fbpx
Wikipedia

Trediveårskrigen

Der mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.

Trediveårskrigen var en række militære konflikter i Centraleuropa, hovedsageligt i Tyskland. Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for det Tysk-romerske rige, repræsenteret ved Den katolske liga og Den Protestantiske Union, selvom intern politik og magtbalance i riget også spillede en stor rolle. Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt, der involverede de fleste europæiske stormagter.

Habsburgerne i Østrig og Spanien og deres forbundsfæller i Tyskland kæmpede mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark.

Felttogene og slagene foregik fortrinsvis inden for grænserne af det Tysk-romerske rige, omend det meste af Jylland en overgang blev besat. Krigshandlingerne og dens hungersnød og epidemier lagde store landområder øde. I Sydtyskland overlevede kun ca. en tredjedel af befolkningen. Nogle steder tog det over 100 år, før økonomi og erhvervsliv kom sig oven på krigens ødelæggelser.

Trediveårskrigen sluttede med den Westfalske fred, som blev proklameret den 24. oktober 1648 fra rådhusene i de to forhandlingsbyer Osnabrück og Münster.

Indholdsfortegnelse

Centraleuropa ved krigens udbrud i 1618.
Udsmidningen fra vinduet i Prag var udløseren, men ikke årsagen til krigen

Trosmæssige modsætninger

Efter reformationen, som havde spaltet Tyskland trosmæssigt, forsøgte de katolske og protestantiske fyrster i første omgang at finde en forfatningsmæssig løsning, som begge parter kunne leve med og en magtbalance mellem trosretningerne. Ved Den augsburgske religionsfred fra 25. september 1555 enedes man om grundprincippet cuius regio, eius religio (Den som regerer bestemmer religionen). Herefter var den katolske og den protestantiske trosbekendelse ligeberettiget, men ikke den reformerte (calvinistiske).

Med den videre udbredelse af reformationen mod slutningen af det 16. århundrede og den samtidige genkomst af katolicismen i Modreformationen blev viljen til kompromis stadig mindre.

Protestanterne så sig forfordelt af det åndelige forbehold, som uden deres accept var blevet indført af kejseren i religionsfreden. Heraf fulgte, at kirkelige områder var undtaget fra grundprincippet om cuius regio, eius religio, og at kirkefyrster, som overgik til protestantismen måtte opgive deres rettigheder. I kurfyrstendømmet Köln førte det forbehold i 1580'erne til krig. Katolikkerne beklagede sig over de hyppige overtrædelser af disse regler og krævede med stadig større vægt at få de mistede kirkelige områder tilbage.

Fra slutningen af det 16. århundrede søgte en ny generation fyrster – protestantiske og katolske – gennem magtanvendelse at styrke deres position og samtidig søgte calvinisterne ligestilling. Situationen i Tyskland blev skærpet af en økonomisk krise i begyndelsen af det 17. århundrede, foruden en række konflikter mellem fyrsthuse, som gik langt videre end til trosspørgsmål.

Modsætninger mellem fyrstehuse

Siden begyndelsen af det 16. århundrede forsøgte Frankrig at befri sig fra omklamringen fra de habsburgske områder – Spanien, De spanske Nederlande og Burgund. Konflikten mellem Huset Habsburg og Frankrig overskyggede frem til det 18. århundrede alle andre konflikter i Europa – og Trediveårskrigen. Begge sider søgte efter forbundsfæller i konflikten – også ud over de trosmæssige: det katolske Frankrig støttede det protestantiske Holland, som siden 1568 førte en uafhængighedskrig mod den spanske gren af habsburgerne, hvis overhoved var den tysk-romerske kejser. Efter næsten 40 års krig indgik Spanien og Holland i 1609 en våbenstilstand som skulle gælde i 12 år.

Skærpelse af konflikten

Henrik 4. af Frankrig, Maleri af Pourbous den Yngre.

Mens man ventede på en fornyet opblussen af kampen om Holland, skærpedes de religiøse modsætninger i Tyskland. I 1608 forbød det protestantiske råd i byen Donauwörth katolikkerne at udøve deres tro. Derpå blev byen idømt Reichsacht – dømt fredløs. Hertug Maximilian 1. af Bayern tvang Donauwörth tilbage til den katolske tro. Som direkte reaktion herpå sluttede de fleste protestantiske rigsstænder sig sammen i Den protestantiske union for at modstå bestræbelserne på at gøre protestantiske områder katolske igen. Leder af unionen blev den calvinistiske Kurfyrste Friedrich 5. af Pfalz. De protestantiske fyrster så unionen som en forsvarsunion, som var nødvendig, da alle Rigsinstitutionerne, herunder Rigskammerretten, som følge af de trosmæssige modsætninger var blokeret, og da de ikke længere anså freden i riget som en givet sag.

Som modtræk sluttede de katolske rigsstænder sig i 1609 sammen under ledelse af Maximilian 1. af Bayern – til Den Katolske Liga. Ligaen ville opretholde det hidtidige Rigssystem og bevare den katolske overlegenhed.

Religiøse og dynastiske spændinger havde i mellemtiden skabt spændinger i hele Europa. De var nær blevet udløst allerede i 1610 ved den Jülich-Klevische arvestrid. I første omgang blev denne udvikling bremset af mordet på kong Henrik 4. af Frankrig, der havde været den drivende kraft bag forbundet mod Habsburg.

Anledningen, som førte til den store krig, var opstanden blandt de fortrinsvis protestantiske stænder i Bøhmen i 1618. I striden om benyttelsen af en kirke i den bøhmiske landsby Braunau havde den strengt katolske modreformatoriske østrigske ærkehertug og konge af Bøhmen Ferdinand 2., tilbagekaldt det majestætsbrev, som sikrede religionsfrihed for protestanterne i Böhmen. Han var i 1619 blevet valgt til Tysk-romersk kejser.

En gruppe protestantiske adelige greb i maj 1618 til en traditionel form for protest: De kastede de kejserlige råder Martinitz og Wilhelm Slavata samt en sekretær ud af vinduet i det bøhmiske kancelli på borgen i Prag. De overlevede faldet, hvilket protestantiske skribenter senere tilskrev en mødding, mens katolikkerne hævdede, at det skyldtes indgriben fra Jomfru Maria. Denne episode anses for det, der udløste krigen.

De bøhmiske stænder påberåbte sig deres urgamle ret til selv at vælge deres konge og erklærede i 1619 Ferdinand for afsat. I stedet valgte de kurfyrste Friedrich 5. af Pfalz, overhovedet for den Protestantiske Union til ny konge af Bøhmen. Efter råd fra sin minister Christian 1. af Anhalt-Bernburg, accepterede den 23-årige Friedrich valget, men fik efter undertegnelsen af traktaten i Ulm ikke den militære støtte fra de protestantiske rigsstænder, som han havde håbet på. Alligevel holdt Friedrich sit indtog i Prag, da han håbede på støtte fra såvel det calvinistiske Holland som fra sin svigerfar kong Jakob 1. af England. Disse håb viste sig heller ikke at blive opfyldt, og Friedrich og de bøhmiske stænder stod stort set alene.

De bøhmiske stænders opstand stillede spørgsmålstegn ved det kejserlige overherredømme. Det kunne Ferdinand 2. ikke tillade uden at risikere at miste sin magt i hele riget. Da han ikke selv havde midlerne til at føre krig mod Friedrich og de bøhmiske stænder, afsluttede han en traktat med hertug Maximilian 1. af Bayern. Herefter skulle hertugen slå den bøhmiske opstand ned ved hjælp af en hær fra Den Katolske Liga. Til gengæld skulle den bayriske Wittelsbacher overtage kurværdigheden fra sin pfalziske fætter og indlemme Oberpfalz i hertugdømmet Bayern.

Med indsættelsen af katolske tropper under ledelse af den bayriske feltherre Johann Tserclaes Tilly i Bøhmen blev konflikten til en egentlig krig.. Den 8. november 1620 fandt krigens første store slag sted ved Prags porte i Slaget ved Det Hvide Bjerg. De talmæssigt langt overlegne katolske tropper besejrede den bøhmiske hær og Friedrich af Pfalz måtte flygte fra Prag og gå i eksil efter mindre end et år på den bøhmiske trone.

Alle deltagerne var gået et skridt for langt: Ferdinand 2. som havde stillet sin katolske tro højere end freden i sit land. Friedrich 5. som modtog en krone, som traditionelt tilhørte Habsburgerne, velvidende at det ville Ferdinand ikke stiltiende affinde sig med, og endelig Maximilian 1. som havde stillet så store krav for at understøtte kejseren, at ligevægten i riget forskubbede sig så kraftigt til fordel for katolikkerne, at de protestantiske fyrster ikke ville kunne acceptere det.

Trediveårskrigen opstod som en lokal strid mellem stænderne og centralmagten, men udviklede sig derefter til en konflikt indenfor det Tysk-romerske kejserrige, for til sidst at udvikle sig til en europæisk krig. Selv om den i første omgang udsprang af religiøse stridigheder, blev det i løbet af krigen snart klart, at den blev ført af rent magtpolitiske årsager. På det Tysk-romerske riges territorium bekæmpede to magtblokke hinanden, begge under ledelse af katolske stater: de spanske og østrigske habsburgere på den ene side og Frankrig på den anden.

