fbpx
Wikipedia

Det Russiske Kejserrige

Det Russiske Kejserrige (russisk: Российская империя, tr. Rossijskaja imperija) var en stat, der eksisterede fra 1721 indtil den blev væltet af den kortvarige liberale Februarrevolutionen i 1917. Efter oktoberrevolutionen senere på året blev staten en del af Sovjetunionen. I dag udgøres størstedelen af den tidligere stat af de tidligere Sovjet-stater, samt Mongoliet og Finland.

Det Russiske Kejserrige
Российская империя
tr. Rossijskaja imperija
Kejserrige
1721–1917
Flag
Nationalvåben
Motto: Съ нами Богъ!
(Gud er med os!)
Hovedstad Sankt Petersborg (1721-28)
Moskva (1728-30)
Sankt Petersborg/Petrograd (1730-1918)
Sprog Russisk
Religion
Russisk-ortodoks
Regeringsform Zardømme
Før 1906 Enevælde
Efter 1906 Konstitutionelt monarki
Zar
• 1721–1725
Peter I
• 1894–1917
Nikolaj II
Lovgivende forsamling Statsdumaen
Historie
Peter I bliver zar
7. maj 1682 GK,
27. april 1682 JK
• Kejserriget proklameres
22. oktober 1721 GK,
11. oktober 1721 JK
26. december 1825 GK,
14 december 1825 JK
3. marts 1861 GK,
9. februar 1861 JK
Januar–december 1905
23. april 1906 GK,
6. maj 1906 JK
15. marts 1917 GK,
2. marts 1917 JK¹
7. november 1917 GK,
25. oktober 1917 JK¹
Areal
• 1914
21.799.825 km²
Indbyggertal og befolkning
• Anslået 1914
181.537.800
8,3 /km²
Valuta Rubel
1Rusland benyttede den julianske kalender frem til 31. januar 1918.

Indholdsfortegnelse

Peter den Store proklamerede kejserdømmet efter Den store nordiske krig

Det russiske kejserdømme var en naturlig videreføring af Zar-rusland og blev proklameret af Peter den Store efter Freden i Nystad i 1721, som afsluttede Store Nordiske Krig, men kejserdømmet var nok en realitet da Peter den Store besteg kejsertronen i 1682. Han konsoliderede enevælden i Rusland og spillede en central rolle i at bringe landet nærmere de europæiske stater og det politiske miljø i Europa. Han flyttede endvidere hovedstaden fra Moskva til den nyetablerede by Sankt Petersborg.

Peter den Store stod tillige for en omfattende ekspansion af kejserriget, som fulgte efter ekspansionen fra midten af 1600-tallet, og som havde sikret kontrol over Sibirien og var nået Stillehavet. Dette enorme område havde imidlertid en befolkning på blot 14 millioner.

I årene 1648 til 1654 var der en russiskvenlig opstand i Polen-Litauen under ledelse af kosaklederen og hetman Bogdan Khmelnytskij. Den og den følgende Den polsk-russiske krig (1654–1667) førte til Andrusovo-traktaten, som indebar, at russerne igen fik kontrol over Kijev og Ukraine.

Befolkningen levede hovedsagelig på landet, hvor slavehold var centralt i økonomien til, Peter den Store afskaffede det, og erstattede det med livegenskab.

Peter den Store moderniserede de militæret og oprettede Den kejserlige russiske hær. Han indførte en livsvarig værnepligt, som sikrede en stående hær på 300.000 mand, hvilket styrkede den russiske militære position både i de følgende russisk-tyrkiske krige og i Store Nordiske Krig.

Katharina den Store var blandt andet central figur ved Polens tre delinger

Den næste russiske hersker, som prægede udviklingen, var Katharina den Store. Hun styrkede adelen ved at overførte meget af den lokale administration til den samtidig med at det brød noget af den tidligere stærke magtkoncentration. Videre sikrede hun russisk kontrol over Polen-Litauen gennem sin støtte til Targowica-konføderationen.

Men omkostningerne til de udenrigspolitiske fremstød var høje. Det førte til, at de livegne måtte bruge næsten al deres arbejdskraft på adelens gods. Det førte til et oprør i 1773, som igen førte til oprør blandt kosakkerne under ledelse af Jemeljan Pugatsjov, under slagordet "hæng jordejerne!". Oprørstyrkerne truede Moskva, før de blev slået ned.

