.
  25. Wilkinson, B. H.; McElroy, B. J. (2007). . Bulletin of the Geological Society of America. 119 (1–2): 140-156. doi:. Hentet2007-04-22. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  26. Staff. . Page Paleontology Science Center. Hentet2007-03-02.
  27. Sackmann, I.-J.; Boothroyd, A. I.; Kraemer, K. E. (1993). (PDF). Astrophysical Journal. 418: 457-468. Bibcode:. doi:. Hentet2008-07-08. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  28. Kasting, J.F. (1988). . Icarus. 74: 472-494. doi:. Hentet2007-03-31.
  29. Guillemot, H.; Greffoz, V. (marts 2002). "Ce que sera la fin du monde (Hvordan vil verdens ende være)". Science et Vie (fransk). N° 1014. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  30. Britt, Robert (2000-02-25). . fra originalen 6. juli 2000. Hentet 6. januar 2009.
  31. Schröder, K.-P.; Smith, Robert Connon (2008). "Distant future of the Sun and Earth revisited (På besøg igen i Solens og Jordens fjerne fremtid)". Monthly Notices of the Royal Astronomical Society. 386: 155. doi:. arXiv:0801.4031.
    See also Palmer, Jason (2008-02-22). . NewScientist.com news service. fra originalen 17. marts 2008. Hentet2008-03-24.
  32. Stern, David P. (2001-11-25). . NASA. fra originalen 14. oktober 2014. Hentet2007-04-01.
  33. Tackley, Paul J. (2000-06-16). "Mantle Convection and Plate Tectonics: Toward an Integrated Physical and Chemical Theory (Kappekonvektion og pladetektonik: På vej mod en integreret fysisk og kemisk teori)". Science. 288 (5473): 2002-2007. PMID . doi:.
  34. Milbert, D. G.; Smith, D. A. . National Geodetic Survey, NOAA. Hentet2007-03-07. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  35. Mohr, P.J.; Taylor, B.N. (oktober 2000). . NIST Reference on Constants, Units, and Uncertainty. NIST Physics Laboratory. Hentet2007-04-23. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  36. Sandwell, D. T.; Smith, W. H. F. (2006-07-07). . NOAA/NGDC. Hentet2007-04-21. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  37. Staff (november 2001). . World Pool-Billiards Association. fra originalen 2. februar 2007. Hentet2007-03-10.
  38. Senne, Joseph H. (2000). . Professional Surveyor. 20 (5). Hentet2007-02-04.
  39. Morgan, J. W.; Anders, E. (1980). . Proceedings of the National Academy of Science. 71 (12): 6973-6977. PMID . doi:. Hentet2007-02-04. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  40. Tanimoto, Toshiro (1995). Thomas J. Ahrens, (red.). (PDF). Washington, DC: American Geophysical Union. ISBN 0-87590-851-9. Hentet2007-02-03.
  41. Kerr, Richard A. (2005-09-26). "Earth's Inner Core Is Running a Tad Faster Than the Rest of the Planet (Jordens indre kerne roterer en smule hurtigere end resten af planeten)". Science. 309 (5739): 1313. doi:.
  42. Jordan, T. H. (1979). . Proceedings National Academy of Science. 76 (9): 4192-4200. PMID . doi:. Hentet2007-03-24.
  43. Robertson, Eugene C. (2001-07-26). . USGS. Hentet2007-03-24.
  44. Sanders, Robert (2003-12-10). . UC Berkeley News. Hentet2007-02-28.
  45. Alfè, D.; Gillan, M. J.; Vocadlo, L.; Brodholt, J; Price, G. D. (2002). (PDF). Philosophical Transaction of the Royal Society of London. 360 (1795): 1227-1244. Hentet2007-02-28. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  46. Flott, Søren (2006-07-16). . Morgenavisen Jyllands-Posten. Hentet2008-12-07.
  47. Richards, M. A.; Duncan, R. A.; Courtillot, V. E. (1989). . Science. 246 (4926): 103-107. PMID . doi:. Hentet2007-04-21. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  48. Seligman, Courtney (2008). . Online Astronomy eText Table of Contents. cseligman.com. Hentet2008-02-28.
  49. Kious, W. J.; Tilling, R. I. (1999-05-05). . USGS. Hentet2007-03-02. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  50. Brown, W. K.; Wohletz, K. H. (2005). . Los Alamos National Laboratory. Hentet2007-03-02. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  51. Meschede, M.; Udo Barckhausen, U. (2000-11-20). . Proceedings of the Ocean Drilling Program. Texas A&M University. Hentet2007-04-02. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  52. Staff. . NASA JPL. Hentet2007-04-02.
  53. Pidwirny, Michael (2006). (2nd Edition udgave). PhysicalGeography.net. Hentet2007-03-19. CS1-vedligeholdelse: Ekstra tekst (link)
  54. Kring, David A. . Lunar and Planetary Laboratory. fra originalen 6. februar 2007. Hentet2007-03-22.
  55. Duennebier, Fred (1999-08-12). . University of Hawaii. Hentet2007-03-14.
  56. Mueller, R.D.; Roest, W.R.; Royer, J.-Y.; Gahagan, L.M.; Sclater, J.G. (2007-03-07). . NOAA. Hentet2007-03-14. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  57. Staff. . Volcano World. Hentet2007-03-11.
  58. Jessey, David. . Cal Poly Pomona. fra originalen 3. juli 2007. Hentet2007-03-20.
  59. Staff. . Museum of Natural History, Oregon. Hentet2007-03-20.
  60. Cox, Ronadh (2003). . Williams College. Hentet2007-04-21.
  61. Staff (2008-07-24). . The World Factbook. Central Intelligence Agency. Hentet2008-08-05.
  62. FAO Staff (2005). . Food and Agriculture Organization of the United Nations.
  63. Sverdrup, H. U.; Fleming, Richard H. (1942-01-01). . Scripps Institution of Oceanography Archives. Hentet2008-06-13.
  64. . Japan Agency for Marine-Earth Science and Technology (JAMSTEC). Hentet2008-06-07.
  65. Igor A. Shiklomanov; et al. (1999). . State Hydrological Institute, St. Petersburg. Hentet2006-08-10. CS1-vedligeholdelse: Eksplicit brug af et al. (link)
  66. Mullen, Leslie (2002-06-11). . NASA Astrobiology Magazine. Hentet2007-03-14.
  67. Morris, Ron M. . NASA Astrobiology Magazine. fra originalen 15. april 2009. Hentet2007-03-14.
  68. Scott, Michon (2006-04-24). . NASA Earth Observatory. Hentet2007-03-14.
  69. Sample, Sharron (2005-06-21). . NASA. Hentet2007-04-21.
  70. Williams, David R. (2004-09-01). . NASA. Hentet2007-03-17.
  71. Geerts, B.; Linacre, E. (november 1997). . Resources in Atmospheric Sciences. University of Wyoming. Hentet2006-08-10.
  72. Staff (2003-10-08). . NASA. Hentet2007-03-21.
  73. Moran, Joseph M. (2005). . World Book Online Reference Center. NASA/World Book, Inc. Hentet2007-03-17.
  74. Berger, Wolfgang H. (2002). . University of California, San Diego. Hentet2007-03-24.
  75. Rahmstorf, Stefan (2003). . Potsdam Institute for Climate Impact Research. Hentet2007-04-21.
  76. Various (1997-07-21). . University of Illinois. Hentet2007-03-24.
  77. Staff. . UK Department for Environment, Food and Rural Affairs. fra originalen 8. august 2010. Hentet2007-03-24.
  78. Staff (2004). . Science Week. Hentet2007-03-14.
  79. de Córdoba, S. Sanz Fernández (2004-06-21). . Fédération Aéronautique Internationale. Hentet2007-04-21.
  80. Liu, S. C.; Donahue, T. M. (1974). . Journal of Atmospheric Sciences. 31 (4): 1118-1136. doi:. Hentet2007-03-02. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  81. David C. Catling, Kevin J. Zahnle, Christopher P. McKay. . Science. 293 (5531): 839-843. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  82. Abedon, Stephen T. (1997-03-31). . Ohio State University. Hentet2007-03-19.
  83. Hunten, D. M.; Donahue, T. M. (1976). . Annual review of earth and planetary sciences. 4: 265-292. Hentet2008-11-07.
  84. Fitzpatrick, Richard (2006-02-16). . NASA WMAP. Hentet2007-02-27.
  85. Campbell, Wallace Hall (2003). Introduction to Geomagnetic Fields (Introduktion til geomagnetiske felter). New York: Cambridge University Press. s. 57. ISBN 0521822068.
  86. Stern, David P. (2005-07-08). . NASA. Hentet2007-03-21.
  87. . Time Service Department, USNO. Hentet2008-09-23.
  88. Staff (2007-08-07). . International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). Hentet2008-09-23.
  89. Seidelmann, P. Kenneth (1992). Explanatory Supplement to the Astronomical Almanac (Forklarende tillæg til den astronomiske almanak). Mill Valley, CA: University Science Books. s. 48. ISBN 0-935702-68-7.
  90. Staff. . International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). fra originalen 3. oktober 2008. Hentet2008-09-23.—graf i slutningen.
  91. Staff. . International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). Hentet2008-09-23.
  92. Zeilik, M.; Gregory, S. A. (1998). Introductory Astronomy & Astrophysics (Grundlæggende astronomi & astrofysik) (4th ed. udgave). Saunders College Publishing. s. 56. ISBN 0030062284. CS1-vedligeholdelse: Ekstra tekst (link)
  93. Williams, David R. (2006-02-10). . NASA. Hentet2008-09-28. Se de tilsyneladende diametre i artiklerne om Solen og Månen.
  94. Williams, David R. (2004-09-01). . NASA. Hentet2007-03-21.
  95. Vázquez, M.; Montañés Rodríguez, P.; Palle, E. (2006). (PDF). Instituto de Astrofísica de Canarias. Hentet2007-03-21. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  96. Astrophysicist team (2005-12-01). . NASA. Hentet2008-06-11.
  97. Bromberg, Irv (2008-05-01). . University of Toronto. Hentet2008-11-08.
  98. Danmarks Meteorologiske Institut (20. februar 2008). .
  99. . fra originalen 3. maj 2005. Hentet 3. maj 2005.
  100. Fisher, Rick (1996-02-05). . National Radio Astronomy Observatory. Hentet2007-03-21.
  101. Williams, Jack (2005-12-20). . USAToday. Hentet2007-03-17.
  102. Espenak, F.; Meeus, J. (2007-02-07). . NASA. Arkiveret fra 2012-12-05. Hentet2007-04-20. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  103. Poropudas, Hannu K. J. (1991-12-16). . Skeptic Tank. Hentet2007-04-20.
  104. Laskar, J.; Robutel, P.; Joutel, F.; Gastineau, M.; Correia, A.C.M.; Levrard, B. (2004). . Astronomy and Astrophysics. 428: 261-285. doi:. Hentet2007-03-31. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  105. Murray, N.; Holman, M. (2001). . Nature. 410 (6830): 773-779. doi:. Hentet2008-08-05.
  106. Williams, D.M.; J.F. Kasting (1996). . Lunar and Planetary Science. 27: 1437-1438. Hentet2007-03-31. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  107. R. Canup and E. Asphaug (2001). "Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth's formation (Månens opståen i et gigantsammenstød nær slutningen af Jordens dannelse)". Nature. 412: 708-712. doi:.
  108. Whitehouse, David (2002-10-21). . BBC News. Hentet2007-03-31.
  109. Staff (september 2003). . NASA, Lockheed Martin. Hentet2007-03-10.
  110. Dole, Stephen H. (1970). (2nd edition udgave). American Elsevier Publishing Co. ISBN 0-444-00092-5. Hentet2007-03-11. CS1-vedligeholdelse: Ekstra tekst (link)
  111. Ward, P. D.; Brownlee, D. (2000-01-14). Rare Earth: Why Complex Life is Uncommon in the Universe (Hvorfor komplekst liv ikke er almindeligt i universet) (1st edition udgave). New York: Springer-Verlag. ISBN 0387987010. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) CS1-vedligeholdelse: Ekstra tekst (link)
  112. Hillebrand, Helmut (2004). "On the Generality of the Latitudinal Gradient (Om den almene gyldighed af breddegradienten)". American Naturalist. 163 (2): 192-211. doi:.