I de 30 år fra 1618 til 1648 fulgte fire konflikter efter hinanden:

Undervejs blev der gjort to forsøg på at afslutte konflikten, Freden i Lübeck i 1629 og Freden i Prag i 1635, men de mislykkedes fordi de ikke tilgodeså alle de direkte eller indirekte deltageres interesser. Det lykkedes først at få en varig fred gennem den første fælleseuropæiske fredskongres i Münster og Osnabrück 1641-1648.

Den bøhmisk-pfalziske krig (1618–1623)

Slaget ved Det Hvide Bjerg.

I starten så det ud som om de bøhmiske stænder ville få held med deres opstand. Den bøhmiske hær under Heinrich Matthias von Thurn trængte habsburgerne tilbage til deres østrigske stamlande og stod den 6. juni 1619 ved Wien. Ikke mindst den med bøhmerne allierede fyrste fra Siebenbürgen, Bethlen Gábor, gav kejseren problemer. Først da kejseren ved aftalen i München den 8. oktober 1619 fik støtte fra Maximilian 1. af Bayern og da den protestantiske kurfyrste af Sachsen Johann Georg 1., stillede sig bag kejseren, samt da Den Protestantiske Union ikke i tilstrækkelig grad kom Friedrich 5. til undsætning, ændrede krigslykken sig. I Slaget ved Det Hvide Bjerg blev den bøhmiske hær, under Christian 1., Fürst von Anhalt-Bernburg, alvorligt slået af kejserlige tropper under Tilly og Karl Bonaventura Graf von Buquoy. Efter slaget flygtede Friedrich fra Bøhmen og han blev dømt fredløs. De fleste af de oprørske bøhmiske adelige blev henrettet den 21. juni 1621. Allerede inden da var Den Protestantiske Union blevet opløst.

Hertug Christian af Braunschweig-Wolfenbüttel, Maleri af Paulus Moreelse, 1619.

De tilbageværende protestantiske hærførere Christian von Braunschweig-Wolfenbüttel og Ernst von Mansfeld fortsatte krigen udenfor Bøhmen. I Friedrich 5.'s pfalziske arvelande vandt de protestantiske tropper slaget ved Mingolsheim den 27. april 1622. I de følgende måneder led de dog alvorlige nederlag i Slaget ved Wimpfen (6. maj 1622) og Slaget ved Höchst (20. juni 1622). Christian von Braunschweig-Wolfenbüttel og Ernst von Mansfeld trådte derefter i hollandsk tjeneste og drog dertil. Undervejs mødte de en spansk hær, som de slog i Slaget ved Fleurus den 29. august. Pfalz kunne ikke holdes, og Friedrich 5. mistede den 23. februar 1623 sin kurværdighed, som overgik til Maximilian af Bayern. Christian von Halberstadt led i Slaget ved Stadtlohn på ny et ødelæggende nederlag og hans decimerede tropper var herefter ingen alvorlig trussel mod de kejserlige hære.

Christian 4. griber ind – Kejserkrigen (1623–1629)

Uddybende artikel: Kejserkrigen
Samtidig skildring af slaget ved Lutter am Barenberg
Christian 4.

Efter at de protestantiske hære i Tyskland havde lidt det ene nederlag efter det andet, greb Christian 4. af Danmark-Norge nu til våben. Han pressede de protestantiske fyrster i Nordtyskland til at indgå i et forbund og lod sig vælge til kredsoberst for den Nedersachsiske Rigskreds. Sammen med sin forbundsfælde Ernst von Mansfeld planlagde han et felttog, som først skulle gå mod Thüringen og derefter mod Sydtyskland. Ligesom bøhmerne og Friedrich af Pfalz måtte Christian 4. også vente forgæves på nævneværdig støtte fra de andre protestantiske lande og fyrster. Hertil kom at han i sommeren 1626 stod overfor ikke bare en men to kejserlige hære, idet den kejserlige feltherre Albrecht von Wallenstein også havde opstillet en hær. Den 27. august 1626 led Christian 4. et knusende nederlag mod Tilly i Slaget ved Lutter am Barenberg, hvilket kostede ham støtten fra de tyske forbundsfæller.

Allerede den 25. april 1626 havde Wallenstein slået Christians forbundsfælle Ernst von Mansfeld i Slaget ved Dessau. Det lykkedes atter for Mansfeld at opstille en hær, som han undveg med sydpå. Han ville slå sig sammen med Bethlen Gabor i Ungarn og derefter angribe Wien. Wallenstein forfulgte hans hær af lejesoldater og tvang ham til sidst på flugt. Kort efter døde Mansfeld i nærheden af Sarajevo. I sommeren 1627 stødte Wallenstein på få uger op igennem Nordtyskland og videre op gennem Jylland. Kun de danske øer blev ikke besat af de kejserlige tropper, da disse ikke rådede over skibe. I 1629 sluttede Danmark fred med kejseren ved Freden i Lübeck og trådte ud af krigen.

Den protestantiske sag i Tyskland syntes tabt. Ligesom Friedrich af Pfalz i 1623 blev den med Danmark allierede Hertug af Mecklenburg erklæret for afsat. Kejseren overdrog hertugdømmet til Wallenstein, for dermed at få betalt sin gæld til ham. I 1629 udsendte Ferdinand 2. også det såkaldte Restitutionsedikt, som lod alle de kirkelige besiddelser, som protestantiske fyrster havde inddraget efter 1555, tilbagelevere. Ediktet markerede samtidig højdepunktet af kejserens magt i Det Tysk-romerske rige og vendepunktet i krigen, da det igen samlede protestanterne til modstand og gav dem forbundsfæller, som kejseren og Den Katolske Liga i den sidste ende ikke kunne overvinde.

Gustav Adolf griber ind (1630–1635)

Gustav 2. Adolf blev dødeligt såret i slaget ved Lützen.

Efter at Danmark var trådt ud af Trediveårskrigen så Gustav 2. Adolf af Sverige sin chance for at gennemføre sine drømme om et stort imperium ved Østersøen. Han landede med sin hær den 4. juli 1630 på øen Usedom og tvang Pommern, Mecklenburg, Brandenburg og Sachsen til et forbund. Den 17. september 1631 kom det til et slag mellem svenskerne og de kejserlige tropper under Tilly i Slaget ved Breitenfeld. Tilly havde kort forinden jævnet byen Magdeburg med jorden, men nu blev han tilintetgørende slået og kunne heller ikke året efter dæmme op for den svenske fremmarch i Sydtyskland. I Slaget ved Rain am Lech blev han såret og trak sig tilbage til Ingolstadt, hvor han den 30. april døde af sine sår. Svenskerne forsøgte at indtage byen, hvilket dog ikke lykkedes. Denne forsinkelse udnyttede Kurfyrst Maximilian til at rykke fra Ingolstadt til Regensburg og besætte byen. Svenskerne trængte derefter videre frem til München og truede Østrig.

Albrecht von Wallenstein blev på kejserens befaling myrdet i Eger i 1634.

I denne for kejseren så farlige situation genudnævnte han Wallenstein, som af Rigsdagen i Regensburg var blevet afskediget i 1630, til øverstbefalende for de kejserlige tropper. Det lykkedes rent faktisk for Wallenstein at bide fra sig den 3. september 1632 i slaget ved Alten Veste). Den svenske konge mistede kort efter livet under Slaget ved Lützen den 16. november 1632.

Gustav Adolfs datter Christina var endnu ikke myndig, så regeringens førelse blev overtaget af Axel Oxenstierna. Han sluttede et forbund med protestanterne i Sydtyskland i Heilbronn (1633–1634) hvorefter kampen blev videreført under svensk ledelse. Hans dygtigste modstander, Albrecht von Wallenstein, blev myrdet den 26. februar 1634 i Eger. I samme år lykkedes det i Slaget ved Nördlingen for de kejserlige tropper under feltherren Bernhard von Sachsen-Weimar at få den første store sejr over svenskerne.

Bernhard von Sachsen-Weimar.

De protestantiske rigsstænder, først og fremmest Kursachsen brød i 1635 ud af forbundet med Sverige og indgik Freden i Prag med kejser Ferdinand 2. I fredsaftalen blev det aftalt at Restitutionsediktet fra 1629 skulle udsættes i 40 år. Man besluttede også at man i fællesskab ville kæmpe mod rigets fjender. Hermed sluttede krigen endelgyldigt med at være en religionskrig, da det protestantiske Sverige samtidig allierede sig med det katolske Frankrig i Wismar aftalen med det formål i fællesskab at inddæmme de habsburgske kejseres magt.