Gennem flere krige mod Det Osmanniske Rige sikrede Katharina sig russisk kontrol med kysten ved Sortehavet. Gennem samarbejdet med Preussen og Østrig om Polens delinger styrkede hun yderligere russisk kontrol mod vest.

Ved hendes død i 1796 havde hendes ekspansive udenrigspolitik gjort Det russiske kejserrige til en europæisk stormagt. Det blev forstærket ved hendes efterfølger Alexander 1., der sikrede russisk kontrol over storfyrstedømmet Finland fra det svækkene Sverige efter Finske krig i 1808-1809 og Bessarabien i 1812 fra Det Osmanniske Rige efter Den russisk-tyrkiske krig (1806-1812).

Napoléons katastrofale nederlag i det russiske felttog da general Levin August von Bennigsen anvendte "den brændte jords taktik" og stoppede den franske La grande armée uden for Moskva, gjorde, at Aleksander 1. var en af sejrherrerne i Napoleonskrigene og ved Wienerkongressen sikrede blandt andet russisk kontrol over Kongres-Polen.

Samtidig som Det russiske kejserrige tidspunkt var en af Europas stormagter, førte livegenskabet til, at den økonomiske udvikling blev hæmmet. Særligt gik det ud over industrialiseringen, som ikke fik fodfæste her, i modsætning til i resten af Europa, hvor Den industrielle revolution blev indledningen til en større omstilling af samfundslivet. Oveni blev den russiske statsadministration stadig mere ineffektiv og forslag til politiske forandringer blev hindret af zarens absolutte magt og aldrig ført ud i livet.

Fanger i en mobil katorga mens de bygger en vej i Amur

Da den relativt liberale Alexander 1. blev afløst af sin yngre broder Nikolaj 1. i 1825 blev alle tilløb til uro og ønsker om politiske ændringer slået hårdt ned, blandt andet Dekabristoprøret i december samme år, som havde sin baggrund i mere politiske liberale impulser fra udlandet. Nikolaj 1. mødte alle ønsker om, at Rusland skulle følge den europæiske bølge med politisk liberalisering ved at vende bort fra den modernisering, som var begyndt under Peter den Store, og lagde i stedet vægt på sin mere tilbageskuende doktrin om ortodoksi, autokrati og nationalisme, hvor der blev lagt vægt på russificering. Foruden at gennemføre årelange krige i Kaukasus mødte Nikolaj 1. også to større oprør i Polen-Litauen, nemlig Novemberopstanden mellem november 1830 og oktober 1831, samt Januaropstanden fra januar 1863 til 1865. For at knuse oprørstilbøjeligheder satte zaren en omfattende overvågning af især universiteterne i gang og en udstrakt brug af politispioner. Enhver, som blev mistænkt for at have revolutionære sympatier, blev sendt til katorgaer i Sibirien.

Romanov-flaget var kejserrigets flag i årene 18581883

Der var hele tiden en langstrakt kamp, om Rusland skulle videreføre den modernisering, som blev indledt af Peter den Store, ved at tage forbillede i Vesteuropa, eller vende tilbage til landets egne traditioner. Det sidste blev støttet af de slavofile, som så med stor skepsis på det dekadente Vesteuropa. De ønskede stærke fællesskabsløsninger frem for vestens individualisme. Alternative sociale læresætninger blev udarbejdet af radikale som Aleksandr Herzen, Mikhail Bakunin og Pjotr Kropotkin.

Da zar Nikolaj 1. døde, havde Rusland det sidste år af hans levetid været involveret i Krimkrigen. Hans efterfølger Alexander 2. kom på tronen i 1855 og mødte et stærkt behov for sociale reformer, ikke mindst for at ophæve livegenskabet. Det blev antaget, at der levede omkring 23 millioner mennesker under livegenskabet under forhold værre end, hvad der var almindeligt for bondebefolkningen i Vesteuropa, og det var derfor en vigtig reform, da det blev ophævet i 1861. Det indledte også reduktionen af aristokratiets magtmonopol og førte til, at landet fik en stor mobil arbejdsstyrke, som bidrog til en begyndende industrialisering, vækst i bybefolkningen og snart en voksende middelklasse, som stadig fik en større politisk indflydelse.

