Begyndelsen
Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet den 17. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at være forgængeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militær alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU. Men amerikansk deltagelse blev anset for nødvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militære styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militær alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.
Resultatet blev den Nordatlantiske Traktat, der blev udarbejdet af Lester B. Pearson og underskrevet i Washington D.C. 4. april 1949.[kilde mangler] Traktaten inkluderede de fem lande, der havde underskrevet Bruxelles-Traktaten, samt USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island. Tre år senere, 18. februar 1952, underskrev også Grækenland og Tyrkiet aftalen. På grund af deres geografiske beliggenhed kunne Australien og New Zealand ikke være med i alliancen, og i stedet blev ANZUS aftalen indgået mellem de to lande og USA.
I 1954 foreslog Sovjetunionen, at den skulle indgå i NATO-alliancen for at bevare fred i Europa; NATO-landene nægtede dog dette, da de så det som et forsøg på at opløse NATO indefra.[kilde mangler]
Indlemmelsen af Vesttyskland i NATO 9. maj 1955 blev beskrevet som "et afgørende vendepunkt i vort kontinents historie" af Norges daværende udenrigsminister Halvard Lange. Et af de øjeblikkelige resultater var da også oprettelsen af Warszawapagten, der blev underskrevet 14. maj 1955 af Sovjetunionen og dens satellitstater. Dermed var de to parter i den kolde krig endeligt etableret.
Den kolde krig
Krise med Frankrig
NATO's sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie med en krise under Charles de Gaulles tid som præsident i Frankrig fra 1958 og frem. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA's hegemonistiske rolle i organisationen, og det han så som et specielt forhold mellem USA og Storbritannien.[kilde mangler] I et memorandum, han sendte til USA's præsident Eisenhower og den britiske premierminister Harold Macmillan 17. september 1958, argumenterede han for en ligestilling af USA, Storbritannien og Frankrig, og for at NATO's dækning skulle udvides til også at omfatte franske geografiske interesseområder.[kilde mangler]
Charles de Gaulle anså svaret på sit memorandum som utilfredsstillende og begyndte at arbejde for et uafhængigt, fransk forsvar. Frankrig trak sin middelhavsflåde ud af NATO kommandoen 11. marts 1959 og arbejdede henimod et selvstændigt atomvåbenprogram.[kilde mangler]
I juni 1959 forbød de Gaulle al udstationering af udenlandske atomvåben på fransk jord, og USA trak 200 militærfly ud af Frankrig. Dermed blev 26th Tactical Reconnaisance Wing, der tidligere var baseret i Tol-Rosiéres luftbasen, relokeret til Ramstein Air Base i Vesttyskland, og Tol-Rosiéres blev givet tilbage til Frankrig i 1967.[kilde mangler] Mellem 1950 og 1967 drev det amerikanske luftvåben ti større baser i Frankrig. 13. februar 1960 afprøvede Frankrig sin første atombombe, Gerboise Bleue.[kilde mangler]
Selv om Frankrig udviste solidaritet med resten af NATO under Cubakrisen i 1962, fortsatte de Gaulle sine bestræbelser for et selvstændigt fransk forsvar ved også at trække de franske atlanterhavs- og kanalflåder ud af den integrerede NATO kommando. I 1966 blev de franske, væbnede styrker også trukket ud af NATO's integrerede kommando, og alle udenlandske tropper blev bedt om at forlade Frankrig.[kilde mangler] Frankrig fortsatte dog som medlem af den politiske alliance. Frankrigs nej til udenlandske tropper resulterede i, at NATO's europæiske overkommando (SHAPE) blev flyttet fra Paris til Casteau, nord for Mons i Belgien 16. oktober 1967. Frankrig trådte igen ind i NATO's militære kommando i 1993.[kilde mangler]
Standardiseringer
Skabelsen af NATO havde som konsekvens, at der blev brug for en standardisering af militær teknologi. Standardiseringen skete gennem STANAG aftalen, der blandt andet resulterede i en fælles kaliber for militære håndvåben, fælles procedurer for militære lufthavne og en række andre standardiseringer.[kilde mangler] Der blev også brug for en fælles militær strategi. Den blev sikret gennem fælles kommando, kontrol og kommunikationscentre.