Den europæiske krig (1635–1648)

I denne situation frygtede Frankrig at en eventuel fredsslutning mellem Sverige og Det Tysk-romerske rige kunne blive til fordel for kejseren. Derfor besluttede man sig i Paris til at angribe ind i Tyskland. 13 år varede denne fase af krigen uden at det kom til et afgørende slag eller en militær sejr. Fra 1643 forhandlede de krigsførende parter om en mulig fred i byerne Münster og Osnabrück. Forhandlingerne og krigen varede imidlertid i yderligere fem år og først i 1648 blev den Westfalske Fred indgået. Her blev den augsburgske religionsfred fra 1555 genoprettet, og hermed det frie kirkevalg. Desuden blev den tyske kejser frataget rettigheder, som i stedet blev overdraget til Rigsdagen. Rigsstænderne blev selvstændige og Europa blev opdelt på ny mellem de stridende parter.

Underskrivelsen af den westfalske fred i Münster 1648; Maleri af Gerard ter Borch (ca. 1648).
Uddybende artikel: Den westfalske fred

Ved de indledende fredsforhandlinger enedes man i slutningen af 1641 i Hamburg om at holde en generel fredskongres i byerne Münster (for katolikkerne) og Osnabrück (for den protestantiske side). Tidligere havde Køln, Lübeck og Hamburg være på tale. Efter at hovedmægleren, grev Maximilian von Trauttmansdorff, var rejst fra Münster, da det ikke var lykkedes ham at skabe enighed videreførte Rigshofråd Isaak Volmar og den kejserlige gesandt, Grev Johann Ludwig af Nassau-Hadamar fredsforhandlingerne til ende.

I den westfalske fred blev udover den katolske og den lutherske også den reformerte kirke anerkendt som ligeberettiget. I fire rigsstæder, hvor befolkningen tilhørte forskellige trossamfund blev der indført trosmæssig lighed, således i Augsburg og Biberach.

Der blev udformet omfangsrige regler om alle de religiøse stridsspørgsmål. Derved fandt man til tider pragmatiske og til tider kuriøse løsninger. Således blev det besluttet at der i stiftet Osnabrück skiftevis skulle være protestantiske biskopper (udpeget af fyrstehuset Braunschweig-Lüneburg) og katolske biskopper.

Den nye stormagt Sverige fik i 1648 Vorpommern på bekostning af Brandenburg inklusiv Stettin og hele Oder-mundingen foruden byen Wismar, Neukloster og ærkebispedømmet Bremen sammen med bispedømet Verden som et rigslen. Danmark, som krævede hertugdømmerne ved Elben, blev forbigået.

Spanien nåede til enighed med hollænderne om en statslig uafhængighed. Ærkehertugdømmet Østrig afgav Sundgau til Frankrig. Et katolsk eneherredømme over det tyske rige blev således ikke opnået.

Et flyveblad bekendtgør fredsslutningen i Münster, som afsluttede Trediveårskrigen.

I øvrigt var det begrænset hvad der ændrede sig i Tyskland: magtsystemet med kejser og rigsstænder blev genopbygget uden at ændre væsentligt på vægtene fra før krigen. Rigets politik blev ikke sekulariseret, men forholdet mellem religionerne blev fastlagt på en ny måde. Frankrig derimod blev det stærkeste land i Vesteuropa. Holland og Schweiz blev udskilt fra Det Tyske rige, hvilket for schweizernes vedkommende dog kun var en bekræftelse af hvordan virkeligheden havde set ud siden 1499.

Dele af det tyske rige blev stærkt ødelagt. Efter nutidige vurderinger kostede krigen mellem 3 og 4 mio. mennesker livet ud af en samlet befolkning i det tyske rige på omkring 17. mio. De fleste omkom af sygdomme i perioden efter 1634.

Blandt krigens vindere var byen Hamburg, som godt nok ikke fik opfyldt sit mål om at blive en fristad, men som kunne sætte sig på en stor del af handelen i Mellemtyskland. For de store handelsbyer i syd forcerede krigen den nedgangsperiode, som indledtes i slutningen af det 16. århundrede.

Upåagtet, men til stor skade var det, at med Hollands uafhængighed og tabet af vigtige kystområder og havne ved Østersøen til Sverige var næsten alle vigtige flodmundinger under fremmed kontrol. De tyske stater havde næsten ikke adgang til havet, og var dermed i høj grad afskåret fra at drive oversøisk handel. Tyskland havde dermed ikke blot mistet indflydelse på sin fremtid til de omgivende lande, det var også erhvervsmæssigt afskåret fra de muligheder som skibsfart og erhvervelsen af kolonier åbnede for lande som England, Holland og Danmark.

Frankrig, England, Sverige og Holland kunne efter Trediveårskrigen udvikle sig til nationalstater. Med den opblomstrende handel skete der i disse lande en opblomstring af det liberale borgerskab, hvis fravær i Tyskland fik umådelig stor betydning for fremtiden. Det tyske rige var fortsat et løst forbund af fyrstendømmer. Da dette forbund blev til den vigtigste fredsfaktor i Europa i de følgende 150 år, skete det på bekostning af Tysklands økonomiske muligheder.

Staterne i Europa rådede ved begyndelsen af det 17. århundrede hverken over finansielle eller administrative strukturer, som var tilstrækkeligt effektive til at store stående hære kunne opretholdes, således som det var nødvendigt under Trediveårskrigen. Finansieringen af de store hære af lejetropper bragte således alle krigsførende til stadig pengemangel, især de tyske fyrster hvis områder på grund af krigens længde og intensitet snart blev forarmet.

Løsningen herpå blev beskrevet af parolen Krigen nærer krigen. Hærene inddrev penge og naturalier i de områder, som de drog igennem . Det vil sige, det land, hvor der netop blev kæmpet i, eller som var besat, måtte betale krigens omkostninger. I den forbindelse sørgede feltherrerne så vidt muligt for, at det gik ud over modpartens områder. Jo længere krigen varede desto mere kom det til vilkårlige plyndringer samt røveri og mord. Wallenstein tilskrives en udtalelse om at en stor hær er lettere at finansiere end en lille, da den kan udøve et større tryk på civilbefolkningen.

Nogenlunde regelmæssigt betalte tropper, såsom Wallensteins eller Gustav Adolfs, opførte sig ved inddrivelsen af penge og materialer – i det mindste i de første krigsår – mere disciplineret end frie lejesoldater, som alt efter situationen nogle gange sluttede sig til den ene og andre gange til den anden side. I disse hære fandt man lejesoldater fra næsten alle lande i Europa.

Gustav Adolf havde i starten kommando over en forholdsvis homogen hær, som overvejende bestod af svenske og finske soldater. Dette og en fælles protestantisk tro, som de var rede til at kæmpe for, styrkede disciplinen og sammenholdet. Det bidrog også til svenskernes succes, at de havde en overlegen ildkraft og en bevægelig taktik. Efter Gustav Adolfs død blev netop de svenske tropper til befolkningernes skræk.

Krigen i den kollektive erindring og i litteraturen

Historikeren Friedrich Oertel skrev i 1947 om virkningerne af Trediveårskrigen på den tyske nationalkarakter: "Det forblev en tysk egenskab ikke at have fornemmelse for 'liberalitas', det indefra suveræne menneske, og at mangle fornemmelsen for 'dignitas'. Eftervirkningerne af Trediveårskrigen tynger på tragisk vis stadig vores folks historie og har forsinket dets modning. Hvornår forsvinder skyggerne endelig? Kan det forsømte indhentes?"

Trediveårskrigen har efterladt talrige spor i kunst og hverdagsliv – fra simple børnerim såsom Bet’, Kindchen, bet’, morgen kommt der Schwed’ til store værker i digtekunsten.

I sin skæmteroman Simplicius Simplicissimus, som udkom i 1669, skildrede Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausen (1625–1676) forvirringen og gruen i krigen og skabte dermed den første betydelige roman i den tyske litteratur. En øjenvidneskildring er efterladt af lejesoldaten Peter Hagendorf i hans Chronik.

Oplevelsen af en krig som ikke vil ende, sult, sygdom og generel ødelæggelse blev kimen til en lyrik af indtil da ikke oplevet intensitet, hvori den uafvændelige død og forgængelighed blev koblet sammen med barok livslyst. Således skrev Andreas Gryphius sonetten Fædrelandets tårer i 1636. Det tilhører stadig de mest citerede antikrigsdigte. Det begynder med verselinjerne:

Wir sind doch nunmehr ganz, ja mehr denn ganz verheeret!
Der frechen Völker Schar, die rasende Posaun
Das vom Blut fette Schwert, die donnernde Kartaun,
Hat aller Schweiß und Fleiß und Vorrat aufgezehret.

I det 18. århundrede beskæftigede Friedrich Schiller sig med krigen som historiker og dramatiker. I 1792 offentliggjorde han sin Historien om Trediveårskrigen som fortsat er gyldig på mange punkter. Syv år senere afsluttede han sit drama i tre dele om Wallenstein.

I takt med at den tidsmæssige afstand voksede så forfatterne i stigende grad den store krig i det 17. århundrede som en metafor for krigens rædsler i almindelighed. Det mest kendte eksempel herpå fra det 20. århundrede er Bertolt Brechts stykke Mutter Courage og hendes børn, som foregår i Trediveårskrigen, men gør det tydeligt at forråelsen og ødelæggelsen af menneskene gennem vold kan foregå overalt og til enhver tid.

