fbpx
Wikipedia

Opera

For alternative betydninger, se Opera (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Opera)
"Opéra" omdirigeres hertil. For metrostationen i Paris, se Opéra (metrostation).

Opera er en kunstform, i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk, som er en kombination af tekst (nedskrevet i en libretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et partitur). Opera defineret på denne måde hører hjemme i den vestlige klassiske musik. Opera indeholder elementer fra det klassiske teater som skuespil, kulisser og kostumer – og dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et operahus akkompagneret af et orkester; et symfoniorkester eller et mindre musikensemble.

Gabriele Maria Ronge som Brünnhilde i Wagners Der Ring des Nibelungen.

Operaen som kunstform stammer fra det 16. århundredes Italien, Jacopo Peris nu tabte Dafne blev opført i 1597 i Firenze som en af de første operaer. Operaen bredte sig hurtigt til resten af Europa, idet tyske Heinrich Schütz, franske Jean-Baptiste Lully og engelske Henry Purcell begyndte operatraditionen i deres hjemlande i det 17. århundrede.

I det 18. århundrede var europæisk opera domineret af den italienske tradition bortset fra Frankrig. Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre. Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i 1760'erne. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. århundrede Wolfgang Amadeus Mozart, som begyndte med opera seria, men som er mest berømt for Don Giovanni, der er alvorligt/komisk og de andre komiske operaer på italiensk som Figaros Bryllup, Così fan tutte og Tryllefløjten, som er på tysk og et højdepunkt i opera/syngespil.

I første tredjedel af det 19. århundrede opnåede bel canto-stilen sit højdepunkt med Gioacchino Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini, som alle skabte værker, der opføres i dag. Der opstod desuden en ”grand opéra”, som Giacomo Meyerbeer er repræsentant for. Det 19. århundrede er en operaguldalder med Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv. Tyskland og Italien. Til denne guldalder hører verismo-stilen i Italien, der fører frem mod Giacomo Puccini og Richard Strauss i begyndelsen af det 20. århundrede. I det 20. århundrede eksperimenteredes med moderne stilarter som atonalitet og serialisme hos komponister som Arnold Schönberg og Alban Berg, nyklassicisme hos Igor Stravinskij og minimalisme hos Philip Glass og John Coolidge Adams.

Med fremkomsten af moderne teknologi får operasangere et nyt og større publikum; en af de første operasangere, der blev kendt uden for operahusene, var tenoren Enrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og TV.

Indholdsfortegnelse

Musikken er et lige så vigtigt element som sangteksten og skuespillet i en opera. Opera adskiller sig fra andre musikdramatiske genrer, ved at hele teksten synges. Den sungne tekst står i librettoen (egl. ”lille bog”). Nogle komponister som Richard Wagner skrev deres egne libretti, mens andre arbejdede tæt sammen med deres librettist som Wolfang Amadeus Mozart og Lorenzo da Ponte. Traditionelle operaer består af to former for sang:

Talt dialog er et hyppigt element i mange tidlige operaer samt i melodramaer, der udviklede sig som selvstændig genre i 1800-tallet. Melodiske eller semi-melodiske passager (i stedet for recitativer) kaldes arioso. I barokken og klassicismen var der to former for recitativer:

I løbet af det 19. århundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne. Han nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er gået i Wagners fodspor som Stravinskij i operaen Lastens vej.

Oprindelsen

Dafne er det første egentlige værk, der er en opera fra nutidens definition. Det blev skrevet omkring 1597 af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater i La Camerata de’ Bardi. Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg på at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama – i tråd med renæssancens interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Derfor gjorde renæssancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gået tabt, men et senere værk af Peri, Euridice fra omkring 1600 er det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der opføres regelmæssigt, er Claudio Monteverdis L’Orfeo, som blev komponeret for hoffet i Mantua i 1607.

Italiensk opera

Barokken

Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i 1637 opstod ideen om offentlige operaforestillinger, som der skulle være billetsalg til. Det skete i Venedig, hvortil Monteverdi var flyttet fra Mantua, og hvor han komponerede sine sidste operaer, Il ritorno d'Ulisse in patria og L'incoronazione di Poppea i 1640'erne. De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.

Efterhånden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne: de seriøse og de komiske elementer. De var påvirket af commedia dell'arte, som med sine improvisationer længe havde været en del af scenelivet i Italien, og kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene var at tiltrække publikum fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at gå ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære i Napoli fra ca. 1710-1730.

Nogle komponister tog dog anstød af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikle opera seria-genren, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. århundrede. Da det metastasiske ideal blev veletableret, blev den grove komik henvist til opera buffa.

Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet lange da capo-arier. De bød den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da også betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for en kastratsanger: Kastratsangere som Farinelli og Senesino og kvindelige sopraner som Faustina Bordoni var stærkt efterspurgte i hele Europa med undtagelse af Frankrig, hvor opera seria ikke havde indtaget scenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. århundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera blev målt efter. Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist som Georg Friedrich Händel, når han skrev musik for publikum i London. Italienske libretti blev også brugt i den klassicistiske periode, da Mozart skrev i Wien. Førende italienskfødte komponister af opera seria er Alessandro Scarlatti, Antonio Vivaldi og Nicola Antonio Porpora.

Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart

Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere. Genrens fokus på musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og på optræden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, og Francesco Algarottis Sopra l’opera in musica (Essay om opera) fra 1755 skulle vise sig at være god inspiration for den reform, Christoph Willibald Gluck gennemførte. Han mente, at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister som Niccolò Jommelli og Tommaso Traetta forsøgte at virkeliggøre disse idealer, men den første der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Han forsøgte (som Winkelmann) at opnå en ”skøn enkelhed” i den første af sine ”reformoperaer”, Orfeo ed Euridice. I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Händels værker, men støttet af simple harmonier og et stærkt orkester.

Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister. Weber, Mozart og Wagner var særligt påvirkede af hans idealer. Mozart, der på mange måder var Glucks efterfølger, forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb om harmoni, melodi og kontrapunkt i en rækker komedier, særligt i Così fan tutte, Figaros bryllup og Don Giovanni med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte i dag. Mozarts bidrag dog også til opera seria med værker som Idomeneo og La Clemenza di Tito, men genren lå for døden, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.

Bel canto, Verdi og verismo

Giuseppe Verdi af Giovanni Boldini, 1886.

Bel canto-opera er en bevægelse, der opstod i det tidlige 19. århundrede med operaer af Rossini, Bellini, Donizetti, Pacini, Mercadante og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks på en måde, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.

I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske opera Nabucco fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse i Italien i tiden efter napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol på den patriotiske bevægelses ambitioner og "Verdi" stod som graffiti på murene i Italien (omend Verdi ikke var særlig radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer: Rigoletto, Il trovatore og La traviata, men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den måske bedste franske grand opéra, Don Carlos, inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker, Otello og Falstaff, som til fulde viste, hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19. århundrede.

Efter Verdi opstod det følelsesladede, realistiske melodrama i den såkaldte verismo-stil i Italien. Startskuddet blev givet med Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci, der stadig spilles på verdens operascener, lige som andre veristiske værker som Giacomo Puccinis La Bohème, Tosca og Madama Butterfly. Senere italienske komponister som fx Berio og Nono har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer.

Tysksproget opera

Hovedartikel: Tysk opera.

Den første tyske opera (den er ikke er overleveret til i dag) blev komponeret af Heinrich Schütz i 1627 og bar – som den første italienske 30 år før – titlen Dafne. Den italienske opera øvede stor indflydelse på tysktalende lande indtil slutningen af det 18. århundrede. En national tradition var under udvikling, og allerede i 1644 producerede Sigmund Staden det første syngespil, en populær tysksproget opera, som lader sang skifte med talt dialog. I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede viste Theater am Gänsemarkt i Hamborg en række operaer af Keiser, Telemann og Händel på tysk, men mange af tidens største tyske komponister, herunder Händel, Graun, Hasse og Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer på fremmede sprog, særligt italiensk.

Mozarts syngespil Bortførelsen fra Seraillet fra 1782 og Tryllefløjten fra 1791 betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera. Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19. århundrede af Beethoven, der inspireret af den franske revolution skrev sin eneste opera, Fidelio, men det blev Carl Maria von Weber, der for alvor etablerede den tyske opera i modsætning til den italienske bel canto. Det skete med den romantiske Der Freischütz (Jægerbruden) fra 1821, der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operaværk. Andre vigtige operakomponister var Marschner, Schubert, Schumann og Lortzing, omend den uden tvivl mest betydende var Wagner.

Wagner og arven efter Wagner

Richard Wagner, 1871.

Wagner var en af de mest revolutionære og kontroversielle komponister, musikhistorien har kendt. Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer, men udviklede gradvist et nyt koncept for opera, som han kaldte et Gesamtkunstwerk, et totalkunstværk, der samlede musik, poesi og bildende kunst. I sine mest udviklede værker, Tristan und Isolde, Die Meistersinger von Nürnberg, Der Ring des Nibelungen og Parsifal opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengæld at søge en uendeligt flydende melodi. Han ændrede orkestrets rolle, øgede dets styrke og skabte partiturer med et komplekst væv af ledemotiver (Leitmotiven). Det er genkommende temaer, der ofte associeres med bestemte personer eller hændelser i dramaet. Han havde desuden mod til at gå imod allerede etablerede musikalske konventioner som fx tonalitet i sin søgen efter større udtrykskraft. Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring kong Arthur. Wagner fik bygget sit eget operahus i Bayreuth, hvor hans værker skulle opføres på præcis den måde, han ønskede.