Afspænding og ny skærpelse af konflikten
Under det meste af den kolde krig optrådte NATO ikke som organisation i åbne militære konflikter. 1. juli 1968 blev Traktaten om ikke-spredning af kernevåben åbnet for underskrifter.[kilde mangler]
30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere mål for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspænding. Dette skulle gøres ved at tilpasse alliancens militære magt til Warszawapagtens offensive formåen uden at starte et våbenkapløb.[kilde mangler]
12. december 1979 efter at warszawapagtlandene havde øget deres atomvåbenkapacitet i Europa, blev yderligere amerikanske atomvåben deployeret i Europa. De nye våben skulle styrke Vestens forhandlingsposition i forhandlingerne om nedrustning. Beslutningen blev kaldt Dobbeltbeslutningen, fordi den egentlig indeholdt to beslutninger. Man ville tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger, men samtidig opruste, hvis ikke disse forhandlinger førte til noget. I 1983-1984 blev der i forbindelse med denne beslutning opstillet amerikanske Pershing II raketter i Europa som svar på Warszawapagtlandenes oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i Europa. Pershing II raketterne var i stand til at nå Moskva på få minutter. Denne oprustning førte til protester fra fredsbevægelserne i Vesteuropa.[kilde mangler]
I denne periode var der ikke de store ændringer i NATO's sammensætning. I 1974 trak Grækenland sine tropper væk fra NATO kommandoen, og 30. maj 1982 blev Spanien indlemmet i alliancen. Efter græsk-tyrkiske spændinger efter striden om Cypern i 1974 blev de græske styrker igen underlagt NATO kommandoen i 1980 i samarbejde med Tyrkiet.[kilde mangler]
I november 1983 skabte NATO-øvelsen Able Archer 83 panik i Kreml. Øvelsen simulerede et atomvåbenangreb mod Sovjet. Det sovjetiske lederskab blev bekymret for, at den amerikanske præsident Ronald Reagan havde planlagt at starte et rigtigt angreb. Som reaktion blev de sovjetiske atomvåbenstyrker i Østtyskland og Polen sat i alarmberedskab. Selvom Sovjetunionens reaktion i samtiden blev udlagt som propaganda, mener mange historikere,[kilde mangler] at den sovjetiske frygt for et angreb var ægte.[kilde mangler]
Operation Gladio
24. oktober 1990 afslørede den italienske premierminister, Giulio Andreotti, eksistensen af Gladio, en hemmelig, paramilitær milits, hvis officielle mål var at udkæmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilfælde af et angreb fra warszawapagtlandene. Andreotti fortalte det italienske parlament, at NATO længe i det skjulte havde trænet partisaner til dette formål.
Gladio programmet var tilsyneladende aktivt i alle europæiske NATO-lande og nogle neutrale lande. Emnet er specielt kontroversielt i Italien, hvor en rapport i 2000 konkluderede, at Gladio havde været involveret i nyfascistisk terrorisme, der skulle mindske kommunistisk, politisk indflydelse i landet.
Efter den kolde krig
Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO's primære modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATO's formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis (og stadig igangværende) ekspansion af NATO i Østeuropa og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATO's arbejdsområder. Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.
28. februar 1994 deltog NATO for første gang i åben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned efter at have brudt et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina der var beordret af FN.[kilde mangler] NATO håndhævede flyveforbuddet, der var startet 12. april 1993 og sluttede 20. december 1995.[kilde mangler] NATO's luftangreb i 1995 hjalp med til at afslutte krigen på Balkan.
Mellem 1994 og 1997 dannede NATO flere fora for regionalt samarbejde mellem NATO og alliancens naboer, for eksempel Partnerskab for fred og Euro-Atlantic Partnership Council. 8. juli 1997 blev tre tidligere kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet og Polen inviteret til at deltage i NATO alliancen og blev formelt indlemmet i 1999.[kilde mangler]
24. marts 1999 deltog NATO i den første større konflikt i alliancens historie, da NATO styrker gik ind i Kosovokrigen med en 11 uger lang luftkampagne mod dele af det daværende Jugoslavien (nuværende Serbien). En formel krigserklæring fandt aldrig sted. De serbiske jugoslaver kaldte Kosovokrigen for militær aggression og imod FN-charteret.