Mod slutningen af 1870'erne var der en række krige med Det osmanniske rige om indflydelse på Balkan. Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) endte med Berlintraktaten, som gav uafhængighed for Rumænien, Bulgarien, Serbien og Montenegro. De panslavistiske russere følte sig her svækkede af Østrig-Ungarn og Tyskland.

Da zar Alexander 2. blev myrdet af den nihilistiske organisation "Folkets vilje" i 1881, gik tronen videre til hans søn Alexander 3., som vendte tilbage til zar Nikolaj 1.s stærke undertrykkelsesmetoder. Som udtalt slavofil, mente han, at Rusland kun kunne reddes fra undergang og kaos ved at isolere sig fra Vesteuropa. For at prøve at afveje Tysklands voksende magtposition, indgik han i 1892 en alliance med Den tredje franske republik, samt styrkede den russiske position ved yderligere ekspansion i Centralasien. En af hans vigtigste rådgivere var Konstantin Pobedonostsev. Han gik stærkt imod ytringsfrihed og demokratiske institutioner. Under hans regime blev det også gennemført en hård russificering. Under hans tid som zar var Rusland præget af antisemitisme og hans kamp mod nihilisterne og Narodnik.

Da Aleksander 3. døde i 1894, gik tronen til hans søn, Nikolaj 2., og på dette tidspunkt begyndte Den industrielle revolution for alvor at gøre sig gældende i landet.

En mislykket krig mod Japan lagde øget pres på samfundet. 1905-revolutionen blev udløst, da præsten Georgij Gapon den 22. januar 1905 ledede et optog på 200.000 mennesker mod zarens palads i Sankt Petersborg for at få ham til at gribe ind mod de høje fødevarepriser, som krigen førte med sig. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mange blev dræbt på den blodige søndag. Det udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde.

Arbejderne gik i generalstrejke i efteråret 1905, og flere steder blev der dannet såkaldte sovjetter, og zaren måtte modvilligt gå med til at demokratisere landet.

Revolutionen varslede, at ændringer måtte til. For at forhindre nye oprør udstedte Nikolaj 2. det såkaldte Oktobermanifest, hvori han tillod valg til en nationalsamling, Statsdumaen, hvor nogle få havde stemmeret, og censuren blev mildnet.

De liberale blandt industriherrerne og inden for adelen arbejdede for politiske og sociale reformer og dannede Kadetpartiet. De mere radikale opretholdt traditionen efter Nardonik og arbejdede for en landreform, der skulle overgive jorden til dem, som arbejdede på den. Desuden var der marxistiske grupper, blandt andet indenfor det socialdemokratiske parti. I 1903 var partiet på et møde i London blevet splittet i to fraktioner: mensjevikkerne, som ønskede ændringer gennem reformer, og de mere radikale bolsjevikker under ledelse af Vladimir Lenin.

Da Nikolaj 2. med entusiasme og patriotisme førte Rusland ind i 1. verdenskrig, kan det også have været i et ønske om at samle landet, især fordi krigspropagandaen lagde vægt på panslavismen som argument for, at russerne ved deres deltagelse kunne beskytte deres fælles slaviske trosbrødre, serberne. Men allerede fra midten af 1915 virkede krigen stærkt demoraliserende, der blev varemangel, deserteringer og mange tilløb til mytteri. Den 3. marts 1917 udbrød en større strejke i Sankt Petersborg, den udviklede sig til gadekampe og endte i Februarrevolutionen. Nikolaj 2. abdicerede, og magten blev overført næsten uden blodudgydelse.

En ny regering blev udnævnt af Dumaen og skulle sidde frem til det næste valg, da der skulle indføres en ny grundlov og demokrati i en liberal republik. Mellem februar og oktober prøvede talrige anarkistiske og kommunistiske revolutionære at udløse en revolution. Det endte med Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne tiltog sig magten fra den provisoriske regering, hvori mensjevikkerne sad. Denne revolution var inspireret og efterfølgende kontrolleret af Vladimir Lenin og hans højre hånd Lev Trotskij. Mens mange magtkampe fandt sted i Moskva og Sankt Petersborg, skete der også en bred bevægelse på landet, hvor bønder overtog og omfordelte jorden.