  113. Staff (2006-11-24). . Non-vertebrate Paleontology Laboratory, Texas Memorial Museum. Hentet2007-04-01.
  114. Rona, Peter A. (2003). . Science. 299 (5607): 673-674. doi:. Hentet2007-02-04.
  115. FAO.
  116. Staff (2007-02-02). . United Nations. Hentet2007-03-07.
  117. United States Census Bureau (2008-01-07). . United States Census Bureau International Database. Hentet2008-01-07.
  118. Staff. . United Nations. Hentet2007-03-07.
  119. Staff (2007). . Population Reference Bureau. Hentet2007-03-31.
  120. Peel, M. C.; Finlayson, B. L.; McMahon, T. A. (2007). . Hydrology and Earth System Sciences Discussions. 4: 439-473. Hentet2007-03-31. CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  121. Staff. . Secretariat of the Convention on Biological Diversity. fra originalen 7. april 2007. Hentet2007-03-29.
  122. Staff (2006-08-15). . Information Management Group. fra originalen 9. juni 2007. Hentet2007-03-31.
  123. Staff. . United Nations. Hentet2007-03-27.
  124. Liungman, Carl G. (2004). "Group 29: Multi-axes symmetric, both soft and straight-lined, closed signs with crossing lines". Symbols -- Encyclopedia of Western Signs and Ideograms (Symboler - Encyklopædi over vestlige tegn og ideogrammer). New York: Ionfox AB. s. 281-282. ISBN 91-972705-0-4.
  125. Dutch, S.I. (2002). (PDF). Journal of Geoscience Education. 50 (2): 137-144. Hentet2008-04-28.
  126. Taner Edis (2003). (PDF). Amherst: Prometheus. ISBN 1-59102-064-6. Hentet2008-04-28.
  127. Ross, M.R. (2005). (PDF). Journal of Geoscience Education. 53 (3): 319. Hentet2008-04-28.
  128. Pennock, R. T. (2003). "Creationism and intelligent design (Kreationisme og intelligent design)". Annu Rev Genomics Hum Genet. 4: 143-63. PMID . doi:.
  129. National Academy Press, Washington, DC 2005
  130. Colburn, A.; Henriques, L. (2006). "Clergy views on evolution, creationism, science, and religion". Journal of Research in Science Teaching. 43 (4): 419-442. doi:.
  131. Frye, Roland Mushat (1983). Is God a Creationist? The Religious Case Against Creation-Science (Er Gud kreationist? Det religiøse synspunkt imod kreationismevidenskab). Scribner's. ISBN 0-68417-993-8.
  132. Russell, Jeffrey B. . American Scientific Affiliation. Hentet2007-03-14.; men se også Cosmas Indicopleustes
  133. Fladjordsselskabet Flat Earth Society blev grundlagt af den excentriske englænder Samuel Birley Rowbotham (1816-1884) og senere genoplivet af englænderen Samuel Shenton i 1956
  134. Jacobs, James Q. (1998-02-01). . Hentet2007-04-21.
  135. Fuller, R. Buckminster (1963). (1 udgave). New York: E.P. Dutton & Co. ISBN 0-525-47433-1. Hentet2007-04-21.
  136. Lovelock, James E. (1979). Gaia: A New Look at Life on Earth (Gaia: Et nyt syn på livet på Jorden) (1 udgave). Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-286030-5.
  137. For eksempel: McMichael, Anthony J. (1993). . Cambridge University Press. ISBN 0521457599.
  • Kirk Munsell, (red.) (2006-10-19). . NASA. Hentet2007-03-17.
  • Williams, David R. (2004-09-01). . NASA. Hentet2007-03-17.
  • Yoder, Charles F. (1995). T. J. Ahrens, (red.). . Washington: American Geophysical Union. ISBN 0875908519. Hentet2007-03-17.
Søsterprojekter med yderligere information:
  • . Fra

IA-ikon

Lyt til denne artikel (info/dl)

Note: denne fil fylder ca. 57,61 megabytes

Denne lydfil blev lavet ud fra versionen fra 8. december 2009, og afspejler ikke ændringer på artiklen foretaget siden da. (Hjælp til lyd)


FA-ikon

Jorden
jorden, tredje, planet, solsystemet, sprog, overvåg, rediger, tredje, planet, solsystemet, regnet, solen, største, diameter, masse, tæthed, jordplaneterne, benævnes, også, verden, jord, kloden, tellus, efter, romersk, gudinde, eller, terra, efter, dens, latins. Jorden tredje planet i Solsystemet Sprog Overvag Rediger Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den storste diameter masse og taethed af jordplaneterne Jorden benaevnes ogsa Verden Jord kloden og Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse note 1 Jorden Den bla juvel fotografi af Jorden taget af Apollo 17Kredslob om SolenAfstand til Solen massecenter Min 147 098 073 kmMaks 152 097 701 kmHalve storakse149 597 887 kmHalve lilleakse149 576 999 kmExcentricitet0 01671022Siderisk omlobstid1a 0t 10m 1 344sSynodisk periode OmlobshastighedGnsn 107 219 km tMin 105 448 km tMaks 109 033 km tBanehaeldning7 25 ifht Solens aekv Periapsis argument w114 20783 Opstigende knudes laengde W348 739036 Omgivelser1 mane ManenFysiske egenskaberDiameterAEkvator 12 756 270 km Polerne 12 713 500 km Gennemsnit 12 745 591 kmFladtrykthed0 003352861Omkreds40 075 16 ved aekvator kmOverfladeareal510 mio km Rumfang1 08 1012 km Masse 5 97223 0 00008 1024 kgMassefylde5 515 103 kg m Tyngdeacc v ovfl 9 8 m s Undvigelses hastighed v aekv 40 270 km tRotationstid23 t 56 m 4 091 sAksehaeldning23 439 281 ifht ekliptikaNordpolens rektascensionN ANordpolens deklination90 Magnetfelt30 60 mTAlbedo36 7 Temperatur v ovfl Gnsn 14 C Min 89 2 1 C Maks 56 7 2 CAtmosfaereAtmosfaeretryk1013 25 hPaAtmosfaerens sammensaetningKvaelstof 77 Ilt 21 Argon 1 Kuldioxid 0 038 Vand omkring 1 variabel med klimaet Jorden er hjemsted for millioner af arter 3 herunder mennesket Planeten blev dannet for 4 54 milliarder ar siden 4 5 6 7 og livet fremkom pa dens overflade inden for den forste milliard ar Siden da har Jordens biosfaere i betydelig grad aendret atmosfaeren og andre abiotiske betingelser pa planeten sa aerobiske organismer har kunnet udbrede sig Derved er et ozonlag blevet dannet som sammen med Jordens magnetfelt blokerer for skadelig straling og tillader liv pa landjorden 8 Jordens fysiske egenskaber dens geologiske udvikling og dens kredslobsbane har saledes gjort liv muligt i denne lange periode og betingelser herfor forventes at vedblive i endnu 500 millioner til 1 milliard ar hvorefter biosfaeren gar til grunde som folge af Solens ogede straling og livet pa Jorden ophorer 9 Lithosfaeren Jordens skorpe og den ovre kappe er opdelt i adskillige stive segmenter som kaldes tektoniske plader der bevaeger sig over Jordens overflade i lobet af mange millioner ar Omkring 71 af overfladen er daekket af oceaner af saltvand mens resten er kontinenter og oer Flydende vand er nodvendigt for at opretholde alle kendte former for liv og det er ikke fundet pa overfladen af nogen anden planet note 2 note 3 Jordens indre er stadig aktiv og bestar af en tyk og forholdsvis fast kappe en flydende ydre kerne som skaber et magnetfelt og en fast indre kerne af jern Jorden vekselvirker med andre kloder i det ydre rum herunder Solen og Manen I nutiden foretager Jorden et kredslob om Solen for hver omkring 366 26 gange den roterer om sin egen akse Denne tidsperiode er et siderisk ar som svarer til 365 26 dage i soltid note 4 Jordens rotationsakse haelder 23 4 i forhold til det plan som er vinkelret pa dens omlobsplan 10 hvilket bevirker arstidsvariationer pa planetens overflade med en periode pa et tropisk ar 365 24 dage i soltid Jordens eneste naturlige mane Manen som begyndte at kredse om den for omkring 4 53 milliarder ar siden fremkalder tidevand i oceanerne stabiliserer aksehaeldningen og nedsaetter langsomt planetens rotation Et bombardement af kometer i Jordens tidlige historie spillede en rolle for oceanernes dannelse 11 Senere forarsagede nedslag af asteroider betydelige aendringer af omgivelser og betingelser pa Jordens overflade Planetens mineraler udgor sammen med produkter fra biosfaeren ressourcer som tillader opretholdelse af en global population af mennesker Befolkningerne har grupperet sig i omkring 200 uafhaengige og selvstaendige stater som vekselvirker med hinanden gennem diplomati rejser handel og militaere aktioner De menneskelige kulturer har og har haft mange forskellige syn pa planeten herunder at den personificerer en guddom at Jorden er flad samt i moderne tid et perspektiv pa kloden som et globalt sammenhaengende miljo der kraever indgriben og pasning Mennesker forlod for forste gang planeten i 1961 da Jurij Gagarin naede det ydre rum Indholdsfortegnelse 1 Tidsforlob 1 1 Udvikling af liv 1 2 Fremtid 2 Sammensaetning og struktur 2 1 Form 2 2 Kemisk sammensaetning 2 3 Indre struktur 2 4 Tektoniske plader 2 5 Overflade 2 6 Hydrosfaere 2 7 Atmosfaere 2 7 1 Vejr og klima 2 7 2 Ovre atmosfaere 2 8 Magnetfelt 3 Kredslob og egenrotation 3 1 Egenrotation 3 2 Kredslob 3 3 Aksehaeldning og arstider 4 Manen 5 Beboelig zone 5 1 Biosfaere 5 2 Naturressourcer og arealanvendelse 5 3 Natur og miljotrusler 5 4 Kulturgeografi 6 Kulturelle og religiose synspunkter om Jorden 7 Henvisninger 7 1 Noter 7 2 Referencer 8 Bibliografi 9 Se ogsa 10 Eksterne henvisningerTidsforlob Rediger Hovedartikel Solsystemets dannelse og udvikling Uddybende artikler Jordens historie og Jordens geologiske historie Videnskaben har kunnet rekonstruere forlobet af Jordens fortid ret detaljeret For omkring 4 54 milliarder ar siden med en usikkerhed pa 1 4 5 6 7 blev Jorden og de ovrige planeter i solsystemet dannet fra en protoplanetarisk skive af stov og gas som var tilbage efter Solens dannelse Materialet samledes til Jorden ved sammenkitning i en proces som var afsluttet inden for kun 10 20 millioner ar 12 Fra smeltet tilstand afkoledes planeten Jordens ydre lag og dannede en fast skorpe da vand begyndte at samles i atmosfaeren Manen blev dannet kort tid efter hvilket efter den fremherskende teori skete som resultat af et gigantsammenstod 13 med en klode kaldet Theia pa storrelse med Mars dvs med en masse pa omkring 10 af Jordens 14 Meget af denne klodes masse integreredes i Jorden men sammenstodet slyngede tilstraekkeligt materiale ud i kredslob om den til at Manen kunne dannes af det Udstrommende gas og vulkansk aktivitet dannede en ur atmosfaere Oceanerne blev dannet ved kondensering af vanddamp yderligere fremmet af is og flydende vand som kom med asteroider og storre protoplaneter kometer og trans neptunske objekter der udsatte Jorden for et veritabelt bombardement 11 I begyndelsen fandtes naesten intet tort land men den samlede landoverflade over havniveau er til stadighed steget Som eksempel er arealet af kontinenterne fordoblet i lobet af de sidste to milliarder ar 15 16 Mens overfladen omformedes i lobet af hundreder af millioner ar blev der dannet flere kontinenter som igen blev brudt op Kontinenterne bevaegede sig over overfladen og samledes af og til i et superkontinent For omkring 750 millioner ar siden begyndte det tidligst kendte superkontinent Rodinia at blive brudt op Kontinenter samledes senere igen og dannede Pannotia i perioden for 600 540 millioner ar siden og endelig Pangaea som splittedes for 180 millioner ar siden 17 Udvikling af liv Rediger Uddybende artikel Livets udvikling Det hoje energiniveau i de kemiske processer i begyndelsen af Jordens eksistens menes at have frembragt et selvreplicerende molekyle for omkring fire milliarder ar siden og en halv milliard ar senere fandtes livets forste faelles urforfader 18 Udvikling af fotosyntese betod et afgorende fremskridt idet Solens energi derved kunne udnyttes direkte af alle livsformer Syntesen producerede ilt som opsamledes i atmosfaeren og medforte dannelse af et ozonlag ozon er en molekyleform af ilt O3 i den ovre atmosfaere Optagelse af mindre celler i storre bevirkede udvikling af de komplekse celler der kaldes eukaryoter 19 Rigtige flercellede organismer blev dannet i takt med at celler i kolonier