Operaen blev ikke den samme efter Wagner, og hans arv har for mange komponister været en tung byrde. Richard Strauss var en af dem, der antog Wagners ideer, men førte dem i nye retninger. Han blev berømt for sin Salome (opera), der vakte skandale, og for den mørke tragedie om Elektra, der afprøvede tonalitetens grænser. Så skiftede Strauss genre og gik tilbage til rokokoens muligheder i Der Rosenkavalier, i hvilken Mozart og wienervals var lige så betydende som inspiration som Wagner. Strauss’ operaer er stærkt varierede og bygger ofte på libretti af digteren Hugo von Hoffmannsthal. Blandt andre komponister, der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20. århundrede, er Zemlinsky, Hindemith, Kurt Weill og den italienskfødte Ferruccio Busoni.

Fransk opera

Hovedartikel: Fransk opera.

I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en særlig fransk tradition, som blev grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved kong Ludvig XIV's hof. På trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere et Académie Royale de Musique og havde nærmest monopol på fransk opera fra 1672. Hans første opera var Cadmus et Hermione, en tragédie en musique, som Lully sammen med librettisten Quinault konciperede som en form efter fransk smag, der særligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen. Lullys operaer benytter desuden et særligt ekspressivt recitativ, som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik. I det 18. århundrede blev Lullys vigtigste efterfølger Jean-Philippe Rameau, som komponerede fem tragédies en musique og en lang række andre værker i andre genrer som fx opéra-ballet, der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer.

Scene fra førsteopførelsen fra 1885 af Jules Massenets Le Cid.

Efter Rameaus død blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen i Paris i 1770'erne. De bærer spor af Rameaus musik i sig, men er enklere og har større fokus på den dramatiske kerne. På samme tid var en ny genre opéra comique ved at blive populær i Frankrig. Den ligner med det tyske syngespil med arier, der veksler med talt dialog. Operakomponister som Monsigny, Philidor og især Grétry er kendte for deres bidrag til denne genre. I revolutionsperioden forlenede komponister som Méhul og Cherubini, som var inspirerede af Gluck, den med et mere seriøst udtryk, omend genren ikke på noget tidspunkt har været direkte ”komisk”.

Omkring 1820 måtte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto, særligt efter at Rossini kom til Paris. Rossinis Guillaume Tell var medvirkende til skabelsen af grand opéra, som især kendes gennem en anden udlænding, nemlig Giacomo Meyerbeer. Meyerbeers værker som Les Huguenots fokuserede på virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter. En lettere udgave af opéra comique nød også stor bevågenhed i værker fra komponister som Boïeldieu, Auber, Hérold og Adolphe Adam. I det miljø var det svært at få publikum til den franske Hector Berlioz’ værker. Hans episke mesterværk, Les Troyens, der var kulminationen på den gluckske tradition blev ikke opført i sin helhed i næsten hundrede år.

I anden halvdel af det 19. århundrede skabte Jacques Offenbach operetter med vittige og kyniske værker som fx Orphée aux enfers og Les Contes d’Hoffmann. Charles Gounod fik stor succes med Faust, mens Georges Bizet skabte Carmen, der, da publikum hurtigt havde lært at acceptere dens blanding af romantik og realisme, blev en af de mest populære operaer i opéra comique-traditionen. Massenet, Saint-Saëns og Delibes skabte alle værker, der nu er en del af moderne operahuses standardrepertoire. Der var i tiden en følelse af, at Richard Wagner var en torn i øjet på den franske tradition; mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer, men nogle franske komponister forsøgte at efterligne hans stil med svingende held. Det mest interessante bud kom formentlig med Pelléas et Mélisande fra Claude Debussy, som lige som Wagners lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen bestå af en uafbrudt talesang i modsætning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer. Værket beror på en underspillet gådefuld stemning, men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil.

Andre vigtige franske navne fra det 20. århundrede omfatter Ravel, Dukas, Roussel og Milhaud. Francis Poulenc, som har skrevet Dialogues des carmélites, er en af de meget få komponister fra efterkrigstiden, hvis operaer er blevet optaget i det internationale repertoire. Olivier Messiaens lange drama om Saint François d'Assise fra 1983 har også fået opmærksomhed fra mange sider.

Opera på engelsk

I England var forløberen for opera den såkaldte jig fra det 17. århundrede. Det var egentlig et efterspil, som blev opført efter et almindeligt skuespil. Indholdet var ofte satirisk og skandaløst og bestod af en dialog med nogle populære melodier. Jigs er et forvarsel om ballad opera fra det 18. århundrede. På samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med uhørt overdådighed og realistiske kulisser. Inigo Jones var scenograf. Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin, som det er tilfældet i Ben Jonsons Lovers Made Men fra 1617.

Det engelske commonwealth søgte nu at lukke teatre og hæmme enhver udvikling, der kunne føre til grundlæggelsen af en egentlig engelsk opera. I 1656 producerede teatermanden Sir William Davenant The Siege of Rhodes, og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama, bad han de førende komponister Lawes, Cooke, Locke, Coleman og Hudson om at komponere musik til forskellige dele af stykket. Da det blev en succes, fulgte han trop med The Cruelty of the Spaniards in Peru i 1658 og The History of Sir Francis Drake i 1659. De stykker havde endog Oliver Cromwells opbakning og støtte, da de udtrykte kritik af Spanien. Med genoprettelsen af det engelske monarki i 1660 var udenlandske og særligt franske musikere atter velkomne i England. I 1673 havde Thomas Shadwells Psyche premiere. Stykket var modelleret over en comédie-ballet af samme navn af Molière og Lully. Samme år producerede William Davenant The Tempest den første musikalske udgave af et stykke af Shakespeare. I 1683 komponerede John Blow Venus og Adonis, som ofte betragtes som den første egentlige engelsksprogede opera.

Blows efterfølger var den velkendte Henry Purcell, hvis mesterværk, Dido og Aeneas, stammer fra 1689. Handlingen i operaen fremmes af recitativer i italiensk stil, men mange af Purcells bedste værker er ikke egentlige operaer, men snarere semi-operaer med enkelte scener og maskespil inden for et almindeligt skuespil, som det er tilfældet i The Fairy-Queen fra 1692, The Prophetess fra 1690 og Bonduca fra 1696. Her er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener, og det betyder, at Purcell sjældent kunne udvikle og tegne sine personer gennem sang. Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartner John Drydens håb at etablere den seriøse opera i England, omend dette håb blev gjort til skamme med Purcells tidlige død som 36-årig.

Thomas Arne

Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige år. Først i 1730’erne fik interessen for genren fornyet liv. Det kan tilskrives Thomas Arnes indsats gennem hans egne værker og hans arbejde for at gøre Händel interesseret i at producere store værker på engelsk. Arne var den første engelske komponist, der eksperimenterede med gennemsungne, komiske operaer i den italienske stil. Thomas and Sally fra 1760 blev den største succes. Hans opera, Artaxerxes fra 1762 var det første forsøg på at skabe en opera seria på engelsk; den blev en stor succes og opførtes helt frem til 1830’erne. Selv om Arne imiterede mange af den italienske operas elementer, var han måske den eneste engelske komponist i tiden, som var i stand til at bevæge sig ud over de italienske strømninger og skabe sin unikke og særligt engelske tone. Hans moderniserede ballad opera, Love in a Village, fra 1762 skabte mode med pasticheoperaer, som holdt sig til godt ind i det 19. århundrede. Charles Burney skrev, at Arne kunne skabe en ”let, luftig, original og behagelig melodi, der var ganske anderledes end Purcells og Händels, som alle engelske komponister havde enten stjålet eller imiteret” ("a light, airy, original, and pleasing melody, wholly different from that of Purcell or Handel, whom all English composers had either pillaged or imitated").

Ud over Arne var den anden gigant i engelsk opera den tyskfødte Georg Friedrich Händel, hvis opere seria gik på Londons operascener i årtier og påvirkede engelske komponister som fx John Frederick Lampe, der også komponerede efter italienske modeller. Den italienske indflydelse gjorde sig gældende i Englands operaliv i det 18. og 19. århundrede gennem såvel fremmede som Mozart, Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister.

De eneste undtagelser var de såkaldte ballad operas, som John Gays The Beggar's Opera fra 1728 og musikalske burlesker, europæiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fx savoy-operaer af W. S. Gilbert og Arthur Sullivan. Der var spor af opera i alle disse typer underholdning, men Sullivan skrev kun én opera i den store stil: Ivanhoe. Han hævdede dog, at selv hans lette operaer udgjorde en særlig engelsk skole, der skulle erstatte franske operetter, der som regel blev opført i dårlige oversættelser, og som havde præget scenelivet i London fra midten af det 19. århundrede til begyndelsen af 1870'erne.

I det 20. århundrede begyndte den engelske opera at finde sine egne ben med værker af Ralph Vaughan Williams og særligt Benjamin Britten, som i en række fine operaer, der også er på standardrepertoiret i dag, udviste en særlig dramatisk sans parret med en fornem musikalitet. I vore dage er Thomas Adès med et værk som Powder Her Face og Sir Harrison Birtwistle med værker som Punch and Judy og The Minotaur blandt Det Forenede Kongeriges mest betydningsfulde komponister.