Frem til 1905 var det russiske kejserrige et enevældigt monarki, hvor al lovgivende, dømmende og udøvende magt var samlet hos zaren. Desuden var han det formelle overhoved for Den russisk-ortodokse kirke, som var statskirke.

Almanach de Gotha beskrev i 1910 Det russiske kejserdømme som "et konstitutionelt monarki under en autokratisk zar". Denne selvmodsigelse illustrerer, hvor vanskeligt det er at give en klar systembeskrivelse, da dette system var et resultat af en udvikling over en lang periode, samtidig med at det undergik en del forandringer efter den mislykkede 1905-revolution. Før denne var zarens magt beskrevet som absolut, mens Oktobermanifestet og åbningen af Statsdumaen 27. april 1906 medførte visse formelle begrænsninger i zarens magtudøvelse.

Bondebefolkning i det russiske landdistrikt i 1909

Samfundslivet i Det russiske kejserdømme var stærkt klassedelt. De sociale klasser var hovedsagelig adelen, præsteskabet, handelsfolk, kosakker og landarbejdere. Den sidste gruppe udgjorde mere end 80 % af befolkningen. Ikke-russere uden for det russiske kerneområde blev ofte omtalt som inorodtsij (ikke-slavere). Slaveriet blev ophævet i 1861, og omfattede både landarbejdere og tjenerskabet.

Der var få muligheder for social mobilitet mellem samfundsklasserne. Mens militær karriere andre steder har været en mulighed for social mobilitet, var de høje officerstillinger længe forbeholdt adelen.

Den russisk-ortodokse kirke var kejserrigets statskirke, og zaren var dens officielle overhoved med titel af kirkens overordnede forsvarer. Selv om zaren stod for alle udnævnelser og afskedigelser inden for kirken, blandede han sig ikke i teologiske spørgsmål. Disse blev behandlede i Den hellige synode ledet af en prokurator. Kirken blev ledet af tre metropolitter (i Sankt Petersborg, Moskva og Kijev), 14 ærkebiskopper og 50 biskopper, som alle kom fra det klosterbaserede præsteskab. Sognepræster kunne være gifte.

Det herskede i princippet religionsfrihed i kejserriget, men der var lagt visse restriktioner på praktiseringen af jødedommen.

Ved folketællingen i 1897 fremkom følgende fordeling af befolkningen med hensyn til religiøs tilknytning:

Religion Antall
Russisk ortodokse 87.123.604
Muslimer 13.906.972
Romersk-katolske 11.467.994
Jøder 5.215.805
Lutheranere 3.572.653
Gammeltroende 2.204.596
Armenske apostoliske 1.179.241
Buddhister og tibetansk buddhister 433.863
Andre ikke-kristne religioner 285.321
Reformerte 85.400
Mennonitter 66.564
Armenske katolikker 38.840
Baptister 38.139
Karaitter 12.894
Anglikanere 4.183
Andre kristne 3.952
Etnisk kort over det europæiske Rusland før 1. verdenskrig

Ved slutningen af 1800-tallet havde riget en udstrækning på omkring 22.400.000 km², eller næsten 1/6 af jordens landområde. Den eneste stat, som var af tilsvarende størrelse på denne tid, var Det britiske imperium. Imidlertid boede et flertal af befolkningen i den europæiske del af Rusland. Riget indeholdt mere end 100 forskellige etniske grupper, og de etniske russere udgjorde omkring 45% af befolkningen.