blev stadigt mere specialiserede Hjulpet af ozonlagets absorption af skadelig ultraviolet straling koloniserede livet Jordens overflade 20 Fra 1960 erne har det vaeret opfattelsen at udbredt gletsjeraktivitet i aeonen Neoproterozoikum for mellem 750 og 580 millioner ar siden daekkede meget af planeten med is Hypotesen har faet navnet Sneboldjorden engelsk Snowball Earth 21 og er af saerlig interesse fordi dette stade i Jordens udvikling ligger umiddelbart forud for den Kambriske Eksplosion hvor flercellede livsformer begyndte at brede sig med stor hast 22 Siden slutningen af den kambriske eksplosion for omkring 535 millioner ar siden er masseuddoen af arter forekommet fem gange 23 Den sidste skete for 65 millioner ar siden formentlig udlost af et meteornedslag da dinosaurerne og andre dyregrupper fx mange reptiler blev udslettet Andre dyregrupper blev skanet fx pattedyr og fugle I lobet af de sidste 65 millioner ar har udviklingen af pattedyrene resulteret i en stor diversitet og for adskillige millioner ar siden fik et afrikansk abe lignende dyr evnen til at ga oprejst 24 Derved blev det lettere at bruge vaerktoj og at samarbejde hvilket udviklede evnen til at kommunikere Det gav mulighed for forbedret ernaering og stimulation som var nodvendig for at udvikle en storre hjerne Udvikling af landbrug og senere civilisation gjorde det muligt for mennesket at beherske Jorden inden for et kortere tidsrum end nogen anden art har kunnet 25 hvilket har pavirket bade naturen og maengden af andre livsformer For omkring 40 millioner ar siden begyndte et monster med istider som intensiveredes i pleistocaen for omkring 3 millioner ar siden Polaregnene har siden da haft en cyklus af isdaekke og afsmeltning som har gentaget sig i perioder pa 40 100 000 ar Den sidste istid sluttede for 10 000 ar siden 26 Fremtid Rediger Se ogsa Jordens fremtid Planetens fremtid pa lang sigt er taet knyttet til Solens fremtid Som folge af den stadige ophobning af helium fra brintfusionen i Solens kerne tiltager Solens lysstyrke langsomt Den vil stige med 10 procent i lobet af de naeste 1 1 milliarder ar og med 40 i lobet af de naeste 3 5 milliarder ar 27 Klimamodeller viser at forogelsen af den straling som nar Jorden vil medfore store aendringer pa planeten sa bl a Jordens oceaner vil forsvinde 28 Jordens stigende overfladetemperatur vil fa det uorganiske CO2 kredslob til at accelerere og mindske koncentrationen af kuldioxid til det dodelige niveau for planter 10 ppm for C4 planter om 900 millioner ar Manglen pa vegetation vil bevirke tab af ilt i atmosfaeren hvorfor dyrelivet vil uddo i lobet af yderligere nogle millioner ar 15 Selv om Solen var forblevet uaendret og stabil ville den fortsatte afkoling af Jordens indre dog stadig have medfort tab af meget af dens atmosfaere og oceaner pa grund af mindre vulkansk aktivitet 29 Efter endnu 1 milliard ar vil overfladevand vaere helt forsvundet 9 og den gennemsnitlige globale temperatur vil na 70 C 15 Jorden forventes pa grundlag af ovenstaende at vaere beboelig i endnu omkring 500 millioner ar 30 Solen vil som en del af sin udvikling udvide sig til en rod kaempestjerne om ca 5 milliarder ar Modeller forudsiger at den vil oges til 250 gange sin nuvaerende storrelse til en radius pa omkring 1 AU ca 150 millioner km 27 31 Jordens skaebne i den forbindelse er ikke helt klar Som rod kaempestjerne vil Solen i grove traek miste 30 af sin masse sa uden andre virkninger vil dette foroge Jordens baneradius til 1 7 AU ca 250 millioner km nar stjernen nar sin maksimale radius Derved ville planeten undga at blive opslugt af den store Sols tynde ydre atmosfaere omend det meste og formentlig alt liv pa den vil vaere tilintetgjort af solens staerke straling 27 Et nyligt studium viser imidlertid at Jordens omlob alligevel vil bryde sammen som folge af tidevandsvirkninger fra Solen hvorved den vil falde ind i dennes atmosfaere og ga til grunde 31 Sammensaetning og struktur Rediger Hovedartikel Geovidenskab Jorden er en jordplanet hvilket betyder at den er et klippefyldt legeme i modsaetning til en gasplanet som Jupiter Den er den storste af de fire jordplaneter i solsystemet bade efter storrelse og masse Af disse fire planeter har Jorden ogsa den hojeste taethed den storste gravitation ved overfladen det staerkeste magnetfelt og den hurtigste rotation 32 Det er ligeledes den eneste jordplanet med aktiv pladetektonik 33 Form Rediger Uddybende artikel Jordens form Storrelsessammenligning af de indre planeter fra venstre til hojre Merkur Venus Jorden og Mars Jordens form er meget taet pa at vaere en fladtrykt sfaeroide en afrundet form med en lille udbuling omkring aekvator omend den praecise form geoiden afviger derfra med op til 100 meter 34 Den gennemsnitlige diameter af den sfaeroide der benyttes som reference er omkring 12 742 km Mere tilnaermet er laengden 40 000 km p fordi meteren oprindelig var defineret som 1 10 000 000 af afstanden fra aekvator til Nordpolen pa en linje gennem Paris 35 Det er Jordens rotation som skaber udbulingen ved aekvator og diameteren her er 43 km storre end diameteren fra pol til pol 36 De storste lokale afvigelser i Jordens klippefyldte overflade er Mount Everest 8 848 m over det lokale havniveau og Marianergraven 10 911 m under det lokale havniveau I forhold til en perfekt ellipsoide har Jorden derfor en tolerance pa omkring 1 584 eller 0 17 altsa mindre end den tolerance pa 0 22 som er tilladt for billardballer 37 Som folge af udbulingen er det landskabstraek som er laengst vaek fra Jordens centrum faktisk Mount Chimborazo i Ecuador 38 F W Clarkes tabel over oxider i Jordens skorpe Bestanddel Formel IndholdSilikat SiO2 59 71 Aluminiumoxid Al2O3 15 41 Kalk CaO 4 90 Magnesiumoxid MgO 4 36 Natriumoxid Na2O 3 55 Jern II oxid FeO 3 52 Kaliumoxid K2O 2 80 Jern III oxid Fe2O3 2 63 Vand H2O 1 52 Titandioxid TiO2 0 60 Fosforpentaoxid P2O5 0 22 Total 99 22 Kemisk sammensaetning Rediger Uddybende artikel Jordens grundstofsammensaetning Jordens masse er tilnaermelsesvis 5 98 1024 kg Den bestar fortrinsvis af jern 32 1 ilt 30 1 silicium 15 1 magnesium 13 9 svovl 2 9 nikkel 1 8 calcium 1 5 og aluminium 1 4 og 1 2 er sma maengder af andre grundstoffer Pa grund af stoffers tendens til at samle sig efter massefylde menes kerneomradet at besta overvejende af jern 88 8 iblandet sma maengder nikkel 5 8 svovl 4 5 og mindre end 1 andre stoffer 39 Geokemikeren F W Clarke beregnede at lidt over 47 af Jordens skorpe bestar af ilt Naesten alle de almindelige klipper i skorpen er oxider Salte af klor svovl og fluor er de eneste vigtige undtagelser herfra og deres samlede maengde i klipper er saedvanligvis langt under 1 De vigtigste oxider er salte af silicium aluminium jern kalcium magnesium kalium og natrium Iltforbindelsen siliciumdioxid virker primaert som en syre der danner silikater og alle de almindeligste mineraler i storknede klipper er af disse typer Ud fra analyse af 1 672 forskellige klipper beregnede Clarke at 99 22 af dem bestod af 11 oxider se tabellen til hojre Alle andre bestanddele optraeder derfor i saerdeles sma maengder Indre struktur Rediger Uddybende artikel Jordens indre struktur Jordens indre er som det ogsa er tilfaeldet for de andre jordlignende planeter opdelt i lag med forskellige kemiske og rheologiske egenskaber Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst derpa en viskos kappe en flydende ydre kerne med mindre viskositet end kappen og en fast indre kerne Skorpens nedre graense er defineret af Mohorovicic diskontinuiteten Moho og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit pa seks km under oceanerne til 30 50 km under kontinenterne 40 Den indre kerne roterer muligvis med lidt hojere vinkelhastighed end planeten i ovrigt og nar derved fra 0 1 0 5 laengere frem pr ar 41 Jordens geologiske lag 42 Tvaersnit af Jordens opbygning 6 Jordskorpen 5 Ovre kappe 4 Asthenosfaere 3 Nedre kappe mesosfaere 2 Ydre kerne 1 Indre kerne 3 4 5 udgor kappen 5 6 udgor lithosfaeren Dybde 43 km Lag taethed g cm 0 60 Lithosfaere note 5 0 35 Jordskorpen note 6 2 2 2 935 60 Ovre kappe 3 4 4 435 2890 Kappe 3 4 5 6100 700 Asthenosfaere 2890 5100 Ydre kerne 9 9 12 25100 6378 Indre kerne 12 8 13 1 Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium 40 uran 238 og thorium 232 Alle disse har halveringstider pa mere end en milliard ar 44 I centrum kan temperaturen vaere op til 7 000 K og trykket na 360 GPa 45 En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved sakaldte smelter en form for konvektion hvor klippemateriale med hojere temperatur stiger op Disse smelter kan danne hot spots og plateaubasalter 46 47 Tektoniske plader Rediger Uddybende artikel Kontinentaldrift Ifolge teorien om kontinentaldrift er der to lag i den yderste del af Jordens indre lithosfaeren bestaende af skorpen og den storknede del af kappen og under den asthenosfaeren Den sidstnaevnte opforer sig som staerkt ophedet materiale som er i en halvtflydende plastisk duktil tilstand 48 Lithosfaeren flyder pa asthenosfaeren og er brudt op i hvad der kaldes tektoniske plader Disse er stive segmenter som bevaeger sig i forhold til hinanden ved en af folgende tre typer pladegraenser destruktive konstruktive og transforme Den transforme pladegraense optraeder hvor to plader bevaeger sig sidelaens i forhold til hinanden hvorved der dannes en geologisk brudlinje Jordskaelv vulkansk aktivitet bjergdannelse og dannelse af gravsaenkninger i oceaner kan forekomme langs pladegraenserne 49 Jordens vigtigste plader 50 Et kort over de vigtigste tektoniske plader pa Jorden Pladenavn Areal 106 km Afrikanske Plade 61 3Antarktiske Plade 60 9Indo Australske Plade 59 1Eurasiske Plade 67 8Nordamerikanske Plade 75 9Sydamerikanske Plade 43 6Stillehavspladen 103 3 Blandt de mindre plader er den Arabiske Plade Den Caribiske Plade Nazcapladen ud for Sydamerikas vestkyst og Scotiapladen i det sydlige Atlanterhav Den Australske Plade sluttede sig sammen med den Indiske Plade og dannede den Indo Australske Plade for mellem 50 og 55 millioner ar siden De plader som bevaeger sig hurtigst er oceanpladerne hvoraf Cocospladen flytter sig med en hastighed pa 75 mm ar 51 og Stillehavspladen med 52 69 mm ar Som den anden yderlighed bevaeger den Eurasiske Plade sig langsomst idet dens typiske hastighed er pa omkring 21 mm ar 52 Overflade Rediger Uddybende artikler Landskabsform og Jordens ekstremer Jordens terraen udviser stor variation Omkring 70 8 53 af overfladen er daekket af vand og meget af kontinentalsoklen ligger under havniveau Overfladen under vandet omfatter bjergkaeder herunder et verdensomspaendende system af oceanrygge undersoiske vulkaner 36 oceangrave undersoiske klofter oceanplateauer og dybhavssletter De 29 2 som ikke er daekket af vand bestar af bjerge orkener sletter plateauer og andre landskabsformer Planetens overflade omformes i lobet af geologiske tidsperioder som folge af tektonik og erosionspavirkninger De overfladeformationer som opbygges eller deformeres ved pladetektonik udsaettes for uophorlig forvitring ved nedbor temperaturaendringer og kemiske reaktioner Gletsjere kystnedbrydning opbygning af koralrev og storre meteoritnedslag 54 bidrager ogsa til at omforme landskabet Jordens nuvaerende terraen og bathymetri Data fra TerrainBase Digital Terrain Model udarbejdet af National Geophysical Data Center Efterhanden som de tektoniske plader bevaeger sig over planeten skydes