Konflikten sluttede 11. juni 1999, da Slobodan Milošević bøjede sig for NATO's krav og accepterede resolution 1244. Nato hjalp derefter med at etablere KFOR, en NATO ledet styrke under FN mandat, der varetager sikkerheden i Kosovo.
NATO efter 11. september 2001
NATO's ekspansion, aktiviteter og geografiske dækning er blevet forøget yderligere efter terrorangrebet 11. september 2001. Angrebet førte til, at NATO chartrets artikel 5 blev taget i brug. Artikel 5 siger, at et angreb på en medlemsstat anses for et angreb på alle alliancens medlemmer. 4. oktober 2001 fastslog NATO endeligt, at angrebet var dækket af artikel 5.
Angrebet medførte de første militære aktioner begrundet med artikel 5 i NATO's historie: Operation Eagle Assist og Operation Active Endeavour.
På trods af denne hurtige, solidariske reaktion stod NATO snart over for en krise. 10. februar 2003 nedlagde Frankrig og Belgien veto mod planer om at forsvare Tyrkiet i tilfælde af en krig med Irak. Begrundelsen var, at sådanne planer ville sende et signal om, at forhandlingerne med Irak havde slået fejl. Tyskland brugte ikke sin veto-ret, men støttede alligevel Frankrigs og Belgiens veto.[kilde mangler]
I spørgsmålet om Afghanistan udviste alliancen til gengæld større sammenhold. 16. april 2003 enedes NATO landene om at tage kommandoen over International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Forslaget blev fremsat af Tyskland og Holland, de to lande der ledte ISAF, og alle 19 NATO ambassadører godkendte beslutningen enstemmigt. ISAF kom under NATO's kontrol 11. august. Det var første gang i NATO's historie, at alliancen styrede en militær operation uden for Europa.
31. juli 2006 overtog en NATO-ledet styrke bestående af tropper fra Canada, Storbritannien, Tyrkiet, Danmark og Holland de militære operationer i det sydlige Afghanistan fra en amerikansk ledet styrke.
Fire gange 30
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg annoncerede i 2018 at NATO's medlemsstater skal kunne udsende 30 mekaniserede bataljoner, 30 eskadriller kampfly og 30 krigsskibe indenfor 30 dage i 2020.
Ekspansion og omstrukturering
NATO topmødet i
Prag i 2002
Nye NATO-strukturer blev skabt, og gamle nedlagt. NATO's reaktionsstyrke, NATO Response Force (NRF), blev dannet efter NATO topmødet i Prag 21. november 2002. 19. juni 2003 startede en større omstrukturering af de militære NATO-kommandoer, da hovedkvarteret for Supreme Allied Commander Atlantic blev nedlagt og en ny kommando, Allied Command Transformation (ACT) blev oprettet i Norfolk i Virginia i USA. Samtidig blev Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE) også hovedkvarter for Allied Command Operations (ACO). ACT er ansvarlig for at transformere NATO til fremtidige opgaver, mens ACO er ansvarlig for militære operationer.
Udvidelsen med nye medlemslande fortsatte, og syv nye lande blev NATO-medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien. Disse lande blev inviteret til forhandlinger om medlemskab ved NATO-topmødet i Prag i 2002 og blev optaget i NATO 29. marts 2004. Udvidelsen var den største i NATO's historie.
En række andre lande har også udtrykt ønske om at blive optaget i NATO, blandt andre Balkan-landet Bosnien-Hercegovina og den tidligere sovjetreupblik Georgien. Kosovo håber på at blive i stand til at søge om NATO-medlemskab.
Rusland mener, at NATO's udvidelser mod øst siden slutningen på den kolde krig har været en klar overtrædelse af en aftale mellem den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, der tillod en fredelig genforening af Tyskland. Rusland ser NATO's ekspansionspolitik som en fortsættelse af den kolde krigs forsøg på at omringe og isolere Rusland.
Det euro-atlantiske partnerskab
NATO-medlemmer Partnerskab for fred lande Lande i Middelhavsdialogen Der er blevet etableret to fora, der skal fremme fremtidigt samarbejde mellem de 30 NATO-lande og 20 såkaldte "partnerlande".
- Partnerskab for fred (PfP) programmet blev etableret i 1994 og er baseret på individuelle relationer mellem hvert partnerland og NATO. Hvert partnerland må vælge sin grad af deltagelse. PfP programmet anses for at være den operationelle del af det euro-atlantiske partnerskab.
- Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) blev først etableret 29. maj 1997 og er et forum for koordination, konsultation og dialog mellem alle 49 deltagerlande.
De 20 partnerlande er:
- Malta gik ind i PfP i 1994, men trak sig igen i 1996.
- Cyperns indtræden i PfP blokeres af Tyrkiet, på grund af uenigheder efter Cypern konflikten i 1974.
Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan
Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan (IPAP), der så dagens lys ved NATO topmødet i Prag i 2002, er åben for lande, der har den politiske vilje til at øge deres samarbejde med NATO.
IPAP handleplaner er oprettet med disse lande:
Middelhavsdialogen
Middelhavsdialogen der blev startet i 1994, er et forum for samarbejde mellem NATO og syv lande i Middelhavsområdet.
I 2004 styrkedes Middelhavsdialogen på et topmøde i Istanbul, og blev hvad NATO kalder et "ægte partnerskab," med en række nye mål: Styrkelse af den politiske dialog, større interoperabilitet, en forsvarsreform og terrorbekæmpelse. Flere af Middelhavsdialogens medlemmer er allerede "Større ikke-NATO-allieret" med USA.
Andre partnere
Tidligere Sovjetrepublikker
NATO samarbejder med Rusland i NATO-Rusland Rådet, der blev etableret i maj 2002. NATO samarbejder med de to sortehavslande Ukraine og Georigien samt med Moldova; de tre lande er blevet foreslået som større ikke-NATO allierede med USA.
NATO og Israel
Israel er med i middelhavsdialogen og har søgt at udvide sit samarbejde med NATO. Siden 1989 har Israel været større ikke-NATO allieret med USA. Israel blev for første gang besøgt af en NATO-leder 23. februar – 24. februar 2005. Den første fælles flådeøvelse mellem NATO og Israel fandt sted 27. marts 2005. I juni samme år deltog israelske tropper i NATO øvelser.
Flere har talt for, at Israel optages i NATO-alliancen, blandt andre Spaniens tidligere premierminister, José María Aznar og den italienske forsvarsminister Antonio Martino. Men NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, afviste i september 2006 at et Israelsk medlemskab kan komme på tale. Israel har heller ikke søgt om en optagelse i NATO.
NATO og Asien/Oceanien
Filippinerne har siden 1951 været allieret med USA. Filippinerne fik betegnelsen større ikke-NATO allieret 6. oktober 2003, hvilket tillod USA og Filippinerne at samarbejde om militær forskning og udvikling. Et andet ASEAN-land, som er også er større ikke-NATO allieret med USA, er Thailand. ASEAN-medlemmet Vietnam har siden 2012 arbjedet nært sammen med USA både økonomisk og militært. Taiwan er de facto større ikke-NATO allieret med USA. I april 2005 indgik Australien, der siden 1951 har været allieret med USA, en sikkerhedsaftale med NATO, der skulle øge efterretningssamarbejdet i krigen mod terrorisme. Australien har også en forsvarsattaché posteret i NATO's hovedkvarter. Samarbejde med Japan, Sydkorea og New Zealand er også blevet udtrykt som værende en prioritet. Saudi-Arabien og tre andre arabiske lande samt Indien er blevet foreslået som større ikke-NATO allierede med USA.
NATO og Latinamerika
Colombia er allerede NATO’s partner, og Argentina er allerede større ikke-NATO-allieret med USA. I 2019 var USA’s præsident Trump fortaler for at lade Brasilien blive medlem, og Trump har udnævnt Brasilien til større ikke-NATO allierede med USA. Mexiko er også blevet foreslået som muligt fremtidigt medlem af NATO. Samarbejde mellem NATO og El Salvador er også blevet udtrykt som værende en prioritet. Ifølge USA's udenrigsministerium er Chile en af USA's stærkeste partnere i Latinamerika.
NATO's øvrige partnere
Ifølge NATO's hjemmeside hører Mongoliet samt Irak, Pakistan og Afghanistan til NATO’s partnere.
Ligeledes ifølge NATO's hjemmeside samarbejder NATO med flere europæiske lande så som Irland, Sverige, Finland samt Schweiz, Østrig og Serbien.
.svg.html){kind=link}
.png.html){kind=link}
.svg.html){kind=link}
.svg.html){kind=link}