Koordinater:60°N70°Ø /60°N 70°Ø /60; 70

Det Russiske Kejserrige
russiske, kejserrige, sprog, overvåg, rediger, omdirigeret, russiske, kejserrige, russisk, Российская, империя, rossijskaja, imperija, stat, eksisterede, 1721, indtil, blev, væltet, kortvarige, liberale, februarrevolutionen, 1917, efter, oktoberrevolutionen, s. Det Russiske Kejserrige Sprog Overvag Rediger Omdirigeret fra Russiske Kejserrige Det Russiske Kejserrige russisk Rossijskaya imperiya tr Rossijskaja imperija var en stat der eksisterede fra 1721 indtil den blev vaeltet af den kortvarige liberale Februarrevolutionen i 1917 Efter oktoberrevolutionen senere pa aret blev staten en del af Sovjetunionen I dag udgores storstedelen af den tidligere stat af de tidligere Sovjet stater samt Mongoliet og Finland Det Russiske Kejserrige Rossijskaya imperiya tr Rossijskaja imperijaKejserrige1721 1917Flag NationalvabenMotto S nami Bog Gud er med os Nationalmelodi Bozhe Carya hrani Bozhe Tsarya khrani HovedstadSankt Petersborg 1721 28 Moskva 1728 30 Sankt Petersborg Petrograd 1730 1918 SprogRussiskReligionRussisk ortodoksRegeringsformZardomme For 1906 Enevaelde Efter 1906 Konstitutionelt monarkiZar 1721 1725Peter I 1894 1917Nikolaj IILovgivende forsamlingStatsdumaenHistorie Peter I bliver zar7 maj 1682 GK 27 april 1682 JK Kejserriget proklameres22 oktober 1721 GK 11 oktober 1721 JK Dekabristoproret26 december 1825 GK 14 december 1825 JK Afskaffelsen af feudalismen3 marts 1861 GK 9 februar 1861 JK Revolutionen i 1905Januar december 1905 Forfatning23 april 1906 GK 6 maj 1906 JK Februarrevolutionen15 marts 1917 GK 2 marts 1917 JK Oktoberrevolutionen7 november 1917 GK 25 oktober 1917 JK Areal 191421 799 825 km Indbyggertal og befolkning Anslaet 1914181 537 800 Taethed8 3 km ValutaRubelEfterfulgte Efterfulgt afZar rusland Den Russiske RepublikOber OstKarafuto PrefekturetDepartementet AlaskaDen Nordkaukasiske BjergrepublikDen Burjart mongolske Stat1Rusland benyttede den julianske kalender frem til 31 januar 1918 Indholdsfortegnelse 1 Historie 2 Styre 3 Samfund 4 Religion 5 Geografi 6 Noter 7 Eksterne henvisningerHistorie Rediger Peter den Store proklamerede kejserdommet efter Den store nordiske krig Det russiske kejserdomme var en naturlig videreforing af Zar rusland og blev proklameret af Peter den Store efter Freden i Nystad i 1721 som afsluttede Store Nordiske Krig men kejserdommet var nok en realitet da Peter den Store besteg kejsertronen i 1682 Han konsoliderede enevaelden i Rusland og spillede en central rolle i at bringe landet naermere de europaeiske stater og det politiske miljo i Europa Han flyttede endvidere hovedstaden fra Moskva til den nyetablerede by Sankt Petersborg Peter den Store stod tillige for en omfattende ekspansion af kejserriget som fulgte efter ekspansionen fra midten af 1600 tallet og som havde sikret kontrol over Sibirien og var naet Stillehavet Dette enorme omrade havde imidlertid en befolkning pa blot 14 millioner I arene 1648 til 1654 var der en russiskvenlig opstand i Polen Litauen under ledelse af kosaklederen og hetman Bogdan Khmelnytskij Den og den folgende Den polsk russiske krig 1654 1667 forte til Andrusovo traktaten som indebar at russerne igen fik kontrol over Kijev og Ukraine Befolkningen levede hovedsagelig pa landet hvor slavehold var centralt i okonomien til Peter den Store afskaffede det og erstattede det med livegenskab Peter den Store moderniserede de militaeret og oprettede Den kejserlige russiske haer Han indforte en livsvarig vaernepligt som sikrede en staende haer pa 300 000 mand hvilket styrkede den russiske militaere position bade i de folgende russisk tyrkiske krige og i Store Nordiske Krig Katharina den Store var blandt andet central figur ved Polens tre delinger Den naeste russiske hersker som praegede udviklingen var Katharina den Store Hun styrkede adelen ved at overforte meget af den lokale administration til den samtidig med at det brod noget af den tidligere staerke magtkoncentration