oceanbunden ind under dem langs deres rand Samtidig strommer materiale fra kappen op hvor pladerne fjerner sig fra hinanden langs oceanryggene Tilsammen medforer disse processer at oceanbundens materiale til stadighed fornyes sa det meste af det er under 100 millioner ar gammelt Den aeldste oceanbund findes i det vestlige Stillehav og anslas til en alder pa omkring 200 millioner ar Til sammenligning er de aeldste fossiler som er fundet pa landjorden omkring 3 milliarder ar gamle 55 56 Kontinentalpladerne bestar af materiale med lavere vaegtfylde som f eks de magmatiske bjergarter granit og andesit Mindre udbredt pa kontinenterne er basalt der er en tungere bjergart af vulkansk oprindelse som er den primaere bestanddel af oceanbundspladerne 57 Sedimentaere bjergarter dannes nar aflejringer ophobes og presses sammen og naesten 75 af kontinenternes overflade er daekket af disse bjergarter skont de kun udgor omkring 5 af skorpen 58 Den tredje type bjergart er de metamorfe bjergarter som dannes ved omdannelse af bjergarter under hojt tryk og eller hoj temperatur uden opsmeltning De hyppigst forekommende silikatmineraler pa jordoverfladen er kvarts feldspater amfiboler glimmer pyroxener og olivin 59 mens de hyppigst optraedende karbonatmineraler er kalcit der er hovedbestanddelen af kalksten aragonit og dolomit 60 Pedosfaeren er landjordens overste overflade som bestar af jord og hvor der foregar processer der forer til jorddannelse Laget er et bindeled mellem lithosfaeren atmosfaeren hydrosfaeren og biosfaeren Det totale opdyrkede areal udgor 10 92 af landjorden inkluderet omrader med permanente afgroder som plantager der alene svarer til 1 08 af landjorden 61 Taet pa 40 af landjorden benyttes til afgroder og graesning idet arealstorrelsen er anslaet til at vaere 1 56 107 km afgroder og 3 4 107 km graesningsareal 62 Hojdeforholdene pa Jordens kontinenter varierer fra det laveste punkt pa 418 m ved Det Dode Hav og til en maksimumhojde pa 8 848 m pa toppen af Mount Everest anslaet 2005 Landjordens gennemsnitlige hojde over havets overflade er 840 m 63 Hydrosfaere Rediger Uddybende artikel Hydrosfaere Hojdehistogram over Jordens overflade hvoraf omkring 71 er daekket af vand Den store maengde vand pa jordoverfladen er et enestaende traek som adskiller den bla planet fra de ovrige i solsystemet Jordens hydrosfaere omfatter forst og fremmest oceanerne men teknisk set omfatter den alle vandoverflader i verden herunder indlandshave soer floder og vand i undergrunden ned til en dybde pa 2 000 m Det dybeste sted under vandet er Challengerdybet i Marianergraven i Stillehavet som er 10 911 4 m dyb note 7 64 Oceanernes gennemsnitlige dybde er 3 800 m altsa mere end fire gange dybere end kontinenternes gennemsnitlige hojde 63 Oceanernes vandmasse udgor omkring 1 35 1018 ton eller omkring 1 4400 af Jordens totale masse og deres rumfang udgor 1 386 109 km Hvis alt land blev spredt ud pa Jorden i et lige tykt lag ville vandet daekke hele Jorden med en dybde pa over 2 7 km note 8 Omkring 97 5 af vandet er saltvand og de resterende 2 5 er ferskvand Hovedmaengden af ferskvandet eller omkring 68 7 findes pa nuvaerende tidspunkt i form af is 65 Omkring 3 5 af oceanernes samlede masse bestar af havsalt Storstedelen af dette salt er blevet frigivet ved vulkansk aktivitet eller er trukket ud af kolde magmatiske klipper 66 Oceanerne er ogsa et reservoir for oploste atmosfaeriske luftarter der er afgorende for mange livsformers overlevelse i vandmiljoet 67 Havvandet udover en betydelig indvirkning pa verdens klima fordi det optraeder som et stort varmelager 68 AEndringer i fordelingen af havtemperaturen kan forarsage betydelige vejraendringer hvilket f eks El Nino havstrommen er et kendt eksempel pa 69 Atmosfaere Rediger Uddybende artikel Jordens atmosfaere Det atmosfaeriske tryk pa Jordens overflade udgor i gennemsnit 101 325 kPa med en skalahojde pa omkring 8 5 km 70 Bestanddelene er 78 kvaelstof og 21 ilt med mindre maengder vanddamp kuldioxid og andre luftformige molekyler Troposfaerens hojde varierer med bredden og spaender fra 8 km ved polerne til 17 km ved aekvator men med nogen variation pa grund af vejr og arstidsfaktorer 71 Jordens biosfaere har afgorende aendret dens atmosfaere Den iltfremstillende fotosyntese udvikledes for 2 7 milliarder ar siden og den deraf folgende iltkatastrofe dannede den kvaelstof ilt atmosfaere som findes nu AEndringen af atmosfaeresammensaetningen muliggjorde spredning af aerobe organismer og dannede desuden ozonlaget som sammen med Jordens magnetfelt blokerer ultraviolet solstraling og tillader liv at eksistere pa landjorden Andre atmosfaeriske virkninger af betydning for livet er at transportere vanddamp at stille nyttige luftarter til radighed at fa sma meteorer til at braende op for de kan sla ned pa overfladen og at moderere temperaturen 72 Den sidstnaevnte virkning er kendt som drivhuseffekten Sma maengder af molekyler i atmosfaeren indfanger varmeenergi som udsendes fra jorden og haever derved den gennemsnitlige temperatur Kuldioxid vanddamp metan og ozon er de vigtigste drivhusgasser i Jordens atmosfaere Uden denne tilbageholdelse af varme ville Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur vaere 18 C og liv ville sandsynligvis ikke findes 53 Vejr og klima Rediger Hovedartikler Vejr klima og okozone Jordens atmosfaere har ingen fast graense men bliver stadig tyndere opefter og forsvinder til sidst helt ved overgangen til det ydre rum Tre fjerdedele af den atmosfaeriske masse befinder sig inden for de forste 11 km fra planetens overflade Dette nederste lag kaldes troposfaeren Energi fra Solen opvarmer dette lag og overfladen under det hvilket far luften til at udvide sig Den opvarmede luftmasse har mindre taethed og stiger derfor til vejrs og erstattes af koligere luft med hojere taethed Resultatet heraf er atmosfaerisk cirkulation som driver vejret og klimaet ved at omfordele varmeenergi 73 De primaere atmosfaeriske cirkulationsband bestar af passatbaeltet i aekvatorialegnene under 30 bredde og vestenvindsbaeltet i de mellemste breddegrader mellem 30 og 60 74 Havstromme i oceanerne er ligeledes vigtige faktorer som pavirker klimaet saerligt den termohaline cirkulation som transporterer varmeenergi fra aekvatoromradet til polarregionerne 75 Jordens klimabaelter Vanddamp som opstar ved fordampning fra havoverfladerne transporteres af cirkulerende systemer i atmosfaeren Nar de atmosfaeriske betingelser er til stede for at varm fugtig luft stiger til vejrs vil den indeholdte damp fortaettes og na jordoverfladen som nedbor 73 Hovedparten af vandet transporteres tilbage til omrader med lavere hojde af flodsystemer og nar saedvanligvis tilbage til oceanerne eller bliver tilbageholdt i soer Dette vandkredslob er dels en vital mekanisme for livets opretholdelse pa land dels en primaer faktor i erosionen af overfladens landskaber over geologiske tidsperioder Nedborsmaengderne varierer inden for et bredt interval der straekker sig fra adskillige meter vand pr kvadratmeter pr ar til mindre end en millimeter Den atmosfaeriske cirkulation de topologiske landskabstraek og temperaturforskelle er afgorende for hvor meget nedbor en egn far i gennemsnit 76 Efter breddegrad kan Jorden inddeles i specifikke klimabaelter med nogenlunde samme klima I raekkefolge fra aekvator til polaregnene er disse det tropiske det subtropiske det tempererede og det polare klimabaelte 77 Klimatyperne kan desuden opdeles efter temperatur og nedbor hvor klimazonerne er karakteriseret ved temmelig ensartede luftmasser Det almindeligt anvendte Koppens klimaklassifikationssystem i en udgave som er modificeret af Wladimir Koppens elev Rudolph Geiger omfatter fem brede grupper fugtigt tropeklima tort fugtigt tempereret klima fastlandsklima og koldt polarklima som yderligere inddeles i mere specifikke undertyper 74 Ovre atmosfaere Rediger Dette billede fra rummet viser fuldmanen delvis gjort utydelig af Jordens atmosfaere NASA billede Atmosfaeren over troposfaeren opdeles saedvanligvis i stratosfaeren mesosfaeren og termosfaeren 72 Hvert af disse lag har en selvstaendig temperaturgradient som fastlaegger aendringen i temperatur med stigende hojde Laengere ude overgar den tynde exosfaere i magnetosfaeren hvor Jordens magnetfelt spiller sammen med solvinden 78 For livet pa Jorden er ozonlaget som er en del af stratosfaeren og som delvis beskytter overfladen mod ultraviolet lys en vigtig komponent Karman linjen der er defineret til at ligge 100 km over Jordens overflade er en fastlagt graense mellem atmosfaeren og rummet 79 Pa grund af varmeenergien oges farten af nogle af molekylerne i den yderste del af Jordens atmosfaere sa meget at de kan slippe fri af planetens tyngdekraft Som folge heraf sker der et langsomt men vedvarende tab af atmosfaere til rummet og fordi ubundet brint har lav molekylevaegt opnar den lettere undvigelseshastigheden og forsvinder ud i rummet i storre omfang end andre luftarter 80 At brint laekker ud i rummet er en medvirkende arsag til at Jordens tilstand har aendret sig fra at vaere oprindeligt reducerende og til nu at vaere oxiderende Fotosyntese var en kilde til frit ilt men tabet af reducerende stoffer som brint menes at have vaeret en nodvendig forudsaetning for at den udbredte opsamling af ilt i atmosfaeren kunne finde sted 81 Brints evne til at undslippe fra Jordens atmosfaere kan saledes have haft betydning for hvilken slags liv som udvikledes pa planeten 82 I den nuvaerende iltrige atmosfaere omdannes det meste brint til vand for det har mulighed for at undslippe sa hovedparten af brinttabet stammer fra odelaeggelse af metan i atmosfaerens ovre lag 83 Magnetfelt Rediger Jordens magnetfelt som tilnaermelsesvis er en dipol Uddybende artikel Jordens magnetfelt Jordens magnetfelt har nogenlunde form som en dipol hvis poler i ojeblikket ligger i naerheden af de geografiske poler I henhold til dynamoteorien dannes feltet i den smeltede ydre kerne hvor varmen skaber konvektionbevaegelse i elektrisk ledende stof Derved genereres elektriske stromme som igen frembringer Jordens magnetfelt Konvektionsbevaegelserne i kernen er kaotiske af natur og skifter af og til retning hvilket medforer at der med uregelmaessige intervaller sker feltaendringer sa Jordens magnetiske poler bytter plads Det sker i gennemsnit nogle fa gange for hver million ar og det seneste skift skete for omkring 700 000 ar siden 84 85 Feltet danner magnetosfaeren som afbojer partikler i solvinden Kanten af chokbolgen i retning mod Solen ligger i en afstand fra Jorden pa omkring 13 jordradier Sammenstodet mellem magnetfeltet og solvinden danner Van Allen stralingsbaelterne som er et par koncentriske torusformede omrader med energirige ladede partikler Nar denne plasma nar Jordens atmosfaere ved de magnetiske poler danner den nordlys og sydlys 86 Kredslob og egenrotation RedigerEgenrotation Rediger Jordens aksehaeldning og dens sammenhaeng med rotationsaksen og kredslobplanet Jordens rotationsperiode i forhold til Solen dens gennemsnitlige soldag er 86 400 sekunder i gennemsnitlig soltid Hvert af disse sekunder er lidt laengere end et SI sekund fordi en soldag pa Jorden pa grund af tidevandsacceleration nu er lidt laengere end den var i det 19 arhundrede 87 Jordens rotationsperiode i forhold til fiksstjernerne som IERS International Earth Rotation and Reference Systems Service kalder dens stjernedag