I det 20. århundrede har amerikanske komponister som Leonard Bernstein, George Gershwin, Gian-Carlo Menotti, Douglas Moore og Carlisle Floyd bidraget til den engelsksprogede operas udvikling, fordi de ofte har tilføjet operaen et pust af andre populære musikalske stilarter. De er blevet fulgt af komponister som Philip Glass, Mark Adamo, John Corigliano, Robert Moran, John Coolidge Adams og Jake Heggie.

Russisk opera

Operaen kom til Rusland i 1730’erne med omrejsende italienske trupper, og snart blev den en vigtig del af underholdningen ved zarens hof og aristokrati. Mange fremmede komponister som Baldassare Galuppi, Giovanni Paisiello, Giuseppe Sarti og Domenico Cimarosa blev inviteret til Rusland for at komponere nye operaer, som regel på italiensk. Samtidigt rejste russiske komponister som Maksym Berezovskij og Dmytro Bortnianskij til udlandet for at lære at skrive opera. Den første opera på russisk, Tsefal i Prokris, kom i 1755, men var dog komponeret af en italiener, Francesco Araja. Udviklingen af den russisksprogede opera støttedes af russiske komponister som Vasilij Pashkevitj, Yevstignei Fomin og Alexei Verstovskij.

Den russiske opera fik sit egentlige gennembrud med Mikhail Glinkas store operaer, Livet for zaren fra 1836 og Ruslan i Lyudmila fra 1842. Efter Glinkas to operaer så flere store russiske operaer dagens lys i det 19. århundrede med værker som Rusalka og Kamenny gost af Alexander Dargomyzhskij, Boris Godunov og Khovanshchina af Modest Mussorgskij, Fyrst Igor af Alexander Borodin, Eugen Onegin og Spar Dame af Pjotr Tjajkovskij; Prinsesse Snefnug og Sadko af Nikolaj Rimskij-Korsakov. Elementer af russisk nationalisme spores i disse og andre værker fra perioden.

I det 20. århundrede har en række store komponister udviklet den russiske opera yderligere, fx Sergei Rachmaninov med værker som Den gerrige ridder og Francesca da Rimini, Igor Stravinskij med Nattergalen, Mavra, Oedipus Rex og Lastens vej, Sergei Prokofiev med Igrok, Kærligheden til de tre appelsiner, Ognenny angel, Obrucheniye v monastïre og Krig og fred samt Dmitrij Sjostakovitj med Næsen og Lady Macbeth fra Minsk, Edison Denisov med L'écume des jours og Alfred Schnittke med Life with an Idiot samt Historia von D. Johann Fausten.

Operaen i andre nationale traditioner

Spanien har produceret sin egen form for opera, kaldet zarzuela, som havde to forskellige opblomstringer: Den ene fra midten af det 17. århundrede til midten af det 18. århundrede, mens den anden begyndte omkring 1850. Fra slutningen af det 18. århundrede til midten af det 19. århundrede var den italienske opera nemlig så populær i Spanien, at den fortrængte den lokale zarzuela.

Tjekkiske komponister har ligeledes udviklet deres egen levende, nationale operatradition i det 19. århundrede. Bedřich Smetana var den første og skrev otte operaer, herunder "Den solgte brud", der er internationalt kendt. Antonín Dvořák, der er mest kendt for Rusalka, skrev tretten operaer, mens Leoš Janáček i det 20. århundrede vandt anerkendelse uden for Tjekkiet for nyskabende værker som Jenůfa, Den fiffige lille ræv og Káťa Kabanová.

Nøglefiguren i ungarsk opera var i det 19. århundrede Ferenc Erkel, hvis værker ofte har benyttet historiske temaer. Blandt hans hyppigst opførte operaer er Hunyadi László og Bánk bán. Den mest kendte moderne ungarske opera er Béla Bartóks Hertug Blåskægs borg.

Den mest kendte polske operakomponist er Stanisław Moniuszko, som først og fremmest kendes for operaen Straszny Dwór. Andre polske værker fra det 20. århundrede er Król Roger af Karol Szymanowski og Ubu Rex af Krzysztof Penderecki.

Nutidige og modernistiske strømninger

Modernisme

Den måske mest åbenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten af atonalitet. Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i særdeleshed med Tristan-akkorden i operaen Tristan und Isolde. Komponister som Richard Strauss, Claude Debussy, Giacomo Puccini, Paul Hindemith og Hans Pfitzner er gået et skridt videre med en ekstrem kromatik og en mere udstrakt brug af dissonans.

Egentlig operamodernisme indtræffer med to komponister fra Wien, nemlig Arnold Schönberg og hans elev Alban Berg, der begge komponerer i og advokerer for atonalitet og dodekafoni som udtænkt af Schönberg.

Schönbergs tidlige operaer, Erwartung fra 1909 (der dog først fik premiere i 1924) og Die glückliche Hand fra 1924, fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans. Schönberg brugte også lejlighedsvis Sprechstimme, som han beskrev som: "The voice rising and falling relative to the indicated intervals, and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated".

Bergs to operaer, Wozzeck og Lulu (som var ufærdig, da Berg døde) har også mange de ovennævnte træk, omend Berg kombinerede sin højst personlige fortolkning af Schönbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter, hvilket måske er forklaringen på, at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret på trods af deres kontroversielle musik og plot. Schönbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten, tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj, selvom de måske ikke anvender Schönbergs teknikker.

Tolvtoneteknikken blev dog også mødt med en kritisk reaktion blandt komponister, bl.a. fra russeren Igor Stravinskij. Efter at have komponeret modernistisk musik til de to Diaghilev-balletter Petrushka og Le Sacre du printemps vendte Stravinskij i 1920'erne sig til en neoklassicistisk stilart, der kulminerede i produktionen af opera-oratoriet Oedipus Rex. Han skrev også operaen The Rake's Progress, men undgik fortsat de moderne virkemidler. Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende på mange andre komponister.

Andre strømninger

Hvor store orkestre med stærke strygerbesætninger, flere harper og ekstra horn var normale i romantikken, er det almindeligt i det 20. århundrede i såvel operaer som i det øvrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre, hvilket sparer kompagniet for udgifter. Når såvel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder, er det blevet almindeligt med et mindre budget til nye opsætninger eller nye værker. Komponister får bestillinger på operaer med kammerorkesterlignende besætning eller bliver bedt om at begrænse sig til korte enaktere af hensyn til operahusets økonomi. Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for så lidt som tretten musikere, mens Mark Adamos to-aktsudgave af Little Women kan opføres af blot 18 instrumenter.

En anden tendens i det 20. århundredes opera er samtidshistoriske operaer. The Death of Klinghoffer, Nixon in China og Doctor Atomic af John Adams samt Dead Man Walking af Jake Heggie er eksempler på operaiscenesættelser af nye begivenheder endda med personer, der lever. Tidligere behandlede operaerne fjerne historiske begivenheder eller tog skuespil eller myter under behandling.

Publikum

Den klassiske musik tiltrækker et veluddannet og modent publikum, og den tendens gør sig også gældende i operaen.The Metropolitan Opera er operagæstens gennemsnitsalder 60 år. Det er en tendens, mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til, og derfor er mange gået i gang med aktiviteter, der skal tiltrække et yngre publikum: Det Kongelige Teater i København har fx lanceret et initiativ kaldet Ungopera. Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge betragtelige rabatter på billetprisen.

Nogle operahuse får offentlig støtte, mens andre må klare sig på markedsvilkår. Nogle store selskaber forsøger at hyre stjernesangere, der kan tiltrække et stort publikum, mens mindre operakompagnier ofte må forsøge at dække udgifterne gennem offentlig støtte, lokale sponsorater og almindelig fundraising.

En øget radio- og TV-transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at nå et nyt publikum, lige som biografdistribution i HD-kvalitet har muliggjort, at forestillinger kan ses af mange mennesker på samme tid og på den måde øget omsætningen. The Metropolitan Opera har siden 2006 udsendt direkte forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden, herunder Rønne Bio i Danmark.

Musicals og opera

I slutningen af 1930'erne begyndte nogle komponister at skrive operalignende musicals, idet de forlenede værkerne med komplekse polyfoniske ensembler. Porgy og Bess af Gershwin, der er påvirket af jazz, og Candide af Bernstein med sine fejende lyriske passager, er eksempler på musicals, der har spillet på Broadway, men som også er en accepteret del af operarepertoiret. Show Boat, West Side Story, Brigadoon, Sweeney Todd, Evita og The Light in the Piazza formidler også dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse, men betragtes dog som mere regulære musicals.

Klassifikation af stemmer

Operasangere og rollerne i en opera inddeles efter stemmetype. Mandlige sangere klassificeres som enten bas, baryton, tenor eller kontratenor. Kvinder synger enten kontraalt, mezzosopran eller sopran. Børns stemmer falder uden for denne inddeling, idet drengestemmen først går i overgang ved puberteten. Der kan således optræde drengesopraner i operaer. Kastratsangere er mænd, der ved træning eller efter en operation har fastholdt det høje stemmeleje.

Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje, men også af dens styrke og fleksibilitet. En sopran kan være lyrisk, koloratur, soubrette, spinto eller dramatisk sopran. Disse kategorier benyttes for at afgøre, hvilke roller der passer til en sangers stemme. Den enkelte sangers stemme kan udvikle sig drastisk i tidens løb, for sangeren når først sin ”modne” stemme ved 30-års-alderen.