Videre sikrede hun russisk kontrol over Polen Litauen gennem sin stotte til Targowica konfoderationen Men omkostningerne til de udenrigspolitiske fremstod var hoje Det forte til at de livegne matte bruge naesten al deres arbejdskraft pa adelens gods Det forte til et opror i 1773 som igen forte til opror blandt kosakkerne under ledelse af Jemeljan Pugatsjov under slagordet haeng jordejerne Oprorstyrkerne truede Moskva for de blev slaet ned Gennem flere krige mod Det Osmanniske Rige sikrede Katharina sig russisk kontrol med kysten ved Sortehavet Gennem samarbejdet med Preussen og Ostrig om Polens delinger styrkede hun yderligere russisk kontrol mod vest Ved hendes dod i 1796 havde hendes ekspansive udenrigspolitik gjort Det russiske kejserrige til en europaeisk stormagt Det blev forstaerket ved hendes efterfolger Alexander 1 der sikrede russisk kontrol over storfyrstedommet Finland fra det svaekkene Sverige efter Finske krig i 1808 1809 og Bessarabien i 1812 fra Det Osmanniske Rige efter Den russisk tyrkiske krig 1806 1812 Alexander 1 Napoleons katastrofale nederlag i det russiske felttog da general Levin August von Bennigsen anvendte den braendte jords taktik og stoppede den franske La grande armee uden for Moskva gjorde at Aleksander 1 var en af sejrherrerne i Napoleonskrigene og ved Wienerkongressen sikrede blandt andet russisk kontrol over Kongres Polen Samtidig som Det russiske kejserrige tidspunkt var en af Europas stormagter forte livegenskabet til at den okonomiske udvikling blev haemmet Saerligt gik det ud over industrialiseringen som ikke fik fodfaeste her i modsaetning til i resten af Europa hvor Den industrielle revolution blev indledningen til en storre omstilling af samfundslivet Oveni blev den russiske statsadministration stadig mere ineffektiv og forslag til politiske forandringer blev hindret af zarens absolutte magt og aldrig fort ud i livet Fanger i en mobil katorga mens de bygger en vej i Amur Da den relativt liberale Alexander 1 blev aflost af sin yngre broder Nikolaj 1 i 1825 blev alle tillob til uro og onsker om politiske aendringer slaet hardt ned blandt andet Dekabristoproret i december samme ar som havde sin baggrund i mere politiske liberale impulser fra udlandet Nikolaj 1 modte alle onsker om at Rusland skulle folge den europaeiske bolge med politisk liberalisering ved at vende bort fra den modernisering som var begyndt under Peter den Store og lagde i stedet vaegt pa sin mere tilbageskuende doktrin om ortodoksi autokrati og nationalisme hvor der blev lagt vaegt pa russificering Foruden at gennemfore arelange krige i Kaukasus modte Nikolaj 1 ogsa to storre opror i Polen Litauen nemlig Novemberopstanden mellem november 1830 og oktober 1831 samt Januaropstanden fra januar 1863 til 1865 For at knuse oprorstilbojeligheder satte zaren en omfattende overvagning af isaer universiteterne i gang og en udstrakt brug af politispioner Enhver som blev mistaenkt for at have revolutionaere sympatier blev sendt til katorgaer i Sibirien Nikolaij 1 Alexander 2 pa et maleri af Konstantin Makovskij Romanov flaget var kejserrigets flag i arene 1858 1883 Der var hele tiden en langstrakt kamp om Rusland skulle viderefore den modernisering som blev indledt af Peter den Store ved at tage forbillede i Vesteuropa eller vende tilbage til landets egne traditioner Det sidste blev stottet af de slavofile som sa med stor skepsis pa det dekadente Vesteuropa De onskede staerke faellesskabslosninger frem for vestens individualisme Alternative sociale laeresaetninger blev udarbejdet af radikale som Aleksandr Herzen Mikhail Bakunin og Pjotr Kropotkin Da zar Nikolaj 1 dode havde Rusland det sidste ar af hans levetid vaeret involveret i Krimkrigen Hans efterfolger Alexander 2 kom pa tronen i 1855 og modte et staerkt behov for sociale reformer ikke mindst for at ophaeve livegenskabet Det blev antaget at der levede omkring 23 millioner mennesker under livegenskabet under forhold vaerre end hvad der var almindeligt