  1. Under Tillys kommando var bl.a. den dengang berømte filosof René Descartes.
  2. Friedrich Oertel, Brief an Thomas Mann v. 16.2.1947, i: Paul E. Hübinger, Thomas Mann, die Universität Bonn und die Zeitgeschichte, München 1974, S.598 f.
Samlede fremstillinger
  • Grethe Jensen (red.), Trediveårskrigen : Europa i brand 1618-48, Politikens Forlag, 2006. ISBN 87-567-8004-4.
  • Günter Barudio: Der Teutsche Krieg 1618-1648, Frankfurt/Main 1985
  • Friedemann Bedürftig: Taschenlexikon Dreißigjähriger Krieg, Taschenbuch, 261 sider, Piper 1998
  • Richard Bonney: "The Thirty Years' War 1618-1648", Osprey, Oxford 2002. ISBN 978-1-84176-378-1
  • Johannes Burkhardt: Der Dreißigjährige Krieg, Frankfurt/Main 1992
  • Peter Milger: Gegen Land und Leute – Der Dreissigjährige Krieg, Ursachen, Verlauf und Folgen, erzählt anhand von teilweise unveröffentlichten Bildern, Augenzeugenberichten und Dokumenten, München 1998
  • Geoffrey Parker: Der Dreissigjährige Krieg. Oversat fra engelsk af Udo Rennert. Campus, Frankfurt am Main 1991. ISBN 3-593-34419-X
  • Georg Schmidt: Der Dreißigjährige Krieg, 6. Aufl., München: Beck 2003, ISBN 3-406-49034-4
  • Gerhard Schormann: Dreißigjähriger Krieg. 1618-1648, Stuttgart 2001
  • Cicely Veronica Wedgwood: Der 30jährige Krieg, München 1967
Årsager
  • N. M. Sutherland: The Origins of the Thirty Years War and the Structure of European Politics, I: English Historical Review 107 (1992), S. 587–625 [Sutherland kritiserer den forholdsvis endimensionale betragtning at Trediveårskrigen primært var en tysk krig.]
Fredsslutningen
  • Klaus Bußmann und Heinz Schilling (Hg.): 1648 – Krieg und Frieden in Europa, Katalogband und zwei Textbände, Münster 1998 [Dokumentation til Europarådets udstilling i anledning af 350 året for den Westfalske fred i Münster og Osnabrück.]
  • Fritz Dickmann: Der Westfälische Friede, Münster 1965
  • Heinz Duchhardt (Hg.): Der Westfälische Friede. Diplomatie, politische Zäsur, kulturelles Umfeld, Rezeptionsgeschichte, München 1998
  • Ernst Höfer: Das Ende des Dreißigjährigen Krieges. Strategie und Kriegsbild, Köln/Weimar/Wien 1997
Militær
  • Gustav Freytag: Der Dreißigjährige Krieg 1618-1648 – Das Heer. Soldatenleben und Sitten, Band 1, Verlag Rockstuhl, Bad Langensalza, 2003, ISBN 3-937135-03-0
  • Bernhard Kroener und Ralf Proeve (Hg.): Krieg und Frieden. Militär und Gesellschaft in der Frühen Neuzeit, Paderborn 1996
  • Julia Zunckel: Rüstungsgeschäfte im Dreißigjährigen Krieg. Unternehmer­kräfte, Militärgüter und Marktstrategien im Handel zwischen Genua, Amsterdam und Hamburg (Schriften zur Wirtschafts- und Sozialgeschichte 49), Berlin 1997
Økonomi og socialhistorie
  • Jörg-Peter Findeisen: Der Dreißigjährige Krieg. Eine Epoche in Lebensbildern, Graz/Wien/Köln 1998
  • Gustav Freytag: Der Dreißigjährige Krieg 1618-1648 – Die Städte. Die Kipper und Wipper und die öffentliche Meinung, Band 2, Verlag Rockstuhl, Bad Langensalza, 2003, ISBN 3-937135-04-9
  • Gustav Freytag: Der Dreißigjährige Krieg 1618-1648 – Die Dörfer und ihre Geistlichen. Der Frieden, Band 3, Verlag Rockstuhl, Bad Langensalza, 2003, ISBN 3-929000-56-3
  • Benigna von Krusenstjern, Hans Medick (Hg.): Zwischen Alltag und Katastrophe. Der Dreißigjährige Krieg aus der Nähe, Göttingen 1999
  • Markus Meumann, Dirk Niefanger (Hg.): Ein Schauplatz herber Angst. Wahrnehmung und Darstellung von Gewalt im 17. Jahrhundert, Göttingen 1997
Lokalhistorie
  • Asche, Matthias: Neusiedler im verheerten Land – Kriegsfolgenbewältigung, Migrationssteuerung und Konfessionspolitik in Zeichen des Landeswiederaufbaus – Die Mark Brandenburg nach den Kriegen des 17. Jahrhunderts, Aschendorff Verlag GmbH & Co. KG, Münster 2006, ISBN 3-402-00417-8
  • Martin Bötzinger: Leben und Leiden während des Dreißigjährigen Krieges in Thüringen und Franken (1618-1648) – Ein Augenzeugenbericht, Verlag Rockstuhl, Bad Langensalza, 2001, ISBN 3-929000-39-3
  • Peter Engerisser: Von Kronach nach Nördlingen – Der Dreißigjährige Krieg in Franken, Schwaben und der Oberpfalz 1631–1635, Verlag Heinz Späthling 2004, ISBN 3-926621-32-X, [mit mehr als 120 Kurzbiographien]
  • Jan N. Lorenzen: 1631 – Die Zerstörung Magdeburgs, i: ders: Die großen Schlachten. Mythen, Menschen, Schicksale, Campus Verlag, Frankfurt 2006, Seiten 55-100, ISBN 3-593-38122-2
  • Hans Pehle: Der Rheinübergang des Schwedenkönigs Gustav II. Adolf; Riedstadt (Forum Verlag)
Enkeltpersoner
  • Golo Mann: Wallenstein, Frankfurt am Main 1971 [Fortællende biografi om den kejserlige feltherre]
  • Ilja Mieck: Wallenstein 1634. Mord oder Hinrichtung? in Demandt, Alexander (Hrsg.) Das Attentat in der Geschichte, Suhrkamp Taschenbuch Verlag, Frankfurt a. M., 1999
  • Leopold von Ranke: Geschichte Wallensteins, Nachdr., Kronberg/Ts. 1978, ISBN 3-7610-7211-2
  • Günter Barudio: Gustav Adolf der Große. Eine politische Biographie, Frankfurt/Main 1985
Historiske betragtninger
Magasiner
  • Der Dreissigjährige Krieg. Geoepoche Nr. 29/2008.
Skønlitterære fremstillinger
  • Alfred Döblin: Wallenstein, bei DTV, Juni 2003, førsteudgave 1920, ekspressionistisk roman.
  • Ricarda Huch: Der Dreißigjährige Krieg (Første udgavens titel var: Der große Krieg in Deutschland), Første udgave 1912–1914 i 3 bind, historisk roman
  • Tilman Röhrig: In 300 Jahren vielleicht, Arena-Verlag, Würzburg, ISBN 3-401-01850-7
  • Bertolt Brecht: Mutter Courage und ihre Kinder 1939 – En families forfald i 30 års krigen.
  • von Karl Wilhelm August Balck, 1903
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Trediveårskrigen
trediveårskrigen, sprog, overvåg, rediger, mangler, kildehenvisninger, teksten, denne, artikel, liste, kilder, litteraturliste, eller, eksterne, henvisninger, informationerne, artiklen, ikke, underbygget, fordi, kildehenvisninger, ikke, indsat, teksten, hjælpe. Tredivearskrigen Sprog Overvag Rediger Der mangler kildehenvisninger i teksten Denne artikel har en liste med kilder en litteraturliste eller eksterne henvisninger men informationerne i artiklen er ikke underbygget fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten Du kan hjaelpe ved at indfore praecise kildehenvisninger pa passende steder Tredivearskrigen var en raekke militaere konflikter i Centraleuropa hovedsageligt i Tyskland Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for det Tysk romerske rige repraesenteret ved Den katolske liga og Den Protestantiske Union selvom intern politik og magtbalance i riget ogsa spillede en stor rolle Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt der involverede de fleste europaeiske stormagter TredivearskrigenKrigens raedsler af Jacques CallotDato 1618 1648Sted CentraleuropaResultat Den westfalske fredCasus belliReligionsstridighederParterForenede Nederlande Sverige Bohmen Danmark 1625 1629 Frankrig Sachsen Braunschweig Luneburg England Brandenburg Preussen Transsylvanien Ungarske anti Habsburgskske oprorer Saporoger kosakker Osmanniske Rige Tysk romerske rige Den Katolske Liga Ostrig Bayern Kongeriget Ungarn Kongeriget Kroatien Spanien og dets besiddelser Danmark 1643 1645 Habsburgerne i Ostrig og Spanien og deres forbundsfaeller i Tyskland kaempede mod Frankrig Holland Sverige og Danmark Felttogene og slagene foregik fortrinsvis inden for graenserne af det Tysk romerske rige omend det meste af Jylland en overgang blev besat Krigshandlingerne og dens hungersnod og epidemier lagde store landomrader ode I Sydtyskland overlevede kun ca en tredjedel af befolkningen Nogle steder tog det over 100 ar for okonomi og erhvervsliv kom sig oven pa krigens odelaeggelser Tredivearskrigen sluttede med den Westfalske fred som blev proklameret den 24 oktober 1648 fra radhusene i de to forhandlingsbyer Osnabruck og Munster Indholdsfortegnelse 1 Tidslinje for Tredivearskrigen 2 Forhistorie og arsager 2 1 Trosmaessige modsaetninger 2 2 Modsaetninger mellem fyrstehuse 2 3 Skaerpelse af konflikten 3 Krigens udbrud 4 Forlobet af