Brug af de enkelte stemmetyper

Sopraner har siden sidste halvdel af det 18. århundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen. Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller af en kastrat. Hvor nutidens operasmag lægger vægt på en stor spændvidde og især på høje toner, var det tidligere i højere grad den tekniske dygtighed, der var i fokus, idet en sopran sjældent skulle kunne synge højere end det høje A (Händel skrev fx kun en rolle, som indeholdt et højt C).

Mezzosopranen, et relativt nyt begreb, har et stort repertoire og synger både hovedroller som fx Dido i Purcells Dido og Aeneas og som Brangäne i Wagners Tristan und Isolde; begge roller synges dog også nogle gange af sopraner.

Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begrænset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder – eller mødre.

Nogle gange synger kvinder bukseroller som betyder, at personen, de fremstiller på scenen, er en mand. Disse roller findes især i operaer fra barokken.

Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle. Hvis der er flere tenorroller i operaen, kan det fx være den mandlige hovedpersons unge hjælpere. Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto-perioden; det gælder fx tenorrollen i La fille du régiment af Donizetti, som indeholder 9 C'er. Med Wagner kom der fokus på vokal udholdenhed, og man bruger ofte betegnelsen Heldentenor for disse roller.

Bassen synger ofte biroller, fx i opera seria, eller kan være et komisk indslag i modsætning til tenorens seriøsitet som i Mozarts Don Giovanni, hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas. Typiske roller for basser er fædre eller skurke.

Berømte sangere

Kastraten Senesino, ca. 1720.

De tidligste opførelser af operaer var alt for få til, at nogen kunne ernære sig som egentlige operasangere, men da operaen blev offentligt tilgængelig mod betaling, begyndte de første professionelle sangere at dukke op. Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger, og i det 18. århundrede, hvor italienske operaer blev opført overalt i Europa, var førende kastrater som Senesino og Farinelli internationale stjerner. Franskmændene brød sig ikke om kastrater, men foretrak at den mandlige helt blev sunget af en haute-contre (en høj tenor), som Joseph Legros. Den første kvindelige stjerne (eller prima donna) var Anna Renzi, som gjorde karriere midt i 1600-tallet. I det 18. århundrede blev en række italienske sopraner internationalt berømte, og de lå ofte i intens intern konkurrence, som det fx var tilfældet med Faustina Bordoni og Francesca Cuzzoni. De kom endda op at toppes under opførelsen af en af Händels operaer.

Selv om operaen er blevet mindre populær som kunst og genre, har massemedier formået at støtte visse berømte sangere og bringe dem frem som fx Luciano Pavarotti, Plácido Domingo og José Carreras, der også er kendt som ”De tre tenorer”. Andre kendte sangere fra det 20. århundrede er Maria Callas, Joan Sutherland, Jussi Björling og Enrico Caruso.

Forestillinger fra europæiske operahuse, bl.a. fra Teatro alla Scala i Milano, transmitteres til biografer i byer i USA.

Nogle større operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt i USA og i en række andre lande verden over. The Metropolitan Opera, som åbnede i 1883 på Manhattan i New York, begyndte at udsende TV-transmissioner i 2006, og mange af husets forestillinger vises live i biografer i såvel USA som i udlandet, herunder Danmark. I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA, og en forestilling som La bohème blev vist 671 steder på verdensplan. The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni, som transmitterer alle sine forestillinger live, omend mange af dem kun udsendes pr. radio. Tilsvarende har europæiske operahuse og festivaler som fx L’opera alla Scala i Milano, Salzburgfestivalen, Teatro La Fenice i Venedig, Gran Teatre del Liceu i Barcelona og Maggio Musicale i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006. I 2009 kom danske biografer med, fx Rønne Bio og Biffen i Aalborg med transmissioner fra Milano og Barcelona.

  • Opera seria – seriøs, alvorlig opera, specielt italiensk opera fra 1720'erne til ca. 1830.
  • Opera buffa – den første komiske operagenre udviklet i 1800-tallets Italien som et alternativ til opera seria.
  • Tragédie lyrique – fransk operagenre udviklet af Jean-Baptiste Lully.
  • Opéra-ballet – fransk operagenre i 1600-tallet og 1700-tallet.
  • Ballad opera – engelsk operagenre i 1700-tallet.
  • Opéra comique – fransk betegnelse for lette komiske operaer af lystspilkarakter. Genren kom senere til at betegne operaer med talt dialog mellem sangnumrene, også med tragisk handling.
  • Grand opéra – fransk operagenre, ofte tragiske operaer.
  • Singspiel – tysk operagenre fra 1600-tallet, Wien i 1700-tallet.
  • Syngespil – opera med talt dialog, musikken ofte enklere end i operaen. Danske syngespil fra anden halvdel af 1700-tallet som Holger Danske.
  • Melodramma – italiensk alvorlig genre, især om det romantiske melodramma fra ca. 1825.
  • Romantisk opera – operagenre i 1800-tallet, især i Tyskland.
  • Musikdrama – en gennemkomponeret operaform skabt sidst i 1800-tallet af Richard Wagner.
  • Operette – en genre skabt i Paris og Wien i midten af 1800-tallet af især Strauss og Jacques Offenbach.
  1. Ordet opera betyder ”værk” på italiensk og er pluralis af det latinske opus, der betyder ”værk” eller ”arbejde”.
  2. Lignende kunstformer fra andre verdensdele kaldes også ”opera”, som fx pekingopera og persisk opera. De har ikke noget med den vestlige kunstmusiks opera at gøre, men er særlige former for musikteater.
  3. Afsnittet er baseret på artikler fra The Oxford Companion to Music af P. Scholes (10. udg., 1968).
  4. Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1; artikler om Peri og Monteverdi fra The Viking Opera Guide.
  5. Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1–3.
  6. Man and Music: the Classical Era, red. Neal Zaslaw (Macmillan, 1989); artikler om Gluck og Mozart fra The Viking Opera Guide.
  7. Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 5, 8 og 9; artikel om Verdi i Viking Opera Guide.
  8. Afsnittet er baseret på The Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1–3, 6, 8 og 9 samt The Oxford Companion to Music og artikler om de enkelte komponister i The Viking Opera Guide.
  9. Afsnittet er baseret på The Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1–4, 8 og 9, The Oxford Companion to Music (10. udg., 1968) samt artikler om de enkelte komponister i The Viking Opera Guide.
  10. Afsnittet er baseret på Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1, 3 og 9 samt artikler om Blow, Purcell og Britten i The Viking Opera Guide.
  11. Artiklen om Rusland i The New Grove Dictionary of Opera, red. af Stanley Sadie (London, 1992) samt kapitel 7-9 i Oxford Illustrated History of Opera.
  12. Kapitlet "Russian, Czech, Polish and Hungarian Opera to 1900" i The Oxford Illustrated History of Opera (1994).
  13. Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 8 samt artikler om Schönberg, Berg og Stravinskij i The Viking Opera Guide. Malcolm MacDonald: Schönberg (Dent,1976), Francis Routh: Stravinskij (Dent, 1975).
  14. Den franske opera tog samtidige emner op i revolutionstiden. For eksempel beskriver Gossecs Le triomphe de la République fra 1793 den franske sejr ved Valmy året før. Værket var åbenlyst tænkt som en form for propaganda.
  15. Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 9.
  16. Se "On Air & On Line: 2007–08 HD Season". The Metropolitan Opera. 2007. .
  17. The Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 11.
Wikimedia Commons har medier relateret til:

LA-ikon

Opera
opera, musisk, sceneværk, sprog, overvåg, rediger, alternative, betydninger, flertydig, også, artikler, begynder, opéra, omdirigeres, hertil, metrostationen, paris, opéra, metrostation, kunstform, hvilken, sangere, musikere, opfører, dramatisk, værk, kombinati. Opera musisk scenevaerk Sprog Overvag Rediger For alternative betydninger se Opera flertydig Se ogsa artikler som begynder med Opera Opera omdirigeres hertil For metrostationen i Paris se Opera metrostation Opera er en kunstform i hvilken sangere og musikere opforer et dramatisk vaerk 1 som er en kombination af tekst nedskrevet i en libretto og sang og instrumentalmusik nedskrevet i et partitur Opera defineret pa denne made horer hjemme i den vestlige klassiske musik 2 Opera indeholder elementer fra det klassiske teater som skuespil kulisser og kostumer og dans Opforelsen af operaer finder typisk sted i et operahus akkompagneret af et orkester et symfoniorkester eller et mindre musikensemble Gabriele Maria Ronge som Brunnhilde i Wagners Der Ring des Nibelungen Operaen som kunstform stammer fra det 16 arhundredes Italien Jacopo Peris nu tabte Dafne blev opfort i 1597 i Firenze som en af de forste operaer Operaen bredte sig hurtigt til resten af Europa idet tyske Heinrich Schutz franske Jean Baptiste Lully og engelske Henry Purcell begyndte operatraditionen i deres hjemlande i det 17 arhundrede I det 18 arhundrede var europaeisk opera domineret af den italienske tradition bortset fra Frankrig Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i 1760 erne I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18 arhundrede Wolfgang Amadeus Mozart som begyndte med opera seria men som er mest beromt for Don Giovanni der er alvorligt komisk og de andre komiske operaer pa italiensk som Figaros Bryllup Cosi fan tutte og Trylleflojten som er pa tysk og et hojdepunkt i opera syngespil I forste tredjedel af det 19 arhundrede opnaede bel canto stilen sit hojdepunkt med Gioacchino Rossini Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini som alle skabte vaerker der opfores i dag Der opstod desuden en grand opera som Giacomo Meyerbeer er repraesentant for Det 19 arhundrede er en operaguldalder med Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv Tyskland og Italien Til denne guldalder horer verismo stilen i Italien der forer frem mod Giacomo Puccini og Richard Strauss i begyndelsen af det 20 arhundrede I det 20 arhundrede eksperimenteredes med moderne stilarter som atonalitet og serialisme hos komponister som Arnold Schonberg og Alban Berg nyklassicisme hos Igor Stravinskij og minimalisme hos Philip Glass og John Coolidge Adams Med fremkomsten af moderne teknologi far operasangere et nyt og storre publikum en af de forste operasangere der blev kendt uden for operahusene var tenoren Enrico Caruso I moderne tid bliver operaer ogsa opfort i og skrevet for radio og TV Indholdsfortegnelse 1 Operaens bestanddele 2 Operaens historie 2 1 Oprindelsen 2 2 Italiensk opera 2 2 1 Barokken 2 2 2 Reformopera Glucks opgor med den metastasiske idealopera og Mozart 2 2 3 Bel canto Verdi og verismo 2 3 Tysksproget opera 2 3 1 Wagner og arven efter Wagner 2 4 Fransk opera 2 5 Opera pa engelsk 2 5 1 Thomas Arne 2 6 Russisk opera 2 7 Operaen i andre nationale traditioner 2 8 Nutidige og modernistiske stromninger 2 8 1 Modernisme 2 8 2 Andre stromninger 2 8 3 Publikum 2 8 4 Musicals og opera 3 Stemmetyper i opera 3 1 Klassifikation af stemmer 3 2 Brug af de enkelte stemmetyper 3 3 Beromte sangere 4 Biografdistribution 5 Genrer 6 Beromte operaer 7 Noter 8 Eksterne henvisningerOperaens bestanddele RedigerMusikken er et lige sa vigtigt element som sangteksten og skuespillet i en opera Opera adskiller sig fra andre musikdramatiske genrer ved at hele teksten synges Den sungne tekst star i librettoen egl lille bog Nogle komponister som Richard Wagner skrev deres egne libretti mens andre arbejdede taet sammen med deres librettist som Wolfang Amadeus Mozart og Lorenzo da Ponte Traditionelle operaer bestar af to former for sang recitativerne som er deklamatoriske passager der praeger handlingen med en saerlig talesang der folger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi og arier som er melodiske sangstykker som personerne udtrykker deres folelser i med en struktureret stil Duetter trioer og andre ensembler udtrykker personernes indbyrdes forhold lige som korsatser kan kommentere handlingen som i den graeske oldtids dramaer I nogle operaer som syngespil opera comique operette og semi opera erstattes recitativerne af talt dialog Talt dialog er et hyppigt element i mange tidlige operaer samt i melodramaer der udviklede sig som selvstaendig genre i 1800 tallet Melodiske eller semi melodiske passager i stedet for recitativer kaldes arioso I barokken og klassicismen var der to former for recitativer secco recitativer der er talesang ledsaget af et continuo som oftest blot er et cembalo og accompagnato og strumentato recitativer hvori sangen stottes af hele orkestret I lobet af det 19 arhundrede vandt accompagnato recitativet mere og mere indpas idet orkestret kom til at spille en storre rolle Richard Wagner var en af pionererne Han naermest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin sogen efter en endlos fliessenden Melodie en uendeligt flydende melodi Nogle komponister er gaet i Wagners fodspor som Stravinskij i operaen Lastens vej 3 Operaens historie RedigerOprindelsen Rediger Claudio Monteverdi Dafne er det forste egentlige vaerk der er en opera fra nutidens definition Det blev skrevet omkring 1597 af Jacopo Peri der var medlem af en kreds af veluddannede renaessancehumanister i Firenze som samledes om en interesse for den graeske oldtids musik og teater i La Camerata de Bardi Medlemmerne af La Camerata mente sandsynligvis fejlagtigt at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de graeske dramaer blev sunget Vaerket Dafne var derfor egentlig et forsog pa at genoplive det klassiske graeske oldtidsdrama i trad med renaessancens interesse for at viderefore ideer og vaerker fra antikken Derfor gjorde renaessancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk vaerk Dafne er desvaerre gaet tabt men et senere vaerk af Peri Euridice fra omkring 1600 er det forste operapartitur overleveret til vor tid Den forste opera der opfores regelmaessigt er Claudio Monteverdis L Orfeo som blev komponeret for hoffet i Mantua i 1607 4 Italiensk opera Rediger Barokken Rediger Operaen var oprindeligt en fornojelse for europaeiske hoffer men allerede i 1637 opstod ideen om offentlige operaforestillinger som der skulle vaere billetsalg til Det skete i Venedig hvortil Monteverdi var flyttet fra Mantua og hvor han komponerede sine sidste operaer Il ritorno d Ulisse in patria og L incoronazione di Poppea i 1640 erne De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gore genren populaer Efterhanden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne de seriose og de komiske elementer De var pavirket af commedia dell arte som med sine improvisationer laenge havde vaeret en del af scenelivet i Italien og kom til at udgore en slags opera i operaen En af grundene var at tiltraekke publikum fra den voksende stand af handlende den tids nouveaux riches som havde behov for at ga ud men som var mindre kultiverede end adelen Disse intermezzi i opera seria var saerligt populaere i Napoli fra ca 1710 1730 Nogle komponister tog dog anstod af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevaegelse der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev stottet af det arkadiske akademi i Venedig Metastasios libretti var i afgorende grad med til at rendyrke og udvikle opera seria genren som blev den forende italienske operaform indtil slutningen af det 18 arhundrede Da det metastasiske ideal blev veletableret blev den grove komik henvist til opera buffa Georg Friedrich Handel 1733 Opera seria havde et hojtideligt udtryk og en hojt stiliseret form der som regel bestod af secco recitativer iblandet lange da capo arier De bod den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent og i opera seria genrens guldalder blev operasangeren da ogsa betragtet som stykkets stjerne Helterollen blev som regel skrevet for en kastratsanger Kastratsangere som Farinelli og Senesino og kvindelige sopraner som Faustina Bordoni var staerkt efterspurgte i hele Europa med undtagelse af Frankrig hvor opera seria ikke havde indtaget scenen Farinelli er den mest beromte sanger fra det 18 arhundrede og italiensk opera blev den standard barokopera blev malt efter Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist som Georg Friedrich Handel nar han skrev musik for publikum i London Italienske libretti blev ogsa brugt i den klassicistiske periode da Mozart skrev i Wien Forende italienskfodte komponister af opera seria er Alessandro Scarlatti Antonio Vivaldi og Nicola Antonio Porpora 5 Reformopera Glucks opgor med den metastasiske idealopera og Mozart Rediger Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere Genrens fokus pa musikalske ornamenter udfort af virtuose sangere og pa optraeden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blaekhuset og Francesco Algarottis Sopra l opera in musica Essay om opera fra 1755 skulle vise sig at vaere god inspiration for den reform Christoph Willibald Gluck gennemforte Han mente at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse og at alle tilknyttede elementer sang ledsagende musik ballet og scenisk opsaetning burde tjene det grundlaeggende dramatiske forlaeg Flere af periodens komponister som Niccolo Jommelli og Tommaso Traetta forsogte at virkeliggore disse idealer men den forste der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck Han forsogte som Winkelmann at opna en skon enkelhed i den forste af sine reformoperaer Orfeo ed Euridice I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Handels vaerker men stottet af simple harmonier og et staerkt orkester Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister Weber Mozart og Wagner var saerligt pavirkede af hans idealer Mozart der pa mange mader var Glucks efterfolger forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb om harmoni melodi og kontrapunkt i en raekker komedier saerligt i Cosi fan tutte Figaros bryllup og Don Giovanni med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte disse operaer er blandt de mest populaere og velkendte i dag Mozarts bidrag dog ogsa til opera seria med vaerker som