er 86 164 098903691 sekunder i gennemsnitlig soltid UT1 eller 23t 56m 4 098903691s 88 note 9 Jordens rotationsperiode i forhold til praecessionen eller det gennemsnitlige forarsjaevndogn som lidt misvisende kaldes dens sideriske dag er 86 164 09053083288 sekunder i gennemsnitlig soltid UT1 23t 56m 4 09053083288s 88 Den sideriske dag er saledes omkring 8 4 ms kortere end stjernedagen 89 Laengden af den gennemsnitlige soldag anfort i SI sekunder kan fas fra IERS for perioderne 1623 2005 90 og 1962 2005 91 Med undtagelse af meteorer i atmosfaeren og satellitter i lavt kredslob sker den tilsyneladende bevaegelse af himmellegemerne pa himlen i retning mod vest med en fart pa 15 t 15 min Det svarer til Solens eller Manens tilsyneladende diameter hvert andet minut idet de to tilsyneladende diametre er af samme storrelse 92 93 Kredslob Rediger Uddybende artikel Jordens kredslob Hovedartikel Solen Jorden foretager et kredslob om Solen i en gennemsnitlig afstand pa omkring 150 millioner kilometer for hver 365 2564 gennemsnitlige soldage eller et siderisk ar Set fra Jorden giver det en ostlig bevaegelse af Solen i forhold til stjernerne med en fart pa omkring 1 dag svarende til en Sol eller Manediameter for hver 12 timer Pa grund af denne bevaegelse tager det i gennemsnit 24 timer en soldag for Jorden at fuldfore en fuld rotation om sin akse sa Solen igen star pa samme meridian Jordens kredslobshastighed er i gennemsnit ca 30 km s 108 000 km t hvilket er hurtigt nok til at daekke planetens diameter pa omkring 12 600 km pa syv minutter og afstanden til Manen 384 000 km pa fire timer 70 Manen fuldforer for hver 27 32 dage sammen med Jorden et kredslob om et faelles barycentrum i forhold til stjernerne Nar denne bevaegelse kombineres med Jord Mane systemets faelles omkredsning af Solen er den synodiske maned fra nymane til naeste nymane 29 53 dage Set fra himlens nordpol sker savel Jordens kredslob Manens kredslob og deres egenrotation i retning mod uret Jordens kredslobsplan og akseplan er ikke sammenfaldende Jordens har en aksehaeldning pa omkring 23 5 grader i forhold til den retning som er vinkelret pa dens kredslobsplan og Manens omlobsplan om Jorden haelder omkring 5 grader i forhold til Jordens kredslobsplan om Solen Uden disse haeldninger ville der forekomme en formorkelse hver anden uge skiftende mellem maneformorkelser og solformorkelser 70 94 Jordens Hill sfaere som angiver den maksimale afstand for at Jordens tyngdemaessige indflydelse er staerkere end Solens og planeternes er omkring 1 5 Gm i radius 95 note 10 Legemer inden for denne radius omkredser i almindelighed Jorden omend de kan losrive sig ved Solens tyngdemaessige forstyrrelse Jorden befinder sig som det ovrige Solsystem i galaksen Maelkevejen og kredser omkring 28 000 lysar fra galaksens centrum og omkring 20 lysar over galaksens aekvatorplan i Orion spiralarmen 96 Aksehaeldning og arstider Rediger Uddybende artikel Aksehaeldning Pa grund af Jordens aksehaeldning varierer den maengde sollys som nar dens overflade i lobet af aret Dette bevirker arstidsafhaengige aendringer i klimaet idet det er sommer pa den nordlige halvkugle nar nordpolen peger direkte mod Solen og vinter nar polen peger vaek fra den Om sommeren varer dagen laengere og Solen star hojere pa himlen Om vinteren bliver det i almindelighed koldere og dagene kortere Over polarkredsene virker aendringen sa ekstremt at der slet ikke er dagslys i en del af aret der er polarnat Pa den sydlige halvkugle er situation nojagtigt omvendt idet sydpolen er orienteret direkte modsat nordpolen Jorden og Manen set fra Mars optaget af Mars Global Surveyor Fra det ydre rum udviser Jorden faser pa samme made som Manens faser Ifolge astronomisk vedtagelse bestemmes de fire arstider af solhvervene det sted i Jordens kredslob hvor dens akse peger direkte imod eller direkte vaek fra Solen og jaevndognene hvor haeldningens retning og retningen mod Solen star vinkelret pa hinanden Vintersolhverv ligger omkring 21 december sommersolhverv naer 21 juni forarsjaevndogn begynder omkring 20 marts og efterarsjaevndogn omkring 23 september 97 Haeldningsvinklen for jordaksen er forholdsvis stabil over lange tidsperioder men den er dog underlagt nutation som er en lille uregelmaessig bevaegelse med en primaer periode pa 18 6 ar Jordaksens orientering hermed taenkes ikke pa dens vinkel aendres ogsa i tidens lob idet den ved praecession gennemlober en fuld cirkel for hver 21 700 ar 98 Praecessionen er grunden til at der er forskel pa et siderisk ar og et tropisk ar Begge bevaegelser fremkaldes af at Solen og Manen udover skiftende tiltraekning pa Jordens udbuling ved aekvator Set fra Jorden bevaeger ogsa dens poler sig nogle fa meter hen over overfladen Denne polbevaegelse har flere cykliske komponenter som tilsammen medforer kvasiperiodisk bevaegelse Udover en arlig komponent i denne bevaegelse er der en 430 dages cyklus som kaldes Chandler perioden og som skyldes at Jordens intertiakse ikke er helt sammenfaldende med dens rotationsakse 99 Jordens rotationshastighed varierer desuden og giver anledning til et faenomen som kaldes daglaengdevariation 100 I nutiden befinder Jorden sig omkring 3 januar i periheliet hvor dens omlobshastighed er storst og afstanden til Solen mindst og i apheliet omkring 4 juli Disse datoer aendrer sig imidlertid i tidens lob pa grund af praecessionen og andre kredslobsfaktorer som folger cykliske monstre kendt som Milankovic cykler Forskellen i afstanden mellem Jorden og Solen betyder en forogelse pa omkring 6 9 note 11 af den solenergi som nar Jorden i perihelium i forhold til aphelium Da den sydlige halvkugle er naermest Solen nar afstanden er mindst modtager denne halvkugle lidt mere energi fra Solen i lobet af aret end den nordlige Forskellen er dog mindre betydende i forhold til den energiaendring som aksehaeldningen giver anledning til og meget af energioverskuddet absorberes af havet som daekker en storre del af den sydlige halvkugle 101 Manen Rediger Hovedartikel Manen Navn Diameter Masse Halve storakse OmlobsperiodeManen 3 474 8 km 7 349 1022 kg 384 400 km 27 dage 7 timer 43 7 minutter Manen er en forholdsvis stor jord og planetlignende mane med en diameter pa omkring en fjerdedel af Jordens Det er den storste mane i solsystemet i forhold til storrelsen af dens planet Charon er dog storre i forhold til dvaergplaneten Pluto Gravitationstiltraekningen mellem Jorden og Manen forarsager tidevand pa Jorden Den samme virkning pa Manen har fort til tidevandslasning Dens rotationsperiode er den samme som den tid det tager den at fuldfore et kredslob om Jorden Derved vender den altid samme side til planeten Nar Manen kredser om Jorden oplyses forskellige dele af dens skive af Solen hvilket frembringer Manens faser Den morke og lyse del af Manens overflade adskilles af terminatoren Pa grund af tidevandsvirkningerne fjerner Manen sig fra Jorden med ca 38 mm om aret Over millioner af ar giver denne lille virkning og den samtidige forogelse af Jordens dogn med omkring 23 mikrosekunder om aret anledning til en betydelig forskel 102 Som eksempel var aret i den geologiske Devon periode for omkring 410 millioner ar siden pa 400 dogn der hver varede 21 8 timer 103 Manen kan pa dramatisk vis have pavirket livets udvikling ved at aendre Jordens klima Palaeontologiske fund og computersimulationer viser at Jordens aksehaeldning stabiliseres af tidevandsinteraktionen med Manen 104 Nogle teoretikere mener at uden det drejningsmoment som Solen og planeterne fremkalder pa Jordens aekvatorudbuling kunne rotationsaksen vaere kaotisk ustabil og udvise uforudsigelige aendringer over millioner af ar som det ser ud til at vaere tilfaeldet for Mars 105 Hvis Jordens rotationsakse skulle naerme sig ekliptikas plan ville der optraede ekstreme forskelle pa arstiderne med tilhorende ekstremt vejr fordi den ene pol ville pege direkte mod Solen om sommeren og direkte vaek fra den om vinteren Videnskabsmaend som har studeret virkningen mener at dette kunne udslette alle storre dyr og det hojere planteliv 106 Det er imidlertid et omdiskuteret emne som maske kan afklares ved yderligere studier af Mars som har en tilsvarende siderisk rotationsperiode og aksehaeldning som Jorden uden at have dens store mane og flydende kerne Set fra Jorden er Manen netop langt nok vaek til at dens skive naesten har samme tilsyneladende storrelse som Solens Vinkelstorrelsen af disse to himmellegemer matcher hinanden fordi Solens diameter er omkring 400 gange storre end Manens men Solen er ogsa 400 gange laengere vaek 93 Derfor optraeder totale og delvise formorkelser pa Jorden En skalatro gengivelse af den relative storrelse og afstand mellem Jorden og Manen Den mest accepterede teori for Manens opstaen gigantsammenstodshypotesen forklarer det ved en kollision mellem en protoplanet kaldet Theia og den unge Jord Denne hypotese forklarer blandt andet den relative mangel pa jern og flygtige grundstoffer pa Manen og at den har naesten samme sammensaetning som Jordens skorpe 107 Jorden har desuden mindst to asteroider som ligger naer jordens kredslobsbane om solen 3753 Cruithne og 2002 AA29 108 Beboelig zone Rediger Uddybende artikler Beboelig zone Galactic habitable zone og Eksobiologi En planet som opfylder betingelserne for at opretholde liv kaldes beboelig selvom livet ikke er opstaet pa den Jorden opfylder disse nodvendige betingelser som de ifolge vor nuvaerende forstaelse skal vaere herunder at der findes flydende vand et miljo hvor komplekse organiske molekyler kan samles samt tilstraekkelig energi til at opretholde stofskifte 109 Jordens afstand fra Solen dens omlobsbanes excentricitet rotationshastighed aksehaeldning geologiske historie beskyttende atmosfaere og magnetfelt er alle faktorer som bidrager til de betingelser som har tilladt liv at opsta og opretholdes pa planeten 110 Biosfaere Rediger Uddybende artikler Biosfaere og biodiversitet Planetens livsformer siges ofte at danne en biosfaere som i almindelighed menes at vaere begyndt at udvikles for omkring 3 5 milliarder ar siden Jorden er det eneste sted i universet hvor liv vides at eksistere Nogle videnskabsmaend stotter den hypotese at Jord lignende biosfaerer kan vaere sjaeldne 111 Biosfaeren opdeles i et antal biomer som rummer planter og dyr med en vis lighed i bred forstand Pa land er det fortrinsvis den geografiske bredde og hojden over havniveau som adskiller biomerne De biomer som ligger inden for det arktiske og antarktiske omrade eller i stor hojde har forholdsvis sparsomt plante og dyreliv mens omvendt den storste artsrigdom findes i aekvatoromradet 112 Naturressourcer og arealanvendelse Rediger Uddybende artikler Naturlig ressource og okosystem Jorden indeholder ressourcer som kan udnyttes af mennesket til nyttige formal Nogle af disse er ikke vedvarende ressourcer som f eks mineralske braendstoffer som tager flere tusinde ar for at gendannes Store ophobninger af fossilt braendstof findes i Jordens skorpe omfattende kul olie naturgas og metanhydrat Disse lagre benyttes af menneskeheden til bade energiproduktion og som rastof til kemisk produktion Mineralske malmforekomster findes i jordskorpen og er dannet ved malmdannelsesprocesser som haenger sammen med erosion og pladetektonik 113 Disse forekomster udgor koncentrerede udvindingssteder for mange metaller og andre nyttige kemiske forbindelser Ogsa Jordens biosfaere