for bondebefolkningen i Vesteuropa og det var derfor en vigtig reform da det blev ophaevet i 1861 Det indledte ogsa reduktionen af aristokratiets magtmonopol og forte til at landet fik en stor mobil arbejdsstyrke som bidrog til en begyndende industrialisering vaekst i bybefolkningen og snart en voksende middelklasse som stadig fik en storre politisk indflydelse Mod slutningen af 1870 erne var der en raekke krige med Det osmanniske rige om indflydelse pa Balkan Den russisk tyrkiske krig 1877 1878 endte med Berlintraktaten som gav uafhaengighed for Rumaenien Bulgarien Serbien og Montenegro De panslavistiske russere folte sig her svaekkede af Ostrig Ungarn og Tyskland Da zar Alexander 2 blev myrdet af den nihilistiske organisation Folkets vilje i 1881 gik tronen videre til hans son Alexander 3 som vendte tilbage til zar Nikolaj 1 s staerke undertrykkelsesmetoder Som udtalt slavofil mente han at Rusland kun kunne reddes fra undergang og kaos ved at isolere sig fra Vesteuropa For at prove at afveje Tysklands voksende magtposition indgik han i 1892 en alliance med Den tredje franske republik samt styrkede den russiske position ved yderligere ekspansion i Centralasien En af hans vigtigste radgivere var Konstantin Pobedonostsev Han gik staerkt imod ytringsfrihed og demokratiske institutioner Under hans regime blev det ogsa gennemfort en hard russificering Under hans tid som zar var Rusland praeget af antisemitisme og hans kamp mod nihilisterne og Narodnik Nikolaj 2 Da Aleksander 3 dode i 1894 gik tronen til hans son Nikolaj 2 og pa dette tidspunkt begyndte Den industrielle revolution for alvor at gore sig gaeldende i landet En mislykket krig mod Japan lagde oget pres pa samfundet 1905 revolutionen blev udlost da praesten Georgij Gapon den 22 januar 1905 ledede et optog pa 200 000 mennesker mod zarens palads i Sankt Petersborg for at fa ham til at gribe ind mod de hoje fodevarepriser som krigen forte med sig Zarens soldater abnede ild mod folkemassen og mange blev draebt pa den blodige sondag Det udloste strejker bondeopror og mytteri i haer og flade Arbejderne gik i generalstrejke i efteraret 1905 og flere steder blev der dannet sakaldte sovjetter og zaren matte modvilligt ga med til at demokratisere landet Revolutionen varslede at aendringer matte til For at forhindre nye opror udstedte Nikolaj 2 det sakaldte Oktobermanifest hvori han tillod valg til en nationalsamling Statsdumaen hvor nogle fa havde stemmeret og censuren blev mildnet Vladimir Lenin taler foran Bolsjojteatret De liberale blandt industriherrerne og inden for adelen arbejdede for politiske og sociale reformer og dannede Kadetpartiet De mere radikale opretholdt traditionen efter Nardonik og arbejdede for en landreform der skulle overgive jorden til dem som arbejdede pa den Desuden var der marxistiske grupper blandt andet indenfor det socialdemokratiske parti I 1903 var partiet pa et mode i London blevet splittet i to fraktioner mensjevikkerne som onskede aendringer gennem reformer og de mere radikale bolsjevikker under ledelse af Vladimir Lenin Da Nikolaj 2 med entusiasme og patriotisme forte Rusland ind i 1 verdenskrig kan det ogsa have vaeret i et onske om at samle landet isaer fordi krigspropagandaen lagde vaegt pa panslavismen som argument for at russerne ved deres deltagelse kunne beskytte deres faelles slaviske trosbrodre serberne Men allerede fra midten af 1915 virkede krigen staerkt demoraliserende der blev varemangel deserteringer og mange tillob til mytteri Den 3 marts 1917 udbrod en storre strejke i Sankt Petersborg den udviklede sig til gadekampe og endte i Februarrevolutionen Nikolaj 2 abdicerede og magten blev overfort naesten uden blodudgydelse En ny regering blev udnaevnt af Dumaen og skulle sidde frem til det naeste valg da der skulle indfores en ny grundlov og demokrati i en liberal republik Mellem februar og oktober provede talrige anarkistiske og kommunistiske revolutionaere at udlose en revolution Det endte med