Idomeneo og La Clemenza di Tito men genren la for doden og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen 6 Bel canto Verdi og verismo Rediger Giuseppe Verdi af Giovanni Boldini 1886 Bel canto opera er en bevaegelse der opstod i det tidlige 19 arhundrede med operaer af Rossini Bellini Donizetti Pacini Mercadante og mange andre Bel canto betyder skonsang og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks pa en made der kraever stor vokal fleksibilitet og kontrol I bel canto operaens kolvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil som isaer blev fremfort af Giuseppe Verdi der fik sin forste succes med den bibelske opera Nabucco fra 1842 Verdis operaer gik godt i spaend med den voksende nationalfolelse i Italien i tiden efter napoleonskrigene og han blev hurtigt et symbol pa den patriotiske bevaegelses ambitioner og Verdi stod som graffiti pa murene i Italien omend Verdi ikke var saerlig radikal selv Tidligt i 1850 erne frembragte Verdi tre af sine mest populaere operaer Rigoletto Il trovatore og La traviata men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den maske bedste franske grand opera Don Carlos inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare inspirerede vaerker Otello og Falstaff som til fulde viste hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19 arhundrede Efter Verdi opstod det folelsesladede realistiske melodrama i den sakaldte verismo stil i Italien Startskuddet blev givet med Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci der stadig spilles pa verdens operascener lige som andre veristiske vaerker som Giacomo Puccinis La Boheme Tosca og Madama Butterfly Senere italienske komponister som fx Berio og Nono har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer 7 Tysksproget opera Rediger Hovedartikel Tysk opera Den forste tyske opera den er ikke er overleveret til i dag blev komponeret af Heinrich Schutz i 1627 og bar som den forste italienske 30 ar for titlen Dafne Den italienske opera ovede stor indflydelse pa tysktalende lande indtil slutningen af det 18 arhundrede En national tradition var under udvikling og allerede i 1644 producerede Sigmund Staden det forste syngespil en populaer tysksproget opera som lader sang skifte med talt dialog I slutningen af det 17 og i begyndelsen af det 18 arhundrede viste Theater am Gansemarkt i Hamborg en raekke operaer af Keiser Telemann og Handel pa tysk men mange af tidens storste tyske komponister herunder Handel Graun Hasse og Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer pa fremmede sprog saerligt italiensk Mozarts syngespil Bortforelsen fra Seraillet fra 1782 og Trylleflojten fra 1791 betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19 arhundrede af Beethoven der inspireret af den franske revolution skrev sin eneste opera Fidelio men det blev Carl Maria von Weber der for alvor etablerede den tyske opera i modsaetning til den italienske bel canto Det skete med den romantiske Der Freischutz Jaegerbruden fra 1821 der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operavaerk Andre vigtige operakomponister var Marschner Schubert Schumann og Lortzing omend den uden tvivl mest betydende var Wagner Wagner og arven efter Wagner Rediger Richard Wagner 1871 Wagner var en af de mest revolutionaere og kontroversielle komponister musikhistorien har kendt Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer men udviklede gradvist et nyt koncept for opera som han kaldte et Gesamtkunstwerk et totalkunstvaerk der samlede musik poesi og bildende kunst I sine mest udviklede vaerker Tristan und Isolde Die Meistersinger von Nurnberg Der Ring des Nibelungen og Parsifal opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengaeld at soge en uendeligt flydende melodi Han aendrede orkestrets rolle ogede dets styrke og skabte partiturer med et komplekst vaev af ledemotiver Leitmotiven Det er genkommende temaer der ofte associeres med bestemte personer eller haendelser i dramaet Han havde desuden mod til at ga imod allerede etablerede musikalske konventioner som fx tonalitet i sin sogen efter storre udtrykskraft Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring kong Arthur Wagner fik bygget sit eget operahus i Bayreuth hvor hans vaerker skulle opfores pa praecis den made han onskede Operaen blev ikke den samme efter Wagner og hans arv har for mange komponister vaeret en tung byrde Richard Strauss var en af dem der antog Wagners ideer men forte dem i nye retninger Han blev beromt for sin Salome opera der vakte skandale og for den morke tragedie om Elektra der afprovede tonalitetens graenser Sa skiftede Strauss genre og gik tilbage til rokokoens muligheder i Der Rosenkavalier i hvilken Mozart og wienervals var lige sa betydende som inspiration som Wagner Strauss operaer er staerkt varierede og bygger ofte pa libretti af digteren Hugo von Hoffmannsthal Blandt andre komponister der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20 arhundrede er Zemlinsky Hindemith Kurt Weill og den italienskfodte Ferruccio Busoni 8 Fransk opera Rediger Hovedartikel Fransk opera I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en saerlig fransk tradition som blev grundlagt af italieneren Jean Baptiste Lully ved kong Ludvig XIV s hof Pa trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere et Academie Royale de Musique og havde naermest monopol pa fransk opera fra 1672 Hans forste opera var Cadmus et Hermione en tragedie en musique som Lully sammen med librettisten Quinault konciperede som en form efter fransk smag der saerligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen Lullys operaer benytter desuden et saerligt ekspressivt recitativ som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik I det 18 arhundrede blev Lullys vigtigste efterfolger Jean Philippe Rameau som komponerede fem tragedies en musique og en lang raekke andre vaerker i andre genrer som fx opera ballet der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer Scene fra forsteopforelsen fra 1885 af Jules Massenets Le Cid Efter Rameaus dod blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen i Paris i 1770 erne De baerer spor af Rameaus musik i sig men er enklere og har storre fokus pa den dramatiske kerne Pa samme tid var en ny genre opera comique ved at blive populaer i Frankrig Den ligner med det tyske syngespil med arier der veksler med talt dialog Operakomponister som Monsigny Philidor og isaer Gretry er kendte for deres bidrag til denne genre I revolutionsperioden forlenede komponister som Mehul og Cherubini som var inspirerede af Gluck den med et mere seriost udtryk omend genren ikke pa noget tidspunkt har vaeret direkte komisk Omkring 1820 matte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto saerligt efter at Rossini kom til Paris Rossinis Guillaume Tell var medvirkende til skabelsen af grand opera som isaer kendes gennem en anden udlaending nemlig Giacomo Meyerbeer Meyerbeers vaerker som Les Huguenots fokuserede pa virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter En lettere udgave af opera comique nod ogsa stor bevagenhed i vaerker fra komponister som Boieldieu Auber Herold og Adolphe Adam I det miljo var det svaert at fa publikum til den franske Hector Berlioz vaerker Hans episke mestervaerk Les Troyens der var kulminationen pa den gluckske tradition blev ikke opfort i sin helhed i naesten hundrede ar I anden halvdel af det 19 arhundrede skabte Jacques Offenbach operetter med vittige og kyniske vaerker som fx Orphee aux enfers og Les Contes d Hoffmann Charles Gounod fik stor succes med Faust mens Georges Bizet skabte Carmen der da publikum hurtigt havde laert at acceptere dens blanding af romantik og realisme blev en af de mest populaere operaer i opera comique traditionen Massenet Saint Saens og Delibes skabte alle vaerker der nu er en del af moderne operahuses standardrepertoire Der var i tiden en folelse af at Richard Wagner var en torn i ojet pa den franske tradition mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer men nogle franske komponister forsogte at efterligne hans stil med svingende held Det mest interessante bud kom formentlig med Pelleas et Melisande fra Claude Debussy som lige som Wagners lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen besta af en uafbrudt talesang i modsaetning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer Vaerket beror pa en underspillet gadefuld stemning men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil Andre vigtige franske navne fra det 20 arhundrede omfatter Ravel Dukas Roussel og Milhaud Francis Poulenc som har skrevet Dialogues des carmelites er en af de meget fa komponister fra efterkrigstiden hvis operaer er blevet optaget i det internationale repertoire Olivier Messiaens lange drama om Saint Francois d Assise fra 1983 har ogsa faet opmaerksomhed fra mange sider 9 Opera pa engelsk Rediger Henry Purcell I England var forloberen for opera den sakaldte jig fra det 17 arhundrede Det var egentlig et efterspil som blev opfort efter et almindeligt skuespil Indholdet var ofte satirisk og skandalost og bestod af en dialog med nogle populaere melodier Jigs er et forvarsel om ballad opera fra det 18 arhundrede Pa samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med uhort overdadighed og realistiske kulisser Inigo Jones var scenograf Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin som det er tilfaeldet i Ben Jonsons Lovers Made Men fra 1617 Det engelske commonwealth sogte nu at lukke teatre og haemme enhver udvikling der kunne fore til grundlaeggelsen af en egentlig engelsk opera I 1656 producerede teatermanden Sir William Davenant The Siege of Rhodes og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama bad han de forende komponister Lawes Cooke Locke Coleman og Hudson om at komponere musik til forskellige dele af stykket Da det blev en succes fulgte han trop med The Cruelty of the Spaniards in Peru i 1658 og The History of Sir Francis Drake i 1659 De stykker havde endog Oliver Cromwells opbakning og stotte da de udtrykte kritik af Spanien Med genoprettelsen af det engelske monarki i 1660 var udenlandske og saerligt franske musikere atter velkomne i England I 1673 havde Thomas Shadwells Psyche premiere Stykket var modelleret over en comedie ballet af samme navn af Moliere og Lully Samme ar producerede William Davenant The Tempest den forste musikalske udgave af et stykke af Shakespeare I 1683 komponerede John Blow Venus og Adonis som ofte betragtes