krigen 4 1 Den bohmisk pfalziske krig 1618 1623 4 2 Christian 4 griber ind Kejserkrigen 1623 1629 4 3 Gustav Adolf griber ind 1630 1635 4 4 Den europaeiske krig 1635 1648 5 Den westfalske fred og folgerne af krigen 6 Finansiering af krigen 7 Vurderinger af krigen 7 1 Krigen i den kollektive erindring og i litteraturen 8 Noter 9 Litteratur 10 Eksterne henvisningerTidslinje for Tredivearskrigen Rediger Centraleuropa ved krigens udbrud i 1618 1618 Oproret i Bohmen 1620 Slaget ved Det Hvide Bjerg den bohmiske opstand knuses krigen viderefores i Tyskland 1621 Spanien genoptager krigen mod Nederlandene og stotter herved kejseren i krigen 1625 Christian 4 intervenerer i krigen som tysk hertug 1626 Slaget ved Lutter am Barenberg den nedersaksiske kreds med Christian 4 i spidsen bryder sammen 1627 Jylland invaderes af den tyske kejsers styrker Danmark inddrages officielt i krigen 1629 Freden i Lubeck Danmark udtraeder af krigen 1630 Sverige intervenerer i krigen 1631 Gustav Adolf sejrer i slaget ved Breitenfeld 1632 Slaget ved Rain am Lech og Slaget ved Lutzen Gustav Adolf falder 1633 Mordet pa Wallenstein 1634 Slaget ved Nordlingen Sveriges stilling svaekkes midlertidigt 1635 Frankrig intervenerer pa svensk side 1636 Svensk sejr ved Wittstock 1639 Den spanske flade saenkes i Kanalen 1640 Forste fredsudspil 1643 Fransk sejr over spanierne ved Rocroi Svensk angreb pa Danmark Torstenson krigen 1646 Fredsforhandlingerne begynder 1648 Den Westfalske Fred afslutter Tredivearskrigen Forhistorie og arsager Rediger Udsmidningen fra vinduet i Prag var udloseren men ikke arsagen til krigen Trosmaessige modsaetninger Rediger Efter reformationen som havde spaltet Tyskland trosmaessigt forsogte de katolske og protestantiske fyrster i forste omgang at finde en forfatningsmaessig losning som begge parter kunne leve med og en magtbalance mellem trosretningerne Ved Den augsburgske religionsfred fra 25 september 1555 enedes man om grundprincippet cuius regio eius religio Den som regerer bestemmer religionen Herefter var den katolske og den protestantiske trosbekendelse ligeberettiget men ikke den reformerte calvinistiske Med den videre udbredelse af reformationen mod slutningen af det 16 arhundrede og den samtidige genkomst af katolicismen i Modreformationen blev viljen til kompromis stadig mindre Protestanterne sa sig forfordelt af det andelige forbehold som uden deres accept var blevet indfort af kejseren i religionsfreden Heraf fulgte at kirkelige omrader var undtaget fra grundprincippet om cuius regio eius religio og at kirkefyrster som overgik til protestantismen matte opgive deres rettigheder I kurfyrstendommet Koln forte det forbehold i 1580 erne til krig Katolikkerne beklagede sig over de hyppige overtraedelser af disse regler og kraevede med stadig storre vaegt at fa de mistede kirkelige omrader tilbage Fra slutningen af det 16 arhundrede sogte en ny generation fyrster protestantiske og katolske gennem magtanvendelse at styrke deres position og samtidig sogte calvinisterne ligestilling Situationen i Tyskland blev skaerpet af en okonomisk krise i begyndelsen af det 17 arhundrede foruden en raekke konflikter mellem fyrsthuse som gik langt videre end til trossporgsmal Modsaetninger mellem fyrstehuse Rediger Siden begyndelsen af det 16 arhundrede forsogte Frankrig at befri sig fra omklamringen fra de habsburgske omrader Spanien De spanske Nederlande og Burgund Konflikten mellem Huset Habsburg og Frankrig overskyggede frem til det 18 arhundrede alle andre konflikter i Europa og Tredivearskrigen Begge sider sogte efter forbundsfaeller i konflikten ogsa ud over de trosmaessige det katolske Frankrig stottede det protestantiske Holland som siden 1568 forte en uafhaengighedskrig mod den spanske gren af habsburgerne hvis overhoved var den tysk romerske kejser Efter naesten 40 ars krig indgik Spanien og Holland i 1609 en vabenstilstand som skulle gaelde i 12 ar Skaerpelse af konflikten Rediger Henrik 4 af Frankrig Maleri af Pourbous den Yngre Mens man ventede pa en fornyet opblussen af kampen om Holland skaerpedes de religiose modsaetninger i Tyskland I 1608 forbod det protestantiske rad i byen Donauworth katolikkerne at udove deres tro Derpa blev byen idomt Reichsacht domt fredlos Hertug Maximilian 1 af Bayern tvang Donauworth tilbage til den katolske tro Som direkte reaktion herpa sluttede de fleste protestantiske rigsstaender sig sammen i Den protestantiske union for at modsta bestraebelserne pa at gore protestantiske omrader katolske igen Leder af unionen blev den calvinistiske Kurfyrste Friedrich 5 af Pfalz De protestantiske fyrster sa unionen som en forsvarsunion som var nodvendig da alle Rigsinstitutionerne herunder Rigskammerretten som folge af de trosmaessige modsaetninger var blokeret og da de ikke laengere ansa freden i riget som en givet sag Som modtraek sluttede de katolske rigsstaender sig i 1609 sammen under ledelse af Maximilian 1 af Bayern til Den Katolske Liga Ligaen ville opretholde det hidtidige Rigssystem og bevare den katolske overlegenhed Religiose og dynastiske spaendinger havde i mellemtiden skabt spaendinger i hele Europa De var naer blevet udlost allerede i 1610 ved den Julich Klevische arvestrid I forste omgang blev denne udvikling bremset af mordet pa kong Henrik 4 af Frankrig der havde vaeret den drivende kraft bag forbundet mod Habsburg Krigens udbrud RedigerAnledningen som forte til den store krig var opstanden blandt de fortrinsvis protestantiske staender i Bohmen i 1618 I striden om benyttelsen af en kirke i den bohmiske landsby Braunau havde den strengt katolske modreformatoriske ostrigske aerkehertug og konge af Bohmen Ferdinand 2 tilbagekaldt det majestaetsbrev som sikrede religionsfrihed for protestanterne i Bohmen Han var i 1619 blevet valgt til Tysk romersk kejser En gruppe protestantiske adelige greb i maj 1618 til en traditionel form for protest De kastede de kejserlige rader Martinitz og Wilhelm Slavata samt en sekretaer ud af vinduet i det bohmiske kancelli pa borgen i Prag De overlevede faldet hvilket protestantiske skribenter senere tilskrev en modding mens katolikkerne haevdede at det skyldtes indgriben fra Jomfru Maria Denne episode anses for det der udloste krigen De bohmiske staender paberabte sig deres urgamle ret til selv at vaelge deres konge og erklaerede i 1619 Ferdinand for afsat I stedet valgte de kurfyrste Friedrich 5 af Pfalz overhovedet for den Protestantiske Union til ny konge af Bohmen Efter rad fra sin minister Christian 1 af Anhalt Bernburg accepterede den 23 arige Friedrich valget men fik efter undertegnelsen af traktaten i Ulm ikke den militaere stotte fra de protestantiske rigsstaender som han havde habet pa Alligevel holdt Friedrich sit indtog i Prag da han habede pa stotte fra savel det calvinistiske Holland som fra sin svigerfar kong Jakob 1 af England Disse hab viste sig heller ikke at blive opfyldt og Friedrich og de bohmiske staender stod stort set alene De bohmiske staenders opstand stillede sporgsmalstegn ved det kejserlige overherredomme Det kunne Ferdinand 2 ikke tillade uden at risikere at miste sin magt i hele riget Da han ikke selv havde midlerne til at fore krig mod Friedrich og de bohmiske staender afsluttede han en traktat med hertug Maximilian 1 af Bayern Herefter skulle hertugen sla den bohmiske opstand ned ved hjaelp af en haer fra Den Katolske Liga Til gengaeld skulle den bayriske Wittelsbacher overtage kurvaerdigheden fra sin pfalziske faetter og indlemme Oberpfalz i hertugdommet Bayern Johann Tserclaes Tilly leder af Den Katolske Ligas haer Med indsaettelsen af katolske tropper under ledelse af den bayriske feltherre Johann Tserclaes Tilly i Bohmen blev konflikten til en egentlig krig 1 Den 8 november 1620 fandt krigens forste store slag sted ved Prags porte i Slaget ved Det Hvide Bjerg De talmaessigt langt overlegne katolske tropper besejrede den bohmiske haer og Friedrich af Pfalz