Oktoberrevolutionen hvor bolsjevikkerne tiltog sig magten fra den provisoriske regering hvori mensjevikkerne sad Denne revolution var inspireret og efterfolgende kontrolleret af Vladimir Lenin og hans hojre hand Lev Trotskij Mens mange magtkampe fandt sted i Moskva og Sankt Petersborg skete der ogsa en bred bevaegelse pa landet hvor bonder overtog og omfordelte jorden Styre RedigerFrem til 1905 var det russiske kejserrige et enevaeldigt monarki hvor al lovgivende dommende og udovende magt var samlet hos zaren Desuden var han det formelle overhoved for Den russisk ortodokse kirke som var statskirke Almanach de Gotha beskrev i 1910 Det russiske kejserdomme som et konstitutionelt monarki under en autokratisk zar Denne selvmodsigelse illustrerer hvor vanskeligt det er at give en klar systembeskrivelse da dette system var et resultat af en udvikling over en lang periode samtidig med at det undergik en del forandringer efter den mislykkede 1905 revolution For denne var zarens magt beskrevet som absolut mens Oktobermanifestet og abningen af Statsdumaen 27 april 1906 medforte visse formelle begraensninger i zarens magtudovelse Samfund Rediger Bondebefolkning i det russiske landdistrikt i 1909 Samfundslivet i Det russiske kejserdomme var staerkt klassedelt De sociale klasser var hovedsagelig adelen praesteskabet handelsfolk kosakker og landarbejdere Den sidste gruppe udgjorde mere end 80 af befolkningen Ikke russere uden for det russiske kerneomrade blev ofte omtalt som inorodtsij ikke slavere Slaveriet blev ophaevet i 1861 og omfattede bade landarbejdere og tjenerskabet Der var fa muligheder for social mobilitet mellem samfundsklasserne Mens militaer karriere andre steder har vaeret en mulighed for social mobilitet var de hoje officerstillinger laenge forbeholdt adelen Religion Rediger Den russisk ortodokse kirkes kors Den russisk ortodokse kirke var kejserrigets statskirke og zaren var dens officielle overhoved med titel af kirkens overordnede forsvarer Selv om zaren stod for alle udnaevnelser og afskedigelser inden for kirken blandede han sig ikke i teologiske sporgsmal Disse blev behandlede i Den hellige synode ledet af en prokurator Kirken blev ledet af tre metropolitter i Sankt Petersborg Moskva og Kijev 14 aerkebiskopper og 50 biskopper som alle kom fra det klosterbaserede praesteskab Sognepraester kunne vaere gifte Det herskede i princippet religionsfrihed i kejserriget men der var lagt visse restriktioner pa praktiseringen af jodedommen Ved folketaellingen i 1897 fremkom folgende fordeling af befolkningen med hensyn til religios tilknytning Religion Antall 1 Russisk ortodokse 87 123 604Muslimer 13 906 972Romersk katolske 11 467 994Joder 5 215 805Lutheranere 2 3 572 653Gammeltroende 2 204 596Armenske apostoliske 1 179 241Buddhister og tibetansk buddhister 433 863Andre ikke kristne religioner 285 321Reformerte 85 400Mennonitter 66 564Armenske katolikker 38 840Baptister 38 139Karaitter 12 894Anglikanere 4 183Andre kristne 3 952Geografi Rediger Etnisk kort over det europaeiske Rusland for 1 verdenskrig Ved slutningen af 1800 tallet havde riget en udstraekning pa omkring 22 400 000 km eller naesten 1 6 af jordens landomrade Den eneste stat som var af tilsvarende storrelse pa denne tid var Det britiske imperium Imidlertid boede et flertal af befolkningen i den europaeiske del af Rusland Riget indeholdt mere end 100 forskellige etniske grupper og de etniske russere udgjorde omkring 45 af befolkningen Noter Rediger Fra den russiske folketaellingen i 1897 tabel XII Religioner Arkiveret 24 oktober 2012 hos Wayback Machine pa russisk Den evangelisk lutherske kirke var hovedsagelig i Baltikum Ingermanland og Storfyrstedommet FinlandEksterne henvisninger Rediger Wikimedia Commons har flere filer relateret til Det Russiske Kejserrige Koordinater 60 N 70 O 60 N 70 O 60 70Hentet fra https da wikipedia org w index php title Det Russiske Kejserrige amp oldid 10604110, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.