som den forste egentlige engelsksprogede opera Blows efterfolger var den velkendte Henry Purcell hvis mestervaerk Dido og Aeneas stammer fra 1689 Handlingen i operaen fremmes af recitativer i italiensk stil men mange af Purcells bedste vaerker er ikke egentlige operaer men snarere semi operaer med enkelte scener og maskespil inden for et almindeligt skuespil som det er tilfaeldet i The Fairy Queen fra 1692 The Prophetess fra 1690 og Bonduca fra 1696 Her er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener og det betyder at Purcell sjaeldent kunne udvikle og tegne sine personer gennem sang Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartner John Drydens hab at etablere den seriose opera i England omend dette hab blev gjort til skamme med Purcells tidlige dod som 36 arig Thomas Arne Rediger Thomas Arne Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige ar Forst i 1730 erne fik interessen for genren fornyet liv Det kan tilskrives Thomas Arnes indsats gennem hans egne vaerker og hans arbejde for at gore Handel interesseret i at producere store vaerker pa engelsk Arne var den forste engelske komponist der eksperimenterede med gennemsungne komiske operaer i den italienske stil Thomas and Sally fra 1760 blev den storste succes Hans opera Artaxerxes fra 1762 var det forste forsog pa at skabe en opera seria pa engelsk den blev en stor succes og opfortes helt frem til 1830 erne Selv om Arne imiterede mange af den italienske operas elementer var han maske den eneste engelske komponist i tiden som var i stand til at bevaege sig ud over de italienske stromninger og skabe sin unikke og saerligt engelske tone Hans moderniserede ballad opera Love in a Village fra 1762 skabte mode med pasticheoperaer som holdt sig til godt ind i det 19 arhundrede Charles Burney skrev at Arne kunne skabe en let luftig original og behagelig melodi der var ganske anderledes end Purcells og Handels som alle engelske komponister havde enten stjalet eller imiteret a light airy original and pleasing melody wholly different from that of Purcell or Handel whom all English composers had either pillaged or imitated Ud over Arne var den anden gigant i engelsk opera den tyskfodte Georg Friedrich Handel hvis opere seria gik pa Londons operascener i artier og pavirkede engelske komponister som fx John Frederick Lampe der ogsa komponerede efter italienske modeller Den italienske indflydelse gjorde sig gaeldende i Englands operaliv i det 18 og 19 arhundrede gennem savel fremmede som Mozart Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister De eneste undtagelser var de sakaldte ballad operas som John Gays The Beggar s Opera fra 1728 og musikalske burlesker europaeiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fx savoy operaer af W S Gilbert og Arthur Sullivan Der var spor af opera i alle disse typer underholdning men Sullivan skrev kun en opera i den store stil Ivanhoe Han haevdede dog at selv hans lette operaer udgjorde en saerlig engelsk skole der skulle erstatte franske operetter der som regel blev opfort i darlige oversaettelser og som havde praeget scenelivet i London fra midten af det 19 arhundrede til begyndelsen af 1870 erne I det 20 arhundrede begyndte den engelske opera at finde sine egne ben med vaerker af Ralph Vaughan Williams og saerligt Benjamin Britten som i en raekke fine operaer der ogsa er pa standardrepertoiret i dag udviste en saerlig dramatisk sans parret med en fornem musikalitet I vore dage er Thomas Ades med et vaerk som Powder Her Face og Sir Harrison Birtwistle med vaerker som Punch and Judy og The Minotaur blandt Det Forenede Kongeriges mest betydningsfulde komponister I det 20 arhundrede har amerikanske komponister som Leonard Bernstein George Gershwin Gian Carlo Menotti Douglas Moore og Carlisle Floyd bidraget til den engelsksprogede operas udvikling fordi de ofte har tilfojet operaen et pust af andre populaere musikalske stilarter De er blevet fulgt af komponister som Philip Glass Mark Adamo John Corigliano Robert Moran John Coolidge Adams og Jake Heggie 10 Russisk opera Rediger Fjodor Sjaljapin i Glinkas Livet for zaren Operaen kom til Rusland i 1730 erne med omrejsende italienske trupper og snart blev den en vigtig del af underholdningen ved zarens hof og aristokrati Mange fremmede komponister som Baldassare Galuppi Giovanni Paisiello Giuseppe Sarti og Domenico Cimarosa blev inviteret til Rusland for at komponere nye operaer som regel pa italiensk Samtidigt rejste russiske komponister som Maksym Berezovskij og Dmytro Bortnianskij til udlandet for at laere at skrive opera Den forste opera pa russisk Tsefal i Prokris kom i 1755 men var dog komponeret af en italiener Francesco Araja Udviklingen af den russisksprogede opera stottedes af russiske komponister som Vasilij Pashkevitj Yevstignei Fomin og Alexei Verstovskij Den russiske opera fik sit egentlige gennembrud med Mikhail Glinkas store operaer Livet for zaren fra 1836 og Ruslan i Lyudmila fra 1842 Efter Glinkas to operaer sa flere store russiske operaer dagens lys i det 19 arhundrede med vaerker som Rusalka og Kamenny gost af Alexander Dargomyzhskij Boris Godunov og Khovanshchina af Modest Mussorgskij Fyrst Igor af Alexander Borodin Eugen Onegin og Spar Dame af Pjotr Tjajkovskij Prinsesse Snefnug og Sadko af Nikolaj Rimskij Korsakov Elementer af russisk nationalisme spores i disse og andre vaerker fra perioden I det 20 arhundrede har en raekke store komponister udviklet den russiske opera yderligere fx Sergei Rachmaninov med vaerker som Den gerrige ridder og Francesca da Rimini Igor Stravinskij med Nattergalen Mavra Oedipus Rex og Lastens vej Sergei Prokofiev med Igrok Kaerligheden til de tre appelsiner Ognenny angel Obrucheniye v monastire og Krig og fred samt Dmitrij Sjostakovitj med Naesen og Lady Macbeth fra Minsk Edison Denisov med L ecume des jours og Alfred Schnittke med Life with an Idiot samt Historia von D Johann Fausten 11 Operaen i andre nationale traditioner Rediger Spanien har produceret sin egen form for opera kaldet zarzuela som havde to forskellige opblomstringer Den ene fra midten af det 17 arhundrede til midten af det 18 arhundrede mens den anden begyndte omkring 1850 Fra slutningen af det 18 arhundrede til midten af det 19 arhundrede var den italienske opera nemlig sa populaer i Spanien at den fortraengte den lokale zarzuela Tjekkiske komponister har ligeledes udviklet deres egen levende nationale operatradition i det 19 arhundrede Bedrich Smetana var den forste og skrev otte operaer herunder Den solgte brud der er internationalt kendt Antonin Dvorak der er mest kendt for Rusalka skrev tretten operaer mens Leos Janacek i det 20 arhundrede vandt anerkendelse uden for Tjekkiet for nyskabende vaerker som Jenufa Den fiffige lille raev og Kata Kabanova Noglefiguren i ungarsk opera var i det 19 arhundrede Ferenc Erkel hvis vaerker ofte har benyttet historiske temaer Blandt hans hyppigst opforte operaer er Hunyadi Laszlo og Bank ban Den mest kendte moderne ungarske opera er Bela Bartoks Hertug Blaskaegs borg Den mest kendte polske operakomponist er Stanislaw Moniuszko som forst og fremmest kendes for operaen Straszny Dwor Andre polske vaerker fra det 20 arhundrede er Krol Roger af Karol Szymanowski og Ubu Rex af Krzysztof Penderecki 12 Nutidige og modernistiske stromninger Rediger Modernisme Rediger Den maske mest abenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten af atonalitet Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i saerdeleshed med Tristan akkorden i operaen Tristan und Isolde Komponister som Richard Strauss Claude Debussy Giacomo Puccini Paul Hindemith og Hans Pfitzner er gaet et skridt videre med en ekstrem kromatik og en mere udstrakt brug af dissonans Arnold Schonberg 1948 Egentlig operamodernisme indtraeffer med to komponister fra Wien nemlig Arnold Schonberg og hans elev Alban Berg der begge komponerer i og advokerer for atonalitet og dodekafoni som udtaenkt af Schonberg Schonbergs tidlige operaer Erwartung fra 1909 der dog forst fik premiere i 1924 og Die gluckliche Hand fra 1924 fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans Schonberg brugte ogsa lejlighedsvis Sprechstimme som han beskrev som The voice rising and falling relative to the indicated intervals and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated Bergs to operaer Wozzeck og Lulu som var ufaerdig da Berg dode har ogsa mange de ovennaevnte traek omend Berg kombinerede sin hojst personlige fortolkning af Schonbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter hvilket maske er forklaringen pa at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret pa trods af deres kontroversielle musik og plot Schonbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj selvom de maske ikke anvender Schonbergs teknikker Tolvtoneteknikken blev dog ogsa modt med en kritisk reaktion blandt komponister bl a fra russeren Igor Stravinskij Efter at have komponeret modernistisk musik til de to Diaghilev balletter Petrushka og Le Sacre du printemps vendte Stravinskij i 1920 erne sig til en neoklassicistisk stilart der kulminerede i produktionen af opera oratoriet Oedipus Rex Han skrev ogsa operaen The Rake s Progress men undgik fortsat de moderne virkemidler Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende pa mange andre komponister 13 Andre stromninger Rediger Hvor store orkestre med staerke strygerbesaetninger flere harper og ekstra horn var normale i romantikken er det almindeligt i det 20 arhundrede i savel operaer som i det ovrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre hvilket sparer kompagniet for udgifter Nar savel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder er det blevet almindeligt med et mindre budget til nye opsaetninger eller nye vaerker Komponister far bestillinger pa operaer med kammerorkesterlignende besaetning eller bliver bedt om at begraense sig til korte enaktere af hensyn til operahusets okonomi Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for sa lidt som tretten musikere mens Mark Adamos to aktsudgave af Little Women kan opfores af blot 18 instrumenter En anden tendens i det 20 arhundredes opera er samtidshistoriske operaer The Death of Klinghoffer Nixon in China og Doctor Atomic af John Adams samt Dead Man Walking af Jake Heggie er eksempler pa operaiscenesaettelser af nye begivenheder endda med personer der lever Tidligere behandlede operaerne fjerne historiske begivenheder eller tog skuespil eller myter under behandling 