frembringer produkter som er af afgorende betydning for menneskeheden herunder mad trae laegemidler ilt og mange flere ligesom den omfatter processer der omdanner og recirkulerer organiske affaldsstoffer Okosystemet pa landjorden er afhaengigt af muldjord og ferskvand mens det oceaniske okosystem afhaenger af oploste naeringsstoffer som er udvasket fra landjorden 114 Mennesker lever pa landjorden hvor de benytter byggematerialer til at skaffe sig husly ved at bygge huse I 2005 opgjorde FAO arealudnyttelsen af landjorden som folger 115 Arealanvendelse Areal i 1000 Ha 10 km ProcentandelDyrkbart areal 1 421 169 10 10 92 Permanente afgroder 140 511 70 1 08 Permanente graesarealer 3 405 897 80 26 17 Skove 3 952 025 70 30 37 Andet 4 092 972 40 31 45 Totalt landareal 13 013 475 40 100 I 1993 ansloges det at 2 481 250 km blev kunstvandet 61 Natur og miljotrusler Rediger Store omrader er udsat for ekstremt vejr som tropiske orkaner inklusiv cykloner eller tyfoner som kan dominere livsbetingelserne disse steder Desuden er mange omrader udsat for jordskaelv laviner tsunamier vulkanudbrud tornadoer doliner snestorme oversvommelser torkeperioder og andre former for naturfaenomener og katastrofer Mange lokale omrader er udsat for menneskeskabt forurening af luft og vand syreregn og giftige forbindelser tab af vegetation overgraesning skovhugst orkendannelse nedgang i antal vildtlevende dyr udryddelse af arter udpining af dyrket jord erosion og indtraengen af invaderende arter Ifolge videnskabelig konsensus er menneskelig aktivitet forbundet med global opvarmning pa grund af den deraf folgende udledning af kuldioxid Det forudsiges at dette vil medfore aendringer som afsmeltning af gletsjere og iskapper mere ekstreme temperatursvingninger betydelige aendringer i vejret og forhojet vandstand i havene 116 Kulturgeografi Rediger Uddybende artikel Kulturgeografi Antarktis Oceanien Afrika Asien Europa Nordamerika Sydamerika Stillehavet Stillehavet Atlanterhavet Indiske Ocean Sydhavet Ishavet Mellemosten Caribien Centralasien Ostasien Nordasien Sydasien Sydostasien Sydvestasien Australasien Melanesien Mikronesien Polynesien Mellemamerika Latinamerika Centralafrika Ostafrika Nordafrika Sydafrika Vestafrika Centraleuropa Osteuropa Nordeuropa Sydeuropa Vesteuropa Jorden ved nat et sammensat billede af data om belysning pa Jorden fra DMSP OLS lagt ind pa et simuleret kort af verden om natten Billedet er ikke et fotografi og mange detaljer er lysere end de ville vaere ved direkte betragtning Kartografi studiet af og tegningen af landkort og den tilhorende geografi har historisk set vaeret de discipliner som handler om at afbilde Jorden Landmaling der fastlaegger steder og afstande og i mindre grad navigation der fastlaegger positioner og retninger er udviklet sidelobende med kartografi og geografi og har sorget for indsamling og kvantificering af nyttige informationer Jordens befolkning udgor ca 6 740 000 000 mennesker i november 2008 117 Fremskrivninger viser at verdens befolkning vil udgore syv milliarder i 2013 og 9 2 milliarder 118 i 2050 Storstedelen af vaeksten ventes at finde sted i Ulande Befolkningstaetheden varierer meget fra sted til sted i verden men de fleste mennesker lever i Asien I 2020 ventes 60 af verdens befolkning at leve i byer frem for i landdistrikter 119 Det anslas at omkring en ottendedel af Jordens overflade er egnet til beboelse tre fjerdedele er daekket af oceaner og halvdelen af landarealet er enten orken 14 120 hoje bjerge 27 121 eller andet uhensigtsmaessigt terraen Den nordligste beboelse i verden er Alert pa Ellesmere Island i Nunavut Canada 82 28 N 122 Den sydligste er Amundsen Scott Sydpolsstationen i Antarktis beliggende naesten pa Sydpolen 90 S Uafhaengige og selvstaendige nationer gor krav pa hele planetens landjord med undtagelse af dele af Antarktis I 2007 er der 201 selvstaendige stater hvoraf 192 er medlem af de Forenede Nationer Yderligere findes der 59 bilande og et antal autonome regioner omstridte territorier og andre enheder Historisk set har der aldrig vaeret en suveraen regering som har hersket over hele globen omend et antal stater har forsogt at opna verdensherredomme uden at lykkes med det FN er en verdensomspaendende international organisation som blev oprettet med det mal at maegle i uoverensstemmelser mellem nationer og derved undga vaebnede konflikter Det er dog ikke en verdensregering og selvom organisationen er en mekanisme til udovelse af international ret herunder ogsa vaebnet indgriben nar medlemslandene er enige om det 123 tjener den fortrinsvis som forum for internationalt diplomati I 2004 havde i alt omkring 400 mennesker vaeret uden for Jordens atmosfaere og af disse havde tolv gaet pa Manen under Apollo programmet Normalt er besaetningen pa Den Internationale Rumstation ISS de eneste mennesker i rummet og mandskabet her udskiftes saedvanligvis hver sjette maned Kulturelle og religiose synspunkter om Jorden Rediger Uddybende artikel Jorden i kulturen Det forste fotografi som er taget af en jordopgang Fra Apollo 8 Det astronomiske symbol for Jorden er et kors inde i en cirkel 124 Jorden er ofte blevet personificeret som en guddom og oftest som en gudinde I mange kulturer fremstilles Moder Jord latin Terra Mater ogsa som en frugtbarhedsgudinde Skabelsesmyter i mange religioner beretter om at Jorden er skabt af en eller flere guder En raekke religiose grupper ofte forbundet med fundamentalistiske grene af protestantismen 125 eller islam 126 haevder at udlaegningen af disse skabelsesberetninger fra deres respektive hellige tekster skal tages for palydende og burde tages i betragtning eller ligefrem erstatte den konventionelle videnskabelige fremstilling af Jordens opstaen og livets udvikling 127 Bade fra det videnskabelige samfund og fra andre religiose grupper moder sadanne onsker modstand 128 129 130 131 Et prominent eksempel herpa er kontroversen om kreationisme versus evolution I fortiden har der vaeret forskellige opfattelser af Jordens form og isaer en tro pa at Jorden er flad 132 133 men denne opfattelse blev forladt til fordel for den sfaeriske Jord efter forbedrede observationer og jordomsejlinger 134 Menneskehedens perspektiv pa Jorden har aendret sig som folge af rumalderens mulighed for at betragte den udefra og det er blevet almindeligt at se biosfaeren fra et globalt synspunkt 135 136 hvilket afspejles i en voksende miljobevaegelse som er optaget af mange aspekter af menneskets virkning pa planeten 137 Henvisninger RedigerNoter Rediger Bemaerk at Terra ifolge en konvention fra IAU bor benyttes som benaevnelse for store landmasser og ikke for planeten Jorden Cf Blue Jennifer 2007 07 05 Descriptor Terms Feature Types Gazetteer of Planetary Nomenclature USGS Hentet 2007 07 05 Andre planeter i solsystemet er enten for varme eller for kolde til at flydende vand kan forekomme Det er imidlertid blevet bekraeftet at det har vaeret til stede pa overfladen af Mars og at det muligvis stadig er til stede Se Msnbc 2007 03 02 Rover reveals Mars was once wet enough for life Rover afslorer at Mars engang var vad nok til liv NASA Hentet 2007 08 28 Staff 2005 11 07 Simulations Show Liquid Water Could Exist on Mars Simulationer viser at flydende vand kunne eksistere pa Mars University of Arkansas Arkiveret fra originalen 7 august 2007 Hentet 2007 08 08 Status i 2007 er at vanddamp er opdaget i atmosfaeren pa en planet uden for solsystemet og det er pa en gaskaempe Se Tinetti G et al juli 2007 Water vapour in the atmosphere of a transiting extrasolar planet Nature 448 169 171 doi 10 1038 nature06002 CS1 vedligeholdelse Eksplicit brug af et al link Antallet af dage i soltid er en mindre end antallet af sideriske dage fordi Jordens omlob om Solen betyder at planeten drejer en ekstra gang om sin akse Varierer lokalt mellem 5 og 200 km Varierer lokalt mellem 5 og 70 km Dette er en maling foretaget af skibet Kaikō i marts 1995 og menes at vaere den nojagtigste indtil nu Oceanernes samlede rumfang er 1 4 109 km Jordens samlede overfladeareal er 5 1 108 km Sa den gennemsnitlige dybde vil vaere kvotienten mellem disse to tal eller 2 7 km Aoki som er den egentlige kilde til disse tal benytter udtrykket UT1 sekunder i stedet for sekunder af gennemsnitlig soltid Aoki S Kinoshita H Guinot B Kaplan G H McCarthy D D Seidelmann P K 1982 The new definition of universal time Den nye definition af universel tid Astronomy and Astrophysics 105 2 359 361 Hentet 2008 09 23 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Jordens Hill radius er R H a m 3 M 1 3 displaystyle begin smallmatrix R H a left frac m 3M right frac 1 3 end smallmatrix hvor m er Jordens masse a er en astronomisk enhed AU og M er Solens masse Derved bliver radius udtrykt i AU omkring 1 3 332 946 1 3 0 01 displaystyle begin smallmatrix left frac 1 3 cdot 332 946 right frac 1 3 0 01 end smallmatrix Aphelium udgor 103 4 af afstanden til perihelium Ifolge den omvendte kvadratsrodslov er stralingen i perihelium derfor omkring 106 9 af dens energi i aphelium Referencer Rediger World Lowest Temperature engelsk Hentet d 23 september 2013 World Highest Temperature engelsk Hentet d 17 september 2010 May Robert M 1988 How many species are there on earth hvor mange arter er der pa Jorden Science 241 4872 1441 1449 PMID 17790039 doi 10 1126 science 241 4872 1441 Hentet 2007 08 14 a b Dalrymple G B 1991 The Age of the Earth Jordens Alder California Stanford University Press ISBN 0 8047 1569 6 a b Newman William L 2007 07 09 Age of the Earth Jordens Alder Publications Services USGS Hentet 2007 09 20 a b Dalrymple G Brent 2001 The age of the Earth in the twentieth century a problem mostly solved Jordens alder i det 20 arhundrede Et problem som stort set er lost Geological Society London Special Publications 190 205 221 doi 10 1144 GSL SP 2001 190 01 14 Hentet 2007 09 20 a b Stassen Chris 2005 09 10 The Age of the Earth Jordens Alder The TalkOrigins Archive Hentet 2007 09 20 Harrison Roy M Hester Ronald E 2002 Causes and Environmental Implications of Increased UV B Radiation Arsager til foroget UV B straling og dens folger Royal Society of Chemistry ISBN 0854042652 a b Carrington Damian 2000 02 21 Date set for desert Earth Dato fastsat for en ode Jord BBC News Hentet 2007 03 31 Yoder Charles F 1995 8 a b Morbidelli A Chambers J Lunine J I Petit J M Robert F Valsecchi G B Cyr K E 2000 Source regions and time scales for the delivery of water to Earth Oprindelsessteder og tidsskalaer for tilforslen af vand til Jorden Meteoritics amp Planetary Science 35 6 1309 1320 Hentet 2007 03 06 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Yin Qingzhu Jacobsen S B Yamashita K Blichert Toft J Telouk P Albarede F 2002 A short timescale for terrestrial planet formation from Hf W chronometry of meteorites En kort tidsskala for dannelse af jordplaneter ud fra Hf W kronometri af meteoritter Nature 418 6901 949 952 doi 10 1038 nature00995 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link R Canup and E Asphaug 2001 Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth s formation Dannelse af Manen ved et gigantisk sammenstod ved slutning af Jordens dannelse Nature 412 708 712 doi 10 1038 35089010 Canup R M Asphaug E 2001 An impact origin of the Earth Moon system Oprindelse af Jord Mane systemet ved sammenstod Abstract U51A 02 American Geophysical Union Hentet 2007 03 10 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link