matte flygte fra Prag og ga i eksil efter mindre end et ar pa den bohmiske trone Alle deltagerne var gaet et skridt for langt Ferdinand 2 som havde stillet sin katolske tro hojere end freden i sit land Friedrich 5 som modtog en krone som traditionelt tilhorte Habsburgerne velvidende at det ville Ferdinand ikke stiltiende affinde sig med og endelig Maximilian 1 som havde stillet sa store krav for at understotte kejseren at ligevaegten i riget forskubbede sig sa kraftigt til fordel for katolikkerne at de protestantiske fyrster ikke ville kunne acceptere det Forlobet af krigen RedigerTredivearskrigen opstod som en lokal strid mellem staenderne og centralmagten men udviklede sig derefter til en konflikt indenfor det Tysk romerske kejserrige for til sidst at udvikle sig til en europaeisk krig Selv om den i forste omgang udsprang af religiose stridigheder blev det i lobet af krigen snart klart at den blev fort af rent magtpolitiske arsager Pa det Tysk romerske riges territorium bekaempede to magtblokke hinanden begge under ledelse af katolske stater de spanske og ostrigske habsburgere pa den ene side og Frankrig pa den anden I de 30 ar fra 1618 til 1648 fulgte fire konflikter efter hinanden Den bohmiske opstand 1618 1622 Christian 4 s deltagelse kaldet Kejserkrigen 1625 1629 Den svensk tyske krig 1630 1635 Den svensk fransk tyske krig 1635 1648 Undervejs blev der gjort to forsog pa at afslutte konflikten Freden i Lubeck i 1629 og Freden i Prag i 1635 men de mislykkedes fordi de ikke tilgodesa alle de direkte eller indirekte deltageres interesser Det lykkedes forst at fa en varig fred gennem den forste faelleseuropaeiske fredskongres i Munster og Osnabruck 1641 1648 Den bohmisk pfalziske krig 1618 1623 Rediger Slaget ved Det Hvide Bjerg I starten sa det ud som om de bohmiske staender ville fa held med deres opstand Den bohmiske haer under Heinrich Matthias von Thurn traengte habsburgerne tilbage til deres ostrigske stamlande og stod den 6 juni 1619 ved Wien Ikke mindst den med bohmerne allierede fyrste fra Siebenburgen Bethlen Gabor gav kejseren problemer Forst da kejseren ved aftalen i Munchen den 8 oktober 1619 fik stotte fra Maximilian 1 af Bayern og da den protestantiske kurfyrste af Sachsen Johann Georg 1 stillede sig bag kejseren samt da Den Protestantiske Union ikke i tilstraekkelig grad kom Friedrich 5 til undsaetning aendrede krigslykken sig I Slaget ved Det Hvide Bjerg blev den bohmiske haer under Christian 1 Furst von Anhalt Bernburg alvorligt slaet af kejserlige tropper under Tilly og Karl Bonaventura Graf von Buquoy Efter slaget flygtede Friedrich fra Bohmen og han blev domt fredlos De fleste af de oprorske bohmiske adelige blev henrettet den 21 juni 1621 Allerede inden da var Den Protestantiske Union blevet oplost Hertug Christian af Braunschweig Wolfenbuttel Maleri af Paulus Moreelse 1619 De tilbagevaerende protestantiske haerforere Christian von Braunschweig Wolfenbuttel og Ernst von Mansfeld fortsatte krigen udenfor Bohmen I Friedrich 5 s pfalziske arvelande vandt de protestantiske tropper slaget ved Mingolsheim den 27 april 1622 I de folgende maneder led de dog alvorlige nederlag i Slaget ved Wimpfen 6 maj 1622 og Slaget ved Hochst 20 juni 1622 Christian von Braunschweig Wolfenbuttel og Ernst von Mansfeld tradte derefter i hollandsk tjeneste og drog dertil Undervejs modte de en spansk haer som de slog i Slaget ved Fleurus den 29 august Pfalz kunne ikke holdes og Friedrich 5 mistede den 23 februar 1623 sin kurvaerdighed som overgik til Maximilian af Bayern Christian von Halberstadt led i Slaget ved Stadtlohn pa ny et odelaeggende nederlag og hans decimerede tropper var herefter ingen alvorlig trussel mod de kejserlige haere Christian 4 griber ind Kejserkrigen 1623 1629 Rediger Uddybende artikel Kejserkrigen Samtidig skildring af slaget ved Lutter am Barenberg Christian 4 Efter at de protestantiske haere i Tyskland havde lidt det ene nederlag efter det andet greb Christian 4 af Danmark Norge nu til vaben Han pressede de protestantiske fyrster i Nordtyskland til at indga i et forbund og lod sig vaelge til kredsoberst for den Nedersachsiske Rigskreds Sammen med sin forbundsfaelde Ernst von Mansfeld planlagde han et felttog som forst skulle ga mod Thuringen og derefter mod Sydtyskland Ligesom bohmerne og Friedrich af Pfalz matte Christian 4 ogsa vente forgaeves pa naevnevaerdig stotte fra de andre protestantiske lande og fyrster Hertil kom at han i sommeren 1626 stod overfor ikke bare en men to kejserlige haere idet den kejserlige feltherre Albrecht von Wallenstein ogsa havde opstillet en haer Den 27 august 1626 led Christian 4 et knusende nederlag mod Tilly i Slaget ved Lutter am Barenberg hvilket kostede ham stotten fra de tyske forbundsfaeller Allerede den 25 april 1626 havde Wallenstein slaet Christians forbundsfaelle Ernst von Mansfeld i Slaget ved Dessau Det lykkedes atter for Mansfeld at opstille en haer som han undveg med sydpa Han ville sla sig sammen med Bethlen Gabor i Ungarn og derefter angribe Wien Wallenstein forfulgte hans haer af lejesoldater og tvang ham til sidst pa flugt Kort efter dode Mansfeld i naerheden af Sarajevo I sommeren 1627 stodte Wallenstein pa fa uger op igennem Nordtyskland og videre op gennem Jylland Kun de danske oer blev ikke besat af de kejserlige tropper da disse ikke radede over skibe I 1629 sluttede Danmark fred med kejseren ved Freden i Lubeck og tradte ud af krigen Den protestantiske sag i Tyskland syntes tabt Ligesom Friedrich af Pfalz i 1623 blev den med Danmark allierede Hertug af Mecklenburg erklaeret for afsat Kejseren overdrog hertugdommet til Wallenstein for dermed at fa betalt sin gaeld til ham I 1629 udsendte Ferdinand 2 ogsa det sakaldte Restitutionsedikt som lod alle de kirkelige besiddelser som protestantiske fyrster havde inddraget efter 1555 tilbagelevere Ediktet markerede samtidig hojdepunktet af kejserens magt i Det Tysk romerske rige og vendepunktet i krigen da det igen samlede protestanterne til modstand og gav dem forbundsfaeller som kejseren og Den Katolske Liga i den sidste ende ikke kunne overvinde Gustav Adolf griber ind 1630 1635 Rediger Gustav 2 Adolf blev dodeligt saret i slaget ved Lutzen Efter at Danmark var tradt ud af Tredivearskrigen sa Gustav 2 Adolf af Sverige sin chance for at gennemfore sine dromme om et stort imperium ved Ostersoen Han landede med sin haer den 4 juli 1630 pa oen Usedom og tvang Pommern Mecklenburg Brandenburg og Sachsen til et forbund Den 17 september 1631 kom det til et slag mellem svenskerne og de kejserlige tropper under Tilly i Slaget ved Breitenfeld Tilly havde kort forinden jaevnet byen Magdeburg med jorden men nu blev han tilintetgorende slaet og kunne heller ikke aret efter daemme op for den svenske fremmarch i Sydtyskland I Slaget ved Rain am Lech blev han saret og trak sig tilbage til Ingolstadt hvor han den 30 april dode af sine sar Svenskerne forsogte at indtage byen hvilket dog ikke lykkedes Denne forsinkelse udnyttede Kurfyrst Maximilian til at rykke fra Ingolstadt til Regensburg og besaette byen Svenskerne traengte derefter videre frem til Munchen og truede Ostrig Albrecht von Wallenstein blev pa kejserens befaling myrdet i Eger i 1634 I denne for kejseren sa farlige situation genudnaevnte han Wallenstein som af Rigsdagen i Regensburg var blevet afskediget i 1630 til overstbefalende for de kejserlige tropper Det lykkedes rent faktisk for Wallenstein at bide fra sig den 3 september 1632 i slaget ved Alten Veste Den svenske konge mistede kort efter livet under Slaget ved Lutzen den 16 november 1632 Gustav Adolfs datter Christina var endnu ikke myndig sa regeringens forelse blev overtaget af Axel Oxenstierna Han sluttede et forbund med protestanterne i Sydtyskland i Heilbronn 1633 1634 hvorefter kampen blev viderefort under svensk ledelse Hans dygtigste modstander Albrecht von Wallenstein blev myrdet den 26 februar 1634 i Eger I