14 Publikum Rediger Den klassiske musik tiltraekker et veluddannet og modent publikum og den tendens gor sig ogsa gaeldende i operaen 15 Pa The Metropolitan Opera er operagaestens gennemsnitsalder 60 ar Det er en tendens mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til og derfor er mange gaet i gang med aktiviteter der skal tiltraekke et yngre publikum Det Kongelige Teater i Kobenhavn har fx lanceret et initiativ kaldet Ungopera Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge betragtelige rabatter pa billetprisen Nogle operahuse far offentlig stotte mens andre ma klare sig pa markedsvilkar Nogle store selskaber forsoger at hyre stjernesangere der kan tiltraekke et stort publikum mens mindre operakompagnier ofte ma forsoge at daekke udgifterne gennem offentlig stotte lokale sponsorater og almindelig fundraising En oget radio og TV transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at na et nyt publikum lige som biografdistribution i HD kvalitet har muliggjort at forestillinger kan ses af mange mennesker pa samme tid og pa den made oget omsaetningen The Metropolitan Opera har siden 2006 udsendt direkte forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden herunder Ronne Bio i Danmark 16 Musicals og opera Rediger I slutningen af 1930 erne begyndte nogle komponister at skrive operalignende musicals idet de forlenede vaerkerne med komplekse polyfoniske ensembler Porgy og Bess af Gershwin der er pavirket af jazz og Candide af Bernstein med sine fejende lyriske passager er eksempler pa musicals der har spillet pa Broadway men som ogsa er en accepteret del af operarepertoiret Show Boat West Side Story Brigadoon Sweeney Todd Evita og The Light in the Piazza formidler ogsa dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse men betragtes dog som mere regulaere musicals Stemmetyper i opera RedigerKlassifikation af stemmer Rediger Operasangere og rollerne i en opera inddeles efter stemmetype Mandlige sangere klassificeres som enten bas baryton tenor eller kontratenor Kvinder synger enten kontraalt mezzosopran eller sopran Borns stemmer falder uden for denne inddeling idet drengestemmen forst gar i overgang ved puberteten Der kan saledes optraede drengesopraner i operaer Kastratsangere er maend der ved traening eller efter en operation har fastholdt det hoje stemmeleje Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje men ogsa af dens styrke og fleksibilitet En sopran kan vaere lyrisk koloratur soubrette spinto eller dramatisk sopran Disse kategorier benyttes for at afgore hvilke roller der passer til en sangers stemme Den enkelte sangers stemme kan udvikle sig drastisk i tidens lob for sangeren nar forst sin modne stemme ved 30 ars alderen Brug af de enkelte stemmetyper Rediger Sopraner har siden sidste halvdel af det 18 arhundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller af en kastrat Hvor nutidens operasmag laegger vaegt pa en stor spaendvidde og isaer pa hoje toner var det tidligere i hojere grad den tekniske dygtighed der var i fokus idet en sopran sjaeldent skulle kunne synge hojere end det hoje A Handel skrev fx kun en rolle som indeholdt et hojt C Mezzosopranen et relativt nyt begreb har et stort repertoire og synger bade hovedroller som fx Dido i Purcells Dido og Aeneas og som Brangane i Wagners Tristan und Isolde begge roller synges dog ogsa nogle gange af sopraner Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begraenset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder eller modre Nogle gange synger kvinder bukseroller som betyder at personen de fremstiller pa scenen er en mand Disse roller findes isaer i operaer fra barokken Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle Hvis der er flere tenorroller i operaen kan det fx vaere den mandlige hovedpersons unge hjaelpere Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto perioden det gaelder fx tenorrollen i La fille du regiment af Donizetti som indeholder 9 C er Med Wagner kom der fokus pa vokal udholdenhed og man bruger ofte betegnelsen Heldentenor for disse roller Bassen synger ofte biroller fx i opera seria eller kan vaere et komisk indslag i modsaetning til tenorens seriositet som i Mozarts Don Giovanni hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas Typiske roller for basser er faedre eller skurke Beromte sangere Rediger Kastraten Senesino ca 1720 De tidligste opforelser af operaer var alt for fa til at nogen kunne ernaere sig som egentlige operasangere men da operaen blev offentligt tilgaengelig mod betaling begyndte de forste professionelle sangere at dukke op Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger og i det 18 arhundrede hvor italienske operaer blev opfort overalt i Europa var forende kastrater som Senesino og Farinelli internationale stjerner Franskmaendene brod sig ikke om kastrater men foretrak at den mandlige helt blev sunget af en haute contre en hoj tenor som Joseph Legros Den forste kvindelige stjerne eller prima donna var Anna Renzi som gjorde karriere midt i 1600 tallet I det 18 arhundrede blev en raekke italienske sopraner internationalt beromte og de la ofte i intens intern konkurrence som det fx var tilfaeldet med Faustina Bordoni og Francesca Cuzzoni De kom endda op at toppes under opforelsen af en af Handels operaer 17 Selv om operaen er blevet mindre populaer som kunst og genre har massemedier formaet at stotte visse beromte sangere og bringe dem frem som fx Luciano Pavarotti Placido Domingo og Jose Carreras der ogsa er kendt som De tre tenorer Andre kendte sangere fra det 20 arhundrede er Maria Callas Joan Sutherland Jussi Bjorling og Enrico Caruso Biografdistribution Rediger Forestillinger fra europaeiske operahuse bl a fra Teatro alla Scala i Milano transmitteres til biografer i byer i USA Nogle storre operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt i USA og i en raekke andre lande verden over The Metropolitan Opera som abnede i 1883 pa Manhattan i New York begyndte at udsende TV transmissioner i 2006 og mange af husets forestillinger vises live i biografer i savel USA som i udlandet herunder Danmark I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA og en forestilling som La boheme blev vist 671 steder pa verdensplan The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni som transmitterer alle sine forestillinger live omend mange af dem kun udsendes pr radio Tilsvarende har europaeiske operahuse og festivaler som fx L opera alla Scala i Milano Salzburgfestivalen Teatro La Fenice i Venedig Gran Teatre del Liceu i Barcelona og Maggio Musicale i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006 I 2009 kom danske biografer med fx Ronne Bio og Biffen i Aalborg med transmissioner fra Milano og Barcelona Genrer RedigerOpera seria serios alvorlig opera specielt italiensk opera fra 1720 erne til ca 1830 Opera buffa den forste komiske operagenre udviklet i 1800 tallets Italien som et alternativ til opera seria Tragedie lyrique fransk operagenre udviklet af Jean Baptiste Lully Opera ballet fransk operagenre i 1600 tallet og 1700 tallet Ballad opera engelsk operagenre i 1700 tallet Opera comique fransk betegnelse for lette komiske operaer af lystspilkarakter Genren kom senere til at betegne operaer med talt dialog mellem sangnumrene ogsa med tragisk handling Grand opera fransk operagenre ofte tragiske operaer Singspiel tysk operagenre fra 1600 tallet Wien i 1700 tallet Syngespil opera med talt dialog musikken ofte enklere end i operaen Danske syngespil fra anden halvdel af 1700 tallet som Holger Danske Melodramma italiensk alvorlig genre isaer om det romantiske melodramma fra ca 1825 Romantisk opera operagenre i 1800 tallet isaer i Tyskland Musikdrama en gennemkomponeret operaform skabt sidst i 1800 tallet af Richard Wagner Operette en genre skabt i Paris og Wien i midten af 1800 tallet af isaer Strauss og Jacques Offenbach Beromte operaer Rediger Uddybende artikler Liste over betydende operakomponister og Liste over operaerNoter Rediger Ordet opera betyder vaerk pa italiensk og er pluralis af det latinske opus der betyder vaerk eller arbejde Lignende kunstformer fra andre verdensdele kaldes ogsa opera som fx pekingopera og persisk opera De har ikke noget med den vestlige kunstmusiks opera at gore men er saerlige former for musikteater Afsnittet er baseret pa artikler fra The Oxford Companion to Music af P Scholes 10 udg 1968 Oxford Illustrated History of Opera kapitel 1 artikler om Peri og Monteverdi fra The Viking Opera Guide Oxford Illustrated History of Opera kapitel 1 3 Man and Music the Classical Era red Neal Zaslaw Macmillan 1989 artikler om Gluck og Mozart fra The Viking Opera Guide Oxford Illustrated History of Opera kapitlerne 5 8 og 9 artikel om Verdi i Viking Opera Guide Afsnittet er baseret pa The Oxford Illustrated History of Opera kapitlerne 1 3 6 8 og 9 samt The Oxford Companion to Music og artikler om de enkelte komponister i The Viking Opera Guide Afsnittet er baseret pa The Oxford Illustrated History of Opera kapitlerne 1 4 8 og 9 The Oxford Companion to Music 10 udg 1968 samt artikler om de enkelte komponister i The Viking Opera Guide Afsnittet er baseret pa Oxford Illustrated History of Opera kapitlerne 1 3 og 9 samt artikler om Blow Purcell og Britten i The Viking Opera Guide Artiklen om Rusland i The New Grove Dictionary of Opera red af Stanley Sadie London 1992 samt kapitel 7 9 i Oxford Illustrated History of Opera Kapitlet Russian Czech Polish and Hungarian Opera to 1900 i The Oxford Illustrated History of Opera 1994 Oxford Illustrated History of Opera kapitel 8 samt artikler om Schonberg Berg og Stravinskij i The Viking Opera Guide Malcolm MacDonald Schonberg Dent 1976 Francis Routh Stravinskij Dent 1975 Den franske opera tog samtidige emner op i revolutionstiden For eksempel beskriver Gossecs Le triomphe de la Republique fra 1793 den franske sejr ved Valmy aret for Vaerket var abenlyst taenkt som en form for propaganda Oxford Illustrated History of Opera kapitel 9 Se On Air amp On Line 2007 08 HD Season The Metropolitan Opera 2007 http www metoperafamily org metopera broadcast hd events alternates aspx The Oxford Illustrated History of Opera kapitel 11 Eksterne henvisninger RedigerIntroduktion til de italienske operamanuskripter i Det Kongelige Bibliotek Wikimedia Commons har medier relateret til Opera LA ikonHentet fra https da wikipedia org w index php title Opera amp oldid 10780799, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.