a b c Ward and Brownlee 2002 Rogers John James William Santosh M 2004 Continents and Supercontinents Kontinenter og superkontinenter Oxford University Press US s 48 ISBN 0195165896 Murphy J B Nance R D 1965 How do supercontinents assemble Hvordan samles superkontinenter American Scientist 92 324 33 doi 10 1511 2004 4 324 Hentet 2007 03 05 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Doolittle W Ford februar 2000 Uprooting the tree of life Opgravning af roden til livets trae Scientific American 282 6 90 95 doi 10 1038 nature03582 Berkner L V Marshall L C 1965 On the Origin and Rise of Oxygen Concentration in the Earth s Atmosphere Om oprindelsen til og stigningen i iltkoncentrationen i Jordens atmosfaere Journal of Atmospheric Sciences 22 3 225 261 doi 10 1175 1520 0469 1965 022 lt 0225 OTOARO gt 2 0 CO 2 Hentet 2007 03 05 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Burton Kathleen 2002 11 29 Astrobiologists Find Evidence of Early Life on Land Astrobiologer finder bevis for tidligt liv pa landjorden NASA Hentet 2007 03 05 Ramlov Hans 2007 07 05 Da Jorden var en kaempesnebold PDF Aktuel naturvidenskab 1 2000 Morgenavisen Jyllands Posten Hentet 2008 12 07 Kirschvink J L 1992 Schopf J W Klein C amp Des Maris D red Late Proterozoic low latitude global glaciation the Snowball Earth Det globale isdaekke ved lave bredder i den sene proterozoikum Den hvide jord The Proterozoic Biosphere A Multidisciplinary Study Cambridge University Press s 51 52 ISBN 0521366151 CS1 vedligeholdelse Bruger editors parameter link Raup D M Sepkoski J J 1982 Mass Extinctions in the Marine Fossil Record Masseuddoen i prover af marine fossiler Science 215 4539 1501 1503 doi 10 1126 science 215 4539 1501 Hentet 2007 03 05 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Gould Stephan J oktober 1994 The Evolution of Life on Earth Livets udvikling pa Jorden Scientific American Hentet 2007 03 05 Wilkinson B H McElroy B J 2007 The impact of humans on continental erosion and sedimentation Menneskers indvirkning pa erosion og aflejringer pa kontinenterne Bulletin of the Geological Society of America 119 1 2 140 156 doi 10 1130 B25899 1 Hentet 2007 04 22 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Paleoclimatology The Study of Ancient Climates Palaeoklimatologi Studiet af tidligere klimaer Page Paleontology Science Center Hentet 2007 03 02 a b c Sackmann I J Boothroyd A I Kraemer K E 1993 Our Sun III Present and Future Vor Sol III Nutid og fremtid PDF Astrophysical Journal 418 457 468 Bibcode 1993ApJ 418 457S doi 10 1086 173407 Hentet 2008 07 08 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Kasting J F 1988 Runaway and Moist Greenhouse Atmospheres and the Evolution of Earth and Venus Lobske og fugtige drivhuseffekt atmosfaerer og udviklingen pa Jorden og Venus Icarus 74 472 494 doi 10 1016 0019 1035 88 90116 9 Hentet 2007 03 31 Guillemot H Greffoz V marts 2002 Ce que sera la fin du monde Hvordan vil verdens ende vaere Science et Vie fransk N 1014 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Britt Robert 2000 02 25 Freeze Fry or Dry How Long Has the Earth Got Frys bliv stegt eller tor ud Hvor lang tid har Jorden Arkiveret fra originalen 6 juli 2000 Hentet 6 januar 2009 a b Schroder K P Smith Robert Connon 2008 Distant future of the Sun and Earth revisited Pa besog igen i Solens og Jordens fjerne fremtid Monthly Notices of the Royal Astronomical Society 386 155 doi 10 1111 j 1365 2966 2008 13022 x arXiv 0801 4031 See also Palmer Jason 2008 02 22 Hope dims that Earth will survive Sun s death NewScientist com news service Arkiveret fra originalen 17 marts 2008 Hentet 2008 03 24 Stern David P 2001 11 25 Planetary Magnetism Planetmagnetisme NASA Arkiveret fra originalen 14 oktober 2014 Hentet 2007 04 01 Tackley Paul J 2000 06 16 Mantle Convection and Plate Tectonics Toward an Integrated Physical and Chemical Theory Kappekonvektion og pladetektonik Pa vej mod en integreret fysisk og kemisk teori Science 288 5473 2002 2007 PMID 10856206 doi 10 1126 science 288 5473 2002 Milbert D G Smith D A Converting GPS Height into NAVD88 Elevation with the GEOID96 Geoid Height Model Konvertering af GPS hojde til NVAD88 hojde med GEOID96 geoidehojdemodellen National Geodetic Survey NOAA Hentet 2007 03 07 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Mohr P J Taylor B N oktober 2000 Unit of length meter Laengdeenhed meter NIST Reference on Constants Units and Uncertainty NIST Physics Laboratory Hentet 2007 04 23 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link a b Sandwell D T Smith W H F 2006 07 07 Exploring the Ocean Basins with Satellite Altimeter Data Udforskning af oceanbassiner med satellitdata fra hojdemaler NOAA NGDC Hentet 2007 04 21 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff november 2001 WPA Tournament Table amp Equipment Specifications WPAs specifikationer af turneringsborde og udstyr World Pool Billiards Association Arkiveret fra originalen 2 februar 2007 Hentet 2007 03 10 Senne Joseph H 2000 Did Edmund Hillary Climb the Wrong Mountain Besteg Edmund Hillary det forkerte bjerg Professional Surveyor 20 5 Hentet 2007 02 04 Morgan J W Anders E 1980 Chemical composition of Earth Venus and Mercury Den kemiske sammensaetning af Jorden Venus og Merkur Proceedings of the National Academy of Science 71 12 6973 6977 PMID 16592930 doi 10 1073 pnas 77 12 6973 Hentet 2007 02 04 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Tanimoto Toshiro 1995 Thomas J Ahrens red Crustal Structure of the Earth Struktur af Jordens skorpe PDF Washington DC American Geophysical Union ISBN 0 87590 851 9 Hentet 2007 02 03 Kerr Richard A 2005 09 26 Earth s Inner Core Is Running a Tad Faster Than the Rest of the Planet Jordens indre kerne roterer en smule hurtigere end resten af planeten Science 309 5739 1313 doi 10 1126 science 309 5739 1313a Jordan T H 1979 Structural Geology of the Earth s Interior Geologisk struktur af Jordens indre Proceedings National Academy of Science 76 9 4192 4200 PMID 16592703 doi 10 1073 pnas 76 9 4192 Hentet 2007 03 24 Robertson Eugene C 2001 07 26 The Interior of the Earth Jordens indre USGS Hentet 2007 03 24 Sanders Robert 2003 12 10 Radioactive potassium may be major heat source in Earth s core Radioaktivt kalium kan vaere en vigtig varmekilde i Jordens kerne UC Berkeley News Hentet 2007 02 28 Alfe D Gillan M J Vocadlo L Brodholt J Price G D 2002 The ab initio simulation of the Earth s core Ab initio simulation af Jordens kerne PDF Philosophical Transaction of the Royal Society of London 360 1795 1227 1244 Hentet 2007 02 28 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Flott Soren 2006 07 16 Truslen fra Jordens indre Morgenavisen Jyllands Posten Hentet 2008 12 07 Richards M A Duncan R A Courtillot V E 1989 Flood Basalts and Hot Spot Tracks Plume Heads and Tails Spor af Plateaubasalter og hotspots Hoveder og haler af smelter Science 246 4926 103 107 PMID 17837768 doi 10 1126 science 246 4926 103 Hentet 2007 04 21 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Seligman Courtney 2008 The Structure of the Terrestrial Planets Jordplaneternes struktur Online Astronomy eText Table of Contents cseligman com Hentet 2008 02 28 Kious W J Tilling R I 1999 05 05 Understanding plate motions Forstaelse af pladebevaegelser USGS Hentet 2007 03 02 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Brown W K Wohletz K H 2005 SFT and the Earth s Tectonic Plates SFT og Jordens tektoniske plader Los Alamos National Laboratory Hentet 2007 03 02 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Meschede M Udo Barckhausen U 2000 11 20 Plate Tectonic Evolution of the Cocos Nazca Spreading Center Pladetektonisk udvikling af Cocos Nazca opdelingscentret Proceedings of the Ocean Drilling Program Texas A amp M University Hentet 2007 04 02 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff GPS Time Series GPS tidsserier NASA JPL Hentet 2007 04 02 a b Pidwirny Michael 2006 Fundamentals of Physical Geography Grundlaeggende fysisk geografi 2nd Edition udgave PhysicalGeography net Hentet 2007 03 19 CS1 vedligeholdelse Ekstra tekst link Kring David A Terrestrial Impact Cratering and Its Environmental Effects Nedslagskratere pa Jorden og deres virkning pa landskabet Lunar and Planetary Laboratory Arkiveret fra originalen 6 februar 2007 Hentet 2007 03 22 Duennebier Fred 1999 08 12 Pacific Plate Motion Bevaegelse af Stillehavspladen University of Hawaii Hentet 2007 03 14 Mueller R D Roest W R Royer J Y Gahagan L M Sclater J G 2007 03 07 Age of the Ocean Floor Poster Brochure om oceanbundens alder NOAA Hentet 2007 03 14 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Layers of the Earth Jordens lag Volcano World Hentet 2007 03 11 Jessey David Weathering and Sedimentary Rocks Forvitring og sedimentaere bjergarter Cal Poly Pomona Arkiveret fra originalen 3 juli 2007 Hentet 2007 03 20 Staff Minerals Mineraler Museum of Natural History Oregon Hentet 2007 03 20 Cox Ronadh 2003 Carbonate sediments Williams College Hentet 2007 04 21 a b Staff 2008 07 24 World The World Factbook Central Intelligence Agency Hentet 2008 08 05 FAO Staff 2005 FAOSTAT Land Use Database Food and Agriculture Organization of the United Nations a b Sverdrup H U Fleming Richard H 1942 01 01 The oceans their physics chemistry and general biology Oceanerne deres fysik kemi og generelle biologi Scripps Institution of Oceanography Archives Hentet 2008 06 13 7 000 m Class Remotely Operated Vehicle KAIKO 7000 Japan Agency for Marine Earth Science and Technology JAMSTEC Hentet 2008 06 07 Igor A Shiklomanov et al 1999 World Water Resources and their use Beginning of the 21st century Prepared in the Framework of IHP UNESCO Verdens vandresourcer og der brug i begyndelsen af det 21 arhundrede State Hydrological Institute St Petersburg Hentet 2006 08 10 CS1 vedligeholdelse Eksplicit brug af et al link Mullen Leslie 2002 06 11 Salt of the Early Earth Salt fra den tidlige jord NASA Astrobiology Magazine Hentet 2007 03 14 Morris Ron M Oceanic Processes Oceaniske processer NASA Astrobiology Magazine Arkiveret fra originalen 15 april 2009 Hentet 2007 03 14 Scott Michon 2006 04 24 Earth s Big heat Bucket Jordens store varmespand NASA Earth Observatory Hentet 2007 03 14 Sample Sharron 2005 06 21 Sea Surface Temperature Temperatur af havoverfladen NASA Hentet 2007 04 21 a b c Williams David R 2004 09 01 Earth Fact Sheet Kendsgerninger om Jorden NASA Hentet 2007 03 17 Geerts B Linacre E november 1997 The height of the tropopause Tropopausens hojde Resources in Atmospheric Sciences University of Wyoming Hentet 2006 08 10 a b Staff 2003 10 08 Earth s Atmosphere Jordens atmosfaere NASA Hentet 2007 03 21 a b Moran Joseph M 2005 Weather Vejr World Book Online Reference Center NASA World Book Inc Hentet 2007 03 17 a b Berger Wolfgang H 2002 The Earth s Climate System Jordens klimasystem University of California San Diego Hentet 2007 03 24 Rahmstorf Stefan 2003 The Thermohaline Ocean Circulation Den termohaline cirkulation i oceanerne Potsdam Institute for Climate Impact Research Hentet 2007 04 21 Various 1997 07 21 The Hydrologic Cycle Den hydrologiske cyklus University of Illinois Hentet 2007 03 24 Staff Climate Zones Klimazoner UK Department for Environment Food and Rural Affairs Arkiveret fra originalen 8 august 2010 Hentet 2007 03 24 Staff 2004 Stratosphere and Weather Discovery of