samme ar lykkedes det i Slaget ved Nordlingen for de kejserlige tropper under feltherren Bernhard von Sachsen Weimar at fa den forste store sejr over svenskerne Bernhard von Sachsen Weimar De protestantiske rigsstaender forst og fremmest Kursachsen brod i 1635 ud af forbundet med Sverige og indgik Freden i Prag med kejser Ferdinand 2 I fredsaftalen blev det aftalt at Restitutionsediktet fra 1629 skulle udsaettes i 40 ar Man besluttede ogsa at man i faellesskab ville kaempe mod rigets fjender Hermed sluttede krigen endelgyldigt med at vaere en religionskrig da det protestantiske Sverige samtidig allierede sig med det katolske Frankrig i Wismar aftalen med det formal i faellesskab at inddaemme de habsburgske kejseres magt Den europaeiske krig 1635 1648 Rediger I denne situation frygtede Frankrig at en eventuel fredsslutning mellem Sverige og Det Tysk romerske rige kunne blive til fordel for kejseren Derfor besluttede man sig i Paris til at angribe ind i Tyskland 13 ar varede denne fase af krigen uden at det kom til et afgorende slag eller en militaer sejr Fra 1643 forhandlede de krigsforende parter om en mulig fred i byerne Munster og Osnabruck Forhandlingerne og krigen varede imidlertid i yderligere fem ar og forst i 1648 blev den Westfalske Fred indgaet Her blev den augsburgske religionsfred fra 1555 genoprettet og hermed det frie kirkevalg Desuden blev den tyske kejser frataget rettigheder som i stedet blev overdraget til Rigsdagen Rigsstaenderne blev selvstaendige og Europa blev opdelt pa ny mellem de stridende parter Den westfalske fred og folgerne af krigen Rediger Underskrivelsen af den westfalske fred i Munster 1648 Maleri af Gerard ter Borch ca 1648 Uddybende artikel Den westfalske fred Ved de indledende fredsforhandlinger enedes man i slutningen af 1641 i Hamburg om at holde en generel fredskongres i byerne Munster for katolikkerne og Osnabruck for den protestantiske side Tidligere havde Koln Lubeck og Hamburg vaere pa tale Efter at hovedmaegleren grev Maximilian von Trauttmansdorff var rejst fra Munster da det ikke var lykkedes ham at skabe enighed videreforte Rigshofrad Isaak Volmar og den kejserlige gesandt Grev Johann Ludwig af Nassau Hadamar fredsforhandlingerne til ende I den westfalske fred blev udover den katolske og den lutherske ogsa den reformerte kirke anerkendt som ligeberettiget I fire rigsstaeder hvor befolkningen tilhorte forskellige trossamfund blev der indfort trosmaessig lighed saledes i Augsburg og Biberach Der blev udformet omfangsrige regler om alle de religiose stridssporgsmal Derved fandt man til tider pragmatiske og til tider kuriose losninger Saledes blev det besluttet at der i stiftet Osnabruck skiftevis skulle vaere protestantiske biskopper udpeget af fyrstehuset Braunschweig Luneburg og katolske biskopper Den nye stormagt Sverige fik i 1648 Vorpommern pa bekostning af Brandenburg inklusiv Stettin og hele Oder mundingen foruden byen Wismar Neukloster og aerkebispedommet Bremen sammen med bispedomet Verden som et rigslen Danmark som kraevede hertugdommerne ved Elben blev forbigaet Spanien naede til enighed med hollaenderne om en statslig uafhaengighed AErkehertugdommet Ostrig afgav Sundgau til Frankrig Et katolsk eneherredomme over det tyske rige blev saledes ikke opnaet Et flyveblad bekendtgor fredsslutningen i Munster som afsluttede Tredivearskrigen I ovrigt var det begraenset hvad der aendrede sig i Tyskland magtsystemet med kejser og rigsstaender blev genopbygget uden at aendre vaesentligt pa vaegtene fra for krigen Rigets politik blev ikke sekulariseret men forholdet mellem religionerne blev fastlagt pa en ny made Frankrig derimod blev det staerkeste land i Vesteuropa Holland og Schweiz blev udskilt fra Det Tyske rige hvilket for schweizernes vedkommende dog kun var en bekraeftelse af hvordan virkeligheden havde set ud siden 1499 Dele af det tyske rige blev staerkt odelagt Efter nutidige vurderinger kostede krigen mellem 3 og 4 mio mennesker livet ud af en samlet befolkning i det tyske rige pa omkring 17 mio De fleste omkom af sygdomme i perioden efter 1634 Blandt krigens vindere var byen Hamburg som godt nok ikke fik opfyldt sit mal om at blive en fristad men som kunne saette sig pa en stor del af handelen i Mellemtyskland For de store handelsbyer i syd forcerede krigen den nedgangsperiode som indledtes i slutningen af det 16 arhundrede Upaagtet men til stor skade var det at med Hollands uafhaengighed og tabet af vigtige kystomrader og havne ved Ostersoen til Sverige var naesten alle vigtige flodmundinger under fremmed kontrol De tyske stater havde naesten ikke adgang til havet og var dermed i hoj grad afskaret fra at drive oversoisk handel Tyskland havde dermed ikke blot mistet indflydelse pa sin fremtid til de omgivende lande det var ogsa erhvervsmaessigt afskaret fra de muligheder som skibsfart og erhvervelsen af kolonier abnede for lande som England Holland og Danmark Frankrig England Sverige og Holland kunne efter Tredivearskrigen udvikle sig til nationalstater Med den opblomstrende handel skete der i disse lande en opblomstring af det liberale borgerskab hvis fravaer i Tyskland fik umadelig stor betydning for fremtiden Det tyske rige var fortsat et lost forbund af fyrstendommer Da dette forbund blev til den vigtigste fredsfaktor i Europa i de folgende 150 ar skete det pa bekostning af Tysklands okonomiske muligheder Finansiering af krigen RedigerStaterne i Europa radede ved begyndelsen af det 17 arhundrede hverken over finansielle eller administrative strukturer som var tilstraekkeligt effektive til at store staende haere kunne opretholdes saledes som det var nodvendigt under Tredivearskrigen Finansieringen af de store haere af lejetropper bragte saledes alle krigsforende til stadig pengemangel isaer de tyske fyrster hvis omrader pa grund af krigens laengde og intensitet snart blev forarmet Losningen herpa blev beskrevet af parolen Krigen naerer krigen Haerene inddrev penge og naturalier i de omrader som de drog igennem Det vil sige det land hvor der netop blev kaempet i eller som var besat matte betale krigens omkostninger I den forbindelse sorgede feltherrerne sa vidt muligt for at det gik ud over modpartens omrader Jo laengere krigen varede desto mere kom det til vilkarlige plyndringer samt roveri og mord Wallenstein tilskrives en udtalelse om at en stor haer er lettere at finansiere end en lille da den kan udove et storre tryk pa civilbefolkningen Nogenlunde regelmaessigt betalte tropper sasom Wallensteins eller Gustav Adolfs opforte sig ved inddrivelsen af penge og materialer i det mindste i de forste krigsar mere disciplineret end frie lejesoldater som alt efter situationen nogle gange sluttede sig til den ene og andre gange til den anden side I disse haere fandt man lejesoldater fra naesten alle lande i Europa Gustav Adolf havde i starten kommando over en forholdsvis homogen haer som overvejende bestod af svenske og finske soldater Dette og en faelles protestantisk tro som de var rede til at kaempe for styrkede disciplinen og sammenholdet Det bidrog ogsa til svenskernes succes at de havde en overlegen ildkraft og en bevaegelig taktik Efter Gustav Adolfs dod blev netop de svenske tropper til befolkningernes skraek Vurderinger af krigen RedigerKrigen i den kollektive erindring og i litteraturen Rediger Historikeren Friedrich Oertel skrev i 1947 om virkningerne af Tredivearskrigen pa den tyske nationalkarakter Det forblev en tysk egenskab ikke at have fornemmelse for liberalitas det indefra suveraene menneske og at mangle fornemmelsen for dignitas Eftervirkningerne af Tredivearskrigen tynger pa tragisk vis stadig vores folks historie og har forsinket dets modning Hvornar forsvinder skyggerne endelig Kan det forsomte indhentes 2 Tredivearskrigen har efterladt talrige spor i kunst og hverdagsliv fra simple bornerim sasom Bet Kindchen bet morgen kommt der Schwed til store vaerker i digtekunsten I