the Stratosphere Stratosfaere og vejr opdagelse af stratosfaeren Science Week Hentet 2007 03 14 de Cordoba S Sanz Fernandez 2004 06 21 100 km Altitude Boundary for Astronautics 100 km Hojdegraense for astronautik Federation Aeronautique Internationale Hentet 2007 04 21 Liu S C Donahue T M 1974 The Aeronomy of Hydrogen in the Atmosphere of the Earth Brints aeronomi i Jordens atmosfaere Journal of Atmospheric Sciences 31 4 1118 1136 doi 10 1175 1520 0469 1974 031 lt 1118 TAOHIT gt 2 0 CO 2 Hentet 2007 03 02 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link David C Catling Kevin J Zahnle Christopher P McKay Biogenic Methane Hydrogen Escape and the Irreversible Oxidation of Early Earth Biogenisk metan undvigelse af brint og den irreversible iltning af den tidlige Jord Science 293 5531 839 843 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Abedon Stephen T 1997 03 31 History of Earth Jordens historie Ohio State University Hentet 2007 03 19 Hunten D M Donahue T M 1976 Hydrogen loss from the terrestrial planets Brinttab fra jordplaneterne Annual review of earth and planetary sciences 4 265 292 Hentet 2008 11 07 Fitzpatrick Richard 2006 02 16 MHD dynamo theory MHD Dynamoteori NASA WMAP Hentet 2007 02 27 Campbell Wallace Hall 2003 Introduction to Geomagnetic Fields Introduktion til geomagnetiske felter New York Cambridge University Press s 57 ISBN 0521822068 Stern David P 2005 07 08 Exploration of the Earth s Magnetosphere Udforskning af Jordens magnetosfaere NASA Hentet 2007 03 21 Leap seconds Skudsekunder Time Service Department USNO Hentet 2008 09 23 a b Staff 2007 08 07 Useful Constants Nyttige konstanter International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Hentet 2008 09 23 Seidelmann P Kenneth 1992 Explanatory Supplement to the Astronomical Almanac Forklarende tillaeg til den astronomiske almanak Mill Valley CA University Science Books s 48 ISBN 0 935702 68 7 Staff IERS Excess of the duration of the day to 86400s since 1623 ERS overskud i dognets laengde siden 1623 International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Arkiveret fra originalen 3 oktober 2008 Hentet 2008 09 23 graf i slutningen Staff IERS Variations in the duration of the day 1962 2005 ERS variationer i dognets laengde 1962 2005 International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Hentet 2008 09 23 Zeilik M Gregory S A 1998 Introductory Astronomy amp Astrophysics Grundlaeggende astronomi amp astrofysik 4th ed udgave Saunders College Publishing s 56 ISBN 0030062284 CS1 vedligeholdelse Ekstra tekst link a b Williams David R 2006 02 10 Planetary Fact Sheets Planetdata NASA Hentet 2008 09 28 Se de tilsyneladende diametre i artiklerne om Solen og Manen Williams David R 2004 09 01 Moon Fact Sheet Kendsgerninger om Manen NASA Hentet 2007 03 21 Vazquez M Montanes Rodriguez P Palle E 2006 The Earth as an Object of Astrophysical Interest in the Search for Extrasolar Planets Jorden som en genstand af astrofysisk interesse for sogning af planeter uden for Solsystemet PDF Instituto de Astrofisica de Canarias Hentet 2007 03 21 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Astrophysicist team 2005 12 01 Earth s location in the Milky Way Jordens placering i Maelkevejen NASA Hentet 2008 06 11 Bromberg Irv 2008 05 01 The Lengths of the Seasons on Earth Arstidernes laengde pa Jorden University of Toronto Hentet 2008 11 08 Danmarks Meteorologiske Institut 20 februar 2008 Solen Manen og Jorden Kursusside fra Kobenhavn universitet html udgave af powerpoint praesentation Arkiveret fra originalen 3 maj 2005 Hentet 3 maj 2005 Fisher Rick 1996 02 05 Earth Rotation and Equatorial Coordinates Jordens rotation og aekvatoriale koordinater National Radio Astronomy Observatory Hentet 2007 03 21 Williams Jack 2005 12 20 Earth s tilt creates seasons Jordens haeldning frembringer arstider USAToday Hentet 2007 03 17 Espenak F Meeus J 2007 02 07 Secular acceleration of the Moon Manens acceleration over arhundreder NASA Arkiveret fra originalen 2012 12 05 Hentet 2007 04 20 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Poropudas Hannu K J 1991 12 16 Using Coral as a Clock Brug af koral som ur Skeptic Tank Hentet 2007 04 20 Laskar J Robutel P Joutel F Gastineau M Correia A C M Levrard B 2004 A long term numerical solution for the insolation quantities of the Earth En numerisk losning for maengde af solstraling pa Jorden pa lang sigt Astronomy and Astrophysics 428 261 285 doi 10 1051 0004 6361 20041335 Hentet 2007 03 31 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Murray N Holman M 2001 The role of chaotic resonances in the solar system Kaotiske resonansers rolle i solsystemet Nature 410 6830 773 779 doi 10 1038 35071000 Hentet 2008 08 05 Williams D M J F Kasting 1996 Habitable planets with high obliquities Beboelige planeter med stor aksehaeldning Lunar and Planetary Science 27 1437 1438 Hentet 2007 03 31 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link R Canup and E Asphaug 2001 Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth s formation Manens opstaen i et gigantsammenstod naer slutningen af Jordens dannelse Nature 412 708 712 doi 10 1038 35089010 Whitehouse David 2002 10 21 Earth s little brother found Jordens lillebror fundet BBC News Hentet 2007 03 31 Staff september 2003 Astrobiology Roadmap Astrobiologisk kortlaegning NASA Lockheed Martin Hentet 2007 03 10 Dole Stephen H 1970 Habitable Planets for Man Planeter der er beboelige for menneskeheden 2nd edition udgave American Elsevier Publishing Co ISBN 0 444 00092 5 Hentet 2007 03 11 CS1 vedligeholdelse Ekstra tekst link Ward P D Brownlee D 2000 01 14 Rare Earth Why Complex Life is Uncommon in the Universe Hvorfor komplekst liv ikke er almindeligt i universet 1st edition udgave New York Springer Verlag ISBN 0387987010 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link CS1 vedligeholdelse Ekstra tekst link Hillebrand Helmut 2004 On the Generality of the Latitudinal Gradient Om den almene gyldighed af breddegradienten American Naturalist 163 2 192 211 doi 10 1086 381004 Staff 2006 11 24 Mineral Genesis How do minerals form Hvordan dannes mineraler Non vertebrate Paleontology Laboratory Texas Memorial Museum Hentet 2007 04 01 Rona Peter A 2003 Resources of the Sea Floor Havbundens ressoucer Science 299 5607 673 674 doi 10 1126 science 1080679 Hentet 2007 02 04 Statistik fraFAO Staff 2007 02 02 Evidence is now unequivocal that humans are causing global warming UN report Der er nu enighed om bevis for at menneskene forarsager global opvarmning FN rapport United Nations Hentet 2007 03 07 United States Census Bureau 2008 01 07 World POP Clock Projection Verdens befolkningsur fremskrivning United States Census Bureau International Database Hentet 2008 01 07 Staff World Population Prospects The 2006 Revision Udsigter for verdens folketal Revision fra 2006 United Nations Hentet 2007 03 07 Staff 2007 Human Population Fundamentals of Growth Growth Befolkning Grundlaeggende vaekst Vaekst Population Reference Bureau Hentet 2007 03 31 Peel M C Finlayson B L McMahon T A 2007 Updated world map of the Koppen Geiger climate classification Opdateret verdenskort med Koppen Geiger klimaklassifikation Hydrology and Earth System Sciences Discussions 4 439 473 Hentet 2007 03 31 CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Themes amp Issues Temaer og emner Secretariat of the Convention on Biological Diversity Arkiveret fra originalen 7 april 2007 Hentet 2007 03 29 Staff 2006 08 15 Canadian Forces Station CFS Alert Canadiske militaerstation CFS Alert Information Management Group Arkiveret fra originalen 9 juni 2007 Hentet 2007 03 31 Staff International Law International ret United Nations Hentet 2007 03 27 Liungman Carl G 2004 Group 29 Multi axes symmetric both soft and straight lined closed signs with crossing lines Symbols Encyclopedia of Western Signs and Ideograms Symboler Encyklopaedi over vestlige tegn og ideogrammer New York Ionfox AB s 281 282 ISBN 91 972705 0 4 Dutch S I 2002 Religion as belief versus religion as fact Religion som tro versus religion som kendsgerning PDF Journal of Geoscience Education 50 2 137 144 Hentet 2008 04 28 Taner Edis 2003 A World Designed by God Science and Creationism in Contemporary Islam En verden designet af Gud Videnskab og kreationisme i moderne islam PDF Amherst Prometheus ISBN 1 59102 064 6 Hentet 2008 04 28 Ross M R 2005 Who Believes What Clearing up Confusion over Intelligent Design and Young Earth Creationism Hvem tror hvad Klarlaeggelse af forvirringen om intelligent design og ung jord kreationisme PDF Journal of Geoscience Education 53 3 319 Hentet 2008 04 28 Pennock R T 2003 Creationism and intelligent design Kreationisme og intelligent design Annu Rev Genomics Hum Genet 4 143 63 PMID 14527300 doi 10 1146 annurev genom 4 070802 110400 Science Evolution and Creationism National Academy Press Washington DC 2005 Colburn A Henriques L 2006 Clergy views on evolution creationism science and religion Journal of Research in Science Teaching 43 4 419 442 doi 10 1002 tea 20109 Frye Roland Mushat 1983 Is God a Creationist The Religious Case Against Creation Science Er Gud kreationist Det religiose synspunkt imod kreationismevidenskab Scribner s ISBN 0 68417 993 8 Russell Jeffrey B The Myth of the Flat Earth Myten om den flade Jord American Scientific Affiliation Hentet 2007 03 14 men se ogsa Cosmas Indicopleustes Fladjordsselskabet Flat Earth Society blev grundlagt af den excentriske englaender Samuel Birley Rowbotham 1816 1884 og senere genoplivet af englaenderen Samuel Shenton i 1956 Jacobs James Q 1998 02 01 Archaeogeodesy a Key to Prehistory Arkaeogeodesi en nogle til forhistorien Hentet 2007 04 21 Fuller R Buckminster 1963 Betjeningsvejledning for rumskib Jorden 1 udgave New York E P Dutton amp Co ISBN 0 525 47433 1 Hentet 2007 04 21 Lovelock James E 1979 Gaia A New Look at Life on Earth Gaia Et nyt syn pa livet pa Jorden 1 udgave Oxford Oxford University Press ISBN 0 19 286030 5 For eksempel McMichael Anthony J 1993 Planetary Overload Global Environmental Change and the Health of the Human Species Planetarisk overbelastning Global miljoaendring og menneskenes sundhed Cambridge University Press ISBN 0521457599 Bibliografi RedigerKirk Munsell red 2006 10 19 Solar System Exploration Earth Udforskning af Solsystemet Jorden NASA Hentet 2007 03 17 Williams David R 2004 09 01 Earth Fact Sheet Fakta om Jorden NASA Hentet 2007 03 17 Yoder Charles F 1995 T J Ahrens red Global Earth Physics A Handbook of Physical Constants Fysik for hele Jorden En handbog over fysiske konstanter Washington American Geophysical Union ISBN 0875908519 Hentet 2007 03 17 Se ogsa RedigerVerdens landeEksterne henvisninger Rediger Sosterprojekter med yderligere information Billeder og medier fra Wikimedia Commons Opslag i WikiordbogenGeocenter dk Artikler om Jorden USGS Geomagnetismeprogram NASA Jordobservatoriet Jordens profil Fra NASAs Solsystemudforskning Klimaaendringer bevirker aendring af Jordens form NASA IA ikonLyt til denne artikel info dl source source Note denne fil fylder ca 57 61 megabytes Denne lydfil blev lavet ud fra versionen fra 8 december 2009 og afspejler ikke aendringer pa artiklen foretaget siden da Hjaelp til lyd Flere indtalte artikler FA ikonHentet fra https da wikipedia org w index php title Jorden amp oldid 10777181, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.