sin skaemteroman Simplicius Simplicissimus som udkom i 1669 skildrede Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausen 1625 1676 forvirringen og gruen i krigen og skabte dermed den forste betydelige roman i den tyske litteratur En ojenvidneskildring er efterladt af lejesoldaten Peter Hagendorf i hans Chronik Oplevelsen af en krig som ikke vil ende sult sygdom og generel odelaeggelse blev kimen til en lyrik af indtil da ikke oplevet intensitet hvori den uafvaendelige dod og forgaengelighed blev koblet sammen med barok livslyst Saledes skrev Andreas Gryphius sonetten Faedrelandets tarer i 1636 Det tilhorer stadig de mest citerede antikrigsdigte Det begynder med verselinjerne Wir sind doch nunmehr ganz ja mehr denn ganz verheeret Der frechen Volker Schar die rasende Posaun Das vom Blut fette Schwert die donnernde Kartaun Hat aller Schweiss und Fleiss und Vorrat aufgezehret I det 18 arhundrede beskaeftigede Friedrich Schiller sig med krigen som historiker og dramatiker I 1792 offentliggjorde han sin Historien om Tredivearskrigen som fortsat er gyldig pa mange punkter Syv ar senere afsluttede han sit drama i tre dele om Wallenstein I takt med at den tidsmaessige afstand voksede sa forfatterne i stigende grad den store krig i det 17 arhundrede som en metafor for krigens raedsler i almindelighed Det mest kendte eksempel herpa fra det 20 arhundrede er Bertolt Brechts stykke Mutter Courage og hendes born som foregar i Tredivearskrigen men gor det tydeligt at forraelsen og odelaeggelsen af menneskene gennem vold kan forega overalt og til enhver tid Noter Rediger Under Tillys kommando var bl a den dengang beromte filosof Rene Descartes Friedrich Oertel Brief an Thomas Mann v 16 2 1947 i Paul E Hubinger Thomas Mann die Universitat Bonn und die Zeitgeschichte Munchen 1974 S 598 f Litteratur RedigerSamlede fremstillingerGrethe Jensen red Tredivearskrigen Europa i brand 1618 48 Politikens Forlag 2006 ISBN 87 567 8004 4 Gunter Barudio Der Teutsche Krieg 1618 1648 Frankfurt Main 1985 Friedemann Bedurftig Taschenlexikon Dreissigjahriger Krieg Taschenbuch 261 sider Piper 1998 Richard Bonney The Thirty Years War 1618 1648 Osprey Oxford 2002 ISBN 978 1 84176 378 1 Johannes Burkhardt Der Dreissigjahrige Krieg Frankfurt Main 1992 Peter Milger Gegen Land und Leute Der Dreissigjahrige Krieg Ursachen Verlauf und Folgen erzahlt anhand von teilweise unveroffentlichten Bildern Augenzeugenberichten und Dokumenten Munchen 1998 Geoffrey Parker Der Dreissigjahrige Krieg Oversat fra engelsk af Udo Rennert Campus Frankfurt am Main 1991 ISBN 3 593 34419 X Georg Schmidt Der Dreissigjahrige Krieg 6 Aufl Munchen Beck 2003 ISBN 3 406 49034 4 Gerhard Schormann Dreissigjahriger Krieg 1618 1648 Stuttgart 2001 Cicely Veronica Wedgwood Der 30jahrige Krieg Munchen 1967ArsagerN M Sutherland The Origins of the Thirty Years War and the Structure of European Politics I English Historical Review 107 1992 S 587 625 Sutherland kritiserer den forholdsvis endimensionale betragtning at Tredivearskrigen primaert var en tysk krig FredsslutningenKlaus Bussmann und Heinz Schilling Hg 1648 Krieg und Frieden in Europa Katalogband und zwei Textbande Munster 1998 Dokumentation til Europaradets udstilling i anledning af 350 aret for den Westfalske fred i Munster og Osnabruck Fritz Dickmann Der Westfalische Friede Munster 1965 Heinz Duchhardt Hg Der Westfalische Friede Diplomatie politische Zasur kulturelles Umfeld Rezeptionsgeschichte Munchen 1998 Ernst Hofer Das Ende des Dreissigjahrigen Krieges Strategie und Kriegsbild Koln Weimar Wien 1997MilitaerGustav Freytag Der Dreissigjahrige Krieg 1618 1648 Das Heer Soldatenleben und Sitten Band 1 Verlag Rockstuhl Bad Langensalza 2003 ISBN 3 937135 03 0 Bernhard Kroener und Ralf Proeve Hg Krieg und Frieden Militar und Gesellschaft in der Fruhen Neuzeit Paderborn 1996 Julia Zunckel Rustungsgeschafte im Dreissigjahrigen Krieg Unternehmer krafte Militarguter und Marktstrategien im Handel zwischen Genua Amsterdam und Hamburg Schriften zur Wirtschafts und Sozialgeschichte 49 Berlin 1997Okonomi og socialhistorieJorg Peter Findeisen Der Dreissigjahrige Krieg Eine Epoche in Lebensbildern Graz Wien Koln 1998 Gustav Freytag Der Dreissigjahrige Krieg 1618 1648 Die Stadte Die Kipper und Wipper und die offentliche Meinung Band 2 Verlag Rockstuhl Bad Langensalza 2003 ISBN 3 937135 04 9 Gustav Freytag Der Dreissigjahrige Krieg 1618 1648 Die Dorfer und ihre Geistlichen Der Frieden Band 3 Verlag Rockstuhl Bad Langensalza 2003 ISBN 3 929000 56 3 Benigna von Krusenstjern Hans Medick Hg Zwischen Alltag und Katastrophe Der Dreissigjahrige Krieg aus der Nahe Gottingen 1999 Markus Meumann Dirk Niefanger Hg Ein Schauplatz herber Angst Wahrnehmung und Darstellung von Gewalt im 17 Jahrhundert Gottingen 1997LokalhistorieAsche Matthias Neusiedler im verheerten Land Kriegsfolgenbewaltigung Migrationssteuerung und Konfessionspolitik in Zeichen des Landeswiederaufbaus Die Mark Brandenburg nach den Kriegen des 17 Jahrhunderts Aschendorff Verlag GmbH amp Co KG Munster 2006 ISBN 3 402 00417 8 Martin Botzinger Leben und Leiden wahrend des Dreissigjahrigen Krieges in Thuringen und Franken 1618 1648 Ein Augenzeugenbericht Verlag Rockstuhl Bad Langensalza 2001 ISBN 3 929000 39 3 Peter Engerisser Von Kronach nach Nordlingen Der Dreissigjahrige Krieg in Franken Schwaben und der Oberpfalz 1631 1635 Verlag Heinz Spathling 2004 ISBN 3 926621 32 X mit mehr als 120 Kurzbiographien Jan N Lorenzen 1631 Die Zerstorung Magdeburgs i ders Die grossen Schlachten Mythen Menschen Schicksale Campus Verlag Frankfurt 2006 Seiten 55 100 ISBN 3 593 38122 2 Hans Pehle Der Rheinubergang des Schwedenkonigs Gustav II Adolf Riedstadt Forum Verlag EnkeltpersonerGolo Mann Wallenstein Frankfurt am Main 1971 Fortaellende biografi om den kejserlige feltherre Ilja Mieck Wallenstein 1634 Mord oder Hinrichtung in Demandt Alexander Hrsg Das Attentat in der Geschichte Suhrkamp Taschenbuch Verlag Frankfurt a M 1999 Leopold von Ranke Geschichte Wallensteins Nachdr Kronberg Ts 1978 ISBN 3 7610 7211 2 Gunter Barudio Gustav Adolf der Grosse Eine politische Biographie Frankfurt Main 1985Historiske betragtningerFriedrich Schiller Die Geschichte des Dreissigjahrigen Krieges Munchen 1988 forste udgave 1792 Friedrich Schiller Wallenstein bei Reclam Ditzingen 2003 forsteudgave 1800MagasinerDer Dreissigjahrige Krieg Geoepoche Nr 29 2008 Skonlitteraere fremstillingerAlfred Doblin Wallenstein bei DTV Juni 2003 forsteudgave 1920 ekspressionistisk roman Ricarda Huch Der Dreissigjahrige Krieg Forste udgavens titel var Der grosse Krieg in Deutschland Forste udgave 1912 1914 i 3 bind historisk roman Tilman Rohrig In 300 Jahren vielleicht Arena Verlag Wurzburg ISBN 3 401 01850 7 Bertolt Brecht Mutter Courage und ihre Kinder 1939 En families forfald i 30 ars krigen Eksterne henvisninger RedigerSalmonsens Konversationsleksikon 2 udgavve bind XXIII s 715 717 opslag Trediveaarskrigen Indforing i den tidlige nutid Uni Munster Museum des Dreissigjahrigen Krieges Munchen i Tredivearskrigen Aktorerne i Tredivearskrigen Informationer Tekster kilder m m i Projekt 1648 Westfalischer Friede Munsterscher Friedensvertrag in Volltext dt Instrumentum Pacis Monasteriensis IPM Osnabrucker Friedensvertrag in Volltext dt Instrumentum Pacis Osnabrugensis IPO Bevaebning og udrustning af haerene i Tredivearskrigen Chemnitz i Tredivearskrigen Karte Lebensweg eines Soldners im Dreissigjahrigen Krieg Historische Karten Haus der Bayerischen Geschichte Mecklenburg im dreissigjahrigen Kriege von Karl Wilhelm August Balck 1903 Wikimedia Commons har medier relateret til Dreissigjahriger Krieg Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel Dreissigjahriger KriegHentet fra https da wikipedia org w index php title Tredivearskrigen amp oldid 10853616, wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek,

artikel

, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.